Benni Bødker: Zombie Pandemi 1 - Dem mod os

Page 1


Dem mod os


I serien ... Zombie Pandemi 1. Dem mod os 2. Jeg er smittet, du er smittet 3. Vi er fremtiden

Zombie World 1. Du er smittet 2. Du er jaget 3. Du er død 4. Du rådner op

Zombie City 1. De dødes by 2. Alene i mørket 3. Under jorden 4. De levendes land

Køb bøger og book forfatteren på: www.forlagetcorto.dk Læs mere på: www.benniboedker.dk


Benni Bødker

DEM MOD OS ZOMBIE PANDEMI Illustreret af Simon Bukhave


Dem mod os Tekst: © Benni Bødker Illustrationer: © Simon Bukhave 1. udgave Bogen er sat med Elena af Malene Hald og trykt hos Interpress Printed in Hungary 2021 ISBN 978-87-94160-00-1 www.forlagetcorto.dk Lix 19


INDHOLD

1. Dødt og livløst................ 10 2. Pletskud . . ......................... 15 3. Fælden . . ........................... 21 4. Zombierne angriber.. .... 27 5. Oprør ............................... 31 6. De skal dø . . ..................... 35 7. Nedslagtning . . ................ 41


1. Dødt og livløst Alex ser ud over landskabet. Alt ligner sig selv. Marker, hvor der kun vokser ukrudt. Gårde, der ligger i ruiner. Stalde uden køer. Huse uden folk. Veje med forladte biler. Alt er livløst. Alt er, som det plejer at være. Han har sit gevær i skødet. Et automat-gevær. Det gør ikke så meget, om man sigter godt. Kræver ikke så meget øvelse. Geværet kan affyre salve efter salve. Men her er ikke noget at bruge et våben til. Alt er forladt. Der er dødt og tomt omkring dem. »Det var ikke, hvad du havde regnet med, vel?« siger en af de andre. »At det ville være så kedeligt at være soldat?« Han banker Alex i ryggen. Griner. Alex 10



kan ikke huske, hvad den anden hedder. Det er svært at kende alle fra hinanden. De sidder oppe på en pansret mandskabs-vogn. Alle er klædt som Alex. Fuldt beskyttelses-udstyr. Ansigts-maske. Indbygget respirator, hvis det går galt. Hjelm med radio. Og så panser, der dækker det meste af kroppen. Man kan se de andres grads-tegn. Man kan se, hvem man skal adlyde. Men ellers ligner alle hinanden. Alle sidder med våben i skødet. Bortset fra de to bagerste. De betjener en maskin-kanon. Drejer løbet rundt. Afsøger alt med kanonen. Holder udkig. Men her er intet. Alt er forladt og livløst. Intet at være bange for. Soldaterne keder sig. Indtil der lyder et råb. »Vent, der er noget!« Alle skynder sig over til siden. En af de andre står og peger. Han har ret. Der er en sky 12


af støv i horisonten. Den vokser sig større og større. Noget er på vej mod dem. Et køretøj. Flere af de andre jubler. Holder deres våben i vejret. Nu sker der endelig noget. Alex ser sig om. Deres vogn er bare én af en lang række. De kører på den store vej. Foran dem er der last-vogne med mad. Bag dem lige så mange. Og imellem dem flere vogne med soldater. Der er så mange last-vogne, at Alex ikke kan tælle dem. De kører konvoj. Vognene er lastet med mad og drikke og medicin. Soldaterne er vagter. For at sikre, at konvojen ikke bliver overfaldet. At vognene ikke bliver plyndret. Det er flere år siden, butikkerne havde nogen varer. Og det er endnu længere tid siden, der var dyr i staldene. Eller korn på markerne. 13


Da virussen kom, begyndte folk at flygte. De, som ikke flygtede, blev syge. Og døde. Snart var der ikke nogen til at passe gårdene. Kornet rådnede. Dyrene sultede. Senere blev grænserne lukket. For at undgå flere smittede. Men nu kunne man heller ikke skaffe mad udefra. Overalt begyndte folk at sulte. De blev desperate. De fleste butikker blev plyndret. Vare-transporter blev overfaldet. Folk gjorde oprør. Derfor er Alex og de andre soldater med som vagter. Men det er kedeligt. De er mange soldater. De er alle bevæbnede. Ingen vil vove at overfalde dem. Ingen røvere vil forsøge at plyndre denne konvoj. Det er det rene selvmord. I det samme lyder det første skud.


2. Pletskud To soldater brøler begejstret. Der bliver råbt. »Ramte du?« siger en. »Selvfølgelig ikke,« siger en anden. »De er alt for langt væk.« De hiver Alex med over. Han står sammen med de andre i den ene side af vognen. De har deres geværer klar. Sigter. Et par skyder igen. Ingen rammer, men de jubler alligevel. Først kan Alex ikke se, hvad de sigter efter. Han kan bare se skyen af støv ude i øde-marken. Den er tættere på nu. Han kan se, hvad det er. En bil med sejl. Den har kurs direkte mod dem. Fyren ved rattet har en hjelm med hane-kam. På hver side af bilen hænger en passager. Ingen af dem har beskyttelses-udstyr 15


på. Hverken hjelm eller ansigts-maske. Til gengæld er de mørk-lilla i ansigterne. Præcis som dem, der er smittet med virussen. Dem som ikke har klaret den. Dem som er bukket under, men som alligevel lever videre. Zombierne. En af de andre slår Alex på skulderen. »Kom nu,« siger hun. »Det er god øvelse. Du bliver bedre til at skyde. Og det er sjovt!« I det samme skyder en af de andre. Han har sigtet på en af dem, der hænger ud over siden. Alex kan se det give et ryk i zombien. Det er, som om den stirrer overrasket på soldaterne. Men kun et sekund. Zombien er ramt i hovedet. Den bliver slynget bagover af skuddet. Kastet af bilen. Det er som en opvisning. Et kraft-spring ved et show. De andre soldater griner. Det ser for vildt ud. De skiftes til at skyde. 16



»Din tur,« siger en til Alex. Han løfter sit gevær. Bilen har ikke ændret kurs. Den kører direkte mod konvojen. Alle soldaterne på vognen er samlet. Endelig sker der noget. De griner, hver gang nogen er lige ved at ramme. Bilen kommer tættere og tættere på. Det er, som om den ikke forstår faren. Der bliver skudt efter den hele tiden. Alex hæver sit våben. De andre hepper på ham. Han sigter. Han har en zombie på kornet. Han kan se den tydeligt. Det mørk-lilla ansigt. De røde øjne. Det er, som om den stirrer tilbage på ham. Alex trykker. Skyder. Det giver et ryk i ham. Zombien slynges ud af bilen. Den flyver gennem luften. Nu er der kun én tilbage. De andre soldater råber højt. Jubler. Slår Alex på skuldrene. 18


»Jeg vidste, du kunne gøre det,« siger en af de andre. »Pletskud!« siger en anden. »Du ér en af os!« De giver Alex highfive. Ønsker ham tillykke. Synes han er sej. Men han ved, at det ikke er sandt. Det var ikke ham, der ramte zombien. Det må være en af de andre. Måske en fra en af de andre vogne. En som har skudt i samme øjeblik som Alex. For Alex sigtede ikke på zombien. Han kunne ikke få sig selv til det. Han flyttede geværet i sidste øjeblik. Bare en smule. Skød ved siden af. Med vilje. Han forstår ikke helt hvorfor. Måske fordi det ikke er rart at se på de andre, der skyder for sjov. Måske er han ikke hård nok. Eller måske er det, fordi han er ny. 19


Alex har ikke været soldat særlig længe. Ikke som de andre. Det er hans første rigtige tur. De andre har været med masser af gange. De har dræbt hundreder af zombier. Og Alex ved jo godt, at de gør det rigtige. At det er rigtigt at dræbe zombierne. Han ved godt, at de levende døde fortjener at dø. Det er ikke løgn, hvad kaptajnen siger. Det er dem mod os. Alex ved det udmærket: Zombierne skal dø.


3. Fælden Det gik hurtigt, dengang pandemien bredte sig. Ingen vidste, hvor den kom fra. Nogle mente, at en super-magt havde skabt den. I et hemmeligt laboratorium. Det skulle være en virus til militæret. En sygdom der skulle besejre fjenden. Men så mistede de kontrollen. Virussen spredte sig. Den løb løbsk. I løbet af ingen tid ramte den hele kloden. Overalt bukkede folk under. Andre siger, at det er naturen selv. At virussen er opstået af sig selv. Der er for mange mennesker. De fylder hele kloden. Kvæler alt. Forurener. Ødelægger. Udrydder alt. Der er ikke plads til andre end mennesker. Vi udrydder de vilde dyr og planter. Vi smadrer planeten. Naturen selv forsøger at 21


gøre noget ved det. Den forsvarer sig. Ved at skabe en virus, der stopper menneskene. Uanset hvor virussen kommer fra, så er den forfærdelig. Det er en pandemi. En sygdom der rammer hele verden. Og det går hurtigt. Forfærdelig hurtigt. Når man er smittet, bliver lungerne angrebet. Man kan ikke få luft. Kvæles langsomt. Først bliver man blå i hovedet. Blod siver ud af munden. Ud af næsen. Ørerne. Ansigtet bliver mørkere og mørkere. Indtil man er næsten helt mørk-lilla. De svageste dør. De ældste og de som allerede er syge. På bare en enkelt dag bliver de mørke i ansigtet. Og så dør de. Det er de heldige. For der er også nogle, som ikke dør af sygdommen. Måske er virussen muteret. Måske er der flere slags. Nogle der er stærkere end 22


andre. Eller måske er virussen bare blevet så stærk, at den vil overleve. For nogle smittede dør ikke. Men de bliver heller ikke raske. Virussen holder den syges krop i live. Som en levende død. En zombie. Byerne er fulde af folk, der er smittet. Som burde være døde, men som alligevel går omkring. Som en slags halvt levende og halvt døde. Zombier der smitter ved den mindste berøring. Zombier der giver virussen videre og skaber nye zombier. Derfor skal de udryddes. For deres egen skyld. Og for alle andres. Så de ikke smitter endnu flere. Så de ikke dræber endnu flere. Det er derfor, soldaterne skyder til måls for sjov. Det er derfor, alle hænger ud over siden på vognen. Derfor jubler de for hvert skud, der er lige ved at ramme den sidste zombie på bilen. 23


Den er tæt på nu. Alle skyder efter zombien. Men den ved, hvad den gør. Den kører ind og ud mellem lastbilerne. Krydser frem og tilbage. Op mod vinden. Der bliver skudt hele tiden. Men hver gang undgår den at blive ramt. Det er nærmest, som om zombien leger med dem. Soldaterne skyder på kryds og tværs. Det er lige før, de rammer hinanden. Til sidst må kaptajnen stoppe dem. »Stands skydningen!« råber hun. Der lyder stadig et par skud. Men så stopper de sidste også. Et par brokker sig. Endelig skete der noget skægt på denne kedelige tur. Men i det samme lyder et brøl længere fremme. Og så råber flere i munden på hinanden. Alex kan høre, at der bliver skudt igen. Kaptajnen vender sig om. Denne gang er det ikke for sjov. Alex forsøger at se, hvad der sker. »Vej-spærring,« bliver der råbt. »Vi kan ikke 24


komme videre!« Konvojen begynder at standse. Alex læner sig ud over siden. Længere fremme kan han se to udbrændte biler. Vejen er spærret. Bilerne ligger på tværs hen over vejen. Der stiger røg op fra dem. Nogen har slæbt to vrag ud på vejen. Og sat ild til dem. Vejen er spærret med vilje. De er gået i en fælde. Hele konvojen holder stille. Alex sænker sit gevær. Han ser sig om. Han kan ikke se zombien i bilen noget sted. Han spejder efter den. Alle ser forvirrede ud. Hvad foregår der? Helt fremme er nogle soldater sprunget ned på vejen. En anden gruppe står klar. Til at beskytte dem. De skal slukke ilden, så de kan slæbe bilerne væk. Ellers kan konvojen ikke komme videre. Alle er urolige. Alex kan se, at de er henne 25


ved bilerne nu. De har skum-slukkere. Men i det samme sker der noget. En bevægelse. Og så myldrer det frem med zombier. De dukker op fra begge sider af vejen. De må have skjult sig. Gravet huller i jorden. Ventet på det rigtige øjeblik. For nu kommer den ene efter den anden. Der må mindst være halvtreds af dem. De stormer hen mod vognene. En hær af zombier har kurs mod dem.


4. Zombierne angriber Denne gang tøver Alex ikke. Måske er han ikke lige så hård som de andre. Måske har han ikke lige så meget erfaring. Men nu gælder det. Og han kan skyde lige så godt som de andre. Zombierne kommer fra alle sider. De forsøger at komme op i vognen til dem. De er bevæbnede. Men ikke ligesom soldaterne. Zombierne har kun knive. Økser. Hvad som helst de har fundet. Deres geværer er gamle. De klatrer op på vognene. Alex og de andre sparker ud. Skyder. Men zombierne bliver ved. De er ligeglade. Angriber uanset hvad der sker med dem. En af de andre bliver overfaldet. Alex ser en zombie flå hans maske af. Den bider stru27



ben over på ham. Blodet sprøjter over på Alex. Soldaten falder om. Zombien griner mod Alex. Men Alex tøver ikke. Han skyder. Og denne gang rammer han plet. Zombien vælter ud over siden på vognen. Alex ser ned på den. Den ligger i støvet på jorden. Bevæger sig ikke. Den er død. Og alligevel kigger han overrasket på den. Han læner sig længere ud, men i det samme råber en af de andre. »Bag dig!« Alex når lige at vende sig. Endnu en zombie angriber. Han slår ud med geværet. Rammer den, så også den ryger ud over siden. Overalt bliver der skudt. Råbt og skreget. Flere af de andre soldater ligger livløse omkring Alex, men der kommer ikke flere zombier. Angrebet er ovre. De har slået dem tilbage. 29


Nu sætter vognen i gang. Den begynder langsomt at køre. Hele karavanen bevæger sig endelig. Alex kan se, at de udbrændte biler er væk. Skubbet ud til siden. De bevæger sig endelig fremad. Snart går det hurtigere. Det lykkedes zombierne at overraske karavanen. Men de havde ikke en chance mod alle soldaterne. Alex kan se livløse zombier ligge på vejen. Resten løber væk, mens der bliver skudt efter dem. Nogle falder om. De fleste flygter tilbage i ødemarken. Tilbage hvor de kom fra.


5. Oprør Hjemme på basen skal alt udstyr til kemisk rens. Sådan er det hver gang, de har været af sted. For at sikre, at ingen bliver smittet. De har lagt beskyttelses-udstyret. Men de har stadig ansigts-maske på. Ingen må gå nogen steder uden. Alex går i messen for at spise. Det er en af grundene til, at han blev soldat. Pandemien har taget hans familie. Han er alene. Det er svært at klare sig. Virussen har hærget i fem år nu. Selv hvis man er rask, er det svært at overleve. Svært at finde mad. Svært at undgå smitte. Svært at forsvare sig. På vejen bliver Alex standset af kaptajnen. »Jeg ved, at det var din første kamp,« siger hun. »Det kan godt virke lidt barsk. Men 31


man vænner sig til det. Er du o.k.?« Alex tøver. Ved ikke om han skal sige det. »Der var faktisk en ting,« siger han. Han forklarer om den døde zombie, der røg ud over kanten af vognen. »Der skete noget, da den ramte jorden,« siger han. »Den så mærkelig ud. Som om den havde en maske på. Det var svært at se. Det lignede næsten en maske, der fik den til at se ud som en zombie. Som om den i virkeligheden slet ikke var en af de smittede. Jeg ved godt, at det ikke kan passe. Hvem andre end zombier vil vove sig ud i ødemarken på den måde?« Kaptajnen ryster på hovedet. »Selvfølgelig var det en zombie,« siger hun. »Hvad skulle det ellers være?« »Nej, det var jo også det, jeg tænkte,« siger Alex. »Glem det,« siger kaptajnen. »Alting går 32


så hurtigt i kamp. Men du klarede det fantastisk i dag. Konvojen var en stor succes. Alle er meget tilfredse.« Alex nikker tøvende. Kaptajnen kan se, at han ikke helt forstår. At han tvivler. »Jeg ved godt, at vi mistede folk under angrebet,« siger hun. »Men zombierne slap kun af sted med nogle enkelte kasser mad. Næsten alt nåede frem i sikkerhed. Og det er det eneste, der tæller.« »Det eneste?« siger Alex. Han kan stadig se den anden soldat for sig. Ham der fik struben flået op. Blodet der sprøjtede ud over ham. De sårede og døde. De livløse soldater omkring ham. »Jeg ved, det lyder hårdt,« siger kaptajnen. »Men sådan er det. Alle sulter. Der er mangel på mad overalt. Ikke på mennesker. Vi har ikke råd til at miste mad.« 33


Alex går ind i messen. Han bryder sig ikke om at tænke på, hvad kaptajnen sagde. Bryder sig ikke om, hvad det betyder. Men han når ikke engang at sætte sig ned. For i det samme lyder en alarm. En hylen, der kan høres overalt på basen. Først er der vild forvirring. Folk løber omkring. Men så lyder officerernes ordrer. Snart ved alle, hvad de skal gøre. Soldaterne melder sig hos deres deling. Alex skynder sig ud til de andre. De er forsamlet uden for basen. Han kan se, at de første pansrede vogne er kørt af sted. Alle har travlt. Kaptajnen løber hen til dem. »Jeg havde håbet, at I kunne få lov til at hvile ud, for I har klaret det godt i dag,« siger hun. »Men der er udbrudt oprør i byen. Det skal nedkæmpes, inden det spreder sig. Vi har brug for jer!«


6. De skal dø Alex sidder igen med geværet i skødet. Denne gang er der ingen konvoj. Ingen lastbiler med mad og medicin. Denne gang er det kun soldater. De skal rydde en hel bydel. Folk der ikke vil holde sig indenfor. Alex ser på de tomme gader, mens de kører af sted. Sådan har det været, siden pandemien brød ud. Ingen trafik. Ingen folk. Der er udgangs-forbud. Ingen må gå ud. Alle skal holde sig hjemme, så smitten ikke breder sig. Soldater og politi patruljerer overalt. Kører i byens gader. Sikrer at alle er indenfor. Sniger man sig ud om natten for at lede efter mad, risikerer man at blive skudt. Eller taget af zombierne. Men folk kan ikke holde til det. Jo længere 35


tid der går, jo værre er det. Folk laver oprør. De vil ikke blive inde. De går udenfor. Mødes med hinanden. Ligeglade med, at de risikerer at smitte andre. Det er farligt for alle. Derfor bliver Alex og de andre soldater sendt af sted. Han kan høre oprøret på lang afstand. Lyden af ruder der bliver knust. Folk der råber og skriger. Der er mange folk på gaden. Alle løber omkring. Smadrer de tomme butikker. Sætter ild til forladte biler. Men Alex kan også høre noget andet. Noget han ikke har hørt i lang tid. Han kan høre musik. Folk der danser. Fester. Den pansrede vogn standser. Kaptajnen beordrer dem alle ud. »Skyd alle der ikke frivilligt går indenfor igen!« råber hun. Alex hopper ned sammen med de andre. Han har sit automat-gevær klar. Parat til at 36



skyde. Han kan se folk mellem husene. De danser. Synger. Morer sig. Ingen af dem har ansigts-maske på. Ingen af dem er beskyttet. Det er, som om de er ligeglade. Ligeglade med virussen. Ligeglade med smitten. De danser hen mod soldaterne. Alex forstår ikke, hvad de laver. Han ser på de andre soldater. Alle er forvirrede ligesom ham. Selvfølgelig skal de dansende standses. Hvis nogen af dem er smittet, så risikerer de at smitte alle. Men det er også ubevæbnede folk. Ikke en bande. Soldaterne har ikke lyst til at skyde. Folk danser tættere og tættere på dem. Alex og de andre ved ikke, hvad de skal stille op. »Hvad laver I?« råber kaptajnen. »Skyd!« Alex peger. »Men de er ubevæbnede …« siger han. »Ubevæbnede?« brøler kaptajnen. »Har 38


du ikke set, hvad de er?« Først forstår Alex ikke, hvad hun mener. Men så vender to af de dansende sig om. De er tæt på ham nu. Han kan se deres ansigter. De er mørk-lilla. Og denne gang er der ikke noget at være i tvivl om. Det er ikke masker. De er smittede. Det er zombier. Soldaterne begynder straks at skyde. Det vender sig i maven på Alex. Han bryder sig ikke om det. Han ved, at de skal dræbes. Zombierne vil smitte alle, de møder. Indtil de bliver standset. Han gentager det for sig selv, mens han løber frem sammen med de andre. Zombierne skal dø. De er ikke mennesker længere. Så han skyder. Han angriber med de andre. Han løber, og han skyder. Han forsøger 39


at ramme så mange som muligt. Indtil hans gevær klikker. Han hiver i aftrækkeren. Der sker ikke noget. »Skyd!« brøler kaptajnen igen. Alex prøver, men det nytter ikke. Der er noget er galt med geværet. Han må forsøge at skifte magasin.


7. Nedslagtning Der er kaos overalt omkring ham. Han står stille for at ordne geværet. Det vrimler med zombier. De kommer alle vegne fra. Soldaterne skyder. Mejer zombierne ned. Han bliver mere og mere nervøs. Han skal have et nyt magasin i. Fumler. Men endelig virker det. Alex løfter geværet for at skyde. Men det er, som om den korte pause har gjort noget. Han kan ikke få sig selv til at skyde igen. Rundt om ham er det en ren nedslagtning. Soldaterne fyrer salve efter salve af sted. Flokke af zombier falder om. Gaden sejler i blod. Han ved, at det er nødvendigt. At de skal dø. Men han kan ikke. Han vil ikke. 41



Alex ser sig omkring. Han vil flygte. Han vil ikke være med til det her. Det kan godt være, at de er zombier, men det er for brutalt. Straffen for at desertere er døden, men han kan ikke mere. Han ser sig omkring. Der må være en udvej. Men det er allerede for sent. Han har ventet for længe. En af zombierne er sluppet igennem soldaterne. En pige på hans alder. Hun kaster sig ind mod ham. Han løfter geværet. Det er for sent at skyde. Zombien griber ud efter Alex. Han slår ud med geværet for at få hende væk. »Hjælp!« skriger han. Zombien har revet ansigts-masken af ham. Han stirrer på hende. Det mørk-lilla hoved. De røde øjne. Endnu en gang slår han ud efter hende. Og denne gang rammer han. Han giver zombien et stød, så hun falder 43


om på jorden. Men inden da har hun fået fat i ham. Hendes negle har kradset en dyb flænge i halsen på ham. Det sprøjter ud med blod. Alex tager en hånd op. Holder fast. Han standser blodet. De andre soldater har allerede omringet ham. En hel flok af dem. De har hørt ham råbe på hjælp. De beskytter ham. Skyder så ikke flere zombier kan nå frem til ham. »Er du o.k.?« spørger en af de andre. »Ja, ja,« siger Alex. »Det er bare en flænge.« Han har fået sin ansigts-maske på plads. Og geværet virker igen. Han er klar til at kæmpe med de andre igen. Men nu ser han, at flere af dem har vendt sig om. På trods af deres beskyttelse kan han se, at de stirrer på ham. 44



»En flænge?« spørger den anden. Alex kan høre forfærdelsen i stemmen. Og nu går det op for ham, hvad det betyder. Zombien kradsede ham til blods. Det er ikke noget slemt sår. Det vil hurtigt hele. Men såret betyder, at han er smittet. Nu er han en af dem …


Er du klar til en dag mere i ... ZOMBIE WORLD?

Mick flygter for sit liv, da alle omkring ham forvandles. Én efter én bliver kammerater og lærere til blodtørstige galninge. Zombier, hvis appetit kun kan mættes af menneskekød. Han løber, alt hvad han kan ... men er det nok, når blot en lille rift kan forvandle dig til zombie?


Tør du vove dig ud i … ZOMBIE CITY?


»Benni Bødker har gjort det igen! … Selv de mest læsehungrende drenge må overgive sig her, det er simpelthen spændende fra første til sidste side.« – Børn & Bøger

Byen tilhører de levende døde. Det er livsfarligt at vove sig ud på gaden. Heldigvis er Chris ikke alene. Sammen med en gruppe andre børn klarer han sig. Det er alles kamp mod alle. Indtil Chris får nok. Indtil han ikke vil være med til det mere ...


Foto: Bjarke Ahlstrand / One Of Many


BENNI BØDKER har skrevet om vampyrer, zombier og andre uhyggelige væsener, siden han gik i skole. I dag er det ikke kun hans klassekammerater, men børn overalt, der læser historierne. Benni er født i 1975 og uddannet cand.mag. i dansk og filosofi. Han udgav sin første roman i 2004, og i dag er han en af Danmarks mest læste forfattere for børn og unge, kendt for serier som Kimura, Sarin, Nattens Børn og De 7 nøgler. I 2013 modtog han skolebibliotekernes store forfatterpris, og han er otte gange blevet nomineret til Orla-prisen. Senest har Benni bl.a. udgivet gyserromanen Kraken og gendigtet Grimm sammen med Kenneth Bøgh Andersen. Du kan møde ham på www.benniboedker.dk