Page 1


Hubert Mingarelli

FI R E SOL DATE R Roman

På dansk ved Anne Marie Têtevide


FIRE SOLDATER er oversat fra fransk efter Quatre soldats Copyright © Éditions du Seuil 2003 Dansk udgave © Forlaget Etcetera 2013 Omslag: makereadystudio.com og Patrick Pleutin Bogen er sat med Plantin hos Rosendahls A/S og trykt hos PE Offset Printed in Denmark 2013 1. udgave, 1. oplag ISBN: 978-87-995604-2-4

Cet ouvrage a bénéficié du soutien des Programmes d’Aide à la Publication de l’Institut français Denne udgivelse er støttet af Institut français’ hjælpeprogram til udgivelse af bøger

Forlaget Etcetera Vesterbrogade 26 1620 København V www.etcetera-forlag.dk


1

Jeg er fra Dorovitsa i Vjatka-provinsen. Efter mine forældres død forlod jeg Dorovitsa og tog til Kaljasin ved flodens bred, hvor jeg arbejdede for Ovanes. Jeg spændte træstammer bag efter en hest, så de kun­ne transporteres fra flodbredden til savskæreriet. Jeg satte dem fast til et vandret spil og læssede dem op på båndsaven, som Ova­nes kørte. Om aftenen gav jeg hesten havre og spredte halm ud til den. Ovanes lejede et værelse til mig i Svevogade nr. 16. Mit vin­due vendte ud mod floden. Jeg havde en seng og et gulvtæppe. Jeg havde lavet et møbel til mine sager. Jeg var alene i verden, og om aftenen spiste jeg, mens jeg så på floden. Der var pramme, som sejlede op mod strømmen. I lyset fra den nedgående sol skinnede deres skrog. Skyggerne på broen lignede genfærd. 7


Da jeg forlod Kaljasin, købte Ovanes sengen, tæppet og det møbel, jeg havde bygget. Jeg tog toget for at slutte mig til Den Røde Hær, og jeg kæmpede på den rumænske front. Vi gik meget. Vi spiste kold ka­cha og tørret fisk, og vi sov i grøfter. Jeg var i Dudorovs hær, og om sommeren flygtede vi for rumænerne. Det var meget varmt. Rytterne hvirvlede rødt støv op. Ambu­lance- og madvognschaufførerne råbte arrigt til os, at vi skulle gå i græsset i vejkanten. Officererne standsede for at se bagud, skyggede med hånden mod solen, og det så ud, som om de havde glemt noget. Så mødte jeg Pavel. Han var ved at varme vand bag en mur, i ly for vejen. Han havde lavet et hul i en konservesdåse med sin kniv og holdt den over flammerne. Vores tropper gik stadigvæk forbi ude på vejen og hvirvlede støv op. Da han tog teen op af sin lomme, gav tørsten og synet af teen mig mod. Jeg kaldte på ham: – Hej, kammerat! Han vinkede mig nærmere. Jeg gik hen og satte mig over for ham, og tavse drak vi teen. Vi var fra samme regi­ment. Da vi ikke mere kunne høre larm ude fra vejen, sagde jeg til ham: – Nu kommer rumænerne. Vi gik af sted. Vi indhentede dem i kolonnen, der var mest trætte. En offi­cer svirrede rundt om dem 8


for at få dem til at gå hurtigere. Han hav­de sat et lommetørklæde fast under sin kasket for at beskytte nak­­ken mod solen. Han var rød af støv og holdt sin revolver ind mod ma­ven. Han sagde hele tiden: – Jeg forstår jer, men tving mig ikke, ved den hellige Sofia, tving mig ikke til det. Fremad, march, hold takten! Og samtidig svingede han revolveren ud fra maven og fægtede med den foran sig, som om den brændte. Det var en ung underofficer, og det så ud, som om han var lige ved at græde. Til sidst sagde en soldat, der trak et mul­dyr ved tøjlen: – Hvad vil du have, vi skal gøre? Vi går jo, vi går. Stik din revolver i bæltet, ingen tvinger dig til noget. Officeren brølede: – Hvad sagde du? Den anden bøjede hovedet. Officeren nærmede sig og løftede sin revolver. Han satte løbet mod muldyrets hals og skød. Dyret faldt forover. Soldaten havde snurret tøjlen så godt rundt om sin hånd, at han også faldt, trukket nedad af muldyret og dets op­pakning. Officeren tårnede sig op over dem med revolverløbet pegende mod himlen. Rasende brølede han: – Hvad for noget, ingen tvinger dig til noget! Er du så tilfreds?

9


Soldaten lå på ryggen, smurt ind i muldyrets blod. Hans blik var sort, og han sagde koldt: – Svin. Han prøvede at få fat i sit gevær, men det sad fast under hans ryg. Han skubbede til muldyret for at komme fri, og han greb sin kniv. Så, som om vi var én mand, løb Pavel og jeg mod grøften, vi sprang ned i den og op på den anden side, og vi løb ind på marken for at komme væk fra vejen. Høet var høstet, og der var bakket. Da vi nåede markens højeste punkt, kunne vi se kolonnen helt ud til horisonten. Det var det, vi ville; ikke miste vores folk af syne, blive ved med at gå mod øst sammen med dem for at undslippe rumænerne, men undgå bryderier undervejs. Vi standsede for at få vejret. Heden var ved at tage af, og jeg trak min tobak frem. Vi hørte en fugl bag et hegn. Vi spyttede det sidste støv ud, der var tilbage i halsen. Langt væk tændte de ambulancernes og lastbilernes lygter. Vi så hele horisonten rundt. Så gik vi af sted igen, mens vi røg i aftenlyset, og jeg tænkte: Så, nu kommer vi hjem fra jagt. Pavel gik roligt af sted. Han lugtede sig vej gennem mør-

10


ket. Af og til snusede han dybt ind. På et tids­punkt sagde han: – I morgen går vi ned til dem på vejen. Hvad man ikke ser, har man ikke ondt af. Jeg sagde: – Ja, du har ret, hvad man ikke ser, har man ikke ondt af. Natten var klar, bortset fra et mørkt bånd ude i horisonten, og vi lag­de vores tæpper under nogle morbærtræer. Ved daggry sluttede vi os igen til regimentet, og da vi nærmede os vejen, sagde Pavel til mig: – Lad os blive sammen. – Ja. Vi fortsatte flugten fra rumænerne, og i september kørte vi mod Galicien i lastbiler. En aften i Galicien trak Pavel et bord og nogle stole ud fra et hus, og vi spillede terninger midt på gaden. Lige fra begyndelsen var der en stor usbeker fra vores kompagni, som stod et stykke væk og så på, mens vi spil­lede. Han var bredskuldret. Han var bygget som en skovarbejder, af og til så han dum ud. Pavel sagde til ham, at han godt kunne komme nærmere. Han spurg­te, om han havde noget tobak. Det havde usbekeren, og han ville gerne spil­le terninger om den. Han gik ind i huset efter en stol til, 11


og vi spille­de en ti-tolv omgange. Pavel vandt al usbekerens tobak, og han blev sidden­de ved bordet og så trist og nedslået ud. Pavel så smi­len­de på ham, og til sidst gav han ham halvdelen af tobakken. Den an­den var fuld af taknemmelighed og så glad nu, at man skul­le tro, det var ham, der lige havde vundet alle omgangene. Da vi gik ind i huset for at sove, gik usbekeren hen og hentede sine sager og sit gevær. Han slog sig ned ved siden af os, og vi lod ham gø­re det. Den næste dag tændte han op og lavede suppe til os af sine rationer. Pavel og jeg spiste den, mens vi stadig lå i vores tæpper. Lyset kom ind ad vinduet, og den store usbeker så på os med sit ubega­vede blik, og vi forstod, at han af alle kræfter ønskede at blive sam­ men med os. Da Pavel spurgte ham, hvad han hed, så hans blik plud­selig mindre ubegavet ud, og han tordnede: – Kyabin! Den dag tog polakkerne landsbyen tilbage. De lå i baghold i nærheden af Jaroslaw, og det begyndte at gå dårligt for os. I oktober måned sneede det, og vi ventede på ordrer i en fabrik. Da de kom, samlede kommandanten os og sagde, at vi skulle forlade fron­ ten, trække os tilbage til skovene, bygge hytter og vente på foråret. Så Pavel, Kyabin og jeg strejfede rundt i 12


alle hjørner af fabrikken for at finde nyttige ting, vi kunne tage med ud i skovene, og vi fandt en rulle presenningslærred. Næste dag tog vi af sted. Kyabin bar den tunge rulle lærred på skul­­deren. På vejen så vi igen polakkerne. Mere end én gang måtte vi stikke i løb for at undgå deres kugler, og ikke en eneste gang slap Kyabin rullen. Vi nåede ind i skovene i begyndelsen af november måned, og vi gik dybt ind i dem. Vi blev iskolde af kulden og den rasende vind. Vi pakkede os ind i vores tæpper. Kun øjnene kunne ses. Hele kompagni­et gik fremad i en stor stilhed. Vores muldyr og heste pustede skyer af damp ud. Pavel gik lidt for sig selv og sagde ingenting, fordi han inde i sit hoved var ved at lave planerne til vores hytte. Det begyndte igen at sne. Ved siden af mig trampede Kyabin frem­ ad. Han trak vejret med åben mund. Af og til rystede han sig for at få sneen til at falde af skuldrene. Pavel kom tilbage og fulgtes med os og sagde, at nu havde han hyt­ten i hovedet. Og at det efter hans mening ville være bedst at være fi­re om at bygge den. Vi sagde, at han havde ret. Vi diskuterede lidt, hvem vi skulle foreslå det til. Vi luftede vores meninger om en masse fyre i kompagniet. Til slut gik 13


vi hen og spurgte Sifra Nedatskij. Han var meget ung og en dygtig skytte og ejede et par kavaleristøvler. Vi havde aldrig hørt ham genere nogen. Han gik alene bag et muldyr, og han blev bange, da vi nærmede os. Det var Pavel, der spurgte ham, om han ville bygge og bo i en hytte sammen med os. Genert svarede han ja. Jeg gav cigaretter til os alle fire. Vi gik tre dage i sneen, kulden og den rasende vind. Så fældede vi træer for at danne en lysning. Vi begyndte at bygge hytterne. Omkring tredive skød op i sneen og dannede en kreds rundt om lysningen. Vi byggede vores efter Pavels planer. Kyabin viste, hvor stærk han var. Han arbejdede hårdere end Pavel, Sifra og mig til sammen. Når vi stoppede for at få vejret, fortsatte Kyabin tappert og ufortrødent. Da vi var færdige med at bygge hytten, betragtede vi den stolt i lyset fra det bål, der brændte midt i lysningen. Vi gik rundt om den, tilfredse med os selv, så gik vi alle fire ind i den, og jeg tænk­te: Så, nu er jeg ikke mere alene i verden, og jeg fik ret.

14

Hubert Mingarelli 'Fire soldater' (læseprøve)  

Året er 1919. Fire soldater fra Den Røde Hær er lige kommet ud af den skov, hvor de har tilbragt en isnende lang vinter sammen med deres reg...

Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you