Sidst på aftenen blev Viggo kørt ned på operationsstuen for at få fjernet nogle lymfeknuder, og da han kom tilbage en time senere, var jeg taget hjem. Dagen efter fortalte han mig, at en sygeplejerske havde lovet at varme suppe til ham uanset, hvor sent det blev. Han havde glædet sig. Ved midnatstid kunne han nyde den første mundfuld efter en hel dags fasten, og et øjeblik efter havde han kastet det op ud over hele sengen. Da tænkte jeg for første gang, om han ville få problemer med at spise.
Da Viggo havde været indlagt i godt en uge, besluttede lægen, at han skulle udskrives. De kunne ikke gøre mere nu, mens de ventede på resultaterne af prøverne. Viggo sad i en lænestol, da jeg kom, sart og gennemsigtig. Maven var begyndt at blive hård og opsvulmet igen. Jeg stod og så på ham. Jeg kunne være blevet rasende og have slået hårdt i bordet. Jeg kunne have skabt mig fuldstændig tosset, hvis det var det, der skulle til. Han var så syg, og de skulle passe på ham! ”Du skal i alt fald hjem til mig!” Viggo nikkede. Jeg var usikker på, om han kunne magte at gå selv. Vi tog en taxa hjem. Jeg serverede et lille måltid for ham af den slags mad, han holdt mest af, og han spiste en enkelt bid af den tynde tunfilét og to små stykker grønne asparges. Jeg blev siddende og kiggede på ma-
Gennem sorgen INDHOLD TRYK.indd 17
17
10/04/14 14.44