Page 1


Arnaud Delrue

SOMMER MED FAMILIEN Roman

På dansk ved Sofie Vestergaard Jørgensen


SOMMER MED FAMILIEN er oversat fra fransk efter Un été en famille Copyright © Editions du Seuil 2014 Dansk udgave © Forlaget Etcetera 2015 Forlagsredaktion: Hélène Wagn Coverdesign: makereadystudio.com Forsidefoto: collage af Minotaure og Beauté #1 © Arnaud Delrue Bogen er sat med Plantin hos Graphorama og trykt hos Specialtrykkeriet Viborg Printed in Denmark 2015 1. udgave, 1. oplag ISBN: 978-87-93316-02-7 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copy-Dan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer

Cet ouvrage a bénéficié du soutien des Programmes d’Aide à la Publication/ Programme Cécile Black de l’Institut français Bogen er støttet af Institut français’ program til udgivelse af bøger, Programme Cécile Black

Verset fra Ovids forvandlinger s. 7 er citeret fra Otto Steen Dues danske oversættelse, Centrum, 1989, s. 295

Forlaget Etcetera Strandgade 12B 1401 København K www.etcetera-forlag.dk


Til Groggy.


Enten må jeg fordrive forbuden glød fra mit hjerte, eller, det beder jeg om, lad mig dø og hellere ligge som lig på min båre – og dér få det sidste kys af min broder! Ovids forvandlinger


8


Indhold I Claire ................................................................. Étampes ............................................................. Basile ................................................................. Fontainebleau .................................................... Jacques Duval .................................................... La Chapelle-la-Reine .........................................

13 24 26 38 40 55

II Christine ............................................................ 61 Bellegarde .......................................................... 69 Min far .............................................................. 71 Châteauneuf-sur-Cher ....................................... 82 Hr. Mercier ........................................................ 85 Clermont-Ferrand ............................................. 97 Lily .................................................................... 99 Mazères ........................................................... 110 III Paul .................................................................. Pamiers ............................................................ Min mor .......................................................... Albiès ............................................................... Marie ............................................................... Luzenac ...........................................................

115 125 128 141 143 148

Referencer ......................................................... 153 9


10


I

11


12


Claire

1. Det var en uge siden, vores søster var død. Mor ville stadig ikke se liget. Hun var blevet ude på parkeringspladsen, i Pauls bil. 2. Inde i lighuset var der et stort rum med marmor overalt. Det var hvidt. Og så var det rødt. For alle blomsterne var røde. Det ville mor gerne have. Hun havde fået trykt en kort meddelelse i kursiv nederst på dødsannoncen. 3. Du, min lillesøster, du knugede hårdere og hårdere om min hånd. Jeg var nødt til at trække i din arm. Jeg blev ved med at sige, at du ikke behøvede at være der. Du hviskede ind i mit øre, om vi ikke var gået forkert. Jeg nikkede over mod vores onkel, og du knugede min hånd endnu hårdere. Paul stod 13


bøjet over kisten med hænderne foldet på ryggen. Vi gik nærmere. Du tog Claires hånd. Paul lagde sin hånd på din skulder. Du tørrede tårerne væk med ærmet. 4. Claire havde runde, pæreformede kinder, som man kunne tage fat om og trække helt op til ørerne, så hun kom til at smile fjoget. 5. Da jeg kom ud fra lighuset, brændte solen voldsomt. Jeg tørrede panden med et papirlommetørklæde. Jeg overvejede at tage jakken af. Jeg rettede på jakkesættet. Det var det umulige jakkesæt, som far havde givet mig; det strammede om hofterne, var for stort over skuldrene, og ærmerne gik helt ned over fingrene. Jeg var klædt ud som sørgende mand. Måske var det mig, der var umulig. 6. Jeg havde røde knopper, tørre skæl på skuldrene og hedetur, hvilket fik sveden til at perle i panden og tindingerne. Jeg var nervøs. Det får mig altid til at se fornøjet ud, med et lille smil på læben. Det er ikke for at behage alle andre. Folk bliver forvirrede, når man smiler i sådan en situation. De ser, at man smiler, og tror, at man er glad. 7. Mor sad stadig i bilen. Hun havde lagt sædet til14


bage. Hendes øjne var lukkede. Pauls Mercedes lignede en rustvogn. 8. Parkeringspladsen blev langsomt fyldt. Alle forældrene var kommet. Nogle var kørt fra den anden ende af landet for at være med, med de mørke habitter i bagagerummet og et sort bånd om skjorteærmet, passende barberet, passende sminket, håret sat op eller redt tilbage. Jacques Duval kørte behændigt sin natblå Aston Martin ind på skråparkeringen. Han kom direkte fra sin praksis. Den hvide kittel hang på en bøjle bag i bilen. Han hilste på Basile, som var på vej over mod mig med sin mor under armen. Basile var som en bror for os. Vi var alle vokset op sammen. Det var første gang, han omfavnede mig. 9. Vi ventede nogle minutter, før kortegen begyndte at bevæge sig gennem landsbyen. Varmen var kvælende. Der lugtede af moskus, syrener, smøreolie og grillrøg. Jeg gik ved siden af Paul. Jeg lyttede til ham, mens jeg ventede på, at samtalen skulle dø ud. Og så, flimrende stilhed; kun lyden af sko, der hvirvlede støv op eller satte hælene i asfalten, og af bilmotorens langsomme omdrejninger, der blev forstærket af den lune vind, som susede i ørerne på os. Du ordnede din hestehale ved at dele den i to og stramme den med et fast greb. Du sagde til mig, at jeg så flot ud 15


i mit jakkesæt. Jeg svarede, som havde du bebrejdet mig noget, at det var lidt gammelt, men at jeg ikke havde fået købt et andet. Jeg rørte ved dit hår, men du protesterede: “Lad være, ikke håret.” Solen var på vej ned. Vi kom ud af landsbyen. Rundt om kirkegården voksede der tørre småbuske, så langt øjet rakte. 10. Du havde en lille sort hat med slør������������� på���������� , et kniplet bånd om halsen, der blev holdt sammen med en hårnål, en kjole med rund krave, der strammede en anelse, og korte snørestøvler i purpurfarvet læder. 11. Jeg græd ikke ved begravelsen. Jeg prøvede ikke på at græde. Jeg havde ellers grædt ved fars begravelse. Jeg husker det, som om det havde hjulpet. Kun for en tid, måske. Men det havde føltes som en afslutning på noget. Og begyndelsen på noget andet. Her var der intet. Der var intet andet end Claire i en kasse. Med nogle mennesker rundt om, der græd. 12. Mens jeg betragtede dem, de andre, tænkte jeg, at Claire var død af ikke at kunne græde. Det var det, jeg havde i tankerne, mens de hver især lagde en lille håndfuld blomsterblade på kisten. Jeg tænkte på det blod, hun nogle gange fik til at løbe ned ad armene. Og jeg tænkte, at det var hendes måde at græde på. 16


13. Da vi kom ud fra kirkegården, greb mor fat i min arm. Jeg holdt den røde paraply over hendes hoved. Hun gav mig et puf. “Ret dig op!” Inspektøren fra hendes gamle skole trykkede hende længe i hånden, så nikkede Jacques Duval over mod os. Mor tog sine solbriller af og de almindelige briller på; så gik vi op ad vejen mod Pauls hus. Du gik ned i landsbyen sammen med Paul for at hente bilen. Du så lillebitte ud ved siden af vores onkel. Ligtoget blev dannet igen; det snoede sig op ad bakkeskråningen; aftegnede en linje, som blev trukket ud og derefter splittet i små, tavse grupper; blev atter samlet inde i haven for at vente på os foran rododendronerne. 14. Mor havde bagt en rabarbertærte og en sandkage med røde bær. Hun tog de små, malede tallerkener og kopper frem. Grinende katte og sovende prinsesser. Man kunne lugte teen i hele rummet. Hun skar tærten ud, sendte sukkeret rundt, skænkede te, gik i stå; hun overlod tekanden til Paul, som hældte op i en kop og satte den fra sig på bordet. Mor slog dig over fingrene, da du rakte ud efter et ekstra stykke sandkage. Tiden gik langsomt. Der blev snakket om fortiden og om folks planer. Jeg nøjedes med at svare høfligt på spørgsmålene. 15. Basile sad og snakkede med Paul inde i stuen. 17


Han blinkede til mig, da vores blikke mødtes. Det var hans måde at sige på, at han var der for mig. Som man kan være der for nogen, der gennemlever sådan noget. Han kom over til mig. Han lagde en hånd på min skulder og tilbød mig et lift hjem på motorcyklen. Han tog af sted. Alle tog af sted. Der var kun familien tilbage. Vi spiste skinke og ost med noget brød fra fryseren. Paul åbnede en flaske rødvin. Mor rev den ud af hænderne på ham, ophidset, og tømte flasken ud i håndvasken. “Du har nogle mærkelige idéer!” Hun begyndte at rydde af og vaske op. Jeg gik ud til Paul på terrassen. Han havde tændt en cigar og sad på en liggestol med sine to schæferhunde på vagt på hver side af sig. Han lod mig forstå, at jeg ikke kunne sove der. At der ikke var plads. De fleste af gæsterne ville først tage hjem om mandagen, fordi det var 8. maj, Frankrigs befrielsesdag. “Din mor og lillesøster bliver boende her i nogen tid.” Jeg sagde, at jeg kunne sove sammen med dig eller på sofaen, men det mente han ikke, jeg kunne. Det sidste tog til Étampes kørte om tyve minutter. Han ville gerne køre mig til stationen. Han trængte til frisk luft. Så jeg kyssede alle farvel uden et ord, omfavnede dig, og så kunne jeg høre, hvordan Pauls bil fik gruset i indkørslen til at knase.

18


I aften, Nina Skal vi elske hinanden Så vil jeg overdænge dig med kærtegn Og lade mig beruse af din ungdoms parfume

16. I radioen rullede en stemme på r’erne og dansede hen over orkestermusikken. Paul havde blikket rettet mod vejen. Den susede forbi under os. Vi talte om de igangværende forsikringssager på kontoret, om at direktøren ikke var kommet til begravelsen, om landskabet, og om hvordan mor havde det. Varmen tog langsomt af. Paul fløjtede, svedperlerne piblede frem i panden på ham. Et sløvt smil klistrede til hans ansigt. Jeg fortalte ham, at jeg havde lyst til at finde et andet arbejde. Han huskede mig på, at jeg sad i en god stilling. I min alder delte han stadig post ud. Jeg gav ham ret uden egentlig at mene det. Jeg kunne ikke sige til ham, at jeg ikke ville ende ligesom ham. På hver side af landevejen stod der rækker af solsikker. De smeltede sammen til én lang beplantet allé på min nethinde.

Omslyngede foran det uendelige hav Vi behøver ingenting sige Og i stilheden vil jeg lytte Til dit hjertes banken mod mit bryst

19


17. Toget var forsinket. Vi satte os på terrassen foran caféen over for stationen, i nogle plastikstole. Paul kørte tungen hen over tænderne med en grimasse. Han så på de to piger, der stod og hang i baren. De grinede og snakkede. Han spurgte mig, om jeg havde set dem, “de to kavalergange”. De mindede ham om hans ungdom. Han sagde, at han var blevet for gammel til det, men at han ikke ville have noget imod at tage en af dem med om bag i bilen. Det grinede vi af. Han spurgte mig, om det gik godt med Christine, den nye praktikant. På arbejdet blev han ved med at snakke om hende. Han kaldte hende Jomfruhummeren. “Det hele er godt, undtagen hovedet.” Han havde en evne til at irritere mig. Jeg sagde, at der ikke foregik noget, og han svarede “den tror jeg ikke på!”, mens han knejsede med nakken. Han tog en slurk til. Jeg tog en cigaret frem, og han rakte mig den lille hvide tændstikæske med Bayer-laboratoriernes logo på, som han lige havde tændt sin cigar med. Han fortalte mig i et fortroligt tonefald, at der var én, han så, men at det ikke gik så godt mellem dem. Han mistænkte hende for at have noget kørende med fyre på sin egen alder. For hun var på min alder. Han havde altid det samme problem med kvinder. De vidste ikke, hvad de ville. Han tilføjede, at det ikke var noget, jeg kunne sætte mig ind i, det ville jeg forstå senere, når jeg var alene, og man kun elskede mig 20


for mine penge. Jeg sagde til ham, at jeg ikke havde specielt mange penge. Så fulgte der en lang tavshed. Han tog cigaren op til læberne, og hans ansigt forsvandt bag en bølgende røgsky. Bagefter så han mig ind i øjnene. Det var første gang den dag. Han så kun sjældent folk i øjnene, Paul; som om han gemte det til særlige lejligheder. Hans ansigt formørkedes. Han løftede pegefingeren op til munden og sværgede, at hvis han overraskede sin kæreste sammen med en anden mand, ville han dræbe dem begge, ham først, for at få hende til at flæbe. 18. Da Paul vendte bilen på stationens parkeringsplads, gav han motoren gas et par gange. Han trillede forbi fuldt stop-skiltet og kørte så vinkende derfra i Mercedes’en med vinduet rullet ned. 19. Stationen var tom, solen stod lavt i horisonten. Jeg følte mig ude af stand til at mærke noget som helst. Natten før var jeg stået op for at drikke et glas mælk. Da jeg var gået i seng igen, havde min næse blødt kraftigt. Jeg havde boret hovedet ned i puden og var faldet i søvn igen. Om morgenen havde der været blod i hele lejligheden. Du havde lavet en klodset forbinding til mig, som jeg havde taget af inden begravelsen. Lyden af et godstog rungede gennem den store hal; og så ingenting, en tæt stilhed, 21


den metalliske smælden fra køreledningerne over skinnerne. 20. Den dag Claire døde, havde jeg lagt mig ned til hende i sengen, og jeg havde tænkt, at hun frøs. Jeg havde spist morgenmad sammen med mor ude i køkkenet og hørt hende tygge på sine kiks, som hun dyppede alt for længe i teen. Jeg ser dig for mig, Marie, stå op, give os et kys og hælde cornflakes op i en skål. Jeg kan huske, at det var en smuk dag. Vinden fik lyspletterne på dugen til at vibrere. Mor slog den sovesofa sammen, som du sov på inde i stuen, bagefter tog hun telefonen. Hun rakte mig røret med en grimasse. Det var Basile. Vi havde været ude aftenen før. Han fortalte, hvad der var sket resten af aftenen, om en korthåret engelsk pige, han havde været i seng med. Han var i godt humør. Han klukkede for sig selv. Da jeg lagde på, gik mor ind for at vække Claire. Jeg gik ud på altanen for at ryge, og da var det, jeg vidste, at intet ville blive som før. Jeg vidste, at jeg ville blive nødt til at glemme. Og at glemme, det var at vente på faldet. Mor sendte dig over til Paul. Hun tog fat i min arm lige over albuen. Hun lagde sit hoved på min skulder. Hun spurgte mig, hvad der var sket, men jeg kunne ikke få en lyd over mine læber. Så græd hun, mens hun borede neglene ind i min arm. 22


Jeg var blevet stående ude på altanen indtil om aftenen. Jeg havde tænkt, at jeg måtte indprente mig helt nøjagtigt, hvad der var foran mig, den blå himmel, der glimtede i hustagene, lydene fra kvarteret og dem lidt længere væk, som rungede mod min hud. På den måde føltes det, som om det kun var dét, der ville blive tilbage. Hverken mere eller mindre.

23

Arnaud Delrue 'Sommer med familien' (læseprøve)  

En ung mand, Philippe, er på vej fra det nordlige Frankrig mod den spanske grænse, alene, i bil. Det er sommer, og få måneder før er hans sø...

Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you