Page 1


Emmanuelle Richard

LETHEDEN Roman

P책 dansk ved Ann-Jette Caron


LETHEDEN er oversat fra fransk efter La légèreté Copyright © Editions de l’Olivier 2014 Dansk udgave © Forlaget Etcetera 2015 This book is published by arrangement with Literary Agency Wandel Cruse, Paris Forlagsredaktion: Sofie Vestergaard Jørgensen Omslag: makereadystudio.com og Patrick Pleutin Bogen er sat med Plantin hos Graphorama og trykt hos Specialtrykkeriet Viborg Printed in Denmark 2015 1. udgave, 1. oplag ISBN: 978-87-93316-00-3 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copy-Dan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer

Cet ouvrage a bénéficié du soutien des Programmes d’Aide à la Publication de l’Institut français / Denne udgivelse er støttet af Institut français’ hjælpeprogram til udgivelse af bøger Udgivelsen er støttet af

Forlaget Etcetera Strandgade 12B 1401 København K www.etcetera-forlag.dk


Elsket bliver du først, når du kan vise dig svag uden at fremprovokere styrke. Theodor W. Adorno

og jeg altid ville jeg at hele verden skulle elske mig jeg havde så meget brug for kærlighed at selvom jeg fik al kærlighed i verden ville det stadig ikke være meget eller nok til at jeg endelig kunne føle mig hel. Mendelson, 1983 (Barbara)


I


8


Først, altså, er der dette: det enkle, hvide og mondæne hus, lånt eller billigt, det gør ingen forskel, og så er der resten, det i baggrunden: Antoine, der har kastet sig ud fra Normandie-broen, og hun, der aldrig bliver let på trods af sine fjorten år, og marken med røde valmuer, der eksploderer i hendes hoved, og den forsømte himmels tyngde, den pludselige voldsomme bølgen gennem de tørre græsmarker, den vibrerende juli måneds lugt af slagtehus. Aldrig bliver hun let, for intet er fuldkomment. Det ved hun. Har altid vidst det. Hun forventer intet og kan alligevel ikke lade være med at forvente alt, inderst inde. Bortset fra det, hvad ellers? Fotografiet, som hun går rundt med, lidt krøllet, i sort-hvid, som hun har klippet ud af Reportere uden Grænsers hæfte fra 2005. Hun havde købt det, fordi hun godt kunne lide forsidebilledet. Hun ved ikke, at den lille pige på fotografiet hedder Sonia. Eller at hun er den lille dreng med nakkens rigtige søster. Hun ved kun, at den lille dreng med de hvide hår i nakken hedder Sacha. Dette 9


fotografi, som hun elsker højt og har med overalt, viser det øverste af den lille drengs ryg. Det får hende til at tænke på sin lillebrors ryg. Lillebrorens ryg en sommermorgen, nøgen ned til taljen i stråler af klart lys, der falder ind gennem de elektriske persienner, er ubærligt fin og blød, ligner silke overstrøet med guldstøv.

10


Fem centimeter. Jeg lagde målebåndet fra mig og satte mig på min seng med armene om knæene. Fem centimeter. Jeg blev grebet af en ustyrlig trang til at dø, og jeg lukkede øjnene. Jeg tænkte på alle de mulige liv, der, minut for minut, gled ud mellem fingrene på mig, og jeg følte mig svimmel. Jeg tænkte, Et mindre, og angsten fik min mave til at knuge sig sammen. Jeg følte mig gammel, overvældet og allerede træt. Jeg tænkte, Jeg er fjorten et halvt, og jeg er gammel, og for hvert år bliver det værre, og jeg bliver aldrig let. Uden for vinduet i mit værelse hang havens sommerlyd, uden fårekyllinger og græshopper, ubeskrivelig, men alligevel fuldstændigt genkendelig. Det oppustelige badebassin med ternet bund, som jeg ikke havde badet i de sidste to år, hvilede på sin ubevægelige plet af gult græs. Jeg holdt op med at bevæge mig for bedre at kunne lytte til luftens uforanderlighed, dens duft af slagtehus, dens dampende bølger. Dagen efter var der afgang til Île de Ré, og jeg havde endnu ikke pakket til ferien. Jeg manglede stadig at sortere alt, for jeg kunne ikke længere lide noget. Der ville ske et eller andet, det kunne jeg mærke. Eller rettere: det måtte der. Alle disse nætters venten … Det måtte da slutte en dag. For skolen, derhjemme, lektierne og aftensmåltiderne, alt 11


dette sammenlagt var, omend nødvendigt, ikke livet. I det øjeblik besluttede jeg, at det skulle være den første sommer, og at det ikke kunne være anderledes. Den første sommer med hvad? Jeg vidste det endnu ikke, men jeg havde en besynderlig forudanelse, der løb i årerne under min frygteligt hvide og sarte hud. Jeg rejste mig igen for på ny at måle min talje. Jo, det var rigtigt nok. Centimeterangivelsen kunne ikke lyve. Jeg åndede kraftigt ud og tømte voldsomt mine lunger for luft, sugede maven ind for en sidste gang at forsøge at få målebåndet til at lyve. Måske sådan her … to eller tre centimeter mindre … Jeg aflæste en sidste gang, 63 centimeter. Nej, der var virkelig ikke noget at gøre. Jeg foretog igen hurtigt regnestykket i hovedet, stadig fem for meget, og fastslog med en opgivende mine, at det ikke nyttede noget at kæmpe imod, endnu et af mine mulige liv var nu for altid forsvundet. Jeg tog mine jeans på igen, lod hånden glide over mavens silkebløde hud, der var fast og kølig, endnu ikke solbrændt. Jeg smækkede døren til mit værelse og løb op ad trapperne med nøgne fødder på det iskolde flisegulv.

12


Vækkeuret vil ringe klokken syv. Efter en hurtig morgenmad vil de stuve de utallige tasker og kufferter ned i bagagerummet, der for hvert år synes mindre. Ti gange vil de kontrollere, at der er slukket for gassen, at hanen til wc-cisternen er lukket helt i, vinduesskodderne lukket, planterne vandet, opvaskemaskinen tømt og vasken fri for beskidt service, så de ikke skal tage sig af det, når de kommer hjem igen om to uger. Der vil være den evindelige afbrudte afrejse, hvor moren med blikket bønfalder faren og dem, børnene, om at åbne hoveddøren igen og vente på hende, mens hun går på toilettet en sidste gang. Omsider vil de komme af sted, klokken vil være over halv elleve, og de vil lade det tomme og forladte hus bag sig, næsten smukt med sit skær af forladthed i skyggen af den tunge klatrerose. Denne gang kommer de ikke til at vende om for i hast at hente kortet, der skal vise dem vej til det lejede hus, for faren, bag rattet, vil have sikret sig, at det er med, før han smækker bildøren. Ved det første betalingsanlæg på A10-motorvejen med retning mod Chartres Nantes Orléans og Bor13


deaux vil hun tænke, Sådan. Nu begynder ferien. Nu begynder den grænseløse tid. Hun vil ikke have taget meget med. Bare en stor taske og så hendes skolerygsæk fyldt med tøj, som hun på forhånd ved, at hun ikke kommer til at tage på. Hun vil have sat sig på den for at lukke lynlåsen. Alligevel vil der intet være i den, som hun kan lide at bruge, bare tøj, som hun ikke selv har valgt, eller som hun har været ude og købe sammen med sin mor uden nogensinde at turde fortælle hende, hvad hun virkelig vil have. Enten fordi det er for dyrt, eller fordi det er for voksent. Hun er bange for, at hendes mor skal finde ud af, at hun hele tiden tænker på dét. Når de først er kommet forbi Fontainebleau, vil de kunne mærke, at de er på vej. Hendes mor vil på mindre end fem minutter være helt koncentreret om at sove, med en flymaske over øjnene. De har aldrig været oppe at flyve, bortset fra forældrene til Grækenland, da de var yngre, hvilket hun slet ikke kan se for sig. Lillebroren vil også allerede være faldet i søvn, med åben mund og de tunge krøller hængende ned over øjnene. Hun selv vil ikke komme til at sove under hele turen. Hun vil betragte de andre biler, drengene indeni. Nogle gange vil deres blikke mødes. Hun vil have lyst til at kysse nogle af dem, til at lade hånden glide gennem deres hår, lægge sig ned sammen med dem. Ved det næste betalingsanlæg vil hun tænke på den 14


kæmpestore bro, de skal køre over om aftenen, på hullet, der vil åbne sig nederst i hendes mave, når følelsen af højde overrumpler hende. Hun vil kigge til højre, mod nord, ud ad vinduet i sin side, og se det grå og flade hav strække sig langt ud. Så langt øjet rækker. Hun vil tænke på, om Île de Ré-broen er lige så stor og lige så høj som Normandie-broen. Hun vil tænke på Antoine. Det var sidste år, Antoine kastede sig ud fra Normandie-broen. Hun kendte ham ikke. Selvom de havde gået i klasse sammen nogle år og set hinanden til musikundervisning, kendte hun ham ikke. Han sad altid på bagerste række sammen med de andre i en gruppe. Han snakkede højt. Han var skræmmende. Hun fandt aldrig ud af, hvem han var. Inderst inde fortryder hun et eller andet uden at vide nøjagtigt hvad. Inderst inde … Men nu er det under alle omstændigheder for sent, han er her ikke mere. Hun forsøger at forestille sig, hvordan det må være at standse midt på broen, at læne sig ud og se sig selv falde. Følelsen af svimmelhed. Antoines lykkefølelse i det øjeblik, måske.

15

Emmanuelle Richard 'Letheden' (læseprøve)  

Hun er 14 år, rastløs og utålmodig. Hun er på sommerferie med sin familie på ferieøen Île de Ré ud for den franske vestkyst. Far, mor og lil...

Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you