__MAIN_TEXT__
feature-image

Page 1


Generation 2.0


I serien 2100: Flugtaktion CPH Generation 2.0 Tusmørke (under forberedelse) Køb bøger og book forfatteren på: www.forlagetcorto.dk Af samme forfatter bl.a.: De grædende Genfærdslegionen Ulvene fra Konstantinopel Blod til Baphometh Krageklippen Lygtemænd Den hornede Hvil i Helvede Jeg venter i mørket Imhotep 1-3 Operation 1-4 Zombie City 1-4 Læs mere på: www.benniboedker.dk


B E N N I

B Ø D K E R

G E N E R A T I O N

I L L U S T R E R E T

S I M O N

A F

B U K H A V E

2 . 0


2100: Generation 2.0 Tekst: © Benni Bødker Illustrationer: © Simon Bukhave 1. udgave Bogen er sat med Elena af Malene Hald og trykt hos Interpress Printed in Hungary 2016 ISBN 978-87-93107-88-5 www.forlagetcorto.dk Lix 21


1. Der er kratere, så langt øjet rækker. Nogle af dem så dybe, at solens stråler aldrig når derned. På bunden er der ikke andet end is og mørke.

– Jeg nærmer mig sektion 0.19, siger Jerry.

– Det meste ligger i skygge. Jeg kan ikke se noget.

Der går et øjeblik, før hun får fat på basen.

Hun studerer de mange spor af meteoritter, der i tidens løb har ramt planeten. De fleste er så små, at de blot er skrammer. Det er en ødemark. Her er ingenting. Intet andet end kratere og ørken.

– Fortsæt fremad, lyder det. – For foden

af skråningen ligger et stort bassin. Du kan komme ind ved sektion 3.12. 5


Jerry nikker. På indersiden af sin hjelm

kan hun se koordinaterne. Det er Kimi, der sidder med kortene. Fra sin plads ved den centrale computer på Hermes kan hun dirigere Jerry det rigtige sted hen. Jerry ser sig omkring, mens hun holder øje med skærmen. Der er information om alt. Temperatur. Tid. Højde. Luftens sammensætning. Bevægelse. Spor af liv. Alt bliver målt.

Hun er det første menneske, der sætter fod

på planeten. Her i udkanten af solsystemet er der ikke mange rum-stationer. Her er ikke anlagt kolonier. Ikke endnu.

– Jeg fortsætter lige frem, siger Jerry. – På

vej igennem sektion 3.10.

Hun lader sig glide ned ad skråningen.

Planetens inderste kerne består af flydende jern. Men på overfladen ligner den de fleste beboelige planeter. Jord, sand, klippe. 8


Temperaturen kan til gengæld svinge ekstremt i løbet af dagen. Flere hundrede grader. Selv i den bedste beskyttelses-dragt vil man koge eller fryse ihjel, hvis man rammer det forkerte tidspunkt.

– Du er fremme nu, siger Kimi. – Afvent

korpset. Jerry fortsætter lidt videre. Satellitter fra Hermes og andre baser har fotograferet planeten. Robotter har taget prøver. Alt er undersøgt for at finde ud af, hvad planeten består af. Hvordan den er opbygget.

Lige fremme skulle der være en nedgang

til underjordiske kanaler. Gamle vand-kanaler overalt under planetens overflade. Der kan være aflejringer af vigtige mineraler. Jerry skal ned og tage prøver.

– Jeg kan stadig ikke se nogen nedgang,

siger Jerry. – Jeg fortsætter fremad. 9


– Vent, siger Kimi. – Korpset først. Du

ved, hvordan det er.

Jerry sukker.

– Hvad er pointen med at sende mig ned

for at tage prøver, hvis korpset smadrer det hele først?

Der er tavst i radioen. Så dukker en anden

stemme op. Isabel. Basens leder.

– Du kender ordrerne, siger hun. – Det

er for din egen sikkerheds skyld. Alt liv skal udryddes først.

Modvilligt træder Jerry et skridt til siden.

Bag hende kommer en patrulje. Tre kvinder og tre mænd i rumdragter. Alle med tegningen af en gylden pil i en cirkel på brystet. Koloni-korpset. De er bevæbnet med ultralyd og kemiske geværer. De kan udrydde alt liv i en kæmpe radius. En af mændene nikker til Jerry. Han 10


giver ordrer til de andre, og de løber af sted i to grupper. De nærmer sig et sted i skyggerne fra hver side.

Jerry ser op mod stjernerne i mørket over

hende. Hun hader det. Hader koloni-korpset og deres våben. Skyd først og spørg senere. Det er den brutalitet, der har lagt det meste af Jorden øde. Gjort den ubeboelig for mennesker. Det var i sidste øjeblik, der kom gang i rumrejserne. Hvis ikke kolonialiseringen af rummet var begyndt, ville mennesket være gået under.

I det samme hører Jerry det første brag

bag sig. Mærker trykbølgen. Hun stirrer vredt op i mørket, mens korpset udrydder alt levende i kanalerne under dem. De tager ingen chancer, før hun får lov til at gå ned. Jerry vender sig først om, da røgen er ved at lægge sig. Korpset er trådt til side. En 12


af dem peger på en åbning, hvorfra hun kan komme ned i de underjordiske kanaler. Hun kigger ind.

Alt er dækket af røg. Jerry tænder sin pro-

jektør. Det hjælper kun lidt. Snart vil røgen være væk, og så kan hun måske se bedre. Hun finder scanner og prøvekasse frem.

– Vi venter her, siger en af mændene. – Vi

går ikke længere.

Jerry nikker og ser på det kemiske gevær,

der bliver rakt frem mod hende.

– Jeg vil ikke have våben med, siger hun.

– Jeg hader det.

Men manden ryster bare på hovedet.

– Du kender reglerne, siger han. – Ingen

må gå ubevæbnet omkring på en ukendt planet. Jerry sukker og tager imod geværet. Så vender hun sig om og bevæger sig hen ad den 13


trange gang. På vej ind i planetens ukendte indre. Alene.


2. Farverne overvælder Jerry. Hun går hen ad gangen, der fører ind i planetens indre. For hvert skridt dukker flere farver op omkring hende. Hun mærker forsigtigt på væggene. De føles porøse. Som om hun kunne stikke en hånd igennem. Som om de er levende.

– Organisk liv, siger hun i radioen. – De

er overalt på væggene.

Hun lader hænderne glide hen over no-

get, der ligner svampe eller sporer. Tager prøver. Alt det farvestrålende er vækster, der gror direkte ud af væggene. Som alger under vandet, der klynger sig fast til havbunden.

– Fortsæt længere ned, siger Kimi i hendes

øresnegl. 16

Jerry går videre. Standser kun for at studere


væksterne. Korpsets våben har ikke smadret dem. Hun tjekker computeren i sin hjelm. Den holder øje med tryk og ilt, men der er ingen fare. Uden rumdragt vil de fleste dø, så snart de sætter foden uden for basen. De vil kvæles på grund af lufttrykket.

Men ikke Jerry. Hun er ikke som de an-

dre. Ikke som korpset eller dem på Hermes. Jerry tilhører Generation 2.0. Første generation af menneske-børn født i rummet. Første generation, der aldrig har sat deres fod på den overbefolkede og forurenede Jord.

Jerry kender kun den blå planet fra bille-

der og hologrammer. Eller når hun kigger ud fra en rumsonde og ser det, der i dag mest er en gråsort planet. De afsvedne rester af en døende planet. Stigende temperatur har udtørret havene. Om 100 år vil ingen kunne bo på den. 17


Fremtiden tilhører Jerry og de andre, der

har rum-sonder og rum-stationer som deres hjem. De har nemmere ved at omstille sig. Hun og hendes slags kan færdes, hvor gammeldags mennesker ikke kan overleve.

Jerry tager så mange prøver som muligt.

Ud af mørket dukker hele tiden flere sære former op. Gule, grønne, røde. Selvlysende vækster, der dækker væggene og rækker ud efter hende. Som grene eller arme.

Det er derfor, hun er her. Det er derfor,

ekspeditionen er så vigtig. Hun skal finde ud af, hvilke mineraler planeten gemmer på. På andre planeter har man bygget ilt-fabrikker, så menneskene kan klare sig. Men det kræver de rigtige råstoffer.

Jerry fortsætter fremad, mens hun hele

tiden holder øje med sin scanner. Hun er overvældet af alt det, hun ser. På overfladen 18


er planeten gold og øde. Men hernede er der liv over det hele. Og nu opdager hun, at scanneren giver udslag.


Det kan ikke passe. Jerry standser. Stude-

rer scanneren. Hun tjekker den én gang til. Sensoren giver udslag. Den viser, at der er noget bag hende. Nogen bevæger sig.

– Hvad laver I? siger hun i radioen. – I ved,

at korpset dør, hvis de kommer helt herned.

Hun ser sig omkring i den smalle gang.

Der er ikke noget at se.

– Hvad taler du om? siger Kimi. – Korpset

venter ved indgangen som aftalt. De går ikke længere. Der er ingen andre dernede end dig. Jerry ser på scanneren. Den bliver ved med at give udslag.

– Noget bevæger sig et sted længere bag-

ude, siger hun.

Hun forsøger med sin projektør. Der er

intet at se. Hun overvejer, hvad hun skal gøre, og så forsvinder signalet igen. 20

– Jeg går længere ned, siger hun så. – Jeg


mangler bare de sidste prøver.

Hun slukker for radioen. Fortsætter vide-

re. Måske der er noget galt med scanneren. Farverne fortsætter omkring hende. Det må tyde på næring. Mineraler. Det hun er på jagt efter.

Hun skraber prøver af. Små stykker af de

farvestrålende svampe. Sporer der kan blive undersøgt på laboratoriet på Hermes. Men nu lyser scanneren op igen. Denne gang er det foran hende. Noget bevæger sig et sted lige fremme. Noget levende. Hun banker på apparatet. Måske er der en løs forbindelse. Hun kan stadig ikke se noget. Jerry begynder at blive nervøs. Er hun ikke alene hernede? Er der noget i planetens indre? Et levende væsen? Hun trykker på panik-knappen. Sender 21


nødsignal til basen. Med det samme har hun lsabel i radioen.

– Hvad sker der? Er der noget galt?

– Jeg ved det ikke, siger Jerry.

Hun kan ikke skjule nervøsiteten i sin stemme. Det kan ikke passe. Korpset har sendt ultralyd af sted. Blastet med deres kemiske geværer. Der burde intet levende være her. Og alligevel.

– Jeg opfanger signaler, siger hun. – Her

er et eller andet. Lige foran mig. Nej, vent. Nu kommer signalet bagfra.

Hun vender sig hurtigt.

– Og nu kommer det fra siden, siger hun.

– Er scanneren ved at gå amok? Det er hele vejen rundt om mig, men jeg kan ikke se noget.

Hun taler hurtigere nu. Panikken er ved

at få tag i hende. Hun vender sig hele tiden rundt. Lyser med projektøren. Kan stadig 22


ikke se noget. Men scanneren siger, at der er noget. Og det kommer tættere og tættere på.

– Du er bevæbnet, siger Isabel. – Fyr løs.

Forvandl det hele til et sort hul, så der ikke er en rest tilbage, hvad det så end er!

– Men jeg aner ikke, hvad jeg skal skyde

efter, siger Jerry. – Vi ved ikke engang, hvad det er. Om det er godt eller ondt.

Der er en kort pause, inden Isabel svarer.

– Det spiller ingen rolle, siger hun. – Vores

24


opgave er at gøre denne planet klar til næste fase. Udryd alt liv. Det er en ordre! Og så afbrydes radioen. Jerry snurrer rundt. Hun mærker sveden prelle på sit ansigt. Trækker vejret hurtigt. Hvad foregår her?

Nu hører hun også noget. Et eller andet i

mørket. Mærker noget. Bevægelse.

Hun kan stadig ikke se andet end skygger.

Så griber hun bedre fat om geværet. Afsikrer det. Klar til at skyde.

I det samme farer noget frem fra mørket.

Straks river hun i aftrækkeren. Fører ge-

været rundt. Skyder mod alt i nærheden.

Og alligevel får noget fat i hende. Det føles

som en fangarm. Hun skriger. Noget rødt har 25


snoet sig rundt om hendes ben.

Jerry skyder som i blinde. Fyrer efter alt,

hvad der bevæger sig. Men nu er det hendes arm, der bliver holdt fast. Hun forsøger at flygte. Løbe af sted. Det er svært, når hun bliver holdt fast af noget i mørket.

Jerry skriger for sit liv og skyder omkring

sig. Rammer noget. Falder om. Hun kommer halvvejs på benene igen. Kravler videre, men bliver taget igen. Denne gang bliver Jerry løftet op. Hun aner ikke, hvad der sker med hende, da hun bliver slynget gennem luften. Ind mod væggen. Og igennem den.


3. Kvalme. Hovedpine. Det gør ondt over det hele, da Jerry rejser sig op. Hun mærker sit hjerte banke hårdt. Ser ned ad sig selv.

Rumdragten er ikke skrammet. Hun er

ikke kommet noget til. Hun har stadig geværet. Knuger så hårdt om det, at hun næsten får krampe. Hun tjekker straks scanneren. Ingenting. Den giver ingen udsving.

Hun ser sig nervøst omkring. Ingen lyde.

Intet tegn på liv omkring hende. Til gengæld er der noget andet. Hun vender sig rundt. Hun er ikke længere i den trange gang, men i en slags grotte. Hun går hen til en af væggene.

Også her vokser der svampe og sporer i et

mylder af farver. De lyser. Nærmest stråler. Alt er tilvokset. Grottens vægge er dækket 28


hele vejen rundt om hende. Selv bunden er fuld af farvestrålende vækster, der sender lys ud over det hele.

Jerry tør knap nok flytte fødderne af frygt

for, hvad hun vil træde på. Det går op for hende, at det må være derfor, hendes scanner gav udslag hele tiden.

Planterne er et væsen. Et væsen korpset

ikke kunne udrydde med deres våben. Under planetens overflade er alt levende. Én stor organisme, der ikke kan slås ihjel, og som har bredt sig over det hele.

– Er du i live? lyder det i det samme i radi-

oen. – Skærmen blev sort.

Forvirret nikker Jerry og svarer.

– Er du kommet noget til? fortsætter Kimi. – Har du set noget?

– Ja, siger Jerry. – Jeg har set den.

Det går et øjeblik, inden Kimi svarer. 29


– Har du udryddet den? lyder det. – Hvad

er det, du har set?

Men Jerry siger ikke noget. Hun har fået

øje på noget. På gulvet. Lidt væk gror sporerne tættere. Her er de orange, gule, røde. Skarpere i farverne.

Hun går forsigtigt nærmere. Der er noget

galt. Noget ligger på gulvet. Eller måske nogen. Det ligner tre kroppe.

Jerry bøjer sig over en af dem. Tager fat i

noget mos, der kun langsomt giver slip. Det har dybe rødder. Har siddet her længe. Nedenunder kan hun se rumdragten. En gylden pil i en cirkel.

Hun rejser sig op. Endelig går det op for

hende, hvad hun kigger på. Det er tre døde kroppe, der ligger på gulvet. Tre mennesker overbegroet med vækster. Med tiden nærmest vokset sammen med dem. 32


Jerry skraber med en fod på den ene. Fjer-

ner belægningen af svampe. Der sidder et gevær. Stadig i sit hylster. De har ikke engang haft deres våben fremme.

Hun vil kontakte Hermes igen, da hun

opdager, at hun ikke kan bevæge sig. Hun forsøger at flytte sig, men kan ikke. Hun bliver holdt fast.

33


Fangarme. Sporer. Grene. Nogen griber ud efter hende. Breder sig op fra gulvet. Ud fra væggene. Sporer, der tager hendes fødder. Omvikler hende, så hun ikke kan bevæge sig. Låser hende.

– Det er overalt, får hun sagt i radioen.

Hun bliver fastholdt, og alligevel er hun

ikke bange.

– Åbn ild, lyder det i radioen. – Alt liv skal

udryddes!

Men Jerry hører ikke længere efter. Af en

eller anden grund skriger hun ikke eller forsøger at gøre modstand. Hun bliver holdt fast, men mærker en enorm ro brede sig. En følelse af fred. Af glæde.

Hun kan ikke så meget som bevæge hån-

den, men alt føles godt. Hun får på fornemmelsen, at det taler til hende. Uden ord. Blot med følelser og fornemmelser. 34


Det påvirker hende. Får hende til at føle

sig godt tilpas. Bedre end nogensinde.

Jerry har stadig sit gevær i hånden, men

hun knuger det ikke længere. Hændernes greb er løsnet. Hun ved ikke, hvad der sker. Hun ved bare, at hun ikke mere er skidt tilpas. Hun er ikke bange.

Så åbner hun hånden. Slapper grebet. La-

der geværet falde til jorden.

Der går et øjeblik, og så slipper fangar-

mene hende. Væksterne trækker sig tilbage. Lader hende gå. Jerry står et øjeblik og ser på den store organisme. De mange farver i luften omkring hende.

Og så styrter hun af sted. Ud og væk.


4. Der lyder glade råb, da Jerry træder ud af slusen. Ved ankomsten til Hermes blev hendes prøver ført i en forseglet container ned til laboratoriet. Selv røg hun direkte ind i slusen.

Hun har været igennem tre kamre med

kemiske bade og scannere. Det er nødvendigt, at alt fremmed bliver fundet og fjernet. Den mindste bakterie eller virus kan slå hele besætningen ihjel. Mennesker født på jorden er ekstremt følsomme for rum-sygdomme.

– Vi troede ikke, du ville komme tilbage,

siger Kimi. – Du gjorde os godt nok forskrækkede.

Jerry smiler til hende og nikker. Så baner

hun sig forbi de andre kammerater, der tager imod hende og er glade for, at hun klarede 36


den. De vil alle høre, hvad hun har oplevet, men Jerry går direkte op til broen. Op til Isabel.

Ekspeditionens leder står foran compute-

ren. Hun er ved at diskutere med en officer. De er travlt optaget, men Jerry afbryder dem.

– Det var mænd fra koloni-korpset, der

lå dernede, siger hun. – De havde ligget der længe.

Isabel ser på hende. Retter på sin uniform.

– Det er fra sidste ekspedition hertil, si-

ger hun. – Vi havde målinger af, at der måske var organisk liv under overfladen. Derfor sendte vi vores folk ned, men de kom aldrig op igen.

Jerry ser sig omkring på kommando-bro-

en. Der er fuld aktivitet, og Isabel giver en hurtig ordre til officeren.

– Men hvorfor mig? siger Jerry. – Hvorfor 37


skulle jeg så ned?

– Du er Generation 2.0 siger Isabel. – Du

er anderledes end os. Du er ikke kun et menneske. Du er mere. Du kunne trænge længere ned. Finde ud af, hvad der gemte sig dernede.

Jerry står som lamslået. De har vidst det

hele tiden.

– Vi er nødt til at udrydde det hele, fort-

sætter Isabel. – Hvis vi skal udnytte planeten her, går det ikke, at den er beboet. Det forstår du vel nok?

Så vender lederen sig om og går tilbage

til computeren. Hun giver en besked til en af de andre, og nu går det op for Jerry, hvad de er i gang med. Isabel er ved at beordre en sprængning af de underjordiske gange for at udrydde alt liv på planeten.

Jerrys indsamling af videnskabelige prø-

ver var bare et dække. I virkeligheden blev 40


hun sendt derned for at finde ud af, om der gemte sig liv under jorden. Så det kunne blive udryddet.

– Nu! siger Isabel.


Og der er intet, Jerry kan gøre. På skær-

mene kan hun bare se. Det sker nu. Hun ser støvskyen rejse sig. Eksplosionerne. De underjordiske gange, der bliver revet op. Jorden der synker sammen. Endnu en sprængning og endnu en.

Hun ser dem sprænge i ét væk, indtil der

umuligt kan være noget tilbage i live. Hun ser dem slå hele planeten ihjel.

Og imens tænker hun på den lille prøve-

kasse, der står nede i laboratoriet. Den lille prøvekasse med mos. Sporer der tilsyneladende kan sprede sig og klare sig overalt.

Den lille kasse, som hun om et øjeblik vil

gå ned og åbne.


HVAD N U HV I S D E R E R E N MU R R U N D T O M K R ING K Ø B ENH AV N? HVAD N U HV I S B Y E N E R O MD A N N E T T I L ÉT S TO RT FÆ NG S EL? HVAD N U HV I S D E T E R U MU L I G T AT S L I P P E V Æ K ?

H V O R D A N VIL DU SÅ KL ARE DIG I ÅR 2100?


HVAD N U HV I S A L L E V E R D E N S B Y E R E R S M A D R ET? HVAD N U HV I S H V E R D A G E R E N K A MP FO R LIV ET? HVAD N U HV I S D E T E R E N N Y S T E N A L DER ?

H V O R D A N VIL DU SÅ KL ARE DIG I ÅR 2100?


benni bødker har skrevet om vampyrer, zombier, varulve og andre uhyggelige væsener, siden han gik i skole. I dag er det ikke kun hans klassekammerater, men børn i mange lande, der læser historierne. Benni er født i 1975 og uddannet cand.mag. i dansk og filosofi. Han udgav sin første roman i 2004, og i dag er han en af Danmarks mest læste forfattere for børn og unge, kendt for serier som Kimura, Sarin, Nattens Børn og De 7 nøgler. I 2013 modtog han skolebibliotekernes store forfatterpris, og han er syv gange blevet nomineret til Orla-prisen. Senest har Benni bl.a. udgivet gyserserierne 666 og Imhotep samt spændingsserien Operation.


Foto: Bjarke Ahlstrand/One Of Many

Du kan møde ham på www.benniboedker.dk


Profile for corto2014

Benni Bødker: 2100 - Generation 2.0  

Benni Bødker: 2100 - Generation 2.0  

Advertisement

Recommendations could not be loaded

Recommendations could not be loaded

Recommendations could not be loaded

Recommendations could not be loaded