Sylvie Bocqui 'En pige som hende' (læseprøve)

Page 1


Af samme forfatter pĂĽ dansk: En sĂŚson (2014) Uendelig muslinger (2016)


Sylvie Bocqui

EN PIGE SOM HENDE Roman

PÃ¥ dansk ved Hans Peter Lund


EN PIGE SOM HENDE er oversat fra fransk efter Ce genre de fille Copyright © Éditions Arléa, 2018 This book is published by arrangement with Literary Agency Wandel Cruse, Paris Dansk udgave © Forlaget Etcetera, 2020 Forlagsredaktion: Sofie Vestergaard Jørgensen Omslag: Make Ready Studio Forsideillustration: Patrick Pleutin Bogen er sat med Plantin og trykt på Munken Cream 100/300 g hos ScandinavianBook 1. udgave, 1. oplag ISBN: 978-87-93316-20-1

Denne bog er udgivet med støtte fra Programme d’aide à la Publication / PAP, Institut français du Danemark Udgivelsen er støttet af

Forlaget Etcetera www.etcetera-forlag.dk @forlaget_etcetera


Tæl mandlerne. Tæl det, der var bittert og holdt dig vågen. Tæl mig med blandt alt det. Paul Celan Siden er der mødet. Uforudset og uundgåeligt, for selvom man bagefter bor i to verdener, er verden altid én; den man vandrer i. Marina Tsvetajeva, Min kvindelige bror


1


Jeg drak Tabac, dråbe for dråbe på tungen, mens hun var på stranden om eftermiddagen. Jeg vidste, at hun tog hen til en strand, der var skjult i en lille bugt. Stranden var skjult – ikke hun. Hun – nøgen. Nogle dråber Tabac, som brændte på tungen, og som jeg sank bagefter, og de brændte i halsen, og jeg ønskede, at det skulle brænde endnu mere for at være sikker på, at jeg elskede hende. Når jeg græd, brændte det mere – jeg var trængt ind på hendes værelse, som hun aldrig låste, hverken døren eller vinduet, begge stod på klem ud mod haven – fordi jeg savnede hende. Hun gik ikke ned på stranden ved landsbyen. Hun tog bilen sammen med sin veninde og kørte længere væk, længere end de røde klipper, som afgrænsede

9


horisonten mod øst. De ville have ro og god plads, ikke noget menneskemylder, ikke nogen børn, radioer, bolde, og ingen badedragt. Jeg vidste det, for hun havde fortalt mig det, provokerende. Provokerende, ikke fordi hun sagde, at de ville være nøgne, men fordi hun sagde “Hej!”, når hun gik forbi mig uden at se på mig og blev ved med at vinke, langsomt, på vej hen til bilen, uden at vende sig om. Provokerende – hun vidste, at jeg fulgte hende med blikket. Jeg sad i timevis lænet op ad et træ på en stol, der balancerede på to af benene. Brændte mig, betog mig også.

10


Jeg havde ikke taget nogen personlige ting med hjemmefra. Bare noget tøj, nogle bøger, et billede af Rousseau, som jeg havde sat op med tegnestifter på væggen ved siden af min seng. Lyserøde kinder, sølvglinsende krøller, blanke læber – dukkeagtig og sukkersød, men han havde skrevet Drømmerierne. Jeg ville have hans ansigt tæt på mig. Jeg kunne den “Femte promenade” udenad, og jeg fremsagde den for os, ham og mig, mens jeg så på ham. Jeg kunne den visuelt, indskrevet i hans ansigts landskab. Pigen med Tabac-parfumen havde jeg ikke lagt mærke til. Hun gik, hun kom. Rundt om billedet, og til sidst så det blev helt overdækket – jeg havde nemlig snart ikke noget at bruge det til – satte jeg de gådefulde beskeder op, som hun

11


skrev til mig på små lapper papir eller bag på sine cigaretpakker, en dag på en papirdug, plettet, men fuld af store bogstaver og ord, hun havde skrevet, som opfordrede mig til at leve. Hendes håndskrift var ejendommelig, med firkantede bogstaver, der ikke var forbundet med hinanden og havde korte op- og nedstreger – “Jeg skriver ligesom i New York” sagde hun. Jeg havde fundet dugen en tidlig morgen ude foran døren, foldet ud, liggende dér som et tæppe, ligesom udstrakt på ryggen med vidt åbne øjne, som bagsiden af himlen eller verdenshavene vendt om – stjernerne havde kastet sig ned på den, store grønne bogstaver på en hvid, vaffelmønstret bund – ophidsende, umulig at folde sammen, gemme i lommen og lade som om man ikke kunne læse. Hun havde spist til aften på denne dug – med hvem, hvor, hvad havde de talt om, hvorfor havde de smilet? Lige meget. Hun havde kedet sig uden mig, taget dugen, fået en vældig god idé.

12


Selvom jeg prøvede at se hende for mig på nudiststranden, og det gjorde jeg, lykkedes det mig ikke at forestille mig hendes nøgenhed. Når denne krop ikke var fremhævet af lette stoffer eller bånd, var jeg sikker på, at den var uden køn og uden hensigt. Hendes buste, baller og skamben ville ikke være anderledes end hendes ryg, knæ, arme, hoved. De var en del af kroppens store nøgenhed. Jeg så den kun for mig som én stor bevægelse, der foldede sig ud og brød gennem bølgerne i et glimtende lys. Uden badedragt var det med noget andet i stedet. Sømmelighed, for eksempel – dyrets. Jeg syntes ikke, det var chokerende, men mærkelig frit. En frihed, som ikke bestod i at have opnået en ret – at kunne vise sig nøgen, midt i sollyset, foran mennesker, man ikke kendte. Men en frihed, der altid havde været der,

13


babyens, barnets, den uskyldige piges – der var givet én ved fødslen og siden opmuntret, beundret, udfoldet, støttet af en mors blik og omsorg, en søsters, en venindes, ja, en kvindes allerede. Hun kunne være nøgen for de andre uden at byde sig til, hun kunne navnlig være det over for sig selv, mærke sin krop bevæge sig og lade det være naturligt. Mærke tyngden af barmen på overkroppen, lårene mod hinanden, sandet i de bøjede led og hælene mod ballerne, når man lægger sig på knæ – selv kunne jeg ikke. Men for hver dag, der gik, opdagede jeg, at jeg mærkede det samme på min krop, som hendes gjorde. Det var meget enkelt, vedvarende, lifligt – selv saltet, der prikkede, og øjnene, der duggede. Det var nok, at jeg så hende.

14


Hun var oven i købet smuk. Jeg betragtede hende, meget, og i det skjulte. Man havde aldrig set nogen så spinkel, og fra hende udgik en overmenneskelig kraft. Tøjet tilpassede sig til kroppen, næsten utvungent, næsten umarkeret, næsten uden kunstfærdige folder; der strømmede en musik fra hendes skuldre ned til anklerne. Hendes krop blev hele tiden fremhævet af et fald, en udskæring, et læg. Hun gik med underkroppen fremskudt, skuldrene løftet og en slags påtaget flegma. Påtaget – for hendes krop var altid som en spændt bue. Så hendes veninde på hende uden at brænde sig, tilbad hendes veninde hende?

15


Jeg gik ikke ned til stranden en eneste gang den sommer. Jeg var under opsyn af en slægtning, som havde taget mig med i ferien, men følte sig tynget af sit ansvar, som han ikke helt havde forudset, og derfor fra den allerførste dag forbød mig at gå uden for huset og parken, hvor han udlejede bungalows. Navnlig ingen drenge, ingen solbadning, ingen volleyball, ingen strand. Ikke engang den med familier og børn, der larmede; ikke engang den med folk, der sad for sig selv og læste i en bog og ikke tog tøjet af. Han frygtede, frygtede – han var ikke engang i stand til at sige det – det værste. Jeg var seksten. Hele tiden lænet op ad træet på en stol, der balancerede på to af benene.

16


Mit fængsel var meget stort. Jeg skulle bare give det et andet navn – kalde det have, kalde det stol, høj himmel, bog. Mine fødder bevægede sig frem og tilbage, de grå lavendler bevægede sig frem og tilbage, tøjet på tørresnoren, humlebierne bevægede sig frem og tilbage. Jeg kunne lukke mig inde i mig selv, det var jeg vant til. Solen flyttede sig hen over muren – eller flyttede muren sig under solen? Jeg befandt mig på den anden side af verden, den samme, men vendt om. Fra kun at have ganske lidt plads her, havde jeg al mulig plads dér. Jeg gav rum til en mængde opfundne eller erindrede landskaber, som jeg personificerede, og som med sikkerhed elskede mig. Jeg gav også rum til tekster, idet jeg lærte dem udenad. Jeg havde ingen vanskeligheder ved at huske dem. Det var mere en mnemoteknik,

17


som spontant havde grebet mig, snarere end det var mig selv, der benyttede den: Bestemte ord hagede sig fast til min hukommelse, fordi de hang sammen visuelt på en måde, der ikke afhang af min vilje, men af digtets ønske om at tilhøre mig. Det var jeg helt sikker på. For eksempel var “Det vanvittige hjerte slår robinsonsk” fastgjort visuelt øverst til venstre på en gulnet side; herudfra fæstnede det hele digtet i min hukommelse. Tusindvis af sanselige, visuelle, fuldkomne, vibrerende, Rimbaud-lignende detaljer gik forud for det eller fulgte efter, foldede sig ud og faldt på plads omkring det, så hele digtet oprulledes og formede et af de tableauer, hvor jeg kunne bo i ophøjet majestæt – lindetræer og små stykker tøj, saft med lyd af champagne, blankpudsede støvletter, lugt af øl, sytten år – dér boede jeg, og ingen havde nøglen til det eller til grotten, hvor der svømmede en havfrue, bredden af Bienne-søen, bitterheden ved mandler, en krukke, alt muligt. Jeg var altså i stand til at leve uden at flytte mig.

18