Issuu on Google+

En  genredreng  med  ambitioner       ‘Beskedenhed’  er  muligvis  det  mest  rammende  ord,  der  beskriver  manuskriptforfatter   Rasmus   Heisterberg.   Selvom   han   netop   er   hjemvendt   fra   Berlin   med   en   Sølvbjørn   i   bagagen,  lider  han  hverken  af  stjernenykker  eller  Hollywoodfeber.  Endnu.         Af  Eva  Krarup  Nielsen     Rasmus  Heisterberg  er  ikke  typen,  der  står  op  hver  morgen  og  øver  sin  Oscar  speech  i  spejlet,   før  han  tager  på  arbejde.  Det  er  ikke  drømmen  om  gyldne  statuetter  og  røde  løbere,  der  driver   værket  for  den  37-­‐årige  manuskriptforfatter.       ”Man  skal  jo  gøre  det,  fordi  man  synes  det  er  skidesjovt  at  lave  sit  hovedbrud,  og  kigge  på  de   fire  millarder  gule  sedler,  der  hænger  på  væggen”.       Siden  Rasmus  Heisterberg  som  12-­‐årig  blev  slæbt  i  biografen  af  sin  far,  for  at  se  ”Once  Upon  a   Time  in  the  West”,  vidste  han  at  han  ville  vie  sit  liv  til  det  hvide  lærred.       ”Da  man  var  teenager  havde  man  jo  bare  lyst  til  at  lave  film,  være  instruktør,  spille   hovedrollen  og  filme  det  hele  selv,”  beretter  Heisterberg  om  sit  unge,  idealistiske  jeg.       Drengedrømmen  blev  dog  hurtigt  aflivet,  da  han  som  19-­‐årig  kom  på  filmhøjskole  i  Ebeltoft,   hvor  han  indså  at  dét  at  lave  film  ikke  var  ligeså  glamourøst,  som  han  havde  forestillet  sig.         ”Det  dér  med  at  stå  på  en  tankstation  klokken  fire  om  morgenen    og  fryse  og  vente  på  at  det   holder  op  med  at  regne,  så  man  kan  filme,  det  var  sgu  ikke  lige  mig”.       I  stedet  kastede  han  sin  kærlighed  på  skriveprocessen,  hvor  han  kunne  udfolde  sit  kreative   talent  på  et  blankt  stykke  papir.       Held  og  hårdt  arbejde   Da  Rasmus  Heisterberg  dimitterede  fra  Filmskolen  i  1999,  var  dansk  film  på  sit  højeste,  med   Vinterberg  og  von  Trier  i  front,  så  fremtidsudsigterne  var  gode  for  den  unge   manuskriptforfatter.  Han  fik  job  på  Danmarks  Radio,  hvor  han  blev  taget  under  vingerne  af   erfarne  branchefolk.       ”Det  var  sgu  mit  held,  at  jeg  fik  en  tjans  dér,  så  jeg  kunne  komme  i  gang,  og  tjene  nogle  penge,   og  betale  min  husleje”.       Held  er  i  det  hele  taget  et  gennemgående  motiv  i  Heisterbergs  karriere,  hvis  man  skal  tro   mandens  egen  beskedne  udlægning.  Med  filmen  ”Kongekabale”  introducerede  han  og  Nikolaj   Arcel  den  politiske  thriller  som  genrebegreb  i  dansk  film,  men  også  det  tilskriver  Heisterberg   faktum,  at  de  var  heldige,  at  finde  en  niche,  som  ingen  andre  havde  afprøvet.  Og  i  skrivefasen   blev  projektet  da  heller  ikke  ligefrem  mødt  med  næsegrus  beundring  fra  deres  omgangskreds.  


”Da  vi  sad  og  skrev  på  den,  var  der  ingen  der  sagde   ”Hey,  hvor  er  det  fedt  at  I  laver  en  spændingsfilm  om   BLÅ  BOG   dansk  politik,  det  bliver  helt  sikkert  en  kæmpe   • Rasmus  Heisterberg  er  født  i   kioskbasker,”  griner  Heisterberg.   1974     • Uddannet  på  Den  Danske   Det  er  dog  ikke  kun  fru  Fortuna,  der  har  hjulpet   Filmskoles  manuskriptlinje  i   Rasmus  Heisterbergs  karriere  på  vej.  Det  kræver  en   1999   masse  hårdt  arbejde.  Når  historien  skal  ned  på   • Debuterede  med   papiret,  er  det  ikke  nok,  at  have  en  god  idé,  man  skal   ungdomsgyseren  “Midsommer”   også  have  evnen  til  at  bevare  gejsten,  når   i  2003   manuskriptet  skal  skrives  om  anden,  tredje  og  fjerde   • Har  skrevet  manuskript  til  en   gang.  Det  er  først  dér,  at  man  består  sin  prøve  som   lang  række  genrefilm,  bl.a.   manuskriptforfatter.  Og  så  er  der  også  faren  for  at   “Kongekabale”,”  Mænd  der   løbe  ind  i  en  solid  skriveblokering:   hader  Kvinder”  og  senest  det     historiske  drama  “En  Kongelig   ”En  arbejdsdag  kan  meget  vel  bestå  i  af  at  sidde  og   affære”   stirre  ind  i  væggen  og  kaste  med  tennisbolde.  Det   • Er  fast  medforfatter  med   kan  godt  blive  lidt  uhyggeligt”.   instruktør  og     manuskriptforfatter  Nikolaj   Ugeneret  genredreng   Arcel     • Bor  sammen  med  sin  kæreste   Rasmus  Heisterberg  tilhører  den  nye  generation  af   på  Nørrebro   filmskabere,  der  har  taget  den  amerikanske   • Er  pt  igang  med  at  lægge  sidste   filmtradition  til  sig.  Han  voksede  op  med  VHS-­‐ hånd  på  en  film  om   kulturen,  og  det  var  en  helt  ny  verden  af  amerikansk   ungdomskriminalitet,  i   cinema,  der  åbnede  sig  for  ham.     Nordvestkvarteret     • Drømmer  om  at  lave  en   Rasmus  Heisterberg  har  en  lang  række  af  genrefilm   westernfilm   på  sit  CV,  og  han  oplever  da  også  at  blive  sat  i  bås     som  en  ’genredreng’.  Men  det  er  ikke  et  mærkat,  der   generer  ham,  snarere  tværtimod.       ”Man  bliver  jo  altid  hængt  op  på  en  eller  anden  hylde,  og  det  er  jo  ikke  fordi  jeg  har  noget  at   klage  over  overhovedet,  jeg  er  sgu  glad  for  at  folk  synes  jeg  er  dygtig  til  at  lave  genrefilm”     Han  er  opmærksom  på,  at    den  traditionelle  genrefilm  hurtigt  kan  blive  fortærsket,  og  derfor   ser  han  det  som  sin  fornemste  opgave,  at  bryde  rammerne,  for  det  konventionelle:       ”Publikum  skal  have  en  ny  oplevelse,  så  det  ikke  bare  bliver  endnu  en  gyserfilm  eller  endnu  en   romantisk  komedie,  eller  hvad  fa’en  det  nu  er,  man  har  skrevet”.     Han  stiler  ikke  efter  at  give  publikum  dét  de  gerne  vil  have,  han  ønsker  i  stedet  at  give  dem   dét,  de  ikke  vidste  at  de  godt  kunne  lide.    Publikum  skal  gå  ud  af  biografen  og  tænke  ”hold   kæft,  hvor  fedt”.    


Genren  dikterer  en  speciel  historie,  og  det  handler  ofte  om  arketypiske  historier.  Heisterberg   mener  ikke,  at  der  er  fare  for  at  dansk  film  mister  sit  særpræg,  blot  fordi  man  har  hentet   inspiration  fra  den  amerikanske  fortællertradition:     ”Vi   kan   ikke   bare   copy/paste   den   amerikanske   model.   I   en   film   som   Kongekabale,   kunne   vi   sgu   ikke   bare   sprænge   bilerne   i   luften,   og   lade   dem   slå   hinanden   ihjel,   vi   var   nødt   til   at   rodfæste  det  i  en  dansk  filmtradition.”                                                                                        Foto:  Ole  Kragh-­‐Jacobsen      


En genredreng med ambitioner