Page 5

Krudttønden Kashmir Freden i den nordindiske provins trues bestandig af bitterheden over ikke selv at måtte bestemme over sin skæbne Henrik Døcker skriver fra Kashmir

Det tager blot en times tid at flyve fra New Delhi til Kashmir, nærmere betegnet provinsens såkaldte sommerhovedstad Srinagar. Op til en betagende naturskønhed, til knejsende bjerge, idylliske søer med åkander, farverige husbåde, blomsterparker og æbleplantager. De fleste udlændinge vægrer sig dog ved det. Det danske udenrigsministerium fraråder det da også i sin seneste opdatering. Året 2011 var dog præget af relativ ro, de hyppige demonstrationer - med provinsens selvbestemmelsesret som omdrejningspunkt – skal ikke forveksles med de uroligheder, som prægede 1990’erne. FN, repræsenteret her ved observatører siden 1949, modtager fortsat appeller fra kashmirske organisationer, som føler sig svigtet af verdenssamfundet. Jammu-Kashmirs Befrielsesfront (JKLF) tager som sædvanlig teten i slagkraftige marcher, hyppigt om aftenen og med fakler! Lang sej kamp for den nationale selvbestemmelsesret

Langt hen ad vejen forholder sig utvivlsomt sådan. Beretningerne om tortur af tilbageholdte er mange, Amnesty International har berettet herom i årevis. Og da Kashmirs befolkning på ca. fire millioner næsten udelukkende er muslimer, ja så er det dem, det går ud over.

Frontens formand Yasin Malik sidder i skrædderstilling på gulvet, da jeg – sammen med en delegation fra Det Udenrigspolitiske Selskab – besøger ham i frontens hovedsæde i Srinagar. Også vi tager plads på gulvet for at høre om den forsmædelige tilværelse, Kashmirs muslimske befolkning må tåle under hinduistisk overherredømme. Den 48-årige aktivist er så at sige kashmirernes talerør, bestandig på vej ud og ind af fængsler, ind imellem tortureret. Han var mærket heraf på helbredet, mens hans ildhu for kashmirernes sag, siden 2007 dog kun med fredelige midler, er usvækket.

Kashmirs oprindelige hinduistiske befolkningsislæt, ca. 150.000 mennesker, følte under 1990’ernes fjendtligheder, udløst af guerillaaktivitet fra muslimske partisaner og tilhørende indgreb fra indisk militær, situationen så usikker, at de næsten alle forlod Kashmir (139.000 kvadratkilometer) – en del til naboprovinsen Jammu, som har hindu-flertal, og som Kashmir administreres sammen med. Hvordan hele miseren begyndte, er velkendt: At Kashmir ved oprettelsen af republikken Indien i 1947 tilfaldt Indien, fordi provinsens maharaja dengang, sri Hari Singh, var hindu og derfor opterede for Indien. Men fordi det kom til kampe mellem den nye muslimske stat Pakistan, flettet ud af Britisk Indien, kom en tredjedel af Kashmir -dalen til Pakistan.

Selvom man tilbringer adskillige dage i Srinagar (der har et indbyggertal på en million og kaldes Kashmirs ”sommerhovedby”) - og møder repræsentanter både for det indiske styre, ngo’erne, advokater, journalister og andre kvalificerede iagttagere, er det ikke enkelt at få rede på situationen. Det lette standpunkt er at solidarisere sig fuldt og helt med kashmirerne og tiltro alle indiske soldater og politifolk det værste. Er der en statistik over voldtagne kvinder, sådan som avisen Kashmir Observer har offentliggjort, så kan det kun være hinduer, der er gerningsmænd. Er der tale om skyderier, er det altid de samme hinduistiske ordenshåndhævere, som dræber uskyldige muslimer.

Det er først og fremmest denne deling, det kashmirske folk med eget sprog og kultur, opponerer imod, og som også siden delingen har ført til to kortvarige krige mellem Indien og Pakistan.

5

GLOBAL  

FN-forbundets medlemsblad