Page 1

Jakob Brønnum

Kristus som antihelt ALFA


Kristus som antihelt


Af samme forfatter:

Horisont digte 1988 Ind gennem lysninger digte 1989 Skyggedage prosadigte 1990 Elegi for Mozart essay 1991 Europadigte 1991, 2. udg. 1996 Brød og bøn digte 1993 Den lange søndag roman 1994 Mørke roman 1996 Sjælen og landskaberne digte 1997 Kulturhistoriske årstal håndbog 2001, norsk udg. 2003 Kun sig selv roman 2004 Vejen ud og vejen hjem digte 2004 Forfølgeren roman 2007 Pinballmesterens drøm fortællinger 2010 Månen i din hånd haikudigte 2010, 2. udg. 2011 Jobs drøm og andre fortællinger 2011 Verden ifølge U2 essay 2012 Kirkegården ved havet digte 2012


Jakob Brønnum

Kristus som antihelt


Tak til forlagsredaktørerne Jeanne Dalgaard og Charlotte Ekstrand for helt uundværlig lydhørhed og medspil. Tak til lektor, phil. dr. Rúna í Baianstovu, som jeg har den udsøgte fornøjelse at dele tilværelsen med, for at insistere på sammenhængen mellem moderniteten og det evangeliske næstekærlighedsbegreb, indtil jeg selv kunne formulere den. Tak til bibliotekarerne Lise Johannsen, København, og Kamma Kirk Sørensen, Gentofte, for hjælpsomhed og højt tempo en lørdag i august.

Kristus som antihelt Jakob Brønnum © Forfatteren og Forlaget Alfa 1. udgave, 1. oplag 2013 ISBN 978 87 7115 088 9 Omslag og sats: RPC Sat med Book Antiqua Omslagsbillede: White Crucifixion af Marc Chagall Tryk: ScandinavianBook Forlaget Alfa Frederiksberg Allé 10 DK-1820 Frederiksberg C 3324 9250 www.ForlagetAlfa.dk


Indhold INDLEDNING Hvis Kristus (ikke længere) er svaret, hvad er så spørgsmålet?

9 9

1. del I. SIGNALEMENT AF EN MENNESKELIG TILSTAND Prolog om livet og døden Dødens lys Det moderne menneskes ensomhed og et ubesvaret spørgsmål til evangeliet

19

II. SIGNALEMENT AF EN MENNESKELIG REAKTION Det vigtigste i livet Den materialistiske reaktion Den religiøse reaktion Den moderne reaktion Rosinen i pølseenden eller Den teistiske undtagelse

35

III. DRØMMEN OM DET EVIGE HERREDØMME Det evige kongerige Loven Den borgerlige kristendom

58

19 27 31

35 36 41 46 52

58 75 79


IV. KRISTUS SOM HELT Kirkens legitimitet som organisation Kierkegaards og Dostojevskijs kritik af kirken og kristendommen Helten og magten Opgør med Messiastanken

83 83 90 92 94

2. del V. KRISTUS SOM ANTIHELT Magtens omvendelse Antiheltens skikkelse

101

VI. EVANGELIET SOM MODERNE PROJEKT Reformationen og friheden Kærlighed som relation (en løsagtig definition)

117

VII. KÆRLIGHEDENS OPRINDELSE Jomfrufødslen og den evige visdom Tydningen af Kristi korsfæstelse Opgøret med døden som vilkår: Den kristne opstandelsestanke

129

VIII. KÆRLIGHEDENS TRANSCENDENS Tre store fortællinger om evangeliet Evangeliets skjulte betydning Kærlighedens hemmelighed Sokrates’ argument for sjælens udødelighed Det moderne menneske og arvesynden

151

101 111

117 124

129 143 147

151 153 155 160 165


IX. FINDES DET HELLIGE? Det hellige og det rituelle Dåbens moderne tydning Nadverens påmindelse Bibelen som helligskrift Den hellige handling Gudsbegrebets frisættelse og opgøret med materialismens logik

174

X. KRISTENDOM MED OG UDEN GUD Findes der en kristen etik? Evangeliet uden Gud Den barmhjertige samaritaner og den store digter Bashos bitre dilemma

193

LITTERATURREFERENCER NOTER  

205

174 175 179 183 184 186

193 198 200

210


INDLEDNING Hvis Kristus (ikke længere) er svaret, hvad er så spørgsmålet?

Et forsøg på en moderne evangeliefortolkning

Denne bog forsøger at vise tre ting. For det første gør den opmærksom på, at det budskab Jesus af Nazaret havde, er et moderne budskab. Ligesom Sokrates skrev Jesus ikke selv noget ned. Det, han har sagt, er blevet forstået, skrevet ned og formidlet med et traditionelt samfunds normer og værdier. I dag kan vi se, at Jesus gør op med netop det traditionelle samfunds normer, og med sit universelle kærlighedsbegreb peger frem mod en moderne forståelse af tilværelsen. Inden for en traditionel næstekærlighed skylder man at elske dem, man er i familie, slægt eller klan med, eller som indgår i ens folk; altså groft sagt næstekærlighed på baggrund af blodsbånd. Det moderne i den næstekærlighed, som Jesus af Nazaret forkynder er, at forpligtelsen til kærlighed ikke har sådanne begrænsninger. Det er meget tydeligt i de replikker, han er citeret for i de få kildeskrifter, vi har. Jesus af Nazaret stod i periferien af sit samfund og blev henrettet af det som en oprører. Flere gange i løbet af bogen møder vi konkrete Jesus-citater, der er helt uforenelige med rationel samfundsorganisation. Men det kompromisløse kærlighedsbegreb, han forkyndte i sin korte karriere som omvandrende prædikant er igen og igen blevet brugt på en måde, der skjuler dets egentlige karakter. Det er der meget gode, historiske og politiske grunde til, men det har den konsekvens, at det ikke 9


rigtig kan forstås i dag. Man kan ikke sige ja til den kristne trosbekendelse, som fremsiges i enhver sognekirke hver søndag, uden betydelige indrømmelser. Hvis man skal være kristen som moderne menneske med det moderne menneskes verdensbillede, må man afgive viden, fornuft og personlig integritet.

Søges: Troende præst

Den danske kristenhed har to gange inden for de senere år hentet overskrifter i internationale medier, og det ikke på grund af forholdet til Jesu budskab. Tværtimod, kan man sige. Den ene gang var, da sognepræsten Thorkild Grosbøll skrev bogen En sten i skoen (2003) og i forbindelse med interviews offentligt bekendte, at han ikke troede på en skabende og opretholdende gud. Den anden gang var i vinteren 2013, da det, Thorkild Grosbøll stod for, blev trukket frem i en stillingsannonce for et jysk sognepræsteembede. Menigheden søgte en troende præst. Tidligere var den slags underforstået. Mogens Lindhardt, rektor for den institution der uddanner teologerne til præster, sagde i den forbindelse, at han heller ikke ville betegne sig selv som troende. Og så uddybede han det: ”At være troende kan nemt blive noget abstrakt noget, hvor man skal forholde sig til underlige himmeldyr, engle, der kommer ned og Herren, der viser sig.” Han tilføjede klogt: ”Helt banalt og grundlæggende kan man ikke være præst, hvis man ikke mener, at det er meningsfuldt at tale om Gud, kærlighed og tilgivelse. Du skal have en form for tro, der hedder, at det giver mening. Ellers vil det være som en dommer eller jurist, der ikke tror på retfærdigheden.”1 10


Mogens Lindhardts udtalelse udtrykker et træk ved det moderne, som klart viser forskellen til det traditionelle samfunds normer. På det religiøse og eksistentielle område må du selv redegøre for din tro.2 Tilværelsen har kun den mening, du selv står inde for. Traditionelt har man kunnet overtage sine forældres sammenhænge og føre dem videre. Betyder det, at vi endegyldigt må opgive tanken om den almægtige gud, hvis vi vil leve helt og fuldt i vores egen tid? Måske, måske ikke. Men for at komme i nærheden af et svar, må vi prøve at se, om man kan skelne mellem dét i gudsbegrebet, der er institutionelt, dét, der bare er tomt og dét, der har med kærligheden evangelisk forstået at gøre. Det er et af udgangspunkterne for bogen.

Arbejdet med forståelsen af næstekærlighedsbudskabet

Det andet, denne bog forsøger, er, at formulere de forestillinger, som knytter sig til troen, så de svarer på spørgsmål, vi eventuelt stiller til tilværelsen og ikke på de spørgsmål, det antikke og det middelalderlige menneske stillede. Det er ikke troen, som den har udviklet sig i de kirkelige institutioner, men det næstekærlighedsprincip, som Jesus af Nazaret prædikede, bogen forsøger at lade være i fokus. Hvis man genbeskriver næstekærlighedsbudskabet ud fra det moderne menneskes horisont, er man også nødt til at undersøge, hvilke spørgsmål til tilværelsen, det egentlig stiller. Det handler bogens kapitel I om. Kapitlerne II, III og IV forsøger – og det er bogens tredje anliggende – at vise, hvilke mekanismer der bl.a. har medført, at det evangeliske budskab er for11


blevet i sin traditionelle indpakning, mens samfundet blev moderne. Det er et forsøg på en sammenfatning af nogle konsekvenser af den tankegang, som i historiens løb ofte former kirken i retning af et rent institutionelt samlingspunkt, uden at forpligte sig på et evangelisk indhold, der svarer til Jesu budskab. Eller med andre ord: Bogens 1. del beskriver og kritiserer den traditionelle tolkning af evangeliet. 2. del forsøger så at udfolde det kirkelige trosindhold som det ville se ud, hvis Jesu budskab konsekvent blev opfattet som et moderne budskab. Der er givetvis læsere, som vil have mest ud af at gå direkte til 2. del, og så efterhånden samle op i 1. del, hvis der mangler et par mellemregninger. Nogle af de tolkninger, denne bog kommer frem til, for eksempel forståelsen af Jesu korsfæstelse (kapitel VII), er i grov modstrid med tolkninger, der har gyldighed i en traditionel sammenhæng. Det betyder ikke, at bogen afviser den traditionelle tolkning. Den er naturligvis gyldig der, hvor den henter sin legitimitet og autenticitet.

Begreberne evangelium, kirke, kristendom og teologi

Når der henvises til evangeliet, menes der indholdet af Jesu budskab. Udtrykket Kirken henviser til den historiske organisation, der har dannet sig omkring evangeliet. Med begrebet kristendom menes den samfundsmæssige virkning, kirkens formidling af evangeliet har haft (altså den religion, Jesus af Nazaret står som grundlægger af). Udtrykket teologi hentyder til en mere grundlæggende tænkning over evangeliet, kirken og kristendommen.

12


En bemærkning om, hvad der ikke står i bogen

Undervejs kommer teksten omkring en del kirkelige emner, herunder arvesynd, dåb og nadver, forholdet mellem Det gamle og Det ny Testamente, jomfrufødslen, opstandelsen og en række andre emner. Hvad der ikke er inddraget, selvom de kunne have været det, er emnerne bøn og meditation. Forholdet mellem reinkarnationslæren og kristendommen er heller ikke behandlet, ligesom de religiøse ritualer i almindelighed kun behandles indirekte. Bogen forsøger at sætte en praktisk forståelse af næstekærlighedsbudskabet i fokus. Treenigheden som teologisk konstruktion og det uhåndgribelige begreb om Helligånden er stort set ikke berørt. Den eksistentielle trøst i et her-og-nu perspektiv, der kan ligge i at se den lidende Gud i menneskeskikkelse på korset, er heller ikke bogens anliggende. Som alt, der har med det eksistentielle at gøre, udledes et nyt ubesvaret problem af enhver sammenfatning, man når frem til. Når teksten er så kort som her, siger det sig selv, at det mest kun er behandlet i overskriftsform. Alt, hvad der siges, er dog forsøgt forankret i en læsning af Jesus-ord og tolkninger af dem i Det ny Testamente. Hvad der også afgjort mangler er en refleksion over den konkrete kirkelige praksis i dag, der hvor folk mødes og er sammen om kristendommen og det menneskelige fællesskab. Hensigten med bogen er først og fremmest at søge at lade Jesu eget budskab træde så klart frem som muligt. Det må gøres ved at holde det op mod så klare modpoler som muligt, i dette tilfælde den gamle verdens kristne magtsprog, som har formet vores brug 13


af evangeliet, og det moderne menneskesyn. Der mangler stort set også konkrete referencer til kirkens omfattende sociale arbejde. Hvis det skulle inddrages, ville man også skulle tale om vefærdssamfundets privatisering, og det ville føre for vidt.

En lille bemærkning om at læse i Bibelen

Bibelen omtales ofte som ”verdens mest solgte bog”. Det er muligt, men det er ikke længere nogen kioskbasker. En del mennesker kender den indefra, men de fleste gør slet ikke. Man kan også beskrive Bibelen som en enestående dårligt redigeret antologi over småtekster, skrevet af folk, der var religiøst forstyrrede, dårligt uddannede eller næsten ikke kunne stave. Men der er ikke den gode historie, det krimiplot eller den livsvisdom, man ikke kan finde i Bibelen, særligt mellem linjerne. Bibelen kan være svært tilgængelig, fremmedartet, gammeldags og direkte ubehagelig. Men den er også sine steder utroligt underholdende. Og så står der noget om kærlighed i den, man ikke rigtig kan finde andre steder. En grund til, at mange mennesker har et fremmedgjort forhold til Bibelen, er, at den er ulogisk struktureret, genrerne er blandede og fremmedartede og man refererer ikke til sidetal, men til bøger inde i bogen og dernæst til kapitler og vers. Desuden har de fleste af os erfaret den mere kedelige brug af Bibelen, nemlig som et politisk, ikke mindst kønspolitisk og ideologisk dokument. Bibelens anden hoveddel, Det ny Testamente, er den kilde til Jesus af Nazarets budskab og ideer, der står ham nærmest, historisk set. Det drejer sig om de fire såkaldte evangelier, der hver forsøger sig med en slags biografi. De fire evan14


gelieskrifter er sat sammen af en masse brudstykker af erindringer, fortællinger og anekdoter om Jesus, nogle årtier efter hans bortgang. Samtidig har man sat disse brudstykker ind i en tolkende ramme, der er konstrueret til lejligheden. De fire evangelier anvender ikke den samme ramme. Historierne er lige så forskellige, som når fire personer beskriver et trafikuheld dagen efter. Til gengæld er evangelierne stort set ikke ændret, siden de blev samlet. Det kan man se af de ældgamle håndskrifter, der findes på steder som British Library, og af de kommentarer, som datidens kirkefolk og teologer skrev, som stadig findes. Bibelforskningen i slutningen af det 19. og det 20. århundrede påviste for første gang, men til gengæld meget klart, at bibelteksterne har været igennem en del redaktionelle lag.3 Fremfor alt har Jesus af Nazaret ikke selv valgt den sammenhæng, hans ord er blevet placeret i. Men der fandtes heller ikke nogen båndoptager på Jesu tid, og det præger den form, hans budskab er blevet videreformidlet i. Ved siden af de fire evangelieskrifter, er Paulus’ teologiske breve det andet tyngdepunkt i Det ny Testamente. Bibelteksterne kan læses på www.bibelselskabet.dk. Som udgangspunkt vil de, der har skrevet Bibelen, altid sige noget andet end det, man umiddelbart kan læse ud af teksten. Der er underforståede forudsætninger, vi måske end ikke kender. Et eksempel: Alt, hvad kirkens første teolog Paulus skriver, skal ses i lyset af, at han regnede med, at Jesus kom tilbage meget snart. Noget får decideret den modsatte betydning af det tilsigtede, når det læses, som om 15


Paulus udtaler sig om noget, der gælder i al fremtid og ikke blot i den korte, mellemliggende tid, han så for sig. Vi skal se flere prekære eksempler på, hvilke fejlfortolkninger det kan lede til internt i kirken. Fejlfortolkningerne medfører sjovt nok altid, at vægten lægges på en strengere magtstruktur, og det rummer en svækkelse af det fordomsfri, evangeliske kærlighedsbegreb.

Kristus som antihelt

Den pakke, som kirken formidler til mennesker, har sine forudsætninger i længst glemte problemstillinger i menneskelivet. I almindelighed er det lettere og fremfor alt mere fornuftigt at sige nej tak. En af begrundelserne er, at man møder et forladt verdensbillede, som for eksempel i fortællingerne om helbredelse af ”dæmonbesatte” mennesker, der tydeligvis er alt lige fra psykisk syge til epileptikere.4 En anden begrundelse er, at historien har fremstillet Jesus Kristus for os som en helt, ofte endda en slags nationalhelt. Som vi skal se, har en helt altid en magtstruktur omkring sig. Men en magtstruktur er uforenelig med den form for næstekærlighed, som alt, hvad Jesus af Nazaret er citeret for, handler om. Set med vor tids forudsætninger må Kristus skulle forstås som det modsatte af en helt, som en antihelt. Hvordan skal vi ellers forstå det, at han hele tiden identificerer sig med de svageste, de fremmede, de hjemløse, de syge, de forladte, de udstødte: ”Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig. Alt hvad I ikke har gjort mod en af disse mindste, det har I heller ikke gjort mod mig.” (Matt 25, 40.45) 16


I. del


I SIGNALEMENT AF EN MENNESKELIG TILSTAND Prolog om livet og døden

Om at se ind i hovedet på folk

Vi kan aldrig præcist vide, hvilke livsspørgsmål, der var de vigtigste for de mennesker, der nedskrev det budskab, Jesus af Nazaret bragte. Det er muligt at finde ud af nogenlunde, hvordan mennesker i antikken formulerede deres eksistentielle spørgsmål. Men hvad de selv lagde i dem, kan man ikke nå ind til. Er det så vigtigt? Det er helt og holdent bestemmende for, hvordan de skriver det ned, de kan huske som det, Jesus sagde. Hvis vi ikke ved, hvilke spørgsmål evangeliet svarer på for dem, der har skrevet det ned, kan vi ikke nærme os et billede af, hvilke spørgsmål det kunne svare på for os i dag. Man har i mange generationer løst problemet ved at sige, at Bibelen var Guds ord. I en situation, hvor alle er enige om, at Gud eksisterer, er det sikkert en udmærket idé. Men den går altså ikke i dag. Så hvis vi vil se ind i hovedet på de mennesker, der har skrevet budskabet ned, må vi undersøge – ikke blot, hvad de skriver, men – hvad de tager for givet, når de skriver. Derefter kan vi måske komme frem til nogle generelle træk ved at være menneske, som vi deler med antikkens mennesker. Men det er ikke sikkert, at de træk er lige så grundlæggende for os, som de var for antikkens mennesker.

19


Et eksempel kunne være: Mennesket ønsker at blive set af andre i kærlighed. Det vil man formentlig kunne blive enige om på tværs af historien. Om et religiøst opdraget menneske i et landdistrikt i en støvet provins i Romerriget, lagde det samme i det, som vi gør, er straks mere tvivlsomt. At et religiøst opdraget menneske på Martin Luthers tid i udkanten af Middelalderen lagde noget andet i det, end vi gør, det er helt sikkert.

Om objektive sandheder og forpligtelser

Indledningen berørte en altafgørende forskel på det traditionelle og det moderne,5 nemlig, at det traditionelle menneske er forpligtet på sine slægtsbånd i bred forstand. Den moral og etik, man har inden for de enkelte bånd er sand i helt objektiv forstand. For dem, der har den. De udgør sandheden om tilværelsen. Et eksempel på en sådan objektiv sandhed er, at det inden for sekten Jehovas Vidner etisk er moralsk mere rigtigt at dø af en sygdom end at modtage livsreddende blodtransfusion. I samfundet i almindelighed er det rigtigere at modtage blodtransfusion. I Nordeuropa i dag vil mange mene som en objektiv sandhed, at hvis der er én velfærdsydelse til rådighed, og en statsborger og en indvandrer begge har behov for den, bør den gå til statsborgeren. Han (eller hans familie) har trods alt i princippet været med til at yde sit til, at samfundet kan tilbyde den. I en del andre lande og kulturer kan gæstevenskabets regler gå forud, så det var moralsk rigtigere at give den til indvandreren. Til gengæld ville statsborgeren dér i mange tilfælde blive understøttet af sin familie. 20


Det er en pointe i denne bog, at kirken i de forskellige historiske faser har lagt flere lag af ”objektive sandheder” ned over evangelieforståelsen. De har skabt alt det traditionsgods, kristendommen slæber rundt på. At kristendommen har et grundlæggende borgerligt moralindhold, der støtter opretholdelsen af samfundets eksisterende magtfordeling, er et eksempel på en sådan objektiv sandhed, der ikke kan tilbageføres til Jesu budskab. Hvad er det moderne menneske forpligtet på? Hvad er sandt for os? Det moderne menneske er forpligtet på at give frit råderum for folks egen sandhed i demokratiets navn. Men hvad er vores eksistentielle vilkår?

Det postmoderne menneske

I de sidste årtier af 1900-tallet begyndte man at tale om noget, der kom efter det moderne. Det har man med stor opfindsomhed kaldt det postmoderne; nogle trækker lidt i land og kalder det det senmoderne. New Yorker-forfatteren Paul Auster udgav i 2007 en lille roman Travels in the Scriptorium. Åbningen på romanen er et forsøg på at se ind i hovedet på et postmoderne menneske. De to første afsnit, særligt det andet, afslører nogle af vores eksistentielle vilkår. ”Den gamle mand sidder på kanten af den smalle seng, håndfladerne bredt ud på knæene, bøjet hoved, stirrer ned i gulvet. Han har ingen anelse om, at der er anbragt et kamera i loftet lige over ham. Lukkeren klikker lydløst en gang i sekundet og frembringer seksogfirs tusinde fire hundrede stillbilleder for hver omdrejning af jorden. Selvom han vidste at han blev iagttaget, ville det ikke gøre nogen forskel. Hans 21


tanker er et andet sted, strandet blandt fantasifostrene i hans hoved, mens han leder efter et svar på det spørgsmål som nager ham. Hvem er han? Hvad gør han her? Hvornår kom han og hvor længe skal han blive? Med lidt held vil tiden fortælle os alt. For øjeblikket er vores eneste opgave at studere billederne så opmærksomt vi kan og afstå fra at drage forhastede konklusioner.”

Menneskets universelle spørgsmål

Manden tænker på, hvordan han er kommet der. Uddraget stiller med stor præcision en hel del af menneskets universelle spørgsmål i et moderne samfund: 1) Hvem er jeg? Underforstået: Hvad vil det sige at være menneske? Er jeg et højtudviklet dyr eller er jeg noget andet? 2) Hvad laver jeg her? Eller sagt på en anden måde: Hvad er meningen med tilværelsen? Har tilværelsen overhovedet en mening? 3) Hvornår kom jeg? Underforstået: Hvordan er livet opstået i mig – er det en rent biologisk proces eller har jeg sjælen med et andet sted fra eller på en anden måde? 4) Hvor længe skal jeg blive her? Hvordan skal jeg forstå de gåder omkring tilværelsen, som fremtiden stiller op for mig – hvad skal der ske, når jeg bliver gammel? Bliver jeg overhovedet gammel? Hvor gammel? En af de store forskelle på den verden, Det ny Testamente er skrevet i og vores verden, er, at spørgsmålene overvejende er besvaret på forhånd i Senantikken, som de også var det i den periode, hvor kirken 22


havde monopol på at definere verdensbilledet. Det er nogenlunde sammenfaldende med det, vi kalder middelalderen, år 500-1500. Hvad var svarene på de fire spørgsmål? 1) Hvem er du? Du er et menneske, der er født ind i den og den sammenhæng og du forventes at leve op til de krav, som den sammenhæng stiller til dig, hvad enten det er at tjene på en gård, blive præst, soldat eller føde børn til du dør af det. 2) Hvad er da meningen med tilværelsen? Meningen er netop at opfylde dit kald og søge dydens smalle vej, så du kan have et håb om ikke at gå fortabt, når du dør. 3) Det tredje spørgsmål, om hvordan livet i mig er opstået, besvares i kirkens tid altid ud fra Det gamle Testamentes skabelsesberetning. Det bliver ofte uddybet med det syn på Gud, der udfoldes i den store digtsamling, der står midt i Det gamle Testamente, Salmernes Bog. Her fremstilles Gud ikke blot som universets store ingeniør, men også som en personlig skaber: Gud har kendt dig fra du var et ufødt foster (Sl 139,16), og ser dig nu: ”Du ved, om jeg sidder eller står,/ på lang afstand er du klar over min tanke;/ du har rede på, om jeg går eller ligger,/ alle mine veje er du fortrolig med.”(Sl 139,2-3) Udgangspunktet for det fjerde spørgsmål: Hvor længe skal jeg blive her? ser også meget anderledes ud i dag. Vi har flere livsaldre end mennesker almindeligvis havde, vi har en forlænget barndom, en lang ungdom og et nærmest endeløst otium. Vores liv er langt mere varieret, hvor det traditionelle menneske kunne arbejde på den samme gård eller det samme værksted hele livet. 23


Ét spørgsmål undlader Paul Auster at stille, men vi kan finde det hos en anden romanforfatter. Først må vi undersøge nogle påfaldende træk ved citatets første afsnit, som vi sprang over.

Hvis Gud er død, hvem er det så, der ser os?

Første del af citatet fra Austers roman kan umiddelbart virke diffust. Men det leverer en glimrende beskrivelse af den verden, hvor spørgsmålene ikke længere er besvaret på forhånd. Hvem er det, vi møder? Det er et menneske, der har en seng. Til gengæld har han vist heller ikke så meget andet. Det er et billede af eksistentiel ensomhed. Men han er ikke slået ud. Hans håndflader hviler på knæene, som de gør, når man er på vej til at rejse sig op. Til gengæld er han enten psykisk meget træt eller tænksom på en måske nedtrykt måde, for han har hovedet nedad. Den anden sætning omtaler et kamera. Det viser, at dette menneske i hvert fald lever i den ene af de to former for modernitet, som man må dele det moderne op i: den teknologiske modernitet. Mennesker verden over lever i en teknologisk modernitet i en traditionel verden. De går på nettet, ser soap-opera’er og spiser på McDonald’s, men deres loyalitet ligger stadig fuldt og helt i den gamle, kollektive identitet. Man kan også leve i en eksistentiel modernitet, uden at leve i en teknologisk modernitet, som for eksempel når mennesker vælger at flytte på landet for at leve nærmere naturen og med et minimum af tekniske hjælpemidler. Den anden sætning om at manden ikke véd, han bliver iagttaget med kamera, har en underspil24


let humoristisk drejning. Hvad var det tidligere, der sad oven over os og iagttog os? Det var Gud, som vi læste i Salme 139. Men han er borte nu. Er der ikke kommet noget i stedet? Jo, der sidder et kamera. Vi er overvågede. Men den eksistentielle uvished, som det moderne menneske har, er ikke forandret. Den tredje sætning i uddraget er udformet så den underbygger den pointe om tilværelsens uvished, som den forrige sætning antyder. Pludselig fortæller teksten os i detaljer om, hvor mange billeder der tages over så og så lang tid. Det er en oplysning, vi slet ikke har brug for. Så det må være noget andet, Auster gerne vil sige. Han fortsætter med at give endnu en teknisk oplysning, nemlig over hvor lang tid, kameraet tager så og så mange billeder, nemlig ”for hver gang Jorden drejer om sig selv”. Effekten af disse overflødige oplysninger er, at vi ser det videnskabelige verdensbillede. En tilværelsesbeskrivelse båret af tal og teknik. Samlet antyder afsnittet en kritik, som moderniteten ofte har leveret: At teknikken er blevet vores Gud.

Det overnaturlige

I stedet for at ofre vores menneskelighed på religionens alter, gør vi det nu på teknikkens. Men de to sidste sætninger i afsnittet, som lidt henkastet taler om, at han ikke er helt nærværende, rummer en kærlighedserklæring til mennesket. Selvom alle tegn viser, at manden er lukket inde som en fange, er han alligevel dybest set et frit menneske. Hans sind er et andet sted. Hvor er det da? Det kunne være ude at løbe i et landskab eller på rejse i erindringen, i barndommen 25


eller i en kærlighedshistorie. Men det er det ikke. Det beskæftiger sig med de mest basale spørgsmål i livet. Teknikken kan kun være der, hvor den er og kun gøre det, den er sat til. Den er fysisk. Mennesket kan være alle mulige steder på én gang. Det er metafysisk. Her gik vi og troede, at det moderne menneskes vilkår var, at kun det fysiske – det som kan måles og vejes og videnskabeligt vises – gælder som virkelighed. Den moderne tænkning har gjort meget ud af, at det metafysiske er et forladt stadium, fordi det metafysiske element i religionen betød, at man havde noget, der stod over fornuften. Metafysik betyder overnaturligt. Meta er græsk og betyder efter eller på den anden side af det fysiske.6 Med opgivelsen af det overnaturlige opgiver vi noget, der var grundlæggende i en antik og middelalderlig livsforståelse. Det, at en åndelig kraft kunne bevæge sig uafhængigt af den fysiske verden, fra en (åndelig) verden til en anden. Den bevægelse er der også et begreb for: Det hedder transcendens (latin: overskridende). Det er transcendensen, det videnskabelige verdensbillede ikke vil vide af, og som gør, at Mogens Lindhardt ikke vil kalde sig troende. Men hvis mennesket er et metafysisk eller overnaturligt væsen, fordi det kan være et andet sted, end hvor det fysisk er, bliver Austers spørgsmål endnu vigtigere: Hvem er jeg? Hvad laver jeg her? Hvor længe skal jeg være her? Hvis mennesket skal bevare sin menneskelighed, må svarene formuleres i bevidst opposition til det videnskabelige overherredømme, som kun kan måle og veje og ikke har de eksistentielle svar, mennesket tidligere altid havde med sig i bagagen. 26


Dødens lys Albert Camus tager i den korte roman Den fremmede det spørgsmål op, Auster ikke stiller. Det ligger ubesvaret under alle de andre. Hovedpersonen i Den fremmede har ved historiens begyndelse netop fået besked om, at hans mor, der bor på plejehjem, er død. Nu er han ankommet for at tage sig af det, man tidligere kaldte ”hendes afsjælede legeme”. Mersault, som han hedder, er alene hele tiden. Selv når han er sammen med andre. Man betragter ham udefra, og derfor bliver han ligesom hovedpersonen i Austers roman et billede på mennesket som sådan. Det menneske står nu over for døden. Forstanderen på plejehjemmet møder ham med en nærmest undskyldende bemærkning, tydeligvis fordi han ikke kan vise Mersault moren i nøjagtig den kropspositur og på nøjagtig det sted, hvor hun holdt op med at eksistere som levende person. “Vi har ført hende til vort lille lighus. For at det ikke skal gøre for meget indtryk på de andre. Hver gang en af beboerne dør, er de andre nervøse i to-tre dage. Og det gør vort arbejde vanskeligt.”7 Plejehjemsforstanderens replik er fortrolig, men forretningsmæssigt klar. Den rummer flere indforståede opfattelser af døden, som samtidig kaster lys over menneskets livsvilkår. For det første sætter døden alting i stå, indtil de, der er tilbage i livet og som har et personligt forhold til afdøde, har bekræftet den. Så kan livet gå videre. I respekt for det, burde forstanderen have kunnet vise Mersault hans mor i det tavse ekko af dødsøjeblikket.

27


For det andet vækker døden nervøsitet. Man ser for sig, hvordan de gamle begynder at rokke i stolene, vifte pandehåret væk og sidde og mumle lidt for sig selv. Ved at lade læseren forestille sig noget så uhåndgribeligt og grundlæggende menneskeligt som en nervøsitet, der breder sig, viser Camus noget om, hvad døden er. Hele menneskelivet rummer billedlig talt en nervøsitet på grund af døden. For det tredje kan døden blive et spørgsmål om arbejdsmiljø. Personalet ville ikke kunne tackle en situation, hvor døden fik frit spil blandt beboerne. Mersault er rejst til et sted, hvor hans mor af praktiske grunde har opholdt sig, langt fra hans egen dagligdag. Kvinden har ventet på døden, sammen med de andre, og nu er den kommet. Det er der intet mærkeligt i. Døden er en del af livet. Mersault påtager sig nogle af de gøremål, der forventes af ham som sørgende efterladt. Bagefter tager han hjem. Denne melankolske tolkning af nogle få passager i Den fremmede kan lyde rigtig som beskrivelse af tilværelsen. Men den er ikke rigtig. Den har en grundlæggende misforståelse som forudsætning, evangelisk set. Alt i livet er bevægelse. Det er selve livets grundlæggende træk. Døden er ophør af bevægelse, og det må altså være forkert, når vi siger, at døden er en del af livet. Død er fravær af liv. Vi opfatter af gode grunde døden som et mørke, men den opfører sig som et lys. Den er et mørke, fordi den er ophør af alt. Dette ophør påvirker livet så voldsomt, at det kan sammenlignes med et lys, der sender stråler ind over tilværelsen. Teologen K. E. Løgstrup tyder døden som menneskets livsvilkår: 28


”Døden kommer mennesket ikke først til, til sidst ved dets bortgang. Døden hører med til livet fra dets første begyndelse. Den opleves ikke først i dødsøjeblikket, men i hele livet. Den bestemmer hele tilværelsen i ethvert af dets øjeblikke og i alle dets ytringer.”8 Problemet er lige så gammelt som det tænkende menneske selv. Det er en drivende kraft i den tidligste, skønlitterære fortælling, vi kender, Gilgamesheposset, der kendes i versioner tilbage til 1800 fvt. og med brudstykker, der er adskillige hundrede år ældre. Det stammer fra Mesopotamien, hvor de store kulturer i Sumer, Babylon og Det Assyriske Rige siden har ligget, og hvor Irak ligger i dag. Gilgamesh er et rastløst storbymenneske, træt af overklasselivet, og han begynder at undre sig over mere eksistentielle spørgsmål. ”Gudernes fader har givet dig kongedømmet, det er din skæbne, evigt liv er ikke din skæbne. Lad ikke dit hjerte blive tungt af den grund, fortvivl ikke, opgiv ikke,” siger en ven, der udlægger en drøm, Gilgamesh har haft. Nervøsiteten ved døden, som plejehjemsforstanderen reagerer på, var altså også kendt tilbage i det gamle Sumer. Vennen prøver – forgæves viser det sig – at trøste Gilgamesh. ”Han har givet dig magt til at sætte fri og sætte fast, at være menneskehedens lys eller mørke. Han har givet dig hidtil uset magt over folket, sejr i krigsslag som ingen vender hjem fra, i togter og anslag, man ikke kan trække sig tilbage fra. Men misbrug ikke denne magt. Vær retfærdig …”9 Efter lange rejser, kampe og forsøg på at opnå gudernes udødelighed, beslutter en resigneret Gilgamesh sig for at sikre udødelighed på den måde, mennesker normalt gør, ved at sørge for, at byens stolthed, dets mure, er 29


knyttet til hans navn. ”Den præcise realisme kunne sagtens være en beskrivelse af vor tids sekulariserede livsformer,” konkluderer en forsker.10 En lignende erkendelse findes i et digt fra den såkaldte Edda fra den norsk-islandske vikingetid for kun 1000 år siden. ”Husdyrene dør, vennerne dør, selv dør du også. Et véd jeg, som ikke dør: Dommen over en død mand.”11 Døden står også helt centralt i den kristne kulturs eksistentielle grundfortælling. De første mennesker blev så at sige dømt til døden, som straf for en ulydighed mod skaberguden. Det er syndefaldsberetningen om Adam og Eva i Det gamle Testamente (1 Mos 3). Indtil de underlægges dødens vilkår har Adam og Eva direkte kontakt med Gud, ligesom også Gilgamesh lejlighedsvis har. Begge fortællinger beskæftiger sig med det samme problem på den samme måde. Mennesket levede oprindelig i Guds eller gudernes nærvær med en frihed, som nu er mistet. Den storslåede fortælling i Gilgamesh-eposset lader helten kortvarigt vinde håbet om, at denne tilstand skal genoprettes, da han finder en livseliksir, som han desværre mister igen. Den kristne teologi lader Jesus af Nazarets budskab og livshistorie rumme vejen tilbage til et liv, der ikke leves i lyset af døden. For kirken at se blev Jesus korsfæstet for at genoprette Adams og Evas misere. Det er en tolkning, der findes i den tidligste kristendom. Den står i den første, større, teologiske fortolkning af betydningen af Jesus af Nazarets budskab, Paulus’ brev til Romerne fra omkring år 60.

30


LITTERATURREFERENCER Faglitteratur Agersnap, Søren: Baptism and the New Life. A study of Romans 6,1-14 (Aarhus University Press 1999) Aristoteles: The Metaphysics (Penguin Classics 1998, 2004) Badiou, Alain: St. Paul. The Foundation of Universalism (Stanford University Press 2003) Bauman, Zygmunt: Mortality, Immortality and Other Life Strategies (Polity Press 1992) Bauman, Zygmunt: Flydende modernitet (Hans Reitzel, 2006, eng. udg: 2000) Betz, Hans-Dieter: The Sermon on the Mount (Augsburg Fortress 1995) Cambra, Angeleen: The Gnostic Sophia: Divine Generative Virgin, i: Marguerite Rigoglioso: Virgin mother goddesses of antiquity (Palgrave-Macmillan 2010) Camus, Albert: Reflections on the gullioutine, in: Walther Kaufmann: Religion from Tolstoy to Camus (Harper 1961, 1964) Camus, Albert: Sisyfosmyten (Gyldendal 1960, 1965) Caputo, John D: The Poetics of the Impossible and the kingdom of God; i: Ward, Graham (red.): The Blackwell Companion to Postmodern Theology (Blackwell 2001) Cirlot, J. E.: A Dictionary of Symbols (Routledge Kegan Paul, 2. udg. 1981, 1983) Cline, Eric H.: Biblical archaeology – a very short introduction (Oxford University Press 2009) Cullmann, Oscar: Immortality of the Soul or Resurrection of the Dead? (Uofficiel, engelsk oversættelse af et bidrag på fransk

205


til festskriftet Mélanges offerts à KARL BARTH à l’occasion de ses 70 ans (Reinhardt, Bâle 1956) Davies, Douglas: A Brief History of Death (Blackwell 2005) Dodd, C. F.: The Epistle of Paul to the Romans (Collins 1959, 1970) Dunn, James D. G.: Unity and Diversity in the New Testament (SCM Press 1977, 1990, 1993) Euseb: Kirkehistorien, i Jørgen Ledet Christiansen m.fl. Euseb: Kirkehistorien og Om dem der led martyrdøden i Palæstina, (Anis 2011) Eusebius: Vita Constantini, i Scharff (red.): The Nicene and Post-Nicene Fathers 2. række, bd. 1 (Grand Rapids 1890) Filon, se Philo Flavius Josephus: Jewish Antiquities (Wordsworth Editions 2006) Foucault, Michel: Rabinow, Paul (ed.): Foucault Reader. An introduction to Foucault’s thought (Pantheon Books 1984) Freud: Obsessive practices and Ritual Actions, 1907 Gaddis, John Lewis: The Landscape of History – How Historians Map the Past (Oxford University Press 2002) George, Andrew (overs.): The Epic of Gilgamesh (Penguin Classics 1960, 1972) Gilgamesheposset, se George, Andrew og Sandars, N.K. Gelting, Michael H: The Kingdom of Denmark, i: Berend, Nora: Christianisation and the Rise of the Christian Monarchy – Scandinavia, Central Europe and Rus’ c. 900–1200 (Cambridge University Press 2007 Gonzalez og Gonzales: Christianity in Latin america: History (Cambridge University Press 2008)

206


Habermas, Jürgen: Politisk filosofi – udvalgte tekster (Gyldendal 2001) Hammershaimb: De gammeltestamentlige Pseudepigrafer (Det danske bibelselskab 1953-1976, 2001) Jeanrond, Werner G.: Kærlighedens teologi (Aros Forlag 2013) Kelly, J. N. D: Early Christian Doctrines, 5th edition (Continuum 1977, 2006) Kierkegaard: Begrebet Angest (Samlede værker, 3. udg, C. A., Reitzel 1962-64) Kierkegaard, Søren: Hvad jeg vil (Samlede Værker 4. udg, Gads Forlag 1997-2013) Lukrets: Om verdens natur (da. udg. Det lille Forlag 1998) Luther, Martin: Store Galaterbrevskommentar I-II (Credo forlag 1981) Luther, Martin: Torben Christensen m.fl. (red.): Luthers Skrifter i udvalg III, Bibelfortolkninger og prædikener (Gad 1962-64, Aros 1980) Luther, Martin: Torben Christensen m.fl. (red.): Luthers Skrifter i udvalg IV, Evangelium og Samfundsliv (Gad 1962-64, Aros 1980) Luther, Martin: Luthers lille katekismis (Credo Forlag 1997) Løgstrup, K. E.: Den etiske fordring (Gyldendal 1956) Løgstrup, K. E.: Martin Heidegger (Det lille Forlag 1996) Løgstrup, K. E.: Ophav og omgivelse (Gyldendal 1978) Løgstrup, K. E.: System og symbol (Gyldendal 1982, 2. udg. 1997) Mackie, J. L.: The Miracle of Theism (Oxford University Press 1983)

207


Müller, Mogens: Kommentar til Matthæusevangeliet (Aarhus Universitetsforlag 2000) Neusner, Jacob: The Halakhah – historical and religious perspectives (Brill 2002) Nielsen, Kai: Atheism and Philosophy (Prometheus Books 1985, 2005) Petersen, Anders Klostergaard (m.fl. red): Perspektiver på jødisk apokalyptik (Anis 2007) Philo: On the Confusion of Tongues,i Philo IV (The Loeb Classical Library, Harvard University Press 1932, 1985) Philo: On the Life of Moses, i Philo VI (The Loeb Classical Library, Harvard University Press 1932, 1985) Platon: Staten, i Platon Skrifter (C. A. Reitzel 1932-41, 1953-55, Hans Reitzels Forlag 1991) Platon: Symposion, i Platon II, (Gyldendal 2010) Sandars N. K. (overs.): The Epic of Gilgamesh (Penguin Classics 1960, 1972) Sandbeck, Lars: De gudsforladtes Gud – Kristendom efter postmodernismen (Anis 2012) Scarre, Geoffrey: Death (Acumen 2007) Smith, Mark S.: The Early History of God – Yahweh and the Other Deities in ancient Israel (Wm. B. Eersmans 2003) Sørensen, Villy: Jesus og Kristus (Gyldendal 1992) Taylor, Charles: A Secular Age (Belknap – Harvard University Press 2007) Tertullian, samlede værker i Scharff: Ante-Nicene Fathers bd. 3 (Grand Rapids 1885) Toman, Rolf: Romansk kunst (Köneman 1995)

208


Wacks, Raymond: Law – A Very Short Introduction (Oxford University Press 2008) Walsh, Sylvia: Kierkegaard – Thinking Christianly in an Existential Mode (Oxford University Press 2009) Wasserman, Emma: The Death of the Soul in Romans 7 (Mohr Siebeck 2008) Westhelle, Vitor: The Scandalous God (Fortress Press 2006) Weiss, Johannes: Jesus’ Proclamation of the Kingdom of God (Fortress Press 1971, Scholars Press 1985) Williams, C. S.: the Acts of the apostles (Black 1957, 1975) Zizek, Slavoj: The Puppet and the Dwarf – The Perverse Core of Christianity (MIT 2003)

Skønlitteratur Auster, Paul: Rejser i scriptoriet, oversat af Jørgen Nielsen (Per Kofod 2006) Matsuo Basho: The Narrow road To The Deep North and Other Travel Sketches (Penguin Classics 1966, 1986) Lord Byron: Corsair (Penguin 1999) Camus, Albert: Den fremmede (Gyldendal 1944, 1965) DeLillo, Don: Hvid støj, oversat af Jørgen Nielsen (Centrum 2000) Dostojevskij: Brødrene Karamazov (Gyldendal, seneste udg. 2003) Pär Lagerkvist: Det evige smil (Gyldendal 1959) Tom Robbins: Still Life With Woodpecker (Bantam Books 1980)

209


NOTER 1  Kristeligt Dagblad 21. januar 2013 2  jf Bauman 2006, s. 15 3  En beskrivelse af den proces findes i Sigfred Pedersen (red.) Skriftsyn og metode. Aarhus Universitetsforlag, 1989, 2. rev. udg 2007 4  Se f. eks. Matt. 8,5–13, Luk 7,1–10, Mark 1,23–28, Luk 4,33–37, Matt 12,22, Luk 11,14 5  Skellet mellem ”det traditionelle” og ”det moderne” er en grundforudsætning i samfundstænkningen, der bygger på bla. Émile Durkheim og Max Weber. En oplysende introduktion til tankesættet findes i Lars Thorup Larsen (m.fl.): Hvad er sociologi. Akademisk Forlag, 2010. Særligt s. 26ff, s. 49 ff og s. 136 6  Ordet er opstået ved katalogiseringen af Aristoteles’ værker i Alexandria i det 1. århundrede fvt., hvor Metafysikken er det værk, der placeres efter fysikken. Selv kaldte Aristoteles emnet for ”Den første filosofi” mens han placerede naturvidenskab, dvs. fysikken, som ”Den anden filosofi”. Jf. i øvrigt f. eks. Habermas: Den metafysikkritiske underminering af den vesterlandske rationalitet: Heidegger, i Politisk Filosofi, s. 77 7  Camus: Den fremmede, s. 7 8  Løgstrup: Heidegger, s. 52 9  Sandars, s. 71 10  Douglas Davis, s. 3 11  Hávamál, Den højes tale, #77, jf. 76: heimskringla.no 12  Sandbeck, s. 35. Lars Sandbecks anliggende med bogen er en filosofisk kortlægning af den (post)moderne tanke om Gud, næsten det modsatte af denne bogs anliggende, der er en undersøgelse af muligheden for, at evangeliet i dag kunne få en (be)tydning i praksis 13  Løgstrup: System og symbol, s. 65 14  Scare, s. 48 og flere andre steder i bogen

210


15  Lukasevangeliet har også fortællingen, men i stedet for en ung mand, har den et medlem af ”Jødernes Råd” i centrum, altså én, der repræsenterer magten i samfundet. Derved gør Lukasevangeliet det til en fortælling i spændet mellem det, den tyske sociolog Jürgen Habermas kalder system og livsverden, hvor den hos Matthæus mere er en dannelsesfortælling (Luk. 18,18-23) 16  Don Delillo: Hvid støj, 1. del, kap 9 17  Toman: Romansk kunst, s. 22 18  Bauman 1992, s. 14 19  Staten X, 608c. Faidon 70-84b, dels Phaedrus 245. Henvisningerne til Platon følger den almindeligt anvendte Stephanus paginering, der kan findes sideløbende med sidetal i de fleste udgaver. Under udarbejdelsen af bogen er der anvendt forskellige engelske oversættelser af Platon, i litteraturlisten henvises til de nyeste danske 20  Kai Nielsen: Atheism and Philosophy, s. 80 21  Kierkegaard: Begrebet Angest, Sml. Værker III, bd. 6, s. 135 22  Løgstrup: Martin Heidegger, s. 52 23  Løgstrup: Martin Heidegger, s. 53 24  Særligt Anthony Giddens, Ulrik Beck og Pierre Bourdieu 25  ”And together with your help and God’s grace we will continue our journey forward and remind the world just why it is that we live in the greatest nation on Earth.” Udskriften findes på CNN: http:// politicalticker.blogs.cnn.com/2012/11/07/transcript-obamas-victoryspeech/ 26  Aristoteles: Metafysikken, bog XII 27 Swinburne: The Coherence of Theism (Oxford University Press 1977), citeret af J. L. Mackie i The M iracle of Theism, s. 5 28  Zizek: Puppet, s. 5-6 29  Kristeligt Dagblad 13. juni 2013. Spørgsmålet blev stillet, så man ikke kan se, om det er den teistiske Gud eller en anden 30  Begrebet går tilbage til den tyske filosof Leibniz (1710)

211


31 Sandbeck diskuterer problemstillingen mellem den stærke og den afmægtige (den svage) magt hos Gud meget grundigt s. 131-172, hvor han henviser til den italienske filosofiske teolog Vattimo, Zˇizˇek, Caputo (se denne bogs kap. V) og Niels Grønkjær, samt Jakob Wolf. Anliggendet er et forsøg på at opnå en religiøs fortolkning af magten (s. 150). Der skelnes ikke eksplicit mellem det evangeliske gudsbegreb og teismens, men udgangspunktet for Sandbecks postmoderne kortlæggelse af Gudsbegrebet er netop (med Vattimo og Grønkjær), at teismens almægtige Gud må afvises (jf. Sandbeck s. 22), og man må tage udgangspunkt i den korsfæstede Guds endeløse svaghed s. 158 32  I en tale i 27. november 1937 33  Sandars, s. 61 34  Cirlot, s 91 35  Det gælder for eksempel de tre lignelser Matt 13,24, 13,31 og 13,33 36  Se f. eks. Dodd: Romans, s. 215 37  Claus Thomas Nielsen i Præsteforeningens Blad 1997/48 38  Den konkrete oprindelse til selve sammenstillingen findes muligvis i en skoleforordning fra 1700-tallet. Som udtryk for konservative samfundsværdier er triaden stadig helt levende. Dansk Folkepartis hjemmeside bragte 16. januar 2012 en klumme af formanden, ”Opgør med Gud, konge og fædreland”, hvor hun kritisk gennemgår den nye, socialdemokratisk ledede regerings politik, inddelt i tre områder med disse betegnelser 39  Løgstup: Ophav og omgivelse, s. 100 40 James Ussher: Annals of the World (1650; Master Books 2003), jf. Johannes Kepler: Tabulae Rudolphinae (1627); Isaac Newton: The Chronology of Ancient Kingdoms (1728). Bede: Historia ecclesiastica gentis Anglorum (731, eng. udg. Clarendon Press 1992) 41  Cline: Biblical Archaeology, s. 71-79 42 Jf. Voltaire’s” Dictionnaire philosophique” (1764). Teksten ligger på Online Library of Liberty og gutenberg.org (eng. udg.). I anden udgave af The Early History of God har Mark S. Smith en lang oversigt over, hvordan forskere verden over går hvert enkelt historisk udsagn i Det gamle Testamente efter i sømmene og ender med kritisk afvisning af dets historicitet

212


43  Gal 3,28, Rom 10,12; 1 Kor 12,13, Kol 3,11, jf. 1 Tim 4,10 44  Badiou 7ff 45  I 1 Mos 3, i Job, i 2 Sam 24 og 1 Krøn 21, der beskriver Israels historie. Der er en enkelt djævel i Esajas 14 og et par stykker hos nogle af de andre profeter (Zak 3 og Ez 28) 46  Visdommens Bog er skrevet på græsk og ikke hebraisk, som jødernes bibel og indgår i de såkaldte apokryfer. I visse bibeludgaver kan den ses placeret mellem den jødiske og den kristne bibel 47  ”Jesus vendte sig om og sagde til Peter: »Vig bag mig, Satan! Du vil bringe mig til fald. For du vil ikke, hvad Gud vil, men hvad mennesker vil.”(Matt. 16,23). Johannesevangeliet, hvis replikker fra Jesus ikke svarer til de tre øvriges, der er næsten sammenfaldende, bruger udtrykket ”Denne verdens fyrste”: ”Folkeskaren, som stod der og hørte det, sagde, at det var torden. Andre sagde: »En engel talte til ham.« Jesus sagde til dem: »Den røst lød ikke for min skyld, men for jeres skyld. Nu fældes der dom over denne verden, nu skal denne verdens fyrste jages ud. (Joh 12,30-31) 48  Johannes’ Åbenbaring er skrevet af en anden end forfatteren til Johannesevangeliet. Den har en noget anden teologi, især hvad angår synet på den sidste dom, men fremfor alt er det græske, sprogligt set dårligere 49  Se f. eks. den historisk-kritiske kommentar, Holger Mosbechs Johannes’ Aabenbaring. Gyldendal, 1942-43, den seneste kritiske kommentar, der er kommet på dansk 50  Camus: Reflections on the Gullioutine, s. 444-445 51  På svenske universiteter slår man stadig sin doktorafhandling op på et offentligt sted, tre uger før forsvaret 52  Raymond Wacks: Law - A Very Short Introduction, s. 2-3 53  Kelly, s. 29ff 54  Bla. Matt 10,5-15; Matt 28,18-20 og tilsvarende steder i Markus og Lukas 55  Euseb(ius):Kirkehistorien. Også en anden, samtidig skribent, Lactantius, citerer fra Milanoediktet

213


56  Church and state through the centuries; a collection of historic documents with commentaries, Author: Sidney Z Ehler; John B Morrall (1967), s. 7 57  Gonzales: Christianity in Latin America: A history, s. 40 58  Eusebius: Vita Constantini, I. 28 59  Euseb: Kirkehistorien X9 s. 453f 60  Gelting, s. 81 61  Müller, 580ff. Se også note 39. Det er en anden bog, der afslutter den kristne version af den jødiske bibel, ”Det gamle Testamente” 62  Kelly, s. 52 63  Müller 50f 64  Jf. Walsh 24 65  Kierkegaard: Hvad jeg vil 66  Walsh, i introduktionen, hvor hun giver en beskrivelse af det intellektuelle og teologiske miljø i Danmark 67 Bauman har (1992, s. 200-210) en grundig analyse af forskellen mellem den, der ofrer sig for en sag, og den, der ofrer sig for et menneske 68  Sandars, s. 62 69  Den danske filosof og forfatter Villy Sørensen gengiver spændingerne i sin kirkekritiske bog Jesus og Kristus, s. 100-108 + Kathryn Tanner 70  Matt 21,12, Mark 11,15-18. Luk 19,45-48. Joh 2,13-17 71  Matt 25,42 (om den svagestes fortrinsret), jf. Matt 19,30 (om de sidste, der skal blive de første), og Matt 18,12-14, jf. Luk 15,4-7: ”Hvis en af jer har hundrede får og mister et af dem, lader han så ikke de nioghalvfems blive i ødemarken og går ud efter det, han har mistet, indtil han finder det?” 72  Sandars, s. 97 73  Symposion 210-212b

214


74  Matt 22,15-21, Mark 12,13-17, Luk 20,20-26 75  Det er naturligvis også tænkeligt, at Jesusordet er konstrueret ud fra Paulusteksten, der, tidligere end evangelierne, i hvert fald som skriftligt materiale. Det er mere frugtbart at se det som et udtryk for, at Paulus kendte til de, sikkert mundtligt overleverede, Jesusord. En tredje mulighed er, at tolkningen af Jesusordet her er forkert og at han rent faktisk opfordrer folk til at betale skat. Det passer blot ikke med de øvrige Jesusord, der er overleveret i evangelierne 76  Caputo, s. 469 ff 77  I nogle bibeloversættelser, bl.a. en del engelske, men ikke den gældende Autoriserede Oversættelse (Bibelselskabet 1992), kan man se en tilføjelse til bemærkningen om de sidste og de første: ”for mange er kaldede, men få er udvalgte”, der af forskerne i de antikke håndskrifter, vurderes til at være ”kopieret” fra Matt. 22,14, hvor den passer meget bedre; jf. Müller, s. 425. Professor Mogens Müller gengiver den klassiske, lutherske tolkning af lignelsen, der forstår den som en kort sammenfatning af hele evangeliet (ligesom man forstår Joh. 3,16): ”her adskilles tanken om belønning fra tanken om fortjeneste, så Guds nåde bliver altbestemmende, uden derfor at blive en selvfølgelighed, endsige en rettighed.” Han henviser til Adolf Jülicher: Die Gleichnisreden Jesu I-II (1898-99), II, s. 471 78  Myten om Er, Staten Bog X, 614b-621d 79  Se Petersen: Perspektiver 80  Løgstrup: Opgør med Kierkegaard, s. 115 81  “That man of loneliness and mystery,/ Scarce seen to smile, and seldom heard to sigh.” 82 Temaet er behandlet i John Gaddis: The Landscape of History: How Historians Map the Past 83  Matt 26,36-46 og Mark 14,26-31, Lukasevangeliets version 22,3946, er lidt forkortet på det punkt 84  Det, der hedder ”håneretten” i moderne folkesprog 85  Se C. Northcote Parkinson: Parkinsons lov. Samlerens Forlag 1981 86  Martin Luther: Store Galaterbrevskommentar, se f. eks. Bd. 1, s. 30-31

215


87  Taylor, s. 473ff 88  Badiou, s. 9 89  En kendt tolkning af Søren Krarup (fra 2. februar 2005 på Kristeligt Dagblads hjemmeside religion.dk). Efter at have været sognepræst i en menneskealder har han i 1990’erne og 2000-tallet med held baseret en politisk karriere på dette menneskesyn 90  Hebraisk er en konsonantskrift. Sent – af frygt for at nye generationer skulle glemme udtalen og betydningen – har man sat vokaler i form af prikker under de hebraiske konsonanter i den jødiske bibel. Vi sætter vokaler ved JHVH, så gudenavnet udtales Jahve. Tydeligere på engelsk: Yahveh. Ordet JHVH menes at være det samme som ordet Jeg er (jvf. 2 Mos 3,14) eller en form af et ord for det at give liv 91 Se Anders Nygren: Den kristne kærlighedstanke; originaltitel Eros och Agape 92  C. S. Lewis: The Four Loves 93  Anvendt i Grundlæggelsen af moralens metafysik, 1785, og andre steder i forfatterskabet 94 Den kirkelige forestilling om, at Jesus Kristus er ”sand Gud og sandt menneske,” stammer fra formuleringer hos Paulus og blev fastslået som tro i kirken i 451, efter meget alvorlige stridigheder, som splittede kirken i flere retninger, der hver anså deres tolkning af det filosofiske forhold mellem Faderen og Sønnen for uhyre vigtigt for kristendommens objektive sandhedsværdi. De kendteste afvigelser er arianismen (der ikke mener at Jesus Kristus har del i Guds væsen), som i de samme århundreder bredte sig op gennem store dele af Nordeuropa og Mellemøsten, og nestorianismen (som mener, at det menneskelige og det guddommelige i Jesus Kristus er adskilt), som en periode havde den mest fremtrædende plads blandt kristne kirker i Asien, hvor den overlevede langt op i Middelalderen 95  Se Kelly s. 52ff 96 Hans forældre Elisabeth og Zakarias er meget gamle, da Elisabeth bliver gravid (Luk 1,36). Det må derfor være sket efter Guds særlige vilje, og fortællingen om Johannes Døberens fødsel udgør dermed en slags parallel til fortællingen om Abrahams søn Isaks fødsel (1 Mos 21,2), hvor forældrene også var gamle og fødte efter Guds indgriben

216


97  Denne form for tekstlæsning, med iagttagelsen af lag på lag, tekststykker, der sammenføjes, evt. med nye mindre overledninger, er karakteristisk for hele det 20. århundredes videnskabelige arbejde med Det ny Testamente, den såkaldt historisk-kritiske metode. Se note 2 98  Matt 17,1–9, Mark 9,2-8 og Luk 9,28–36 99  Matt 3,13-17, Mark 1,9-11, Luk 3,21-22, Joh 1,32-34 100  Sætningen er et citat fra Johannesevangeliet 1,18 101  Cambra, s. 191 102  Philo I, s. XX, jf. Stanford Internet Encyclopedia of Philosophy, et peer-reviewed opslagsværk, artiklen om Filon (Philo), §11: ”Filon skabte en syntese af de to systemer og forsøgte at forklare hebraisk tankegang med græske filosofiske begreber, gennem af indføre det stoiske begreb om logos I den jødiske sammenhæng. I løbet af den proces blev logos forvandlet (eng. transformed) fra en metafysisk enhed (entity) til et bestemt træk (extension) til det guddommelige, et transcendentalt antropomorft væsen (a being) og mediator mellem gud og mennesker.” (Min oversættelse). Filon kalder Logos ”Guds førstefødte” i bogen ”Om sprogforvirringen”, afsnit 62-63, hvor den mest mystiske af alle passager lyder sådan: “Men hvis vi antager at det er den immaterielle, som ikke på nogen måde er forskellig fra Guds billede, så vil man være enig i, at navnet “den opstigende”, som er det navn, der er givet ham, er fuldt dækkende. For det menneske er den ældste søn, som faderen oprejste og andetsteds kalder ”sin førstefødte”, og denne søn, der i sandhed er født på denne måde, følger Faderens veje …” (Min oversættelse, via Loeb). Teksten, der kan være skrevet, efter at, man begyndte at tolke Jesus af Nazaret, taler om det spirituelle logos. Ingen forskere mener mig bekendt, at han taler om Jesus, men det materiale, der er blevet til Johannesevangeliet, trækker tydeligvis tungt på det. Filon levede fra ca. år 20 fvt. til år 50 evt. De fleste kommentarer til Johannesevangeliet viger uden om forsøget på at tolke parallellerne mellem Filon og Johannesevangeliet. Dette gælder dog ikke Rudolf Bultmans klassiske Das Evangelium des Johannes (1941), jf. s. 8, note 1 og andre steder 103  1,18; 3,18 og 1. Joh. 4,19. Han bruger begrebet monogenes. Filon taler om protogenon 104  Villy Sørensens bog Jesus og Kristus diskuterer kritisk en problemstilling, som ikke bliver taget op her, nemlig forholdet mellem

217


hvem eller hvad Jesus af Nazaret selv mente, han var, og hvem de første kristne i urkirken sagde, han var, som den senere kirke gentager 105  Jf. Luk 1,3, ”højtærede” er en titel, man anvendte til et medlem af den romerske overklasse. Se C. S. Williams, s. 54 106  Matt 13,55-56, Mark 6,3, jvf. Gal 1,19 107  Josefus: Antiquities 20,9. Bemærkningen, og én til (18,3) er samtidig det nærmeste, vi kommer et ”historisk bevis” for at Jesus overhovedet har eksisteret, eftersom det er en ikke-kristen, samtidig kilde, der nævner ham. Selvom han er historiker, har Josefus ikke er mere ”objektivt” syn på historien end andre på hans tid, men bringer masser af religiøse, mirakuløse og mytologiske oplysninger i sit referat af Det gamle Testamente og den senere historie 108  I 1954 indstiftedes blandt de katolske festdage for Jomfru Mazria en årlig festdag for Maria som himlens dronning. Selve forestillingen går tilbage til ihvert fald det 5. århundrede og bygger på en tolkning af den symbolske kvindeskikkelse i Johannes Åbenbaring kap. 12 109  Se særligt 1 Mos 31,11-13, men også 1 Mos 28 og Dan 4 110  Jesus og Kristus, s. 202 111  Se bl.a. 3 Mos 5,25, Esajas 53, Joh 1,29, 1 Kor 5,7, Heb 10,10 112  Josefus: Antiquitates iv, VIII, §48; Filon: On the Life of Moses III, 39 113  Det er der også krydsreference på: 1 Kor 9:13-15 og ApG 18:3 114 Se Mette Birkedal Bruuns artikel Tempelridderne og gralen i Mette Buchardt og Pia Rose Böwadt: Den gamle Nyreligiøsitet. Anis 2003 115  Eksempler er Mark 8,30 og 9,9. Se også 1,43-45 og 4,11. Teologen William Wrede påviste i 1901 med bogen ”Das Messias-Geheimnis in den Evangelien” (Messiashemmeligheden i evangelierne), at Jesus ikke selv, men er udtryk for redaktørernes teologi i evangeliets tilblivelsesproces 116  Kelly 39-40; Tertullian (Scharff) 410 117  Den danske kirke slås identitetsmæssigt med det faktum, at biskopperne i modsætning til i Sverige blev afsat ved Reformationen, hvorved den apostolske succession reelt blev brudt

218


118  ApG 8,14-17 og 19,2-6 119  Matt 4,19; 8,22; 9,9; 10,38; 16,24; 19,21; Mark 2,14; 10,21, Luk 9,23; 9,59; 14,27; 18,22; Joh 1,43, 21,19; jf. Joh 8,12 og 10,27 120  Rabinow, s. 4 121  Bullough og Mondschein i Horowitz (ed.): New Dictionary of the History of Ideas, Charles Scribners & Sons (2004), s. 1320 122  Davies: A Brief History of Death 123  Platon: Staten X, 608c. Platon lader flere andre steder Sokrates argumentere for sjælens udødelighed ad andre veje, dels Faidon 70-84b, dels Phaedrus 245 124  Se Cullmann (uden sidetal) 125  Hannah Arendt: Der Liebesbegriff bei Augustin, citeret af Jeanrond 126  Symposion, 210 127  Neusner s. 3, 6, 7, 9, 22, 23 m.fl. 128  Cirlot giver en udlægning af slangen som symbol i alle de større religioner og kulturer, s. 285-290 129  Havdyr med mellemøstlige gudenavne: Sl 74,13-14, Sl 104); tempelsøjler med mellemøstlige gudenavne: 2 Mos 34,13, 5 Mos 16,21, 2 Kong 14,21, 2 Kong 21,7; 23 130  At der – ligesom vi har set med de nytestamentlige evangelier – også i Det gamle Testamente kan være tale om skrifter, der har undergået mange redaktionsprocesser, og hvor det ene eller det andet element, såsom slangen som en ikke-jødisk guddom, kan være forstærket eller svækket, kan man b la. se af, at Paradis angives til at ligge, ikke i Israel, men i nærheden af det gamle Mesopotamien, ”meso” = mellem, ”potamien” floderne(s land), nemlig mellem Eufrat og Tigris, hvorfra Gilgasmesh-eposet også har nogle af sine rødder. Særligt i slutningen af 1800-tallet og i begyndelsen af 1900-tallet studerede religionsforskere., hvordan den slags elementer vandrede, herunder J. G. Frazer, hvis hovedværk er The Golden Bough – A Study in Magic and Religion (1890) 131  Smith: The Early History of God, kap. 1

219


132  Se 4. Ezra III,21; IV 30; VII, 48; Hammershaimb: De gammeltestamentlige Pseudepigrafer. ”John J. Collins og John R. Levison har vist at der stort set ikke er nogen tekster fra før templets ødelæggelse (dvs. år 70/ JB), der bruger Adams ulydighed som omdrejningspunkt for en reflektion over oprindelsen til menneskelig ondskab,” skriver Emma Wasserman (min oversættelse) i en udgivelse baseret på hendes disputats, og henviseer til to artikler, dels Collins i The Origen of Evil in Apocalyptic Literature and the Dead Sea Scrolls in hans bog Seers, Sibyls and Sages in Hellenistic-Roman Judaism (Brill 1997, 2001) og til tidskriftartiklen af Levison i Portraits of Adam in Early Judaism (JSOT 1988) 133  Se Myten om Er i Staten X. bog, der har en domsscene efter døden, der er helt parallel med de nytestamentlige forestillinger, hvad selve scenariet angår. Det teologiske indhold er vidt forskelligt 134  Luthers skrifter i udvalg III, s. 10 135  Løgstrup: Opgør med Kierkegaard s. 110-118 og andre steder i forfatterskabet. S. 112-113 diskuterer han en indvending fra Johannes Møllehave vedrørende, om de suveræne livsytringer findes uafhængigt af den frie vilje eller ej, og han hævder, at de ”er der i forvejen” og at fuldbyrdelsen af dem endda ”kommer bag på viljen” 136  Rudolf Otto: Das Heilige – Über das Irrationale in der Idee des Göttlichen und sein Verhältnis zum Rationalen (1917) 137 http://www.visionsofjesuschrist.com/weepingstatuesandicons. htm 138  Joh 3,1-8, Rom 6,3-11, 2 Kor 5,17 139  Matt 3,13, Mark 1,9-11. Luk 3,21-22. Joh 1,32-34 140  Luthers lille katekismus, s. 31 141  Freud: Obsessive Actions and Ritual Practices, 1907; James Frazer og Bronislaw Malinowski står som kritikere af anvedelsen af magi; se også James D. Faubion: Ritual, i Turner (red): The Cambridge Dictionary of Sociology for en oversigt over forskellige opfattelser af ritualets funktion. Den mest indflydelsesrige bog om ritualets betydning og funktion er Arnold van Gennep: Rites of Passage (1909, eng. udg. 1960), der viser hvordan de fleste folkeslag har ritualer på de samme steder i tilværelsen, når mennesket går fra en livsfase til en anden, fødes eller dør

220


Som man råber i skoven, får man svar. Svarer kristendommen overhovedet, når vi i dag spørger til livets grundvilkår? Det moderne menneske spørger ikke, om det bliver frelst eller går fortabt. Vi spørger: Mon der er noget bagefter?

Med hjælp af bl.a. Auster, Camus og Kierkegaard formulerer Kristus som antihelt en række af de spørgsmål, der stilles til livet i dag. Jakob Brønnum undersøger hvilke mekanismer, der var på færde, da kristendommens grundlægger i hundredvis af år blev brugt som en helteskikkelse, til støtte for en undertrykkende samfundsmagt og dens erobringskrige. Og viser, hvordan Kristusskikkelsen altid må stå i bunden af en magtpyramide og ikke på toppen af den, for at vi kan forstå det evangeliske budskab. Gennem læsningen af Jesus-teksterne i Bibelen løfter bogen budskabet ud af sin traditionelle sammenhæng, så det kan læses på det moderne menneskes egne præmisser. Undervejs ser vi, hvorfor de kristne måtte sige, at Jesus var jomfrufødt. Vi møder en tolkning af korsfæstelsen, der ikke rummer en forfængelig guds krav om underkastelse. Og påstanden om Kristi opstandelse viser sig at rumme et bud på, hvordan tiden og evigheden kunne hænge sammen.

9 788771 150889

ALFA

Kristus som antihelt uddrag  

Som man råber i skoven, får man svar. Svarer kristendommen overhovedet, når vi i dag spørger til livets grundvilkår? Det moderne menneske s...

Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you