__MAIN_TEXT__
feature-image

Page 1


FROSTPLANETEN


Helios-ekspeditionen: 1. Frostplaneten 2. Ødemarkens vilde 3. Det sidste håb

Andre serier af samme forfatter: Zombie World Onkel Knoglespringer fortæller Vilkacis 2100 Imhotep 666 Operation Zombie City Køb bøger på: www.forlagetcorto.dk Læs mere og book forfatteren på: www.benniboedker.dk


BENNI BØDKER

FROSTPL ANE TEN

ILLUSTRERE T AF PE TER SNEJBJERG

CORTO


Frostplaneten Tekst: © Benni Bødker Illustrationer: © Peter Snejbjerg 1. udgave Bogen er sat med Adobe Garamond Pro 14/18 af Malene Hald og trykt hos Interpress Printed in Hungary 2020 ISBN 978-87-93497-70-2 www.forlagetcorto.dk Lix 20


Hundrede år ude i fremtiden. Jorden er under belejring, og det eneste håb om hjælp befinder sig langt ude i verdensrummet. Et rumskib med forskere og soldater sendes af sted. De er menneskehedens sidste håb. De er Helios-ekspeditionen.


1. NEDSTIGNING Trish bøjer sig over sin skærm. Hun indtaster et par tal. Kigger igen. Skifter til skærmen ved siden af og prøver på ny. „Varme-sensoren er under fem my,“ siger hun. Hun taler ikke særlig højt. Siger det mest for sig selv. Undrende. Trish taster igen på computeren. Hun er iført blå uniform. Farven fortæller, at hun er tekniker. Dem som er trænet i rumskibets styre-systemer og hoved-computerens programmer. Hun er ikke forsker eller soldat. Men hun er en af dem, som rumskibet og ekspeditionen ikke kan klare sig uden. Men der er noget, hun ikke forstår. „Den falder,“ siger hun. „Det giver slet ikke nogen mening.“ Denne gang taler hun højere. Hun opdate10


rer sensoren. Skifter mellem de to skærme igen. Tjekker programmet. Alt virker. Men hun forstår stadig ikke. Hun ser op på den officer, der står ved skærmen ved siden af hende. „Tre my,“ fortsætter hun. „Den ligger hele tiden på mellem tre og fem my.“ „Og hvad betyder det på et sprog, som vi andre forstår?“ spørger officeren. Trish ser overrasket på ham. Nogle gange er det utroligt, hvad folk ikke fatter. Selv de simpleste tekniske ting forstår de ikke. „Den scanner efter liv på planeten under os,“ forklarer Trish tålmodigt. „Den måler varmebølger hos levende væsner. Men lige nu giver den intet udslag. Eller næsten ikke noget.“ Hun tøver og ser på officeren. „I hvert fald ikke nok til menneske-liv,“ siger hun. „Ifølge sensoren er der ikke mennesker på planeten. Den er ubeboet.“ 12


Officeren ryster på hovedet. „Det kan ikke passe,“ siger han. „Det er jo formålet med vores ekspedition. Vi skal finde den gamle koloni. Det må være dit program, den er gal med.“ Mere når officeren ikke at sige, for i det samme bliver der kaldt på ham. Han kaster et sidste blik på Trishs skærm. Så skynder han sig væk. Trish ser efter ham. Hun befinder sig på broen. Herfra bliver rumskibet styret. Det meste er én stor computer. Overalt vrimler det med officerer, navigatører og teknikere som Trish. De har sat gang i nedstigningen til planeten under dem. Der er hektisk aktivitet overalt. På den centrale simulator kan Trish se, at rumskibet er gået ind i fase tre. De er fløjet ind i planetens tyngde-felt. Hoved-reaktoren er slået fra. Alt kører efter planen. Men der bliver ved med at komme folk 13


til broen. De løber. Flere står bøjet over deres skærme. Diskuterer ivrigt. Trish baner sig vej hen til simulatoren. Den viser hele rumskibet. Alle målinger og data. Hun kan se, at de har kurs mod planeten Helios. Hjælpemotorerne er begyndt at bremse. Farten aftager, som den skal. Alt ser rigtigt ud. Bortset fra at noget blinker nederst på skærmen. Et symbol ved den ene køler blinker langsomt. Og så går den ud. „Køleren,“ siger Trish. „Der er noget galt med den ene køler.“ Hun skynder sig tilbage til sin egen skærm. Hun kalder maskin-broen. Får fat på mester. „Den er gal med køler 2,“ siger hun. „Hvis den står af, bliver hjælpe-motoren overbelastet. Så kan vi ikke bremse. Vi ramler ind i planeten med 40.000 km i timen. Vi bliver alle smadret.“ Mester sukker. 15


„Tak, det har vi allerede fået besked om,“ siger han. „Tror du, at du er kaptajn om bord? Vi har styr på det. Vi forsøger at koble køleren fra, så den ikke står helt af. Motoren skal nok klare det. Den skal bare holde 30 sekunder endnu.“ „Og hvad hvis den ikke gør det?“ „Ja, det sagde du jo selv,“ svarer mester. „Så bliver vi til et festfyrværkeri af en slags, som denne planet aldrig før har set.“ Så logger mester af. Trish ser sig om på broen. Ingen står længere bøjet over deres skærme. I stedet ser alle på den store simulator. Ingen siger noget. Alle holder vejret. Håber på at motoren klarer den ... For sig selv tæller Trish ned. 10-9-8-7 ... Hun hører et svagt klonk, og så et ryk. Hun ser igen på de andre. Alle ser forvirrede på hinanden. Og så lyder kaptajnens stemme over højtalerne. 17


„Landingsmodul 1, 2, 3 og 4 er nu aktiveret,“ siger han. „Velkommen til planeten Helios!“


2. INGEN SPOR AF BEBOELSE Planetens overflade er ikke andet end is og frost. Som om det er vinter hele tiden. Alt er hvidt. Trish og de andre har termo-dragter på. Beskyttelses-briller. Ilt-maske i bæltet. Atmosfæren på Helios er fin. De kan trække vejret. Men ilt-niveauet er ikke så højt som på jorden. Det er en god idé med ekstra ilt. „Kan du have en mere?“ spørger Josh. Han er iført samme blå dragt som Trish. Han står ved siden af et tårn af kasser. Rumskibet er bag dem. Rundt om i sneen ligger forsyninger og proviant. Udstyr til tekniske målinger. Våben. Og et mobilt laboratorium. „Er du sikker på, at vi ikke skal blive og hjælpe?“ siger Trish. „Jeg var med til at teste kølerne, inden vi tog af sted.“ 19


„Mester siger, det er o.k.,“ siger Josh. Han peger over på en gruppe teknikere, der står ved rumskibet. Sol-panelerne er foldet ud. De har åbnet ind til det ene maskinrum. „Køler 2 nåede at brænde sammen,“ siger Josh. „Men mester siger, at de sagtens kan ordne den. Det er en dyse, der skal erstattes. De andre bliver tilbage og får styr på det.“ Josh hjælper hende med at spænde en kasse fast på ryggen. Ligesom de andre er hun godt læsset til, da de begynder at vandre. Hun vinker til de andre teknikere. Så begynder turen ind over Helios. De er en stor gruppe. Besætningen på rumskibet består af mange forskellige. Teknikere. Officerer. Soldater. Forskere. Diplomater. Læger. De fleste har trænet i over et år. Det er begyndt at sne, men de kan stadig se langt. Planeten virker ufrugtbar. En ødemark. 21


Dækket af frost og is. Enkelte klipper stikker op. Men ingen tegn på bebyggelse. Ingen spor af beboelse. Det er svært at forestille sig, at menneskehedens redning skal findes her.


3. VÆSNER I SNEEN Jorden er dømt til undergang. Alle ved det. Det er kun et spørgsmål om tid, før belejrings-tropperne slår igennem satellit-skjoldet, der skal beskytte Jorden. En hær af destroyere venter bare på at komme igennem. De fleste af verdens storbyer står allerede i brand. Skove og marker ligger øde hen. Der er daglige angreb. Snart vil Jorden være plyndret for de sidste ressourcer. De overlevende vil blive ført bort som slaver. Jorden er dømt til undergang, og der er ingen hjælp at hente nogen steder. Næsten. For der er én desperat mulighed. Det er derfor, Trish og de andre er sendt af sted med Helios-ekspeditionen: For 200 år siden var Jorden hærget af en krig mellem alle verdens lande. Folk flygtede. 23


Alle troede, at der snart ikke ville være noget sted tilbage, man kunne leve i fred. Derfor sendte man en ekspedition ud i rummet. Til den nyopdagede planet Helios. Atmosfæren var velegnet. Videnskabsfolk mente, at Helios måske var et sted, menneskeheden kunne starte forfra. Alle verdens lande arbejdede sammen om den store opgave. En raket blev bygget i al hemmelighed. Himmel-skibet Argos. Ekspeditionen blev også sendt af sted, men man hørte ikke noget fra dem. Verdens-krigen sluttede. Med tiden glemte folk alt om ekspeditionen. Indtil et forsinket signal en dag kom igennem fra den fjerne planet. Et signal fra dem, som var nået frem til Helios mange år tidligere. Et signal fra kolonien i rummet. Ekspeditionen fra Jorden var nået frem. 24


Mennesker havde bosat sig på den fjerne planet Helios og gjort den til deres. Siden da har ingen hørt fra dem. Men mange klynger sig til håbet. At der et sted derude i verdens-rummet er mennesker. Mennesker som kan hjælpe Jorden i nødens stund. Derfor er Helios-ekspeditionen sendt af sted. For at opsøge det sidste håb om hjælp. Men når Trish kigger ud over den frosne ødemark foran hende, så har hun svært ved at se, hvilken hjælp de skal finde her. Helios virker øde og forladt. Eller næsten. „Jeg troede ikke, der var indfødte på planeten,“ siger Josh. Han kommer op på siden af Trish. Ligesom hende slæber han på kasser med udrustning. „Var det ikke derfor, planeten blev valgt i sin tid?“ fortsætter han. „Ilt og atmosfære som på Jorden. Ubeboet. Alt det der.“ 26


„Jo,“ siger Trish og nikker. „Hvorfor spørger du?“ Josh peger længere frem. Hun kan se, at flere af de andre er standset op. Et par pudser deres briller eller retter på deres udstyr. Som om de ikke helt forstår, hvad de ser. Ekspeditionen har været planlagt i lang tid. Forskere og videnskabs-folk har studeret Helios. Satellitter er blevet sendt af sted. Der er blevet målt og beregnet, så intet skal komme som en overraskelse. De har udstyr med, der passer til klimaet og atmosfæren. Alt er forberedt ned til mindste detalje. Kun én ting er de ikke forberedt på. „Indfødte?“ siger Trish. „Det forstår jeg ikke ...“ Ligesom Josh og de andre har hun fået øje på noget længere fremme. Det er svært at se ordentligt, men det er et levende væsen af en slags. Det sidder på toppen af en klippe. Det kigger 27


på dem. Drejer hovedet fra side til side og ser på dem. Som om det holder øje med dem. Der går et øjeblik, og så er væsnet ikke længere alene. Flere dukker op. De er nemme at se i den hvide sne. Ét efter ét dukker de op. Væsnerne sætter sig på klipperne rundt omkring. De sidder stille. Holder sig på afstand. Observerer dem. „Er den for tung at bære?“ lyder det bag Trish. „Skal jeg tage den?“ Hun vender sig om mod en i grå dragt. En soldat. Han peger på kassen, som hun har stillet fra sig i sneen. I hænderne har han en blaster af en slags. Han holder den vandret, klar til at skyde. „Den ser tung ud,“ siger han. „Jeg forstår godt, hvis du ikke kan bære den.“ Han peger igen på kassen for fødderne af Trish. Det går op for hende, at han tror, at hun 28


ikke har kræfter nok. Hun ryster på hovedet og samler kassen op. „Burde du ikke hellere holde øje med dem der?“ siger hun. „Jeg tænkte bare ...“ siger soldaten. Men Trish er allerede gået videre. Det var måske at overreagere lidt, men hun bryder sig ikke om soldaterne. Der er mange af dem med på ekspeditionen. Lige så mange, som der er forskere og teknikere. De er tungt bevæbnede. De holder sig for sig selv. Trish bryder sig ikke om deres våben. Hun bryder sig ikke om, at de fylder så meget. Hun går hen til de andre. De fortsætter videre frem, mens de ser på de mystiske væsner. Officererne og teknikerne går i en samlet flok. De er omringet af soldater, der alle har deres våben klar. Trish studerer væsnerne på klipperne. Det ser 29


ud, som om de sidder på hug. De ligner nysgerrige dyr i en zoologisk have. Aber der kigger på de besøgende. Det er ikke godt at vide, hvem der er mest overraskede over at møde nogen her i sne-ørkenen. Flere af forskerne er allerede i gang med at lave notater. Nogle filmer. De kan nu se mange af de mystiske væsner. De sidder overalt. De er snart omringet af dem ... Trish begynder at få en fornemmelse af, at noget er galt. Hun ser sig om efter Josh, men kan ikke få øje på ham. I stedet ser hun soldaten fra før. Han virker også urolig. I det samme rejser de mystiske væsner sig. På én gang. Som på kommando. De er nu så tæt på, at Trish kan se deres blottede tænder. Og så kaster de sig ud over klipperne. De løber ned mod ekspeditionen.


4. ANGREB De vilde bæster er på størrelse med store børn. De har lange arme og lange ben. Deres tænder er blottede. Som om de ikke kan lukke munden. Som om de hele tiden er klar til at overfalde. Det er ikke til at se, om de har pels, eller om de bare er iklædt noget. Et par af dem bærer laset stof. De ligner vilde dyr, men ikke af en slags, som Trish har set før. Nu kaster de sig over soldaterne. De kommer vrimlende fra alle sider. Deres brøl er dybe og hæse. Soldaterne skyder på dem, men de vilde fortsætter bare deres angreb. Det er, som om de ikke mærker smerten. De er ikke andet end tænder og klør. Sultne rovdyr uden tanker eller følelser. Trish og de andre forsøger at beskytte hinanden. Soldaterne skyder hele tiden. Det er, som 32


om det eksploderer omkring hende. En af de vilde trænger igennem muren af soldater. Trish bliver væltet omkuld, da den kaster sig over Josh. Han skriger, da den flår hans beskyttelsesbriller af. Han bliver slynget om på jorden. Ned på ryggen. Den vilde sætter sig på ham, som om den skal til at ride ham. Med klo-lignende hænder tager den fat om hans ansigt. Forsøger at presse øjnene ud. Trish stirrer rædselsslagen på det. De blottede tænder. De røde øjne. Munden der nærmer sig Joshs hals. Hun skriger. Hun skriger, så højt hun kan. „Så gør dog noget!“ råber hun mod en soldat. „Kan du ikke se, at vi har brug for hjælp?“ Hun sparker og slår til den vilde. Forsøger at få den væk fra Josh. Hamrer på den af alle 34


kræfter, mens hun skriger i panik. Den vilde er ligeglad med hendes slag. Den har tænderne i Joshs hals. Hun kan se blodet sive ud i sneen. Hun skriger igen. Overalt omkring Trish er der kaos og rædsel. Råben og panik. Hun hiver fat i soldaten. Ser at det er ham fra før. Ham der ville bære hendes kasse. Han hæver sin blaster og trykker af. Flammerne skyder af sted. De strejfer den vilde, der kommer med en lyd. Et gurglende brøl. Soldaten fortsætter. Retter blasteren mod den vildes hoved. De røde øjne ser på ham, men så springer den vilde væk. Soldaten vender sig om mod Trish. „Du er såret,“ siger han. „Er det alvorligt?“ Han peger på hendes pande. Trish fører en hånd op. Hun har ikke lagt mærke til noget. Nu kan hun se, at der er blod. 35


I det samme vender soldaten sig om. Han lader flammerne afsøge landskabet. Får endnu en af de vilde på flugt. Trish skynder sig at hjælpe Josh. Han ligger i sneen. Han er blevet bidt i struben, så blodet løber. Men det er ikke det værste. Den vilde har flået hans beskyttelses-dragt op. Han risikerer at forfryse. Trish stopper blødningen med en hånd. Hun ser sig om. Der er blevet stille omkring hende. Folk stønner og beklager sig, men ingen råb. Ingen brøl eller paniske skrig. De vilde er blevet jaget på flugt. Soldaterne står stadig klar med deres blastere. Men der er ikke nogen at skyde efter. De vilde er stukket af. De har taget deres sårede og døde med sig. Trish kan se røde spor i sneen. „Her, tag den her,“ lyder det ved siden af hende. 37


Det er soldaten fra før. Han rækker en forbinding til hende. „Tak,“ siger hun. Hun skynder sig at presse den mod Joshs sår. Så råber hun efter en mediciner. De har travlt med at forbinde de sårede, men heldigvis er det ikke så mange. Angrebet var uhyggeligt. Der var mange af de vilde, men de havde ikke en chance mod soldaternes blastere. Trish puster ud. Hun ser på soldaten ved siden af hende. „Og du må undskylde, at jeg råbte ad dig,“ siger hun. „Det var lidt presset lige der.“ Soldaten er stadig rød og svedig efter kampen. „Det tror jeg på,“ siger han. „Men bare rolig, jeg er klar!“ Han klapper sin blaster. Den er brandvarm. Han griner igen, og Trish griner med ham. 38


Han smiler og ser nysgerrigt på hende. Lige så nysgerrigt, som hun ser på ham, gætter hun på. Hun kan læse hans navn på uniformen. Kyo. Det går op for hende, at soldaten er yngre end de andre. De er de to yngste på ekspeditionen.


5. STRANDET I RUMMET Medicinerne har forbundet alle. Der er ingen døde, men flere er hårdt sårede. Josh skal bæres. Ekspeditionen bliver nu ledet af soldaterne, så de ikke bliver overraskede én gang til. Forskerne og teknikerne og besætningen går i en samlet flok. Rundt om dem er der nu to rækker soldater. Længere forude går en patrulje og spejder. Endelig kan de fortsætte hen over ødemarken. De tager ingen chancer denne gang. Der lader til, at de vilde har lært deres lektie. De holder sig væk. Der er ingen spor af dem. Ingen sidder på klippetoppene og spejder efter dem. Ingen uhyggelige skikkelser viser sig i sneen. Det er igen, som om planeten er ubeboet. Men Trish og de andre er nervøse. Og de undrer sig. 40


Ekspeditionen til Helios er sendt af sted for at finde menneske-kolonien. For at søge hjælp hos deres fjerne fætre og kusiner i de ydre rum. Men de har ikke fundet det mindste spor af mennesker. Ingen spor af en koloni. Til gengæld blev de overfaldet af vilde, som ingen vidste noget om. Indfødte som ikke engang Trish’ sensor kunne spore. Hvad er der sket med de folk, som kom hertil med raket fra Jorden for 200 år siden? Bukkede Argos-ekspeditionen under for de vilde? Blev de udryddet én efter én? Tanken får det til at gyse i Trish. For første gang tænker hun, at det faktisk er rart med de mange soldater. Hun føler sig tryggere, når hun er omgivet af dem. Og de er klar. Det opdager hun, da der igen er noget, der bevæger sig. Et sted bag dem lyder en knagen i isen. Straks falder det første skud. 41


„Hvad sker der?“ spørger Trish. „Er det de vilde igen?“ Men med det samme bliver hun hevet ned. En af de andre har fået hende med ned på isen. Ned i sikkerhed. De andre ligger omkring hende. Soldaterne har løftet deres blastere. Men der lyder ikke flere skud. Trish kigger op. Gennem sneen kan hun se noget længere bagude. Mørke skikkelser. De kommer nærmere. Nu kan hun se, at de er klædt i blåt. Det er teknikere. Det er mester og de folk, der blev tilbage for at reparere rumskibet. Trish kommer på benene. Hun skynder sig hen til dem. „Det er ikke bare køler 2, der er røget,“ siger mester. „Begge kølere er nedsmeltede. Jeg ved ikke, hvordan det kunne ske.“ 42


Et par officerer er også kommet hen til dem. „Hvad betyder det?“ spørger en af dem. Mester trækker på skuldrene. Hans skæg er fuld af is. „Jeg ved det ikke,“ siger han. „Motorerne kan ikke klare sig uden kølere. De vil blive overbelastede. Bryde sammen. Og så har vi ikke kraft nok til at komme herfra. Hvis vi ikke finder på noget, kan vi ikke forlade Helios igen.“ Trish kan høre højtlydte gisp og råb bag sig, efterhånden som budskabet breder sig. „Og I har efterladt rumskibet?“ fortsætter officeren. „Uden bevogtning?“ Mester trækker på skuldrene. „Det er jo ikke ligefrem, fordi nogen kan stjæle det,“ siger han. „De kan i hvert fald ikke flyve væk med det.“ Det sidste er der ikke nogen, der griner ad. Der er i det hele taget ikke noget at grine af. De 44


er strandet på Helios. Og der er ingen spor af den koloni af mennesker, de var kommet for at finde. Trish og de andre hanker op i udstyret. De går videre i samlet flok. Stadig med soldaterne omkring sig som beskyttelse. Men stemningen er ikke god. Trish kan se på de andre, at alle tænker det samme. Ekspeditionen er en fiasko. Her er ingen spor af dem, som de kom for at finde. Og måske vil de aldrig vende tilbage herfra. Trish går hen over ødemarken. Det er tungt og hårdt. Det meste af tiden ser hun ned i sneen. Går med bøjet hoved og kæmper sig frem i det tunge føre. Hun bliver mere og mere træt. En gang imellem ser hun op. Men hele tiden er det det samme. Koldt og hvidt, så langt øjet rækker. Alt er frossent og øde. Der er ingen spor af de vilde. Ingen spor af noget andet. 45


Eller er der? Et sted langt ude i horisonten er det, som om noget stikker op. „Hvad er der?“ siger Trish. „Er det en af de vilde igen?“ Ingen svarer hende. Alle er lige så trætte som hende. Opgivende. Det lader ikke til, at de andre har bemærket noget. Trish sætter sin oppakning fra sig. Hun kravler op på en klippe. Tager er par skridt hen over isen, indtil hun kan se ud over landskabet. Derude i horisonten er der noget. „En kikkert!“ råber hun. „Hvem har en kikkert?“ Der går kun et øjeblik, og så står en soldat ved siden af hende. Kyo. Han har ikke en kikkert, men han rækker sin blaster frem mod hende. Han peger på sigtet. „Du kan bruge den her,“ siger han. 46


Trish har ikke lyst til at holde blasteren. Hun kan ikke lide våben, og den er tung. Men Kyo holder den for hende, så hun kan kigge igennem sigtet. Og der er den. Ingen tvivl. De har fundet den. „Jeg kan se kolonien!“ råber hun. „Vi har fundet den!“ Hun peger ivrigt og råber. Flere af de andre kravler op til dem. Trish peger ivrigt. Når først man ved, hvad man skal se efter, er det nemt nok. Derude i horisonten stikker noget mørkt op. Og i blasterens sigte er det helt tydeligt. Trish smiler til Kyo og træder til side, så han også kan se. Der bliver jublet bag dem. I horisonten kan de skimte tårne og bygninger. Højhuse. Det er en by. En menneskeby på Helios. De har fundet menneske-kolonien i verdens-rummet.


benni bødker har skrevet om vampyrer, zombier og andre uhyggelige væsener, siden han gik i skole. I dag er det ikke kun hans klassekammerater, men børn overalt, der læser historierne. Benni er født i 1975 og uddannet cand.mag. i dansk og filosofi. Han udgav sin første roman i 2004, og i dag er han en af Danmarks mest læste forfattere for børn og unge, kendt for serier som Kimura, Sarin, Nattens Børn og De 7 nøgler. I 2013 modtog han skolebibliotekernes store forfatterpris, og han er otte gange blevet nomineret til Orla-prisen. Senest har Benni bl.a. udgivet gyserromanen Kraken og gendigtet Grimm sammen med Kenneth Bøgh Andersen. Du kan møde ham på www.benniboedker.dk


Foto: Bjarke Ahlstrand/One Of Many


LÆS OGSÅ BIND 2 OG 3 ...


Profile for corto2014

Benni Bødker: Helios 1 - Frostplaneten  

Benni Bødker: Helios 1 - Frostplaneten  

Advertisement

Recommendations could not be loaded

Recommendations could not be loaded

Recommendations could not be loaded

Recommendations could not be loaded