__MAIN_TEXT__

Page 10

En bæredygtig fremtid for Arktis?

UN Photo/ Mark Garten

Af Torleif Jonasson Generalsekretær for FN-forbundet

”Klimasystemets opvarmning er utvetydig, og siden 1950'erne er mange af de observerede ændringer uden fortilfælde over årtier og helt op til årtusinder. Atmosfæren og havene er blevet varmere, mængderne af is og sne er reduceret, havniveauet er steget, og koncentrationen af drivhusgasser er øget.”

Stigende temperaturer medfører stadig mere isfrit farvand rundt om Nordpolen. Det betyder dels muligheden for en øget skibstrafik mellem kontinenterne, dels en øget adgang til råstoffer i den arktiske undergrund. Ikke nok med at klimaforandringerne i sig selv skaber problemer for den arktiske natur, hvor f.eks. sæler og isbjørne mangler fast is til deres jagt, det åbner også op for yderligere miljøbelastninger. Ikke kun hvis det går galt, som hvis et tankskib springer læk, men også under de nye ”normale” forhold. Lydforureningen i forbindelse med soniske undergrundsundersøgelser går hårdt ud over det følsomme dyreliv.

”Ved tiltagende opvarmning er nogle fysiske systemer og økosystemer i fare for bratte og drastiske forandringer, såkaldte tipping points.” ”Modvirkning af klimaændringer kræver et globalt samarbejde om reduktion af drivhusgasudledninger.”

International regulering

Citaterne stammer fra tre delrapporter fra FN’s klimapanel, IPCC, udgivet som optakt til IPCC’s femte hovedrapport, der udkommer i oktober 2014. Rapporterne fortæller historien om markante klimaændringer og om konsekvenser for planter, dyr og mennesker.

Danmark har inviteret til uformelle dialogmøder mellem verdens miljøministre i Grønland, hvor man tydeligt kan se resultaterne af udviklingen – det Arktiske område er det sted på kloden, der opvarmes hurtigst, med stadig mindre is og smeltende gletsjere som følge.

Den overordnede ramme for reguleringen af mellemstatslige aktiviteter i det arktiske område er FN’s Havretskonvention (UNCLOS), der giver de arktiske kyststater (Canada, Danmark/Grønland, Norge, Rusland og USA) fuld jurisdiktion over det ydre og indre territorialfarvand op til 12 sømil fra kystlinjen. Samtidig har kyststaten ret til at etablere en økonomisk zone op til 200 sømil ud i havet. I dette område har staten ret til at efterforske og udnytte havets ressourcer, ligesom staten kan håndhæve miljøjurisdiktion i området. Uden for disse zoner er åbent hav, som ikke er underlagt nogen stat, men som er åbent for alle til sejlads, fiskeri og overflyvning.

Kampen mod klimaændringerne står højt på FN’s generalsekretær Ban Ki-moons dagsorden, og han har de senere år været med til at fortsætte traditionen med at bruge Grønland som ramme for uformelle klimadiskussioner. Senest i marts 2014, hvor han sammen med statsminister Helle Thorning-Smith og Grønlands regeringschef Aleqa Hammond besøgte den smeltende Jakobshavn Isbræ, som optakt til et kommende klimatopmøde under FN’s generalforsamling i september. ”Hvad jeg har set i Grønland bekræftede min største frygt” udtalte Ban Ki-moon efterfølgende.

Suppleret med bl.a. Ilulissat-erklæringen har UNCLOS været nogenlunde tilstrækkelig til at regulere det arktiske samarbejde, men i takt med at Arktis åbnes op bliver området mere kommercielt interessant, og der kræves en mere klar grænsedragning landene imellem – især hvad angår reguleringen af naturressourcerne. I år har Danmark planlagt at indsende krav på bl.a. Nordpolen til UNCLOS, syv år efter at en russisk mini-ubåd plantede det russiske flag under Nordpolen. Ind til videre overholder landene i Arktis den gensidige aftale om at omgås i fordragelighed, men fremtiden tegner usikker. Både USA og

’Min største frygt’

10

Profile for FN-forbundet

GLOBAL  

FN-forbundets medlemsblad

GLOBAL  

FN-forbundets medlemsblad

Advertisement