Page 1

GLOBAL FN-forbundets medlemsblad NR. 4 JUNI 2012

Om at flytte bjerge, om det globale ansvar, om at sætte verden på spil og at sikre 1 folkeligt forankrede løsninger


REDAKTION: Henrik Døcker, Torleif Jonasson, Anne Marie WiumAndersen og Jørgen Estrup (ansvarshavende) FORSIDE: UN Photo/ Logan Abassi ISSN: 2245-0017 GLOBAL udkommer næste gang: September 2012 Artikler, der er underskrevet med navn, er ikke nødvendigvis udtryk for FN-forbundets holdning.

At flytte bjerge

GLOBAL’s rødder kan føres tilbage til 1885 til Dansk Fredsforenings skrift Freden. Siden 1892 er bladet jævnligt udkommet. Formatet og navnet er skiftet, fra Fredsbladet til FNorientering til FN-bladet til FNforbundets Nyhedsbrev. Men ambitionen har altid været den samme: at udgive et skrift til støtte for en bedre verden, for mellemfolkelig fred og forståelse.

For 20 år siden stod fire unge foran en autoforhandler på Frederikssundsvej. Anledningen var en protest mod Mitsubishi, der var involveret i ødelæggelsen af regnskoven. De fire unge var med i Regnskovsambassaden, der som mange andre grupper engagerede sig i konkrete sager mod ødelæggelsen af Jorden.

FN-forbundet blev dannet i 1970, da Den Danske FNforening blev sammensluttet med Dansk Samråd for de Forenede Nationer og Een Verden.

Nu, 20 år senere, er John (til højre) blevet miljøfaglig chef i WWF Verdensnaturfonden og Niels Otto (til venstre) pressechef i DSB. Selv er jeg blevet generalsekretær i FNforbundet, men hvor Rikke er blevet af, ved jeg ikke.

Forbundet går dog helt tilbage til Foreningen til Danmarks Neutralisering, der blev stiftet af den danske modtager af Nobels Fredspris, Frederik Bajer, i 1882. FN-forbundet er en medlemsorganisation, uafhængig af FN, der har til formål at styrke interessen for FN og forståelsen for nationernes gensidige afhængighed og fælles ansvar. Du kan vise din støtte til vores arbejde ved at blive medlem af FN-forbundet. Se mere på vores hjemmeside www.fnforbundet.dk FN-forbundet Store Kongensgade 36, 4.th 1264 København K. Tlf.: 3346 4690 fnforbundet@fnforbundet.dk

Men i forhold til så mange andre var Regnskovsambassaden lidt forud for sin tid. For os handlede det ikke kun om naturbevarelse, der groft sagt kan varetages ved ”parker og pigtråd”. Det handlede også om at forhindre årsagerne til, at f.eks. fattige i Rio de Janeiro var nødt til at tage ud i og ødelægge regnskoven for at overleve. Og det handlede om, at de oprindelige beboere i regnskoven kunne bevare sit overlevelsesgrundlag. Det var en sammenhæng, som verdens statsledere langt om længe anerkendte under FN’s Miljø- og udviklingskonference i Rio i 1992.

Det er også svært at sige, hvor Verden er blevet af. Det er derfor på tide, at genbesøge Rio og de beslutninger, statslederne tog den gang: Agenda 21, Rio-erklæringen med dens 27 principper og konventionerne og erklæringerne vedr. biodiversitet, klimaforandringer og skove. Har den udtrykte erkendelse af sammenhængen mellem miljø og udvikling udmøntet sig i adfærdsændringer? Er den bæredygtige udviklings sociale, udviklingsmæssige, økonomiske og miljø-komponenter blevet integreret? FN-forbundet har været involveret i processen fra begyndelsen og også det sidste halve år, hvor udkastet til beslutningsdokument har været genstand for intensive forhandlinger. For at fremme processen var vi bl.a. med til at lancere FN’s bæredygtighedspanels rapport i foråret, men det ser ikke ud til, at særligt mange af rapportens anbefalinger er blevet taget med i den nuværende forhandlingstekst – selvom mødet finder sted under en af de værste økonomiske kriser, og Verden netop derfor har brug for at finde bæredygtige løsninger. Bæredygtighed er ikke bare noget der foregår i Rio. Derfor er FN-forbundet også med på Folkemødet på Bornholm, for at koble de danske politiske diskussioner om velfærdsstaten med de globale diskussioner om Verdens fremtid – de to diskussioner hænger sammen, og kan ikke løses hver for sig. Det er derfor vigtigt, at Danmark fortsat er til stede i FN og til FN’s forhandlinger for at bidrage med vores erfaringer og lære af andres. Mitsubishi? 10 år efter kampagnens start forpligtede Mitsubishi sig til ikke at bruge træ fra oprindelig skov, og de underlagde sig ”Forest Stewardship Council”-certificering. Det er ikke kun de fire unges fortjeneste, men de var en del af det globale civilsamfund, der arbejder for en bedre verden, og som nogen gange formår at flytte bjerge.

2

Torleif Jonasson Generalsekretær


Foto/ Martin Sne

Indhold Nyt fra FN-forbundet

SIDE 4

Verden på spil

SIDE 5

Det globale ansvar—demokrati og diktatur

SIDE 6

Folkeligt forankrede løsninger

SIDE 8

Debat om grøn økonomi

SIDE 10

Internationalt overblik

SIDE 11

Bøger

SIDE 13 3


Nyt fra FN-forbundet Temaet for dette års reklamekonkurrence, arrangeret af FN’s informationskontor (UNRIC) i samarbejde med UNEP og Nordisk Ministerråd, forbinder vand, grøn energi og Rio+20 under navnet:

The Future We Want – Drop by Drop Vinderen blev 31-årige italienske designer Daniele Gaspari, der fik overrakt prisen på de 5000 euro af kronprins Frederik i København den 5. juni 2012. Se mere på: www.dropbydrop.eu

Vi tæller ned til Rio+20. Vores generalsekretær, Torleif Jonasson er sammen med bestyrelsesmedlem Niels Johan Juhl-Nielsen med til forhandlingerne i Rio—og selvom du ikke har mulighed for at være der, har du nu chancen for at blande dig i debatten og deltage i den globale samtale den 19. juni 2012: ’Rio+social’. Blandt deltagerne er Ted Turner, Gro Brundtland og Hans Vestberg—og mange, mange flere. Læs mere og meld dig til på

rioplussocial.com.br

Er du med på Folkemødet? Så kom og find os i Folkeoplysningens Telt på Cirkuspladsen—lige ved Speakers Corner. Vi er i teltet alle dagene fra torsdag den 14. juni til søndag den 17. juni. Torsdag den 14. juni kl. 17.10—19 vil du også have muligheden for at følge forhandlingerne, når Rio+20 kommer til Bornholm med en helt særlig udgave af vores Mini Model UN, der vil teste deltagerne til det yderste i diplomatiets kunst! 4


Verden på spil Vi er en gruppe af frivilligt engagerede universitetsstuderende, der tager rundt på folkeskoler og gymnasier og holder oplæg og faciliterer politiske rollespil og hjælper på den måde til at øge skoleelevers bevidsthed om den globale verden, de er en del af. Det er, kort fortalt, læring gennem leg. Af Mikkel Laursen Co-coordinator i skoletjenesten København

bliver aktive deltagere, og ikke bare passivt skal lytte, bliver de problemstillinger, FN står over for, tydeliggjort på en helt anden måde – og debatteret med væsentligt større engagement og indlevelse. Det giver en anden og større forståelse for de komplikationer, der opstår i verdens brændpunkter, og hvad de har af konsekvenser, der når ud over landegrænserne.

Flygtningeproblematikker. Terrorbekæmpelse. Klimaforandringer. Globale spørgsmål har en stadig stigende betydning for forholdene for os som borgere i Danmark. Det er ikke problematikker, der er forbeholdt forhandlinger mellem politikere og diplomater, eller hvis betydning er forbeholdt for kommentatorerne i den sene udgave af Deadline at filosofere over. Eller rettere det bør det ikke være – for det er vores hverdag, det handler om. Det er vores (menneske)ret, og det er vores ansvar at tage stilling til den globale verden, vi er en del af. Det er her FN-forbundets skoletjeneste kommer ind i billedet.

15 grupper repræsenterer de 15 lande, der er medlem af FN’s Sikkerhedsråd – 15 lande med hver deres nationale agenda, der skal forsøge at nå til enighed omkring en resolution, og der stilles store krav til elevernes selvstændighed og kreativitet. Det er utroligt at se, hvordan eleverne formår at påtage sig de nye roller som diplomater, der forsøger at præge debatten til deres fordel, samtidig med at Sikkerhedsrådet skal nå til en form for fælles enighed – som en del af dets globale ansvar.

Udgangspunktet for skoletjenestens arbejde er, at det i dag er helt op til skolerne, hvordan de vil integrere FN i undervisningen, da det ikke er noget krav i læseplanerne, som det er i for eksempel Norge. Ofte er de emner, der spørges til, spændt bredt ud over hele det spekter, som er FN; fra folkedrab til bæredygtig udvikling over spørgsmålet om lovlig magtanvendelse i henhold til FN-pagten til FN’s historie og mange organisationer.

Det er ikke nogen let opgave at fralægge sig ens holdninger og meninger, samtidig med at en ny rolle skal påtages, men eleverne viser et stort engagement og har en god indlevelsesevne. Det er primært eleverne, der styrer slagets gang, både under Sikkerhedsrådets formelle retningslinjer og ude i ’korridorerne’, hvor det oftest (og meget lig virkeligheden) er her processen virkelig tager fart. Det kan nogle gange virke, som om det hele stagnerer i Sikkerhedsrådet, og så sidder man som ordstyrer og bliver en smule nervøs, og pludselig er der et land, der i den elvte time fremlægger en resolution, som de fleste lande støtter op om, og hele verdenen ånder lettet op.

Læring gennem leg FN-forbundet har gennem tiden udviklet en række politiske spil, herunder et der blandt andet viser verdenshandelen, herunder især styrkeforholdet mellem I - og U-lande. Et andet spil omhandler processen i FN’s Sikkerhedsråd. MiniMUN (Mini Model United Nations), som det kaldes, viser på godt og ondt de formelle procedurer og forhandlinger, der kan være så langsommelige og besværlige, men som ofte er nødvendige for at de 15 lande i Sikkerhedsrådet kan komme frem til en løsning på den konflikt, der er på dagsordenen. Det er tydeligt at se, at når eleverne selv

Når der i verdenssamfundet er et øget fokus på globale løsninger, er det opløftende og inspirerende, at se, at folkeskole- og gymnasieelever i høj grad har en interesse for FN, de muligheder som organisationen fører med sig og ikke mindst dens vigtighed. Det er folkeoplysning, når det er bedst.

Læs meget mere og find kontaktoplysninger på skoletjenesten i både Aarhus og København på vores hjemmeside

www.fnforbundet.dk/skoletjenesten

Ban Ki-moon foreviger øjeblikket, hvor han åbner det amerikanske Model UN i FN’s generalforsamling i maj UN Photo/ Eskinder Debebe

5


Det globale ansvar – demokrati og diktatur Flere og flere diktatorer bliver nu stillet til retsligt ansvar

Af Henrik Døcker Det er en gammel ’øvelse’ at stille FN’s høje idealer, som afspejlet i FN-pagten, overfor den til enhver tid værende virkelighed. Det vil altid være et subjektivt skøn, som afgør, om verden blot i svag grad har levet op til idealerne. Men det kan da konstateres, at en række diktatorer har måttet bide i græsset inden for de senere år – med livstidsdommen over Egyptens mangeårige præsident Hosni Mubarak som det seneste eksempel. Det lugter lidt af, at retsopgør med de største tyranner ligesom afspejler noget af den nutidige tidsånd.

Et eksempel på manglende beskyttelse: Uganda FN’s ’fædre’ har næppe forestillet sig, at medlemsstaterne skulle sorteres efter demokratier og diktaturer, således at sidstnævnte skulle ydmyges eller stilles i ”skammekrogen”. Men FN-pagten afspejler dog på en måde forhåbninger om realisering af demokrati og menneskerettigheder. Det magtspil, der eksisterer mellem medlemsstaterne, og hvorunder de største af dem forbeholder sig særrettigheder, vil dog bestandig stikke en kæp i hjulet på idealisternes vildeste planer.

UN Photo/ JC Mcllwaine

Intervention i fremmede lande kan aldrig være en pligt I hvilket omfang den øvrige verden skal gribe ind i andre landes anliggender – på grund af deres blodige undertrykkelse af befolkningen som helhed eller dele af den – er højst diskutabelt. R2P er, af hvad man kunne kalde ”progressive verdensborgere”, blevet tolket som en regulær ret til humanitær intervention, om end på en række betingelser, særlig at det skal være sidste udvej efter opbydelse af et større antal forsøg på indgriben ad diplomatisk vej. Hvem skal så bestemme, hvorvidt en befolkning eller en befolkningsgruppe fortjener en sådan intervention, eller anderledes udtrykt: Hvem skal bestemme, om én eller flere stater er berettiget til at intervenere?

Den nyere folkeretlige norm, at staterne skulle have et ansvar for at beskytte (R2P), underforstået deres egne befolkninger, mod folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser har skudt en breche i pagtens hovedkrav, at FN ikke skal blande sig i, hvad der i det væsentlige sorterer under hver enkelt medlemsland (FN-pagtens art.2.). Nu er det jo mest regeringerne selv, der begår folkedrab og de andre grove krænkelser af den humanitære folkeret, så dette ”forbud” hører i alt væsentligt til i idealisternes verden. Umiddelbart udgør uhyrlighederne fra Herrens Modstandshær (Lord’s Resistance Army’s) i Uganda det eneste aktuelle eksempel på sådanne krænkelser, begået af en lokal krigsherre, som ikke har statsligt ansvar (LRA’s leder, Joseph Kony er indstævnet for Den Internationale Straffedomstol i Haag for krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden under sit rædselsregimente, hvori bl.a. indgår tvangsudskrivning af børnesoldater og sex-slaveri). Uganda har ikke kunnet få krammet på Kony, og ingen udenforstående stater har vist interventionslyst.

Vil man sætte sig ud over stormagternes – efter manges mening aktuelt uberettigede – særrettigheder (særlig vetoretten for de fem permanente medlemmer af Sikkerhedsrådet), må man fantasere sig til andre organer. Det var for eksempel NATO, der i 1999 besluttede at intervenere militært for i Serbiens provins Kosovo at undsætte kosovo-albanerne, der af serberne blev diskrimineret, beskudt og tvunget til i hundredetusindevis at flygte til udlandet. Der var hertil en forhistorie, hvorunder NATO i lang tid havde svigtet bosniakkerne i Bosnien-Hercegovina, der i et antal af 6


200.000 måtte lade livet for serbernes kugler.

Gaddafis sønner, Cambodja har dog anerkendt én domfældelse ved den semi-internationale domstol dér, men saboterer de videre retshandlinger mod andre barbarer fra De Røde Khmerers bloddryppende tyranni.

Dette skal/skal-ikke-dilemma vedrørende intervention har tidligere været debatteret i GLOBAL. Lad det her blot være konstateret, at R2P på ingen måde forpligter andre stater til nogen som helst positiv handling. Det land, som foretager de grufulde handlinger i stor skala - så som aktuelt Syrien, kan ikke realistisk indstævnes for nogen domstol, dets politiske og militære ledere vil måske internationalt kunne retsforfølges ved et regimeskifte. Den Internationale Straffedomstol kommer kun ind i billedet, hvis det pågældende land ikke kan eller vil strafforfølge.

Med ondt skal ondt fordrives Men ligesom ”en svale gør ingen sommer”, så er domme over nogle diktatorer ingenlunde lig med oprejsning til diktaturets ofre endsige indførelse af demokrati og retsstat. Det internationale samfund er højest en bidragyder på sidelinjen. Som den NATOledede intervention i Libyen kan kaldes et eksempel på. Samtidig illustrerede den, at folkelige protester mod et diktatur nok kun kan forvente, hvad man kunne kalde ”en international håndsrækning”, hvis de magtpolitiske forhold tilsiger det. Endeligt var det et ”lærestykke” i det gamle ord: ”Med ondt skal ondt fordrives”. Det viste sig jo, at være noget af en frase, at ”de fremmede (NATO-luftstyrkerne) alene kom til at beskytte civilbefolkningen, sådan som formålet med aktionen proklameredes at være. Den skjulte dagsorden var at styrte Gaddafi-diktaturet.

Flere stormagter lunkne over for internationale forpligtelser Staternes følelse af internationalt ansvar er mildest talt noget blandet. Det er ikke noget nyt, at der er himmelvid forskel på, hvad der for eksempel proklameres i FN, hvad staterne godvilligt ratificerer af internationale traktater, og hvordan de i virkeligheden behandler deres egne borgere. For eksempel har stort set alle stater ratificeret eller tiltrådt FN’s konvention mod tortur, herunder altså også Tyrkiet, Syrien, Libyen, Irak og USA – for blot at nævne nogle, som aldeles ikke har taget torturforbuddet højtideligt.

”Ansvaret for at beskytte” (R2P) kan kaldes en knage, det lejlighedsvis er værd at hænge sin sorte samvittighed på, ikke en forpligtelse til at tage globalt ansvar. Dette (globale) ansvar løftes kun lejlighedsvis, og da mest overbevisende af FN’s Sikkerhedsråd. Det er nemlig efter FN-pagten expressis verbis (udtrykkeligt) Sikkerhedsrådet, der har hovedansvar for verdens fred og sikkerhed (art. 24). Når det ikke kan eller vil løfte dette ansvar til effektiv handling til fordel for en voldsomt udsat, dødstruet befolkning som den syriske, ja så er der ingen anden, hvem dette ansvar påhviler.

Det USA, som var først til at udpege Sudans forfærdende krænkelser (med afbrænding af landsbyer, nedskydning af befolkningen mv.) i Darfur, som folkedrab (med den berettigede følge at præsident Omar al -Bashir kunne stilles for straffedomstolen i Haag) anerkender ikke selv domstolens kompetence (så lidt som i øvrigt Rusland og Kina). Paradoksalt nok betragter de fleste andre lande ikke krænkelserne som folkedrab, om end forbrydelser mod menneskeheden. Det er en juridisk strid om ord –som gør hverken fra eller til. Amerikanerne har (skinhelligt) lidt mere at have deres forargelse i.

Noget tyder dog på, at NATO aspirerer til en rolle som ”villig, global sikkerhedsleverandør”. Forsvarsalliancens militære engagementer langt uden for den vestlige verden, den oprindelig skulle koncentrere sig om (som f.eks. Afghanistan) kunne, særlig efter NATOtopmødet i Chicago, tyde på det.

Men værre er det, at Afrika, der selv har leveret alle de syv sager, der for tiden verserer for Den Internationale Straffedomstol (ICC), gennem sin samarbejdsorganisation, Den Afrikanske Union (AU) har frarådet medlemsstaterne at samarbejde med ICC. Af Afrikas 54 stater har de 33 dog tiltrådt Rom-statutten, ICC’s ”grundlov”. Fem af ICC’s dommere er i øvrigt afrikanere, ligesom den nye chefanklager. AU’s synspunkt er, at de afrikanske stater selv skal tage sig af deres tyranner. Sagen er blot, at det ikke er simpelt, og at en del stater slet ikke har juridisk kapacitet til at gøre det. Zimbabwes grusomme diktator Robert Mugabe er et afskrækkende eksempel på sådan totalt manglende ’selvjustits’.

FN har da også nok at gøre med at hæve en moralsk pegefinger over for alle mulige andre stater og regeringer, der martrer deres befolkninger (Nordkorea, Zimbabwe, Sudan, Iran, Usbekistan, osv., osv.). Og et land behøver for resten ikke at være diktatur for at begå voldsomme og langvarige menneskeretskrænkelser. Hvem sagde Tyrkiet (fortsat udstrakt tortur)?

FN-forbundet er medlem af koalitionen ICRtoP (International Coalition for the Responsibility to Protect), hvis hjemmeside giver adgang til rapporter og analyser om brugen af R2P.

Det er åbenbart, at en internationale domstol i mange tilfælde er bedre skikket til at foretage et retsopgør med en ledende politisk eller militær skikkelse fra et land, og til en vis grad fritage retsprocessen for ”politisk sidevirkning” i form af voldelige sammenstød, befrielsesforsøg el. lign. Men det har vist sig, at en del stater hellere vil selv: Irak dømte selv Saddam Hussein til døden, Libyen vil også tage sig af Muammar

Se meget mere på

www.responsibilitytoprotect.org 7


Folkeligt forankrede løsninger Begrebet governance er mere end styring og regeringsførelse. Governance handler også om institutioner og om de aktører, der er involveret. National governance er nogenlunde enkelt at få greb om. I Danmark agerer vi indenfor et demokrati med en regering, uvildige institutioner, et lovreguleret samfund, folkeafstemninger, og en vis form for borgerinddragelse. Men hvad med governance på globalt niveau? Af Torleif Jonasson Generalsekretær i FN-forbundet

aktørsgrupper, og at en af de grundlæggende forudsætninger for opnåelsen af en bæredygtig udvikling, er ”bred deltagelse af offentligheden i beslutningstagning”. Dertil etableres FN’s Kommission for Bæredygtig Udvikling, CSD, der som en global institution skal medvirke til at fremme gennemførelsen af Agenda 21, og som supplerer FN’s Miljøprogram, UNEP.

FN etablerede i 1992 en kommission om Global Governance, der i sin rapport blandt andet fremhæver, at global styring nu ikke blot omfatter regeringer og mellemstatslige organisationer, men også ikke-statslige organisationer (ngo’er), borgerbevægelser, transnationale selskaber, den akademiske verden og massemedierne. Samtidig påpeger rapporten, at FN ”kan fungere som den vigtigste ramme for regeringernes samarbejde med hinanden og andre samfundssektorer om den multilaterale styring af globale forhold”, men at ”både FN selv og det bredere FN-system må reformeres”.

I de første år efter UNCED fungerede aktørinddragelsen i praksis på lokalt niveau, mange steder organiseret gennem lokale Agenda 21-strategier. CSD blev rammen for global opfølgning på de enkelte sektorer, og her blev også afprøvet forskellige måder for bred aktørinddragelse, særligt de såkaldte multistakeholder dialogues der til tider kunne minde om tre-partsforhandlinger mellem regeringer, virksomheder og ngo’er.

Samme år afholdt FN Miljø- og Udviklingskonferencen, UNCED i Rio, hvor mange af kommissionens overvejelser blev omsat til praksis. I den vedtagne handlingsplan, Agenda 21, defineres 9 særlige hoved

De senere år er civilsamfundet i mange lande kommet under stadig stigende pres, og mange regeringer sø-

8

UN Photo/ Claudio Edinger


ger med alle midler at undertrykke uafhængige aktørers aktiviteter. Særligt under de mange autoritære regimer, der findes i verden, som ser et frit og uafhængigt civilsamfund med rettigheder som en trussel. Men også i mere demokratisk indstillede samfund, hvor de økonomiske forudsætninger for et frit virke undergraves.

Der er flere eksisterende institutioner at bygge på. For at styrke miljødelen af den bæredygtige udvikling, skal UNEP enten styrkes eller laves om til en egentlig global miljøorganisation. I modsætning til Verdenshandelsorganisationen (WTO), der kontrollerer den internationale handel, har der ikke været nogen overordnet juridisk ramme for miljøet. Den miljømæssige søjle har brug for en ankerinstitution til den politiske og videnskabelige koordinering af multilaterale miljøaftaler.

Dertil er de eksisterende globale institutioner slet ikke tilstrækkeligt udrustede til at effektivt kunne agere i en verden, der er væsentligt ændret siden 1992. Vi oplever i øjeblikket en af de værste økonomiske kriser i mange år, og Verden har netop derfor brug for at finde fælles, bæredygtige løsninger.

En sådan centralisering af den videnskabelige viden og forskning vil kunne løse den nuværende ad hoctilgang til miljøreguleringen, til de multilaterale miljøaftaler og til andre FN-organer med miljømæssige mandater. Det kan ydermere reducere de administrative omkostninger ved de hundredvis af sekretariater, der beskæftiger sig med miljøtraktater.

BÆREDYGTIG UDVIKLING defineres første gang i 1987 i Brundtland-rapporten som: ”... en udvikling, som opfylder de nuværende behov, uden at fremtidige generationers muligheder for at opfylde deres behov bringes i fare.”

En sådan ankerinstitution vil også reducere de administrative omkostninger for statslige institutioner, der har at gøre med miljøbeskyttelse, hvad der ofte er en stor byrde for udviklingslandene. Diplomater deltager for eksempel i tekniske møder i forskellige lande over hele kloden året rundt. En ankerinstitution kunne lette denne byrde. Fælleshusning og eventuel fælles administration af de mange konventionssekretariater kunne hjælpe udviklingslandene til at oprette specialiserede "miljøambassader" i hovedsædet for den nye organisation.

RIO+20 FN’s Konference for Bæredygtig Udvikling—populært kaldet Rio+20, fordi det er 20 år efter den første Riokonference i 1992, hvor man opnåede global politisk konsensus om, at miljø og udvikling er to sider af samme sag; mange af konferencens erklæringer og konventioner udgør stadig referencepunkterne for den internationale debat om bæredygtig udvikling, vi har i dag.

En styrket miljøorganisation skal dertil indgå i en styrket global bæredygtighedsorganisation, der kunne være i form af et nyt Bæredygtighedsråd under FN. Det behøver ikke være så besværligt at oprette, som nogen måske vil gøre det til, kræver ikke en ændring af FN-pagten, og behøver ikke være en modsætning til FN’s Økonomiske og Sociale Råd, ECOSOC.

Blandt hovedpunkterne på dagsordenen for det forestående Rio+20 er omstilling til grøn økonomi, adgang til effektiv og vedvarende energi for alle, beskyttelse af vores vandressourcer, økosystemer og fødevaresikkerhed samt de institutionelle rammer for bæredygtig udvikling.

Ser man på erfaringerne med omdannelsen af FN’s Menneskerettighedskommission til FN’s Menneskerettighedsråd i 2006, så er det efterhånden gået overvejende godt, og en særlig styrke er etableringen af peer-review-mekanismen ”Universal Periodic Review”, som Danmark var udsat for i 2011. I modsætning hertil vil et nyt Bæredygtighedsråd bygge på et noget svagere fundament. Overordnet er det dog en rigtig god idé med et organ, der skal adressere bæredygtig udvikling integreret, med forholdsvist høj status i FN-systemet.

Behovet for en stærk, global miljøorganisation Det seneste halvår har repræsentanter for verdens regeringer gentagne gange været samlet for at forhandle en tekst, som Verdens statsledere skal skrive under på den 22. juni, når årets største FNkonference slutter, FN’s Konference for Bæredygtig Udvikling, UNCSD—også kaldet Rio+20. I teksten behandles vigtige emner som fødevaresikkerhed, energi og klimaforandringer. Et stort afsnit beskæftiger sig overordnet med spørgsmålet om en Grøn Økonomi.

Her skal man selvfølgelig bygge på de gode erfaringer fra CSD, særligt de nævnte dialoger (de trepartslignende forhandlinger), med yderligere erfaringsinddragelse af beslutningsstrukturen i FN’s Internationale Arbejdsorganisation, ILO (hvor landene deltager med to regeringsrepræsentanter, en arbejdsgiverrepræsentant og en arbejdstagerrepræsentant – alle med stemmeret).

Men for at binde det hele sammen, for at kunne udrede uklarheder, for at kunne sikre overholdelse af indgåede aftaler, kræves en global ramme. Og for at sikre, at særligt de mere fodslæbende lande tager den globale ramme alvorligt, skal den udformes som en stærk, global institution.

► 9


Folkelig forankring Man kan diskutere, om bæredygtighedsrådet skal have universelt medlemskab, eller om man skal følge f.eks. menneskerettighedsrådets struktur med 47 regionalt indstillede repræsentanter. Uanset, så skal et globalt bæredygtighedsråd have en direkte partner i nationale bæredygtighedsråd, der kan medvirke i en konkret omstilling til bæredygtige samfund, herunder tackle modsætninger mellem vækst og bæredygtighed. De nationale bæredygtighedsråd skal agere som paraply for lokale bæredygtighedsinitiativer, lokale Agenda 21’er, der reelt er forudsætningen for, omstillingen kan finde sted.

principper fra 1992 efterleves – særligt princip 10 om offentlig deltagelse og adgang til information, der på europæisk niveau er gennemført via Aarhuskonventionen. Hvis det så går helt galt med den bæredygtige udvikling og borgerinddragelsen, så skal der oprettes en global ombudsmands-institution, med mandat til at gå ind i sager om mangelfuld opfølgning på internationale beslutninger, og som kan varetage også fremtidige generationers interesser. Som EU-formandskabsland er det særligt vigtigt, at den danske regering arbejder for at sikre folkeligt forankrede, globale løsninger i forbindelse med Rio+20 – og bagefter sørger for at beslutningerne fra Rio gennemføres i Danmark.

Det er også via de lokale Agenda 21’er, at den nære borgerinddragelse kan finde sted, så den globale civilsamfundsinvolvering ikke bliver løsrevet fra konkret, lokal erfaring og indsats. For at sikre denne indsats på alle niveauer, er det vigtigt at de oprindelige Rio-

Connie Hedegaard og Martin Lidegaard i debat om grøn økonomi Af Andreas Hansen Frivillig i FN-forbundets Københavnskreds Grøn økonomi er udpeget som et centralt punkt på Rio+20-mødet i juni. Ideen med grøn økonomi er ultrakort at skabe et økonomisk system, hvor bæredygtigt ressourceforbrug og reduceret miljøbelastning i højere grad end i dag inkorporeres som positive faktorer i de økonomiske mål for velstand. Som et indspark i debatten afholdte FN-forbundets Københavnskreds i samarbejde med Dagbladet Politiken den 30. april et arrangement, hvor interesserede kunne debattere grøn økonomi med Klimakommissær Connie Hedegaard og Klima- og Energiminister Martin Lidegaard. Hver en stol var besat, og debatten kredsede om en række forskellige perspektiver som udvidelse af BNP-målet med sociale og miljømæssige indikatorer, hvorfra initiativerne skal komme (globale institutioner eller civilbefolkning på lokalt plan), grønne byer og frygt for vindmøller i baghaven. Københavnskredsen arbejder nu på at følge arrangementet op med lignende arrangementer i universitetsregi. Her er det tanken, at de ”politiske” perspektiver skal suppleres af tanker fra forskere o.l. Yderligere information om disse arrangementer følger i takt med, at planlægningen skrider frem.

UN Photo/ Kibae Park

10


Internationalt overblik

ved Henrik Døcker

Det hidtil første tidligere statsoverhoved idømt 50 års fængsel ved en international domstol Liberias tidligere præsident, den 65-årige Charles Taylor modtog den 30. maj en fængselsstraf på 50 år for de krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden, han i april blev fundet skyldig i ved det særlige internationale straffetribunal vedrørende Sierra Leone. Han blev dermed det hidtil første tidligere statsoverhoved, der er dømt ved et internationalt organ. Hvis man medregner den tyske storadmiral Karl Dönitz, der ganske kortvarigt var Adolf Hitlers efterfølger som statschef for det nazistiske 3. Rige i 1945, er Taylor den anden sådan dømte. Taylors støtte til Den Forenede Revolutionsfront (RUF) – én af Sierra Leones barbariske oprørsgrupper – var åbenlys, selv om Taylor (som omtalt i sidste nr. af Global) aldrig har sat sin fod i Sierra Leone. Dommen vurderes internationalt som vigtig, fordi den menes at sende et signal til andre politiske topfigurer eller krigsherrer, som udviser en lignende foragt for menneskeliv som Taylor. Det var ham, der forsynede Sierra Leone-oprørerne med våben mod såkaldte bloddiamanter, udvundet i Sierra Leone. Taylor vil indbringe dommen for tribunalets appelkammer. (UN Photo/ Staton Winter)

Dansker chef for FN’s fredbevarende styrke i Sierra Leone Den danske FN-diplomat Jens Anders Toyberg-Frandzen , der har over 30 års erfaring i FN’s tjeneste, er udnævnt til at lede FN’s Integrerede Fredsopbygningskontor (UNIPSIL) i Sierra Leone. Han har tidligere gjort FN-tjeneste i Bhutan og Bosnien-Hercegovina – før det i Yemen, Irak og Palæstina. Sierra Leone er med FN’s hjælp inde i en vigtig fredsopbygningsfase efter borgerkrigen 1991-2022, der krævede 75.000 menneskeliv. Der skal i slutningen af i år være præsidentvalg i landet.

FN’s humanitære kontor (OCHA) formidlede i 2011 hjælp for 427 mio. $ FN stod i 2011 gennem sit Kontor for Humanitære Anliggender for kanalisering af bistand for 427 mio. $, fremgår det af årsberetningen fra FN’s Centrale Nødhjælpsfond (CERF). Med bidrag fra 45 FN-medlemslandes ikke-statslige organisationer (ngo’er), lokale råd, den private sektor, blev der formidlet hjælp til ofre for såvel naturkatastrofer som væbnede konflikter. Heraf gik f.eks. 128 mio. $ til Afrikas Horn - ramt af tørke og svigtende fødevareforsyninger. FN’s Børnefond (UNICEF) modtog 109 mio. $ som støtte til 130 projekter, fordelt på 38 stater.

Iran sender fortsat våben til Syrien – trods FN’s sanktioner Iran spotter det internationale samfund ved fortsatte våbensendinger til det sanktionsramte Syrien, fremgår det af en rapport fra FN’s Sikkerhedsråds særlige sanktionspanel. Panelet har undersøgt tre store våbensendinger i 2011, hvoraf to på vej til Syrien blev standset i Tyrkiet, den tredje sending havde kurs mod Taliban-kæmpere i Afghanistan. Det drejede sig om rifler, maskingeværer, detonatorer, granater mv. Rapporten er ikke officielt blevet bekendtgjort, hvilket også overgik en rapport sidste år. Den blev bremset af Rusland.

Fødevarekatastrofe i Yemen Yemen står over for en fødevarekrise af ”katastrofale proportioner”, hvorunder næsten halvdelen af landets befolkning – eller omkring 10 mio. mennesker – sulter og en tredjedel af børnene er direkte underernærede. En koalition af syv nødhjælpsorganisationer, herunder Care International, Oxfam og Red Barnet, har derfor rettet en indtrængende opfordring til det internationale samfund om at hjælpe. Interne kampe i landets nordlige og sydlige del har tvunget 95.000 mennesker til at forlade deres hjem i løbet af de sidste par måneder, og omkring 267.000 børn er underernærede. Samtidig er landet i den mærkelige situation, at et rekordstort antal afrikanere er flygtet til Yemen, i år alene 43.000 mennesker, ikke mindst fra Somalia og Etiopien. Hertil skal lægges de 103.000, der kom til Yemen sidste år samt de 470.000, der er såkaldte hjemstavnsfordrevne, dvs. drevet på flugt i eget land på grund af kampene.

Kupledere fra Guinea-Bissau får rejserestriktioner af FN FN’s Sikkerhedsråd fik lige vedtaget sanktioner i form af rejserestriktioner over for fem officerer fra Guinea-Bissau, efter at de i april styrtede den civile regering, før de måtte ophæve dem. En opfordring til militærjuntaen om at overgive magten til en civil overgangsregering blev nemlig i slutningen af maj efterkommet, men FN’s menneskeretskommissær 11


Navi Pillay var alligevel bekymret for, at man ikke fik stillet dem til regnskab, der benyttede statskuppet til at få en mængde mennesker vilkårligt anholdt og til plyndre forretninger. Guiea-Bissau var portugisisk koloni indtil 1974 og har siden da været præget af politisk ustabilitet med en hel række kup.

Hidtil er der udbetalt 36,4 milliarder $ til skadelidte efter Iraks invasion af Kuwait Til fyldestgørelse af 1,5 mio. krav fra enkeltpersoner, selskaber, regeringer og internationale organisationer er indtil nu gennem FN’s særlige kompensationskommission vedrørende Kuwait udbetalt 36,4 mia. $. Seneste udlodning som følge af Iraks forgæves forsøg på at erobre Kuwait i 1990 androg 1,02 mia. $ til seks fordringshavere. Pengene stammer fra Iraks salg af olie og olieprodukter. Kompensationskommissionen blev oprettet som et organ under Sikkerhedsrådet i 1991.

UNDP-rapport understreger behovet for øget selvforsyning med fødevarer i Afrika Trods Valutafondens (IMF’s) opløftende meldinger nu i maj om stigning i udbyttet fra Afrikas produktion var det et mistrøstigt billede, der blev givet i Udviklingsfondens (UNDP’s) første særskilte rapport om Den menneskelige udvikling (Africa Human Development Report), der blev offentliggjort først i juni. Mere end hver fjerde af de 856 mennesker, der bor syd for Sahara, er underernærede. Derfor er det fødevareforsyningen, der generelt skal forbedres. Som små lamper blænder UNDP op for sine to yndlingsudtryk p.t.: Bedre liv (empowered lives) og modstandsdygtige stater (resilient nations), dog mere som forhåbning end resultatbeskrivelse. Når Afrika nu har masser af uopdyrket jord, som egner sig til landbrug, og rigtig mange mineraler, så er et da også kreperligt, at disse aktiver ikke udnyttes bedre. Som chefen for UNDP’s Afrika-kontor, etioperen Tegenework Gettu udtrykte det, er det et paradoks, at ”Afrika syd for Sahara lige nu viser nogle af de højeste vækstrater i verden (forbedringer i levealder og uddannelse), men ikke har fremvist tilsvarende forbedringer i fødevareforsyningen.”

Over 100.000 hjemstavnsfordrevne i Congo efter nye kampe mellem hær og oprørsstyrker Over 100.000 indbyggere i den østcongolesiske provins Nord-Kivu er blevet drevet fra hus og hjem efter nye kampe mellem Congos hær (FARC) og den rwandesiske oprørsstyrke FDLR. En del af dem har søgt tilflugt i nabolandet Rwanda, som nu huser omkring 64.000 congolesiske flygtninge. Store bølger af flygtninge – op til nu på omkring 200.000 mennesker – er også skyllet ind i nabolandet Uganda. I kølvandet af tortur, drab, voldtægt og andre grove overgreb på civilbefolkningen er fulgt udsultning og sygdomme, som alt sammen konfronterer nødhjælpsorganisationerne, herunder FN’s Flygtningehøjkommissariat, UNHCR, med gigantiske udfordringer. De genopblussede kampe skal ses i sammenhæng med nye anklagepunkter fra Den Internationale Straffedomstol mod den oprørske tidligere general Bosco Ntaganda, som gjorde mytteri fra den congolesiske hær FARC tidligere på året. I hans fyldige synderegister indgår også tvangsrekruttering af børnesoldater. FN og andre organisationer har appelleret om sammenlagt 718 mio. $ for at afhjælpe det værste af den store humanitære katastrofe. (UN Photo/ Sylvain Liachti)

FN-sanktioner mod Elfenbenskysten forlænget med ét år FN’s Sikkerhedsråd har forlænget sanktionerne mod Elfenbenskysten med ét år til maj 2012, idet våbenembargoen er blevet lempet ud fra en erkendelse af landets behov for våben og ammunition til dets sikkerhedsstyrker. Disse begrænsninger går helt tilbage til 2004. Våbenembargoen gælder heller ikke FN’s fredsbevarende styrke UNOCI og de franske militærstyrker, der bistår FN-styrken. Sanktionerne omfatter – yderst belejligt – de nok så omtalte diamanter (”bloddiamanterne”). Den særlige monitoreringsgruppe, der er nedsat til at holde øje med sanktionernes overholdelse, fik også forlænget sit mandate. (UN Photo/ Hien Macline)

Livstidsstraf til tidligere minister i Rwanda for hans rolle under folkedrabet i 1994 Den tidligere ungdomsminister i Rwanda Callixte Nzabonimana er af Det Internationale Straffetribunal vedrørende Rwanda blevet idømt livsvarigt fængsel for folkedrab og forbrydelser mod menneskeheden ved at have oppisket hadet mod landets tutsi-befolkning og offentlig opfordret til massedrab på denne. Den tidligere minister blev anholdt i Tanzania i 2008, samme land, som straffetribunalet har sæde i. 12


BØGER

anmeldt af Henrik Døcker Sært må det også have været for de deltagende mere eller mindre at vide, at krigen mod Taleban ikke kan vindes militært. Med idealer om demokrati og retsstat i baghovedet er alene tanken om overdragelse af vigtige beskyttelsesopgaver, det være sig ved militær eller politi, til afghanerne selv, skræmmende. Uanset alle forsikringer om fremskridt. Det er flot og beundringsværdigt, hvor meget stof forfatterne har gravet op, herunder også illustrerende statistik fx vedrørende antallet af eksploderede vejsidebomber inden for bestemte tidsrum. Vi hører dog ikke rigtig noget om, hvordan det kan lade sig gøre for Taleban at fabrikere alle disse bomber, uden at Vestens avancerede krigsmaskine sætter en stopper for det?

Danmarks deltagelse i "andres krige" gennem ti år Lars Halskov & Jacob Svendsen: Et land i krig, 704 sider, Politikens Forlag. Der er kommet rigtig mange bøger om Danmarks deltagelse i de krigeriske begivenheder i Eksjugoslavien, Irak og Afghanistan, men ingen så omfattende og grundig som denne, forfattet af to journalister ved Politiken. I tilgift får vi også Danmarks deltagelse i luftbombardementerne af Libyen, den nok som bekendte ’beskyttelse af civilbefolkningen’ dér, som dog også indebar en støtte til de oprørske styrker, som ville vælte diktatoren Moammar Gaddafi. Det er en beundringsværdig detaljeret skildring, der her lægges frem.

Hvis man sammenligner Taleban med en slags guerilla – et fænomen, militærstyrker i mange dele af verden har erfaringer med at nedkæmpe - kan det undres, at kampen her synes håbløs. Det er imidlertid til hudløshed (og også i denne bog) forklaret med, at befolkningen i vidt omfang hader de udenlandske styrker. Men lad det da også med citat fra bogen være gentaget, at daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen i 2010 fastslog, at ”vi ikke er i Afghanistan for at udøve folkeoplysning og skabe demokrati….” ”Vi gik i krig for at demontere et styre, der var en trussel mod os, og som var en destabiliserende faktor i regionen”. Af den relevante statistik bogen leverer skal her blot angives, at der pr. oktober 2011 var blev et dræbt 42 danske soldater i Afghanistan. Mellem 500 og 600 soldater af i alt omkring 12.000 udsendte soldater (det præcise tal er lidt svært at nå til, fordi nogle soldater har været udsendt flere gange) er vendt hjem med alvorlige psykiske skader. 16 har fået amputeret lemmer. Ser vi på USA, så har krigen i Afghanistan indtil udgangen af 2011 kostet dette land op mod 2400 milliarder kr. For Danmarks vedkommende har udgiften været 10 mia. kr.

Mastodontbogen lægger sig op ad amerikanske forbilleder, hvor vigtige aktører skildres minutiøst for at give et 'levende' billede af dem - fx hvad de nøjagtig foretog sig på visse afgørende dage, altså også af privat - og dermed ikke uomgængelig nødvendigt karakter. Læseren er derved næsten ved at "drukne" i kendsgerninger, som ikke alle er lige relevante. Undertitlen på bogen: Hvordan Danmark blev krigsførende - og politikere og generaler famlede i blinde - retfærdiggør dog i nogen måde dette. Meget af forfatternes stof er velkendt, så meget mere som de to journalister jo selv har skrevet om felttogene på Balkan, Irak og Afghanistan i deres avis. Men her sættes det hele ind i den store ramme. Velkendte som de to skribenter er med forholdene i de nævnte områder og stater, hvor krigen kun langsomt har sluppet sit greb som problemknuser, veksler bogen med eksplosioner, skudvekslinger mv. i felten og regeringskontorerne hvor der bestandig, under svære overvejelser, skal tages stilling til dette og hint nybrud i konfrontationerne med diverse ulandsdiktatorer.

Halskovs og Svendsens bog giver et væld af militære og politiske oplysninger til at belyse dansk krigsdeltagelse fjernt fra Europa gennem ti år. En periode, hvor NATO – Atlantpagten - for alvor løftede opgaver langt fra sit egentlige område. Med i hvert fald én krig afsluttet (Libyen-krigen) og den internationale terrors ophavsmand Osama Bin-Laden dræbt er det i en vis forstand blevet en afrundet beretning. Den har grundigere end mange avisartikler afdækket det danske forsvars famlende bevægelser i et politisk minefyldt område, ofte uden klare politiske pejlemærker. Men de militære engagementer i både Afghanistan og Irak trækker lange ”kølvandsstriber” og vil fortsat præge verdenspolitikken i mange år.

De to drevne skribenter er ind imellem gået hårdt til Forsvarets folk – fra forsvarschefen og nedefter, for der skal afskrælles mange lag for at indkredse motiver og handlingsforløb under de stærkt diskutable interventioner i fjerne egne og blandt folkeslag, der er os danskere meget fremmede. For blot 25 år siden ville ikke mange have forudset, at danske soldater skulle komme på så farlige og krævende missioner som dem, der er gransket i denne bog.

Bogen opridser med mange detaljer det tydelige ønske om ’rigtig krig’ (mod såvel Saddam Hussein som Al-Qaida og Taleban) hos USA’s politiske ledelse un13


der George W. Bush. Og at Danmark fulgte trop med den mere end almindeligt pro-amerikanske danske statsminister Anders Fogh Rasmussen. Skiftet fra fredsbevarende til fredsstiftende indsats var tydeligt. Selv om truslen fra international terrorisme ikke påviseligt er blevet mindre, er det dog nok ikke sandsynligt, at USA og NATO vil deltage i andre, store interventionskrige i de kommende år, anfører forfatterne. USA vil antagelig i vidt omfang satse på sine droner, de førerløse dræberfly, som succesrigt har taget livet af terrorist-ledere forskellige steder på kloden. Forfatterne leger lidt med tanken om styrkelsen af de civile bidrag (fra Vesten) til dårligt regerede, sammenbrudte stater. Det er sagt før, og håbet om disse ”demokratiske indsprøjtninger” er lysegrønt. Men sikkerheden har svære kår, når fanatikere, med eller uden religion i bagagen, nedbryder forsøg på at opbygge borgerkrigsramte stater og uden blusel agiterer for et stærkt kvindeundertrykkende regime.

hustru Inge Genefke og afdøde chefredaktør Tøger Seidenfaden – bøger, der er tilvirket af journalister, som imidlertid i hovedsagen har redigeret i dét, som den biograferede har fortalt, uden at foretage voldsomme tilføjelser endsige korrektioner. Denne bog fremtræder, som jeg opfatter den, nærmest som et gigantisk essay, en slags mammutfortælling, hvor årstal sjældent forekommer, og hvor Bent Sørensen øser af sin ufatteligt store erfaringskiste. Jeg er ikke i tvivl om, at en del læsere er helt med på denne form for fremstilling. Selv kunne jeg have ønsket mig at forfatteren til bogen havde forsynet den med enkelte konkrete indskud fx i form af faktabokse, sådan som det er blevet så almindeligt i journalistiske (og for den sags skyld andre) produkter. Som jeg har forstået det – og jeg har selv mødt Bent Sørensen adskillige gange og interviewet ham – kom han ikke i første række til selv at behandle torturofre, men blev først og fremmest en slags ”rejsende ambassadør” i anti-torturens tjeneste og tilligemed en efterspurgt underviser i torturofferbehandling over alt i verden. Én af de grundlæggende ideer i Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre og dets senere internationale overbygning IRCT blev, at læger uden for centret blev sat i stand til at behandle torturofre, dvs. lære at tage de særlige hensyn, som er nødvendige i forbindelse med behandling af torturskader, fysiske som psykiske. Det er forklaret i andre sammenhænge, men kunne dog godt lige være nævnt tydeligt her også.

Portrætbog af en stor dansk humanist Preben Lund: En smerte så stor – Et liv i humanismens og medicinens tjeneste. Portræt af Bent Sørensen, 187 sider, Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck. Som brandsårsekspert havde Bent Sørensen et stort navn, da han i 1984 skiftede spor til at gøre en indsats for torturofre overalt i denne verden. Først og fremmest manifesteret ved at blive formand for Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre (RCT). Journalist Preben Lund har fremstillet et næsten kærligt portræt af den internationalt højt ansete danske læge, som nu går i sit 88. år. Man føler sig stolt af at være landsmand med et menneske som professor Bent Sørensen.

Denne skildring af en stor lægelig kapacitet med et gigantisk overskud til vældige, krævende indsatser havde vundet ved, at blot med nogle få ord at blive sat ind i en meningsfuld menneskeretssammenhæng. Ordet menneskerettigheder optræder blot sådan lidt henkastet på side 139 i forbindelse med Sørensens fortjenstfulde arbejde for ofrene for diverse mellemamerikanske republikkers barbariske diktatorer. Men sagen er jo, at en reducering i brugen af tortur som regel opnås i forbindelse med diktaturers fald og en større respekt for disse rettigheder i almindelighed. Tænk blot på det tidligere kommunistiske Østeuropa. Kampagner mod tortur går følgelig hånd i hånd med menneskeretskampagner. Bogen giver flere eksempler på grufulde torturmetoder, særlig dog hentet fra Tyrkiet. Her kom Bent Sørensen sammen med repræsentanter for Europarådet - ved at stå stejlt på det mandat, de havde til at se alt på udvalgte politistationer - til med egne øje at registrere torturinstrumenter og indretninger, der blev benyttet under de uhyggelige, barske afhøringer.

Han har om nogen opnået resultater som følge af FNvedtagelser om et i verdensorganisationen højt prioriteret område: Bekæmpelse af tortur. Det var nemlig i samme år, 1984, at FN’s Generalforsamling vedtog sin konvention mod tortur, der så trådte i kraft i 1987. Europa fik en torturforebyggelseskonvention i 1987 med ikrafttræden 1989. Herved blev tortur nærmere defineret i folkeretten. De to konventioner skal nævnes her, fordi Sørensen indtrådte i kontrolkomitéer for dem begge - til nogen undren, som bogen beretter, for de jurister, som ikke mente, at en læge kunne gøre fyldest her! Det var de ikke vant til.

Jeg kan ikke dele den optimisme, som Bent Sørensen lægger for dagen med hensyn til dette land. Statistik fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg bekræfter ikke – som Sørensen anfører – at ”borgerne (i Tyrkiet) som udgangspunkt kan regne med en retspleje nogenlunde efter den standard, der gælder i andre europæiske lande”. I 2011 blev Tyrkiet af den nævnte domstol dømt 159 gange for overtrædelser af menneskerettighederne, mere end noget

”En smerte så stor” ligner andre portræt- eller erindringsbøger ved at lægge sig tæt op ad selvbiografien. Det er – som fx i bøgerne om Bent Sørensens 14


andet af Europarådets 47 medlemslande. Omkring 100 journalister sidder i øjeblikket i fængsel i Tyrkiet. Den voldsomt store indsats Bent Sørensen sammen med sin kone Inge Genefke, der stiftede RCT, har udfoldet, fortjener den allerstørste respekt. Og den fulde historie om, hvordan kirurgen fra Hvidovre Hospital blev torturofrenes bedste ven og torturbødlernes værste fjende er betagende, ja fascinerende at sætte sig ind i. Beretningen om et intellektuelt handlingsmenneske, kunne man sige.

ske oberststyres forsøg på at erobre Cypern med Grækenland (enosis) i 1974. Drab og lovløshed, inden dette kupforsøg fra græsk side blev kvalt, tjente til forståelse for Tyrkiets invasion – i øvrigt i overensstemmelse med Tyrkiets stilling som såkaldt garantimagt i henhold til London- og Zürich-aftalerne om Cyperns selvstændighed. Er Tyrkiets synderegister – som ansvarlig besættelsesmagt– uanset proklamationen af den selvstændige ”stat” på Nordcypern - righoldigt, sådan som Menneskerettighedsdomstolen gentagne gange har fastslået, så er det ikke rigtig, som bogen angiver, at Tyrkiet ikke har rettet sig efter nogen som helst af domstolens afgørelser. Den kompensation, som den græskcypriotiske kvinde Titinia Loizidou i 1996 blev tilkendt (6,3 mio.kr.) for siden den tyrkiske invasion at være afskåret fra udnyttelse af en ejendom på Nordcypern, er rent faktisk blevet betalt. Kvinden flygtede i 1974 – sammen med ca. 170.000 andre græsk-cyprioter - fra øens nordlige del til den overvejende græsk-cypriotisk beboede sydlige del af Cypern.

P.s. Som supplement kunne man evt. læse den lille bog The Meeting with Evil om Bent Sørensens kones, Inge Genefkes, kamp mod tortur – der er tale om et engelsksproget uddrag af journalist Thomas Larsens bog Portræt af en ildsjæl (2005), som tidligere har været anmeldt i FN-Bladet, GLOBALs forgængerblad. Heri kan man bl.a. læse mere om torturofferbehandling og om de forsøg på svin, som var medvirkende til at påvise de forandringer i et torturoffers hudlag, der objektivt kan godtgøre, at vedkommende har været udsat for tortur, selv efter lang tid. Den lille bog (64 sider) vil kunne erhverves gennem RCT, Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre.

Ræder Clausen har i andre sammenhænge ikke gjort nogen hemmelighed af sit ståsted på hvad man kunne kalde en muslim-kritisk højrefløj, så visse passager af den ellers i mange henseender veldokumenterede bog må tages med et gran salt. Ødelæggelse af en ”fjendtlig” folkegruppes kulturværdier er altså ikke folkedrab, selv om folkedrabsbegrebets ophavsmand, den landflygtige polske jurist Rafael Lemkin nærede et ønske herom. Ej heller kan man kalde masseflugten af græsk-cyprioter sydpå etnisk udrensning. Tyrkiets brøde består først og fremmest i, at det ikke sørgede for at dets besættelse af Nordcypern (selv om den oprindelig var ønsket af den tyrkisk-cypriotiske befolkning) ikke inden for rimelig tid blev bragt til ophør.

Kulturødelæggelse som følge af den tyrkiske besættelse af Nordcypern Henrik Ræder Clausen: Cypern i halvmånens skygge, 117 sider, Forskningsforlaget Rafael. Cypern hører til blandt hvad man kunne kalde ”FN’s vedvarende varme kartofler”. Denne lille, rigt illustrerede, bog giver et dybtgående indtryk af de alvorlige skader, græske kulturelt og religiøst mindeværdige bygninger i Nordcypern er blevet påført under den nu 37 år lange tyrkiske besættelse.

Mange af Nordcyperns 500 kirker er i forfald, hvis de da ikke er blevet plyndret, misbrugt eller vanhelliget. Bogen bringer et imponerende stort antal fotos til underbyggelse heraf. Ifølge forfatteren er op mod 20.000 ikoner, tusinder af bibler, fresker og mosaikker fra det 6.-16. århundrede blevet stjålet. Cyperns regering opgjorde i 2007, at 125 kirker var blevet moskeer og ca. 120 omdannet til verdslige formål, så som stalde, lader, restauranter. 195 steder af arkæologisk værdi er blevet alvorligt beskadiget. Modsat angives det, at der bliver passet godt på moskeerne i republikken Cypern, hvor altså de græsk-ortodokse råder. Totaltallet af moskeer her opgives dog ikke. Problemet er, at hhv. Nord - og Sydcypern i dag ikke har mange af ”modsat” tro/ etnicitet boende (græsk-ortodokse versus muslimske). Bogen bringer et væld af nyttig information til forståelse af det spegede spil mellem det mere eller mindre EU-interesserede Tyrkiet, republikken Cypern og det FN, som ved talrige lejligheder har forsøgt at få klinket en cypriotisk forbundsstat sammen. Kildehenvisninger bringes – lidt overraskende – kun i form af hjemmesider. Det afgørende at forstå er: Her er intet helt sort eller helt hvidt. Læseren må selv dømme ud fra FN’s resolutioner, de folkeretlige traktater og de mange tilkendegivelser fra sagens parter.

Forfatteren øser af en omfattende viden om denne middelhavsøs mistrøstige skæbne siden selvstændigheden 1960, der så at sige indebar et ”tvangsægteskab” mellem ø-republikkens græske befolkningsflertal med det tyrkiske mindretal. Selv om denne bogs hovedsigte er det muslimske Tyrkiets kunsttyverier og kulturelle ødelæggelser, gives der dog også god besked med de velkendte menneskeretskrænkelser, som Tyrkiet gentagne gange er blevet kendt skyldig i ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg. Hvad man kunne have ønsket sig var en smule beskrivelse af det tyrkiskcypriotiske mindretals udsatte position under det græ15


Fordi vi tror på et globalt ansvar Følg os på facebook.com/FNforbundet.dk — eller bliv medlem. Se hvordan på www.fnforbundet.dk

HUSK Sæt kryds i kalenderen den 27. 28. oktober 2012, hvor vi holder landsmøde på Københavns Rådhus 16

GLOBAL  

FN-forbundets medlemsblad