Dragerepublikken
R.F. DragerepublikkenKuangOversatafCamillaEngkjærLaursen
Dragerepublikken R.F. Originaltitel:Kuang The Dragon Republic Oversat af Camilla Engkjær Laursen Omslagsdesign af Natja Koldby Sørensen 1. udgave, 1. oplag, 2022 Dansk udgave © Forlaget Falco ISBN: 978-87-94232-32-6 Trykt hos Scandbook UAB, Litauen Copyright © 2019 by Rebecca Kuang Published by arrangement with Lennart Sane Agency AB Oversætteren sender sin tak til Christian Kabel for militærfaglig bistand. Enhver kopiering af denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer. Dette er en fiktiv fortælling. Navne, karakterer, steder og begivenheder er produkter af forfatterens fantasi eller anvendt i en fiktiv kontekst, som ikke skal betragtes som virkelig.
Til 匡为华 匡萌芽 冯海潮 钟辉英 杜华 冯宝兰
DRAGE Daba-bjergene Ankhiluun HARE NDVILSVI HANE ABE OKSE ORTTEÆVDDER De SinegardDæmningKløftersFire Baolei-bjergene SCARIGONBAGHRA-ØRKENENHUNDWudang-bjergeneTianshan-bjerget NORDLAND Sydmurui Vestmurui
Nariin-havetOmonod-bugten Forbundsstaten Mugen Khurdalain Chuluu Korikh Speer NALSGE Qinling bjergene GolynNiis Kukhonin-bjergene GTIER Boyang-søenØstmuruiSharhap-foden forpostForbundsstatensHEST Maduzi-bjergene Golyn-foden
Qinling-bjergene GolynNiis DRAGE GTIER Daba-bjergene HARE NDVILSVI søenBoyangORTTEÆVDDER De SinegardDæmningKløftersFire Sydmurui Vestmurui Maduzi-bjergeneØstmuruiBaraya Xiashang Radan Arlong
”Kom nu,” bad Mingzha. ”Kom nu, jeg vil derind.” Nezha tog fat om sin brors tykke håndled og trak ham med ud af skyggen. ”Vi må ikke gå over på den anden side af åkanderne.”
Det alene var nok til at friste Yin-børnene, der alle sammen var eventyrlystne, men de havde også hørt rygterne om store skatte, om undersøiske bunker af perler, jade og guld, der lå derinde. Den lærer, der underviste Nezha i klassikerne, havde engang sagt, at alle smykker, der blev tabt i vandet, endte i de grotter, og nogle gange, på skyfrie dage, syntes Nezha, at han kunne se sollyset reflekteret mod funklende metal inde i grotten fra vinduet oppe på sit værelse.
”Men vil du ikke også gerne derind?” spurgte Mingzha. Nezha tøvede. Han ville gerne se, hvad der lå inde i grotten bag bugtningen. Grotterne ved De Ni Bugters Flod havde været et mysterium for Yin-børnene, siden de blev født. De var vokset op med advarsler om en mørk og slumrende ondskab, der lå skjult inde i grotten, om monstre, som lå på lur derinde og ventede på, at tåbelige børn forvildede sig ind i deres gab.
11 ARLONG, OTTE ÅR TIDLIGERE
Han havde haft lyst til at udforske grotterne i årevis, og det var den helt rigtige dag at gøre det, for alle andre var alt for optagede til at holde øje med dem. Men det var hans ansvar at passe på Mingzha. Han var aldrig blevet betroet den opgave før. Indtil i dag havde han været for lille, men far var i hovedstaden denne uge, Jinzha var på akademiet, Muzha var i De Grå Tårne i Hesperia, og resten af
Ingen kunne nægte Mingzha noget. Hvordan skulle man også kunne det? Han var så tyk og glad, en hoppende bold af latter og glæde, paladsets sande skat. Far elskede ham. Jinzha og Muzha legede altid med ham, når han bad dem om det, og de sagde aldrig, at han skulle skride, som Jinzha så ofte havde gjort over for Nezha.
Hans”Mingzha!”brorvar gået tilbage til skyggerne. Nezha bandede for sig selv og hoppede ned i vandet igen. Hvordan kan en seksårig være så hurtig?”Kom nu,” plagede Mingzha, da Nezha tog fat om livet på ham. ”Det må vi ikke,” sagde Nezha. ”Vi får bare ballade.” ”Mor har ligget i sengen hele ugen. Hun finder ikke ud af noget.” Mingzha vred sig i Nezhas greb og sendte ham et gavtyveagtigt smil. ”Jeg siger ikke noget til nogen. Tjenerne siger heller ikke noget. Gør du?””Du er en lille djævel,” sagde Nezha. ”Jeg vil bare gerne se grotten.” Mingzha så håbefuldt op på ham. ”Vi behøver ikke at gå ind. Kom nu?” Nezha gav sig. ”Vi kan gå rundt om bugtningen. Vi kigger på grotten på afstand, og så går vi tilbage, er det forstået?” Mingzha hvinede af glæde og plaskede i vandet. Nezha fulgte efter ham og bøjede sig forover for at tage sin bror i hånden.
Mor forgudede ham mest af alle, måske fordi hendes andre sønner skulle være soldater, mens hun kunne beholde Mingzha for sig selv. Hun gav ham fin silke på og pyntede ham med så mange lykkeamuletter af guld og jade, at Minzha klirrede, når han gik, tynget af medgangens byrde. Tjenerne på paladset lavede ofte sjov med, at de altid kunne høre Mingzha, før de kunne se ham. Nu havde Nezha travlt med at stoppe Mingzha og fjerne smykkerne, ellers var han bange for, at de ville trække ham med ned under vandet, der
12 paladset stod på den anden ende, fordi mor pludselig var blevet syg, så tjenerne havde overladt Mingzha til Nezha og sagt, at de ikke skulle lave ballade. Nezha ville gerne bevise, at han kunne klare opgaven.
13 allerede gik ham til brystet, men Mingzha løb fremad, som om han var ”Vivægtløs.stopper her,” sagde Nezha.
En uforklarlig og iskold følelse af frygt bredte sig i Nezhas årer. ”Mingzha, kom væk derfra.” ”Hvorfor?” Mingzha gik stædigt og frygtløst tættere på grotten. Vandet begyndte at bevæge sig. Nezha rakte ud efter sin bror for at trække ham tilbage. ”Mingzha, ventNoget…” enormt sprang op af vandet. Nezha så en stor, mørk skikkelse, noget muskuløst og snoet som en slange, inden en kæmpestor bølge løftede sig over ham og skubbede ham ned i vandet.
Floden burde ikke være så dyb. Vandet havde kun gået Nezha til livet og Mingzha til skuldrene, og det var blevet lavere, jo tættere de var kommet på grotten, men da Nezha åbnede øjnene, virkede overfladen uendeligt langt væk, og grotten så lige så enorm ud som paladset i Arlong. Han fik øje på et blegt, grønt lys nede på bunden af grotten. Han så ansigter. De var smukke, men havde ingen øjne. Menneskeansigter indkapslet i sandet og korallerne, en uendelig mosaik af sølvmønter,
De var kommet tættere på grotterne, end de nogensinde havde været før. Der var så mørkt derinde, at Nezha ikke kunne se mere end en halv meter ind, men væggene var glatte og glitrede i en million forskellige farver ligesom fiskeskæl. ”Se.” Mingzha pegede på noget, der lå i vandet. ”Det er fars kappe.” Nezha rynkede panden. ”Hvorfor ligger fars kappe på bunden af floden?”Men det tunge klæde, der lå halvt begravet i sandet, tilhørte unægteligt Yin Vaisra. Nezha kunne se dragens våbenskjold broderet med sølvtråd på det dybblå stof, som kun medlemmer af familien Yin havde tilladelse til at gå med. Mingzha pegede på den nærmeste grotte. ”Den kom derindefra.”
14
Nezha kunne svagt høre sin bror skrige igennem stilheden. Han svømmede febrilsk op til overfladen. Det virkede, som om den var flere kilometer væk. Da han kom op, var vandet lavt igen. Nezha tørrede øjnene og gispede efter luft. ”Mingzha?”
Hans bror var væk. Der var noget rødt i vandet. Klumpede masser. Nezha vidste godt, hvad det var. ”Mingzha?” Vandet var stille. Nezha faldt ned på knæ og kastede op. Opkastet blandede sig med det røde vand. Han hørte noget klirre mod klipperne. Han kiggede ned og fik øje på en ankelkæde i guld.
Så rejste noget mørkt sig foran grotten, og han hørte en stemme, der kom ingen steder fra, og som fik det til at vibrere i hans knogler. ”Hej, lille ven.” Nezha skreg.
Han så noget bevæge sig, det var mørkt mod lyset, men det forsvandt lige så hurtigt igen.
porcelænsvaser og guldbarrer; et skatkammer, der strakte sig ind i grotten, så langt han kunne se frem for sig.
Der var noget galt med vandet her. Noget havde udvidet og forandret dets dimensioner. Det, der skulle have været lavvandet og lyst, var så dybt, dybt, mørkt og hypnotiserende stille.