Page 1

GLOBAL

FN-forbundets medlemsblad NR. 1 MARTS 2018


REDAKTION: Henrik Døcker, Anne Marie WiumAndersen, Trine Marqvard Nymann Jensen, Torleif Jonasson (dagligt ansvarshavende) og Jørgen Estrup (ansvarshavende) FORSIDE: Forsider fra GLOBALs forgængere ISSN:2245-0017 GLOBAL udkommer næste gang i JUNI 2018 Artikler, der er underskrevet med navn, er ikke nødvendigvis udtryk for FN-forbundets holdning.

GLOBAL’s rødder kan føres tilbage til 1885 til Dansk Fredsforenings skrift Freden. Siden 1892 er bladet jævnligt udkommet. Formatet og navnet er skiftet, fra Fredsbladet til FN-orientering til FN-bladet til FNforbundets Nyhedsbrev. Men ambitionen har altid været den samme: at udgive et skrift til støtte for en bedre verden, for mellemfolkelig fred og forståelse.

FN-forbundet blev dannet i 1970, da Den Danske FN-forening blev sammensluttet med Dansk Samråd for de Forenede Nationer og Een Verden. Forbundet går dog helt tilbage til Foreningen til Danmarks Neutralisering, der blev stiftet af den danske modtager af Nobels Fredspris, Frederik Bajer, i 1882. FN-forbundet er en medlemsorganisation, uafhængig af FN, der har til formål at styrke interessen for FN og forståelsen for nationernes gensidige afhængighed og fælles ansvar. Du kan vise din støtte til vores arbejde ved at blive medlem af FNforbundet. Se mere på vores hjemmeside www.fnforbundet.dk FN-forbundet Tordenskjoldsgade 25, st.th 1055 København K.

Henrik Døcker takker af Den allerførste artikel, Henrik Døcker skrev for FN-forbundet var i 1961. Dengang hed bladet Fred ved Ret, og blev udgivet af Forening for Forenede Nationer, der i 1970 slog sig sammen med Dansk Samråd for de Forenede Nationer og Èn Verden og dannede det FN-forbund, vi har i dag. Siden dengang har Henrik været med, og i perioder været livsnerven, der førte bladet videre. Siden 2011, hvor GLOBAL har eksisteret, har han konsekvent forsynet vores læsere med et væld af artikler, sit unikke internationale overblik og dertil omkring 25 boganmeldelser om året. Nu er det blevet tid til at lave bladet om - med et nyt indhold og en ny redaktion, der i højere grad skal drives af vores medlemmer. Vi glæder os - og er spændte på, hvordan det kommer til at se ud. Samtidig er det også et vemodigt farvel til Henrik – som måske kommer på gæstevisit fremover? Både hans professionelle virke og hans enorme frivillige engagement har haft journalismen og det internationale udsyn i højsædet. Ved nyhedsbureauet Ritzau, ved Institut for Menneskerettigheder, Den Danske Helsinki-komité for Menneskerettigheder og os i FN-forbundet. Som medstifter af det daværende Ulandsnyt.dk (nu Globalnyt.dk), og som forfatter til bogen ‘Den skrøbelige fred’ blandt meget andet. Samtidig har han fundet tid til, vitterligt, at rejse verden rundt. “Du får mine artikler og anmeldelser onsdag, for jeg rejser til Iran på torsdag.” Det har ikke været en sjælden replik fra Henriks side. Eller Østtimor. Eller Kashmir. Som medlem af De Berejstes Klub tæller listen over lande, Henrik har betrådt, mere end 100, fordelt over 6 kontinenter. Så udefra har han også berettet. Hans viden om menneskerettigheder og folkeretten matches af få… Og han står da heller ikke tilbage for at dele ud af den. Henrik er en meningernes mand, hvad der igennem tiden også har givet anledning til en diskussion eller to - og mangt et udråbstegn. Når det er sagt, så har vi, der har haft privilegiet at samarbejde med ham, aldrig tvivlet på, at der bag hans ord ikke bare har ligget viljen til at skabe kvalitet, men ikke mindst en stærk insisteren på vores grundlæggende menneskerettigheder, som defineret af FN’s Verdenserklæring. Henrik Døckers artikel fra 1961 handler om de statsløses tragedie. Genlæs den her i bladet, og vurder selv, om 2018 er så meget anderledes… Tak for kampen og på gensyn, Henrik.

Torleif Jonasson Generalsekretær 2


Indhold Nyt fra FN-forbundet

SIDE 4

De uden fædreland. De statsløses tragedie

SIDE 6

Henrik Døcker anmelder

SIDE 9

3


Nyt fra FN-forbundet Kære læser Det skarpe øje har måske allerede fanget, at GLOBAL ser en lille smule anderledes ud denne gang. Det gør det, fordi vi siger farvel til Henrik Døcker, der har været fast skribent ved os fra dengang GLOBAL hed Fred ved Ret. Samtidig åbner vi op for muligheden for dig som medlem at komme med i den nye redaktion.

Det kan du læse mere om længere omme. For nu vil vi blot ønske god fornøjelse med bladet, som i anledningen bringer Henrik Døckers boganmeldelser i deres fulde længde.

Stiftende generalforsamling på Fyn Vi har vokseværk! I Aalborg og København er der netop afholdt generalforsamling, og de nye bestyrelser er klar til at tage hul på et nyt år. Nu kommer der et nyt skud på stammen, når der den 18. april kl. 19 indkaldes til stiftende generalforsamling i Odense. Dagsorden vil følge og præcist sted vil følge, så hold øje med hjemmesiden, hvor du altid kan finde, hvad der er på programmet i hele landet, kontaktoplysninger og meget mere.

www.fnforbundet.dk Den 18. april kan du - også i Odense - komme med når Jean-Luc Marcelin fra UNDP kommer og giver tips til

How to get a job at the UN Har du spørgsmål vedrørende generalforsamlingen eller karrierearrangementet, så kontakt Niklas Rendboe Møller på N.Rendboe@gmail.com

Landsmøde 2018 27.-28. oktober

Sæt kryds i kalenderen til den på den Internationale Højskole i Helsingør. Det er en højskole, der samler elever fra mere end 30 forskellige lande, og hvor det globale er i højsædet. Vi er sikre på, det er de helt rigtige rammer for landsmødet. Landsmødet er her, hvor rammerne for vores arbejde i FN-forbundet bliver lagt, og det er vores øverste myndighed. I år vil der blive stillet forslag til vide vedtægtsændringer, og vi håber at se så mange af jer som muligt, til en sund og konstruktiv debat om vores fremtid som organisation. Invitation og tilmelding følger efter sommerferien, ligesom alle de praktiske oplysninger, du måtte have brug for - indtil videre skal du bare sørge for at sætte krydset i kalenderen (og at forny dit medlemskab).

fnforbundetdk

FN-forbundet

@FNforbundetDK

4

facebook.com/FNforbundet.dk


VI SØGER NYE SKRIBENTER Vi mener, der er en plads for et blad som vores, der kan fortælle om FN og vise relevansen for verdensorganisationens arbejde for vores hverdag; et medlemsblad, der kan tage læserne med bag om overskrifterne og tage lige dét spadestik dybere; som tør udstikke sin egen dagsorden og ikke altid følge ‘breaking news’; der viser det folkelige engagement i FN og bringer de lokale historier om FN i Danmark. Derfor søger vi nu en ny redaktion til GLOBAL. En redaktion med et hjerte for FN og lyst til formidling. Du kan have en generalist- eller specialviden; du kan være erfaren skribent eller novice… Bare du har nysgerrighed og vilje til at formidle.

Interesseret? Så send os en mail med et par ord om dig selv og din baggrund, dine særlige interessefelter, og hvordan du forestiller dig, du hermed kan bidrage til GLOBAL. Du må gerne medsende 1 - 2 eksempler på tekst, du har produceret. Du skal være medlem af FN-forbundet, for at din ansøgning bliver taget i betragtning. Send hele molevitten til Anne Marie på amw@fnforbundet.dk senest den 28. april 2018. Så hører du mere umiddelbart derefter. Vi forestiller os at samle en redaktionsgruppe på 6-8 personer i alt. Redaktionen nedsættes af medlems- og oplysningsudvalget og sekretariatet efter vurdering af ansøgere. Når redaktionen er nedsat, skal der fremlægges en årsplan. Redaktionen vil få i oplæg at producere tekst til bladet til 4 udgivelser om året med 4 forskellige temaer, der vil fastlægges i samarbejde med medlems- og oplysningsudvalget og i koordination med sekretariatet. Første nummer forventes at udkomme ultimo juni. Vi har ikke mulighed for at lønne skribenter, men der blive tilbudt årlige kompetencegivende kurser / workshops for redaktionens medlemmer. Vi håber, at høre fra jer!

5


6


7


8


Henrik Døcker anmelder… læser, hvordan han har skaffet sig alt denne detaljeviden. Hvor væsentlig den kan kaldes, så kan det ikke undgå at trætte selv en engageret læser. Her kan ifølge sagens natur kun peges på enkelte spektakulære operationer foruden nogle enkelte andre særlig fængslende oplysninger. Blandt dem er påpegningen af, at USA indtil 1942 ikke havde noget samlet efterretningsvæsen. Men et halvt år efter det japanske angreb på den amerikanske Stillehavsbase i Pearl Harbour oprettede USA's præsident - trods megen modstand fra regeringen og militæret OSS (Office of Strategic Studies).

Om læderhalse i alskens utrolige situationer

Inspireret af briterne - såvel deres sabotagetjeneste SOE som deres efterretningstjeneste MI6 - blev OSS ansvarlig for at skaffe sig efterretninger i bredeste forstand, men efter et præsidentilt direktiv ikke rettet mod Sovjetunionen. Møller fortæller helt uhildet om såvel de vestallieredes som aksemagternes spektakulære operationer. Omkring vendepunktet i 2. Verdenskrig gennemførte den tyske SS-officer Otto Skorzeny befrielsen af den italienske diktator Benito Mussolini, der var blevet taget til fange af de italienske partisaner, som støttede de allierede. Det tog ham fire uger blot at finde ud af, hvor diktatoren befandt sig. Det viste sig at være på et hotel på toppen af bjerget Gran Sasso i Appeninerne. Skorzeny tog turen dertil i et svævefly ledsaget af 108 soldater plus en italiensk carabiniere-general, hvis tilsynekomst ville få vagterne omkring Mussolini til at tøve. Hele aktionen på bjerget tog fire minutter. Flere andre fly landede, og et observationsfly bragte Mussolini og Skorzeny til Rom. Under den hyppigt væbnede konflikt mellem katolikker og protestanter i Nordirland, som begyndte i 1971, benyttede det britiske militær en såkaldt reaktionsstyrke, bestående af soldater i civil. Den betjente sig bl.a. af afhoppere fra den katolske væbnede gruppe IRA og opererede ved hjælp af et af militæret selv oprettet vaskefirma. Det kørte ud og hentede vasketøj blandt de katolske husstande, men sørgede også for at analysere vasketøjet for sprængstofrester, inden det blev leveret tilbage til kunderne. På den måde skaffede man sig værdifuld viden om en del af terroristerne og deres hjælpere. Sådanne og mange andre informationer har ofte været hemmelige i lang tid.

Lars R. Møller: Specialoperationer, 511 sider, Lindhardt og Ringhof.

Det virker sært 'teknisk', at denne bog blot hedder Specialoperationer. Der er nemlig tale om et overordentlig detaljeret beretning om de ekstremt farlige operationer, som hærens og flådens særlig hårdføre og specialuddannede jæger- og frømandsoldater har udført gennem en årrække. Forfatteren, oberst Lars R. Møller, har vundet ry for i slutningen af sin militære karriere at skrive en hel række yderst interessante bøger (ni i alt, bl.a. om sin egen indsats som officer i det krigeriske kaos i Bosnien i 1990’erne.

Møller refererer troligt striber af aktioner, der endte godt eller dårligt (dvs. med tab eller uden at formålet blev opfyldt), men uden de enkeltheder, som elementært engagerer læseren. Forfatteren fortjener imidlertid stor anerkendelse for at have fremdraget så mange oplysninger. Det amerikanske korps SEAL (står for Sea, Air, Land) er blevet verdensberømt som USA's virkelig hårde halse. Mellem 1968 og 72 gennemførte de i Vietnam et rent likvideringsprogram under navnet Phoenix, som tjente til at identificere Viet Cong-personel og deres støtter, dvs. nordvietnamesiske kommunist-guerillaer. De blev med Møllers ord taget til fange og dræbt, hvis de var, hvad der kaldes 'lokale meningsdannere' - nærmere betegnet decideret drab på 26.369 ud af 81.740 tilfangetagne. Kun 580 vietnamesere angives at være dræbt i kamp.

Møller er ikke blot en frisproget, nu pensioneret, officer, men også en vældig grundig forsker, hvad angår militærhistorie. Så det er ikke alene aktioner under Den Kolde Krig eller under terrorismens moderne svøbe, det drejer sig om, nej vi skal helt tilbage til middelalderen. Dog blændes der fra side 70 op for Mellemkrigsperioden og 2. Verdenskrig. Det er rent ud sagt utroligt, hvor mange enkeltheder, om aktioner, våben, geografiske forhold osv. osv., vi præsenteres for. Antallet af enkelte, kvantitative og kvalitative, informationer, han har fundet frem, er så enormt, at det har karakter af en gigantisk logbog. Man spørger sig som 9


Generel interesse har det nok at høre lidt om den udvælgelse og uddannelse sådanne læderhalse får. De britiske korps SAS og SBS (for operationer hhv. i luften og til søs) trænes til eksempel i Wales' forblæste højder og Bruneis varme og fugtige jungle, som det malende beskrives. I første fase af konditions- og terrænorienteringsprogrammet indgår bl.a. 44 armstrækninger, 50 mavebøjninger, 2400 meters løb på 9 minutter samt et utal af dag- og natorienteringsløb og marcher i Wales' bjerge med gradvis op til 25 kg udrustning, sluttende med en 50 km march. Ved testugens slutning skal aspiranterne løbe 6,4 km på 30 minutter og svømme 3,2 km på 90 minutter.

ligt uddannede rådgivere og lokale militser. Blot lidt af den kolossale mængde militærviden, Møller lægger frem – for den tålmodige læser.

Fra 1. til 2. verdenskrig: Helvede tur-retur – med britisk historiker

SEALs tilfangetagelse og henrettelse af Osama bin Laden og andre dødsensfarlige operationer i nyeste tid er naturligvis også med, men det er værd at dvæle en smule ved Falklandskrigen i 1982, eftersom Møller viderebringer en del informationer, der ikke er alment kendt. Det hele begyndte med, at en argentinsk jernhandler købte en gammel hvalfangerstation på øen Sydgeorgien, der, som de britiske Falklandsøer, ligger i Sydatlanten. Han begyndte at rive bygninger ned, indrette et beboelsesområde og hejste det argentinske flag. Den britiske guvernør indberettede til London, at Argentina havde besat øen – det gav argentinsk militær et påskud til en regulær operation mod Falklandsøerne, som iflg. Møller havde været planlagt tre måneder i forvejen. Tilbageerobringen af Sydgeorgien (som ligger 1400 km nordøst for Falklandsøerne) er stort set ubeboet, bjergrig med gletsjere og undertiden storme, der kan give vindstyrke på over 160 km/t. To forsøg på at landsætte soldater på en gletsjer mislykkedes, de måtte evalueres med helikoptere under kraftig storm. Omkr. 100 argentinske mariner på en mindre base blev angrebet af briterne, der havde fordelt sig i mindre grupper på land – de overgav sig uden skudveksling. Den sidste specialindsats på Falkland var en afledningsoperation mod havnen i øernes hovedby Port Stanley, samtidig med at de britiske styrker angreb de argentinske stillinger dér. Nogle læderhalse (af Møller kaldt 'operatører') sejlede i gummibåde ud i havnen for at vildlede argentinerne, men et af disses hospitalsskibe opdagede dem, tændte projektører og skød briterne ned – kun fordi de var dårlige til at ramme slap briterne med tre sårede. Det var dumdristigt og skulle aldrig have fundet sted, konstaterer Møller.

Ian Kershaw: Helvede tur-retur – Europa 1933-1949, 380 sider, Gads Forlag. Det andet ragnarok, som man kunne kalde 2. Verdenskrig plus dets forhistorie, er beskrevet uendelig mange gange, men der er stadig enkeltheder og perspektiveringer, fremdraget af grundige historikere, som en bredere kreds kan have nytte af at vide. Den britiske historiker Ian Kershaw har tidligere i bogen Den store katastrofe (anmeldt i GLOBAL) redegjort for 1. Verdenskrig og dens efterkrigstid, hvor voldsideologierne fascisme, nazisme og kommunisme, skulle udvikle sig. Hvordan kunne de uendelig krigstrætte tyskere blive fascineret af en krigsophidser som Adolf Hitler? Iflg. Kershaw lykkedes det den tyske rigskansler at overbevise sine landsmænd om, at han kæmpede for fred, men at genoprustning var den bedste måde at sikre det tyske forsvar på – han ville bare opnå ”ligeberettigelse” med vestmagterne hvad angår militær styrke.

Under den vestligt ledede invasion af Irak i 2003 - afviklet på blot 25 dage - spillede specialstyrker en væsentlig rolle. Særlig dramatisk var redningen af en 19årig amerikansk menig Jessica Lynch. Hun faldt i et baghold og befandt sig på et hospital i byen Nasiriyah, indesluttet af irakiske styrker. SEAL afbrød byens strømforsyning kl. 1 om natten og lod nogle helikoptere lande på hospitalets tag, samtidig med at snigskytter omringede hospitalsbygningen. Indtrængende amerikanere brugte haglbøsser til at skyde lukkede døre op med. Det tog 13 minutter at redde hende ud og flyve hende væk. Sammenfattende kan man kalde hele Møllers mammutbog for en overdådig og lang beskrivelse af eksempler på ukonventionel krigsførelse. I denne fremhæver forfatteren særlig T. E. Lawrence, der under 1. Verdenskrig i Mellemøsten udviklede en teori om strategisk nedslidning af en overlegen fjende gennem afledningsmanøvrer. Under 2. Verdenskrig den ligeledes britiske Orde Wingate, som særlig gik ind for hårdføre mobile grupper, der kunne føre krigen over i fjendens lejr om natten. Begge byggede på betydningen af sær-

Helt generelt var 30'erne diktaturernes årti, helt bogstaveligt, idet flest europæere i 1939 levede under denne styreform. Estland, Polen, Grækenland, Ungarn, Portugal, Spanien gives særlig omtale, inden Kershaw fokuserer på Josef Stalins terrorregimente i Sovjetunionen, ikke mindst karakteriseret af blodige udrensninger, som ramte høj som lav: Af det kommunistiske partis centralkomités139 medlemmer blev eksempelvis 110 anholdt som ”upålidelige” og siden hen 10


skudt. Det hemmelige politi beordrede ligefrem politbureauet til at anholde en kvart million mennesker – i sidste ende blev 700.000 skudt, og i 1939 levede næsten tre millioner i fængsler, lejre eller arbejdskolonier, hvor dødeligheden som følge af sult og sygdomme var kolossal. Konklusion: Med Stalins regime satte Sovjet en rekord, for aldrig før have en regering terroriseret sine egne borgere så grusomt.

Det var gennem konferencer mellem ”de tre store”, at USA, Sovjetunionen og Storbritannien, fandt sammen om at oprette FN, tænkt som mere dynamisk end Folkeforbundet. Yderligere to. Kina og Frankrig, blev sammen med de tre nævnte permanente medlemmer af FN’s Sikkerhedsråd – men det er ikke noget forf. ofrer mange ord på. Han slutter - berettiget - bogen med bekymrede betragtninger om den hurtige splittelse mellem vest- og østmagterne, drevet frem af hvad forf. kalder Sovjets befæstelse af sin 'monolitiske magt' over Østeuropa, dvs. indførelse af kommunistiske diktaturer. Men jo mere Sovjetunionen strammede til, desto mere besluttede amerikanerne at øge deres indflydelse i Vesteuropa.

Ved en sammenligning viser det sig, at de 40 mio., der i Europa omkom under 2. Verdenskrig udgjorde fire gange så mange som under 1. Verdenskrig. Af disse var langt flere civile i 2. end 1. Verdenskrig. En brutal kendsgerning var, at Tyskland – belært af erfaringer fra 1. Verdenskrig – anså erobring og besættelse som en nødvendighed for at sikre sig fødevarer til den tyske befolkning. Det var underforstået, at 20-30 mio. slaviske europæere ville dø af sult som følge af den tyske besættelse af Sovjetunionen. Af de 5,7 mio. russiske krigsfanger led de 3,3 en frygtelig død af sult eller sygdomme. Samtidig hentede Tyskland 20 pct. af sit korn, 25 pct. af sit fedt og knap 30 pct. af sit kød fra det besatte Europa. Der var, som Kershaw formulerer det 'tøjlesløs umenneskelighed' fra både tysk og sovjetisk side. Efter den tyske invasion af Sovjetunionen i 1941 blev den sovjetiske civilbefolkning udsat for nærmest ubeskriveligt forfærdelige forhold: 25 mio. borgere blev eksempelvis hjemløse, fødevarerne blev drastisk rationeret, millioner sultede ihjel. Nok så interessant er nogle statistiske overblik, forf. leverer: Over hele Europa svandt landbefolkningen, fra 1910-50 fra 55 til 40 pct. Vandringen fra land til by var størst i Rusland. Også dengang var der mange fremmedarbejdere. I Vesteuropa efterspurgte især Frankrig udenlandsk arbejdskraft, fordi befolkningstallet stagnerede. Tyskland oplevede næsten desperat mangel på arbejdskraft, fordi så mange mænd var sendt til fronten, i midten af 1944 udgjorde udlændinge i Tyskland mere end en fjerdedel af den tyske arbejdsstyrke, hvoraf dog en stor del var krigsfanger.

Han tilføjer, at det er tvivlsomt, om Frankrig og Storbritannien ville have kunnet gennemføre sin vellykkede genopbygning, hvis amerikanerne - som de oprindelig havde tænkt sig - havde trukket deres styrker ud af Europa i 1947. Østeuropa havde efter diktat fra Moskva afvist at modtage Marshall-hjælp og haltede derfor bagefter økonomisk. Fremkomsten af atomvåben på begge sider af det Jerntæppe, der havde sænket sig gennem verdensdelen, skulle blive et af de mest omstridte elementer i europæisk politik. Men disse våben skulle blive afgørende for den stabilitet, der trods alt kom til at præge Europa efter 1945. Således slutter den britiske historiker dog på en optimistisk tone: Europa – og verden – arbejdede sig ud af et verdenskrigshelvede, betrygget af mange internationale organisationer ud over FN.

Tysk militærlæges odyssé, uskadt gennem krigen – med lykkelig dansk tilværelse bagefter

Den 2.Verdenskrig var i langt højere grad end den første krig en 'totalkrig', men dog en krig, hvor regeringerne forstod at kontrollere inflationen, som aldrig fik den ødelæggende kraft, som nogle lande blev udsat for i 1. Verdenskrig. Under 2. Verdenskrig hentede politikerne hjælp fra ledende erhvervsfolk til at udforme regeringens politik modsat under den første krig. Men afgørende for Europas genopbygning blev, at USA kom ud af krigen som verdens industrigigant. Dets industriproduktion steg i krigsårene 15 pct. (mod syv pct. under 1. Verdenskrig) – en medvirkende årsag til at det gennem låne- og lejeloven havde kunnet støtte Europa med sammenlagt 32 milliarder $. Selv om meget af dette er kendt i overordnede termer, så må Kershaw dog prises for ganske megen relevant statistik: I Tyskland var 40 pct. af boligmassen (to mio. boliger) fra før krigen væk, 50 mio. mennesker uden tag over hovedet. På hele det europæiske kontinent var de fysiske ødelæggelser langt større end i 1918. Manglen på dollars lagde en bremse på Europas genopbygning, men den plan, USA’s udenrigsminister George Marshall i 1948 fremlagde, kanaliserede 2 pct. af landets BNP, i alt 12 milliarder $, til Europa, noget som også de tidligere fjendelande Tyskland, Italien og Østrig fik stillet til rådighed. Og det var iflg. forfatteren i disse tre lande, at hjælpen fik størst virkning. I modsætning til tiden efter 1918 fik Europa efter denne sidste storkrig et sikkerhedssystem, nemlig NATO - og med deltagelse af USA. Med det var kun ”et figenblad”, som Kershaw udtrykker sig: Sovjetunionens landstyrker overgik de vestallierede i forholdet 12:1.

Tom Buk-Swienty: Det ensomme hjerte, 491 sider, Politikens Forlag.

11


Journalisten og historikeren Tom Buk-Swienty har fået udgivet en stribe bøger om dramatiske forløb i nyere tid. Nu gælder det den bog, han har bedrevet om en tysk militærlæges oplevelser under 2. Verdenskrig, et vældigt epos baseret på lægens egen detaljerede dagbog. De 5000 siders dagbogsnotater, som den tyske læge Hans Horn, havde bearbejdet til en selvbiografi, blev fundet efter hans død i 1989. I modsætning til utallige landsmænd var han ganske overmåde heldig.

I krigens slutfase var Horn i Prag, men snart er han atter på farten, for at ledsage sårede på deres vej til feltlazaretter og hospitaler i Tyskland. Han så overlevende koncentrationslejrfanger i deres svækkede, udmagrede tilstand. Men han indså også den sandhed, der lød i en udtalelse som: ”Kammerat, nyd krigen - freden bliver frygtelig.” Hermed sigtedes nok til dens første, famlende år.” Det var dog nok en overdrivelse for så vidt angik Horn. Han var blevet gift under krigen og led færre afsavn end rigtig mange andre. Han fortsatte de medicinske studier i Kiel, fik vikariater i Sønderborg og Kolding – hvorefter han og hans familie i 1952 kunne flytte til Danmark. Hans lægetilværelse fortsatte i Århus, Skagen og Bov i Sønderjylland.

Ganske vist blev Horn såret på østfronten, i det Rusland, som Nazi-Tyskland angreb i 1941, men det skulle blive hans held: Han fik mulighed for at uddanne sig til militærlæge, en slags reduceret lægeuddannelse, traf sin tilkommende og blev ikke sendt ud i de farlige krigssituationer i krigens sidste år. Faktisk gik han totalt set så uskadt gennem krigen, at en anmelder meldte sin tvivl, hvad angår autenciteten i Horns beretning. Det er fristende at lufte den idé – nærværende anmelder vil tilslutte sig den tvivl – bl.a. fordi Horns oplevelser ikke føles specielt overbevisende. Der mangler fx noget om lugte, varme og kulde; kort sagt sanseindtryk. Alligevel er der masser af krigsbeskrivelse, som bærer autencitetens præg.

Forfatteren Buk-Swienty har opsøgt en del af Horns slægtninge, hans børn og arbejdskolleger mv. Han har indvævet en almen beskrivelse af den almindelige tyskers vilkår under krigen. Det synes tidligt at fremgå, at Hans Horn følte afsky for nazisternes barbari over for de tyske jøder, ødelæggelserne af deres ejendom, forretninger og indbo, deporteringerne af jødiske borUN Photo/UNODC/Zalmai gere. Det er ikke rigtig et indicium for falsum som sådan, at Horn ikke kan berette om blot nogle af de uhyrlige krigsforbrydelser tyskerne begik på den russiske front. Udeladelser fra den i øvrigt meget indgående og omfattende personlige beretning, redigeret af den danske historiker, fordrejer efter denne anmelders mening ikke bogen i en falsk retning.

Men det er ganske vist, at personen Hans Horn har eksisteret: Han kom til verden i Kiel, havde danske slægtninge og tog efter krigen medicinsk eksamen, hvorefter han virkede som læge, bl.a. i det danske Sønderjylland., han talte flydende dansk. Han var hurtig i opfattelsen, spillede cello på højt niveau, var åben over for og egnet til at studere hvad som helst inden for humaniora... Det var i 1939 – det år krigen brød ud. Iflg. Horn var langt de fleste tyskere deprimerede ved udsigten til en ny storkrig. Kvinderne huskede, hvordan de under den 1. Verdenskrig havde måttet blande mel med savsmuld og gøre roen til en del af kosten, hvordan man frøs og sultede... Mændene mindedes skyttegravenes snavs, lus og sult, kadaverdisciplinen, de mange, der måtte have amputeret arme eller ben, de mange døde...

Nagieb Khaja med supplerende indryk fra Afghanistan

Udpluk af Horns dagbøger er tilsat en mængde farvelagte tegninger, der på sarkastisk måde illustrerer krigens meningsløshed og gru, hvad der unægtelig svækker teorien om forfalskning. Måske bunder disse tanker alene i en skepsis over for, hvor heldigt Horn slap gennem krigen. Han blev ganske vist hårdt såret på østfronten, altså i Rusland, men netop dette, at han blev sendt tilbage bag fronten til et lazaret, betød at han ikke direkte kom i, hvad man kan kalde krigsfarezonen. I stedet fik han mulighed for at uddanne sig til feltlæge (en forkortet lægeuddannelse). Han tilbragte en del af krigen i det af Tyskland besatte Danmark, bl.a. i Hald ved Viborg og Høvelte nær Birkerød. (Kasernen i Høvelte blev bygget af tyskerne under krigen). Han var på behørig afstand af krigens gru, så som at general von Paulus' 6. armé på oprindelig 300.000 mand, under kampene ved Stalingrad blev reduceret til 109.000 mand. Mod Hitlers orde overgav de sig til russerne, hvorefter de blev ekspederet til Sibirien, hvorfra kun mellem 5000 og 6000 efter krigen vendte tilbage. Ind imellem Horns stationeringer i forskellige tyske byer, heriblandt Berlin og Würzburg, berettes om, hvordan krigen inden for dens sidste par år (dvs. inden 1945) gjorde Tyskland til et mangelsamfund: Man kunne ikke opdrive sæbe, hver borger fik blot tildelt ca. 200 gram kød om ugen... Forretninger, der ikke solgte direkte krigsanvendelig produkter, blev lukket. Universiteterne indstillede deres drift, og en særlig kommission drog rundt og tvang selv meget unge mænd til fronten.

Nagieb Khaja: Historien, der ikke bliver fortalt 2. opdaterede udg., 416 sider, Gyldendal

12


Nagieb Khaja har særlige forudsætninger for at komme så meget ind under huden på et afghansk samfund, som illustreres i hans bøger - derfor er han værd at lytte til. Som født i Danmark af afghanske forældre kan han flere af de sprog, der tales i Afghanistan flydende og kan så at sige smelte sammen med den afghanske befolkning, blive anset for at være én af deres egne. Dertil er han en glimrende og modig journalist. Den aktuelle bog udkom første gang i 2011 og er så i denne udgave fra 2017 suppleret med ca. 100 sider med hans nye beretninger fra forældrenes land, endog fra en rejse ind i Taleban-okkuperet område.

ver nærmere. Det skal som Khaja ser det agere i henhold til officielle erklæringer – og så trues med internationale sanktioner. Dette sidste virkemiddel har dog ikke vist sig særlig effektivt i mange aktuelle sammenhænge. Man kan fx blot tænke på Rusland og Nordkorea. Situationsberetningerne ender således mistrøstigt.

Fra slavetilværelse hos IS til asyl i Tyskland

Det må kaldes noget af et scoop, at Khaja i oktober 2013 kom til at tilbringe seks dage med Taleban, uden at der blev krummet et hår på hans hoved. Der er ret meget antiklimaks over fortællingen, eftersom det ikke var de mest fanatiske talebanere, den danske journalist (en identitet, han ikke skiltede med) mødte. Han udtrykte sig i forsigtige vendinger og forstod, at det værste ville have været, hvis han havde arbejdet for den afghanske regering og indrømmede det. Folk er simpelthen blevet henrettet for det – hvad der tilmed er dokumenteret på video. Dog var talebanerne i distriktet Charkh, som Khaja besøgte, ikke prægede af alle de forbud, som er kendetegnende for andre grupper af talebanere – fx fandt de behag i vandpibe-rygning, ligesom de accepterede satellit-tv og rygning i almindelighed. Men de var alle fanatisk imod amerikanerne, som de betragter som en slags besættelsesmagt, der dog især var forhadt på grund af deres luftbombardementer. Khaja kom imidlertid i vanskeligheder, da han blev bedt om at vise nogle identitetspapirer, en slags tilladelse til at besøge et taleban-område. En tilbageholdelse i et forladt hus uden nogen møbler blev hans fængsel, men kun for et enkelt døgn. Khaja har af indlysende grunde et mere nuanceret syn på konflikten – eller konflikterne – i Afghanistan end så mange andre. Som han ser det, er konflikten i høj grad kommet til at handle om indenrigspolitiske, afghanske problemstillinger. Beboerne i de pashtunske landområder har følt sig marginaliseret og undertrykt af den fjerntliggende centralmagt, der typisk repræsenteres af korrupte og tyranniske guvernører eller politichefer. En del arbejdsløse unge mænd har ladet sig rekruttere af ren og skær nød. Hele det store internationale og især amerikanske engagement i Afghanistan var, som bekendt, udløst af angrebet på World Trade Center i New York i 2001 og ønsket om at straffe Al-Qaeda, der oprindelig havde base i Afghanistan.

Deniz Serinci: Slave i Islamisk Stat – Ghaliyas historie, 227 sider, Gyldendal. Islamisk Stat (IS) er så småt ved at være historie, men terrorbevægelsens blodige spor fornemmes stadig mange steder i Mellemøsten og lidt til. At den også var tæt på at have folkedrab på samvittigheden er næsten blevet glemt i vrimlen af ufattelige grusomheder. Her tænkes på det irakiske mindretal ezidierne, som denne bogs centrale person Ghaliya tilhører. Gennem 285 dage var hun og hendes søster i fangenskab hos forskellige IS-krigere i Irak, før det lykkes dem at flygte fra deres fangenskab.

Men, som Khaja beretter, flygtede størstedelen af AlQaedas folk hurtigt til Pakistan. Og alle de al Qaedamedlemmer, der siden er blevet taget til fange eller dræbt, har opholdt sig i Pakistan. Trods dette lands alliance med USA er det fortsat med at organisere og støtte Taleban og andre oprørsgrupper med våben, logistik og penge. Forf. vil vide, at antallet af terrorangreb i verden er femdoblet siden invasionen af Afghanistan satte ind. Invasionen af Irak fik den effekt, at ISbevægelsen opstod. Det forleder ham til at betegne den amerikanske ”krig mod terror” som en komplet fiasko.

Den danske journalist og forfatter Deniz Serinci har givet en intens, detaljeret beretning, som i øvrigt er repræsentativ for mange trosfæller blandt ezidierne. Blandt de mellem 40-50.000, som i 2014 flygtede op på bjeget Sinjar, var også denne bogs hovedperson Ghaliya. Ezidierne var mennesker, der alene på grund af deres tro regnedes for frit bytte for IS, som på sin side opstod som et knopskud på Al-Qaeda og med kraftige islæt af folk fra den styrtede irakiske diktator Saddam Husseins efterretningstjeneste.

Lyder det bombastisk, så har han måske nok en pointe ved at tage afstand fra brug af rå våbenmagt frem for langsigtede og forebyggende initiativer med fokus på at dæmme op for social og politisk uretfærdighed i Afghanistan. Altså det som USA synes at tilsigte. Pakistan er her en usikker medspiller, som han ikke beskri13


Grundtanken med en islamisk stat er at skabe et hjemland for sunni-muslimerne. Under osmannerne (tyrkerne) og siden det britiske mandatstyre blev Iraks sunni-mindretal favoriseret på bekostning af shiaflertallet, i perioder blev shia-muslimerne udsat for rene massakrer. Når IS havde held til at indtage den vigtige by Mosul, som iflg. officielle irakiske kilder skulle være bevogtet af 15.000 mand, så skyldtes det, at to tredjedel af denne styrke bestod af såkaldte spøgelsesbataljoner. Med en notorisk elendig moral, smed mange soldater uniformerne, da de stod til at tabe.

Gamle mennesker måtte vente i køer i timesvis. Varmen, sulten og frygten var så udtalt, at mange forældre måtte efterlade deres børn for selv at have en chance for at overleve. For slet ikke at tale om de mange ubehandlede sygdomme. Den væbnede gren af det kurdiske Demokratiske Unionsparti kaldet YPG, reddede så mange som 20.000 ezidier ned fra bjerget til den irakiske by Saxo, hvor en del så nu er bosat. Denne bogs egentlige hovedperson Ghaliya, kommer i sit fangenskab til at leve som en slags husassistent. Hun opnår efterhånden en del friheder, får tiltusket sig en mobiltelefon og får kontakt til nogle familiemedlemmer, som så på et givet tidspunkt, hvor hun kan snige sig ud, uden at hendes vagter opdager det, forlader hun huset og tager opstilling på et forud aftalt sted. Iført burka og forsynet med falske pas, lykkes det hende at komme væk og tiltræde den lange rejse mod en fremmed verden, som kan tilbyde den tryghed, hun og titusinder af etniske fæller har savnet.

De to søstre bliver pågrebet af IS under en bustur – derefter oplever de et regulært slavemarked, hvor der bydes på forskellige kvinder. En del ezidiforretningsfolk har imidlertid haft held til at købe fx bortførte døtre tilbage. Det var enormt hvad IS tjente på denne trafik. Iflg. FN's daværende generalsekretær Ban Ki-moon betalte ezidier IS 45 mio.$ (301 mio. da. kr.) i løsepenge. Tallet et dog muligvis for højt sat. Mange dør på Sinjar-bjerget under den anstrengende flugt derop, der er ikke nok mad, ligesom sygdomme ikke bliver behandlet. Men hvor mange blev nu bortført? Iflg. FN var der tale om 6386, hvoraf 3537 skulle være kvinder og piger. Der er måske mest fokus på bortførelserne, men de trængsler, de mange flygtninge måtte udstå, er nærmest ubeskrivelige. Der var udbredt mangel på mad for slet ikke at tale om vand.

Serincis bog giver et fascinerende indblik i fremmedartede folkegrupper og umenneskelighed, som trodser almindelig forestillingsevner. Hertil hører fx også, at IS tvang mange ezidi-børn til at blive hellige krigere.

Fordi vi tror på globalt ansvar. Bliv medlem. Ved at blive medlem støtter du vores arbejde for bl.a. at sikre, at Danmark lever op til sine forpligtelser gennem FN. Jo flere vi er, jo stærkere vores stemme. Som medlem får du  muligheden

får at deltage i et eller flere af vores kredse / netværk /skoletjenester i Aalborg, Aarhus, København, Viborg eller på Fyn

 vores  en

medlemsblad, GLOBAL, der udkommer 4 gange om året,

månedlig mail med overblik over fyraftensmøder, konferencer og andre arrangementer

fnforbundetdk

FN-forbundet

@FNforbundetDK 14

facebook.com/FNforbundet.dk

Profile for FN-forbundet

GLOBAL  

FN-forbundets medlemsblad

GLOBAL  

FN-forbundets medlemsblad

Advertisement