Page 1


Sylvie Bocqui

EN SÆSON Roman

På dansk ved Hans Peter Lund


EN SÆSON er oversat fra fransk efter Une saison Copyright © Arléa 2013 Dansk udgave © Forlaget Etcetera 2014 Forlagsredaktion: Sofie Vestergaard Jørgensen Omslag: makereadystudio.com og Patrick Pleutin Bogen er sat med Plantin hos Graphorama og trykt hos PE offset A/S Printed in Denmark 2014 1. udgave, 1. oplag ISBN: 978-87-995604-3-1 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copy-Dan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer

Cet ouvrage a bénéficié du soutien des Programmes d’Aide à la Publication/ Programme Cécile Black de l’Institut français Cet ouvrage a bénéficié du soutien des Programmes d’Aide à la Publication de l’Institut français

Udgivelsen er støttet af Statens Kunstfond

Forlaget Etcetera Gothersgade 11, 3. sal 1123 København K www.etcetera-forlag.dk


I


8


Klokken er 8.10, da toget ankommer, hun har rejst hele natten, tolv timer, siddet op. Det er februar, lyset er blegt, solen er varm bag ruden. Toget kører ikke længere. Hun er nødt til at rejse sig, nu, hun er nødt til at gøre bevægelserne. Hun tager kufferten ned fra bagagenettet i en sky af støv. På perronen er lyset gyldent som æblegele, lidt uroligt, det får hende til at blinke med øjnene. Hun vakler, sløv af træthed. Hendes kamp mod søvnen har udmattet hende; udsættelsen måske endnu mere. Der lugter af kryddersmør i banegårdshallen. Der bliver talt med sydfransk accent i højttalerne. Hun tager en taxa ude på pladsen. Med det samme, uden at drikke en kop kaffe først, uden at vaske ansigtet, sætter sig ind, siger navnet på hotellet, bare det, navnet. Chaufføren kaster et blik på hende i bakspejlet og kører. Han 9


ser på hende en gang til, mere ved hun ikke, for hun drejer hovedet og flygter fra blikket gennem vinduet. De kører ad en avenue med butikker på begge sider, den bliver krydset af andre avenuer med butikker. Ved hvert kryds venter hun at se havet derude, men avenuerne fortsætter bare i andre avenuer, som ender langt borte ved nogle træer, statuer, et springvand, nogle palmer, aldrig havet. Havet ser hun, da hun ankommer til hotellet. Hun ser havet og hotellet på samme tid. Hun ville ønske, hun kunne få alt til at standse. Hotellet trænger sig på. Taxaen standser på holdepladsen foran hovedindgangen. Hun rækker ham en seddel, hun ville helst ikke, men hun har rakt ham en seddel, motoren bliver ved med at køre, alt går hurtigt nu, han leder efter nogle småpenge, giver hende dem, alt går hurtigt, han er allerede steget ud, han har åbnet bagagerummet, motoren kører stadig, når han ikke har slukket for den, er det, fordi alt skal gå virkelig hurtigt, nu stiger hun også ud, hun ville helst være blevet siddende, men hun er også steget ud, chaufføren sætter kufferten ved siden af hende, hilser på parkeringsmanden med to fingre til kasketten, og han kører igen, han er kørt, hun ville ønske, og hun er alene. Hun sætter elastikken om sit hår på plads, bøjer sig, tager kufferten, foretrækker ikke noget længere. Bevægelserne i den rigtige rækkefølge. 10


Bag hende havet, roligt og frit, et blåt tomrum; oven over hende, vældigt og uforstyrret, tavst som en klippeskrænt, det store, uplettede hotel og dets blegrøde kuppel som et tulipanløg. Hun tager det første skridt, de næste følger. De to første slår stadig som hendes hjertebanken, kraftigt. Det tredje er allerede ikke rigtig hendes eget mere.

11


12


Hun er for enden af gangen. Hun står med bøjet hoved foran en lukket dør og venter. Hun har banket på, tre korte bank, hun holder stadig sin knyttede hånd parat, hendes hoved er drejet lidt, hun lytter. Ingen svarer. Der er for det meste ikke nogen i værelserne på dette tidspunkt lige før middagen, gæsterne er gået ned, de spadserer frem og tilbage i salonerne, venter i baren eller i den store hall på en taxa, på parkeringsmanden. Det ved hun, for hun har sin runde i værelserne hver aften på samme tidspunkt. Hun ved det, men hun skal gøre det alligevel, foran hvert værelse, banke på tre gange og vente og så gå ind. En dør bliver lukket langsomt i den anden fløj af den store bygning, nogle dæmpede stemmer, lyden af stof. Elevatorerne danser lydløst op og ned. En aftenkåbe flagrer ned ad trappen, en duft af par13


fume bliver hængende, hun lukker øjnene. Hun finder sin hovednøgle frem fra det tunge nøgleknippe i bæltet om nederdelen, drejer en gang og skubber, døren går op, elastisk, en muskel. Massivt træ, tunge gongonger, tykt tæppe, palads. Hun træder et skridt ind, mens hun kradser noget ned på den notesblok, hun går med som oldfrueassistent under bæltet i siden, døren falder i bag hende. I den tomme gang høres en velformet lyd, der hurtigt opsuges af stilheden og de små væglampers dæmpede lys. Hun selv, smeltet sammen med billedet. Værelse 341. Alle lydene fra bugten, stranden, himlen, menneskene, bilerne er der i én forvirring, oppustede af varme. Hun skynder sig hen til glasdøren og lukker den. Klimaanlægget brummer forpustet. Om lidt vil det snurre ganske stille, og køligheden vil lægge sin lak over værelset igen. Hun holder armen udstrakt, op ad de dobbelte gardiner, med fingrene om stoffet. Hun ser et øjeblik ud på bugten, havet. Det er stadig lyst, sommeren er ung, klart blå. Roen er vendt tilbage i værelset. Menneskene, bølgerne, den sekssporede vej, de smældende flag, flyvemaskinen, alt på den anden side af ruderne er blevet i den anden verden. Hun retter på folderne i undergardinet og vender sig om mod værelset, betragter det. Hun går hen til sengen. Hun folder sengetæp14


pet tilbage mod midten og bukker det en gang til den anden vej, så det kommer til at ligge i to lige brede stykker. Det er et tæt og tungt stof, som frisklavet butterdej. Så folder hun hjørnet af tæppet om på sengens højre side, går rundt og laver den samme trekant på venstre side. Hun tager nattøjet frem under hovedpuden, ryster det og lægger det sammenfoldet oven på den, løst, så vidt muligt. Nogle gange må man lade fingrene glide ind under stoffet ved armhulerne eller holde med tommel og pegefinger om folderne på brystet og løfte dem lidt. Filtstykket ligger under karaflen med frisk vand på hvert af sengebordene – “... i Direktoriestil, frue. – Rigtigt, frøken, netop, 341 er i ægte Direktoriestil, De skal sætte håret lidt strammere, min ven.” Hun sørger for, at skærmen på natlampen sidder lige, flytter ledningen, så afbryderen er ud for hovedpuden og let at nå, når man ligger ned. Går om til den anden side af sengen og foretager det samme der. Papirkurvene er tømt. Også askebægrene. Fjernbetjeningen ligger på fjernsynet. Stolebenene flugter med benene på skrivebordet. De dobbelte gardiner er trukket fra, og deres snore holdt fri af folderne, så de er lige til at tage fat i med hånden. Brevmappen er fyldt op, der er de fem ark papir, der skal være, uden bukkede hjørner, og fem konvolutter og to blyanter, monogrammet er tydeligt at se. 15


Minibaren er fyldt op, og der er ingen rim. De små flasker klirrer, når hun åbner og lukker lågen. Hun tænder og slukker alt lys. Hun lægger sig på knæ og reder frynserne på tæppet ud med fingerspidserne. Mens hun ligger der, kaster hun et blik ind under sengen og under kommoden, kravler lidt frem og ser ind under skabet. Rent. Rejser sig op, ordner folderne i skjorteblusen, idet hun trækker dem på plads under nederdelen. Der ligger et pornoblad på spansk. Der er en åben, tom skotøjsæske på hynden i lænestolen i Direktoriestil. Størrelse 36. En asiatisk kvinde. Eller en lille? Der er en bilnøgle. En brochure fra Raoul Dufy-udstillingen. Nogle åbnede flasker spiritus. Hun bemærker noget stof, der har sat sig fast i lågen til garderobeskabet, som hun lukker op, hendes blik glider ned langs en nederdel i broderet silke, hendes hånd også, det er meget rødt, meget blødt, hun bøjer hovedet, bestemmer oprindelsen, frøkenen danner sig sin smag. Det dufter af oliebehandlet træ og tung parfume. En mørkeblond. Nu til badeværelset. Hun tænder for lyset ved døren. Åbner. Pærerne omkring spejlet blinker som øjenlågene på en sovende, der vækkes brutalt. Hun står foran spejlet. Hun ser sig selv som spredte brikker i et puslespil. Hun træder skiftevis frem i det blinkende lys som et stædigt spøgelse og forsvinder 16


igen i små stykker. Da lyset er blevet konstant, vender hun sig bort fra spejlbilledet. Der er en blød, fugtig varme derinde, fordi der er skruet helt op for radiatoren. Hun lukker for den. Ringene af varm luft lægger sig og danner runde former, som salve i en krukke. Intet, der minder om den bitre, berusende duft, hun indsnusede i skabet. Navnet på kosmetikken og skriften på etiketterne er barnlige, sirlige som en lille piges lyserøde ting. En amerikansk kvinde? Sammen med hvem, spanieren? Hun lukker langsomt døren til badeværelset bag sig, stiller sig igen foran spejlet og gør, som hun plejer. Så tager hun sin notesblok og sin blyant, som hun havde lagt på et lille rundt bord, da hun kom ind. Hun står igen i gangen. Der er atten værelser på listen, som hun skal gå igennem på tredje sal denne aften – femten, der er optaget, tre, der ikke er det endnu. Instruksen er altid den samme. Gå igennem, det vil sige lette på sengetæpperne og kontrollere, at alt er i orden. Ti minutter i gennemsnit for hvert værelse. Nogle gange mere for fornøjelsens skyld. Nogle gange længe. Hun krydser systematisk gangen fra de lige numre på den ene side til de ulige på den anden. Hendes vej går ind og ud som et bånd ad hver dør, som hun forsvinder i, og aftegner en usynlig snøring frem og tilbage over det faste tæppes bløde kød. 17

Sylvie Bocqui 'En sæson' (læseprøve)  

Hun er oldfrueassistent på et fornemt hotel ved den franske riviera. Diskret, som en nærmest usynlig skygge, går hun sine runder og tjekker,...

Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you