Issuu on Google+

Camillas ophold i Venezuela 2010

Noget for noget, er et godt koncept! Da jeg fik muligheden for at få en praktisk orienteret opgave som guideassistent i Venezuela igennem Eventure, gjorde jeg mig naturligvis en masse tanker. - Hvilke forventninger havde Glenn/Eventure til mig. Hvilke forventninger havde jeg selv i forhold til turen og særligt til mig selv.

Når jeg tænker tilbage, husker jeg spørgsmålene; vil jeg være god nok? Kan jeg udføre opgaverne? Hvad er det for noget arbejde og hvilket ansvar medfører det? Jeg forsøgte at se tingene både i forhold til Glenn/Eventure, til mig selv og ikke mindst i forhold til gæsterne som skulle deltage i ”Venezuela Expedition” et adventure program, som forløber sig over 8 uger rundt i hele Venezuela. Når jeg både skulle servicere og samtidig være en del af gruppen, hvordan ville min sociale rolle i forhold til gruppen så blive og nok vigtigst; ville mine forventninger stemme overens med det jeg ville opleve? Der var mange ting jeg ikke vidste, dog var det sikkert at jeg, for en tid, skulle være væk hjemmefra uden at følges med nogen jeg kendte på forhånd og uden at vide hvad Venezuela egentlig var for noget… I forbindelse med mine samtaler og personlige møder med Glenn, var det vigtigste, at finde ud af hvilke forventninger han havde til mig og hvad jeg i hans øjne kunne støde på af udfordringer. Syntes han jeg var kvalificeret til opgaven og kunne jeg identificere mig med hans forventninger? Dernæst tænkte jeg om mine forventninger stemte overens med det som Glenn beskrev og skulle jeg tage udfordringen op, hvis der blev mulighed for det? Glenn fortalte, om de erfaringer han havde gjort sig over en årrække bl.a. i forhold til tidligere guidemedhjælpere og han fortalte overordnet om hvad opgaven indebærer. Det stod klart at det vigtigste er åbenhed og at være klar til at træde til når der var brug for det. De praktiske opgaver var alt fra rengøring i Campen, køkkenhjælp, logistik og klargøring af tur-grej, forberede events og være tovholder eller medhjælper på forskellige arrangementer, både i campen og ude på turene, samt at besvare spørgsmål fra adventure-deltagerne. Jeg skulle indgå i guideteamet og tage aktiv del i opgaverne så godt jeg kunne.


Camillas ophold i Venezuela 2010

Det var godt at få snakket om alle disse ting. Så var det nemmere at overveje tingene seriøst og min indstilling var, at hvis jeg var forberedt på det værste og var villig til at gøre en indsats, kunne jeg jo kun blive positivt overrasket. For mig var det vigtigt at få fortalt Glenn, at jeg er en meget ligetil person og gerne vil vide hvis der opstår utilfredshed omkring mig. Derfor betød det meget for mig, at jeg og de andre guider var enige om at sige til og fra hvis/når, der er brug for det. Det er så vigtigt i sådanne sammenhæng at tale frit og direkte til hinanden for at undgå misforståelser og utilfredshed i det lange løb. Glenns forventninger syntes jeg godt at kunne indfri, så da Glenn gav udtryk for at jeg passede ind i rollen og var tryg ved at sende mig til Venezuela, var beslutningen ikke så svær: Denne udfordring ville jeg gerne gå i møde! Den første tid gik naturligvis med at falde til. Jeg ankom en uge før resten af gruppen, hvilket fungerede rigtig godt da jeg brugte tiden på at sætte mig ind i forholdene og lære resten af ”crewet” at kende. Selve campen er rigtig lækker og byder på en god stemning, dog prøver man kræfter med udfordringer man ikke er vandt til, - elektricitet og vand nemlig ikke er nogen selvfølge i Venezuela, og man må derfor vente på resurserne af og til. Ellers gik tiden hurtigt med at lære rutinerne at kende, men da folkene omkring mig var udadvendte og positive gik det nemt. Den første tid, hvor alt er nyt kræver selvfølgelig en del energi indtil man er bekendt med dagligdagen. For mit vedkomne var det er første gang jeg skulle forholde mig til så mange ting på samme tid, derfor opstod der en form for usikkerhed selvom jeg var bevidst om at sådan er det bare, men jeg kørte på med positivitet og gåpåmod.

Stille og roligt falder man dog til, vender sig til varmen, lydende, myggene og hurtigt lever man bare i nuet og glemmer tid og dato. I løbet af den første uge gik en del af tiden med at glæde sig til at gruppen skulle ankomme. Hvad var det for nogle mennesker jeg skulle tilbringe de næste to måneder med? Gruppen ankom, og den egentlige rolle som guidemedhjælper skulle afprøves. En stor del af tiden gik med at hjælpe til med madlavning og lidt rengøring i campen. Den spanskundervisning, som gruppen modtog, deltog jeg ikke meget i, da det undervisningen fandt sted om formiddagen hvor mine opgaver lå. Tiden gik hastigst af sted og snart lærte jeg folk at kende i samme takst som resten af ”crewed” og opgaverne blev læst. I programmet var der to store ture og som de skulle til at begynde, hjalp jeg en del til med pakning af grej, indkøb og planlægning.


Camillas ophold i Venezuela 2010 En af de ting som blev en udfordring for mig, var at slappe af og være rolig – også når der engang imellem var lidt kaos. Grundet kulturforskellen, det latinamerikanske systemet, og det spanske sprog var der tider, hvor jeg ikke altid vidste, hvordan tingene skulle forløbe sig, og om der egentlig var styr på det. Men jeg fandt hurtigt ud af, at det var der. Selvom at tingene nogle gange blev ændret grundet diverse forhindringer, så skulle jeg forsøge ikke bekymre mig. Dette var dog noget Glenn havde gjort mig opmærksom på og derfor var jeg forberedt. I sådanne situationer kommer udtrykket ”mañana” til sin ret… den tager vi i morgen, hvis ikke det løser sig! På de store ture er det sådan at alle hjælper til uanset om man er guidemedhjælper eller deltager i adventure-programmet. Derfor var min rolle som medhjælper ikke så fremtrædende på turene Når man er afsted i et fremmed land i over to måneder, er risikoen for sygdom en medfølge. Det oplevede jeg, for jeg havde fire dage med kraftig og smertefuld maveinfektion. Alene det er selvfølgelig ikke særlig morsomt, men udfordringen vokser når man er langt hjemmefra og lever meget primitivt. I mit tilfælde synes jeg også det mentale pres jeg gav mig selv over ikke at kunne bidrage arbejdsmæssigt gjorde det svært, for man har en stor ”teamplayer” følelse under disse forhold. Her var filosofien med at alle hjælper alle, en stor hjælp. Alt i alt havde jeg en rigtig god tur, med mange spændende oplevelser og samvær med en masse skønne mennesker. Personligt har jeg ubetvivlsomt udviklet mig, hvilket jeg tror skyldtes den rolle jeg havde i forhold til de andre deltagere. Som en del af crewet, oplevede jeg også Venezuela fra en anden vinkel, som gav mig en stor indsigt i kulturen og de venezuelanere jeg tilbragte tid sammen med.

Jeg tror at det som i høj grad skal til, for at man kan få en optimal oplevelse som medhjælper er at man hjemmefra, er bevidst og målrettet omkring ens egne forventninger og hvilken indsats man er villig til at yde i forhold til forventningerne om det man får tilbage. Man kan forberede sig på rigtig meget, men det er også vigtigt at være bevidst om, at man ikke kan være forberedt på alt. Derfor skal man forsøge at slappe af i det miljø man er i og huske på, at man selv er ansvarlig for at tage tiden til at nyde oplevelserne. Tager man det med i sine forberedelser tror jeg, man komme rigtig langt og hvis man er indstillet på at give en hånd, både når der bliver spurgt efter det, men også når der ikke gør, så er man godt på vej. En positiv og åben tilgang til forholdende medfører sjældent et dårligt resultat. Konceptet ”Noget for noget” er det der gør sig gældende, ikke kun i Venezuela, men i mange sammenhænge.

Af: Camilla B. Meineche

OBS: Du kan læse om adventure programmet i Venezuela og dets indhold på: www.adventuredk.dk


Noget for noget...