Issuu on Google+

agapetema Nummer 1 2013

at stå udenfor en kernefamilie Single, men ikke alene

Når, det der håbes på, endnu ikke er sket Hvorfor har du ingen far?

OIKOS - den udvidede familie Fra kollektiv til kernefamilie

At være aseksuel


indhold Hvorfor har du ingen far?

Emne Side At leve udenfor en kernefamilie............................... .3

/ side 8 / OIKOS - om genopdagelsen af den udvidede familie

/side 12 / Fra kollektiv til kernefamilie

Single, men ikke alene............................................ .4 Når, det der håbes på, endnu ikke er sket............... .6 Hvorfor har du ingen far?........................................ .8 Når årsagen er skilsmisse....................................... .10 OIKOS - om genopdagelsen af den udvidede familie..12 Fra kollektiv til kernefamilie.................................... .16 Uhåndgribelig sorg - om barnløshed........................ .18 At være aseksuel..................................................... .20 En guidet bibelmeditation....................................... .23

/ side 16 / En guidet bibelmeditation

/ side 23 /

AgapeTema udgives af: Foreningen Agape, Bredhøjsvinget 1, 8600 Silkeborg Ansvarshavende redaktør: Landsleder Annette Bech Vad T 8680 6022 / annette@agape.dk Øvrige medlemmer af bladudvalget: Terapeut Torsten Hartvig Pedersen Journalist Niels Sørensen Psykoterapeut Bente Krabbe Hansen Psykolog Louise Nisgaard Layout: Kommunikationsmedarbejder Martin Skipper T 8680 6022 / skipper@agape.dk Forsidefoto: Modelfoto fra sxc.hu Tryk: Lavpristrykkeriet, Aarhus lavpristrykkeriet.dk Oplag: 2.500 stk. ISSN: 1601-7188

2

Foreningen Agape Agape er en forening, der ønsker at hjælpe mennesker, for hvem livet gør ondt. Det gør vi ved at tilbyde terapi, kurser, foredrag og rådgivning. Vi ønsker dels at hjælpe det enkelte menneske, der er i nød samt udruste mennesker og menigheder til at hjælpe andre. Agape er en forening, der arbejder på folkekirkeligt grundlag. Der er seks ansatte og ca 100 frivillige beskæftiget i Agape Se mere på agape.dk Artikler skrevet af eksterne skribenter, dækker ikke nødvendigvis redaktionens holdning. Kontakt Foreningen Agape, Bredhøjsvinget 1, Silkeborg T 8680 6022 / sekretariat@agape.dk Telefontider: mandag – torsdag 9-15, fredag 10-12 Bankkonto 6190 0003562409 www.facebook.com/agapedk www.agape.dk


kommentar

Af Annette Bech Vad Landsleder i Agape

At leve udenfor en kernefamilie For nylig blev en ny undersøgelse offentliggjort i DR. Undersøgelsen bekræftede tidligere undersøgelser, der peger på, at de personer, der lever i et parforhold, lever længere end dem, der lever udenfor et parforhold. – Ja, man taler ligefrem om den positive ”koneeffekt”. Undersøgelsen hævdede, at gifte mænd, i gennemsnit lever 7 år længere, end dem, der ikke har en ægtefælle. Det kan der sikkert være mange gode forklaringer på. Men hvad med alle de mennesker, der lever alene? De kan – udover at leve uden en ægtefælle – se frem til at de oveni købet skal leve med sandsynligheden for et kortere liv. Det er da nedslående! Langt de fleste mennesker drømmer om, at få et livslangt ægteskab med børn og leve som kernefamilie. Tankevækkende er det, at der i Danmark lever rigtig mange udenfor en kernefamilie. Ifølge Danmarks Statistik består 39 % af alle danske husstande kun af én person. Der er for rigtig mange mennesker et stort spænd mellem drøm og virkelighed. Det er et faktum,

som vi kan begræde. Men skal vi stoppe der og kun begræde? Hvordan forholder vi os til det faktum i vores menigheder og fællesskaber? Er det noget, som den enkelte selv må rode med, eller har vores kristne fællesskaber en værdifuld mulighed for at sætte fokus på, hvordan vi kan fremme tættere relationer til mennesker, der lever udenfor en kernefamilie? Kunne vi i kristne fællesskaber genopdage et mere fleksibelt og udvidet familiebegreb? I kristne fællesskaber har vi helt unikke muligheder for at skabe tætte relationer, der kan blive til glæde og velsignelse for alle parter, uanset om man lever i eller udenfor en kernefamilie.

Vi har i dette blad valgt at sætte fokus på det at leve udenfor en kernefamilie. Det er vores håb, at dette temanummer kan være til glæde og inspiration – og endnu bedre; at temaet sættes på dagsordenen, så man i stedet for at lukke øjnene, får sat fokus på de muligheder og

I kristne fælles­ skaber har vi helt unikke muligheder for at skabe tætte relationer, der kan blive til glæde og velsignelse for alle parter, uanset om man lever i eller udenfor en kernefamilie.

velsignelser, der kan ligge her.

Temabladet består af en skøn blanding af personlige beretninger og fagligt inspirerede artikler. Rigtig go læselyst! Annette

3


Interview

Single, men ikke alene Jayne Cheshire er single, hvilket er en sorg for hende. Men hendes liv er fyldt af nære venskaber, som hun giver lov til at komme helt tæt på. Og fællesskab forhindrer hende i at være ukendt for andre mennesker.

Af Dinna Bjerrum Swartz ”Der er frihed i både at være kendt og accepteret. Jeg giver andre mennesker lov til at komme tæt på og få taleret i mit liv og jeg tror, at det er, hvad Gud ønsker,” fortæller Jayne Cheshire. De nære venskaber bringer mening og nærvær ind i hendes liv som single. ”Som gift er man tvunget til at være kendt af et andet menneske, men som single kan man vælge at være ukendt af andre mennesker. Derfor er det vigtigt for mig at være en del af forpligtende relationer som single.”

At vælge fællesskabet Jayne har valgt at bo i oikos af to grunde. Fordi hun ønsker at være kendt af mennesker og fordi hun ønsker at være en del af noget større. ”At være en del af et nært fællesskab med samme værdier og mål er at rejse gennem livet sammen. Hvis jeg skulle rejse alene, ville det blive ensomt, og

En vej ind i fællesskab Jayne Cheshire er 42 år gammel. Hun blev kristen for 15 år siden, og lige siden har hun boet sammen med andre kristne i nære relationer. Hun kalder et kristent bofællesskab, hvor man ønsker at tjene Gud sammen, for et oikos.

”Et oikos er at leve efter Apostlenes Gerninger 2, hvor de kristne var sammen, de var fælles om alt og de kom sammen i templet hver dag. Et oikos er at leve med samme formål,” forklarer hun. Nu bor Jayne sammen med en familie fra Aarhus Valgmenighed. De er en del af en klynge, som bor i Gellerup, hvor de sammen prøver at gøre en forskel for området. ”Det, at vi vil leve sammen som oikos, betyder at vi som hjem elsker hinanden, Gud og verden. Vi ønsker at leve i disse tre forhold så godt som vi kan. Sammen ønsker vi at være åbne og række ud.”

4

Det, at vi vil leve sammen som oikos, betyder at vi som hjem elsker hinanden, Gud og verden

det ville ikke lykkes for mig,” indrømmer Jayne.

”Jeg ønsker at mit liv skal gøre en forskel og være meningsfuldt, og det sker kun sammen med andre. Der er en strøm af nåde i at være familie og ønske sammen at gøre en forskel for verden.” Jayne henviser til Johannesevangeliet 13, hvor Jesus fortæller, at hans disciple kan kendes på den indbyrdes kærlighed.

”Vi kan dele glæder og udfordringer i sådan et fællesskab. Men det vigtigste er at kunne glædes over hinanden.”

Gud er midt i smerten Der er mange udfordringer ved at være single. For eksempel er det et tab ikke at få lov til at være forælder. Jayne tror, at det er vigtigt at acceptere udfordringer som tab og sorg. For nogle år siden tænkte Jayne, at hendes liv ikke ville give mening, hvis ikke hun blev gift og fik børn. ”Jeg vidste ikke, om jeg kunne være i live uden at få børn. Det var en dyb sorg, og det er det stadig. Nogle gange kommer sorgen dagligt. Og nogle gange er det utrolig smertefuldt,” fortæller Jayne. ”Men jeg har truffet et valg. Jeg vil fejre andres glæde, jeg vil fejre andres ægteskab og børn. Det tager ikke tabet væk, men det hjælper.” Jayne ønsker at Gud skal være midt i hendes liv, både i sorgen og glæden. ”Jeg siger ofte til Gud: ’Jeg har brug for dig her på dette smertefulde sted.’ Gud kan møde mig og give mig, hvad jeg har brug for. Jeg oplever Guds møde konstant. Det er utroligt at mærke Guds nærvær midt i smerten. Og jeg tror, at jeg har ekstra plads til Guds nærvær i mig, for der er ikke en mand, der er helt tæt på.” At søge de ligesindede og de anderledes Jayne lever med mange mennesker, der står i en anden livssituation end hun selv gør. Hun er nu i et kristent fællesskab af singler, familier og par, hvor hun


Jayne Cheshire er 42 år gammel. Hun kommer fra England, og har boet i Danmark i knap seks år. Hun har været med til at opstarte ”Ghetto Fever”, der er en klynge i Aarhus Valgmenighed. Den ønsker at skabe håb og forandring i Aarhus bydelen Gellerup.

er 13 år ældre end den næstældste single kvinde. ”Man kan spørge, om jeg føler mig isoleret i sådan en situation, men igen er det et valg, hvordan jeg går ind i det. Jeg skal tænke på, hvordan jeg kan møde disse mennesker, som jeg er. Det giver en god dynamik når forskellige mennesker mødes. Og jeg er utrolig taknemmelig for at kunne dele mit liv med disse fantastiske mennesker, der er i vores fællesskab,” understreger Jayne.

Men det er ikke nok for hende kun at have relationer til mennesker, der har en livssituation, der er meget forskellig fra hendes egen. ”Nogen gange må jeg bare se praktisk på det,” smiler Jayne. ”Og så må jeg overveje, hvordan jeg møder kvinder i samme situation som mig selv, altså nogle jævnaldrende singlekvinder. Men jeg vil også leve med mennesker, der er forskellige fra mig. Også selvom det kræver kompromis fra begge parter.” Taknemmelighedens disciplin Allerede som nykristen valgte Jayne at hun ville være taknemmelig overfor Gud over alt det gode han gav hende.

”Da jeg var blevet kristen, flyttede jeg sammen med to andre kristne kvinder. Den ene døjede med tungsind. Jeg ønskede at glæde og tak til Gud skulle fylde mere i vores hjem, så vi blev enige om at takke Gud sammen om morgenen. Jeg plejede at gå til træning om morgenen og det var jeg rigtig glad for, men hvis vi skulle have tid til at takke Gud sammen, måtte jeg droppe morgentræningen. Det var

Jeg har truffet et valg. Jeg vil fejre andres glæde, jeg vil fejre andres ægteskab og børn.

et offer, men den tid, som vi fik til at prise Gud sammen, ændrede vores liv. Vi blev gladere og fik det bedre.”

Her begyndte taknemmeligheden at få mere plads i Jaynes liv. Hun ønsker at anerkende sin smerte og sorg, men også at kunne flytte sit blik hen til de ting, som hun er taknemmelig for. ”Jeg kunne ikke leve uden taknemmelighedens disciplin. For eksempel var jeg i går rigtig ked af ikke at være mor. Men da jeg vendte mit blik mod Gud og begyndte at takke ham, så jeg pludselig hvor mange gode ting, han havde givet mig den dag. Han gav mig en god samtale med

min tyrkiske nabo, og han gav mig en nærværende tid med en af drengene i familien. Det fjernede ikke sorgen, men jeg så pludselig Guds velsignelser i mit liv.” At blomstre som en rosengård Velsignelserne i Jaynes liv minder hende om den blomstrende ørken i Esajas 35. ”Livet som single kan godt opfattes som et liv i en ørken, fordi man ikke har fået en familie og man lever alene. Men jeg tror, at Gud har kunnet gøre fantastiske ting i mit liv, netop fordi jeg er single. For eksempel kunne jeg flytte til Danmark, og her har jeg været med til at opbygge et fællesskab, som jeg får lov til at se vokse. Det er en stor velsignelse.” Singleliv med glæde og sorg Ligesom et singleliv både er fyldt med velsignelser og udfordringer, er det vigtigt for Jayne at huske, at livet i ægteskabet også har velsignelser og udfordringer. ”Mit perspektiv på at være single er, at lige meget hvordan dit liv ser ud, så er der glæder og sorger. Det vil sige, at jeg har meget til fælles med gifte mennesker. Det hjælper mig at se sådan på det.” Jayne ønsker at lige meget, hvordan hendes liv vil udforme sig, så må Guds kraft være hos hende. ”Min bøn er: Gud vis mig din opstandelseskraft. Og det har Gud virkelig gjort i mit liv.”

·

5


Dorte Toudal Viftrup er Cand. Psyk., Ph.d. stud, og bor i København

Når det, der håbes på, endnu ikke er sket - om at leve ufrivilligt alene og være udenforstående Af Dorte Toudal Viftrup Mennesker, der oplever at miste sin elskede, får sympati og medlidenhed fra andre midt i sorgen og smerten. Det menneske, som aldrig har haft en kæreste eller ægtefælle eller som frivilligt er blevet skilt, mødes ofte med uforståenhed overfor deres sorg og tab. Denne uforståenhed kan være baseret på udenforståenhed. Udenforståenhed handler om, at stå udenfor en situation og kigge ind, men ikke at være en del af den situation. Mennesker, der lever udenfor en kernefamilie er udenforstående til livet i en kernefamilie, på samme måde som mennesker i en kernefamilie er udenforstående til den livssituation, det er at leve alene.

kan opstå, når livet endnu ikke er blevet som forventet. Sorgen over, at livet endnu ikke er blevet som forventet er anderledes, end den der er forbundet med at miste noget eller nogen, som var værdifuld for én. Sorgbearbejdelsen er også af en ganske anden art, end sorgen

Det kan være svært, at være udenforstående. For mange, som står udenfor en kernefamilie, er det særligt svært, fordi de kigger ind på det, som de selv ønsker sig, men endnu ikke har. Det er altid hårdt at være udenfor. Det menneske som ufrivilligt mister et elsket menneske, skal bearbejde og lære at leve med sorgen og tabet. På samme måde skal det menneske, som endnu ikke har haft en elsket, bearbejde det meningstab, som dette er. At sørge Man kan ikke notorisk sige, at mennesker, som ufrivilligt lever alene, er sorgramte. Men den psykologiske viden om sorg og tab kan være ganske brugbar til at tackle det meningstab, som

6

Sorgen over, at livet endnu ikke er blevet som forventet er anderledes, end den der er forbundet med at miste noget eller nogen, som var værdi­ fuld for én.

opstået af den akutte eller traumatiske krise. Som allerede nævnt bliver den ufrivilligt single ofte mødt med uforståenhed. Denne uforståenhed handler enten om undren over at de endnu ikke har fundet én, hvorfor det er svært at være single, eller medlidenhed uden forståenhed (dvs. at ufrivillige singler ikke bliver forstået i deres sorg, men

at personer i en kernefamilie kun møder dem med en antagelse om, at det er synd for dem, at de endnu ikke ”har nået målet”). Ufrivillige singlers sorg bliver derfor ofte ikke anerkendt af mennesker omkring dem. En anden forskel er, at ønsket og håbet om at finde sammen med en partner stadig lever midt i sorgen og meningstabet. Chokket over tabet er givetvis heller ikke så stort som ved den akutte krise, og derfor føles det nok mere som om, at sorgen kommer udramatisk ”snigende” og bliver til en tristhed og frustration, som den ufrivilligt single ikke helt forstår, hvad handler om.


Danmark: Et singlesamfund Til trods for, at kirken værdisætter kernefamilien højt, er dette ikke afspejlet i resten af det danske samfund. Ifølge Danmarks Statistik, er der i Danmark 2,6 millioner husstande. I 1,2 millioner husstande er par, der bor sammen, og i 1,1 bor der mænd eller kvinder alene med eller uden børn. Det er næsten 50 % af alle husstande, som består af singler eller mennesker, der ikke bor sammen med en partner. Endvidere består cirka 200.000 husstande af flere familier (f.eks. kollektiver). Det vil sige, at næsten halvdelen af Danmarks befolkning bor som singler med eller uden børn. Det kan derfor siges, at være meget normalt at bo uden en kernefamilie i Danmark. Det er paradoksalt, at den kristne menighed overser dette i mødet med mennesker, som lever alene, fordi vores kirkelige grundtone kommer til at fremmedgøre halvdelen af Danmarks befolkning overfor kirken. Vi ikke blot påfører kristne ufrivillige singler sorg, vi gør det også vanskeligt for ikketroende singler at komme til kirken, og derved til troen.

dette meningstab. Det første handler om, at retænke livets mening. Som single skal man på et mentalt og følelsesmæssigt plan finde ud af: ”Hvad skal jeg så?”. Ofte handler det også om, at finde frem til: ”Hvem er jeg så?”. Det er selvfølgelig vigtigt, at håbet om at finde en partner kan leve videre i denne retænkning af mening.

At tackle meningstabet Den helt store udfordring for den ufrivilligt single, er at tackle sit meningstab. Det handler om at finde mening i livet uanset ens livssituation. Den svenske psykiater Johan Cullberg, som har arbejdet meget med krise, siger; at leve uden partner kan for nogle være et problem, der føles katastrofalt. Cullberg deler den ufrivilligt singles meningstab op i et ydre, socialt aspekt og et indre, eksistentielt aspekt. Disse to aspekter hænger dog uløseligt sammen. Det kan føles ydmygende i sociale sammenhænge at være alene, og det kan føles ensomt og meningsløst at leve hverdagen alene, ligesom det er et tab, hvis man heller ikke har fået børn. For at tackle både det indre og ydre meningstab er den ufrivilligt single nød til at finde andre kilder til mening end at være kernefamilie og være i parforhold. Ud fra Cullberg kan man tale om, at der er to niveauer i at tackle

Den kristne tro kan have meget at tilbyde i denne retænknings-proces, fordi den netop viser hen til menneskets ubegrænsede værdi gennem Kristus.

Den ufrivilligt single kan føle sig socialt ydmyget ved at være ene i sociale sammenhænge, hvor andre ankommer som par eller familie. Det kan skabe en følelse af at være fravalgt eller vraget. For singlen, som føler sig socialt ydmyget handler det om, at finde sin identitet, værdi og mening i andre aspekter af livet. Meningstabet kan derved blive indgangen til større hvile i troen og sig selv, ved f.eks. at dyrke idealistiske, åndelige eller kulturelle interesser. Følelsen af ydmygelse kan også forvandles til noget meningsfyldt og værdifuldt i form af et dybere arbejdsengagement og udvikling af faglige kompetencer. På dette niveau handler det om, at retænke det at se sig selv som socialt ydmyget til at se sig selv, som et menneske med værdi, evner, meget at tilbyde og som et elsket menneske, som bare ikke lever i et parforhold eller med en kernefamilie. Den kristne tro kan have meget at tilbyde i denne retænknings-proces, fordi den netop viser hen til menneskets ubegrænsede værdi gennem Kristus.

Det andet niveau handler om, på et mere lavpraktisk plan at reorganisere det konkrete levede liv, således at det bringer personen nye meningskilder. De fleste ufrivillige singler vil på et tidspunkt forvente, at de nu ville stå et sted i livet, hvor de brugte størstedelen af deres tid og energi på familieliv. De vil som oftest være omgivet af venner og familie, som er (selv) optagede med familieliv, og derfor mangler fysisk og socialt overskud. Det kan være svært, at være udenforstående til nærtstående kernefamilier, som ofte ikke har overskud til at tage hensyn til den ufrivilligt singles behov for omsorg, samtale og nærvær. Den ufrivilligt single har mere tid at bruge i sin hverdag, og har et større behov for socialt samvær. Det kan være sårende ikke at blive mødt med forståelse for dette. Begge parters udenforståenhed for den andens livssituation kan vanskeliggøre samværet. Det er desværre ofte singlen, som bliver taber, da kernefamilien ofte ikke ”orker” en vanskelig relation midt i fysisk og socialt underskud. Det kan være nødvendigt for den ufrivilligt single, at lægge praktiske planer til at udfylde sin tid, samt accepterer at være initiativtager til social kontakt, da han eller hun har mest tid til at få ideer og planlægge. Det er bedst, hvis retænkningen går forud for reorganiseringen, da man som single derved ikke føler det som en social ydmygelse at skulle være initiativtager. Så har man gennem retænkningen fundet hvile i egen værdi og i at have meget at tilbyde andre mennesker. Så vil han eller hun kunne påtage sig rollen som initiativtager uden at føle sig fravalgt. Endvidere kan det ”at have meget tid” også blive meningsfyldt, hvis retænkningen går forud for reorganiseringen. Da vil den ufrivilligt singles større mængde tid kunne give rig mulighed for at udleve de nye meningskilder.

·

7


Elin Høyer Hansen arbejder som diakon og souschef på børneog ungecentret Toften, Herning

Hvorfor har du ingen far? Af Elin Høyer Hansen - spørger pigen på 4 år. Vi voksne rundt om bordet ved, at hun mener mand og ikke far. Jeg fornemmer forældrenes lidt flakkende blikke – det spørgsmål skal hun måske helst ikke stille en 43-årig kvinde. Men børn stiller nu en gang de spørgsmål, som vi voksne nogen gange finder grænseoverskridende. Ikke fordi børn er frække eller flabede, men fordi de er undersøgende på livets sammenhæng. “Hvorfor-spørgsmålene” er en del af vores liv – det kan gælde vores livssituation, sygdom, arbejdsløshed – eller små dagligdagsnære forhold. Det er spørgsmål, som vi ikke nødvendigvis får svar på. Jeg tror og ved – bl.a. fordi jeg kan læse det i Bibelen, jeg har hørt det mange gange, og jeg kan også mærke længslen i mig selv - at Gud har skabt og givet os et liv, hvor vi må leve i tosomhed, men nogen gange sker det ikke.... Så jeg har stillet og stiller fortsat ind imellem den 4-åriges spørgsmål. Og når jeg fortsat stiller det, så betyder det også, at jeg ikke har fundet svaret. Jeg kan komme med gisninger – en gang imellem forklaringer – og kan også hører andres forklaringer, men dybest set, så har jeg ikke svaret eller forstået Guds hensigt med, at nogen af os lever alene.

8

Et liv med muligheder Men uanset hvordan min livssituation er lige nu, så tror og ved jeg også, at Gud har givet og giver mig masser af muligheder for et liv med indhold - glæder, oplevelser og frihed, hvor det er min udfordring, at jeg forsøger at holde mest mulig fokus på det, jeg har og får.

Livet udenfor en kernefamilie betyder, at tiden i langt større grad er min egen – og jeg kan gøre en del af det, jeg har lyst til at prioritere. Jeg kan vælge at satse på en civil karriere – tage kurser, efteruddannelse og læse i min fritid. Eller jeg kan engagere mig i det frivillige arbejde (her bliver ingen arbejdsløse), og det giver mig samvær med andre – og også med- og modspil. Jeg kan også tilrettelægge min hverdag, som det passer mig – spise kl. 17 eller kl. 20 – rugbrød eller bøf – jeg kan sove, læse, dyrke motion, shoppe, gøre rent – alt afhængig af tid, lyst og energi. Bolig, bil – rejser – ja, jeg bestemmer selv, hvordan disse forhold prioriteres, dog er min daglige indtægt med til at sætte en form for ramme omkring disse muligheder, idet der også kun er mig til at betale husleje, benzin, forsikringer m.m. Selvom jeg lever et liv udenfor kernefamilien, så betyder et familiært fællesskab for mig rigtig meget, så også den del kan prioriteres, og jeg oplever også, at det giver helt

...lige så vigtigt, det er at have familietid, er det at have voksen­ tid – både som par og som enkeltpersoner. Trivsel hos mor og far vil også indirekte være med til at skabe trivsel hos børnene.

unikke oplevelser og glæder at få lov at være helt og fuldt moster og faster, og samtidig er jeg forskånet for de bekymringer som unægtelig følger med et forældreskab. Sidst men ikke mindst vil jeg nævne, at samværet med venner, som jeg kan dele liv med, er af stor betydning. Alder og livssituation er ikke afgørende for mig – jeg oplever en stor berigelse ved at kende og være sammen med mennesker, som både lever som jeg selv, men bestemt også kernefamilier, som har deres muligheder og udfordringer. Udfordringer og de indre dialoger Men hvad skal jeg vælge?? Flex-lån eller fastforrentet lån? Jeg har fået fin rådgivning – men valget er mit. Folkekirke eller frimenighed? Flere


venner vælger frimenighed – vil jeg føle mig ensom i folkekirken?? Stuen trænger til at blive malet, og hvad med gulvtæppet? Skal det renses – skal møblerne flyttes rundt – og hvem skal jeg spørge om at hjælpe denne gang?? Hjemmeaftner og weekender kan være en nydelse – men det er ikke kun ro, jeg er omgivet af, det er stilhed. - Hvem skal jeg kontakte?? Jul er børnenes og familiens fest, men hvor og med hvem skal jeg fejre den? Dette er blot enkelte eksempler på de indre dialoger, jeg tager

med mig selv en gang imellem – og en del af dem skal også føre til beslutninger og ikke mindst initiativ fra mig – ellers sker der ikke noget. Skabt til et liv i relationer Vi er som mennesker skabt med et grundlæggende behov for at vise og få kærlighed, omsorg, anerkendelse og oplevelsen af at være elsket – et behov som er tilstede uanset alder og vores livssituation. For mig er det en udfordring i forhold til livet udenfor en kernefamilie –

både at få lov at vise og tildele min kærlighed til andre, men også at se og mærke andres kærlighed til mig, fordi den ikke automatisk er en del af mit hverdagsliv. Heldigvis får jeg lov at opleve, at disse behov og ønsker kan og bliver tilgodeset i andre relationer end kernefamiliens. Derfor er det også muligt at leve et liv alene med både indhold og mening.

·

9


Når årsagen er skilsmisse Kernefamilien er defineret som far, mor og børn, men nogle gange kan denne beskrivelse ikke stemme overens med

virkeligheden.

Anonym

Oktober 1999: Vil du elske og ære… og leve med ham både i medgang og modgang, i hvad lykke Gud den almægtige vil tilskikke jer, som en ægtehustru bør leve med sin ægtemand, indtil døden skiller jer ad? Ja. Sådan begyndte vort ægteskab. Et løfte givet for Gud og mennesker om at leve sammen indtil døden skiller ad. Jeg indgik i ægteskabet med denne klare overbevisning, og ikke at det måtte holde til problemerne ville skille os ad. Skilsmisse var for mig en ikkeeksisterende mulighed. Baggrund Vi blev gift i slutningen af 90´erne og vi fik sammen tre børn. Jeg blev færdig med min uddannelse i 2008 og havde forældreorlov samme efterår. Jeg havde forventet at denne tid ville blive hyggelig og med god tid til børnene, efter jeg havde haft en travl eksamensperiode, men sådan kom det ikke til at gå. Forholdet mellem os blev efter to års ”knas” tiltagende anspændt og problemfyldt, især problematiseret af for meget alkohol og deraf følgende løgne. Han ønskede skilsmisse, men det var en fuldstændig utænkelig løsning for mig. Via vores kirke fik vi 10 samtaler hos en kristen familieterapeut, men efter anden gang, ønskede min ægtefælle ikke at deltage mere. Jeg fortsatte og fik meget ud af disse samtaler. Efter en voldsepisode, trusler og min ægtefælles fraflytning, følte jeg mig nødsaget til at søge om separation for ikke at ødelægge mig selv eller børnene. Dette var en meget svær beslutning for mig.

10

Jeg havde først tænkt det som en pause, men det blev snart tydeligt, at ægteskabet ikke stod til at redde. Vi blev skilt for få år siden, og jeg har efterfølgende fået fuld forældremyndighed over børnene. Han har fået polititilhold, hvilket betyder, at han ikke må opsøge eller kontakte mig i 5 år med mindre det omhandler samvær, så derfor har jeg heller ikke kontaktet ham.

Det var et nederlag for mig, at ægteskabet endte med skilsmisse. Overfor Gud og mennesker havde jeg afgivet et løfte, og det kunne jeg ikke holde. Efter længere tids overvejelser, bøn og samtaler med forskellige mennesker, har jeg fundet hvile i, at det var den eneste udvej i min situation. Gennem alt dette svære er jeg blevet bevaret i troen på Gud. Han har altid været der og kunne

Jeg har siden slutningen af 2008 boet alene med vores 3 børn. Siden da har der været meget sparsom kontakt mellem børnene og deres far. Det har været nødvendigt med overvåget samvær og også pauser på mere end et år. Der er nu begyndt en lille kontakt igen med få timers samvær. Ikke som et pres men et tilbud til børnene, hvis de har lyst. Ændret identitet I tiden omkring skilsmissen og de første par år efter har jeg måttet arbejde med mig selv og min egen identitet. At være fraskilt mor med 3 børn passede ikke ind i mit billede af den perfekte kernefamilie. Hvorfor skulle det overgå mig og hvordan skulle jeg komme videre? Jeg havde kun perifert kendskab til et andet par, der var skilt, så skilsmisse var ikke en kendt udvej, - heller ikke i familien og i de kristne fællesskaber, jeg var en del af. Jeg følte mig amputeret, som om jeg ikke var hel. På den anden side har familie og venner fortalt mig, at jeg nu efter skilsmissen er blevet mig selv igen. Det undrede mig, da jeg hørte det første gang, men jeg kunne efterhånden selv mærke det.

Overfor Gud og mennesker havde jeg afgivet et løfte, og det kunne jeg ikke holde.

høre min bøn, også når jeg knap havde ord til at formulere en bøn. Han vidste, hvordan jeg havde det. Jeg kan ikke forstå ham, men det har han heller ikke lovet os. Jeg har fået lov at opleve, at tingene har lagt sig til rette for mig på forunderlig vis, også når det så mørkest ud. Det kristne fællesskab har betydet meget for mig. Det har været mit bagland og dem, der tilbød hjælp og støtte også i det daglige. Efter skilsmissen havde jeg nogle tanker om, at jeg sikkert ikke kunne bruges til noget i kristne sammenhænge, for jeg var jo fraskilt. Men denne bekymring er gjort til skamme, idet jeg har fået flere opgaver i kristent frivilligt arbejde. Dette glæder mig meget.


Praktiske udfordringer Når der i familien således kun er én forælder, vil det medføre nogle udfordringer i det daglige. Det er både det helt praktiske med hjælp til at hænge billeder og lamper op efter flytning og forhold vedrørende bilkøb og vedligeholdelse. Men også med pasning af børnene, når jeg skal noget om aftenen. Vi er flyttet til en anden by, hvor jeg heldigvis kendte en enkelt familie. Det er til stor hjælp. I håb om at få flere kontakter valgte jeg inden flytningen at kontakte Indre Mission det pågældende sted og kort fortælle min historie. Det betød, at jeg bl.a. fik tilbud om børnepasning og anden praktisk hjælp. Fantastisk at komme og blive en del af et kristent fællesskab og opleve kristne brødre og søstre, der er villige til at bære med. En anden problemstilling er manglen på et mandligt forbillede for børnene. Der er heldigvis god kontakt til familien på begge sider, og dér er flere gode mandlige forbilleder. Jeg har ligeledes kontakt med flere kristne familier, hvorigennem børnene kan se og opleve normalt familieliv med far, mor og børn.

Jeg har ligeledes kontakt med flere kristne familier, hvorigennem børnene kan se og opleve normalt familieliv med far, mor og børn.

Agapes formand Steen Møller Laursen har redigeret bogen “Skilt - men ikke fra Gud”. Vi har stillet ham et par spørgsmål om tankerne bag bogen.

fandtes noget litteratur som kunne bruges eller oversættes. Så vi gik selv i gang med at skabe noget brugbart litteratur.

Hvad var din motivation for at “samle” denne bog? Motivationen for at samle en bog med dette tema var flere uafhængige efterlysninger af noget litteratur om temaet. De fortalte alle, at deres forhold til Gud var blevet påvirket igennem den skilsmisse, de havde været igennem. En enkelt kunne fortælle, at skilsmissen faktisk havde kostet troen på Gud. Så behovet for noget litteratur var klart til stede, og det var væsentligt at finde noget litteratur, hvis det kunne hjælpe mennesker, der går igennem en skilsmisse og også hjælpe nogen med at bevare troen på Gud. Efter en del søgen i både Danmark og udlandet, med hjælp fra forlaget, stod det klart, at der ikke

eksempel er det vigtigere at være sammen med børnene efter aftensmad og lade opvasken vente til senere.

Det har været vigtigt for mig at prioritere voksentid, hvor jeg har kunnet slappe af og lade op. Jeg fandt derfor hurtigt ind i en bibelkreds, hvor der også var god mulighed for at lære hinanden at kende. Desuden er jeg kommet med i et kor, hvilket jeg nyder meget.  

Voksentid er også, når børnene er kommet i seng, og der er sagt godnat. Medmindre de er syge, har de ikke noget at gøre i stuen derefter. Døgnet har også kun 24 timer for mig og med 3 børn og fuldtidsarbejde, kan jeg fint fylde tiden ud. Det er derfor nødvendigt at kunne prioritere rigtigt. For

Er der noget, der har overrasket dig i forbindelse med bogens tilblivelse? Det overraskede mig, hvor forskelligt forholdet til Gud påvirkes af en livskrise, som en skilsmisse jo er. For nogen er Gud en trøst og en støtte, i det de gennemlever, og for andre bliver Gud fjern og utilnærmelig. Ligeledes overraskede det mig, hvor stor indflydelse det kristne fællesskab har på den, der bliver skilt. Forholdet til Gud påvirkes af, hvordan det kristne fællesskab tager imod den, som er blevet skilt. Hvis den fraskilte føler sig mere eller mindre udelukket af fællesskabet, kan det også påvirke forholdet til Gud i negativ retning. Hvorimod der, hvor den fraskilte føler sig velkommen og inkluderet i fællesskabet, kan det påvirke Gudsforholdet positivt.

·

I det daglige kan jeg af og til savne at have en anden voksen at dele hverdagens store og små ting med. Som en slags surrogat for dette, har jeg bl.a. fundet nogle gode veninder, der også er alene med deres børn, så vi kan støtte og hjælpe hinanden. Jeg har efter skilsmissen haft glæde af at deltage i aleneforældrecamping samt andre arrangementer for aleneforældre. Dér er god mulighed for at være sammen med ligestillede og blive forstået af andre, der er i samme situation. Afslutningsvis skal nævnes at vi alle 4 har det godt og trives. Det har ikke kunnet undgås at vi har fået nogle sår, der nu er blevet til ar, men vi er kommet godt videre.

·

Skilt - men ikke fra Gud Redaktør: Steen Møller Laursen Forlagsgruppen Lohse Udgivet: 2012 Pris: 149,95 kr

11


Keld Dahlmann er præst i Aarhus Valgmenighed

OIKOS - om genopdagelsen af den udvidede familie Af Keld Dahlmann Fortæl mig hvem du er. Hvad arbejder du med? Har du familie? Sådan spørger vi ofte sidemanden ved et selskab. Disse spørgsmål er ikke neutrale. Baggrunden for at vi spørger sådan, er vores vestlige kultur, hvor uddannelse og job er væsentlige for identitet, altså noget af det første, vi identificerer hinanden med. Derfor kan der opstå pinlig tavshed, når sidemanden fortæller, at vedkommende er ledig. Det er næsten som at sige, at man ikke er til – fordi man ikke kan identificeres. Spørgsmålet ”har du familie?” er også interessant, idet vi næsten alle er vokset op med mindst en forælder og måske også søskende, som jo fortsat er familie for os, selvom vi ikke har stiftet vores egen kernefamilie. Vi ”er” familie fra fødslen og påvirkes dybt af den familie, vi vokser op i. På denne måde giver det sagligt set ikke mening at spørge: Har du familie? Når vi alligevel spørger, er det fordi det – sammen med vores arbejde - er den måde, vi identificerer hinanden på og måler hinandens succes på. Vi spørger i virkeligheden: Er det lykkedes dig at stifte familie? Det er altså interessant at overveje, hvad vi i det hele taget mener med ordet ”familie”. De fleste af os tænker med begrebet familie formentlig på far, mor og et par børn. Altså ”kernefamilien”. Min udvidede familie Når vi rejser i andre ikke-vestlige kulturer, vil vi opleve at spørgsmålene stilles anderledes. I Afrika kan man blive spurgt: Hvem er din far? Hvilken slægt kommer du fra? Hvilken stamme? Her oplever vi det, som vi finder i Bibelens lange slægtstavler. Du er ikke et isoleret individ, men en del af en

12

større slægt af fædre og mødre og deres efterkommere, og dét er din familie! Familiebegrebet er grundlæggende anderledes: Det er ikke kun kernefamilien men en større gruppe af mennesker, der er min familie. Der er en helt oplagt grund til, at det fungerer sådan. De fleste steder på kloden er der ikke socioøkonomiske muligheder for at overleve uden den udvidede familie. Der er ikke et velfærdssamfund, som gør det muligt at leve som single eller satse kun på kernefamilien. Det betyder at det som det naturligste i verden er godt af få mange børn. Så er der flere til at bære med den dag, forældrene bliver gamle og er afhængige af omsorg fra børn og børnebørn.

dre mødtes med fætre og kusiner, onkler, tanter etc. Jeg husker en oplevelse af familiemæssig forbundethed ved de fester, som havde rod i en anden tid end vores. Den udvidede familie og kernefamilien supplerede hinanden i et samspil, som er forsvundet for mange af os, der lever i en senmoderne forandringskultur. Det er ikke min

Det er min fætter Vi skal ikke så langt tilbage i tiden for at finde en tilsvarende virkelighed på vore breddegrader. Mit bud er, at de fleste danskere indtil 2. verdenskrig dagligt indgik i en udvidet familie. Kernefamilien indgik naturligt i en større sammenhæng på grund af en række forhold: - Danmark var til dels stadig et klassesamfund, hvor den enkelte identificerede sig med f.eks. en arbejderkultur eller en borgerskabskultur. Ofte arbejdede man i samme fag og miljø på tværs af generationer. - Man flyttede sjældnere og boede derfor i højere grad på samme egn som forældre og søskende. - Landbruget var et hovederhverv, og en gård rummede ofte medhjælpere, som naturligt indgik i det større hushold. - Velstanden var generelt langt lavere, og man havde brug for hinanden for at klare sig. Under min egen opvækst deltog jeg i ”slægtsfester”, hvor mine foræl-

Du er ikke et isoleret individ, men en del af en større slægt af fædre og mødre og deres efterkommere, og dét er din familie!

hensigt at romantisere fortiden eller begræde nutiden. Mange, der er vokset op i en dårligt fungerende familie, har haft fordel af at kunne flytte væk, bryde den sociale arv og etablere sin egen tilværelse. Dette er muligt i et individualiseret velfærdssamfund. Men samtidig tror jeg, at mange af os også er i kontakt med den nedbrydende effekt, som vores livsstil har på fællesskabet mellem os. Kernefamilie i opbrud Den tydeligste forandring, vi ser, er, at ca. hvert andet indgået ægteskab opløses igen. Før i tiden var det tabuiseret at blive skilt. Senere blev det tabuiseret at problematisere skilsmisse. I dag er mit indtryk, at det nu i højere grad bredt i samfundet opfattes som problema-


Man ønsker at betone menigheden som en “familie”, hvor man vandrer sammen og deler liv.

tisk, at vi er så dårlige til at leve i livslange forpligtende forhold. Der er ikke tegn på, at drømmen om kernefamilien er blevet mindre. Det er blot spændet mellem den faktiske virkelighed og drømmen, der er blevet større. Hos boghandleren bugner hylden med bøger om parforhold og familieliv. Der tilbydes parterapi og forskellige præventive kursustilbud for par, som ønsker at udvikle og bevare deres parforhold. I Danmark har en del kirker og kirkelige organisationer sat ægteskabet på dagsordenen, også internationalt har organisationer med kristent udgangspunkt arbejdet for at redde og styrke familien. På tværs af disse mange tiltag er der ét overraskende fællestræk: Alle tager tilsyneladende udgangspunkt i at familie er lig med kernefamilien. Ingen stiller spørgsmål til den store bagvedliggende forandring, som falder sammen med kernefamiliens sammenbrud; nemlig tabet af den udvidede familie som social klangbund for kernefamilien.

Fællesskab som kirkeligt imperativ Fællesskab er en af kirkens livsytringer. Vi tror på ”de helliges samfund”, dvs. vi tror, at vi er skabt til fællesskab, og at individet må forstå sig selv i relation til næsten. Jesus fremhæver kærligheden til næsten som integreret i kærligheden til Gud. (Mark 12,28) Dette bliver især tydeligt i tre forhold: 1. Guds intention med at skabe mand og kvinde således at de sammen kunne mangfoldiggøre sig, danne familie og derigennem skabe kultur (1. Mos. 1,27). I den forstand bliver ethvert menneske til ved sine forældres fællesskab og indgår fra undfangelsen i et fællesskab. 2. At jeg står i næstefællesskab med den, som jeg spontant møder på min vej. Hvor det står i min magt at tjene ham eller hende, er jeg forbundet med ham gennem næstekærlighedsbuddet. Det er det, Jesus tager sigte på i lignelsen om den barmhjertige samaritaner.

3. Det intentionelle discipelfællesskab i menigheden hvor vi forstår os selv som Kristi legeme. Det er dette fællesskab Jesus modellerer, når han danner en kreds af disciple og konstant nedbryder barrierer, der afholder mennesker fra at indgå i dette fællesskab. Mellem templet og hjemmet De første kristne mødtes både i templet og i hjemmet. Denne dobbelthed svarer til, hvad evangelisten Lukas fortæller om apostlenes forkyndelse: Den foregik både offentligt og privat. (Apg. 2,46; 5,42; 20,20) Denne dobbelthed er fortsat igennem kirkens historie, således at man til forskellige tider har betonet og genopdaget forskellige sider af det kristne fællesskab. Gennem de sidste 50 år har evangeliske kristne verden over genopdaget betydningen af de mindre grupper i forhold til større offentlige møder. Det er især sket med inspiration fra smågruppeog husmenighedsbevægelser i ...fortsættes på næste side... 13


Latinamerika og Asien. Det har resulteret i nye typer menigheder - ”organiske” menigheder - med det fællestræk; at man betoner en måde at høre til og være sammen på, som ikke fungerer til store møder og gudstjenester i kirkerum. Man ønsker at betone menigheden som en ”familie”, hvor man vandrer sammen og deler liv. På grund af vore vestlige kulturelle linser har vi ikke forstået, at når man taler om husmenigheder og mindre grupper i Asien eller Sydamerika, er referencen ikke kernefamilien, men den udvidede familie. Disse fællesskaber var ikke primært 5-10 mand, men nærmere 20-30 personer. Af den simple grund at de blev til i kulturer hvor ”familie” betyder ”udvidet familie”. Vi genopdagede - gennem disse strømninger - betydningen af den mindre gruppe. Men vi filtrede inspirationen gennem vores kernefamilieperspektiv. (Breen:2013 p122) Det personlige og sociale rum I 1960erne udviklede sociologen Edward T. Hall (Hall:1982) sin teori om forholdet mellem sted/ rum og kultur. Han hævdede, at vi udvikler vores personligheder i 4 forskellige rum: 1. Det offentlige rum. Det kan være en forelæsning, koncert, møde, gudstjeneste, hvor en ekstern indflydelse forbinder os. (f.eks. at vi deltager i den samme gudstjeneste) 2. Det sociale rum. Det kan være en klasse, afdeling, fritidsinteresse mellem 20-50 personer. Her sker der en begyndende tilknytning mellem deltagerne, som ikke afhænger af en ekstern indflydelse. Jeg får et vis kendskab til andre i gruppen, og i denne type gruppe kan venskaber og holdningsdannelser opstå. 3. Det personlige rum. 5-10 personer. F.eks. et team, en fami-

14

Hvis det “sociale rum” er så væsent­ligt for vores mulighed for at udvikle vores personlighed og evne til relationer, så får det ret omfattende betydning for kirkens måde at være fælles­ skab på.

lie eller en smågruppe. I dette sociale rum deler vi mere personlige erfaringer og tanker. 4. Det private rum. 2-3 personer. Her kan jeg vise mig ”nøgen” og afsløre mine følelser uden at føle skam. I en sund familie er det sådan, børn har det med forældre. Det afgørende i denne sammenhæng er betoningen af det ”sociale” rum som bindeleddet mellem den lille intime verden og den større verden. I et stort universitetsmiljø eller en stor arbejdsplads kan man som studerende eller medarbejder føle sig ensom uden det ”sociale rum”. Den ensomhedsfølelse man kan opleve, er ens psyke der fortæller, at ens personlighed ikke kan blive tryg og dermed udvikle sig, uden at man hører til i en mindre gruppe. Adgangen til dette personlige rum sker via ”det sociale rum”, hvor jeg får et indtryk af andre personer, uden at jeg skal overskride mine grænser for hurtigt til det personlige rum. Den udvidede familie og menigheden Hvis det ”sociale rum” er så væsentligt for vores mulighed for at udvikle vores personlighed og

evne til relationer, så får det ret omfattende betydning for kirkens måde at være fællesskab på. I mange kirkelige miljøer er der en klar anerkendelse af behovet for smågrupper og bibelkredse. Ligeledes er man fortrolig med møder og gudstjenester i det offentlige rum. Svagheden ved disse fællesskaber er, at de små grupper bliver for lukkede, og de store møders præmis gør det vanskeligt at opnå relationel tilknytning i disse sammenhænge. Aarhus Valgmenighed og andre menigheder i vores netværk har derfor i længere tid haft fokus på det vi kalder ”klyngefællesskaber” eller ”missionale fællesskaber” ud fra genopdagelsen af det sociale rum som familiebegreb. (Breen:2010) Kirken har noget af det bedste at tilbyde senmoderne mennesker: et fællesskab der ikke afhænger af køn, status, civilstand etc. men dette tilbud bliver ikke reelt uden ”sociale rum” hvor overgangen naturligt etableres fra at være en ”gæst” til et blive en del af familien. I denne overgang har løst strukturerede fællesskaber af 20-50 personer deres særlige opgave. Det nye testamente rummer en række breve, der primært er skrevet til menigheder af den størrelse. Ordet der anvendes om disse menigheder er ”oikos”, på dansk ”hushold”, som var den bærende samfundsenhed i romerriget. De mange steder i det ny testamente, hvor der refereres til fællesskabet i menighederne, er det sandsynligt at det forfatteren konkret har i tanke ikke primært er kernefamilien, men netop et ”hushold” bestående af 20-30 personer. Jeg vil således hævde, at det primære nytestamentlige familiebegreb er større og langt mere omfattende end kernefamilien.(Stark:1996, Fee:2000p56) Den udvidede familie i praksis Det har været min hensigt at ar-


gumentere for et mere fleksibelt og omfattende familiebegreb end kernefamilien. Det har jeg gjort med teologisk såvel som sociologisk begrundelse. Det er min opfattelse, at hvis vi arbejder med ”den udvidede familie” som udgangspunkt for kirkens måde at opfatte fællesskab på, vil både kernefamilier (børnefamilier) og singler have lettere ved at trives, og nye ressourcer vil blive forløst til fælles gavn. Til sidst vil jeg dele lidt om min egen kernefamilies erfaringer med den udvidede familie. Siden vi blev gift, har Sara og jeg delt bolig med

...hvis vi arbejder med “den ud­ videde familie” som udgangspunkt for kirkens måde at op­ fatte fællesskab på, vil både kernefamilier (børnefamilier) og sin­ gler have lettere ved at trives, og nye res­ sourcer vil blive forløst til fælles gavn.

andre. På nær i nogle få år med pladsproblemer, har vi haft een eller flere personer boende hos os til leje. De seneste tre år har vi og vores fire børn - delt hus med en anden børnefamilie, således at vi har hver vores lejlighed, men bevidst lever og forstår os selv som en del af en udvidet familie. Det betyder at vi bor 10 personer i huset og vores kat. Hertil kommer den kreds af mennesker i lokalmiljøet, som jævnligt kommer

forbi og i større eller mindre grad er med i vores udvidede familie. Vi har gennem årene identificeret 6 kendetegn ved at observere vores eget ”oikos”, og andre der lever på lignede måde: 1.

2.

3.

4.

STØRRELSE. Et ”oikos” udgøres af mere end een kernefamilie. Det er vanskeligt at danne et miljø der har kendetegn fra det sociale rum, hvis man ikke i udgangspunktet er mere end een kernefamilie. Det behøver ikke betyde, at man deler hus. Man kan også bevidst bosætte sig flere singler og/eller børnefamilier i samme nabolag. Det afgørende er, at man har gåafstand til hinanden, for at det reelt præger hverdagen. VISION. Et oikos er til for mere end sig selv. Hvis fællesskabet ikke skal lukke sig om sig selv, må vi bevidst beslutte hvilke værdier og mål vi sætter. I vores ”oikos” har vi 2 mål: at være en velsignelse for lokalområdet samt at os, der bor i huset, oplever at vores personlige kald og tjeneste understøttes af vores boform. Eksempelvis har jeg nogle rejsedage hver måned. Her er det en hjælp for min kernefamilie, at en anden familie kan bidrage med ekstra ressourcer. LEDELSE. Et oikos ”ledes” uformelt af en ”mor” og/eller ”far”. Det kan være et ægtepar eller singler, der varetager den funktion at ”sætte rytmen” i huset og dermed danne rammer for den udvidede familie. RESSOURCER. I et oikos prøver at vi at tænke således, at flest mulige ressourcer er fælles. Man kan dele bil, dele børnepasning, hente/bringe, praktiske opgaver etc. Denne

dimension bestemmes af, hvad der pragmatisk set er bedst, og ændrer sig med beboernes behov. 5.

MÅLTIDER. Intet binder os sammen som måltider. Vi spiser sammen i huset en-to gange ugentligt. Hver uge inviterer vi gæster til spisning af hel almindelig hverdagsmad. Ofte bidrager gæsterne til middagen eller griber en støvsuger eller leger med ungerne, mens der laves mad, og dermed opfører de sig mere som en del af den udvidede familie end som gæster. Og det er jo netop pointen.

6.

BØN. I et kristent oikos beder vi sammen. Det kan være spontant eller planlagt. Bordbøn, liturgisk bøn, højtid eller hverdag. Det afgørende er, at kaldet til at leve tæt med den udvidede familie kræver, at der hentes kraft et større sted. Hos Ham, efter hvem enhver familie har navn (Efes 3,15).

·

-------------------------------Litteratur: Mike Breen: Leading Kingdom movements, 3DM, 2013 Edward T. Hall: The Hidden Dimension, Doubleday, 1982 Gordon D. Fee: Listening to the spirit in the text, Eerdmans, 2000 Rodney Stark: The rise of christianity, HarperCollins, 1996 Mike Breen & Alex Absalom: Launching Missional Communities, 3DM, 2010

15


Interview

Fra kollektiv til kernefamilie Anne-Mette og Thomas Roswall er flyttet i eget hus efter 10 år i kollektiv. Her fortæller de om de to måder at være kernefamilie på.

Af Niels Sørensen, journalist - Hvorfor skal alle nødvendigvis have hver sin græsslåmaskine, hækklipper eller gæsteværelse i stedet for at deles om ressourcerne? spørger Thomas Roswall og nævner, at det var noget af det, der tændte ham, da tanken om kollektiv første gang kom på banen. Sammen med sin kone Anne-Mette og deres fire børn boede parret dengang i Nordsjælland, mens de afventede at rykke vestpå. Enten helt tilbage til Peru, hvor deres missionærtjeneste var blevet afbrudt på grund af sygdom, - eller også bare vestpå til Jylland, hvor det var billigere at bo. - Vi prioriterede, at vi ikke begge behøvede at arbejde fuldtids, fortæller Anne-Mette, der tog til Gjern for at se på lejlighed i et nedlagt plejehjem, som nogle familier ville omdanne til kristent kollektiv. - Der var ikke noget charmerende over det institutionsprægede hus. Det var ribbet for alt, med kalkede vægge og vinyl på alle gulve. Men potentialet i at bo på den måde var så stort, at det skulle prøves af, fortæller Anne-Mette og Thomas. Sammen med to andre familier købte de hver i 2001 en andel i huset, hvor der desuden flyttede både andre familier og enlige ind på lejebasis.

konstant voksenovervågning. I deres socialisering kom de nok mere i kontakt med de store børns grænser end med de voksnes, og det tror jeg er godt, fordi forældre nogle gange kan være lidt overemsige, siger Thomas. - Samtidig lærte børnene også at tage hensyn og relatere til andre voksne end deres forældre. Og de blev en del af de demokratiske processer. F.eks. kunne de skrive deres egne punkter på dagsordenen, der til husmøderne, og de deltog, når der var noget, de ville have drøftet, siger AnneMette.

Børnemiljø - Vores børn var i alderen 4 til 11 år, og det har haft stor betydning for dem at have deres barndom i et kollektiv. Der udviklede sig hurtigt et ’autonomt børnemiljø’, hvor de store børn tog sig af de mindre, og hvor børnene var sammen uden

16

Efter at have oplevet i Peru, hvordan folk relaterer til hinanden, så føltes det rent menneskeligt som en istid at komme til Danmark, hvor enhver har nok i sit eget.

Thomas tilføjer, at der selvfølgelig var perioder, hvor børnene ikke syntes, at det var særlig spændende altid at skulle tage hensyn til andre. - Men i dag, når de tænker tilbage i perspektiv, kan de se alle de muligheder, de havde, og tænker: Hold fast, hvor var det fedt!

Fællesskabet Især var det muligheden for fællesskab, der fik familien Roswall til at vælge kollektiv frem for traditionel kernefamilie. - Efter at have oplevet i Peru, hvordan folk relaterer til hinanden, så føltes det rent menneskeligt som en istid at komme til Danmark, hvor enhver har nok i sit eget. På det punkt åbnede kollektivet en dør for os til at leve i Danmark uden bare at skulle have nok i sig selv, fordi man ønskede at skabe noget sammen. Vi startede helt fra bunden, skulle lave vedtægter og diskutere alt muligt. Det eneste, vi alle var enige om på forhånd, var at arbejde for at skabe et positivt fællesskab. Også det åndelige fællesskab blev der arbejdet på. Det kom til udtryk gennem bordbøn, andagter ved husmøder og i en lang periode også en kort Taizé-andagt hver aften. Desuden besluttede man, at der skulle være ro om søndagen. - Der var en fælles forståelse af, at gudslivet skulle udleves aktivt, men det var svært at definere konkret i vedtægterne, for fællesskabet var sammensat af mennesker fra mange forskellige kirker. Til gengæld var det mere inspirerende og ikke så forudsigeligt, fordi folk kom med forskellige traditioner og bidrog på forskellig måde. Udbytte - Som familie fik vi i kollektivet meget tid sammen med vores børn – netop fordi økonomien gjorde, at vi ikke begge skulle arbejde fuldtids. Vi havde rigtig meget plads, og der var en masse


Anne-Mette og Thomas Roswall bor nu i eget hus. Den høje bygning, som kan skimtes i baggrunden, er bofællesskabet Åhaven, hvor de boede i 10 år.

At bo i bofællesskab er ikke nødvendigvis noget, der styrker et ægteskab. Man har jo ikke fokus på kernefamilien som sådan, men på et større fællesskab, hvor man relaterer til flere voksne.

udendørs- og fællesarealer, som vi kunne bruge. Og så var det ikke mindst rart, at man ikke selv behøvede at lave mad, men kunne gå ned ad trappen til fællesspisning tre gange om ugen, siger Anne-Mette. Thomas fremhæver de demokratiske processer. - Jeg får klaustrofobi, hvis alt er lagt i for faste rammer. Selv om jeg også kan blive træt af processer, så er det det, jeg trives med. Og i et bofællesskab er man i den grad hele tiden i proces, siger han. - Noget af det fedeste var også arbejdsfællesskabet, når vi havde vores arbejdslørdage. For når man endelig fik noget besluttet i fællesskab, så rykkede det også, når 10-12 voksne plus alle børnene gik i gang med de mange opgaver efter den fælles morgenkaffe. Det var festligt, mindes Anne-Mette. Til sammenligning I 2011 flyttede familien Roswall fra bofællesskabet. De købte eget hus i nærheden og kan i tilbageblik sammenligne de to forskellige måder at leve på. - At bo i bofællesskab er ikke nødvendigvis noget, der styrker et ægteskab. Man har jo ikke fokus på kernefamilien som sådan,

men på et større fællesskab, hvor man relaterer til flere voksne. Har man en interesse, som den anden ikke deler, kan man altid finde en anden voksen at snakke med. Hvis man skal dyrke sit parforhold, tænker jeg derfor, at det er nemmere i en kernefamilie, hvor man kun skal relatere til du, jeg og vores børn. I et bofællesskab tænker man lidt anderledes, siger Anne-Mette. Hun og Thomas oplevede på et tidspunkt, at en krise kradsede i deres parforhold. - Vi har det 100 gange bedre i dag, men det har ikke noget at gøre med bosituationen. Vi fik det godt igen, mens vi var i bofællesskabet. Så det handler nok mere om vores livssituation og vores relation til børnene og hinanden, siger Thomas. Anne-Mette vurderer imidlertid, at flyttet også har styrket forholdet, og Thomas giver hende delvis ret. - Det har været vildt romantisk at have ombygningen af huset som et fælles kreativt projekt. Men det kunne vi nok også have oplevet i bofællesskabet, hvis vi var indstillet på det, vurderer han. Begge er enige om, at de nok relaterer mere til hinanden nu, end de gjorde før. - Men det er ikke til at sige, om det skyldes måden at bo på, eller om

det er, fordi børnene nu er store og selvstændige, siger Anne-Mette. Flest ulemper Tilværelsen som kernefamilie i eget hus har på en del områder givet mere fleksibilitet. - Før følte jeg mig meget forpligtet på fællesspisningen og ville afbryde andet arbejde for at være med. I dag sender jeg bare en sms til Anne-Mette om at spise senere, hvis jeg bliver optaget af andet, fortæller Thomas. Parret ser dog flere ulemper end fordele ved at flytte fra kollektiv til kernefamilie. - Man bliver så nemt en del af et livsstilsprojekt, som mangler mening. For til hvis glæde er det, at vi går og pudser op og lægger fliser – andre end os selv? I bofællesskabet havde det mere mening, for der gjorde man det for hinanden og i fællesskab. På trods af de konflikter og frustrationer, der kan opstå, så er det enormt meningsfuldt, når man bevidst vælger at leve tæt på andre mennesker, siger AnneMette og Thomas, som absolut ikke afviser tanken om, at de på et senere tidspunkt igen skifter fra kernefamilie til kollektiv.

· 17


Uhåndgribelig sorg - om barnløshed Det begyndte så godt. Vi blev gift en forårsdag i maj 2007 – dog var det regnvejr, men det overskyggede ikke den glæde, vi havde ved at blive gift. Vi havde mange forventninger til fremtiden, og børn var uden tvivl noget, vi glædede os til! Af Malene og Ruben Futtrup Fibiger Da vi havde været gift i et år besluttede vi, at vi ville have et barn, og vi var i forventning til at det snart ville ske. Men tiden gik. Efter et halvt år begyndte en bekymring at snige sig ind, og efter et år var glædens forventning væk. Vi prøvede at slappe af med det, men det var svært. Det, der skulle være så godt, var pludselig blevet en byrde for os. Det fyldte vores hverdag selv uden vi snakkede om det eller var bevidste om det. Der skulle gå yderligere et halvt år, før vi erkendte, at det var blevet så stor en byrde for os, at vi havde brug for hjælp til at blive en familie. Beskeden Malene ventede utålmodigt på den dag, hvor konsultationen efter de indledende undersøgelser fandt sted. Rubens tanker var rolige og

der var ikke noget at gøre. Lægerne kunne ikke hjælpe os. Det liv vi havde forestillet os brast med ét sammen. Var der mere værdi i livet, nu hvor vi aldrig ville blive en biologisk familie? Tosomheden føltes så skræmmende og absolut ikke tiltrækkende. Sorgen Vi var i en sorg og kunne knap nok overskue os selv i det. Sorgen føltes ret uhåndgribelig, fordi vi sørgede over noget vi ikke havde. Det var ikke så konkret, som f.eks. det at miste et barn, en ægtefælle eller en ven. Vi havde mistet muligheden for at blive en biologisk familie, noget der i vores optik ikke er en rettighed, men en velsignelse. Den ukonkrete sorg gjorde det hårdt at være den sørgende, samtidig med at vi skulle fortælle andre, hvad vi havde brug for - og hvad vi absolut ikke behøvede.

18

Vores forhold til andre Eftersom vi kun valgte at fortælle familie og de nærmeste venner om vores situation, kunne vi ikke forvente at alle omkring os tog hensyn. Det betød, at vi ind i mellem skulle lægge øre til pars (reelle) frustrationer over

I to år så vi nærmest kun familie og de nærmeste venner. Vi kunne ikke overskue mere, selvom vi gerne ville. Det var hårdt for os at være sociale. De år var uden tvivl gode for vores ægteskab, da vi rykkede tættere sammen og bar hinanden på skift. Set i bakspejlet blev tiden helt automatisk brugt på at komme sig, og få skabt nye forventninger til fremtiden. Nye drømme.

han glædede sig til at få klarhed på det, der i hans hoved blot var et problem, der selvfølgelig kunne findes en løsning på. Ved første konsultation var beskeden klar;

vi blev mere fortrolige med vores situation, fortalte vi det også til flere. Vi fortryder ikke, at vi ikke gjorde det offentligt med det samme, at vi ikke kunne få børn. Vi skulle simpelthen lære at leve med det og prøve at acceptere det, før alle blev indviet i det. Modsat kan vi også se fordelen ved at fortælle det tidligt, så folk kunne vise omsorg og tage os i forbøn.

At acceptere barnløsheden Vi havde svært ved at acceptere, at vi ikke kunne få børn, og derfor var det enormt svært at fortælle det til andre, fordi det er nedværdigende. I og med, at

Den ukonkrete sorg gjorde det hårdt at være den sør­ gende, samtidig med at vi skulle fortælle andre, hvad vi havde brug for - og hvad vi absolut ikke behøvede.

ventetiden, før det lykkedes at blive gravide. Noget der i vores optik var så fantastisk – og det vigtigste var, at det kunne lade sig gøre. I vores (urealistiske) verden burde man glæde sig over alt, der var ved børn. Det kunne f.eks. være enormt provokerende at høre


Vi har dog lært, at folks reaktioner er et forsøg på at være frustreret sam­ men med os. Det kunne vi ikke se i starten.

andre forældre udtale sig om, hvor hårdt det er at stå op om morgenen med små børn og hvor meget man savner sit gamle liv og sin nattesøvn. Vi synes, det kan være hårdt at stå op om morgenen, når der ikke er noget at stå op til. Der er ikke nogen, der er afhængige af os, hvilket kan være ensomt, selvom vi er to. Vi oplevede, da det blev offentligt, at der blev taget hensyn i samtalen, hvis vi sad der. Nogle gange var det fint, andre gange blev der taget et nedværdigende hensyn, hvor vi kunne mærke, at folk ikke turde snakke om egne eller andres børn. Det føltes nedværdigende, at folk tog et misforstået hensyn. At møde det barnløse par i respekt er ikke at tage det for givet hvordan de reagerer, men at respektere, at man ikke ved hvordan de har det. Vi bliver ikke længere spurgt til barnløshedssmerten. Vi stoppede til sidst med at sige det til andre, fordi vi synes vi fyldte for meget i samtalen. Spørgsmålene til, hvordan vi havde det forsvandt langsomt og nu oplever vi, at det er nemmere at spørge til, hvilket nummer vi står på ventelisten. Derfor bruger vi nu hinanden til at snakke med om smerten. Det kan føles lidt ”pinligt” at blive ved med at komme med den samme sorg og sige de samme

ting i samtalen med andre. Vi har dog lært, at folks reaktioner er et forsøg på at være frustreret sammen med os. Det kunne vi ikke se i starten. Da sørgetiden var ovre Så ramte hverdagen efter to år. Vores sorgproces var ved at være bearbejdet og pludselig følte vi trang til at diskutere og småskændes igen over små hverdagsting. Det overraskede os meget. Før beskeden om barnløsheden, kunne vi diskutere, blive enige, og så videre. Men efter to år uden de store konflikter, kunne vi ikke ordne en konflikt, som vi plejede at gøre. Vi diskuterede og snakkede, men kunne slet ikke blive enige om en løsning. Vi var begge dårlige til at ”give” os, for vi havde så meget på den anden. Små hverdagssituationer blev pludselig kørt op til at dreje sig om verdenssituationen, der blev blandet så meget andet ind i de små konflikter. Vi havde forandret os, tilpasset hinanden, selvom det egentlig ikke var det vi ville. Fordi vi havde den andens ve og vel for øje, havde vi glemt at sætte ord på, hvad vi egentlig selv ønskede og derfor havde vi begge fået forkerte opfattelser af, hvad den anden egentlig havde af ønsker og behov. Vores velvilje mod hinanden

blev vendt til misforståelser og konflikter. Når sorgen dukker op Det er nu 3 ½ år siden, vi en kold februar dag fik beskeden, og der er sket meget siden da. Vi troede, det var umuligt, men vi fik alligevel gang i livet igen. Det har været en hård kamp, hvor vi stadig skal slås med brudstykker af sorg og smerte, der dukker op. Derfor er det ikke lysten, der driver os til at skrive og rippe op i de ting, vi har været igennem, men nødvendigheden både for os selv og i håb om at andre vil finde opmuntring og forståelse for denne sorg. Der skal skabes nye drømme og fremtidsplaner skal ændres, det tager tid. Adoption endte med at være udvejen for os, selvom vi på hver vores tidspunkt og måde kom frem til den konklusion. Efter lang tids smerte er vi igen i forventning om at blive forældre. Det barn vi står på venteliste til, er allerede højt elsket og længe ventet, selvom vi ikke har mødt det endnu. Vi er ikke i tvivl om, at det vi har fået, er bedre end det vi havde. Derfor er vi taknemmelige for vores liv og de velsignelser, Gud har givet os.

·

19


Heidi Als Ringheim er parterapeut og sexolog og bor i Allerød

At være aseksuel Af Heidi Als Ringheim At være aseksuel? De fleste adspurgte ligner et stort spørgsmålstegn, når man spørger hvad dette betyder. Det er nemlig et ret ukendt begreb. Begrebet aseksualitet/aseksuel som navn og med tilhørende definition har da heller ikke eksisteret så frygteligt længe, og selvom begrebet første gang omtales og beskrives i en undersøgelse tilbage i 1977, er det stadig et område indenfor seksualog socialforskningen, der stadig er meget underbelyst, uudforsket og ikke så almen kendt. De seneste 30-40 år – og i særdeleshed de sidste 10 år med internettets fremkomst, er der sket en voldsom seksualisering af vores samfund. Aldrig før i verdenshistorien ses, opleves og ikke mindst udnyttes den menneskelige seksualitet så meget, som den gør i dag. Sex, seksualitet og vores større eller mindre seksuelle appetit, har selvfølgelig været med til at påvirke os mennesker på mange områder af vores liv de senere år, samt givet en næsten samstemmende opfattelse af, at alle mennesker har og skal have en seksuel drift. Blandt andet grundet de vilkår, altså at leve i et sexmættet samfund, ude som hjemme, vil de som er aseksuelle nemt komme til at føle sig meget anderledes og unormale i forhold til de fleste andre mennesker. Normalopfattelsen i samfundet i dag er generelt, at alle mennesker fra fødslen er seksuelle væsener. Vores udvikling fra spæd op gennem barndommen, videre fra puberteten og til ”voksendom”

20

– på det fysiologiske, biologiske, emotionelle og mentale plan har for de fleste en seksuel dimension – bare ikke for de aseksuelle. Flere forskere i aseksualitet, mener at det netop er på grund af denne overseksualisering samt internettets fremkomst, at denne gruppe af mennesker i befolkningen nu er til at få øje på. Omvendt sker det oftere, at aseksuelle på nettet opdager, at de ikke er alene om at være, som de er. I undersøgelser fortæller flere interviewede, at de har været aseksuelle fra deres tidlige barndom. Det vil sige; det er en livslang tilstand, hvor man som aseksuel måske aldrig har haft lyst til eller mærket behovet for sex eller tiltrækning. Der er ingen seksuel tiltrækning eller seksuel tænding.

Det er vigtigt at være opmærksom på, at den aseksuelle aldrig har haft lyst til sex eller været tiltrukket heraf. Det betyder også, at selvom man i en lang periode har haft nedsat eller slet ingen lyst til sex, så er der ikke tale om at være egentlig aseksuel. Her kan der i stedet være tale om problemer i parforholdet, stress, medicinsk påvirkning eller mange andre faktorer, som ikke handler om aseksualitet. Der er lavet forskellige undersøgelser bl.a. en canadisk undersøgelse som viser , at ca. 1 % af både mænd og kvinder i en ”almindelig” befolkningsgruppe er aseksuelle. Dvs. at der er mellem 50.000 aseksuelle personer i Danmark.

Blandt andet grundet de vilkår, altså at leve i et sexmættet samfund, ude som hjemme, vil de som er aseksuelle nemt komme til at føle sig meget anderledes og unormale i forhold til de fleste andre men­ nesker.

Udfordringer Mange aseksuelle udtrykker, at det der gør stærkest indtryk eller er værst at holde ud ved at være aseksuel, er at samfundet er så overfyldt med seksuelle over- og undertoner og begreber…

Værende teenager og aseksuel forstår man ikke, hvad der sker med de andre teenagere når disses kønsliv og dermed seksualitet blomstrer, og det føles for de aseksuelle som at være i et fremmed terræn, som de føler sig meget fremmede i. Parforhold og familieliv Det kan være et meget stort problem for aseksuelle at være i et forhold. For mænd fx kulturelt set, er det underliggende i mange samfund, at man som mand skal have lyst til sex, at man som mand skal være seksuel handlekraftig, skal begære, skal have lyst til sin kone osv. Dette kan ofte føre til, at aseksuelle mænd undgår at indgå


Definition På verdensplan er den mest kendte organisation mht. aseksualitet AVEN (The asexual visibility and education network) Følgende definition findes på deres forside: ”An asexual person, is a person, who does not experience sexual attraction” Således har AVEN valgt denne overordnede definition. Men på andre hjemmesider, blogs ol. eller ved gennemlæsning af videnskabelige artikler og undersøgelser opdager man, at det at være aseksuel kan defineres bredere og mere varieret end som AVEN beskriver det.

i parrelationer. For kvinders vedkommende kan det resultere i, at de fx tvinger sig selv til sex med partneren, eller er meget forbeholdne eller totalt afvisende. Disse ting kan ende med, at forholdet ikke kan bære det i længden. Mange aseksuelle indgår dog parforhold og har sex alligevel, fordi de ved, det er en nødvendig del af relationen for at bevare et forhold, – men de gør det oftest kun for partnerens skyld. Undertegnede har i forbindelse med denne artikel interviewet Lars Gösta Dahlöf, som har været docent og universitetslektor i sexologi ved Göteborg Universitet i mange år og er en af de førende kapaciteter på området her i Nordeuropa. Det er hans arbejde, viden og erfaring på området, som store dele af artiklen hviler på. Partnere til aseksuelle kan have svært ved at acceptere deres ægtefælles tilstand, især hvis de ikke forstår, hvad der ligger bag. Det er selvfølgelig især svært, hvis den aseksuelle heller ikke selv forstår det. Partneren vil derfor oftest synes, at manden/konen er mærkelig, unormal eller måske oveni købet tro, at vedkommende holder noget skjult, er utro eller lignende. Den ikke aseksuelle part kan sågar begynde at overveje og opføre sig som om, det er ham eller hende selv, der er noget galt med, og man ser rigtig mange partnere til aseksuelle, som anstrenger sig overordentlig meget for at tiltrække den aseksuelles opmærksomhed ved at gøre sig ekstraordinært seksuelt tillokkende.

På den svenske blog ”Nätverket Asexuel” lyder denne forklaring: 1. at man kan være ufrivilligt eller midlertidigt aseksuel 2. at man kan være ”egentlig” aseksuel. Definitionen at være ”egentlig” aseksuel forklares her med at en aseksuel person ikke har nogen form for lyst til sex, eller også har vedkommende ingen interesse eller behov for at inkludere andre i egen seksualitet. I bogen ”Sexologi i praksis” beskrives det sådan her: ”En person som ikke oplever seksuelle behov, som ønsker at leve sammen med et andet menneske i en følelsesmæssig relation uden seksuel kontakt, vil kunne opleve at føle sig selv som aseksuel.”

Den ikke-aseksuelle part vil kunne kræve - og det sker tit, at deres partner taler med en terapeut. Noget den aseksuelle vil føle krænkende, idet han eller hun ikke føler, der er noget galt med vedkommende selv som person. Når og hvis den aseksuelle søger hjælp, er det derfor ikke for at ”helbrede” sig selv, men for at hjælpe begge parter. De mener ikke selv at have noget problem med ikke at være ”seksuelt sulten” eller ikke at have lyst. I forbindelse med terapi kan der dog ofte ske det, at terapeuten tager den seksuelles parti, bl.a. fordi det er så almen opfattet - også blandt terapeuter, at mennesker grundlæggende ER seksuelle væsener. Hvis man ikke er det – må der være noget galt, som skal ”fixes”. De fleste aseksuelle ønsker faktisk at kunne leve i en relation, men de

ønsker bare ikke sex-delen. Emnet kan ofte være sværere for mænd at tale om – altså det, at man ikke har lyst til sex. Kan en aseksuel ”forelske sig” kunne man spørge? Følgende er et uddrag fra hjemmesiden nonseksuel.dk der giver en fornemmelse af, at det kan lade sig gøre: ”Mulighederne for ikke-seksuel intimitet er enorme. Nogle aseksuelle nyder den fysiske nærhed, måske med kærtegn eller nussen, med deres partner. Nogle aseksuelle udtrykker intimitet gennem tale, måske ved at dele deres inderste frygt og hemmeligheder eller ved at få den anden til at grine. Nogle aseksuelle føler intimitet med deres partnere ved at dele fælles interesser og aktiviteter, eller ved at arbejde sammen mod fælles mål. Andre ...fortsættes på næste side...

21


betragter intimitet på andre dybt personlige måder, eller ved en kombination af nogle, ved alle eller ingen af de ovenstående måder. ” Hvad kan man gøre for at anerkende og støtte en ægtefælle/kæreste som er aseksuel? Man kan bedst støtte, styrke og i mødekomme sin ægtefælle, og dermed opretholde og styrke det indbyrdes forhold, på den måde som man højst sandsynligt inderst inde selv ønsker at blive støttet. Det vil ofte være med rigelige mængder ægte og kærlig anerkendelse til det menneske og den person, ens ægtefælle er.

Det er nødvendigt at bruge tid på at være sammen og tale sammen i en atmos­ fære, hvor begge føler sig trygge.

Det er vigtigt, at begge overfor hinanden tydeligt udtrykker anerkendelse og værdsættelse igennem ord, tanke og handling. Alt dette er ikke anderledes, end hvad der bør foregå i ethvert andet parforhold.

Derudover er det nødvendigt at sætte sig ind i, hvordan det er at være aseksuel, hvis forholdet skal overleve. Lær hvad man kan, om hvad det vil sige at være en person, der føler sig aseksuel fx igennem: - nysgerrigt at spørge ægtefællen hvordan det er, opleves, føles (både nu og tidligere) - sammen at læse hjemmesider, blogs, artikler o.a. og derefter drøfte de tanker der opstår Det er nødvendigt at bruge tid på at være sammen og tale sammen i en atmosfære, hvor begge føler sig trygge. Det er et vanskeligt emne at tage hul på, for det rummer mange ubekendte elementer – såvel for den aseksuelle som for partneren. Der skal tages fat på forventninger

Aseksuelle personer: •

har på alle andre felter (end det seksuelle) samme behov som alle andre mennesker har. Det være sig socialt, intimt, følelsesmæssigt, mentalt, spirituelt osv.

er ikke syge, har ikke en lidelse, forstyrrelse, eller andet der kan tilskrives en diagnose

kan have og har lyst til alt det samme som alle andre mennesker indenfor områder som sport, uddannelse, karriere, musik, kunst osv.

synes at have samme behov for sensualitet, nærhed og berøring, bare ikke behov på det direkte seksuelle plan

kan have eller har haft oplevelser med sex enten med partnere eller med sig selv, men de har ikke seksuelle sensationer at føle, mærke, tænke på eller fantasere om

kan have emotionelle eller ”romantiske” retninger, som leder dem til at ville et forhold

har ikke selv valgt at være aseksuelle

ønsker sjældent at være med i forskningsarbejde, fordi de er bange for, at forskningen vil vise, at de er unormale, syge eller andet, der kan diagnosticere dem

vil gerne have børn, være forældre og leve i en familie.

såvel de udtalte som de uudtalte, og man vil skulle tage op til overvejelse at gå imod de mange gængse normer for, hvordan det er at leve i et parforhold. Sammen kan det lade sig gøre at skabe et fyldestgørende ægteskab fyldt med nærvær, kærlighed, passion og forbundethed, selvom den ene part er aseksuel. Det gælder om virkelig at finde ud af, hvorfor man er sammen, og hvorfor man gerne vil være sammen. Hvad er formålet med forholdet/ ægteskabet, hvad er visionerne. Det gælder om at tro på, at man sammen kan lære, sammen kan gå på opdagelse. At man sammen kan tro på, at man godt kan være sammen med sin ægtefælle, også på et fysisk og intimt plan med lidt eller næsten ingen sex. Det alle mennesker dybest set har brug for og længes efter, uanset hvem eller hvad man er, er at føle sig særlig tilknyttet til og stærkt forbundet med et andet menneske. Alle mennesker har brug for at føle sig accepteret, værdsat og forstået.

Alle har brug for at føle sig elsket. Alt dette kan lade sig gøre, uden at sex behøver at være en væsentlig del af intimiteten. --------------------Referencer og kilder: Lars Gösta Dahlöf, docent og universitetslektor i psykologisk sexologi

·

Johnson 1977, “The asexuel and autoerotic woman”. Hinderliter 2009, 2 artikler Krop, sygdom og seksualitet (Christian Graugaard, Bo Møhl og Preben Hertoft Karin Andersson; afhandling v Lund’s universitet/ Social videnskab 2010 ” We have a name for something I’ve felt all my life” (Discovering and explaining asexuality) “Sexologi I praksis” Elsa Almås, Esben Esther Pirelli Benestad 2006 AVEN Nätverket asexuel

Denne artikel findes i en længere udgave på agape.dk 22


En guidet bibelmeditation

Carsten Dalsgaard Hansen er cand. theol og retræteleder

Af Carsten Dalsgaard Hansen

En bøn Til brug for en hjælpeløs, når han føler afmagt og udøser sin klage for Herren: ”Herre, hør min bøn, lad mit råb om hjælp nå dig. Skjul ikke dit ansigt for mig, når jeg er i nød. Vend dit øre mod mig, svar mig i hast, når jeg råber!” (Sl.102,13) Mærk din egen afmagt. Mærk din smerte. Der var så meget, du gerne ville. Men du føler ikke, du kan. Tilmed føler du skyld og skam over din egen situation. Du er lammet og nedtrykt. En lille øvelse: Prøv at lægge dig fladt ned på gulvet. Tænk på den lamme mand, som blev båret ind i huset, hvor Jesus var. Prøv at forestille dig at være i hans situation. Luk øjnene og brug din fantasi. Se det hele for dig. Mærk stemningen og opdag, at du ikke er alene. Jesus er dig nær. Han er lige ved siden af dig. Han vender sit ansigt mod dig. Du får hans fulde opmærksomhed. Du ser kun kærlighed og nåde i hans øjne. Og nu siger han nogle ord, som brænder sig ind i dit sind: Søn, datter, dine synder tilgives dig. Det var jo egentlig slet ikke det du havde bedt om. Du ville bare gerne være rask og fri til at handle og leve. Men du er stadig i din afmagt. Ordene som blev talt til dig gør noget ved dig. Du mærker det som en kæmpe lettelse. En usigelig befrielse. Du er altså elsket trods alt. Det afhænger altså alligevel ikke af, hvad du kan præstere og udrette. Næsten ikke til at fatte. Du har svært ved at tage imod det. Men ordene bliver ved med at klinge i dit indre. Nu mærker du pludselig, at nåden er dig nok. En følelse af lykke siver ind i din krop.

Men du kan stadig ikke bevæge dig. Det er som om Jesus vil, at du skal blive liggende og nyde dette øjeblik. Som om han vil give dig tid til at genfinde din selvrespekt, din tro på livet. Og tid til at sige tak. Nu ser du noget mere: Du ser naglegabene i hans fødder. Du ser den korsfæstede for dig. Du ser, hvad de livsalige ord har kostet ham. Han blev fikseret på et kors. Han lod sig frivilligt lamme og paralysere for din skyld. Tal med ham i bøn om det, som fylder dig lige nu. I din herlighed burde du se på mig med besværlighed. Men du ser på mig med kærlighed. Din nåde er en gåde. Beretningen om den lamme mand findes i de tre første evangelier: Matt. 9, Mark. 2 og Luk. 5.

23


Næste “AgapeTema” udkommer medio oktober 2013 og handler om....

nårlivetgørondt 24

Foreningen Agape, Bredhøjsvinget 1, 8600 Silkeborg

Bliv ven med Agape på www.facebook.com/agapedk


AgapeTema 1 2013