den afdeling. Så stod de der pludselig, da elevatordørene åbnedes, og portøren skubbede sengen med Viggo ud. Jeg så mest på Martin. Han virkede ikke oprevet. Viggo lå slap i sengen. Mens vi gik hen ad gangen ved siden af sengen fortalte Martin, hvad han havde været med til. Jeg blev nervøs. Kunne jeg selv have tålt at være vidne til det? Både rygmarvsprøve, knoglemarvsprøve og kemo sprøjtet direkte ind i rygmarven. Martin var mest optaget af, hvordan Viggo havde klaret det. ”Med ro,” sagde han. De var trætte begge to. Det var en tomandsstue, Viggo kom ind på. Den anden patient virkede meget syg og så hærget ud – oppustet især i ansigtet, en unaturlig rødlig kulør, og han kunne vist ikke røre sig. Jeg hilste på ham og tænkte, at sådan kunne man komme til at se ud, når man havde ligget her et stykke tid. Det var godt, at de trak forhænget for mellem sengene. Ved stuegangen kom lægen alene. Jeg mærkede straks, at han var speciel. Som tiden gik, fandt vi ud af, at i kontakten med det øvrige personale, var han som de andre, men så snart han kontaktede en patient eller pårørende, skete der noget. Øjnene syntes at åbne sig for én. De var meget mørkebrune, næsten sorte, blide og varme. Viggo og jeg snakkede om fornemmelsen af, at englevæsener fulgtes med ham overalt på stuerne og slog kreds om sengen og den syge, når han stoppede op. Ved den første stuegang satte lægen sig på kanten af sengen og lagde sin hånd på Viggos arm. Viggos øjne veg ikke fra hans ansigt, og de viste ufor-
Gennem sorgen INDHOLD TRYK.indd 23
23
10/04/14 14.44