Page 1


Gennem sorgen INDHOLD TRYK.indd 2

10/04/14 14.44


Birgitte Bæk

Gennem Sorgen EN KÆRLIGHEDSHISTORIE

ALFA

Gennem sorgen INDHOLD TRYK.indd 3

10/04/14 14.44


Tak til Jørn, Martin og Simon

Gennem sorgen INDHOLD TRYK.indd 4

10/04/14 14.44


Gennem sorgen INDHOLD TRYK.indd 5

10/04/14 14.44


Gennem sorgen INDHOLD TRYK.indd 6

10/04/14 14.44


Der er sket en fejl!” eller ”Jeg finder mig ikke i det!”

De første år efter Viggos død kunne det stadigvæk fare igennem mig. Som regel kom det overrumplende, så jeg ikke nåede at overveje, om jeg ville tænke det eller ej. Følelserne i mig styrede uden om al censur og forsøg på kontrol, og ordene stod der bare. Ud af det blå. Viggo døde 5½ uge efter sin indlæggelse, hvor han fik konstateret Hodgkins sygdom, lymfeknudekræft i tarmområdet. Han havde haft sværere og sværere ved at sove om natten på grund af smerter, der efterhånden også trak om i lænden, og maven blev underligt hård. Dagen før sin indlæggelse holdt han foredrag på AROS, Århus Kunstmuseum, og måtte for en gangs skyld trække cyklen op ad den stejle Hjortensgade fra Vesterbro

Torv. Jeg var med ham, da han blev indlagt i slutningen af november. Det, jeg husker bedst fra den dag, var hans undskyldning til lægen, fordi der var kommet afføring i hans underbukser i forbindelse med tarmundersøgelsen. Og synet af hans ryg, da vi havde sagt farvel uden for døren til

Gennem sorgen INDHOLD TRYK.indd 7

7

10/04/14 14.44


afdelingen. Jeg blev stående, da døren svingede i, og fulgte hans ryg i den hvide frottébadekåbe på vej ned ad gangen mod madvognen. Det virkede, som om han allerede hørte til. Noget i mig ville ikke finde sig i, at Viggo var død. Og det var jo absurd, for hans død drejede sig ikke om, hvorvidt jeg ville finde mig i det eller ej. Det drejede sig om, at han var nået frem til sin død. Selv havde han ingen problemer med at finde sig i det. Han sagde ja. Hvis døden kom, var det ok. Hvis ikke, ligeledes ok. Han flød med livets strøm, gav slip og var. Kun det. Jeg så på. Stod ved siden af. Efter hans død kunne nogle finde på at sige til mig: ”Det var meningen, at han skulle dø.” Meningen! Det protesterede i mig, men jeg svarede ikke rigtig noget. Meningen … Jeg vidste godt, at de ville trøste mig og hjælpe mig med at finde fred. Men jeg blev opbragt. For det passede simpelthen ikke! Jeg mærkede, at de var velmenende, men de vidste ikke, at deres ord hindrede mig i at sørge, sådan som jeg gjorde. I ordene lå, at jeg skulle acceptere og sige ja, bøje hovedet og ikke protestere, ude af mig selv af savn og sorg. Da jeg faldt til ro igen, prøvede jeg at finde ud af, hvad ordene egentlig betød. ”Det var meningen, at han skulle dø. 58 år gammel.” Hvem havde så bestemt det, tænkte jeg. Gud? Skæbnen? Og var det så planlagt? Hvornår? Det gav ingen mening. Jeg oplevede Viggo som et menneske, der gav alt, hvad han havde i sig, 8

til det, han brændte for og troede på. Det var drivkraften i hans livs strøm.

Gennem sorgen INDHOLD TRYK.indd 8

10/04/14 14.44


Jeg tror på, at vi har en meget bred vej at følge gennem livet med mange, mange muligheder for at skabe og udfolde os. Der er mange sideveje. Der er også vildveje og veje, der ender blindt. Så det er først, når vi når frem til døden, at vi ser billedet af vores liv med det store overblik. Jeg tror ikke på, at det er planlagt, hvordan vores liv udvikler sig, eller hvornår vi dør. Vi forvalter selv vores liv, og vi sår, og vi høster. De få uger sammen med Viggo på hospitalet blev en af de største gaver i mit liv. Gennem alle de år jeg havde kendt ham, havde det været magtpåliggende for ham at være den, der havde ret og kendte sandheden. Men da det behov glattedes ud og forsvandt, blev der åbnet for noget nyt. Jeg fulgte med i forvandlingen på stolen ved siden af sengen, og jeg så, hvordan han blev smukkere og smukkere, mens kroppen blev mere og mere udmattet. Klangen i stemmen var blid, og øjnene blev dybe og kærlige, så jeg mærkede mig selv tydeligere, mens jeg så ind i dem. Jeg tror, at Viggo døde, fordi han var nået frem til sin død. Han mærkede det og sagde ja.

9

Gennem sorgen INDHOLD TRYK.indd 9

10/04/14 14.44


Gennem sorgen INDHOLD TRYK.indd 10

10/04/14 14.44


SYGDOMSFORLØBET

Gennem sorgen INDHOLD TRYK.indd 11

10/04/14 14.44


12

Gennem sorgen INDHOLD TRYK.indd 12

10/04/14 14.44


V

iggo blev indlagt om mandagen på vores ældste søns 25 års fødselsdag. Fredagen efter samledes hele familien om aftenen på afdelin-

gen. Simon, vores yngste søn Martin, hans kæreste Anne, og jeg. Drengene havde bestilt billetter til en Bruce Springsteen koncert, der lå 8 måneder fremme, også én til Viggo. Selvom den koncert ville have været noget af det ypperste for ham, smilede han bare til dem uden rigtig at svare.

Der var noget ensomt over ham, selvom han var kvikkere end tidligere på ugen. Vi snakkede om sygdommen, og vi lavede sjov og grinede sammen, som vi plejede, men den fremmede tone, der lå ind over hele samværet, forsvandt ikke. Mens vi sad der, løb væsken, der havde fået Viggos mave til at svulme op, ud gennem en slange fra maven og ned i en pose på stativet, der stod ved siden af ham. Det var en lettelse. Så han kunne blive normal, og vi kunne omfavne hinanden uden den hårde bold imellem os. Det viste sig imidlertid at blive uden ende, for væsken dannedes næsten lige så hurtigt, som den løb ud. Den første uge kunne han stadig spise. Ikke som han plejede, men han

Gennem sorgen INDHOLD TRYK.indd 13

13

10/04/14 14.44


spiste. Da han skulle have fjernet nogle lymfekirtler, der skulle fastslå sygdommens art, fastede han hele dagen frem til midnat. Jeg kom sidst på eftermiddagen. ”Har du læst de papirer, jeg sendte med Martin i går?” ”Ja. De var fine,” svarede han. Han sagde ikke mere end det. Men hvad mente han om dem? ”Sagde de dig noget? Kunne du genkende de tankemønstre, der kan være årsagen til lymfeknudekræft?” spurgte jeg. Han kiggede uforstående på mig. ”Dem har jeg ikke set. Der var kun den beskrivelse af sygdommen, du havde fundet på nettet.” ”Jeg skrev det op på bagsiden.” Så vidste han ingenting endnu. ”Vil du læse det?” Viggo fandt papirerne frem fra skuffen i sengebordet. Jeg havde skrevet teksten nøjagtigt af efter bogen1 og kunne ordene helt udenad: De tankemønstre, der forårsager lymfeknudekræft: Skyldfølelse og en enorm frygt for ”ikke at være god nok”. Et ”vildt løb” for at bevise selvets værd, indtil blodet ikke har nok substans i sig til at fungere på normal vis. Glæden ved livet er glemt under ”løbet” for at blive accepteret. 14

1. Louise L. Hay ”Helbred dit liv” (1988)

Gennem sorgen INDHOLD TRYK.indd 14

10/04/14 14.44


Jeg syntes, han var længe om at læse det. Så kiggede han endelig op. ”Gitte …,” hviskede han og greb ud efter min hånd, ”… det er jo sådan, det er … ” Han begyndte at græde, stille, så ingen kunne høre det. ”Viggo …” Jeg strøg ham over hånden. Jeg syntes, jeg kendte alle håndens streger og mønstre, sådan som de løb hen over håndryggen. ”Et vildt løb for at bevise selvets værd …,” læste han hviskende op. ”Det er helt tydeligt. Sådan har det altid været.” Stemmen knækkede over, og han græd igen. Jeg huskede, hvordan han et års tid tidligere var kommet i tanke om en oplevelse, han havde haft som knap 5-årig. Det var en juleaften langt hjemmefra, og han skulle sove på en sovesofa sammen med sin far. Viggo havde fortalt, hvordan han havde ligget, lukket inde i den smalle stribe mellem farens store ryg og skråvæggen, og kigget lige op i himlen gennem tagvinduet. Han havde følt sig kapslet inde og på samme tid tryg. Gennem tagvinduet så han langt ind i universet, og han sagde, at han oplevede en vision, et syn, der gav ham følelsen af at være fri. Samtidig var det der i sofaen, overbevisningen voksede frem. For at være tryg her i verden er det nødvendigt at være sikker. Ellers ville man være nøgen og ubeskyttet. Det er derfor, han aldrig vil indrømme, når han tager fejl, vidste jeg pludselig. Han har været tvunget til det. Ligegyldigt hvad det drejede sig om, skulle hans svar altid være sandheden, så selv ikke den mindste

Gennem sorgen INDHOLD TRYK.indd 15

15

10/04/14 14.44


sprække af usikkerhed kunne snige sig ind. Åh Gud, som det havde været ved at drive mig til vanvid! Alle de diskussioner gennem årene. ”Nu er jeg sluppet fri,” hviskede han og trykkede min hånd hårdt. ”Forstår du det?” Jeg nikkede. ”Lige meget hvad der sker, kan du ikke miste det, du ved nu. Den viden er din,” hviskede jeg, ”også selv om du skulle dø.” Vi smilede til hinanden og græd. Jeg vidste, at han havde det ligesom jeg – en følelse af befrielse. Det mindede mig om sidste sommer, hvor han var indlagt et par uger, fordi han kastede blod op. Nogle få dage troede lægerne, at han havde lungekræft, og i de dage oplevede jeg for første gang, siden vi var blevet skilt mange år tidligere, en varme for ham uden det mindste forbehold. Viggo læste citatet igennem igen. Langsomt og grundigt. ”Vildt løb for at bevise selvets værd.” Så kiggede han op på mig. ”Jeg har altid elsket det, jeg har arbejdet med, men alligevel har jeg ikke kunnet få det til at flyde med lethed. Mit arbejde skulle først og fremmest være i orden … som en tvang.” Vi fortsatte med at tale lavmælt sammen, men jeg kunne alligevel ikke vide, om nogle af mændene i stuens fem øvrige senge havde hørt, hvad vi 16

talte om. Jeg sagde til mig selv, at jeg skulle være ligeglad.

Gennem sorgen INDHOLD TRYK.indd 16

10/04/14 14.44


Sidst på aftenen blev Viggo kørt ned på operationsstuen for at få fjernet nogle lymfeknuder, og da han kom tilbage en time senere, var jeg taget hjem. Dagen efter fortalte han mig, at en sygeplejerske havde lovet at varme suppe til ham uanset, hvor sent det blev. Han havde glædet sig. Ved midnatstid kunne han nyde den første mundfuld efter en hel dags fasten, og et øjeblik efter havde han kastet det op ud over hele sengen. Da tænkte jeg for første gang, om han ville få problemer med at spise.

Da Viggo havde været indlagt i godt en uge, besluttede lægen, at han skulle udskrives. De kunne ikke gøre mere nu, mens de ventede på resultaterne af prøverne. Viggo sad i en lænestol, da jeg kom, sart og gennemsigtig. Maven var begyndt at blive hård og opsvulmet igen. Jeg stod og så på ham. Jeg kunne være blevet rasende og have slået hårdt i bordet. Jeg kunne have skabt mig fuldstændig tosset, hvis det var det, der skulle til. Han var så syg, og de skulle passe på ham! ”Du skal i alt fald hjem til mig!” Viggo nikkede. Jeg var usikker på, om han kunne magte at gå selv. Vi tog en taxa hjem. Jeg serverede et lille måltid for ham af den slags mad, han holdt mest af, og han spiste en enkelt bid af den tynde tunfilét og to små stykker grønne asparges. Jeg blev siddende og kiggede på ma-

Gennem sorgen INDHOLD TRYK.indd 17

17

10/04/14 14.44


den på tallerkenen, efter at han var gået ind i soveværelset og havde lagt sig. Det var tredje dag efter fasten næsten uden mad. Gennem hele natten hørte jeg ham jævnligt inde fra mit soveværelse, mens jeg forsøgte at falde i søvn på madrassen i stuen. Jeg havde ladet døren stå åben ind til ham. Han var urolig. Satte sig op. Lagde sig ned. Jeg ringede efter vores egen læge tidligt næste formiddag, og mens vi ventede, sad jeg ved spisebordet og forsøgte at arbejde samtidig med, at jeg holdt øje med Viggo gennem døren ind til mit værelse. Når han blev stille i længere tid, holdt jeg vejret. Lægen ringede straks efter en ambulance, og Viggo blev indlagt igen på afdelingen lige over for den første. Da jeg kom hjem fra hospitalet, så jeg, at min amaryllis var sprunget ud. Den stod på gulvet med sine fire store, røde blomster strålende i hver sin retning. Næste morgen opdagede jeg, at den ene blomst havde mistet noget af sin spændstighed, og jeg faldt ned på knæ for at undersøge den. Da jeg fik øje på et lille, væskende, mørkt sår et stykke neden under blomsterkurven, brast noget i mig. ”Nej, nej!” Jeg forsøgte at støtte stilken med en blomsterpind, hviskede til den, puslede om den. Det må ikke være sandt, tænkte jeg, det må ikke være sandt. Og ordene blev ved og ved gennem hovedet. 18

Gennem sorgen INDHOLD TRYK.indd 18

10/04/14 14.44


Mens vi var på besøg dagen efter, bad Viggo Simon og Martin om hjælp til at komme ud på toilettet. Han var bange for at falde, hvis han gik alene. Jeg stod i døren og fulgte dem med øjnene på vejen derhen. Han støttede sig til dem, og de smilede til ham – et par minutter helt i deres egen verden med armene omkring hinanden og noget blev sagt, som fik dem til at lyse op. Jeg sad på en stol og ventede. Viggo havde fortalt, at sygeplejersker to gange havde forsøgt at få en slange ind gennem hans næsebor ned i mavesækken, så han kunne få flydende kost, men de kunne ikke få det til at fungere. ”Sygeplejersken i går aftes, hun mobbede mig! Hun ville tvinge mig til at spise, hun blev bare ved og ved med at presse på, men jeg kan ikke få det ned!” Han havde slet ikke kræfter til at være vred, det udmattede ham. Hvordan kunne hun være så ufølsom? Hvis jeg havde været der, havde jeg taget fat i hende og råbt og rusket hende hårdt! Senere på aftenen, da vi havde sagt farvel til Viggo og stod uden for afdelingens glasdør, kunne jeg ikke få mig selv til at gå. Jeg blev stående og kiggede op ad gangen bag glasset. De ville forsøge igen senere at få en slange ind gennem næsen og ned i mavesækken. ”Vi skal hjem nu, mor,” sagde Simon, og vi gik. 19

Gennem sorgen INDHOLD TRYK.indd 19

10/04/14 14.44


Det første, jeg så, da jeg kom hjem, var min amaryllis. Den syge stængel bøjede sig helt ned og var tæt på at knække over. Blomsterpinden stod alene tilbage strittende ud i luften. I bøjningen havde det mørke sår bredt sig, det åd af den raske stængel. Jeg sad på knæ og stirrede på den. Så kom gråden, mens jeg anbragte blomsterpinden endnu en gang under stænglen.

Nogle dage efter, da jeg kom ind på Viggos stue, lå han og sov. Jeg satte mig ned på en stol et stykke fra sengen og iagttog hans ansigt. Jeg kendte alle trækkene så godt. Jeg kunne stryge over tindingen og lade fingrene glide gennem hans hår. Det måtte stadig være blødt. Han så ubarberet ud på kindbenene oven over skægget. På håndryggen sad lidt størknet blod, hvor nålen til væske var stukket ind. Der var gået mange år, siden vi var blevet skilt, og alligevel sad jeg der på stolen og mærkede, at jeg elskede ham. ”Der er ingen, der når dig bare til sokkeholderne,” havde Viggo sagt for ikke så længe siden. Jeg havde stirret på ham, kort, inden jeg slog blikket ned. Det kom helt bag på mig. Efter alle de år. Han sad over for mig ved mit spisebord og drak kaffe. Jeg havde spurgt, om der ikke tit havde været nogle af kvinderne på hans mange kunsthistoriehold, han havde følt sig tiltrukket af. ”Jo, der er tit 20

nogle, som er meget søde, og enkelte, som har været rigtig dejlige, men

Gennem sorgen INDHOLD TRYK.indd 20

10/04/14 14.44


det holder aldrig.” Og så kom det: ”Der er ingen, der når dig bare til sokkeholderne. Jeg har affundet mig med, at sådan er det, og det kan jeg fint leve med.” Jeg blev lidt flov. Jeg havde i flere år ønsket mig en ny partner. Nu vågnede han. Han spærrede øjnene op, da han fik øje på mig, løftede hovedet lidt og sagde så overrasket: ”Jeg kunne ikke lige se dig. Så smuk … Du aner ikke, hvor smuk du så ud.” Han så træt og tilfreds ud. Senere spurgte jeg ham, hvad han tænkte på, når han lå der i sengen. ”Jeg tænker på, at jeg godt kunne dø af det her.” ”Bliver du bange?” spurgte jeg. ”Nej,” svarede han helt enkelt. ”Jeg lover dig, at jeg ikke vil holde fast på dig, hvis det sker,” sagde jeg. Han smilede. ”Det ved jeg godt.” Der var ingen tvivl om, at det var sandt. Det var ikke bare noget, han sagde. Han var parat til at dø, hvis det skulle være. Nogle uger tidligere, inden jeg vidste, at han var syg, havde jeg mærket noget, der kom fuldstændig overraskende. Mens jeg gav Viggo healing, hvilede min hånd forskellige steder på hans krop, og da jeg lagde den oven over venstre sides tarmområde, blev jeg pludselig ked af det, og tårerne strømmede uden videre ned ad mine kinder. Jeg lod det være og fortsatte. Tårerne stoppede, da jeg flyttede hånden, og de løb igen, da jeg lagde

Gennem sorgen INDHOLD TRYK.indd 21

21

10/04/14 14.44


hånden oven på den anden side af hans underliv. Bagefter turde jeg ikke fortælle ham det. Det kunne have skræmt ham.

To uger efter den første indlæggelse i november blev Viggo overflyttet til hæmatologisk afdeling. Lægerne var sikre på, at han havde lymfeknudekræft, men de manglede stadig svaret på, hvilken type det var. På den nye afdeling var personalet anderledes. I et par lænestole ude på gangen skråt over for døren til Viggos stue sad jeg i længere tid sammen med en sygeplejerske, der gav sig god tid og forklarede grundigt, hvad der skulle ske. Vi var endelig nået frem til den afdeling, hvor Viggos sygdom kunne behandles. I de lænestole kom jeg til at sidde mange gange, mens jeg ventede på, at de skulle blive færdige inde på stuen med det ene eller det andet. Når som helst kan jeg mærke mig selv sidde dér og se op på lampen, der lyste rødt for optaget, oven over døren til Viggos stue. Jeg sad alene i stolen midt på gangen og ventede. Når jeg ikke orkede at græde, øvede jeg mig i at tænke på noget andet. Første gang, jeg kom på afdelingen, var Viggo endnu ikke kommet tilbage fra sine undersøgelser. Martin var hos ham. Han havde afløst Simon, 22

som havde været med fra morgenstunden ved overflytningen fra den an-

Gennem sorgen INDHOLD TRYK.indd 22

10/04/14 14.44


den afdeling. Så stod de der pludselig, da elevatordørene åbnedes, og portøren skubbede sengen med Viggo ud. Jeg så mest på Martin. Han virkede ikke oprevet. Viggo lå slap i sengen. Mens vi gik hen ad gangen ved siden af sengen fortalte Martin, hvad han havde været med til. Jeg blev nervøs. Kunne jeg selv have tålt at være vidne til det? Både rygmarvsprøve, knoglemarvsprøve og kemo sprøjtet direkte ind i rygmarven. Martin var mest optaget af, hvordan Viggo havde klaret det. ”Med ro,” sagde han. De var trætte begge to. Det var en tomandsstue, Viggo kom ind på. Den anden patient virkede meget syg og så hærget ud – oppustet især i ansigtet, en unaturlig rødlig kulør, og han kunne vist ikke røre sig. Jeg hilste på ham og tænkte, at sådan kunne man komme til at se ud, når man havde ligget her et stykke tid. Det var godt, at de trak forhænget for mellem sengene. Ved stuegangen kom lægen alene. Jeg mærkede straks, at han var speciel. Som tiden gik, fandt vi ud af, at i kontakten med det øvrige personale, var han som de andre, men så snart han kontaktede en patient eller pårørende, skete der noget. Øjnene syntes at åbne sig for én. De var meget mørkebrune, næsten sorte, blide og varme. Viggo og jeg snakkede om fornemmelsen af, at englevæsener fulgtes med ham overalt på stuerne og slog kreds om sengen og den syge, når han stoppede op. Ved den første stuegang satte lægen sig på kanten af sengen og lagde sin hånd på Viggos arm. Viggos øjne veg ikke fra hans ansigt, og de viste ufor-

Gennem sorgen INDHOLD TRYK.indd 23

23

10/04/14 14.44


beholdent hele den tillid og hengivenhed, Viggo følte. Jeg tænkte, at Viggo næsten så forelsket ud, og jeg kiggede væk. De var fuldstændig koncentreret om samtalen. Lægen forklarede roligt og enkelt, hvad der var sket i dag, og hvad der skulle ske de næste dage. Hans stemme var blid og sikker. Da lægen gav mig hånden, takkede jeg ham og sagde, at jeg var taknemmelig for hans ro og for, at det var ham, der skulle hjælpe Viggo. Min stemme rystede lidt. Han så overrasket ud. Da han var gået, snakkede vi om, hvor heldige, vi var.

Følelserne kæmpede i mig, den første gang jeg så Viggo komme kørende hen ad gangen i en kørestol. Han måtte ikke sidde i den stol! Hvorfor lod sygeplejersken ham ikke bare gå? Hun skubbede ham af sted i stolen, og han sad bare der og slappede af. Som var det en helt naturlig situation. Jeg stod midt på gangen og så ham nærme sig, uden at han havde set mig endnu. Jeg ville stoppe det. Som en filmoptagelse. ”Hej Gitte …,” sagde han og smilede mildt. Det var tydeligt, at for ham var alting, som det skulle være. Jeg følte bare en desperat lyst til at spole filmen tilbage. Det var jo gået helt galt. ”Kommer du allerede?” spurgte han. 24

Gennem sorgen INDHOLD TRYK.indd 24

10/04/14 14.44


Jeg havde ikke kunnet modstå fristelsen til at kigge ind, inden jeg skulle videre ned i byen. Han havde lige været i bad og så både træt og tilfreds ud. Da jeg kørte derfra kort tid efter, kunne jeg ikke mærke, hvordan jeg havde det.

Vi var kommet et stykke ind i december – englemåneden, som Viggo og jeg kaldte den. Viggo elskede juleenergien, og han var glad for, at han altid havde mindre arbejde i december, så han netop i den periode kunne få tid til at deltage i de lystjenester, jeg var med til at lede inde i byen hver onsdag. Han dukkede som regel tidligt op, så han kunne få stolen ved siden af mig. Når vi efter tjenesten cyklede hjemad, fortalte han tit om sine oplevelser. I december er engleenergierne stærkere, og han fornemmede ligesom jeg englene komme helt tæt på mennesker. Nogle gange så han hvide eller gyldne lysformationer, mens han sad i gruppen med lukkede øjne og deltog i meditation og bøn om hjælp til Jorden og menneskeheden. Han grinede af mig, når jeg ikke kunne dy mig for at spørge, om han så engleskikkelserne lige så virkeligt, som han så mig. Han vidste godt, at selvom jeg tydeligt fornemmede englene, så blev det alligevel ved med at være mig en gåde, at nogle mennesker virkelig kan se englene rigtigt. 25

Gennem sorgen INDHOLD TRYK.indd 25

10/04/14 14.44


På afdelingen havde de pyntet op. Der hang uroer med stjerner i loftslamperne på gangen uden for stuerne. Det var rart at sidde og falde til ro i lænestolen og bare lade øjnene hvile på dem. December må være den bedste måned at være syg i, sagde vi til hinanden, med englene så tæt omkring os. Viggo kunne hverken ligge eller sidde op i længere tid ad gangen. Op at sidde et kvarter eller knap en halv time og ned at ligge igen. Vi talte mest, når han sad op. Først hang hovedet, så hævede han det langsomt, og vi så hinanden ind i øjnene og snakkede. Jeg elskede at se Viggo ind i øjnene. Det var nyt, i alt fald så direkte og uforbeholdent. Nu hvilede jeg i øjnene, og jeg så og så uden nogen grænse eller bund til at stoppe mig. Øjnene lod mig se så dybt, jeg ville, og det virkede ikke, som om Viggo tænkte på, at vores kontakt var blevet anderledes end tidligere. En dag talte han om Goyas Den syge. Det havde altid været et af hans yndlingsbilleder. Nu prøvede han at forklare mig, hvordan det var lykkedes Goya at skabe en illustration af lidelsen, selve følelsen af lidelse, på så levende en måde, at billedet vækker lidelsens smerte i tilskueren. Viggo sad på sengekanten imens. Som den syge på billedet. Han kom til at græde. Ikke over sig selv, men over billedets skønhed.

26

Gennem sorgen INDHOLD TRYK.indd 26

10/04/14 14.44


Den første kemokur blev sat i gang to dage efter, Viggo var blevet overflyttet til hæmatologisk afdeling. Selvom de præcise resultater af prøverne stadig ikke var klar, ønskede lægerne at få ham i behandling hurtigst muligt og valgte at begynde med en mildere kur. Viggo var glad. Han klappede apparaturet, som var det en god ven. Så begyndte kliklydene, da de satte væsken i gang med at løbe ind i hans årer, og det blev en lyd, som syntes at berolige Viggo. Jeg kunne ikke lide den. Den var anmassende og ikke til at slippe udenom. Den dag talte jeg igen med en sygeplejerske om maden. Viggo spiste næsten ingenting. Måske en enkelt bid eller to. De havde for længst opgivet at føre en slange gennem næsen ned i mavesækken, da hele spiserøret var fyldt med svamp, der kunne udvikle sig farligt, hvis den blev generet af slangen. Jeg fandt aldrig ud af, hvorfor de ikke straks gav ham føde direkte ind i årerne. Nogen sagde, at det kunne være problematisk for forløbet, og at det var dyrt. ”Du skal ikke tale med ham om maden,” sagde sygeplejersken til mig. ”Han kan nemt komme til at føle sig presset, og det kan gøre jeres samvær svært. Vi tager os af det. Det er vores opgave. I skal have det rart sammen.” Det føltes som at skulle give slip på ham. Hvordan skulle jeg holde ud at se på, at de ingenting gjorde? Jeg sagde til hende, at jeg ville holde op med at snakke med Viggo om mad, for hun havde ret. Jeg kunne ende med at komme til at plage ham.

Gennem sorgen INDHOLD TRYK.indd 27

27

10/04/14 14.44


Inden jeg gik ind til Viggo igen, satte jeg mig i lænestolen uden for døren. Han var så tæt på. Lige indenfor. Sikkert liggende ned med lukkede øjne. Sov han? Eller tænkte han? Jeg kunne selv læne mig tilbage og hvile lidt. Tårerne kom, så snart jeg lukkede øjnene.

Jeg var begyndt at give Viggo fodmassage. Hans fødder var fyldt med vand og lignede elefantfødder. Han nød massagen. Mens jeg stod nede i fodenden og masserede, kunne jeg frit se på ham, fordi han lå på siden med ryggen til og med lukkede øjne. Jeg havde altid elsket hans krop, men jeg havde ikke set den ret meget gennem alle de år, der var gået. Måske bare ben om sommeren eller en tidlig formiddag, hvor han stadig gik rundt i underbukser, når jeg kom forbi i et ærinde. Det blev fast, at jeg masserede hans fødder sidst på aftenen, inden jeg gik. De var kølige, og mine hænder var varme. Jeg forestillede mig, at mine hænder gav liv til hans fødder og styrkede hele hans krop. Der faldt ro over mig, og vi blev stille. Af en eller anden grund blev vi sjældent forstyrret. Bagefter sagde vi farvel, og jeg cyklede hjem. Cykelturen frem og tilbage fra Amtssygehuset blev leddet mellem mit hverdagsliv og livet på hospitalet. Jeg kunne omstille mig, give slip på det, 28

jeg kom fra og fokusere på det, jeg skulle hen til. Jeg bad meget. Jeg kaldte

Gennem sorgen INDHOLD TRYK.indd 28

10/04/14 14.44


Guds fred ind i mit hjerte eller forestillede mig, at den luft, jeg indåndede, var livgivende solskin, der kunne hjælpe mig med at holde balancen. Jeg bad også for Viggo, selvom det var svært at finde ordene. Jeg kunne ikke bede om, at han skulle blive rask, jeg måtte bare give ham lov til at gå den vej, der var hans, og den kendte jeg ikke.

”Hvordan går det med Martin?” Viggo sad med benene hængende ud over sengekanten. Han havde sine sommersandaler på. De havde remme med velcrolukning og kunne spændes så langt ud, at hans hævede fødder kunne være i dem. ”Han er stadig sløj,” svarede jeg, ”halsbetændelsen er vist ovre, men nu er han snottet og har lidt feber.” ”Jeg vil gerne tale med ham.” Viggos øjne var blevet bløde, som øjne bliver, når man græder, men de var alligevel klare og direkte, mens han så på mig. ”Ved du,” sagde han langsomt, ”Simon er som en klippe.” Han sænkede hovedet, som manglede han kræfterne til at holde det oppe. Jeg ville tage hans hånd. Den lå på midt på låret oven på hospitalsskjortens hvide stof. ”Vi snakkede sammen i formiddags. Om dengang jeg slog ham. Og om

Gennem sorgen INDHOLD TRYK.indd 29

29

10/04/14 14.44


dengang han var helt lille baby, og jeg skældte ham ud, fordi han skreg, og jeg var desperat efter at få min søvn.” Jeg så dem for mig. Simon siddende her i stolen ved siden af Viggo i sengen. Endelig kom det helt frem. ”Det var dejligt at fortælle ham, hvor højt jeg altid har elsket ham. Hvor glad jeg er for, at han er min søn,” fortsatte han. ”Jeg fortalte ham også om dengang, han blev født. Hvordan vores øjne mødtes, mens han stadig gled ud af dit skød, og at det var som at se Gud ind i øjnene … Det er det største i mit liv.” Han greb min hånd, og jeg knugede den. ”Åh, Gitte,” hviskede han og hævede hovedet igen. Jeg smilede til ham. ”Han er min klippe,” kom det så. Måske mærkede Viggo, at jeg stivnede. Han havde altid kunnet fange den mindste ændring i mit udtryk, hvis han var opmærksom. Jeg måtte snakke med Simon.

Den dag, da lægen langt om længe kunne fortælle om de endelige prøveresultater og behandlingsforløbet, fik Viggo at vide, at han havde Hodgkins sygdom, en aggressiv lymfeknudekræft. I et forløb på mindst et halvt år 30

skulle han gennem tre kure af fem dage med en meget stærk kemoterapi.

Gennem sorgen INDHOLD TRYK.indd 30

10/04/14 14.44


Tre gange ville han ryge helt ned på nulpunktet med fare for at blive voldsomt syg af relativt uskyldige bakterier. Og risikoen for blodforgiftning! Fik han feber skulle han straks ringe efter en ambulance. Mine tanker begyndte at køre, mens klikkene fra apparatet med kemovæsken ved siden af sengen fortsatte som et urværk, der blev ved og ved med nøjagtig samme intervaller. Hvordan skulle han til den tid kunne klare det i sin lejlighed? Alene! For han skulle kun være indlagt de fem dage under kurene. I mit hoved begyndte planlægningen allerede: Installering af dit og dat, hvordan jeg kunne være i hans lejlighed mest muligt og også passe mit arbejde, eller måske flytte helt ind? Hvad med nætterne! Han måtte ikke ligge alene. Jeg bed mig fast i, at jeg ville klare det.

Vi tog Louise Hays ord om tankemønstrene2 bag Hodgkins sygdom frem af og til, og jeg skrev de tankemønstre op, hun foreslår til afløsning af de gamle: ”Jeg er absolut lykkelig over at være mig. Jeg er god nok, som jeg

2. ”Skyldfølelse og en enorm frygt for ”ikke at være god nok”. Et ”vildt løb” for at bevise selvets værd, indtil blodet ikke har nok substans i sig til at fungere på normal vis. Glæden ved livet er glemt under ”løbet” for at blive accepteret.”

Gennem sorgen INDHOLD TRYK.indd 31

31

10/04/14 14.44


er. Jeg elsker og værdsætter mig selv. Jeg er glad for at udtrykke mig og modtage.” Viggo bad mig sige sætningerne højt. Én ad gangen. Han gentog dem indeni. Det virkede, som om han smagte på ordene, undersøgte dem, mærkede efter, om de virkelig passede. Han studsede over det med at modtage. Jeg stillede et lille kartonskilt med sætningerne på natbordet, så han kunne se dem, når han ville.

Viggo spurgte efter Martin hver dag. Om han ikke snart kom på besøg. Han havde ikke været der siden den dag, Viggo blev overført til hæmatologisk afdeling, men Martin var stadigvæk sløj. Det trak ud. ”Jeg vil gerne have sagt noget til ham,” sagde Viggo. Jeg ved ikke, hvorfor det gjorde mig bange. Måske alvoren i stemmen, og at han så så ked ud af det. Han sad og hang på sengekanten. De hævede ben lignede brede kridhvide marmorsøjler. ”Det er vigtigt for mig at få snakket med ham,” fortsatte han. Han holdt hovedet lidt på skrå, mens han kiggede op på mig. ”Han er stadigvæk forkølet,” sagde jeg. Jeg ville ikke fortælle, at Martin var vred over, at han var nødt til at bruge mundbind, hvis han skulle komme. På hospitalet var der bakterier 32

overalt, så det var hysterisk at skulle tage så meget på vej på grund af en

Gennem sorgen INDHOLD TRYK.indd 32

10/04/14 14.44


simpel forkølelse, mente Martin. Så måtte han vente med at komme, til han blev rask. Han havde siddet over for Simon og mig, da jeg sagde til ham, at det kunne blive for sent. Martin blev vred. Jeg skulle ikke presse ham. Jeg blev alligevel ved, jeg kunne ikke stoppe mig selv. Simon så på uden at sige noget. ”Jeg vil gerne have, at du fortæller Martin, at jeg elsker ham. Bare det. Sig til ham, at jeg elsker ham så højt,” sagde Viggo. Nu græd han. ”Vil du gøre det?” ”Ja, selvfølgelig, min skat. Jeg tager hen til ham med det samme, når jeg kommer hjem.” Jeg turde ikke spørge ham, hvorfor han ikke kunne vente, til Martin selv kunne komme. Eller hvorfor han blev så bevæget.

Dagen inden den første af de tre behandlinger med den stærke kemoterapi blev sat i gang, begyndte jeg at blive på stuen, når sygeplejerskerne skulle sætte Viggo på bækken, skifte hans tøj eller vaske ham. ”Du behøver ikke gå ud,” sagde Viggo, da jeg gjorde mine til at rejse mig, og jeg gled ned på stolen igen. Jeg havde allerede siddet udenfor i lænestolen et par gange den dag.

Gennem sorgen INDHOLD TRYK.indd 33

33

10/04/14 14.44


Viggo havde kastet op. Nu havde han dårlig mave og skulle på bækken igen. Der var blod i afføringen denne gang, og det blev besluttet, at han skulle til en tarmundersøgelse, så lægerne kunne se, hvorfra det blødte. Da jeg gik ved siden af portøren, der skubbede sengen af sted ned til undersøgelsen, opdagede jeg, hvor tyndhåret Viggo var blevet. Hårene stod enkeltvis ud fra hovedbunden flere steder. De fleste var hvide eller grå. Hans kraftige manke af bløde hår i alle gråtoner, men hovedsagelig de mørke, var forsvundet. Det måtte være sket igennem de sidste to, tre uger. Portøren forlod os uden for undersøgelseslokalet. ”Er du træt?” spurgte Viggo. Jeg nikkede. Jeg var blytung. ”Jeg vil have at vide, hvad de finder ud af,” sagde jeg. Jeg havde selv set afføringens underlige blåviolette farve. Mens jeg ventede på, at han skulle blive færdig med undersøgelsen, tænkte jeg på hans udtryk, da han kiggede ned i bækkenet. Først var sygeplejerskerne ikke helt sikre på, om der var blod i, men anden gang var der ingen tvivl. Jeg var usikker på, om jeg havde hørt en lyd, en klynken eller stønnen, og angst der strøg hen over ansigtet. Han lagde hovedet tilbage på puden og lukkede øjnene. Så blev ansigtet roligt. Henimod midnat tog jeg hjem. Selvom de havde snakket om, at det bare var en hæmorroide, der havde forårsaget blødningen, havde de også 34

opdaget endnu mere svamp i tarmen og muligvis helt op i mavesækken.

Gennem sorgen INDHOLD TRYK.indd 34

10/04/14 14.44


Det gav mig en fornemmelse af, at ingenting var sikkert. Hvad som helst kunne ske. Uden varsel. De havde ikke nær så meget styr på sygdommen, som jeg havde troet.

Næste dag, 19. december, blev den stærke kemokur sat i gang. Jeg så de klare dråber dryppe fra posen, der hang på stativet, ned i slangen, som fortsatte ned langs stativets metalrør, videre over til Viggos hånd og ind i nålen i blodåren. Viggo sad op i sin lænestol, da jeg kom ind. Han lavede aldrig noget, når han sad der, hverken læste eller lyttede til musik, som han ellers elskede. Han sad bare og smilede, når jeg kom ind. Der var ikke noget nyt i, at vi kunne tale dybt og tæt med hinanden. Men intensiteten mellem os ændrede sig. Jeg var ham nær nu, hvor jeg tidligere kunne være på vagt eller gøre mig utilnærmelig. ”Viggo … det er gået op for mig, at jeg aldrig rigtig har forstået, hvor egoistisk jeg var … dengang med Dan,” fik jeg sagt. Han kiggede opmærksomt op, selvom han var træt. ”Jeg er ked af det, Viggo … så fuldstændig egoistisk jeg var.” Han protesterede ikke. Han lyttede, og det så ikke ud til at være svært for ham. Øjnene var stadigvæk kærlige.

Gennem sorgen INDHOLD TRYK.indd 35

35

10/04/14 14.44


Da vi var helt unge var jeg til en lærerfest, hvor jeg blev væk hele natten og først stod i entreen derhjemme hen på formiddagen næste dag. Jeg havde ikke ringet. Jeg havde flirtet med en kollega, og vi var en flok, der endte med at tage hjem til én af dem. Kollegaen var en gammel flamme fra gymnasietiden, der nu blussede op igen. ”Gik du i seng med ham?” spurgte Viggo den morgen i entreen. Jeg svarede ja og mærkede et slag på kinden, der væltede mig over mod væggen. ”… og så igen, dengang vi blev skilt. Jeg vil sådan ønske, jeg havde taget hensyn til dig, at jeg ikke havde været så opslugt af mig selv …” Vi havde besluttet at blive skilt, da børnene var helt små. Forholdet var slut, vi syntes begge to, vi kun trak hinanden nedad. Jeg havde forelsket mig og mødtes flere gange med ham, inden Viggo og jeg var flyttet fra hinanden. Viggo bad mig vente, men det ville jeg ikke. Eller måske kunne jeg ikke. ”Det er ovre nu,” sagde han endelig. Jeg rystede indeni og ønskede, at jeg kunne have omfavnet ham, mærket ham, men jeg syntes ikke, jeg kunne komme til.

Viggos krop blev mere og mere mærket af sygdommen. Fødderne, under36

benene og maven var nu hele tiden opsvulmet af vand, og huden stram

Gennem sorgen INDHOLD TRYK.indd 36

10/04/14 14.44


og udspændt at røre ved. Jeg forstod ikke, hvordan han kunne lade være med at beklage sig, men han sagde aldrig noget. Det virkede ikke, som om han holdt noget tilbage. Han gav sig, når laboranten havde svært ved at få nålen ind i en blodåre og måtte stikke flere gange, og det gjorde tit ondt, når han skulle tisse. Da jamrede han, og det rykkede i kroppen og i slangen, der var sat op gennem penis ind i blæren. Men når smerterne var væk, beskæftigede han sig ikke længere med dem. De kom og gik. Viggo havde flere gange læst alle bøgerne om Don Juan af Carlos Castaneda. Vismanden Don Juan giver Carlos det råd altid at leve med døden ved sin venstre side og bruge døden som sin rådgiver. Selvom Viggo gerne ville leve, tror jeg, at han tydeligt mærkede en tæt kontakt med sin død. Han syntes at give sig hen, at give over. Jeg så på, og jeg prøvede at følge med.

Vintersolhverv, 21. december, var Martin, Simon og jeg samlet hos Viggo. Bortset fra de første dage på afdelingen, havde han ligget alene på stuen. Han var meget træt den aften, det var den 3. dag med den hårde kemo. Mange år tidligere var vi begyndt på traditionen med at fejre d. 21. december, hvor vi lyttede til julemusik og mærkede julens styrke og energi. Vi elskede den aften. Den var større end juleaften. Juletræet, der kun

Gennem sorgen INDHOLD TRYK.indd 37

37

10/04/14 14.44


havde fået en stjerne i toppen og lys på grenene, blev tændt, og Viggo plejede at ligge tilbagelænet i gyngestolen med lukkede øjne og hænderne foldet på maven, mens jeg sad ret op og ned med lukkede øjne, og Simon og Martin lå på gulvet på hver sin madras. Englene føltes altid tættere på end ellers lige denne aften. I år skulle vi være på hospitalet på Viggos stue. Jeg havde bedt personalet om at give os ro imens. Musikken, der plejede at vare en time, havde jeg skåret ned til det halve, og vi måtte nøjes med at bruge ghettoblasteren, jeg havde taget med. Vi lukkede øjnene, da musikken begyndte, Viggo i sin seng og vi tre på hver sin stol. Jeg skævede til Viggo. Ville det blive for voldsomt for ham? Han lå helt stille. Den glæde og varme, der plejede at fylde mig, kom ikke. Men englene fornemmede jeg straks, de fyldte rummet med den første musik, rislende gennem kroppen, og det var, som trak alting i mig vejret dybt. Gråden kom. Stille heldigvis, ned ad kinderne. En slags fred indeni, og træthed og stress, der sivede væk. Elskede engle … blideste fred, og renhed som en snehvid, stivet og nystrøget kjole. Da musikken sluttede, var vi stille. Der var trist, men ikke tyngende. Viggo havde ikke bevæget sig i sengen. Vi andre blev siddende helt stille. Sådan ville jeg gerne fortsætte, sætte en stopper for det, der kom efter. Jeg så ind i drengenes øjne. De havde ikke hvilet sig, de savnede nok det, 38

de kendte.

Gennem sorgen INDHOLD TRYK.indd 38

10/04/14 14.44


Viggo kom op bagefter, han sad i sin lænestol et kvarters tid og så på, mens vi spiste juleslik og drak kaffe. Vi var sammen. Det var dét, jeg forsøgte at fokusere på. Indeni væltede følelserne rundt: Det må ikke være sådan! Han skal være rask! Han ender med at dø! Det må blive bedre nu! Det skal nok gå godt! Hvordan skal han nogensinde få kræfter igen? Men en anden del af mig var nærværende, og jeg sugede til mig, at vi var sammen. Så kom de rendende igen. Med nye portioner af kemo og væske, der blev sat op i stativet, måling af puls og morfinpillerne i deres lille glas. På stativet oven over sengen hang en lille stofengel. Den var kommet med en buket blomster, og en af sygeplejerskerne havde hængt den op på tværstangen. Den endte med at følge ham hele vejen og lå til sidst mellem hans hænder, da han var død.

Der var gået 4 uger, siden Viggo blev indlagt. Overalt dannede små blodsprængninger, brunlige pletter og plamager mønstre hen over brystet og maven. Den smukke, sunde hud igennem så mange år forsvandt uden videre. Benene var tykke, opsvulmede af væske, der ikke kunne cirkulere gennem kroppen, og slangen løb ud gennem siden af maven hen over lagenet under dynen og videre ned på siden af sengen i posen, der blev fyldt i en endeløs strøm.

Gennem sorgen INDHOLD TRYK.indd 39

39

10/04/14 14.44


Han spiste ingenting. Og jeg sagde ingenting om det. Jeg fulgte rådet om at lade sygeplejerskerne tage sig af det, fordi det var deres opgave, men jeg oplevede aldrig, at de gjorde noget for at motivere ham til at spise. Når bakken med mad var sat ned på sengebordet foran Viggo, sad han som regel på sengekanten i hospitalsskjorten og de bare fødder i sandalerne. Langsomt tog han fat i gaflen, måske stak han lidt til maden, jeg kunne ikke rigtig se det, for han sad med ryggen til mig, og jeg forsøgte at se væk. Ud ad øjenkrogen fulgte jeg alligevel armen, når den bøjede sig og førte gaflen op til munden. Én bid. Men på vejen tilbage var gaflen stadig fuld og blev lagt ned på tallerkenen igen. Viggo blev siddende foran maden, og jeg vidste ikke, om han væmmedes ved den eller bare var ligeglad. Jeg mærkede hver gang et stik af dårlig samvittighed og ønskede at sige noget til ham: ”Viggo, det er hårdt for mig, jeg kan næsten ikke holde ud, at du ikke spiser noget. Jeg bliver så nervøs for, at du vil blive for udtæret til at klare at komme gennem sygdommen.” Han ville se roligt på mig: ”Du skal ikke tænke så meget på det, Gitte … Jeg kan ikke spise noget, sådan er det bare.” Han ville trøste mig, og det ville gøre mig godt, samtidig med at jeg stadig ville være rasende og desperat over ikke at kunne tvinge ham. For han skulle kæmpe. Jeg ville prøve at få personalet til at gøre noget seriøst ved det, men når 40

jeg spurgte til det, blev jeg underligt slap. De forklarede og forklarede, og

Gennem sorgen INDHOLD TRYK.indd 40

10/04/14 14.44


jeg mærkede medfølelsen, men jeg ville have handling. Hvordan kunne de give sig så god tid? Kunne de ikke se, at han blev mere og mere udmarvet? Jeg kom til at græde, og når de havde trøstet mig, forsvandt de ned ad gangen igen. Indeni hev og sled det i mig. Jeg ville ikke finde mig i det! De var jo dumme, når de overså det mest indlysende, at sørge for at give ham den bedst mulige næring. Og Viggo selv. Han måtte tage sig sammen! Jeg sank ned i lænestolen uden for hans dør med den røde lampe lysende over dørkarmen. Det var hele tiden for sent. Da de var færdige med at undersøge ham, eller hvad de nu gjorde, gik jeg ind igen og satte mig ved hans venstre side, som han lå på det meste af tiden.

Det var den 5. dag, den hårde kemo løb ind. Apparatet klikkede. Uden en eneste pause blev lyden ved og ved med at skære tiden ud i lige store stykker, uden variation som en hane, der drypper i vasken. Viggo lå det meste af tiden med lukkede øjne. Jeg sad og så på ham. Når han sad op, snakkede vi sammen. 41

Gennem sorgen INDHOLD TRYK.indd 41

10/04/14 14.44

Profile for Eksistensen

Gennem sorgen uddrag  

Gennem sorgen uddrag  

Profile for forlagene