Benni Bødker: Helios-ekspeditionen 2 - Ødemarkens vilde

Page 1




ØDEM ARKENS V ILDE


Helios-ekspeditionen: 1. Frostplaneten 2. Ødemarkens vilde 3. Det sidste håb

Andre serier af samme forfatter: Zombie World Onkel Knoglespringer fortæller Vilkacis 2100 Imhotep 666 Operation Zombie City Køb bøger på: www.forlagetcorto.dk Læs mere og book forfatteren på: www.benniboedker.dk


BENNI BØDKER

ØDEM ARKENS V ILDE

ILLUSTRERE T AF PE TER SNEJBJERG

CORTO


Ødemarkens vilde Tekst: © Benni Bødker Illustrationer: © Peter Snejbjerg 1. udgave Bogen er sat med Adobe Garamond Pro 14/18 af Malene Hald og trykt hos Interpress Printed in Hungary 2020 ISBN 978-87-93497-71-9 www.forlagetcorto.dk Lix 19


Hundrede år ude i fremtiden. Jorden er under belejring, og det eneste håb om hjælp befinder sig langt ude i verdensrummet. Et rumskib med forskere og soldater er sendt af sted for at finde en koloni fra Jorden, der er grundlagt på en fjern planet. De er menneskehedens sidste håb. De er Helios-ekspeditionen.


1. EN FORLADT BY Kyo er med i den første gruppe, der går ind i byen. De kunne skimte den på lang afstand, allerede da de kæmpede sig hen over den frosne ødemark. Det er, som om hele planeten er dækket af is og frost. Som om Helios er én stor klump is. Men selv i den tætte sne kunne de se byen. Højhuse og tårne, der rager langt ind i himlen. „I fortsætter lige frem,“ siger kaptajnen. „Gruppe 2 og 3 dækker jer.“ Kyo og de andre giver o.k.-tegn til kaptajnen. De bliver vinket frem. Der er snedriver overalt i byen. Istapper hænger ned fra husene. Men i det mindste er der læ for den kolde vind. Ingen lumske huller i isen. Kyo er iført grå beskyttelses-dragt. Den viser, at han hører til ekspeditionens soldater. Bagude går de andre fra rumskibet. Den store gruppe af 10



forskere, teknikere og skibets besætning. De er iklædt grønne, blå og røde dragter. De holder sig til hinanden. Ingen af dem er bevæbnede. Kun Kyo og de andre soldater har våben. Det er dem, der skal beskytte alle. En gruppe soldater går bagerst. I hver side er der to grupper. Desuden står to grupper for dækning. Og Kyos gruppe er forrest. „Du tager flanken,“ siger kaptajnen til Kyo. Kyo giver igen o.k.-tegn. Han går længere ud til siden. Han har sin blaster parat. Der er frost på løbet. Den er iskold, men klar til at skyde. Ude i ødemarken blev de overfaldet af vilde bæster. De angreb ud af det blå. Pludselig kom de farende. Vilde hyl og blottede tænder. Men det lykkedes soldaterne at slå dem tilbage. Der har ikke været spor af dem, siden de nærmede sig byen. Alt er forladt. Ingen tegn på de vilde. 12


Kyo har fingeren på blasterens aftrækker. Hans opgave er at holde øje, mens ekspeditionen går på opdagelse i byens gader. „Havde du forestillet dig, at byen var så stor?“ siger han til sin makker. Soldaten ved siden af ryster på hovedet. „Det ligner noget fra gamle dage,“ fortsætter han. „Fra før de store byer blev bombet. Kan du huske det?“ „Stille oppe foran!“ råber kaptajnen. „Koncentrer jer om opgaven! Vi er ikke turister!“ Kyo nikker hurtigt. Men han bliver ved med at se sig nysgerrigt omkring. Det er umuligt at lade være. Det er næsten ikke til at forstå, at de er her ... Ekspeditionen har rejst tværs igennem verdensrummet for at nå hertil. For at lande på planeten Helios. Finde den koloni, der blev oprettet af en anden ekspedition fra Jorden. En ekspedition der 13


kom hertil for 200 år siden. Og nu har de endelig fundet den! For når Kyo ser på højhusene, så er han ikke i tvivl. Dette er en by skabt af mennesker. Han kan se, at de andre har det som ham. De ser sig omkring, fordi deres opgave er at holde udkig. Men også fordi det er et fantastisk syn. En menneske-by ... langt, langt væk fra planeten Jorden! Men jo længere de trænger ind i byen, jo mere går det op for ham, at noget er galt. Der er ikke andre lyde i byens gader end deres egen snak. Lyden af deres skridt. Deres skramlen med udstyr. De er alene her. Byen virker tom. Forladt. „Hvorfor er her så øde?“ siger Kyo. „Tror du, de gemmer de sig?“ De andre undrer sig også. Argos-ekspeditionen ankom til planeten for 200 år siden. De grundlagde den by, de nu går omkring i. En by 14


der tilsyneladende voksede sig stor og mægtig. Men hvad skete der så? „Hvorfor er her ingen mennesker?“ siger en af de andre. „Hvad er der sket med indbyggerne?“ Kyo ryster på hovedet. Han forstår det ikke. Huse og bygninger omkring dem er ikke ruiner. Byen er ikke blevet bombet. Eller udsat for meteor-storm eller en anden katastrofe. Men noget er der sket. Husene er tydeligvis forladte. Der er ikke nogen, der gemmer sig her. Her er slet ingen. Indimellem er der knuste ruder og døre, der er faldet af. Han går forbi et køretøj af en slags. Det holder midt på vejen med åben dør. Som om det er blevet forladt i hast. Det er længe siden, nogen har boet her. Meget længe siden. „Jeg kan ikke lide det her,“ siger Kyo. „Der er noget galt.“ 15



Han peger på gadehjørnet længere fremme. Overalt i byen ligger sneen tungt, men ikke der. I stedet er der en lille pøl vand. Som om der har været et bål eller noget andet varmt for nylig.


2. SKYGGER PÅ VEJEN Kyo og de andre soldater går forsigtigt fremad. Byen virker øde og forladt. Der er ingen andre end dem selv. Ingen tegn på liv. Og alligevel er der ting, der ikke stemmer. Lyde, som de ikke ved, hvor kommer fra. Spor i sneen, der ikke stammer fra dem selv. Kyo knuger sin blaster. „Kaptajn,“ kalder han. „Jeg er ikke sikker ... Men jeg får mere og mere på fornemmelsen, at vi ikke er alene.“ „Stille,“ hvisker kaptajnen. Kyo kan se, at kaptajnen også har sin blaster klar. Hun nærmest lister sig af sted, mens hun spejder i alle retninger. Soldaterne fortsætter fremad. Men langsommere end før. Grupperne søger tæt på hinanden. Kaptajnen signalerer, at de skal gå i formation. 18


Helt tæt, så de kan forsvare sig, hvis der skulle ske noget. De andre fra rumskibet er også standset op. De venter længere bagude, mens Kyos gruppe fortsætter fremad. Der er intet at se. Intet at høre. Kyo går langsomt videre. Men pludselig er der alligevel noget. En skygge. En bevægelse. „Det er en af dem!“ bliver der råbt. I det samme lyder der et skud. „Stop!“ brøler kaptajnen. Kyo står klar med sin blaster. En af de andre har skudt i panik. Ingen tvivl om, at der var noget lige fremme. Noget der løb hen over vejen. To mørke skikkelser. Et par af de vilde. Kyo ser på kaptajnen. Hun har givet ordre til, at de ikke må skyde mere. Alle ser sig om. 19



Holder øje. Er parate. Kaptajnen signalerer til de andre fra rumskibet. Hun skynder sig tilbage til ekspeditionens leder for at diskutere, hvad de skal gøre. „Var det en af de vilde?“ spørger en af de andre. „Så du det?“ „Jeg så bare en mørk skygge,“ siger Kyo. „Men jeg har ikke lyst til at tage nogen chancer.“ Han er ikke sikker, men det lignede lidt et af de vilde bæster. Et af dem, der angreb i ødemarken. De ser alle usikkert på hinanden. „Lad være med at følge efter dem,“ lyder det bag ham. Kyo vender sig om. Han får øje på en af de blåklædte. En af teknikerne. Der står Trish på hendes navneskilt. Kyo hjalp hende, da de blev angrebet. Hun ser sig nervøst omkring. „Hvad mener du?“ spørger han. „Hvad nu, hvis det er en fælde?“ siger Trish. 21



„Jeg tror, de venter på os. De holder øje med os.“ Kyo ryster på hovedet. „Du så dem selv, da de angreb,“ siger Kyo. „Det er primitive vilde. De har ingen våben. De kan ikke klare sig imod os.“ „Der var da flere, der blev såret,“ siger Trish. „Fordi vi ikke ventede dem,“ siger Kyo. „Men de kan kun overraske os én gang.“ Trish ryster på hovedet. Hun skal til at sige noget mere, men i det samme bliver hun kaldt tilbage til de andre. Kyo ser efter hende. Han overvejer, om hun har ret. Om det virkelig kan være en fælde. Om de vilde er smartere, end man skulle tro. Men så kommer kaptajnen tilbage. Hun hæver sin blaster. Ser på soldaterne i Kyos gruppe. Hun nikker kort. Og så brøler hun: „Efter dem!“


3. ANGREB Denne gang er de forberedt. Kyo og de andre soldater ved, hvilken fjende de er oppe imod. Og denne gang er det dem, der angriber. Soldaterne styrter hen ad gaden i den forladte by. De har deres våben parat. De drejer om hjørnet, hvor skyggerne forsvandt. De ved, at de vilde er der et sted. De ved, at der må være flere af dem. Der er spor efter dem i byen. Men de ved ikke, hvor mange der venter. „Åh, nej,“ stønner Kyo. Han standser ikke op, da han kommer om hjørnet. Han sænker ikke engang farten. De har trænet angreb så mange gange. Men et kort sekund mærker han angsten, da han ser, hvor mange der er. Og så løber han videre. Kaptajnen er lige bag dem. „Fremad!“ råber hun. „Efter dem!“ 24



De andre følger efter. En gruppe bliver tilbage for at beskytte de sidste. Men resten af soldaterne fortsætter rundt om hjørnet og ser det samme som Kyo. Ikke et par af de vilde. Ikke en flok. Men en hel hær. Der må være mindst 100 af dem. De venter midt på vejen. Nogle står på en forladt bil. Andre hænger ud fra døre og vinduer på et hus med store søjler. De springer ned. Løber imod soldaterne. Kyo affyrer med det samme blasteren. En søjle af ild står ud fra den. Et par af de vilde har kurs mod ham, men de springer til side. Rundt om ham lyder der skudsalver. Selv om der bliver fyret direkte imod de vilde er det, som om de ikke mærker det. Som om de ikke kan føle smerte. De fortsætter direkte mod soldaterne, selv 26



om de bliver ramt. Men ilden er de bange for. De dukker sig. Forsøger at komme væk, når flammerne rammer dem. De vilde har røde øjne og blottede tænder. Som om de klar til at bide struben over på en med det samme. De er så skræmmende, at Kyo lukker øjnene. Når han gør det, kan han løbe fremad. Han fyrer blasteren af og angriber. Han skyder og skriger og sveder og mærker sit hjerte banke hårdt. Og til sidst åbner han øjnene igen. Han standser op. Først nu mærker han, hvor udmattet han er. Hans hjerte ræser stadig af sted, men de er væk. De har gjort det. De har jaget hæren af vilde på flugt. Kyo ser sig omkring. Denne gang er der ingen sårede. Han bliver stående med blasteren klar, men der sker ikke mere. 28


„Du havde ret,“ siger han, da han igen får øje på Trish. „Det var en fælde.“ Trish nikker. Hun ser i den retning, de vilde flygtede. „Lagde du mærke til, at en af dem havde sådan et tegn?“ spørger hun. Kyo tøver. „Mener du ligesom det, der var på huset?“ spørger han. „Tror du, det betyder noget?“ Trish trækker på skuldrene. „Det må være noget, de har fundet et sted,“ siger hun. „Det virker jo, som om de tager ind til byen og plyndrer.“ Kyo nikker. Så giver kaptajnen ordre til, at de skal gå videre. Han skynder sig at finde sin gruppe. Fortsætter gennem de øde gader på jagt efter spor af, hvad der er sket med byens beboere.


4. SAMME SK ÆBNE Da mørket falder på, finder de et sted at overnatte. De har ikke lyst til at gå ind i husene. Det er ikke godt at vide, hvad bygningerne gemmer på. Kyo og de andre soldater er selvfølgelig bevæbnede, men alle føler det på samme måde. Det må vente til i morgen. Vente til det bliver lyst igen. I stedet finder de en bygning, hvor den nederste etage er åben. Her kan de søge ly, og de kan stadig se alt omkring dem. De samler skrald på gaderne, som de kan lave bål af. Kyo sætter ild til sit bål med blasteren. „Tag den,“ siger han. „Og den.“ Det griner de alle sammen af. Det er rart. Der har ikke været meget at grine af på det sidste. De er langt hjemmefra. Så langt væk, som noget menneske kan være. 30



De har ikke udsigt til at vende hjem igen. De er strandet. Rumskibet fik en alvorlig skade, da de landede. Og ekspeditionen er en fiasko. Der er ingen spor af de mennesker, der engang har været her. Ingen hjælp at hente til Jorden. Soldaterne deler vagterne op imellem sig. Kyos gruppe er første hold. Han står foran bålet. Får varmen, mens han spejder ud i mørket. De andre sidder på jorden bag ham. Forskere, teknikere, besætning og soldater. Alle spiser sammen. Det er i det mindste en trøst: Rumskibet er udstyret til at være selv-forsynende i lang tid. De har masser af proviant. De kommer ikke til at løbe tør for hverken mad eller drikke lige foreløbig. Nogen hyggelig eller rolig nat bliver det ikke. Efter sin vagt sætter Kyo sig for at spise. Et par af forskerne sidder der også. De stirrer ud i natten ligesom de soldater, der er på vagt. 32


De snakker om det, som alle tænker på. Om hvad der er sket med de folk, der har boet i byen her. Det er en storby. Her må have boet mange mennesker. Men nu er det, som om de er blevet udslettet. „Men af hvem?“ spørger Kyo. Han har sin blaster liggende for fødderne, mens han spiser, selv om det ikke længere er hans vagt. „Eller af hvad?“ fortsætter han. „Hvad har udslettet dem?“ „Det må være de vilde,“ siger en af de andre soldater. „De virker totalt blodtørstige. Hvem skulle det ellers være? De vilde bæster har overrasket dem. Måske har de ikke haft nogen våben. Og så har de vilde taget dem. Slået dem ihjel én efter én.“ En forsker ryster på hovedet. „I har selv set byen her,“ siger hun og peger 33



ud i mørket. „Det er en rigtig storby. Den slags, som kun mennesker kan bygge. Teknologisk avancerede mennesker. De primitive vilde ude i ødemarken kan ikke have været noget problem for dem. Hvis de kunne bygge sådan en by, så kunne de også klare de vilde.“ „Men hvad er der så sket?“ spørger Kyo. Han samler sin blaster op. Han har ikke flere vagter i nat, men det føles alligevel tryggest. „Det er ikke godt at vide,“ siger forskeren. „Måske en natur-katastrofe? Meteorer? Sygdom? En epidemi? En solstorm? En pludselig istid kan have ramt dem, inden de kunne nå at gøre noget. Måske var planeten engang frodig, men så ændrede klimaet sig. Indbyggerne har ikke haft en chance. Det er ikke godt at vide. Men uddøde er de i al fald.“ Med de ord slutter samtalen. Alle sidder tavse. Alle tænker det samme. 35


De tænker på, hvad der skete med de folk, som boede her engang. Og de tænker på, om samme skæbne venter dem selv.


5. NATTENS LYDE Den nat sover ingen roligt. En gruppe soldater står vagt, så resten kan hvile. De står med deres blastere. Spejder ud i natten. Bålene brænder stadig. De sender flakkende skygger ind over de sovende. Alle ligger med termo-soveposer. Alle prøver at falde til ro, men der går lang tid. De fleste vender og drejer sig. Der er lyde overalt. Det er, som om byen omkring dem ikke længere er forladt. Fra mørket, der omringer dem. Pludselige skrig. Hårde klang af metal. Som om nogen gør klar til at angribe dem. Det må være de vilde. De er derude et sted i mørket. Holder øje med dem. Venter. Men der sker ikke noget. Lydene fortsætter natten igennem, men ingen angriber. Ingen viser sig. 37


Kyo får ikke lukket et øje. Han bliver ved med at prøve, men søvnen kommer ikke. Han kan hele tiden høre vagternes urolige snak. Lydene ude fra mørket. De uhyggelige råb. Nogen der bevæger sig mellem husene. Han vender sig i sin sovepose. Forsøger at ligge stille. Lukke øjnene. Men der er hele tiden noget, der forstyrrer. Urolige tanker. Lyde. Og så går det op for ham, at der også er noget andet. „Vågn nu op,“ bliver der hvisket. „Jeg tror ikke på, at du sover så tungt.“ Han farer sammen med et sæt. Griber ud efter sin blaster. „Shh,“ lyder det. „Vær dog stille. Ellers vækker du bare de andre.“ Han får fat i blasteren. Knuger den til sig. Og så skimter han en blåklædt skikkelse i mørket. En pige. Det er Trish. Han ser overrasket på hende. 38



„Hvad laver du?“ spørger han. „Hvorfor sover du ikke?“ Han taler lavt ligesom hende. „Der må være noget, vi kan bruge et sted derude,“ siger hun. „Begge rumskibets kølere er ødelagte. Det er derfor, vi ikke kan lette igen. Men det er en nem reparation, hvis vi bare kan finde reserve-dele.“ „Og hvor skulle vi finde dem?“ spørger Kyo. Han har sat sig op. Ser på hende. Trish forklarer ivrigt. „Der må være noget derude et sted,“ siger hun. „Det er sikkert rigtigt,“ siger Kyo. „Godnat.“ Han gaber og lægger sig ned igen. Han vil virkelig gerne sove. Det er ikke godt at vide, hvad der kommer til at ske i morgen. Ikke godt at vide, hvem de skal kæmpe imod. Det vil være bedst at være udhvilet. Men Trish har andre planer. „Så lad os komme af sted,“ siger hun. 40


Kyo rejser sig halvt op. „Mener du nu?“ udbryder han. „Forstår du ikke, hvor farligt det er? Hvad nu, hvis de vilde opdager os?“ Trish ser på ham, som om han ikke forstår noget som helst. „Selvfølgelig er det farligt,“ siger hun. „Det er jo derfor, jeg spørger, om du vil med. Du er soldat. Er du ikke bevæbnet?“ Kyo knuger sin blaster. Den føles tryg her i mørket. „Tænk dig om,“ fortsætter Trish. „Hvad sker der, hvis vi bliver her? De vilde venter jo bare på at overfalde os. Det kan være, det først sker i morgen. Eller om en uge. Men det kan også ske om fem minutter. Og så er det for sent. Så slipper vi aldrig herfra.“ Hun hiver Kyo på benene, inden han når at protestere. 41



„Det kan godt være, at det er farligt,“ siger hun. „Men vil du hellere blive på denne planet resten af dit liv?“ Og med de ord vender hun sig om og går. Kyo ser efter hende. Han ser på de andre, der ligger på gulvet omkring ham. Det ser ud, som om alle endelig er faldet i søvn. Han ser ud i natten, der stadig er fuld af mystiske lyde. Så tager han om blasteren med begge hænder. Og skynder sig efter hende.


benni bødker har skrevet om vampyrer, zombier og andre uhyggelige væsener, siden han gik i skole. I dag er det ikke kun hans klassekammerater, men børn overalt, der læser historierne. Benni er født i 1975 og uddannet cand.mag. i dansk og filosofi. Han udgav sin første roman i 2004, og i dag er han en af Danmarks mest læste forfattere for børn og unge, kendt for serier som Kimura, Sarin, Nattens Børn og De 7 nøgler. I 2013 modtog han skolebibliotekernes store forfatterpris, og han er otte gange blevet nomineret til Orla-prisen. Senest har Benni bl.a. udgivet gyserromanen Kraken og gendigtet Grimm sammen med Kenneth Bøgh Andersen. Du kan møde ham på www.benniboedker.dk


Foto: Bjarke Ahlstrand/One Of Many