Page 1


MIT LYS BRÆNDER


ONKEL KNOGLESPRINGER FORTÆLLER: 1. Mit lys brænder 2. De dødes dag 3. I al evighed

ANDRE SERIER AF SAMME FORFATTER: Zombie World Vilkacis 2100 Imhotep 666 Operation Zombie City KØB BØGER PÅ: www.forlagetcorto.dk LÆS MERE OG BOOK FORFATTEREN PÅ: www.benniboedker.dk


B E N N I

BĂ˜D K E R

Illustreret af Kristian Eskild Jensen


MIT LYS BRÆNDER Tekst: © Benni Bødker Illustrationer: © Kristian Eskild Jensen 1. udgave Bogen er sat med Elena af Malene Hald og trykt hos Interpress Printed in Hungary 2017 ISBN 978-87-93497-33-7 www.forlagetcorto.dk Lix 21


1

Kender du kirken i Wittlich? Ikke?

Du synes, at kirker er kedelige?

Ikke denne her, det lover jeg dig. Faktisk

er den vældig interessant. I hvert fald hvis man som mig er vild med de udøde ... Nuvel, sæt dig godt til rette. Så skal jeg fortælle dig om en nat i oktober 1924.

Normalt lå kirken i Wittlich øde hen om

aftenen. Det var ikke et sted, folk holdt af at komme efter mørkets frembrud. Men denne nat var anderledes. Denne nat nærmede to mænd sig kirken. 5


De to kom fra en af de små gyder, der

mundede ud på kirkepladsen. De så sig om til alle sider. Begge var iklædt mørkt tøj, så de ikke vakte opsigt.

De var ikke nogen, man lagde mærke til.

De kunne være hvem som helst. Man ville knap nok huske dem bagefter, hvis man så dem liste sig hen over brostenene. Det var heller ikke meningen. De to mænd hed nemlig Fricke og Buhl. De var gravrøvere og skattejægere.

„Du er sikker på, at her ikke er nogen?“

sagde Fricke. „Ingen vagter?“

Det var ham, der bar den tunge taske med

værktøj. Han så sig nervøst omkring, mens han fandt hammer og brækjern frem.

„Slap af,” sagde Buhl. „Alle har travlt med

at drikke øl. Det er Oktober-fest, for pokker. Vi har kirken for os selv indtil i morgen.” 6


Han lo, mens Fricke med et hurtigt slag

fik døren op. Låsen var ikke særlig god, og han var vant til at bryde ind hvor som helst. Et øjeblik efter var de inde i kirken og så sig omkring.

Som regel var her mange folk. Om sønda-

gen var der fyldt til gudstjeneste. Ja, selv på hverdage vrimlede det med turister og nysgerrige. Men Skt. Markus-kirken var heller ikke helt almindelig. Der gik mange historier om kirken, og det var dem, der havde bragt de to mænd hertil. „Har du også husket mejslen?“ spurgte Buhl.

„Hvad tror du selv,“ svarede Fricke. „Luk

nu bare døren igen, så vi ikke bliver opdaget.“

Uden for på gaderne var der råb og latter

og lyden af glas, der blev smadret. Folk drak litervis af øl og festede overalt i byen. Men 8


så snart kirkens dør lukkede sig bag dem, forsvandt alle lyde.

De var alene. De to mænds skridt gav gen-

lyd, mens de gik ned ad kirkens midtergang. Forbi bænkene. Længere ind i den gamle kirke. Fricke tændte sin lygte og lyste på det store alter lige fremme. Det var udsmykket med et maleri af Jesus og den sidste nadver. Foran stod døbefonten. Ude i siden det store orgel. Det lignede så mange andre kirker. Og alligevel hvilede der en uhyggelig stemning over stedet, som ingen af de to mænd kunne undgå at blive grebet af.

Det var selvfølgelig heller ikke alle kirker,

der blev hjemsøgt af genfærdet af en morderisk præst.

9


2

Skt. Markus-kirken stammede fra middelalderen. Den havde været berygtet næsten lige så længe. Kirkens første præst hed nemlig Weber. Han var kendt som en grådig mand. Man sagde, at han tænkte mere på guld end på Gud.

Sin løn fik Weber udbetalt som tiende.

Det betød, at bønderne skulle aflevere en tiendedel af deres udbytte til ham. På den måde havde han altid rigeligt af mad og andre forsyninger.

Desuden blev præsten betalt en guldmønt,

når han begravede nogen på kirkegården. For hver person, der døde på egnen, havnede et 10


stykke guld i præstens kiste. Langsomt blev den fyldt med skinnende mønter.

Desværre gik det for langsomt efter We-

bers mening. Hvis der ikke var nogen døde at begrave, gav han derfor en hjælpende hånd.

I begyndelsen hjalp han bare folk på vej.

En pude over munden på en syg mand, der alligevel snart skulle dø. Et lille skub til en gammel kone, der næsten ikke kunne gå.

Men snart gik han hele vejen. Antallet af

døde begyndte at stige på egnen. Og Webers kiste blev fyldt med guld i samme tempo.

Efterhånden var det hver eneste nat, præ-

sten sneg sig ud for at slå nogen ihjel.

Først troede de lokale, at egnen blev pla-

get af en varulv. Et uhyggeligt væsen, der hærgede i mørket og slog ihjel på grusom vis. Folk bevæbnede sig. Drog ud i natten for at jagte det uhyggelige væsen. Til ingen nytte. 11


Men snart begyndte der at gå andre rygter. Folk begyndte at se skævt til Weber. Måske undrede nogen sig over de mange begravelser. Lagde mærke til alt det guld, som præsten samlede sammen.

Til sidst blev han grebet på fersk gerning

i færd med at snige sig ind i et hus for at slå en hel familie ihjel.

Det var enden for præsten. Næste dag blev

han slæbt med uden for Wittlichs bymur. Ud til galgen på Ravnebakken. Alle var mødt op for se. Her blev han hængt for sine frygtelige gerninger, mens folk jublede. Bagefter vidste bødlen ikke, hvad han skulle stille op med præstens lig. Det kunne ikke blive begravet på kirkegården, for der måtte en morder ikke ligge. Det ville være en hån mod Gud. Han kunne hellere ikke lade den døde 13


hænge i galgen, indtil ravnene havde pillet kødet fra knoglerne. Det ville man normalt gøre, men selv om Weber havde været en stor synder, havde han trods alt også været præst.

Til sidst endte det med, at han blev begra-

vet et ukendt sted under kirkens gulv. I hellig jord, men uden en rigtig grav. Og dermed blev en forbandelse kastet over hele egnen.


3

I lyset fra sin lygte studerede Buhl gulvet foran dem. Så gik han videre og vinkede efter Fricke. Det var ikke for at lede efter spøgelser og genfærd, at de var brudt ind i kirken. „En af stenene har et tegn indridset,” sagde Buhl. „Et omvendt kors. Det markerer graven.”

Han bøjede sig ned for at undersøge de

store granitsten, der dækkede kirkens gulv. Ifølge de gamle historier var præstens guld begravet sammen med ham. Ingen ville have noget med guldet at gøre. Det var en formue, men pengene var forbandede. Blodpenge.

I tidens løb havde mange alligevel ledt efter 15


guldet, men uden held. Ingen vidste, hvor Weber var begravet, og derfor heller ikke, hvor de skulle lede efter skatten. Men det gjorde Fricke og Buhl.

De havde brugt flere dage i de lokale arkiver.

Ledt i gamle tegninger og papirer. Indtil de til sidst havde fundet en dagbog skrevet af Mester Hans. Den bøddel, der lagde strikken om præstens hals og hængte ham uden for Wittlich. Det var Mester Hans selv, der havde begravet liget af præsten under en sten i kirken. Og han havde indridset et mærke i stenen. Et lille mærke, som man kun opdagede, hvis man vidste, hvad man skulle lede efter. Et omvendt kors.

„Vent,” hviskede Fricke. „Jeg kan høre noget.”

Han hev fat i Buhl. De to mænd stod stille.

Lyttede efter. De havde ikke hørt døren gå op, 16


men var der alligevel noget? En susende lyd.

De for begge to sammen. Lyden kom igen.

Den var helt tæt på og så væk igen med det samme.

„Hvad var det?” hviskede Fricke. „Er her

nogen?”

Den susende lyd kom igen. Denne gang

endnu tættere på. De dukkede sig hurtigt. Fricke tabte lygten med en klirrende raslen. Nu var der helt mørkt. De kunne intet se. Stod stille og lyttede opmærksomt, mens øjnene vænnede sig til mørket igen. Så hørte de klik. Små hurtige kliklyde. Høje og gennemtrængende.

„Det er en flagermus,” sagde Buhl.

Han åndede lettet op.

„Det er bare en flagermus, der er blevet

tiltrukket af vores lys.”

Nu havde deres øjne vænnet sig til mørket. 17


De fik øje på den. Oppe under loftet flaksede en enlig flagermus forvildet rundt. De høje lyde blev ved, indtil den fandt en sprække ved et vindue, hvor den kunne slippe ud i nattemørket.

De to mænd åndede lettet op. Grinede til

hinanden. To voksne gravrøvere forskrækket af en flagermus!

Til gengæld var deres lygte ødelagt. Fricke

samlede den op og rystede den, men det nyttede ikke noget. Han bandede for sig selv. De havde ingen chance for at finde den rigtige sten uden lys. De måtte vende tilbage en anden gang.

„Skal vi ikke bare se at komme ud herfra?”

sagde han.

Han så efter Buhl, der var gået over til et

sidekapel. Han havde ryggen til. Stod og rodede med et eller andet. Fricke blev utålmodig 18


og gik over til ham.

„Det nytter ikke noget nu,” sagde han. „Vi

finder aldrig det rigtige sted.”

Han var allerede begyndte at samle deres

ting sammen. Værktøjet ned i tasken. Sørge for, at de ikke efterlod sig nogen spor. Men nu vendte Buhl sig om med et tændt lys i hånden. Flammen blafrede svagt.

„Man kan vel altid finde et stearinlys i en

kirke,” sagde han. „Skal vi se at få gjort vores arbejde færdig?”

Han grinede tilfreds, men Fricke gjorde

ikke mine til at følge ham. Han stirrede bare på lyset. Snuste. Gik et skridt nærmere.

„Det der er ikke noget stearinlys,” sagde

han. „Det er du godt klar over, ikke?”

„Hvad snakker du om?” sagde Buhl. „Det

er et lys, for pokker. Er det ikke det, vi har brug for?” 19


Han holdt lyset op imellem dem. Flammen

flakkede igen et øjeblik, men vægen brændte godt og kraftigt. Deres ansigter blev oplyst af den gule flamme.

Fricke sagde ikke noget, men det var heller

ikke nødvendigt. Han kunne se på den anden, at han begyndte at forstå. Kunne se på Buhls øjne, at det gik op for ham, hvad han mente.

Selve lyset virkede normalt. Det lugtede en

smule sært, når man kom tæt på, men ellers var det helt almindeligt. Stagen så til gengæld sær ud. Den var brun, voksagtig. Formen var usædvanlig. Den lignede nærmest ...

„En hånd,” sagde Fricke og nikkede. „Det

der er Ærens Hånd!”

Buhl stirrede vantro på stagen. Nu kunne

han se det. De gamle, indtørrede og revnede negle. Fingrene, der var knyttet sammen om lyset som en lysestage. 20


„Føj,” mumlede han.

„Det ligner en hånd,” fortsatte Fricke. „Fordi

det ér en hånd. Den bliver kaldt for Ærens Hånd. Læste du ikke om den i de gamle bøger? Det er sådan noget, man troede på i middelalderen. De var ret overtroiske dengang. Den laves af en tørret hånd fra en hængt mand. Helst venstre hånd. Det er jo djævelens hånd. Derefter smelter du fedtet af den dødes lig. Det bruger du til at støbe et lys af. Og så placerer du lyset i hånden som en lystestage. Så har du Ærens Hånd.”

Buhl så ud, som om han havde lyst til at

smide den fra sig, men de havde ikke andet lys.

„Dengang troede man, at Ærens Hånd var

magisk,” blev Fricke ved. „Men den her er noget særligt. Hånden stammer fra Weber. Den morderiske præst!

Kan du ikke huske historien? Selv efter 21


præsten var hængt, blev egnen hærget. Kister på kirkegården blev gravet op. De døde flået i stumper og stykker. Ædt. Folk var sluppet af med præsten, men til gengæld blev de plaget af en udød. En ligæder.

De forstod med det samme, at det måtte

være præstens genfærd. Selv som død fortsatte Weber med at hærge og slå ihjel. Derfor sørgede de for at skære hånden af liget, da det blev taget ned fra galgen. Lyset blev sat her i kirken for at vogte over hans grav.

Folk troede, at så længe lyset i Ærens Hånd

var tændt, ville de være beskyttet. Så længe lyset brændte, ville præstens fordømte sjæl være bundet til det. Og hvis lyset en dag blev slukket, ville hans genfærd vende hærgende tilbage.”


4

Ærens Hånd stod på gulvet imellem dem. Ingen af de to gravrøvere havde lyst til at holde den. De troede ikke på de gamle historier, men lyset stank harsk. Både Fricke og Buhl kravlede rundt på gulvet. Studerede de tunge fliser under sig. Til venstre for alteret fandt de den rigtige.

En kæmpestor granitsten. Knækket i det

ene hjørne. Og midt på var der indridset noget. Det måtte være længe siden. Det var næsten helt slidt væk af de mange, der i årenes løb var gået hen over stenen. Men hvis man så godt efter, var det tydeligt nok. Et omvendt kors.

23


Fricke havde allerede mejsel og brækjern

fremme. Han maste med hullet ved det knækkede hjørne. Stønnede. Stenen var tungere, end han havde regnet med. Han lagde alle kræfter i. Og så fik han endelig vippet stenen en smule op.

„Jeg har den,” sagde Buhl.

Han fik fingrene ind under. Skubbede stenen en smule til side og lagde sig på knæ. Modvilligt flyttede han Ærens Hånd, så han kunne lyse bedre. Skubbede stenen lidt mere til side og rakte lyset frem. Han stak hovedet ned i det kølige rum.

„Det er mørkt,” sagde Buhl. „Hvis bare vi

havde en ordentligt lygte.”

Fricke bøjede sig ned over ham.

„Kan du se noget?” spurgte han. „Et skelet?

Noget, der skinner? Guld?” En gysen for igennem dem begge ved 24


tanken om det, de var ved at finde. En skat, der var en formue værd. Guld nok til resten af deres dage. Samt knoglerne fra rædselspræsten, der havde hærget egnen for længe siden.

Buhl lænede sig lidt længere ned i hullet

for bedre at se. Han rakte en hånd ud, men i det samme hørte de en stemme et sted bag dem.

„I har næsten ret,” lød det. „Men ikke helt.”

De sprang begge to op. Så sig forvirrede

omkring i mørket. Prøvede at finde ud af, hvor lyden var kommet fra.

„En vagt?” hviskede Fricke. „Sagde du ikke,

at der ikke ville være nogen her i nat?”

„Vi gemmer os,” hviskede Buhl. „Sluk lyset.”

Men det var for sent at gøre noget, for i

det samme lød stemmen igen. „Ærens Hånd fungerer ikke helt, sådan som I har læst,” lød det. 26


Selv i det svage lys kunne jeg se, at mine

ord gjorde dem rædselsslagne. Jeg trådte et skridt nærmere. Endelig kunne de se mig ordentligt. Panikken og angsten strålede ud af dem. Der gik et øjeblik, og så begyndte de at skrige.

„Faktisk er det lige modsat,” sagde jeg. „Når

lyset tændes, så tilkalder man ligæderen.”

Men jeg tror ikke, at de to mænd hørte

mig. De blev bare ved med at skrige og skrige, så det gik gennem marv og ben. Var det synet af min præstekjole? Nej, den var efterhånden helt rådnet op. Og det var umuligt at se, at stumperne om min hals engang havde været en præstekrave.

Var det synet af min afhuggede hånd? Eller

rettere sagt min armstump?

Måske. Det var i al fald den, de to grav-

røvere blev ved med at stirre på, mens de 27


skreg og skreg.

Indtil de ikke skreg mere ...

Hvad der derefter skete? Du vil have resten af historien? Tja, skal vi ikke sige, at kirken var noget af et syn, da de næste dag kom for at gøre klar til søndagens gudstjeneste.

Det sidste, jeg hørte, var, at kirken ikke

længere bliver brugt. At den har stået tom, siden dengang de to gravrøvere blev hentet med til Helvede, selv om det snart er 100 år siden.

Jeg ved ikke hvorfor. Jeg mener, de brugte

ganske vist en hel uge på at vaske blod af og pille hjernemasse og benstumper op fra gulvet og alteret, men til sidst blev kirken da ren.

Folk er så sarte.


KAN DU KL ARE FLERE GYS? R IKKE 666-SERIEN ER LETLÆSTE GYS FOR DEM, DE ... ER BANGE FOR, HVAD DER VENTER I MØRKET


ane gyset som en ”Benni Bødker mestrer i den grad at fremm sende frygt.” grum blanding af væmmelse, tvivl og hårrej – WEEKENDAVISEN


BENNI BØDKER har skrevet om vampyrer, zombier, varulve og andre uhyggelige væsener, siden han gik i skole. I dag er det ikke kun hans klassekammerater, men børn i mange lande, der læser historierne. Benni er født i 1975 og uddannet cand.mag. i dansk og filosofi. Han udgav sin første roman i 2004, og i dag er han en af Danmarks mest læste forfattere for børn og unge, kendt for serier som Kimura, Zombie City, Nattens Børn og De 7 nøgler. I 2013 modtog han skolebibliotekernes store forfatterpris, og han er syv gange blevet nomineret til Orla-prisen. Senest har Benni bl.a. udgivet sørøverromanen Djævelens øjne, gyserserien Vilkacis og Når solen forsvinder (kriminalroman for voksne skrevet sammen med Karen Vad Bruun).


FOTO: BJARNE AHLSTRAND/ONE OF MANY

Du kan møde ham på www.benniboedker.dk


Profile for corto2014

Benni Bødker: Mit lys brænder  

Benni Bødker: Mit lys brænder  

Advertisement