Issuu on Google+

Kære Medietorvsmenneske Forår på fjerde semester. Hvis stemningen minder om den, min årgang fik pisket op, så misunder jeg dig ikke. Ét samtaleemne går i rundhyl, indtil man får bildt sig selv og alle andre ind, at hvis panikdagen går skævt, så kan du lige så godt drikke gravøl for hele din karriere. Min panikdag gik ikke som forventet, og alle mine studievenner kiggede på mig, som om jeg var blevet diagnosticeret med noget i terminalstadie og sagde 'hvordan kan det være, du er jo så dygtig', så jeg rigtig kunne forstå, at jeg var blevet ramt af en ulykke. Jeg græd og tog hjem til far og mor og troede, at nu skulle jeg aldrig blive til noget. Men så kom jeg i gang med praktikken på 3F og endte med at få cavlingnomineringen på CV'et inden BA'en. Og indtil videre har jeg da også været i stand til at opretholde både arbejdsliv og en fast indtægt. Så måske var det der, jeg lærte, at ofte ved man ikke, hvad der er bedst for en selv, før det er for sent. Eller også lærte jeg, at hvis ikke man bliver til noget, så bliver man til noget andet. Eller også lærte jeg at sige que sera sera og den slags jazz - derfor giver det ingen verdens mening at bekymre sig. Så det holdt jeg op med. Så pulsen ned med det der panikståhej. Og overvej så at rette dit blik mod det, som jeg rent faktisk misunder dig. For lige nu går du rundt på nogle grimme gange fyldt med noget så smukt som viden. Og det savner jeg. Hvor ville jeg egentlig gerne hive en måned ud og sætte mig til forelæsninger i økonomi, international politik og historie og den slags. Få input, uden at nogen forventer instant output til gengæld. I sin tid, som var min tid, hvor vores e-mails hed noget med 03, passede jeg mine akademiske fag, men jeg lagde det meste af min tid på de journalistiske, og fik jeg chancen igen, ville jeg bytte lidt om på den trykfordeling. For guderne skal vide, at der er langt fra journalistik til raketvidenskab. I virkeligheden er det et håndværk, som automatisk sætter sig i fingrene, når man først kommer i gang. At finde de rigtige skriftlige og mundtlige kilder, få fakta og ord ud af dem og skære en artikel eller et indslag til er egentlig et spørgsmål om gefuhl. Men det samme kan ikke siges om al den akademiske viden, I går rundt og hiver i på Gydehutten. Viden skal du opsøge, indlære, give tid, bearbejde og huske. Viden er ikke en gefuhl. Den kommer kun sjældent afsig selv. Og hvor arbejdsmarkedet nok skal sørge for at præge dig med fagets rutiner, så du til sidst kan skrive vinkler og underrubrikker i søvne, så er det kun sjældent at kompleks viden banker på din dør - og endnu mere sjældent, at du har tid til at tage imod visit. Så dyrk det, mens du kan, sagde gammelmor. Mine journalistiske ben bliver hvert år længere og stærkere, men fodsålerne sætter altid sporene lige der: På Medietorvet, som er grundlaget for min måde at bruge mit fag på. Ikke at jeg skriver og tænker, som jeg gjorde for ti år siden, men jeg lærte mit instrument at kende på jeres lyse parket. På SDU lærte jeg at spille efter noder, så jeg nu kan spille min egen melodi i mit hjørne af medielandskabet, som er stort og varieret og nok skal have et ledigt hjørne til dig. Venligst Gertrud Højlund Radiovært på Radio24syv

Meninger

Opråb fra Norge EVa Krarup Randa

Kære medstuderende. HereretlillepostkortfraNorge. Landet af mælk og honning, hvor effekterne af global opvarmning åbenbart ikke fungerer, og tyngdeloven er ophævet. Men nok om vejret. Hvordan går det med dighjemme på Medietorvet? Har du haft flere mareridt? Det er vigtigt, at du får din nattesøvn. Ellers kan jeg godt forstå, at du ikke orker at møde op til undervisning dagen efter. Du skal også huske at tage dine vitaminpiller, du er begyndt at se lidt bleg ud. Og hvad med det portræt, du skal aflevere i morgen? Blev det ligeså gennemarbejdet, som den genre i virkeligheden kræver? Hvis du nu skal svare helt ærligt og glemme den dårlige samvittighed overfor dig selv. Overfor din underviser. Og overfor opgaven. Du kan jo godt. Du har bare ikke mere end 24 timer i døgnet. Det er jo ikke så mærkeligt, hvis du bruger 23 timer af dem på at gruble over den dag, der nærmer sig. Jeg tør

næsten ikke skrive det af frygt for at stresse dig endnu mere. Vi kan kalde det Store Matchdag. Vi kan også kalde det Panikdag. SU eller Cafépenge. Indholdet er cirka det samme, bare i et indpakningspapir, der skal

Men nu er det som om, at noget har ændret sig. Stemningen er lidt trykket. En spids kommentar her og der. Et hånligt grin, når du læser udkastet til en andens hjemmeside-

44 JeS e r b a r e °Prigtigt bekymret for dit helbred. Du skal vide, at det ER et show. Du er ikke den eneste, der føler, at du ikke slår til. camouflere det fysiske ubehag. Nu er jeg hverken læge eller psykolog, så jeg kan ikke give dig en medicinskdiagnose. Menjegkantaletildig. Som en ven. Som din medstuderende. Ikke som en konkurrent. Måske det kan hjælpe lidt på de andre symptomer? Det er ikke for at lyde som en hønemor. Jeg er bare oprigtigt bekymret for dit helbred. Du skal vide, at det ER et show. Du er ikke den eneste, der føler, at du ikke slår til. Der var den dårlige samvittighed igen, den sidder jo i baghovedet og lurer. Hele tiden. Og nogen gange stikker den virkelig sit hoved frem, og misforståelser og splid opstår. Du forstår det ikke, for I var jo hinandens bedste venner. Du husker det, som var det i går. Dengang for tre måneder siden, hvor I skålede i øl fra automaten. Glade og ubekymrede.

tekst, som det var meningen, at du skulle give feedback på. Du skal skrive en tekst, der handler om dig. Men i virkeligheden er der vist nogle uskrevne regler om, hvad medierne gerne vil have. Du skal undgå klichéer. Det har du fået at vide af

44

det ikke i strid med alt det, vi har lært i undervisningen? Hvorfor skal det være sådan? Ingen ved det, alle snakker om det. Det bliver jo taget op hvert år i den årlige evaluering af Panikdagen. Det hjælper måske for dig at vide, at det er et show. At det ikke er dig, der er noget galt med. Du er ikke den eneste, der har det sådan. Du har måske ikke det længste CV, men du er jo heller ikke færdiguddannet endnu. Så er det da ikke så mærkeligt, at din journalistik ikke har flyttet bjerge eller grænser eller andre tunge ting. Regeringer bliver jo ikke væltet hver dag, så du behøver ikke at lade som om. Du skal bare være dig selv. Resten kan du lære. Nogle gange, når du endelig har tid

Så i sidste ende er du tvunget til at træffe et valg. Vil du spille efter spillets regler og spidse albuerne for at komme på Politiken?

din mediesprogslærer. Der findes ikke noget facit. Du skal finde din kant. Men alligevel er der en generel opfattelse af, "hvad det er, medierne gerne vil have". Hvordan skal du forene de to ting? Opfinde den dybe tallerken og leve op til branchens uskrevne regler. Er

og føler for et afbræk fra din dårlige samvittighed, laver du måske noget hyggeligt med dine venner. Spiser god mad og drikker rødvin. Men på en eller anden måde, uden at nogen tænker over det drejer samtalen sig ind på den dér dag, hvis navn ikke må benævnes. Men pludselig er der en i selskabet der bliver tavs.

Man orker næsten ikke at snakke om det. Den evigt dårlige samvittighed. Der er måske endda en del i din vennekreds, som ikke læser journalistik, der spørger ind til dagen. Rygterne om vanviddet har altså spredt sig uden for journalistkredse. Så måske er det ikke dig, der er problemet? Måske er det hele systemet. Ingen ved det, alle taler om det. Men man må jo spille spillets regler og tænke taktisk. For det er jo en konkurrence. Så i sidste ende er du tvunget til at træffe et valg: Vil du spille efter spillets regler og spidse albuerne for at komme på Politiken? Eller vil du beholde din bedste veninde på studiet og ende på Lolland Falster Folketidende? Man kan jo ikke få det hele, vel? Jeg savner dig, og jeg glæder mig til at se dig igen. Efter den 23. april, når vi kan være venner igen. Ligesom i de gode gamle dage. Kærlig hilsen Eva evniell@student.sdu.dk


Opråb fra Norge