Page 1


Vi er alle individer – en indledning Lad mig give dig to billeder på individet i dag. I det første billede hører vi om Rasmus på 15 år. Rasmus er i tvivl om, hvilken retning hans liv skal tage. Helt specifikt hans studieretning i gymnasiet. Skal han vælge fysik-kemi-linjen eller musik-matematik-linjen? Rasmus ved det ikke. Derfor ringer han ind til oraklet i radioen, bedre kendt som Mads & Monopolet, for at få et godt råd. Men oraklet er rådvildt denne lørdag formiddag og spørger derfor det unge menneske: »Hvad har du mest lyst til selv?« Det ved Rasmus ikke. Det er jo derfor, han har ringet. Han vil faktisk gerne begge dele. Han vil ikke ét, men to. »Hvad siger dine forældre?« forsøger oraklet sig spørgende. »De synes jeg skal følge det, som jeg helst vil selv,« forklarer Rasmus. »Mmm, men hvad synes de?« prøver oraklet lidt mere insisterende. »Jeg tror også… Ja, det tror jeg, de synes… Mest hvad jeg selv vil.« I det andet billede ser vi en ung kvinde stå ene på et kryds (eller kors?) på en scene. Her fejler selvtilliden og viljen ingenting. Det unge menneske vil ét, og det er at vinde. Vinde over de andre, der før og efter hende også skal stå ene på krydset. Hun ved også, hvordan hun skal vinde, nemlig ved at skil3


le sig ud, ved at være unik, ved at være sig selv. Det sidste er det sværeste. Dommerne leder efter hendes selv, som det forstås skal være autentisk. Det er ikke nok at have talent. Og det er ikke nok at iscenesætte sin unikhed. Selv om det hele foregår på en scene. Det iscenesatte selv vil før eller siden blive afsløret. Dommerne har tilsyneladende en evne til at se igennem det unge menneske, og hun vil blive bedømt på, om den ubestemmelige faktor, de leder efter – og som hun skal vinde på – er identisk med det individ, hun virkelig er.

At stå ene

Hvad har de to billeder tilfælles? De to unge mennesker står – i hver deres situation – ene. I et afgørende øjeblik af deres liv (som omgivelserne ikke undlader at beskrive som det afgørende øjeblik) er de ene, frie, uafhængige og derfor ansvarlige for deres egne videre skæbner. De kan ikke skyde skylden for et eventuelt forkert valg eller en forkert måde at være sig selv på, på andre end sig selv. Det er samtidig forventet, at de er modne. Hele deres liv hidtil har peget frem mod dette punkt. Nu skal der høstes. Og høstens frugter afgør deres liv fremover. Det, der høstes, er i begge tilfælde selvets autentiske indre. Deres helt unikke måde at være sig på. I høsten afsløres det, om de er nået ind til den kilde som rigtige valg træffes ud fra, og som skal gøre dem til hele, selvstændige individer. 4


Hermed har jeg anslået det tema, som er det moderne individs vilkår på godt og ondt. At det skal leve op til idealet om at stå ene. Det lyder banalt, men kan vise sig at være fortvivlende svært. »Bare vær dig selv,« får vi ofte at vide. Selv en jobsamtale starter ofte med de velmenende ord: »Vi gør det her lidt uformelt, så nu skal du bare være dig selv.« Men overvej et øjeblik hvor bemærkelsesværdigt det påbud er. I første omgang har de fleste af os nok at gøre med overhovedet at finde ud af, hvem vi selv er. Og jo mere vi finder ud af det (eller ind til det), jo mere konfronteres vi med et ubehag over, at dette virkelig skulle være mig. I anden omgang er det derfor også forbundet med endnu mere ubehag, at jeg skal være dette ufiltrerede selv over for min eventuelt fremtidige chef. I det hele taget taler man i dag om det udmattede selv. Det er det selv, der er udmattet af hele tiden at skulle være sig selv. Det selv, der er så træt af at skulle stå ene, at det er gået i stå.

Reformationen som forklaring

Min påstand er, at jeg kan forklare, hvordan vi er nået hertil. At de to billeder faktisk er slutningen på bogen, en slags status for individet anno 2017, og at vi nu (ligesom på film) laver et flashback 500 år tilbage i tiden for derfra via en række punktnedslag i historien finder svar på, hvordan vi er nået frem til vores forståelse af individet i dag.

5


Dog først en indsigelse: Det er en klassisk forklaringsmodel, at havde det ikke været for reformationen, så havde vi slet ikke haft den moderne individualisme. Forklaringsmodellen implicerer tilmed ofte, at det kun er i kristne og særligt i reformatoriske eller protestantiske lande, at demokrati, oplysning, menneskerettigheder og ikke mindst sekularisering kan finde sted. Der er en stærk tradition blandt teologer og kristne religionssociologer for at trække en mere eller mindre lige linje mellem Luther og det sekulariserede, demokratiske samfund, vi i Vesten lever i i dag. Argumentet lyder noget i denne retning: Det var Luther der – ligesom Jesus – rensede ud i religionens misbrug og sorterede overtro og magi fra. Han afskrev helgendyrkelse, aflad og hele det kirkelige hierarki. Han insisterede på at gøre op med alle former for religiøse formyndere, der stod i vejen for, at det enkelte menneske kunne stå ene over for Gud. Og i stedet for alt dette satte han bibelskriften alene, sola scriptura. Derfor står det i dag ethvert individ frit for at læse og tolke Bibelen. Kirken har ikke patent på Sandheden, men hvert enkelt menneske skal selv finde frem til Sandheden i en udgave, der er sandhed for ham eller hende. Med andre ord: Havde det ikke været for Luther, så var vi aldrig blevet selvstændige, sekulære, demokratiske individer.

6


… og som bortforklaring

Det interessante ved denne forklaringsmodel er, at den ikke længere bruges alene af de kristne, men lige så ofte af helt almindelige danskere og andre vesterlændinge, uden at man nødvendigvis tænker over det. Her er reformationen gjort til startskuddet på en sekulariseringsproces, der er ført til ende, hvor religionen har afviklet sig selv. Uanset om man er kristen eller ej, kan man bruge forklaringsmodellen som en bedrevidende formaning over for alle religiøse grupper, særligt muslimer, som man mener nødvendigvis må og skal gennemløbe en tilsvarende reformation for at nå frem eller op på det stadie i civilisationens udvikling, som vi i Vesten er på i dag. Igen: Havde det ikke været for reformationen, var vi ikke blevet sekulære, oplyste, rationelle individer, men havde hængt fast i middelalderens religiøse mørke. Enkle teorier er gode, men teorier kan også blive så enkle, at de bliver forenklende. Det der skulle have været en forklaring bliver til en bortforklaring, og det væsentlige, som man forsøgte at se, ender man med at overse. Når vi skal forsøge at se den sammenhæng mellem reformationen og individet, som denne bogs titel lægger op til, bliver det derfor ikke med ovenstående (bort)forklaringsmodel. Ved at gøre reformationen til det enestående startskud for udviklingen hen imod oplysningstiden, humanismen, menneskerettighederne og den valgfrihed, der hører til den moderne individualisme, 7


så bortforklarer man samtidig, at Luthers bedrift ikke bestod i at formilde kristendommen, men i at radikalisere den. Målet var ikke, at Gud lige så stille skulle afvikles, men at vi alle skulle være præster.

A og B

Vil vi i stedet virkelig forstå, hvorfor vi i dag alle er individer, så vil jeg i stedet hævde, at har man sagt A, må man også sige B. Hvad mener jeg med det? Jeg mener, at vi må insistere på, at der er mindst to kilder til forestillingen om det moderne individ. Der er utvivlsomt den lutherske reformation. Det er den ene kilde, som spiller så afgørende en rolle, at den er svær at undervurdere – men som heller ikke skal overvurderes. For sideløbende hermed er der en anden kilde, nemlig renæssancehumanismen, som kronologisk set for en stor del ligger før reformationsåret 1517. Alt for ofte ses de to kilder som hinandens modsætninger: som det religiøse overfor det oplyste, som det irrationelle over for det ratio­ nelle, som tro overfor viden. Men det er blot en endnu mere fordomsfuld forklaringsmodel. De to kilder er så afgørende sammenvævede i historien, at det er mere frugtbart at se dem, ikke som modstridende, men som indbyrdes afhængige af hinanden, ikke som den ene før den anden, men som parallelle historiske strømninger, der gensidigt påvirker hinanden op gennem den europæiske idéhistorie.

8


Har man sagt A, må man derfor også sige B. Lad os på den baggrund kalde A for renæssancehumanismens kilde, og B for reformationens kilde, og lad os se, hvad vi får ud af dette. Det er min påstand, at havde vi kun haft A, altså renæssancehumanismens kilde, så havde vi alligevel alle sammen været individer i dag. Vi havde endda været enestående, autonome, sunde og suveræne individer. Og denne forestilling om individet ville på mange måder være sandfærdig. A er i den forstand udgangspunktet. Når vi alligevel også må sige B, så er det fordi B altid insisterer på, at der er mere at sige om individet, end hvad A har sagt. B’s opgave op gennem historien har været at sætte spørgsmålstegn ved den sandhed om individet, som A med sin mere humanistiske tilgang har fremsat. B korrigerer A og betvivler, om individet nu også vitterligt er enestående og sundt, eller om individet måske grundlæggende er et afhængigt og splittet individ; et individ der ikke er herre i eget hus, men som dybest set er en gåde for sig selv, netop fordi det er splittet.

Det udelelige individ (A)

Ordet individ kommer af det latinske individuum, der betyder udelelig. Og det er på mange måder sådan, man tænker individet i begyndelsen af 1500-tallet, hvor man bruger ordet til at betegne det enkelte menneske over for staten. Man kan med andre ord inddele samfundet i enkeltdele, men individet 9


er samfundets mindstebestanddel, det der ikke selv kan deles. Det er netop in-dividus, udeleligt. Senere i 1700-tallet får ordet ‘individ’ endnu en betydning, idet det tillige begynder at betegne det adskilte eller partikulære. Individet er således stadig samfundets mindstebestanddel, men det enkelte individ er samtidig noget særskilt fra alle andre individer, indgydt med egne mål, lyster og (menneske)rettigheder. Strømningen bliver kendt som individualisme og er netop en isme, hvor man dyrker det enkelte menneskes særpræg og hævder individets autonomi og forrang over staten. Man kan sammenligne udviklingen med fysikkens forståelse af atomet. Oprindelig havde man en teori om, at atomet var den mindste bestanddel i den fysiske verden, og derfor fik det navnet ‘atom’, som er det græske ord for udelelig, a-tomos. Senere fandt man ud af, at atomet faktisk kunne deles, eller spaltes, som det hedder inden for fysikken, nemlig i partikler kaldet protoner, neutroner og elektroner. I renæssancehumanismens tradition går man tilsvarende fra først at mene, at mennesket er udeleligt til senere i oplysningstiden så at sige at lægge vægten på individets partikler, altså individets enkeltdele eller særtræk. Individet er nu sig selv i kraft af sin enestående partikelsammensætning. Sagt på en anden måde: Ligesom et atom er oxygen eller helium i kraft af de partikler, som kernen består af, på samme måde er individet enestående i kraft af køn, race, nationalitet, religion, seksuelle orientering osv. I

10


kraft af alle disse partikulære særtræk er jeg mig i modsætning til dig. Og deri består min værdighed.

Det spaltede individ (B)

Denne idéhistoriske strømnings forestilling om individet, som vi altså kalder A, vil jeg betegne som sand. Og den er i høj grad forudsætningen, da Luther træder ind på verdensscenen og kickstarter det reformatoriske spor (B) med opslaget af de berømte 95 teser den 31. oktober 1517. Det er ikke reformationen, der har skabt den bærende forestilling om det autonome og selvstændige individ, men renæssancehumanismen, oplysningstiden og rationalismen. Det reformatoriske bidrag heroverfor er langt mere subtilt, men også tilsvarende radikalt. For hvor humanisterne fremhæver individets enkeltdele, men fastholder, at individet stadig er autonomt, altså at selvet er en helhed i sig selv, så gør Luther selve splittelsen til det, der definerer det menneskelige selv. Mennesket er sin splittelse. Det bliver særlig tydeligt i Luthers opgør med humanisten Erasmus af Rotterdam. Erasmus hævder i sin afhandling om menneskets frie vilje, at mennesket er sundt og helt, og at det med sin frie vilje derfor kan vælge det gode frem for det onde. I sit modskrift om den trælbundne vilje hævder Luther derimod, at menneskets vilje grundlæggende er korrupt og fanget, fordi den (ligesom atomet) er spaltet.

11


Her er det fristende at indvende, at Luther kun kan hævde sådan noget sludder ved at bruge en religiøs dogmatik som bevis. Og han bruger da også et utal af skriftsteder i det omfattende værk, men væsentligt kan det koges ned til én sætning hentet fra Paulus, nemlig Romerbrevet 7,16: »For jeg forstår ikke mine handlinger. Det, jeg vil, det gør jeg ikke, og det, jeg hader, det gør jeg.« Men dette skriftsted er ikke en særlig kristen indsigt, men en grundlæggende dybdepsykologisk pointe, som ethvert menneske, der har nået puberteten, vil kunne genkende fra sig selv, og som jeg vil vove den påstand, at du, min kære læser, også kender fra dig selv. Nemlig den erkendelse, at selv de mennesker, vi elsker højest, vores allernærmeste, selv dem kommer vi nogle gange til at gøre ondt, selv om vi ikke vil det. Nogle gange svigter vi andre mennesker, selv om vi vil det modsatte. Og nogle gange bedrager vi endda os selv, selv om det principielt burde være umuligt, da vi i så fald kan lyve eller skjule noget for os selv. Nok bruger kristendommen et særligt ord for dette, nemlig synd, men det gør ikke Paulus’ pointe mindre alment menneskelig. Den er ikke udtryk for en tankegang, som vi kun kan blive påduttet via en religiøs dogmatik. Det er noget, som ethvert menneske erfarer selv, uanset religiøs overbevisning. Og det bemærkelsesværdige er, at vi erfarer det gang på gang. Vi bliver med andre ord sært nok ikke klogere. Var vi grundlæggende rationelle, hele individer, så kunne vi – ved at forstå denne mekanisme – få magt over den og overvinde den. Men den radikale 12


påstand i Luthers reformatoriske tanke er, at vi ikke er frie til at gøre det, vi vil: »Jeg forstår ikke mine handlinger,« som Paulus skriver. Jeg vil ét, men gør noget andet. B-kildens bidrag til forståelsen af individet er derfor det radikale: At vi ikke skal insistere på at forstå det andet menneske fuldt ud, for det andet menneske forstår heller ikke sig selv fuldt ud. Det er den grundlæggende indsigt fra Paulus til Freud, nemlig at vi faktisk ikke forstår os selv, men er gåder for os selv. »Inderst inde er vi alle langt ude,« som den danske litterat og psykoanalytiker Lilian Munk Rösing har formuleret det. Hvordan kan vi derfor kræve, at vi vil forstå det andet menneske, når han ikke engang forstår sig selv? Og hvordan kan vi til en jobsamtale bede den anden om at ‘være sig selv’, når han vitterlig ikke ved, hvem han selv er? At se næsten i det andet menneske er at se, at han også er splittet, og at han er lige så meget en gåde for sig selv, som jeg til enhver tid må insistere på, at jeg også selv er for mig selv. Og det er i denne forstand, at vi alle er individer. I splittelsen. Og deri består vores fælles værdighed.

Valgslægtskabet

Vi har altså to kilder til forståelsen af det moderne individ. På den ene side har vi renæssancehumanismens kilde (A), som løber videre som humanisme og oplysning, og som i dag kommer til udtryk både 13


som den kognitive bølges tro på det rationelle og forståelige individ og som den humanistiske psykologis tro på det gode kerneselv. På den anden side har vi reformationens kilde (B), der fra Luther over Kierkegaard og til Freud deler den tanke, at mennesket er en gåde og individet grundlæggende splittet. Hos Freud finder vi splittelsen mellem Overjeget og Underjeget, mellem lysten og loven. Hos Kierkegaard finder vi splittelsen mellem sjæl og legeme, mellem frihed og nødvendighed. Her er individet i udgangspunktet splittet, og i den forstand er der et stykke vej hen mod at få samling på sig selv og overhovedet at blive sig selv. Det betyder også, at der ifølge B-kilden er en bemærkelsesværdig risiko for, at man ikke bliver sig selv, at man mister sig selv eller taber sig selv. Med et kristent ord: fortabelse. Denne kilde afgrænser sig ikke til kristendommen, men løfter sig langt ud over kristendommens rammer og kan altså genfindes især hos Freud og hele den psykoanalytiske tradition op til i dag. Det er med andre ord ikke sådan, at A-kilden er sekulær, mens B-kilden er kristen. Der er ikke tale om to strømninger, der gensidigt udelukker hinanden, men om det, religionssociologen Max Weber kalder et valgslægtskab. Det vil sige to parallelle, idéhistoriske strømninger, som påvirker hinanden i så høj grad, at den ene ikke kunne være til uden den anden. Lad mig indledningsvis blot komme med et enkelt eksempel: De to kilder – og det er derfor, jeg 14


kalder dem kilder – deler det fælles udspring, at de går ‘til kilderne’ (ad fontes). Renæssancens mål er at genføde (re-nascere) den antikke græske og romerske kultur, og det gør den ved at gå til kilderne, nemlig de antikke skrifter, særligt dem der beskæftiger sig med studiet af mennesket (studia humanitatis). Reformations mål er helt parallelt hermed at genforme (re-formare) den kristne kirke ved at gå til kilderne, nemlig de tidligste, originale bibelskrifter. Det er svært at forestille sig Luthers reformation uden eksempelvis Erasmus’ udgivelse i 1516 af Det Nye Testamente på originalsproget græsk. Luther var dybt påvirket af humanisternes nyvunde metode om at gå til kilderne og brugte deres omfattende videnskabelige kommentarer som springbræt til at reformere kirken. Det var dog ikke Erasmus, men Luther, der gjorde oprør mod kirken. Erasmus var og forblev katolik. Han ønskede frem for alt en fredelig forening af kristendom og humanisme. Han forblev kirketro og erklærede sig villig til at bøje sig for kirkens lære, også selv om han ikke forstod den. Det var derimod Luther, der skulle vise sig at være den egentlige religionskritiker. Ikke freden, men striden eller splittelsen var kristendommens kendetegn, og det blev derfor på en omvendt måde Luther, der brugte humanismens metode, til kilderne eller Skriften alene, til at omvælte kirken og genforme kristendommen som individets sag.

15


Til hiin enkelte

Til dig, min kære læser, »hiin enkelte«, er blot tilbage at komme med en lille læsevejledning: I de følgende fire kapitler vil jeg indlede med at fremføre A-kildens standpunkt så ærligt og troværdigt som muligt, for om muligt at overbevise dig om dens sandhed. Herefter kommer B, som overtager, hvad A har sagt, men som samtidig forsøger at afsløre, hvorfor A alligevel – selvom den har ret – tager fejl. Undervejs har jeg brug for din hjælp. Teksten er nemlig skrevet på en sådan måde, at den visner hen, hvis du passivt læner dig tilbage for at lade dig underholde af den. Du har en aktiv rolle at spille, nemlig den at forholde dig til den. Mit håb er derfor, at du vil tage imod bogen som var det en plante, der – når den var modtaget – fortsat havde brug for næring for at spire. Derfor er mit håb, at du forholder dig til bladenes ord på en sådan måde, at du spejler såvel dit eget liv som de to indledende eksempler i teksten for derved at komme til at forstå, hvorfor du og hvorfor jeg, hvorfor vi i dag alle er individer. Med dette ønsker jeg dig taknemmeligt glæde og god læselyst.

16

Hvorfor er vi så enestående uddrag  

For 500 år siden forsvarede Luther sig med ordene »Jeg står her og kan ikke andet«. I dag er det ikke blot individets pligt at stå ene – det...

Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you