Page 1

CĂŠlia Houdart Carrara Roman

Forlaget Etcetera


Célia Houdart

C arrara Roman

På dansk ved Sofie Vestergaard Jørgensen


CARRARA er oversat fra fransk efter Carrare Copyright © P.O.L éditeur 2011 Dansk udgave © Forlaget Etcetera 2013 This book is published by arrangement with Literary Agency Wandel Cruse, Paris Omslag: makereadystudio.com og Patrick Pleutin Bogen er sat med Plantin hos Rosendahls – BookPartnerMedia og trykt hos PE Offset Printed in Denmark 2013 1. udgave, 1. oplag ISBN: 978-87-995604-0-0

Cet ouvrage a bénéficié du soutien des Programmes d’aide à la publication/Programme Cécile Black de l’Institut français Cet ouvrage a bénéficié du soutien des Programmes d’Aide à la Publication de l’Institut français

Forlaget Etcetera Vesterbrogade 26 1620 København V www.etcetera-forlag.dk


1

Ved bardisken på en café, der lige havde skiftet ejer, bestilte Marian en espresso og en croissant med abrikosfyld. Hænder, der blev rakt frem for at sige goddag, og kopper og glas med vand, som blev rykket frem og tilbage, gled som slørede former over den matslebne rustfri stålplade. Derefter begav Marian sig mod den nordlige del af byen. Unge studerende kom vrimlende ind fra gaderne, der udgik i stjerneformation fra Piazza dei Cavalieri. Stramme jeans. Håret klistrende til panden eller redt tilbage med gelé foran spejlet. Cyklisterne veg til side for ikke at forstyrre de par, der kom gående med hinanden om livet. Retsbygningen var fra 1930’erne med en monumental facade gennemskåret i højden af tre rektangulære åbninger og en loggia foroven. Foran ind7


gangen stod to betjente, den ene af dem en helt ung mand. På trappen var en retssekretær med hånden oppe under frakken ved at rette på et genstridigt skjorteærme. Marian gik ind på sit kontor, et lille lokale med lysegrå vægge. Hun plukkede de visne blomster af en rød azalea og lod dem langsomt drysse ned i papirkurven, mens hun tænkte det igennem, der skulle siges på dagens andet retsmøde. Hun tog sin trenchcoat af og trak sin kappe uden på hverdagstøjet. Retsbygningens indgangshal summede allerede af stemmer, som gav genlyd op gennem trappeskakten. Marian lagde nogle papirer i en dokumentmappe af sort læder. Så lod hun blikket glide søgende omkring sig efter en ring. En akvamarin, som tidligere havde tilhørt hendes mor. Hun gik med den på ringfingeren på højre hånd og havde for vane altid at dreje den rundt med tommelfingeren, fordi den var lidt for stor til hende. Hun ledte mellem sine bøger og løftede på nogle mapper. Den var der ikke. Hun tænkte ved sig selv, at uden ringen ville hun snuble over hvert eneste ord, når det blev hendes tur til at tale.

8


2

En politivogn standsede lige foran trappen op til retsbygningen. En mand i skudsikker vest steg ud bagtil med et greb om armen på en anden mand, som var i fyrrerne, mørkhåret og spinkel. På grund af deres højde blev de nødt til at dukke sig, og de stivnede begge to et kort øjeblik, blændet af solen. Samtidig smækkede chaufføren døren til førerhuset i. Han gik hen til den unge betjent, som stod ved indgangen til retsbygningen, og rakte ham et stykke lyseblåt papir beskyttet i et plastikomslag, hvor der var stukket en kuglepen ind. Imens den unge mand skrev under på dokumentet, bad den anden betjent den spinkle mand om at række sine håndled, som var omsluttet af håndjern, frem. Betjenten tog fat med hænderne som tænger rundt om ringene af stål og trak dem forsigtigt hen imod sig. Han efterså låsene og de steder, der skulle modstå størst pres. 9


Metallets glimten generede ham. Han måtte knibe øjnene sammen for at kunne se ordentligt. Så stillede de to betjente sig på hver side af den spinkle mand og holdt ham i armene. Den ældste af dem udstedte en ordre i et lidt tørt tonefald med et strejf af napolitansk accent, samtidig med at han gjorde tegn med hagen hen mod trappen foran dem. De trådte ind i en kæmpemæssig hall, som var gennemskåret af sollys. Alle tre mænd havde sko med såler af polystyren på. Man hørte ikke deres skridt. Der var noget spøgelsesagtigt over den måde, de bevægede sig gennem retsbygningen på. Den spinkle mand var klædt i en sort habitjakke, som manglede nogle knapper, en hvid skjorte og et par askegrå bukser, som flagrede en anelse på ham. I en af korridorerne stod nogle nævninge, som sikkert havde været der før, men blev forvirret af retsbygningens nye skiltning, og tjekkede i deres tilsigelsespapirer, at de ikke var endt i den forkerte fløj. Fløjdørene ind til retssalen stod åbne. Betjentene placerede den spinkle mand på en stol, som stod oppe på en lille forhøjning. Derfra, hvor han sad, kunne han se ud over hele lokalet. Han tænkte ved sig selv, at der var meget færre mennesker end dagen før. Til højre for ham langs væggen stod en række bænke, hvis kunstlæderbetræk dannede en række mærkelige bløde kratere. 10


3

Tre år tidligere havde Pisas politimester i begyndelsen af juli været på ferie sammen med sin kone i et lejet hus på øen Elba. Det var siesta. Hans kone lå og læste ved poolen. Et stort rødt håndklæde hang og tørrede på udspringsvippen. Han selv lå på sengen i sit værelse og sov. En mand var gået ind ad glasdøren til stuen, som var blevet stående på klem. Han havde tømt skufferne i en kommode, taget nogle designertørklæder og et Olympus-kamera. Den lyd, det gav, da objektivets låg faldt ned på flisegulvet, havde vækket politimesteren. Han havde sat sig op i sengen. Han havde kaldt på sin kone. Men fordi poolen var i den anden ende af haven, havde hun ikke hørt noget. Da manden fik øje på politimesterens silhuet i modlyset, havde han skudt

11


tre gange hen imod ham og var derefter flygtet over jernporten. Det var lykkedes at rekonstruere hans vej gennem haven takket være et net af tynde sorte slanger, som var revet op af jorden, og som viste, at han to gange på vej over græsset havde fået foden i det automatiske vandingsanlæg. Politimesteren havde vaklet på benene. Han havde slået tindingen mod en dørkarm. Så var han besvimet, med en 9 mm-kugle i højre lunge. I fem uger havde han ligget i kritisk tilstand på hospital San Martino e Frediano. Siden da havde han lidt af problemer med korttidshukommelsen og gener ved vejrtrækningen; en ulden fornemmelse i svælget, som ikke forsvandt. Den 1. august havde politiet anholdt Marco Ipranossian, en armener, på banegården i Firenze. I en lille kunstlæderpung, som var stukket ind under hans skjorte, havde man fundet en falsk registreringsattest og adressen på et trattoria i Rio nell’Elba skrevet på bagsiden af en kvittering fra et renseri.

12

Célia Houdart 'Carrara' (læseprøve)  

En kvindelig undersøgelsesdommer i Pisa. En ekspert i antikke sydindiske tekstiler. Deres datter Lea i lære som billedhugger i Carrara. En p...

Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you