Religiøst sprog i en verden der ikke forstår det

Page 1



Religiøst sprog i en verden, der ikke forstår det Af Malene Bjerre

Eksistensen


Religiøst sprog i en verden, der ikke forstår det Af Malene Bjerre © Forfatteren og Eksistensen 1. udgave, 1. oplag 2021 Grafisk tilrettelæggelse: Tina D. Laursen Foto: Miklos Szabo ISBN: 978-87-410-0868-4 Tryk: TopTryk www.eksistensen.dk


Indhold Indledning...................................................................................

7

Regel 1: Du skal tale et sprog, folk forstår......................... 19 Kirkens særsprog.................................................................... 29 Poetisk eller faktisk læsning.................................................. 41 Kirkesprog er metaforisk....................................................... 64 Regel 2: Du skal interessere dig for dem, du taler med..... 79 Svend kan ikke få svar ........................................................... 86 Præstet på en uhensigtsmæssig måde.................................. 97 Regel 3: Du skal tale om det, folk interesserer sig for....... 102 Måske taler vi bedst om troen ved at tale om noget andet... 106 Se, der er en undertekst......................................................... 120 Enetale eller samtale?............................................................. 128 Samskabelse og det fælles ...................................................... 145 Regel 4: Du skal finde din kerne, så du kan stå ved dig selv.... 150 Meningen med det hele......................................................... 156 Står i forhold til noget større ................................................ 161 Hvordan gør vi det så?...................................................................... 166 Værktøjskasse til at deltage i den offentlige samtale .......... 184 Efterskrift: De privilegerede indviedes klubsprog ............... 209



Indledning Folkekirken er en humlebi, der ikke kan flyve. Men den ved det ikke, og derfor gør den det alligevel. Humlebi-fortællingen er en dejlig analogi, for den tillader os at hævde, at vi i nogle forhold ikke rationelt behøver at kunne forklare, hvordan tingene hænger sammen. Den antyder, at der kan herske en uransagelighed inden for et særligt område, der gør, at det hæver sig op over almindelige regler. Folkekirken er tit blevet kaldt en humlebi. Meget, der ikke burde kunne fungere, men som gør det alligevel, er blevet udpeget: selve det forhold, at man overhovedet kan enes om at være i kirke sammen trods store indbyrdes uenigheder om alt fra vielse af homoseksuelle til flygtningepolitik. Et tostrenget ledelsessystem, hvor præster og kirkens ansatte skal arbejde sammen, men har to forskellige arbejdsgivere. 7


En økonomi, hvor pengene ikke følger biskopperne, de øverste i det klerikale myndighedshierarki, men befinder sig i sogne og provstier. Og sammenligningen med humlebien kan være belejlig, for så behøver vi ikke ændre noget. Hvis de regler, der normalt gælder for organisationer, ikke gælder for kirken, der så åbenbart bliver holdt oppe af noget andet, kan vi jo læne os lidt tilbage og måske nynne: ’Kirken, den er et gammelt hus, står, om end tårnene falde’. Myten om humlebiens manglende flyvefærdighed holder bare ikke. Den stammer muligvis fra franskmanden Antoine Magnan, som i 1934 opstillede en aerodynamisk model, der demonstrerede, at biens flyveegenskaber simpelthen stred mod de fysiske love. Men der var fejl i beregningerne, viste det sig i 2005. De tog ikke hensyn til, at humlebiens vinger ikke er glatte men ru, og at de derfor hvirvler særlig meget luft op. Humlebien kan faktisk flyve, også rent videnskabeligt. Spørgsmålet er så, om folkekirken kan flyve? Jeg tror, den er stærkt udfordret – og at den ikke for alvor er klar over det. 8


I denne bog vil jeg argumentere for, at folkekirken er nødt til at udvikle sin eksterne kommunikation, hvis den fortsat skal føles så relevant for danskerne, at de holder fast ved den: at de fortsat vil blive gift i den, døbe deres børn, bisætte deres kære fra den. Vende sig mod den, når de og samfundet er i krise. Lytte til dens ord og synes, de er vigtige. Den eksterne kommunikation definerer jeg her som kommunikation, der ikke er henvendt til de mennesker, der jævnligt finder vej ind ad kirkedøren eller på anden vis holder en form for kontakt til folkekirken. Det er til diskussion, hvor mange der egentlig bruger kirken fast. Engang har jeg hørt en munter formulering af nogle cirkatal: 75 procent af danskerne er medlem af folkekirken. 10 procent ved, at de er det, og 2 procent kommer til højmessen. Det lyder som en vittighed og er det nok også, men jeg er nu overrasket over, hvor tit folk svarer: ’Det ved jeg ikke’, når man spørger, om de er medlemmer. ”Jeg har ikke meldt mig ind, så det tror jeg ikke, at jeg er,” lød svaret eksempelvis i en undersøgelse foretaget for Horsens Provsti1, hvor den 21-årige 1

Jeannette Refstrup: Kirken er hvor præsten er (2016)

9


salgs- og marketingstuderende dog derefter kunne fortælle, at han både var døbt og konfirmeret. Så når han heller ikke vidste, at han aktivt havde meldt sig ud, så var han jo nok stadig medlem – men altså uden at være klar over det. Ifølge denne løselige beregning tilhører 65 procent af befolkningen denne gruppe af ikke-så-aktive medlemmer af folkekirken. De kan være meget forskellige. Nogle kan føle sig stærkt knyttet til kirken uden at opsøge den; andre kan være ligeglade med den, eller måske endda negativt indstillet. Nogle kan tænke, at man jo aldrig ved, hvornår man får brug for kirken, sådan lidt ligesom vi tænker om vores ulykkesforsikringer, som de fleste af os er glade for at have alligevel. Der er ingen tvivl om, at det ville tjene folkekirken godt, hvis vi vidste meget mere om denne gruppe: deres ønsker, behov, forestillinger og begrundelser for stadig at betale i gennemsnit 130.000 kroner i løbet af deres liv i kirkeskat.2 Noget har vi dog fået at vide gennem FUV’s store befolkningsundersøgelse fra foråret 2020.3 Det ser 2 3

10

https://udmeldelsefolkekirken.dk/kirkeskat/ Religiøsitet og forholdet til folkekirken (FUV, 2021)


ud til, at tallene er bedre, end man kunne have frygtet. 77 procent af den danske befolkning – ikke bare af medlemmerne – har haft kontakt med folkekirken gennem det sidste år. Men hvad er det så for en kontakt, de har haft? 56 procent har været til bryllup, dåb, konfirmation eller begravelse. 43 procent er gået en tur på kirkegården, og 22 procent har været til et kulturelt arrangement. Mens 14 procent har deltaget i mindst én søndagsgudstjeneste. Når medlemmerne bliver spurgt om deres begrundelser for medlemskabet, er de to dominerende svarmønstre4 det, rapporten kalder ”det kulturelle medlemskab” og ”det distancerede medlemskab”. De ”kulturelle medlemmer” giver begrundelser som bevarelse af kirkebygninger, den kristne kulturarv og muligheden for at bruge kirkens tilbud. De ”distancerede medlemmer” tænker ikke så meget over medlemskabet og har indimellem bare ikke fået meldt sig ud. Tallene er overvejende blevet fremstillet positivt for folkekirken, og det er de da også. Det er godt, at folk 4

Mønstrene dækker tilsammen kun 44 procent af årsagerne til medlemskab, så der er også mange andre begrundelser – de danner bare ikke et mønster

11


holder af kirkebygningerne, at de kan lide at gå tur på kirkegården, at de gerne vil komme, når der bliver inviteret til familiefest eller koncert i kirken. Men er det nok? Eller kunne man give mere til denne meget store gruppe? Gælder forkyndelsesforpligtelsen ikke også over for dem? Det er i hvert fald ikke forkert at sige, at man i folkekirken er meget lidt opmærksom på, at man nødvendigvis må kommunikere til de ”kulturelle” og de ”distancerede” medlemmer på en grundlæggende anderledes måde end til de medlemmer, der kommer til søndagsgudstjenesterne. For slet ikke at tale om ikke-medlemmerne. Jeg vil mene, at folkekirkens særstatus nødvendigvis må komme med en forpligtelse til ikke bare at prædike for de allerede omvendte, men også til at vedligeholde en offentlig samtale om religion og kristendom på den offentlige samtales præmisser. Bogen er først og fremmest henvendt til præster. De er både trænede og dygtige til at tale med denne gruppe og udfolde kirkesproget ved dåbssamtaler, konfirmandundervisning, samtaler med brudepar, efterladte og folk i sjælesorg. Men det er lettest at 12


tilpasse vores sprog til mennesker, når vi sidder lige over for dem og kan se, hvornår de bliver fjerne i blikket, og det er efter min mening ikke ambitiøst nok at nøjes med det personlige møde. Jeg vil give mit bud på, hvilke krav det stiller til kommunikationen, hvis kirken vil nå længere ud end det. Lige nu flyver folkekirken stadig. Men med det ganske vist lille, men til gengæld konstant dalende medlemstal er det ikke sikkert, at den bliver ved med det. Det er nødvendigt, at kirken begynder at interessere sig for, hvordan man deltager i en offentlig samtale. Det vil sige den samtale, hvor ingen har opsøgt kirken. Hvor den stiller sig til rådighed med sit perspektiv uden at have den opsøgtes privilegerede status og autoritet. Det er et perspektiv, som faktisk efterspørges i samfundet, og som den enkelte har brug for. Du kan ikke give svar, når ingen har spurgt. Så må du gøre dig gældende på anden vis, på samtalens vilkår. Her er mit bud på de regler, der må gælde for sådan en samtale:

13


1. Du skal tale et sprog, folk forstår 2. Du skal interessere dig for dem, du taler med 3. Du skal tale om det, folk interesserer sig for 4. Du skal finde din kerne, så du kan stå ved dig selv

Det er disse regler og deres betydning for folkekirkens kommunikation, som denne bog vil undersøge. Bogen er en lidt vildtvoksende bastard – på en gang en debatbog, en refleksion over det religiøse sprogs særlige karakter og betingelserne for at forkynde i en sekulær offentlighed. Og så er den også et konkret bud på, hvordan man som præst kan gribe fat i ét hjørne af denne offentlighedsteologi i praksis, nemlig gennem klummer og kommentarer. Jeg taler for, at folkekirken lærer at se kirkesproget som et særsprog, den skal kunne oversætte. Og med Shakespeareoversætteren Niels Brunses ord blive mere opmærksom på, hvad oversættelsen giver, end hvad man mister: Found in translation! Det er min oplevelse, at folkekirken ikke for alvor forstår behovet for en oversættelse, måske fordi præster og de faste kirkegængere selv behersker deres 14