Page 1


Claus Grymer

Vinterfrugt


Vinterfrugt Af Claus Grymer 1. udgave, 1. oplag © Unitas Forlag, 2016 Grafisk tilrettelæggelse: Claus Nielsen Unitas Forlag Frederiksberg Alle 10 DK-1820 Frederiksberg C Tlf. 3324 9250 www.unitasforlag.dk unitas@unitasforlag.dk ISBN: 978 87 7517 991 6 Kopiering er kun tilladt i henhold til gældende lov om ophavsret. Trykt hos Scandinavian Book


1


1 Gerda havde ikke villet sige noget til Ejnar om brevet fra Frans. Nej, hun ville bare snakke lidt. Det var så længe siden. Derfor havde hun ringet. Meningsløst at fortælle sønnen om brevet! Hvordan skulle han kunne interessere sig for en uventet hilsen til sin halvgamle mor fra en mand hun havde kendt for otte år siden og ikke havde kontakt med mere? Så naturligvis – ikke et ord. Men næsten med det samme sagde hun: – Jeg har forresten fået brev fra en tidligere bekendt. – Hvem? – Frans. Tavsheden suste i røret. Varede den ikke for længe? Mistænkeligt længe? Endelig spurgte han med en måske eller måske netop ikke helt almindelig stemme: – Frans hvem? Talte han ikke med en lethed der virkede påtaget? Eller lagde hun for meget i noget som hun måske i virkeligheden slet ikke hørte? – Han var kollega med far på Folkebladet, sagde hun. En kort pause. Så var han der igen, ligesom tøvende: – Du siger Frans ... Jo, der var noget. En særlig årvågenhed. Og vist for meget årvågenhed. – Det er navnet, ja. – Jamen, så ... – Ved du alligevel hvem det er? – Jeg kender hans eksistens. Lad mig sige det sådan.

7


– Du kan næppe have truffet ham. – Far har nævnt ham. Måske forventede han at hun skulle spørge om hvorfor Harald havde nævnt Frans. Eller var det lige netop hvad han ikke forventede? – I talte vist om mange ting, far og dig. – Indimellem. Især i hans sidste tid. – Egentlig tror jeg at han talte mere med dig end med mig. Men nok om det. Hun spurgte: – Hvad går du ellers og laver? – Jeg går ikke, jeg sidder. – Og retter stile? – Stile, stile, ja. I én uendelighed. – Er det hårdt? – Det er i hvert fald hårde tider for stavningen. Sproget vånder sig. – Står det så galt til? – Værre. Mange gange før havde han sagt noget lignende. Det var automatiserede gentagelser. Og han virkede lidt fjern. Som om han tænkte på noget andet end sine lærerkvaler. Havde det noget med Frans at gøre? Hvorfor skulle det? Hvorfor skulle det ikke? Ejnar spurgte: – Hvad ville han? – Åh, såmænd ikke noget særligt. – Det passer vist ikke. Nej, det havde han ret i. Frans skrev at han som tidligere medarbejder ved Folkebladet var blevet inviteret

8


med til dets hundrede års jubilæum. Han spurgte om ikke hun kom så de kunne ses igen. Men var det en god idé? Ganske vist havde den noget tiltrækkende ved sig. Og så nok alligevel ikke. En enke på hendes alder, 61, burde ikke gøre sig selv til et mødested for dumme forhåbninger. Og dog havde de været hos hende flere, ja, mange gange. Ikke mindst da hun læste at Frans var blevet alene. Hans kone havde forladt ham. Men ville en genoptagelse af noget, der nok slet ikke kunne gentages, ikke være en direkte vej tilbage, ikke så meget til alt det dejlige – hvad hun måtte fastholde at det havde været – men først og fremmest til hvad det havde ført med sig? Hendes svigt. Hun havde ladet Harald passe sig selv. Også da han havde haft mest brug for hende. Måske havde hun været medskyldig i hans død. Fordi hun intet havde gjort, men bare havde registreret, udeltagende, ligeglad. Sådan måtte han have følt. Og så havde han ikke villet mere. Hvad skulle han blive for? Kunne han ikke selv have gjort noget for at det var blevet anderledes? Men først til allersidst havde han taget sig sammen, få timer før han døde. Stadig mærkede hun varmen fra hans hånd den aften. Hans kærtegnende hånd ned over hendes ryg. Ingen tvivl: Det var kærtegnende, den havde været. Hun sagde: – Frans spørger om vi skal ses til Folkebladets jubilæum. – Og det skal I vel?

9


– Jeg ved ikke. Det er længe siden jeg blev inviteret, men dengang havde jeg ikke meget lyst til at deltage. Jeg var jo bare halvtidsmedarbejder. En af de anonyme. – Du vil jo gerne. Hun krøb i skjul bag et svagt smil: – Hvad ved du om det? – Har jeg ikke ret? – Det er jo det der er spørgsmålet. – Det skal da nok blive hyggeligt. – Jeg ved ikke. Hvad skulle hun sige? I grunden var det jo slet ikke noget hun burde sige noget om. Nej, hun burde tie om det ligesom hun altid havde gjort. Måske tog hun stadig fejl. Men hun blev ved med at føle at Ejnar vidste noget som han ikke burde vide. Denne tavshed i røret. Det var som om den hele tiden lurede på hende. – Jeg er ikke sikker på at det vil være rigtigt af mig at komme, sagde hun så. Han forstod måske ikke hvad hun hentydede til. Eller forstod han det netop alt for godt? – Ikke tillade dig ... hvad mener du? – At mødes med Frans. Røret brændte i hendes knugende hånd. – Jeg mener det faktisk temmelig alvorligt, tilføjede hun. – Men mor ... Brat afbrød han sig selv. Atter tavshed. Så spurgte han: – Må jeg komme et smut i aften?

10


Hvad ville han? Det lignede ham ikke sådan bare lige ... – Kom endelig. – Jeg har noget at sige dig.

11


2


2 Hvorfor havde hun giftet sig med Harald? Svar kunne hun finde uden de store problemer. Også gode svar. Sådan set. I øvrigt havde hun aldrig stillet spørgsmålet så direkte før: Hvorfor havde hun giftet sig med Harald? Havde hun ikke turdet stille det? Det korte, men ikke nødvendigvis udtømmende svar var at hun havde giftet sig med ham fordi han havde grædt – grædt på grund af hende. Han kunne altså græde. Men hun havde kun oplevet det denne ene gang. Han havde været bange for at miste hende. Derfor. Så meget kunne hun altså betyde for en mand. Ja, så meget at hans dybeste følelser blev vakt. Hun havde ikke troet det muligt. Ikke for hende, den grå og kedelige søster til den altid lysende Helene. Mange – eller måske snarere alle – havde sikkert svært ved at forstå at to piger der var så forskellige, kunne være søstre. Og egentlig havde hun også selv svært ved at forstå det. Skulle hun nogensinde igen opleve at en mand ville græde på grund af hende? Næppe. Så selv om hun egentlig havde slået op, var hun blevet ved med at være kæreste med Harald. Hun havde ikke syntes at hun kunne tillade sig andet. Men heller ikke dette var et udtømmende svar. Ganske vist kunne hun ikke med rimelighed hævde at han var

14


den mand hun havde drømt om. Men hun vidste at han gerne ville have været det. Og var det ikke næsten lige så godt? Bør viljen ikke belønnes selvom den er svag? Første gang hun så Harald, var hjemme i præstegården. Han ville have Helene med i en serie om unge og deres fremtidsdrømme. Serien blev bragt på en ungdomsside som han redigerede i Folkebladet hvor han dengang var journalistelev. Helene lod nærmest til at betragte pressens opmærksomhed som en selvfølge. Alle var jo vilde med hende – hvorfor så ikke også den? Efter Haralds opringning, hvor interviewet blev aftalt, hørte Gerda søsteren fortælle moren hvad han havde sagt. Noget med at han havde lagt mærke til hende fordi han flere gange havde skrevet om koncerter med det kirkekor hun var medlem af. Han havde da heller ikke kunnet undgå at lægge mærke til hende da hun hver gang havde de fleste af solopartierne. Hun var korets primadonna. Noget i den retning. Var moren med til koncerterne, var Gerda også. Ikke fordi hun havde lyst. Snarere tværtimod. Men moren ville at hun skulle. De få gange Gerda havde forsøgt at undslå sig, havde moren reageret med noget der lignede forargelse – over at den grå af hendes døtre kunne være andet end taknemmelig over at opleve skæret fra den lysende. Hver gang havde Gerda da også straks opgivet al videre modstand. For moren havde uden tvivl ret. Hun kunne ikke være andet bekendt end at lytte lige så meget til søsteren som alle andre gjorde – med ansigterne henført vendt op mod hende.

15


Helene sang da også dejligt – måtte Gerda indrømme. Og det var svært ikke at blive betaget når hun slap sin stemme løs, og den bare steg og steg. Skønhed der blev ved og ved. Uden at søsteren tilsyneladende gjorde noget for det. Ikke andet end at åbne munden. Så gik resten af sig selv. Sådan virkede det. Hun så lidt fremmed ud når hun lod sangen strømme ud af sig. Men samtidig var det som om hun var mere sig selv end ellers. Og lidt stolt var Gerda da over hende. Men det kunne blive for meget med Helene i centrum for alles opmærksomhed, og hun så ned i gulvet eller ind i ryglænet på bænken foran. Men naturligvis var hun den eneste der reagerede så forkert. Og selvfølgelig kunne hun ikke være det bekendt. Når Gerda blev fraværende – eller prøvede at blive det – kunne moren puffe hende i siden med albuen. Så gjaldt det om at se hurtigt op. Det gjorde hun så. Men måske fandt hun hemmeligt noget andet at kigge på – så hun kunne blive bare en lille smule fraværende. Uden at moren opdagede det. Engang prøvede hun at opnå den eftertragtede tilstand ved at lade blikket følge en vildfaren sommerfugl der flagrede rundt oppe ved et af vinduerne. Hele tiden var hun hos den. Mens søsteren sang og sang som om hun aldrig ville holde op. Gerda var sikker på at sommerfuglen og hun var de eneste i rummet der for længst havde fået nok. Efter et stykke tid lod den til at blive lige så træt af det hele som hun selv var. Og den satte sig nederst i vindueskarmen.

16


Vingerne holdt op med at bevæge sig. Helt stille sad den. Måske var den faldet i søvn. Det kunne Helene have rigtig godt af. Og moren. Gerda prøvede at gøre det samme. Med åbne øjne. Ellers gik det ikke an, og moren ville stikke til hende med albuen. Det var som om Helene kunne alt hvad hun ville. På et tidspunkt begyndte hun pludselig at interessere sig for tennis. Og det var jo klart at den hvide tennisdragt klædte hendes velformede, brune krop og fik hende til at se så kæk ud, som havde det hele tiden været meningen at hun ikke alene skulle synge, men også spille tennis. Gerda syntes ikke det varede længe før hun blev regnet som en af de bedste i klubben. Ligesom hun heller ikke syntes det varede længe før hun begyndte at vinde pokaler og dermed tillige som sportspige kom til at ligne en primadonna. Pokalerne smilede hun imidlertid overbærende ad, hun fandt dem grimme og ville ikke have dem på sit værelse. Men selvfølgelig fandt moren en plads til dem et andet sted i huset. Og et sted hvor de ikke risikerede at blive overset. Helene smilede en anelse koket ved middagsbordet: – Hvad synes I jeg skal sige til journalisten at jeg drømmer om? Moren var der med det samme: – Du kan jo sige at du gerne vil være sangerinde. Helene lo: – Vil jeg da det? – Vil du ikke?

17


Moren lød næsten bekymret. – Det aner jeg da virkelig ikke, sagde Helene. – Jeg vil blive så stolt af dig. – Er det vigtigt? Med et smil tilføjede hun: – Jeg kunne også blive pilot. – Pilot? – Er der noget i vejen med det? Kjeld vil være pilot. Kjeld var en af hendes forhenværende kærester. Sine forhenværende omtalte hun altid med en lethed, som havde der aldrig været noget mellem dem. Eller som om hun havde glemt det. Hvorfor huske hvad der ikke fandtes mere? Hun fik sig da bare en ny kæreste. Kærestesorger havde hun vist aldrig haft. Kun kærester. Den ene efter den anden. At være hendes udvalgte – hvor kort det end varede – var det højeste fyrene kunne opnå, fornemmede Gerda. Sådan set forstod hun dem. Men samtidig irriterede det hende at hun forstod dem. – Vær nu fornuftig, sagde moren. – Hvorfor det? Hvis jeg nu kan lide at være ufornuftig. Helene lo. Som hun altid lo til verden, uden videre sikker på at den ville le tilbage. Det kunne den heller ikke lade være med. Bøjet over sin tallerken skævede Gerda til søsteren. Det var så typisk for hende at hun ikke kunne tage sig af om hun blev det ene eller andet. Hun var vel sikker på at uanset hvad det endte med, ville det være med noget hun havde fortjent. Noget hun ønskede. Eller forlangte. Hun var ikke bange for store drømme. Det var som om hun havde noget sammen med dem. Altid blev alting

18


som hun gerne ville have det. Og hvorfor skulle det ikke fortsætte? Faren rømmede sig. Han så alvorlig ud. Det gjorde han næsten altid. Han havde tydeligvis ingen lyst til at deltage i den lille leg om fremtidsdrømme som Helene og moren fornøjede hinanden med. Han ville heller ikke kunne ramme den muntre og legende stil som var deres. Og så ville han komme til at virke endnu mere alvorlig. Det kunne moren sagtens finde på at påtale. Og det pinte faren. Sådan som det altid pinte ham når hun rettede noget ved ham. Ganske vist sagde han aldrig noget der kunne bekræfte det. Men Gerda var ikke i tvivl. Det pinte ham. Hun kunne se det. Føle det. Moren kunne sikkert også, men lod til at være ligeglad. I hvert fald fremturede hun. Åbenbart følte faren sig trods sin manglende lyst forpligtet til at komme med et bidrag til legen, tørrede sig langsomt om munden og sagde med en stemme der lød lige så kedelig og uengageret som han så ud: – Du kan sige at du drømmer om at blive tennisstjerne Atter lo Helene: – Hvorfor skal jeg drømme om noget jeg allerede er? Faren smilede. Forsigtigt. Altid var han så forsigtig. Gerda mærkede hans blik mod sig. Han ville måske inddrage hende. Eller i det mindste åbne en dør som hun kunne liste igennem. Hvis hun havde lyst. Det havde hun ikke. Hun spiste videre. Uden at han protesterede. Han lod hende gøre som hun ville. Sådan som han så ofte gjorde. Aldrig blandede han sig i noget som han heller ikke burde blande sig i. Det havde hun ofte været tak-

19


nemmelig over. Og hun var det igen mens hun spiddede et stykke frikadelle, puttede det i munden og sendte ham et hurtigt blik. Han måtte gerne opfatte det som et blik mellem to der forstod hinanden. Men han så allerede væk, hen over bordet, ud gennem vinduet og videre ud i haven. Bag buskene ragede kirketårnet op. Han var igen blevet så fjern som han for det meste var. Og lige så alvorlig. Men lidt opmærksomhed havde han altså alligevel vist hende. Det undrede hende såmænd ikke. Flere gange havde hun erfaret at han kunne være nærværende selvom han så ud som om han tænkte på noget der kun angik ham selv. Så sagde moren: – Gerda! Hvor er du? – Det kan du vel se. – Har du slet ikke noget at foreslå Helene? – Næh. – Det må du da have. Faren sagde: – Lad nu Gerda være. Ja, de forstod hinanden, hun og ham. Så hun havde skønnet rigtigt: Han var klar over at hun ikke havde lyst til at levere stikord til Helenes kvikheder. Søsteren klarede sig sagtens uden. Måske endda bedre. Hvad skal lys med kedeligt gråt? Sommetider var Helene næsten for sikker på at hun klarede sig. Klarede alting. Også på den måde kunne det blive for meget med hende. Mon ikke faren syntes det samme? Moren gjorde selvfølgelig ikke: – I to holder altid sammen, sagde hun.

20


Et øjeblik håbede Gerda at faren ville bekræfte at det netop var hvad de gjorde. Ikke fordi hun regnede med at han ville. Dertil var han for nærig med ord. Men egentlig betød det måske heller ikke så meget. For mon ikke han uden videre anerkendte at moren havde ret? At de holdt sammen. Hun langede ud efter endnu en frikadelle. Ikke fordi hun var særlig sulten. Men når hun havde mad i munden, kunne moren ikke med rimelighed forlange at hun skulle sige noget. Også faren var begyndt at spise igen. Det opfattede hun som en yderligere accept af at hun forholdt sig tavs. Med ansigtet vendt ned mod sin tallerken sagde han: – Fremtiden kan vi have alle mulige forestillinger om. Den gør alligevel som den selv vil. – Nu ikke så pessimistisk. Moren lød næsten som skældte hun ud. Men det faren sagde, var da ikke spor pessimistisk. Han sagde det jo bare som det var. Kunne moren ikke indse det? Faren så lidt forskrækket ud: – Jeg mener bare … Men det havde moren ikke tid til at høre på. Hun havde atter vendt sig mod Helene: – Jeg synes at du skal samle dig om sangen. – Det synes journalisten vist også. Da telefonen i det samme kimede, forlod Helene straks bordet, tilsyneladende overbevist om at det var hende der blev ringet til. Det var det også. Naturligvis. For sådan var det: Alle ville have fat på Helene.

21

Vinterfrugt  

Søstrene Helene og Gerda er hinandens modsætninger. Helene betager alle, men ingen kigger på Gerda. Lige indtil Harald dukker op.

Vinterfrugt  

Søstrene Helene og Gerda er hinandens modsætninger. Helene betager alle, men ingen kigger på Gerda. Lige indtil Harald dukker op.