Sasho Bjartsson
Elin Henriksen
Herman Eysturoy
Helga Hilmarsdóttir
Færøerne, mit hjemland og mit udland I marts månede 1997, fik jeg et nyt liv, da jeg blev adopteret fra børnehjemmet i Bulgarien, og flyttede med mine nye forældre til et lille ø-samfund, der hed Færøerne. Her kom jeg hurtigt til at trives med mine forældre og venner. Nu barndommen er forbi, tænker jeg ofte på den børnevenlige natur, jeg var omgivet af. Naturen var og er stadigvæk en stor del af livet i vores familie, der altid har gjort meget ud af at, at lære mig at holde af naturen og af at berige alle sanser med det, naturen har at tilbyde. Vi har bl.a. ligget i telt, svømmet i havet og roet med gummibåd. Færinge har fået en særlig gave, som udlændinge ikke tænker på: På Færøerne kan du føle dig tryg. Her kan du svæve som den frie strandskaden i naturen, uden at ravnen kommer og overfalder dig. Snart skal rygsækken pakkes igen. Men jeg har sagt til den, at inden rejsen omkring jorden begynder, skal jeg og mine venner nå at besøge alle vores smukke, grønne øer.
Nyd livet Ornitologi At se på fugle og lytte, hører med til en tur i fjeldet eller ved stranden. Jeg har altid kikkert og fotografiapparat med i håbet om at få nogle gode fuglebilleder. Standfugle er her hele året, og om foråret kommer trækfuglene, både dem, der yngler her, og dem, der blot gør et kort ophold på rejsen mod nord. Fuglelivet er en dragende og givende verden. Næsten hver dag får jeg større indblik i fugleverdenens hemmeligheder: Hvilke fugle ses nu, hvor opholder de sig, hvordan lever de? Jeg synes, at fugle repræsenterer naturens sjæl, og når mennesket møder dem med åbent sind, er det muligt at mærke en inderlig kontakt med naturen. – Et rigere liv.
At føle, at man som menneske er ét med naturen, er nok noget jeg har arvet fra min bedstefar, Oliver Debes, for han tog mig med på hellerflynderfiskeri en hel sommerferie, da jeg var otte år gammel. Som dreng og ung, så jeg, så at sige, kun fangsten i hvert levende væsen, jeg så. Men senere lærte jeg at nyde livet omkring mig og at værdsætte hvert øjeblik. At dykke er noget helt specielt. Du kommer ind i en stille verden og sanser vægtløs livet under vandoverfladen. Dette er en mulighed, jeg har benyttet mig af, siden jeg var femten år, og det har gjort mit liv rigere. Det er også meget fascinerende at klatre, og i 2005 klatrede jeg sammen med min ældste søn og nevø op på Búgvin, en 188 meter høj fritstående klippe i havet. Til trods for, at det at nå toppen, er målet, er det vejen op, der er formålet. Et kinesisk ordsprog lyder således: Hvis du haster igennem livet, ser du måske målet i det fjerne, men ikke blomsterne langs vejen.
Barndomsminder Hvad er bedre for legeme og sjæl end at være ude i naturen både sommer og vinter? Jeg husker fra min barndom, at vi gik ture oppe i fjeldene her i Dalur og mellem bygderne. Når vi nåede op til Syn, kunne vi i klart vejr se helt til Mykines, Skúvoy, Suðuroy og Store og Lille Dímun. På fjeldheden var der meget at se på. Hjejlen kaldte sit “søde, søde”, og alle de andre fugle, den lille regnspove, strandskaden og forskellige småfugle kaldte med hver sin melodi. Men kjoverne var de værste, de dykkede ned mod os. Det var som på film, dengang man så bombefly bombardere under krigen. Øst for Stórafjal er Glívur. Et forunderligt sted, hvor der er huler nede under jorden. Det siges, at der er åbent helt ned til sælernes ynglesteder. De ture, hvor far tog os med ud at fange lunder, og hvor fik lov til at bære hver vores byrde lunder med hjem, var store og sjove oplevelser for os børn. Disse barndommens ture og somre sidder fast prentet i mindet og har beriget mit liv. Jeg kan anbefaler alle, at gå ture i fjeldene i vores smukke land.
I foråret så jeg store flokke islands ryler på træk
22 juni 2012
Usædvanlig man ge gråmåger ha r overvintret på Færøerne sidste vinter
juni 2012 23