Issuu on Google+

FOKUS Foreningen for kurdiske studerende og akademikere

A

Nr. 12 Oktober 2009

COPENHAGEN KURDISH

FILMDAYS “David der Tolhildan”

Side 05

“Ceylan fra Lice”

“Morgenstund har guld i mund”

Side 07

Side 10


FOKUS-A

lll Foreningen for kurdiske studerende og akademikere

indhold 03

Et kulturelt efterår Redaktionen

04

Bestyrelsens Ord FOKUS-A; en forening af medlemmer for medlemmer

05

David der Tolhildan Af Ibrahim Benli

06

Om Mano Khalil og baggrunden for hans produktion David der Tolhildan Af Saman Zaki

07

”Morgenstund har guld i mund”, konstaterer en gammel dansk salme vist nok Af Khalid Sert

08

Mon Paris Af Ali Dalan

10

Nyheder Månedens nyheder

12

Information Skriv og indsend dit indlæg

Sponsor

Oktober 2009 lll Side 2


FOKUS-A

lll Foreningen for kurdiske studerende og akademikere

Et kulturelt efterår I de foregående dage blev den længe ventede første kurdiske filmdays i Danmark afholdt. Fokus-A kunne efter flere måneders forberedelser tilbyde biografgængerne i Danmark en nyskabelse udi kurdisk kunst og kultur. I dagene fra den 7. – 11. oktober 2009 blev der vist kurdiske film instrueret af kurdiske stjerneinstruktører som Kazim Öz, Bahman Ghobadi, Halil Uysal m.fl. Biografen Vester Vov Vov blev til anledningen omdannet til en kurdisk kulturbule med kunstgenstande på væggene og flotte farverige kurdiske dragter. Festivalen blev heldigvis velbesøgt af publikum og fik tilmed en fin pressedækning.

Copenhagen Kurdish Filmdays er temaet for denne måneds udgave af Fokus-A´s medlemsblad, hvor du kan se frem til at læse en anmeldelse af en af filmene, David der Tolhildan, samt en biografi af filmens instruktør Mano Khalil. Derudover har vi foretaget miniinterviews af et par publikummer til festivalens åbningsfilm ”David & Leyla”. I festivalens ånd er resten af artiklerne i dette medlemsblad også præget af international karakter. Et Fokus-A medlem har valgt at berette om sit studieophold i Paris. Som en nyskabelse i medlemsbladet bringes dette indlæg på engelsk. Vi bringer tillige en personlig beretning fra den 17. kurdiske festival i Gelsenkirchen i Tyskland, som fandt Oktober 2009 lll Side 3

sted i september 2009. Derudover har vi indlæg og artikler om den famøse begravelsesplads Pére Lachaise og det tragiske drab på 14årige Ceylan i Nordkurdistan. God læselyst! Redaktionen


FOKUS-A

lll Foreningen for kurdiske studerende og akademikere

Ord Bestyrelsens

FOKUS-A; en forening af medlemmer for medlemmer Af Özgür Polat, stud.merc. (psyk)

Endnu et storslået arrangement er blevet gennemført af FOKUS-A i form af Copenhagen Kurdish Filmdays. Vi i bestyrelsen er fuld bevidste om, at dette kun har været muligt af én bestemt grund; nemlig vores medlemmer, som har støttet op og bidraget til at skabe rammerne for arrangementet. At have været i stand til få stablet Copenhagen Kurdish Filmdays på benene i fællesskab er en stor bedrift i sig selv og er noget, som mange af os vil huske tilbage på med et positivt sind. Nogle anser film som værende blot en samling af billeder, der bliver vist på et lærred med sådan en hastighed, at det skaber en illusion af bevægelser, der kombineret med lyden, giver en bestemt ønsket effekt. Derimod vil andre - udover underholdningen samt den kulturelle værdi, som film unægteligt skaber - forsøge at reflektere og tage filmen som en berigelse til sig selv og sine omgivelser. Overalt i verden skabes film, der afspejler samfundet og dens omgivelser, hvorfor vi kan tage ved lære af disse ved at betragte film som en støttende, bidragende og ikke mindst lærende effekt til vores livsanskuelser og forståelser af andre kulturer.

Vi har ikke blot haft fornøjeligheden af at nyde kulturelle oplevelser i fællesskab, men også været medvirkende til den dynamiske udvikling, som enhver kultur er i færd med. Kultur er således ikke statisk, men dynamisk, idet den udvikler sig over tid – og dette har vi i høj grad været medvirkende til igennem et projekt som Copenhagen Kurdish Filmdays. Vi har skabt historie. Vi er en forening, som eksister på baggrund af vores medlemmer og for vores medlemmer. Enklere kan det vist ikke udtrykkes. Vores medlemmer skaber FOKUS-A, og fra hele bestyrelsen skal der lyde et stort tak til de frivillige hjælpere, som har støttet op om projektet. Vi håber, I har nydt arrangementet og vores sammenkomster ligeså meget, som vi selv har. Stort tak og på gensyn.

Oktober 2009 lll Side 4


DAVID der Tolhildan FOKUS-A

lll Foreningen for kurdiske studerende og akademikere

Af Ibrahim Benli, cand. mag. i Kulturstudier

Et skjult sted i naturen, der er omfavnet af Mesopotamiens høje og stridbare bjerge, ses en barak, der er bygget af et ringe materiale. Lige om lidt bevæger Tolhildan sig ud af barakken. Et barberblad, der sidder på en aflang kugle, bliver barbermaskine for Tolhildan. Når han barberer sig færdig, går Tolhildan i gang med at præsentere sig selv for os. Tolhildan fremtræder som én, der har troet på sin sag og har indrettet sit liv efter sine idealer. I hans ansigtsudtryk og ikke mindst i tonen han taler på, bliver dette bekræftet gang på gang. Tolhildan er én blandt flere Che Guevara´er, der fortsat er i live og kæmper for en mere retfærdig verden. Og Tolhildan er en guerilla, der har valgt at tilslutte sig til PKK´s frihedskamp på de kurdiske bjerge for syv og et halvt år siden. Dog er der årsager til, hvorfor netop hans historie bliver fremhævet frem for andre guerillaers historie. Bag kodenavnet Tolhildan møder vi i dokumentarfilmen ”David der Tolhildan” nemlig schweiziske David Rouiller, der med sin baggrund har udleveret en god historie til instruktøren Mano Khalil. David kommer fra en velstillet, intellektuel schweizisk familie og udøver sin kamp for social retfærdighed hos kurdiske guerillaer lang væk fra sit land, hvor han har tilbragt det meste af sit liv. Et liv med kampen for retfærdighed er nærmest kernen i hans familie. Davids far er for eksempel professor på universitetet og er formand for den føderale højesteret i Schweiz. Davids bror har ligeledes tilknytning til juraen, idet han har en doktorgrad i jura. Et sted i dokumentarfilmen siger David til sin bror, at han ligesom ham har valgt at arbejde for

en mere retfærdig verden, men på et andet plan. Selv om kurdiske bjerge på mange måder minder om de schweiziske alper, betragter David livet på de kurdiske bjerge som et ideelt liv, som man ifølge ham ikke kan finde i et europæisk land som Schweiz. David beskriver livet i Europa som et individualistisk liv, imens livet på kurdiske bjerge er at betragte som et sandt liv præget af solidaritet og venskab. Det er netop på de kurdiske bjerge, at han føler han sig lykkeligt. Davids familie fik først vished om deres søn fire år efter hans forsvinden. Som faren beskriver det, gik de første et par år med bekymring og angst grundet uvished omkring, hvor David kunne befinde sig i verden. Præget af en obsessiv adfærd løb faren ofte efter én, der lignede David. Så ringede David en dag og fortalte, at han befandt sig rigtig godt i selskab med sine kurdiske medkæmpere. Mano Khalil fik først plottet for sin dokumentfilm om David og /eller Tolhildans i år 2005, hvor han som instruktør deltog i en filmdays i Losan med filmen ”Revengin”. Efter filmen sluttede, kom Davids mor hen til Khalil for at fortælle, at hendes søn også er en kurdisk guerilla. Hun fortalte, at hun gerne ville møde sin søn. Selv om Mano Khalil ikke kunne love Ursula Rouiller noget, blev han interesseret i at lave en film om hendes søn. Gensidige forventninger førte til, at familien indvilligede i at medvirke i filmen på trods af, at faren Claude Rouiller i starten var tilbageholdende. Senere viste det sig, at Davids far tidligere havde fået advarsler fra den schweiziske regering. I filmen vælger Mano Khalil at

Oktober 2009 lll Side 5

lægge fokus på henholdsvis Davids fortællinger om sine idealer samt familiens reaktioner på den måde, David har valgt at føre sit liv på. Første del af filmen fokuseres primært på Davids fortællinger om sit valg og familiens beskrivelser af David som person og ikke mindst den tid, hvor familien havde mistet kontakten til David. I anden del af filmen præsenteres vi for mor Ursula´s lange og besværlige rejse hen imod sin søn, som hun ikke har set i flere år. Ursula er en ældre dame, som ikke har så mange kræfter til at følge efter de guerillaer, der fører hende gennem en lang bjergvej for at føre hende til sønnen. De fysiske besværligheder fylder dog mindre, end den længsel hun havde haft efter sin søn i flere år. Så da Ursula endelig når frem til David´s opholdssted, mødes de to og kræmmer hinanden kærligt. Selv om moren synes, at David stort set er uforandret, har meget dog ændret sig for David. Han har nemlig lært at tale kurdisk og endda at tænke kurdisk og føle sig kurdisk. Da moren Ursula efter et par værdifulde dage sammen med sin søn udtrykker et sidste ønske om, at han vender tilbage sin familie, der elsker ham højt og respekterer hans sag, står David af. For ham er kampen for retfærdighed for kurdere ikke forbi.


FOKUS-A

lll Foreningen for kurdiske studerende og akademikere

Om Mano Khalil og baggrunden for hans produktion David der Tolhildan Af Saman Zaki, cand. mag. Historie

Den kurdiske filminstruktør Mano Khalil blev født i 1964 i Vestkurdistan, Nordsyrien. Fra 1981-1986 studerede han historie og jura ved Damaskus universitet. Herefter bosatte Khalil sig i det tidligere Tjekkoslovakiet, hvor han i perioden 1986-1993/94 uddannede sig som filminstruktør. Under sit ophold i Tjekkoslovakiet var han ansat ved henholdsvis tjekkisk og slovakisk tv. Udbyttet blev disse kortfilm om kurdernes situation i Syrien, My God og Cîhê Xwêdê lê razaye (The place where God sleeps). Siden 1996 har han været bosat i Schweiz, hvor han har produceret flere dokumentarfilm omhandlende kurdere og Kurdistan, heriblandt produktionen David der Tolhildan. Kort fortalt skildrer filmen motiverne bag den schweiziske statsborger, David Rouillers beslutning om at tilslutte sig den kurdiske frihedsbevægelse, PKK i Sydkurdistan samt hans families reaktion og syn på dette. Samtidig viser filmen David Rouillers følelsesladede gensyn med sin mor i Sydkurdistans Qendil bjerge. Baggrunden for Mano Khalils film er hans tætte tilknytning til den kurdiske frihedskamp, som mange af hans venner har ofret deres liv for samt de syriske kurderes bidrag til de kurdiske frihedsbevægelser i andre dele af Kurdistan. Med dette i baghovedet har han følt sig forpligtet til at skabe opmærksomhed omkring den kurdiske sag ved at henvende sig til den europæiske offentlighed gennem David der Tolhildan med

henblik på at vinde europæernes sympati for og opbakning til kurdernes kamp for opnåelsen af deres politiske, økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder. Mano Khalil understreger, at David der Tolhildan ikke er en propagandafilm, og at den ikke giver et idyllisk billede af livet som kurdisk frihedskæmper. Ifølge Khalil er filmen derimod en neutral fremstilling af kurdernes vanskelige situation. Filmens produktion har været forbundet med en række praktiske såvel som indholdsmæssige udfordringer. En af udfordringerne var at sørge for, at Davids alderdomssvækkede mor kunne komme sikkert igennem det uvejsomme kurdiske bjergterræn. Herudover har Khalil kæmpet for at overbevise Davids betænkelige familie om at medvirke i filmen. Eksempelvis frygtede faderen, at hans medvirken i en kontroversiel dokumentar om hans søns tilværelse som guerillakæmper ville bringe hans position som præsident for Schweiz’ højesteret i fare. I forhold til filmens indhold ville en schweizisk kanal, der havde indvilliget i at udsende filmen bortredigere en scene, hvor en guerillakæmper nedskyder en angribende tyrkisk helikopter. Argumentet var, at det schweiziske publikum ville se det som et drab på mennesker. Derimod var Khalils argument, at scenen er vigtig at medtage, fordi den viser en helikopter, fløjet af mennesker, der dræber kurdere og således repræsenterer den tyrkiske

Oktober 2009 lll Side 6

stats undertrykkelse af dem. Khalil har nogle produktioner i vente. Heriblandt en film om de irakiske kommunisters idealer og mål, der deltog i den kurdiske selvstændighedsbevægelses kamp mod det tidligere Baath-regime i Irak. Gennem interviews med nogle udvalgte veteraner vil Khalil belyse, hvorvidt deres mål og drømme er blevet realiseret. Filmografi • 1990 My God, fiktion • 1992 The place where God sleeps, dokumentar • 1995 Kino-ocko (Kino eye), dokumentar • 1999 Triumph of Iron, fiktion. • 2003 Colorful dreams, fiktion. • 2005 Al-Anfal, in the name of Allah, Baath and Saddam, dokumentar. • 2007 David the Tolhildan, dokumentar • 2009 My Prison, my Home, dokumentar.


FOKUS-A

lll Foreningen for kurdiske studerende og akademikere

”Morgenstund har guld i mund”, konstaterer en gammel dansk salme vist nok Af Khalid Sert, stud. jur.

Er der nogen, der fremover i den grad kan gjalde med på den slager, må det da være biografgængere i dagene 7.-11. oktober. Og er der nogen, der førhen for et godt ord samt for overværingen af kurdisksproget og -produceret film er blevet hængt op på nærmeste bæredygtige træ, er det modige kurdere og gæve sympatisører. Netop derfor indvarsler Copenhagen Kurdish Filmdays en kurdernes morgenstund. En morgenstund, der én gang for alle i kulturmæssig sammenhæng løfter vores overdådige filmologi op af den celle, hvor den alt for længe er sygnet hen. Sagt om David and Layla: Fokus-A: Layla forsvarede uforfærdet både islam- og kurderflanken. – Og en til islamforsvaret hørende underforstået palæstinaflanke. Hvordan fungerede det? Fahmy Almajid: Jeg synes, at det fungerede fint. Layla var ikke for nationalistisk og indtog en meget

forsonende holdning generelt. Hun fokuserede på det samlende. Lidt propaganda var der dog at finde, idet USA skildredes som det eneste land, hvor sådan en balance kan findes. Det kurdiske kom godt frem, og Layla forsvarede det godt. Musikken var nogle gange persisk, selvom Layla var fra Kurdistan (Irak), hvilket forvirrede mig. Jeg synes, brylluppet illustrerede flot, hvordan man respekterede de forskellige traditioner, fx sad brudeparret under et stykke stof, hvilket stammer fra den jødiske bryllupsceremoni. Og musikken og dansen var både kurdisk og jødisk. Og så gjorde filmen lidt grin med religion, hvilket gjorde, at den talte til det samme i os alle sammen. Da filmen blev vist til et bredt publikum, var det fint, at den ikke var så religionspræget. Fokus-A: Slutscenen med ’allright, some palestinians’? Fahmy Almajid: God scene som Oktober 2009 lll Side 7

viser, at alle har bevæget sig lidt. Fokus-A: Rent tematisk fyldte islamaspektet relativt meget i filmen. Hvordan gik det i spænd med Laylas kurdiske fortid? Arif Sahin: Koblingen er klassisk. Vi lever i et postmoderne samfund, og jeg synes, at Laylas personlige udlægning af islam var meget afspejlet af muslimers tro i det vestlige samfund. Hun formåede at definere sin egen version af “moderne” islam. Og jeg citerer hende: Så længe jeg opfører mig godt, er jeg en god muslim.


FOKUS-A

lll Foreningen for kurdiske studerende og akademikere

MON PARIS Af Ali Dalan, stud.merc.FIR

In the following I will do my best to take you through a journey that represents an unforgettable period of my life. I’ve chosen to express myself in English throughout this article in order to give you the proper international experience and give

you the right feeling of how it is to be an exchange student. Even before commencing upon my studies at CBS, I had thoughts in the back of my head of what it would be like to live abroad, so during my second year when I heard Oktober 2009 lll Side 8

that the applications for a semester abroad at one of the sister universities of CBS were due, I grabbed the opportunity. I decided to go to Paris – the city of light - with two classmates of mine who were just as excited as I of the thought of a semester in a foreign


FOKUS-A city. The first week in Paris wasn’t exactly a dance on roses: actually quite the contrary. Neither I nor my two friends, who I was supposed to live with, were fortunate enough to find a place to live in advance. We arrived in Paris and checked in to a hotel (that kind describes our level of preparation) and hoped for the best as for finding a flat within a week before starting in school. After rejection upon rejection we finally found an apartment and could properly begin life in school. As any other student we found ourselves in school and started getting used to our daily habits as if we were back in Denmark: the only difference was that we found ourselves surrounded by exchange students from all over the world just as eager as ourselves to establish new friendships. From then on, practically every day turned out to be a cultural exploration in the company of our new friends. An organization in school was even responsible for having us integrated into the way of Parisian life by throwing various parties and organizing trips within and beyond the periphery of Paris. These trips remain unforgettable! Besides the various school events that we participated in, we started exploring the many sights and took part in the events that the city was so full of in the company of our international friends. These events ranged from going to concerts, football, basketball games to taking a trip to some of the bordering countries. For instance I’m that fortunate to say that I attended an amazing Kanye West concert, got to the annual European NBA game (our luck that it was being held in Paris that year) and I even went to Disneyland Europe (you truly never grow too old to enjoy a trip to Disneyland – such a blast!). As for my trips outside the country my trips to Brussels and London are definitely worth mentioning. It’s easy and not that costly to take such trips if that’s something that does it for you. As you’ve probably heard about Paris, it’s a city that encompasses multiple ethnicities and subcultures. That means Paris doesn’t only offer to let you experience French culture but also those of Asia, (North) Africa and the Middle East. Each ethnicity or subculture if you wish was to be found in certain neighborhoods. Paris even has its’ own Kurdish dis-

lll Foreningen for kurdiske studerende og akademikere

trict filled with cafés and restaurants (where I had the chance to reminisce my mom’s great cooking), and for those of you who are not aware of it Paris is considered by many as the “the Kurds’ capital in Europe” where you’ll also find a library on the Kurdish people of great capacity!

ing your possibility of a semester abroad, or maybe wondering how I got my hands on such a great amount of money in scholarships, do not hesitate to contact me through my e-mail address. I will be more than willing to help you. e-mail address: alidalan@hotmail. com

My time abroad as an exchange student has given me memories that are almost indescribable to me, truly beyond words. Not only do you get to meet people and make friends from all over the world, but you also get to evolve on a personally as an individual. Bear in mind, that there’s no one to prepare your meals for you, nor doing your laundry – in other words, mummy won’t be there to spoil your Kurdish BUTT! Being able to take care of oneself and standing on one’s own feet is a great experience itself.

Remember - to join an exchange program is an opportunity you probably only meet once in a lifetime, so - take it!

Paris was the city that I chose to go to. I choose to believe that my great memories aren’t only due to the fact that I lived in Paris, but that I got to experience another country with a new bunch of great friends. No matter where you decide to go, I guarantee you that you’ll come back with the same great feeling as I. Some advice (if you are considering an exchange program): Do not go on exchange if you believe that you’ll be in a better position educationally than back in Denmark – the universities are usually very nice to the exchange students, seeing that they know they don’t spend most of the time studying excessively! The abilities you may lack in speaking and understanding English shouldn’t scare you off or prohibit you from going – trust me, they suck at it in all countries – you’ll end up getting good grades in each subject. I, as most other Kurds (and most Danish people for that matter), don’t have the best English accent but after having spoken it day in and day out for quite some time, I must say that I’ve improved a lot. Make sure to apply for scholarships – and do it in time – I received approximately 40.000 DKK in scholarships – it made my trip so much more fun! Don’t be intimidated by “all the practical that needs to be done” before departure. It´s small stuff compared to the experience that awaits you! If you still have any doubts concern-

Oktober 2009 lll Side 9


FOKUS-A

lll Foreningen for kurdiske studerende og akademikere

NYHEDER Ceylan fra Lice Af Khalid Sert, stud.jur

Byen Senlik ved Lice på den Nordkurdiske højderyg er endnu en gang blevet skueplads for rå militærmagt efterfulgt af kurdiske mødres viltre og uregerlige grådsudgydelser. En 14-årig pige, Ceylan Önkol – af lyrikere blevet navngivet gula amed - blev tirsdag den 28. september 2009 berøvet livet, mens hun passede familiens får. Angiveligt er hun løbet ind i en mine eller andet, efterladt militærmateriel. Og dette i et område, omringet af sikkerhedsmyndigheder. Således ligger både zozan/yaylapolitiet, landsbypolitiet og nærmeste militærudpost inde for en radius af 10 km fra det skæbnesvangre gerningssted. Derfor forekommer det utroværdigt, når de tyrkiske myndigheder påstår, at der netop i dét område skulle være særligt mange krigsefterladenskaber. Herudover undrer det flere politikere fra DTP, herunder i særdeleshed parlamentsmedlem, Gültan Kisanak, hvorfor den lokale politiadvokat først besøgte stedet tre dage efter hændelsen. Dette skulle angiveligt begrundes i sikkerhedsrisikoen i området, men efter obduktionen af det tilbageværende af den 14-årige

pige står det klart, at hendes død kun meget vanskeligt kan være forårsaget af minesprængning el.lign. Kun pigens maveregion var blevet sprængt i stumper og stykker, hvorimod resten af hendes overkrop – arme, ben, skuldre - inklusiv hovedet ikke er nær så ilde tilredt, ligesom der heller ikke er noget hul i jorden på stedet. Dette tyder i al sin bestialitet på, at det, der dræbte hende, havde en afsender, og ikke bare var et resultat af, at hun måske pillede ved en mine. Højst sandsynligt blev pigen angrebet fra militærudposten. Som om ovenstående ikke er nok, blev Ceylan ikke engang obduceret på det rette sted. Hun er blevet obduceret på nærmeste politistation på trods af, at der i Amed findes

bedre udstyrede og ikke mindst uvildige medicinske lokaler. Heldigvis er nogle oplysninger om ligets tilstand altså alligevel kommet frem. Sagen er endnu ikke helt og holdent blevet belyst, og derfor har Gültan Kisanak rettet henvendelse til Recep Tayyib Erdogan med elleve skarpt formulerede spørgsmål, jf. linket. Læs mere: http://bianet.org/english/minorities/117429-motion-tothe-prime-minister-about-death-of14-year-old-ceylan-onkol Hvorom alting er, så venter vi på, hvad Erdogan kan hive op af den propagandistiske vadsæk. Indtil da: Når / hvis jeres tårer pibler ned over ansigtet, gør da det naturligste. Riv jer i håret.

En landsby med et par huse.

her - væk fra livet og håbet.

Lige oppe på kanten af bjergene.

Ceylan er en lille pige i landsbyen og har et hårdt liv i forhold til de andre jævnaldrende børn, der bor i andre byer og lande.

sine øjne åbne, da de muligvis var lukkede på de første billeder af hende.

Om samvittighed Den lille pige Skrevet af Ahmet Altan i avisen Taraf den 30. september 2009. Oversættelse af Mustafa Topal, cand. mag. i psykologi og internationale udvklingsstudier

Længere oppe af landsbyen på bjergene er der en militærstation. Folk var først tvunget til at forlade deres landsby, men senere fik de lov til at komme tilbage. Der er kun et par familier, som lever

Engang blev der taget et billede af hende. Sandsynligvis har nogen advaret hende om, at hun skulle holde Oktober 2009 lll Side 10

Hun måtte derfor holde øjnene meget åbne. Sådan er billedet. Ceylan er 14 år gammel. I går gik hun ud på marken for at


FOKUS-A plukke lidt græs til dyrene. Der blev senere hørt en eksplosion. Ceylan var blevet splittet i stykker af en raketbombe ”oppefra”. Der var kun hendes hænder og knæ tilbage. Hendes kropsdele blev blæst ud og hang på træerne. Landsbyens borgmester har givet besked til myndighederne. Ingen kom, ingen tog alvorligt. Senere har han ringet til vores avis. Og fortalt hvad der var sket. Landsbyfolket har forventet, at nogen ville komme og undersøge sagen. De troede, at lægen og anklagemyndigheden ville komme. Anklagemyndigheden fik sagt, at han ikke kunne komme på grund af, at området ikke var ”sikkert” for hans liv. Anklagemyndigheden har i stedet sendt en imam udstyret med et kamera i hånden. Imamen har taget billeder af Ceylan og eksplosionsstedet. De har pakket resterne af Ceylan ind i et tæppe og taget til en anden militærstation ni km væk fra landsbyen. En læge foretog ”obduktionen” på militærstationens gård og fandt rester fra en bombe i hendes ”krop”. Efter at have skrevet en officiel rapport, har de begravet Ceylan. Ingen tog sig længere af hende. Ingen kommentar fra militæret, ingen undersøgelse af sagen, ingen fordømmelse. Ingen kom til landsbyen for at “kondolere” Det er en landsbypige, der er død. Der er ikke grund til at gøre noget ud af sagen. Hvem bekymrer sig for, at folk derfra dør.

lll Foreningen for kurdiske studerende og akademikere

Hvem vil tage sig af Ceylan, medmindre vores avis skriver om det.

Jeg er ikke interesseret i at vide, om landet bliver splittet eller ej.

Jeg ved heller ikke, om det hjælper, når vi skriver om hende.

Jeg er interesseret i, om dette land har en samvittighed.

Staten forsvinder efter at have dræbt en lille landsbypige med en raketbombe fra en militærstation.

Det har ikke en betydning, om landet er gået i splittelse eller ej, når man bare kan dræbe Ceylan og forholde sig tavs.

Hvem vil forfølge sagen? Vores oppositionspartier påstår ”Tyrkiet vil blive splittet, hvis man giver kurderne deres rettigheder og bringer demokrati og ligestilling til landet”. Betyder det, at landet ikke vil blive splittet, når man ikke giver kurderne rettigheder, og når man jagter dem som fugle og dræber dem? Er det hvad, I tror? Der er gået 48 timer, siden Ceylan blev dræbt. Ingen lyd fra nogen! Landet er allerede blevet splittet. Politikerne, journalisterne, tv-folk er for længst blevet det. Hvis Ceylan var en tyrkisk pige, der boede i et rigt område i en rig by, ville dette land så forholde sig så tavs? Det, I kalder samvittigheden, fremkommer i sådanne situationer. Hvis samvittigheden er der, er det lige meget, hvem man er, og hvor man kommer fra. Denne samvittighed vil ikke lade dig være i ro. I skal ikke være bange for, at politiske beslutninger vil splitte landet. Landet er allerede splittet grundet sin samvittighed. Når Baykal og Bahceli, der råber ”Mit fædreland, mit fædreland”, ikke råber op over for en lille piges drab, og ikke betragter hende som deres medborger, vil dette land blive splittet. Når statsministeren ikke vil forfølge sagen, vil landet blive splittet. Når medier ikke forfølger sagen om den lille piges drab, vil landet blive splittet. Sådan splitter de landet.

Oktober 2009 lll Side 11

Hvad skal det betyde, at landet er en enhed eller opløst, når man bare kan dræbe en lille pige så let? De har dræbt en lille pige, som plukkede græs i en lille landsby. Alle var tavse. Hvis Ceylans dræb ikke berører jer og ikke gør ondt et eller andet sted, så er jeres samvittighed død længe før Ceylan. Så vi kan leve sammen forsonede og uden samvittighed. Måske er det, som I kalder at udgøre en enhed frem for at være opløst, bare en fælles samvittighedsløshed.


FOKUS-A

lll Foreningen for kurdiske studerende og akademikere

Cimetere du Père Lachaise Pere Lachaise kirkegården Af Arzu Acar

En kirkegård lyder måske som en underlig seværdighed at besøge, hvis man er I byernes by Paris. Men hvert år tiltrækker verdens mest prestigefyldte kirkegård “Père Lachaise“ flere tusinde turister. Kirkegården er den smukkeste og største I Paris og rummer flere berømte kurdiske navne som Yilmaz

Güney, Ahmet Kaya, Fatah Abdoli, Azad Acar, Ali Babakhan, Nuri Dankurdi, Abdullah Azar Ghaderi, Rahman Abdul Ghassemlou, Ahmet Karli & Said Sharafkandi. Kirkegården blev anlagt I 1803, og uden et kort er det næsten umuligt at finde rundt i den smukt dekor-

Kurdisk festival i Gelsenkirchen

så – ja, med nød og næppe – et par biler!

Af Sibel Atay Benli, cand.scient.pol

Som førstegangs festivalgænger var undertegnede meget spændt på at deltage i den årlige kurdiske festival i Gelsenkirchen, som i år fandt sted for 17. gang. En masse forestillinger rumsterede i hovedet, og forventningerne var store. Sammen med min mand valgte jeg at tage af sted i en centralt arrangeret bus for at nyde godt af den hygge, som disse busture erfaringsmæssigt genererer. Glade og spændte mødte vi op på Hovedbanegården i København, hvor ca. 100 mindst lige så glade mennesker – hvoraf de fleste var bekendte – stod og ventede på bussen, der skulle ankomme kl. 00.00. I takt med at bussen lod vente på sig, og vejret blev stadig koldere, faldt humøret da også betragteligt. Da der hen imod kl. 02 stadig ikke var nogen busser at se, blev den helt store jagt efter alternative transportmidler sat i værk. Det er dog noget nemmere end gjort, skulle jeg hilse og sige. Sådan en fredag nat er alle busselskaber og

Næste medlemsblad udkommer den 13. november 2009 og får temaet ”Kommunalvalg I Danmark”. Deadline for indsendelse af bidrag er den 7. november 2009, og disse bedes sendt til: medlemsbladet@fokus-a.dk

erede kirkegård. Dog skal det siges, at hvis du får fortalt vagten, at du er kurder, viser han dig per automatik hen til Yilmaz Güney’s & Ahmet Kaya’s gravpladser, som du på intet tid af året ville kunne se ubedækket uden blomster – kan stærkt anbefales at se.

biludlejningsfirmaer lukkede, og selvom det lykkedes os at skaffe 4-5 privatbiler, var der slet ikke plads til alle de mennesker, der stadig stod og ventede. Heraf var især en del unge teenagedrenge fra vestegnen. Glæden ved at være blandt de heldige, der kunne komme af sted til festivalen blev derfor hurtigt afløst af en dårlig samvittighed over, at vi kunne køre forbi de mange sørgelige øjne, der fulgte os på vej væk i bilen. Efter en tur, der – om end busturen måske havde været sjovere – faktisk foregik i ret muntert selskab med sange og rigeligt mad – ankom vi til Gelsenkirchen, hvor der ventede sindssygt! mange mennesker (omkring 150.000), alverdens madboder og ikke mindst et perfekt festivalvejr. Da jeg så de angiveligt op til tocifrede antal busser fyldt med kurdere, som hvert af de europæiske lande havde sendt af sted, vidste jeg dog ikke, om jeg skulle græde eller grine. Fra Danmark kom

Med venlig hilsen FOKUS-A Foreningen for Kurdiske Studerende og Akademikere Telefon: 28 40 41 12 info@fokus-a.dk Oktober 2009 lll Side 12 www.fokus-a.dk

Programmet på festivalen var godt og varieret med kunstnere som Rotinda, Serhado, Arzu Sahin m.fl., flere scener med lokale kunstnere samt en masse dans. Jublen ville dog ingen ende tage, da først Sivan Perwer kom på scenen. Sivan har desværre været udelukket fra at performe til mange af de kurdiske arrangementer i 10 år, og hans performance på scenen bar præg af denne lange adskillelse. Sivan virkede til at have et kæmpe behov for at tale ud om især udviklingen omkring det kurdiske/demokratiske initiativ i Tyrkiet. Derfor fik Sivan ikke sunget så meget, men var med til at levere en uforglemmelig aften alligevel. Jeg vil helt sikkert være at finde på festivalplænen igen næste år og vil klart anbefale jer andre at tage med!


Medlemsblad Oktober 2009