Page 1


Poul Løvborg

Af uventet nåde Fortællinger

Eksistensen


Indhold

Elses forvandling ~ 7 En hjemkomst ~ 31 Gerda ~ 57 Haven ~ 73 Is ~ 95 Næsten et eventyr ~ 125 Nåde ~ 149 Rivaler ~ 181 Sakrilegium ~ 199


Gerda Gerda var ingen fryd for øjet. Allerede i 5. klasse var hun begyndt at blive så underlig firkantet, så hun i 7. klasse, også på grund af en overordentlig veludviklet barm, fik øgenavnet Kasse-Gerda. Hvis det gjorde ondt, lod hun det ikke mærke, men hun var jo trods alt vant til at blive set ned på; som den ældste af en søskendeflok på syv hos den mindste bonde på fastlandssiden af dæmningen var der ikke megen anseelse at hente hos hverken bønder eller handelsfolk på egnen. At Gerda var stærk som en voksen mand og sled for føden med sin far, Karl Hansen, der var blevet enkemand ved det yngste barns fødsel, gjorde intet skår i ringeagten, man hæftede sig i stedet ved, at Gerda straks efter 9. klasse forlod skolen og tilskrev det en svag begavelse og sikkert tilsvarende karakter. En, der ikke deltog i den almindelige ringeagt, var Frederik Als, Frejrup Kros vært. Til alles store overraskelse ansatte han Gerda til at servere i alle weekender og ved alle fester på kroen, og det på trods af, at han havde haft bud fra mere præsentable piger fra pæne hjem. Hvorom det nu var, så måtte alle dog indrømme at arbejde – det kunne Gerda for to. Hun slæbte frem og stillede an, sprang med bestillinger, ryddede

57


ud og vaskede op, og hun havde nøje styr på hver eneste øl og snaps, der blev drukket under de ofte fugtige lørdagsballer. Drikkepenge fik hun sjældent, men Gerda var tilfreds, for Frederik, der var særdeles velfornøjet med sin ansatte, betalte en klækkelig timeløn. Og dog var det nær gået galt en aften i efteråret, da idrætsforeningen holdt fest i kroens sal. Det var hen på aftenen, røgen lå som en dis i den svedige luft, og ved det inderste bord i hjørnet sad tre bønderkarle, der, som aftenen skred frem, og heldet hos pigerne udeblev, skulede stadig mere surt ud i den dansende og larmende flok, som fik gulvet til ryste og gynge. Flere og flere grønne flasker blev tømt ved bordet, og stadig hurtigere måtte Gerda hente nye forsyninger. Da hun blev sendt efter endnu en runde, skubbede hun diskret til Frederik, der stod ved kassen, og nikkede mod bordet med et spørgende blik. Frederik sendte dem et flygtigt øjekast, men så ingen problemer endnu, så han viftede hende kun af sted. Havde han hørt, at de ved bordet havde afsluttet et lille væddemål angående netop Gerda, var han nok gået selv. Da Gerda derfor kom tilbage til bordet, rejste den største af karlene, Morten Bødker, et hoved højere end Gerda, sig pludseligt og greb ned i hendes bluse med begge hænder for at vippe de svulmende bryster frem. “Nå, Kasse-Gerda, lad os så se herlighederne,” brølede han, idet hendes bluse flængedes den halve vej ned, og de bestilte flasker faldt på gulvet med et brag. Der dannedes øjeblikkeligt en gloende og

58


fnisende kødrand om de to, men Gerdas svar faldt prompte. Uden at fortrække en mine sparkede hun ham hårdt og præcist i skridtet. Morten trak hænderne til sig og bukkede sammen med en syg lyd, men i det samme ramte Gerda ham med en lige højre, som sendte ham hen ad gulvet med blodet sprøjtende ud af næsen. Alle stivnede. Musikken stoppede, og selv den sagte fnisen hørtes ikke mere. Man så og trak sig lidt tilbage, for Morten Bødker var kendt som en mand, der ikke gik af vejen for et rask slagsmål, som han som regel vandt, men nu lå han så ynkelig og rodede underligt rundt på det slidte gulv, mens han holdt sig om den skamferede næse. “Kæl … kælling, lede kælling,” stammede han og kom svajende på benene igen, idet han støttede sig til bordet, hvor kammeraterne stillede sig truende bag ham, “det skal du sgu få betalt.” Men han blev stående og fægtede kun med den ene arm mod Gerda, der stod alene på samme sted med flænget bluse og hængende arme. “Det er dig, der betaler, Morten, og så går du hjem,” sagde Frederik med sin basstemme og trådte hen til Gerda. “Hvad fanden?” kom det anklagende fra Morten. “Kællingen kommer bare her og … Hun har sgu brækket min næse, har hun …” Han så sig om i forsamlingen. “Der skete jo ingenting. Lidt sjov må man vel have? Og i det hele taget skulle hun være glad for, at en rigtig mand overhovedet gider røre ved sådan en som hende!”

59


“Det er forbi nu, Morten. Du betaler, hvad du har drukket og Gerdas bluse også!” “Jeg gør fanden, gør jeg. Det var sgu hende, der …” “Kvik!” Frederiks rottweiler, der altid lå bag skænken på en børnemadras, luntede sindigt hen og satte sig ved siden af Frederik, mens den så på Morten med rejste ører. Han stirrede som hypnotiseret på det sorte dyr, men mærkede nok alligevel, at der blev tomt omkring ham. “Hvis det er sådan, du vil have det, Frederik, så er det … men jeg skal huske det …”, kom det hæst fra ham, da han indså, at her var han den lille. Og Frederik nikkede til musikken at sætte i gang igen og stod diskret ved kassen med den brede ryg mod de mange gloøjne, mens han tog mod betaling fra Morten, der bagefter havde travlt med at slippe ud af salen og forsvinde i sin ældre, hvide Mercedes med det læderbetrukne sportsrat. Gerda fandt et par sikkerhedsnåle til blusen og fortsatte sit arbejde, skønt de unge mænd hurtigt gik på demonstrativ afstand, når hun dukkede op med bakken. At de kønne nøddebrune øjne var en anelse mere blanke end ellers, lod hun ingen se. Hen på foråret kom der dog røre i forholdene, og mange ting ændrede sig. Gerdas far havde nok egnens mindste brug, men en god udsigt til naboen mod øst, Peter Mikkelsen på Østergården, som til gengæld havde det største. Ikke mindre end 197 kreaturer stod i hans stald, der var nybygget og hypermoderne og dertil – og det slog

60


næsten vejret af folk, der mente at vide, hvad de talte om – uden gæld! Peter var ingen selskabelig natur. Han passede selv sin bedrift, og der var dem, der påstod, at hans køer havde det bedre end mangen karl på gårdene eller ansatte i en butik. Hvorom alting var, så fyldte gården næsten hele Peters ensomme liv, og han arbejdede fra tidlig morgen til sen aften. Kun én gang hver tredje måned kørte han bort i sin brune Ford og blev borte i to dage og en nat. Da passede Gerdas far de mange dyr og måtte efter aftale sove på Østergården den ene nat, hvor Peter rasede ud i bordellerne i Flensborg. Det havde selvfølgelig skabt en del moralsk forargelse, da det gik op for folk på egnen, hvor Peter var de dage, han var forsvundet, men forargelsen måtte alligevel liste rundt på stille poter, for selv de hellige vidste jo, at en mand er en mand, og en mand uden kone forfalder til sære ideer, hvis han ikke engang imellem har en smule kvindeligt selskab. Så skete det en tirsdag formiddag med en strid blæst fra nordvest og lange drivende skyer, at Gerda stod i køkkenet og gennem vinduet kunne se Peter Mikkelsen slæbe sig ind på gårdspladsen som en skamskudt kat dækket af jord og støv fra næse til tå. Hun fór ud og bar den voksne mand ind i køkkenet, men det lykkedes hende ikke at få ham ordentligt anbragt på en af de solide stole ved det store køkkenbord. Peter var så underlig slatten i det, han blev ved at glide af stolen, til det gik op for Gerda, at han var lam i den venstre side og heller ikke kunne få styr på ordene, der lallede ud af den skæve, savlende mund.

61


Gerda tøvede ikke. Hun lagde en pude under hans hoved og et tæppe over ham på gulvet og ringede efter ambulancen, der da også kom sporenstregs, da alarmcentralen hørte symptomerne. Peter var dog ikke sådan at få anbragt på båren, han kæmpede imod og fægtede med sin højre hånd ud mod gårdspladsen, indtil Gerda pludselig forstod. “Du skal ikke være nervøs for dine dyr,” sagde hun roligt, lagde hans arme langs med ham på båren og tæppet fast rundt om, “vi skal nok tage os af dem, til du kommer hjem igen.” Så faldt Peter til ro, og ambulancefolkene kunne køre ham til Tønder til intensiv behandling for en blodprop … Der gik mindre end en måned, så kunne Peter ikke holde sygehus og terapi ud mere, han udskrev sig selv og kom en aften humpende ind på gårdspladsen på Vestergården og videre ind i køkkenet. Hele familien sad om køkkenbordet ved aftensmaden og så forbavsede op på den uventede gæst. Gerda skyndte sig at give ham sin stol, og han lod sig træt falde ned og stillede stokken ved siden af. “Vi vidste ikke, du var kommet hjem, Peter. Vil du spise med?” spurgte Karl og så en anelse betænkelig til kartoffelgryden, der var næsten tom. “Naa, tark,” svarede han med slæb i stemmen. Munden var stadig noget skæv, og tungen var svær helt at få styr på, tøjet hang på ham, han havde tabt sig mere end godt var. “Ja kom … kommer foer a ssige tark. Min dyr … de har de godt, riigtig godt, men ja haar nok brug for hjælp en sstyk ti enu … Ja væl gi dæ fasst arbait, Karl. Hva ssir du?”

62


Karl så lidt forlegen til siden og pillede sig lidt i det ene øre. “Jah, det lyder jo godt nok, men … det er nu ikke mig, der har passet dine kreaturer, Peter.” Peter gloede forbløffet på Karl, der skubbede sin gaffel lidt frem og tilbage på bordet. “Jam … jam … hvem fanden …?” “Jeg fik et hekseskud og kunne ikke så meget et stykke tid, så det er Gerda, der har …” “Hva helved? En ssekstenårs tøs? Ja har sgu 197 kreturer!” Peters mund stod åben, og øjnene lyste af vantro. Karl nikkede, og Gerda så ned i gulvet. “Jeg kunne dårligt overkomme vores eget. Gerda tog sig af dit.” Peter så fra den ene til den anden. De mindre børn sad tavse med hver sin gaffel, men rykkede lidt tættere sammen om faren. “Javel … javel …” Der blev meget stille i køkkenet. Peter sad duknakket og stirrede ud i luften med sammen­ knebne øjne; den venstre hånd, der lå på knæet, var krummet sammen som en klo og lavede små rykvise bevægelser. Et eller andet sted fra lød en sagte knasende lyd, men om det var Peter, der tænkte, eller måske en mus lod sig ikke sådan afgøre. Peter rettede sig op. “Ja har en idé, har ja, en forsslag …”, og hans lidt indfaldne ansigt lyste langsomt op. Endnu samme dag begyndte Gerda hos Peter Mikkelsen på Østergården som husholderske, hvad hun selvfølgelig blev misundt, da rygterne om løn

63


og vilkår begyndte at sive, og et mindre lån, der længe havde tynget Karl Hansen hårdt, blev betalt ud kontant. Misundelsen holdt sig som månederne gik og avlede mange spydige bemærkninger, og de små ondsindetheder formerede sig som mus i en fyldt lade, men en dag i efteråret slog noget pludselig om. Det var Karoline Riemers, nabokonen mod nord, som engang havde kikket langt efter Peter, men var endt med at blive gift på en væsentlig mindre gård, der en eftermiddag til kaffe kunne fortælle veninderne, at Peter Mikkelsen ikke mere kørte til Flensborg, ja, at han faktisk aldrig kørte nogen steder alene mere, men at den stakkels Gerda måtte sidde ved siden af og – ja, de kunne vel selv tænke sig til resten? Der var stille nogle lange sekunder, mens kaffekopperne blev hængende i luften, øjenbrynene langsomt løftedes, og mundene spidsedes til i begyndende forargelse. “Det havde jeg alligevel ikke troet om ham,” sagde slagterens Mette, “men er du nu sikker?” “Ja, jeg har ikke kikket dem under dynen, hvis det er det, du mener, men hvad tror du selv? En gammel støder og en purung pige. Og jeg har hørt, at hun også bor derovre.” “O!” Reaktionen var omgående. Bevisførelsen var afsluttet, og dommen var klar. “Man burde gøre noget …” “Jah … nogen burde gøre noget …” Der blev kastet blikke rundt, og de standsede ved Karoline, der sad med ret ryg og slikkede et stykke flødeskum fra de sammenknebne læber.

64


“Jeg ved ikke med jer,” sagde hun langsomt og med skarp stemme, “men vi har da lov i landet, der skal beskytte vores piger mod den slags. Pigen er vist kun sytten. Sytten! Jeg ville få min død, hvis min datter havde … Nå, kort og godt, jeg mener, vi bør tale med betjent Madsen. Han skal nok få udredt det der … det morads!” De nikkede indforståede. Madsen. Nu påhvilede ansvaret ham. Man havde så gjort sit, og det var slet ikke det ringeste … Den næste dag, en lille smule før åbningstiden, mødte fire kvinder op på landbetjent Madsens lille kontor og forlangte på det bestemteste, at der blev skredet til handling omgående. Madsen hørte først afventende, men hurtigt mere og mere irriteret på de uomstødelige kendsgerninger, der for tydelighedens skyld blev tegnet med lidt tykkere streger, end der strengt taget var belæg for. “I mener altså,” afbrød han for at gøre en ende på de malende skildringer, “at der foreligger et ulovligt forhold mellem Peter Mikkelsen og Gerda Hansen, således at førstnævnte udnytter sidstnævnte ved at betale for seksuelle ydelser, skønt hun endnu ikke er myndig?” “Øh … ja, det er lige præcis det, han gør! Det er ulovligt og en skændsel for alle anstændige mennesker. Det må stoppes!” Madsen lænede sig tilbage i sin umagelige kontorstol og sugede underlæben lidt ind, mens han så fra den ene til den anden, som de sad med fordrende og forurettede blikke. Han kunne jo godt belære dem om, hvad der stod i loven om anstændighed og den

65


slags, og hvordan praksis var i disse sager, men han havde været landbetjent længe og vidste godt, der skulle andet til. “Ja,” sagde han sindigt og rejste sig, “før vi foretager os videre, er det nok bedst, jeg kører derud og undersøger, hvordan det er fat. Vil de damer vente her?” “Ja, ja, det vil vi. Det gør vi gerne, ikke også?” Karoline så opfordrende på de andre, der ivrigt nikkede med lys i øjnene. “Vi sidder lige her og venter, betjent Madsen. Hvis der skulle blive brug for mere, så …” De fire kvinder satte sig på hver sin stol, og Karoline tog i mangel af flere kundestole Madsens, der knirkede gudsjammerligt. “Jamen, så …” Madsen tog kasketten på og skred ud af døren. En god time senere dukkede han op igen med et alvorligt udtryk i det store ansigt. De fire kvinder så spændt på ham, mens han med omhu tog kasketten af og længe gnubbede på en usynlig plet. “Nå?” brød det til sidst ud af Karoline. Madsen så sørgmodig ud, mens han lod blikket glide fra den ene til den næste. “Ja,” kom det så tænksomt fra ham, og han trak vejret dybt et par gange, “det var godt, I kom til mig med sagen og ikke bare sladrede omkring, som andre måske ville have gjort.” “Jamen, så sig det dog,” spruttede Mette, “har du arresteret ham?” “Arresteret ham?” Madsen så overmåde forbløffet ud. “Nej, jeg har ikke arresteret nogen – endnu. På Østergården er alting skam i orden. Gerda har en kontrakt. Jeg har set den, og den er alle parter

66


tilfredse med, jeg traf dem alle tre i køkkenet – næ, det alvorlige ligger et helt andet sted.” “Er det … er det værre?” De fire kvinder gispede i kor. “Ja, det er jeg bange for.” Madsen stod foran dem og vippede lidt frem på fodsålerne. “Da jeg fortalte Peter, hvad sagen drejede sig om, var han ved at få et slagtilfælde af raseri og ville absolut anmelde nogen for bagtalelse, ærekrænkelse og injurier – ja, det er jo ting, der kan give både bøde og fængsel – men heldigvis kunne jeg overtale ham til at lade mig ordne det i stilhed.” Madsen så næsten medlidende på de fire kvinder, der sad blege og stirrede på ham med åben mund. “Men det var jo heller ikke fordi, I ville rende med sladder, vel? I ville kun gøre jeres borgerpligt og beskytte et ungt menneske, ikke sandt?” De fire nikkede meget langsomt i kor, men kunne ikke sige et ord. “Godt, så lader vi sagen ligge der. Jeg laver ikke nogen rapport, og vi taler ikke mere om det. Er det en aftale mellem os?” De nikkede igen. “Ja, så skal jeg ikke holde jer fast her længere …” De fire kom denne gang meget hurtigt op og ud ad døren med små knyk, der vel gjorde det ud for farvel. Madsen blev stående midt på gulvet og så efter dem ud ad vinduet, mens han gned sine hænder. Så smilede han kort, drejede om på hælen og gik ind til konen og fortalte den sørgmuntre historie til en kop sort og stærk kaffe …

67


Selvfølgelig kunne rygter ikke holdes nede i det lange løb. Når proppen først én gang var taget af, var det umuligt at få ånden tilbage i flasken. Derfor blev det også med tiden almindelig viden, at Peter på sine gamle dage havde fået smag for ungt kød og betalt for at få det. At Peter i det samme tidsrum adskillige gange blev hasteindlagt og efterhånden næsten ikke kunne gå, klippede ingen huller i de vellystige fantasier, som det efterår blev spundet tykt om Østergården. Alle rygterne fik dog en brat ende en tåget dag i november, da Peter efter et kort ophold først på Tønder Sygehus og siden på Odense døde en stilfærdig død. Af dødsannoncen i avisen kunne man nu læse, at begravelsen ville finde sted ugedagen efter hans bortgang, men også at det var Gerda, der havde sat den i. At Kalle Jensen, der var kontormand hos en sagfører i Ribe, et par dage senere i fortrolighed kunne fortælle et par bekendte, at det ligeledes var Gerda, der skulle arve rub og stub, satte selvfølgelig rygtemøllen i højeste gear, idet en sådan nyhed naturligvis var alt for god til at beholde i fortrolighed. Rygterne løb om med lange ben, og hver kunne nu tænke sit og rime to og tre sammen, og derfor varede det heller ikke længe, før man havde fundet ud af den virkelige sammenhæng. Det var naturligvis den tøjte til Kasse-Gerda, der havde forgjort den svage Peter Mikkelsen. Ikke så snart var den arme mand blevet syg og skrøbelig, før slangen var krøbet over til ham og havde klemt så længe så fast om ham, at han blev bragt fra både forstand og gård og måske livet med. En enkelt

68


historiekyndig ville endog vide, at i de gamle dage var en sådan arvesvindler blevet bundet til en stige og kastet på bålet. Da dagen for begravelsen oprandt, var den lille kirke stuvende fuld, ja, folk stod endda ude i våbenhuset, for alle ville jo være med og se, hvordan denne forargelige historie ville løbe af. Rart var det sikkert ikke for Gerda. Hun sad på forreste række med sin far og sine søskende, men trods det at folk stod op nede bagved, var bænken lige bag dem dog tom med undtagelse af landbetjent Madsen i civil og hans kone. Underlig var også stemningen i kirken, sært spøgelsesagtigt lød det lille orgel, da de få, som automatisk løftede røsten til de gammelkendte salmer, hurtigt blev bragt til tavshed af naboernes demonstrative stumhed, og bedre blev det ikke, da præsten betrådte prædikestolen. Pastor Kai Nielsen, der varetog Frejrup Sogn under sin kollegas langvarige sygdom, havde det i forvejen ikke let med de selvhævdende bønder. Mager og bleg stod han deroppe og mærkede den udefinerbare fjendtlighed som en uhørlig, men følelig brummen i rummet. Omhyggeligt havde han i sit studerekammer bygget smukke ord og vellydende sætninger op i en velment prædiken over kærlighedsbudet, men nu faldt det hele som døde fugle fra en overdækket himmel. Han forstod ikke hvorfor, og de smalle hænder begyndte som af sig selv at flakse rundt om prædikestolens kant, men det var som pirrede netop denne bevægelse den latente

69


fjendtlighed og gjorde den massiv og truende som en hældende mur. Prædikenen sluttede brat, da stemmen gik i knæk. Pastor Kai Nielsen stod et langt øjeblik og holdt hænderne krampagtigt bag ryggen, mens han så fortabt ud over flokken under ham, som kendte han dem ikke mere, så vendte han sig brat og gik ned. Resten af begravelsesceremonien forløb i en underlig hast; det var som skulle der sluttes så hurtigt som muligt, og dog var det, som blev tiden mere og mere træg og virkede imod, så denne begravelse syntes at gå i stå og holde alle fanget i et usynligt uudholdeligt bur … Da var det landbetjent Madsen med ét rejste sig og stod ved kisten, og det var først, da han stod der, at man blev klar over, at ceremonien egentlig var forbi, og kisten nu skulle bæres ud på kirkegården. “Jeg vil gerne sige et par ord, før Peter bliver båret ud,” sagde han med et lille smil og en stemme, hvis hverdagsagtige klang bragte tiden tilbage på sporet og ordene ind i forståelsens horisont. Man rettede sig på de hårde kirkebænke og skottede lidt rundt, før blikket fik lov at hvile på Madsen. “Jeg besøgte Peter et par gange på hospitalet,” fortsatte Madsen, mens han lagde den ene hånd på den hvide kiste og så på dem med et blik, der syntes at gælde alle og hver enkelt især. “Den sidste gang, jeg var der, lovede jeg ham at stå her i dag, når han skulle begraves. I kender jo alle Peter som en hårdtarbejdende mand, for hvem hans gård og dyr var ét og alt. Han

70


var stolt af at kunne klare sig selv og ikke være afhængig af nogen. Derfor gjorde det så ondt ind i marven på hans sjæl, at han pludselig ikke kunne ret meget mere, fordi en lille blodprop satte sig på tværs. Hans held og store lykke – ja, da han sagde de ord til mig, strålede hans ansigt virkelig af lykke – det var, da Gerda kom til ham og var god mod dyrene, som han selv var …” Madsen tøvede et langt øjeblik og lod ordene sive ind i de modvillige hjerter. Der var fuldstændig stille i kirken, kun hørte man udenfor ganske svagt en solsort slå sine klare triller. “Ja,” fortsatte han så, “der opstod hurtigt et kærlighedsforhold mellem dem, men ikke sådan som nogen måske lummert fantaserer om. Det var mere sådan som … som når et menneske kan give en trængende af sit hjertes godhed, og den trængende kan modtage uden at føle sig gældsat. Derfor bestemte Peter, at Gerda skulle have hele gården efter ham og ikke hans uduelige nevøer i Esbjerg. Det var Peter, der pressede på, for Gerda ville ikke, men han fik sin vilje. Han ville uden om juridisk kævl, så to dage før han døde, blev han og Gerda viet af hospitalspræsten; overlægen, Karl, og jeg var vidner.” Madsen tav igen, mens han langsomt lod blikket glide hen over de mange øjne, der stirrede som hypnotiserede på ham, før han med skyggen af et smil i mundvigen fortsatte: “Peter var en god mand, han forstod skam menneskenes natur, og han forstod at tage vare på sine. Jeg er glad for at se, at der er så mange her i dag for at

71


ære Peter – og hans sidste beslutning … For øvrigt mangler der to til at bære kisten ud …” Han lod igen blikket gå rundt i menigheden. “Ja, vi lever jo i ligeberettigelsens tidsalder, så du, Karoline Riemers, og du, Morten Bødker. I bærer bagerst.” Så blev kisten da båret ud, og Peter gravsat som sig hør og bør. Bagefter var der kaffe og kage på kroen som traditionen foreskrev, en skik som Gerda ikke havde kunnet komme udenom, men de mødte alle op, revl og krat, man skulle jo dog se. Her blev Peter æret med taler, og Gerda forlegent undgået, men dog vist en gryende respekt som egnens største gårdejer, og så indfandt den velsignede hverdag sig endelig igen. Ugen efter skulle Gerda på Østergården få sin første gæst. En ældre hvid Mercedes med læderbetrukket sportsrat var set køre ind på gårdspladsen, men den holdt der nu ikke længe og forsvandt hurtigt igen med en arrig dunken i den friserede motor.

72

Af uventet nåde uddrag  

Af uventet nåde er 9 nedslag i 9 liv. Vi befinder os et sted, vi ikke kender, men som vi alle sammen kunne være rundet af, og derfor kender...

Af uventet nåde uddrag  

Af uventet nåde er 9 nedslag i 9 liv. Vi befinder os et sted, vi ikke kender, men som vi alle sammen kunne være rundet af, og derfor kender...