Page 1

Rasmus og Lærke Drive-in brugerne

”De fleksible åbningstider er guld værd! Det er et fantastisk tilbud, at vi kan komme og gå som det passer os, og når vi har brug for det” (Rasmus 43 år) Kerneværdier Individorienteret biblioteksbrug. De er selvstændige biblioteksbrugere og bruger biblioteket formålsrettet. De er gør-det-selv typerne og løsningsorienterede. De gider ikke forpligte sig til bestemte mødetidspunkter. De mener, at bibliotekets kerneopgave er at sørge for tilgængelighed, fleksibilitet og brugervenlighed i forhold til selvbetjeningsløsningerne. Biblioteket er et sted, hvor de kan orientere sig imod nyt på litteratur og medieområdet.

Rasmus og Lærke bor i Bramming. De er 43 og 38 år og har børnene Storm 12 år og Caroline 9 år. De har altid mange bolde i luften og forsøger at skabe balance mellem familielivet og arbejdslivet. Rasmus arbejder som selvstændig håndværker. Han har sit eget malerfirma med to ansatte. I fritiden svømmer han og løbetræner. Han har deltaget i flere Maratonløb. Lærke arbejder som lægesekretær i Esbjerg og hjælper Rasmus med regnskaberne og andet kontorarbejde, når der er tid. I fritiden underviser hun det lokale gymnastikhold. Rasmus og Lærke tager gerne til Grøn Koncert og Stand up Comedy i Esbjerg. De tager også børnene med i Svømmestadion Danmark eller i biografen.

Holdninger til biblioteket Rasmus og Lærke forventer gode selvbetjeningsmuligheder, kreative digitale løsninger, funktionsfleksibilitet i biblioteksrummet, og at biblioteket rykker ud til brugerne digitalt – herunder at de digitale medier er på forskellige platforme, og at tjenesterne tilpasses individuelle behov. De forventer også digitale løsninger, hvor de kan inspireres og fordybe sig i søgningen af den næste bog.

De har en høj grad af mobilitet, men deres behov dækker over nem og tilgængelig adgang til bibliotekets selvbetjeningsløsninger i en travl hverdag, hvor tiden er en mangelvare. Biblioteket skal derfor være nemt og tæt på, så de kan spare så meget tid som muligt.

Medieforbrug Rasmus og Lærke bruger internettet dagligt og er konstant online. De synes, at internettet har uendelig mange muligheder. Lærke læser blogs og bruger Facebook. Rasmus læser netaviser og sportsresultater. De bruger internettet til informationssøgning, arbejdsrelaterede opgaver, regnskaber, netbank, borgerservice og rejsebestillinger. De har en stor musik samling på iTunes og elsker at lytte til radio og lydbøger til og fra arbejdet.

“Man kan bruge internettet til ALT. Hvad jeg tidligere slog op i et leksikon finder jeg nu på internettet, som giver en verden af uendeligt mange muligheder. Det er her, at jeg primært finder viden og inspiration” (Lærke 38 år) Biblioteksbrug Rasmus og Lærke burger biblioteket som et afhentnings- og afleveringssted. De bruger mest den ubemandede åbningstid i morgentimerne inden arbejdet og i aftentimerne efter arbejdet eller i weekenden. De er på biblioteket hver anden uge, men er der kun i 5-10 min. De planlægger aldrig et biblioteksbesøg og har aldrig brugt biblioteket så lidt som nu, da alt kan ordnes på internettet. De er storforbrugere af litteratur og musikmaterialer. De reserverer på bibliotekets hjemmeside, kigger lidt på udstillingshylderne og tager hjem igen. Udarbejdet af konsulent Kiera Sara Conboy, for Esbjerg Kommunes Biblioteker.


Else og Jørgen De aktive seniorer

”Jeg kan godt lide at være social engageret og lave frivilligt arbejde. Det er godt at holde sig beskæftiget og have et højt aktivitetsniveau” (Else 70 år) Kerneværdier Fællesskabsorienteret biblioteksbrug. De bruger biblioteket både som et inspirationsrum, læringsrum og møderum. De anser biblioteket for at være et kulturhus og et borgerhus. Else og Jørgen mener, at bibliotekets kerneopgave er at være den lokale drivkraft, der fremmer fællesskab, kultur og læring, fordi biblioteket stadig har en væsentlig samfundsværdi.

Else og Jørgen bor i Tjæreborg, men vil gerne snart flytte i et seniorbofællesskab. De er 70 og 73 år og har to udeboende børn, der bor i København. De ses ofte med deres børn og børnebørn. Else er kontoruddannet, og Jørgen er pensioneret skatterevisor. De er ressourcestærke borgere, har sparet op til alderdommen og er særdeles aktive og udadvendte. Else og Jørgen er medlemmer af Ældresagen, der laver mange aktiviteter med de ældre, og så rejser de gerne til Mallorca, hvor de har et lille feriehus. Else laver frivilligt arbejde i lokalområdet. Hun syntes, at det var en stor omvæltning at gå på pension. Derfor deltager hun i en masse kulturelle aktiviteter for at holde sig beskæftiget. Hun går også til yoga og vandgymnastik og er med i en dameklub, hvor de spiller kort og spiser frokost.

Biblioteksbrug Else og Jørgen er hyppige biblioteksbrugere og benytter både den bemandede og den ubemandede åbningstid. De bruger biblioteket ugentligt 1-2 timer. De er selvkørende biblioteksbrugere, men kan godt lide den personlige betjening i forhold til vejledning. De vil gerne have fred og ro i biblioteksrummet og have tid til stilhed og fordybelse. Else og Jørgen låner faglitteratur, rejselitteratur, netlydbøger og e-bøger i forbindelse med rejsemål. De bruger også borgerservice, hvor de bestiller høreapparat og blodtryksmåler og de kommer til IT-undervisning, hvis de har brug for hjælp til enten tablet eller Smartphone. De bruger også bibliotekets legerum sammen med deres børnebørn, når de er på ferie eller på besøg hos dem.

Else læser tidsskrifter og bøger, går til foredrag og er med i bibliotekets strikkeklub. Jørgen er avislæser, tjekker Weekendavisen for gode anmeldelser og mødes med andre avislæsere for at snakke om verdenssituationen og dagens nyheder.

Medieforbrug Else og Jørgen er ikke teknologi forskrækket, men det kan stadig være lidt svært at følge med tiden. De bruger deres tablet til mange gøremål. De læser netaviser, ebøger og e-mails og bruger internettet til informationssøgning, Facebook, den digitale postkasse, netbank og rejsebestillinger. De bruger bibliotekets hjemmeside til reservationer, køb af billetter til arrangementer og læser kultur og boganmeldelser, inspirationslister m.m.

“Biblioteket er noget af det fineste Danmark har. Ikke mindst, fordi biblioteket er et gratis tilbud. Her har alle adgang. Det højner samfundet” (Jørgen 73 år)

Mobilitet Else og Jørgen har en lavere grad af mobilitet pga. alderdom. Jørgen har slidgigt i knæet og synet driller, så han må ikke køre bil. Else kører sjældent bil, og hun synes, at det er vigtigt, at biblioteket ligger tæt på indkøbsmuligheder og apotek. Tæt beliggenhed betyder alt for, at de kan bruge biblioteket i hverdagen, da det giver dem langt mere selvstændighed og fleksibilitet end, hvis de udelukkende skulle være afhængige af bil, offentlige transportmidler og andre mobile tjenester.


Johanne og Sune De studerende på en videregående uddannelse

Johanne og Sune bor i Esbjerg Midtby i en lille fremlejet lejlighed. De er 23 og 25 år. De har en presset hverdag, hvor der skal læses meget til forelæsningstimerne. De elsker livet som studerende, fordi de har frihed til selv at strukturere deres tid i forhold til studiet. Johanne ’læser international virksomhedskommunikation spansk og engelsk’ på Syddansk Universitet i Kolding. Hun drømmer om at blive ansat i en international virksomhed. I fritiden går hun til fitness og læbetræner. Sune læser til ergoterapeut på UC Syddanmark i Esbjerg. I fritiden spiller han tennis og mødes jævnligt med vennerne til pokeraften, Super Bowl osv. De har studierelevantarbejde og det er ikke altid let at få økonomien til at løbe rundt på SU. Derfor laver de både madplaner, har en budgetkonto og finder kulturtilbud med studierabat.

”Jeg læser magasiner på biblioteket. Det er en måde, hvorpå jeg kan spare penge. Biblioteket er et gratis tilbud, hvorfor så ikke bruge det?” (Johanne 23 år) Kerneværdier Fællesskabsorienteret og individorienteret biblioteksbrug. De bruger biblioteket som et inspirationsrum, læringsrum og møderum. De mener, at bibliotekets kerneopgave er at være et moderne og nyskabende formidlingshus, der kan tilbyde en masse forskellige medier, som de kan interagere med, men biblioteket skal også være et sted, hvor studerende kan tilegne sig ny viden gennem oplysning og information samt et sted til læsegrupper. Biblioteksbrug Johanne og Sune bruger biblioteket alle ugens dage både i den bemandede og ubemandede åbningstid. De bruger biblioteket som et studie rum og en læsesal, fordi livet som studerende er en blanding af forelæsningstimer og selvstudier. Derfor bruger de ikke meget tid på fritidslæsning, da de synes, det er spild af tid at læse fiktive historier. De foretrækker at læse bøger, hvor de kan lære noget nyt. De bruger mest bibliotekets stillezoner, men når de holder pause kan de godt lide at græsse lidt og se på bibliotekets udstillinger.

Holdninger til biblioteket Johanne og Sune er forventningsfulde og vidensorienterede biblioteksbrugere. De stiller krav til biblioteket, og det skal være her og nu lån. De forventer let tilgængelig information, god faglig betjening, og at tingene fungerer. De vægter tilgængelighed, hurtig betjening og fleksible åbningstider.

De afhenter og aflevere materialer på biblioteket. De bruger bibliotekets medieområde. De skriver på egen computer, men bruger bibliotekets internet og databaser. De bruger personalet i forhold til vejledning, informationssøgning, sekundær litteratur, kildesøgning osv.

Medieforbrug Johanne og Sune er altid online selv, når de har forelæsningstimer. Johanne er en bevidst netshopper og følger dagligt med på de sociale medier. Hun læser netaviser, blogs og tjekker SU.dk og pensum.dk. De bruger også Statens Mediedatabase, Podcasts og Netflix. De bruger deres tablets til at downloade undervisningsmateriale og pensumlister. De bruger bibliotekets hjemmeside til reservationer, tjekker ventelisten på bestilt materiale og bruger Filmstriben, Facebook og e-reolen.

“Et godt bibliotek er et sted, hvor man hurtigt og let kan finde ny og opdateret litteratur” (Sune 25 år)

Mobilitet Johanne og Sune har en høj grad af mobilitet. De benytter enten cyklen eller de offentlige transportmidler til at komme rundt i Esbjerg. Johanne pendler frem og tilbage med tog, når hun har undervisning i Kolding. De vælger Hovedbiblioteket, fordi det befinder sig i bymidten og er tæt på banegård og busstation. Det gør det praktisk nemt i forhold til at skulle mødes med læsegruppen, da de fleste kommer fra forskellige steder i Esbjerg kommune. Udarbejdet af konsulent Kiera Sara Conboy, for Esbjerg Kommunes Biblioteker.


Mette Dagsinstitutionerne og dagplejegrupperne

Mette er 43 år, bor i Tjæreborg sammen med sin mand Kasper og deres tre børn Freja 14 år, Emil 11 år og Josephine 8 år. De er en ressourcestærk familie, der værdsætter de nære relationer og familiebånd. Mette er uddannet pædagog på UC Syddanmark og arbejder i en børnehave i Østerbyen i Esbjerg. Hun er i gang med en efteruddannelse i børns sprogudvikling på Esbjerg Kompetencecenter. Hun har fokus på dialogisk læsning, fordi hun bl.a. arbejder med at give børnene en bedre sprogforståelse og ordforåd inden skolealderen. I fritiden er hun spejderleder, hvor hun organiserer, koordinerer og planlægger spejder-ture, sommerlejre osv. Hun tager også gerne børnene med i biografen, Svømmestadion Danmark og andre børnearrangementer i Esbjerg. Mette elsker også at lave mad og køber ind i specialforretninger, når hun har tid. Hun køber gerne økologiske og lokalproducerede fødevarer, men det er ikke et must. Kvalitet vægter højest!

”Det handler om at gøre biblioteket tilgængeligt og vise børnene mulighederne. De skal lære at bruge biblioteksrummet” (Mette 43 år) Kerneværdier Fællesskabsorienteret og oplevelsesorienteret biblioteksbrug. Mette bruger biblioteket som et inspirationsrum, læringsrum, møderum og som et performativt rum. Hun mener, at bibliotekets kerneopgave er at opretholde sig selv som et klassisk bibliotek i den digitale verden, hvor der er fokus på børns udvikling og læring. Biblioteket er en kreativ inspirationskilde, hvor der er rummelighed og højt til loftet, men biblioteket er også et sted, hvor man værner om traditionerne, bevarer kulturarven og videregiver den. Biblioteksbrug Mette tager på Hovedbiblioteket sammen med børnehaven som et udflugtsmål, hvor både børnene og pædagogerne kan få et lille pusterum i hverdagen. De bruger biblioteket som et oplevelsesrum, møderum og læringsrum, hvor børnene skal lære, hvordan man opfører sig i det offentlige rum og på biblioteket. Formålet er at give dem en bedre forståelse af deres omverden og nærmiljø. Mette bruger også biblioteket som privatperson sammen med sine egne børn eller for at låne faglitteratur, tage til foredrag eller inspireres af det store udvalg.

Holdninger til biblioteket Daginstitutionerne forventer rum med muligheder for at opleve, opdage, deltage og skabe. De forskellige rum skal skabe stemning, atmosfære og stimulere børns fantasi og leg. De efterspørger flere kulturelle og vidensrelaterede oplevelser herunder en bibliotekar, der ugentligt tilbyder en mindre aktivitet i form af højtlæsning, dukketeater eller filmfremvisning, fordi det fremmer børns fantasi og læselyst. De bruger legerummet til motorisk udfoldelse, sanglege, børneteater, højtlæsning, spiser madpakker, låner legeteksmaterialer, billedbøger og aktiveringsbøger. Børnehaven modtager bogkasser, når de har temauger, der kan handle om sprog, krop, bevægelse, former, farver eller årstiderne.

Medieforbrug Mette bruger de digitale medier som et pædagogisk redskab i forbindelse med sit arbejde. I børnehaven bruger de tablets til spil, kreativ udfoldelse og digital læring eller, når børnene bliver optaget af et spørgsmål, så undersøges det straks på en tablet, hvor børnene sammen med pædagogerne læser, ser film og billeder. Selvopfundne lege med digitalkamaraer, tablets og andre digitale redskaber indgår derfor i den pædagogiske hverdag på lige fod med modellervoks og sanglege.

“De digitale tilbud står ikke i modsætning til bøgerne. Det handler om, at man som voksen skal skabe behovet for børnene, fordi de ikke selv ved, de har behovet. De skal lære at være i et fællesskab og ikke kun sidde foran en skærm” (Mette 43 år) Mobilitet Dagsinstitutionerne og dagplejegrupperne har en lavere grad af mobilitet. De er afhængige af, at biblioteket er i gåafstand fra institutionsstedet, da det både er økonomisk dyrt og besværligt at bruge de offentlige transportmidler, når man rejser med mange børn og barnevogne. Udarbejdet af konsulent Kiera Sara Conboy, for Esbjerg Kommunes Biblioteker.


Maria og Lasse Den travle børnefamilie

”At bruge biblioteket er en vigtig kulturarv at give videre til mine egne børn, så de kan få gode læseoplevelser ved at gå på opdagelse i eventyrets verden”. (Maria 32 år) Kerneværdier Fællesskabsorienteret biblioteksbrug. De bruger biblioteket som et inspirationsrum, møderum og som et performativt rum. Maria og Lasse mener, at bibliotekets kerneopgave er at formidle bibliotekets mangfoldige tilbud til børn og voksne. Biblioteket er et møderum, hvor børn og voksne har adgang til fordybelse, lystlæsning, læring og oplevelser.

Maria og Lasse bor i Sædding. De er 32 og 36 år og har nok at se til med børn og karriere. De har Liva 5 år og Oliver 2 år. Maria og Lasse har en travl hverdag, hvor det handler om at få tingene til at fungere. Maria er sygeplejerske på den kirurgiske afdeling på Esbjerg Sygehus. I fritiden laver Maria kreative projekter sammen med børnene eller tager dem med i den musikalske legestue på Kulturskolen. Hun handler ind i helsebutikker og har fokus på sundhed, kost og bæredygtighed. Lasse er ingeniør og har meget rejseaktivitet i forbindelse med sit arbejde. I fritiden går han på jagt, spiller guitar, badminton og prioriterer familielivet højt.

Holdninger til biblioteket Maria og Lasse forventer, at personalet er tilstedeværende, synlige og troværdige. De har betalingsvillighed i forhold til gode børnearrangementer, hvis det betyder flere børneaktiviteter på biblioteket.

Mobilitet Maria og Lasse er vandrebrugere og har en høj grad af mobilitet. De bevæger sig mellem de forskellige biblioteker i Esbjerg Kommune og vil gerne køre efter de gode børneaktiviteter. Biblioteksrummet betyder mere end afstanden.

Medieforbrug Maria og Lasse er kun offline i forbindelse med aftensmad og børnenes sengetider. De kan godt lide den sociale interaktion, der er på internettet. De bruger alle bibliotekets digitale tilbud, men allermest Filmstriben. De bruger Netflix, Podcasts og streaming af film og musik. Maria bruger Instagram og er med i en Facebook gruppe for mødre i Esbjerg.

“Børns interesse for legetøj og bøger falder hurtigt, og så er det smart, at man bare kan låne materialerne på biblioteket for en periode og så aflevere det tilbage, så sparer man både penge og plads” (Lasse 36 år) Biblioteksbrug Maria og Lasse burger biblioteket som et udflugtsmål i weekenden eller i ferierne, hvor der er mange børnearrangementer. I hverdagen burger de biblioteket om eftermiddagen 1-2 timer eller på fridage. De bruger biblioteket som et neutralt og uforpligtende mødested, hvor børnenes legefællesskaber styrkes, og de kan mødes med andre forældre. De bruger mest legerummet, hvor de ser film, spiser madpakker, låner lydbøger fra e-reolen, legeteksmaterialer, stakkevis af billedbøger og pegebøger samt køber børnebøger i bogudsalg. Udarbejdet af konsulent Kiera Sara Conboy, for Esbjerg Kommunes Biblioteker.


Lone Den fagprofessionelle

Lone er 45 år, skilt og bor sammen med sin datter Alma på 14 år i en lejlighed i Esbjerg Midtby. Lone er uddannet social- og sundhedsrådgiver. Hun arbejder som voksenstøtte til borgere med sociale problemer, hvor hun gennem ledsageropgaver hjælper dem med at kunne begå sig i samfundet og undgå at de ender på en institution. Hun har tidligere arbejdet for Dansk Flygtninge Hjælp og på en døgninstitution for voksne autister. I fritiden danser hun tango og kombinerer ofte en ferie med seværdigheder om dagen og tango om aftenen. Lone og Alma tager også på vandreture og kajakture i Sverige og Finland, og så har hun købt et kolonihavehus, hvor alle er velkomne! Lone var igennem en svær skilsmisse og biblioteket blev hendes fristed. Hun skriver digte, når hun er i en krise, fordi hun får afløb for indre tanker. Hun har en lille håndfuld gode veninder. De har arrangeret en madklub, hvor de afprøver utraditionelle middagsretter over et veldækket bord.

”Biblioteket skal kunne rumme mangfoldigheden i samfundet og skabe lige adgang og tilbud til alle. Der skal være noget for enhver smag” (Lone 45 år) Kerneværdier Fællesskabsorienteret biblioteksbrug. Lone bruger biblioteket som et inspirationsrum, læringsrum og møderum. Hun mener, at bibliotekets kerneopgave er at være et attraktivt værested og mødested for byens borgere, hvor der tilbydes rådgivning og vejledning. Biblioteket skal tænkes ind som en aktiv del af byudviklingen og være et neutralt og uforpligtende mødested, hvor der er plads til forskellig adfærd og anonymitet i en god atmosfære. Biblioteksbrug Lone bruger biblioteket i forbindelse med sit arbejde ugentligt 1-2 timer. Hun mødes med de borgere, som hun skal ledsage og hjælpe med at navigere i samfundet. Lone hjælper dem med daglige gøremål og under udflugter, byture, indkøb eller fritidsaktiviteter. Lone mødes med borgerne på biblioteket, hvis de har et møde med studievejlederen, borgerrådgiveren, de frivillige advokater eller hvis de skal støttes i at bruge borgerservice, netbank m.m. Hun har også møder med arbejdskollegaer på biblioteket og bruger også biblioteket som et arbejdskontor, da hun har svært ved at koncentrere sig på arbejdspladsens fælleskontor.

Holdninger til biblioteket Lone forventer flere oplevelsesrelaterede aktiviteter, hvor man forbinder og skaber et kulturelt netværk i Esbjerg. Dette kunne være forskellige events, hvor man får oplevelser samtidig med, at man lærer nyt, såsom en madfestival med smagsprøver, litteratur, musik og dans. Lone efterspørger også flere kreative værksteder.

Lone bruger biblioteket som et opholdsrum og pausested i byen mellem hjemmebesøg, hvor hun læser dagens avis og drikker en kop kaffe i bibliotekscafeen. Hun låner både skønlitteratur, faglitteratur og rejselitteratur om kajakture og naturoplevelser. Hun går også til bibliotekets foredrag.

Medieforbrug Lone bruger internettet dagligt både til arbejdsrelateret opgaver og privat til netbank, borgerservice, den digitale postkasse, dokumentsøgning og LinkedIn, hvor hun vedligeholder sit professionelle netværk m.m. Hun er opdateret og følger med i de forskellige samfundsdebatter på internettet og i fjernsynet. Lone har altid sin tablet med i tasken. Hun bruger den til mange forskellige ting og elsker at finde nye apps. Hun har gode intentioner om at lære nye medier at kende, men fuldfører sjældent det medieprojekt, hun har sat sig for.

“Det er mit håb, at min glæde for biblioteket kan smitte af på andre borgere” (Lone 45 år)

Mobilitet Lone har en høj grad af mobilitet. Hun har let ved at komme rundt i Esbjerg Kommune, da hun har egen bil, og hun kører gerne efter de ting hun gerne vil. Hun vælger Hovedbiblioteket, fordi det befinder sig i bykernen. Det gør det praktisk nemt i forhold til at skulle mødes med borger og arbejdskollegaer. Udarbejdet af konsulent Kiera Sara Conboy, for Esbjerg Kommunes Biblioteker.


Karen Den kulturelle storforbruger

Karen er 47 år, bor i Ribe sammen med sin mand Klaus og deres fælles barn Magnus på 10 år. Tilsammen har de tre sammenbragte børn Laura 23 år, Tobias 18 år og Villads 15 år. Karen er folkeskolelærer og underviser i dansk, religion og billedkunst. Klaus er grafisk designer og arbejder hos et digitalt designbureau i Vejle. De har en stor vennekreds, som de jævnligt ser til middage, jazzkoncerter og vinsmagning. De er også medlem af Ribe Biografklub. Karens store passion er kunst og håndarbejde. Hun tager altid til de mest aktuelle kunstudstillinger, teaterforestillinger og koncerter i Esbjerg Kommune. Hun har fokus på selvudvikling, coaching, yoga og meditation. Hun er en læsehest og frivillig engageret i lokalområdet. Hun betegner sig som bibliotekets ambassadør. Hun er fortaler for borgerinddragelse og mener, at bibliotekaren altid skal tage udgangspunkt i borgerne.

”Biblioteket er en kulturformidler og institution, som har til formål at oplyse borgerne og sørge for, at borgerne bliver mere bevidste om, hvad der omgiver dem” (Karen 47 år) Kerneværdier Individorienteret biblioteksbrug. Karen bruger biblioteket som et inspirationsrum, læringsrum og som et performativt rum. Hun mener, at bibliotekets kerneopgave er at være et kulturhus med kulturelle aktiviteter og læringstilbud til både børn og voksne. Bibliotekets formål er at oplyse og gøre borgerne mere bevidste om, hvad der omgiver dem af kulturmuligheder. Biblioteksbrug Karen bruger mest den bemandede åbningstid ugentligt 1-2 timer. Hun er den selektive og kvalitetsbevidste biblioteksbruger. Hun er selvhjulpen, men værdsætter også den personlige betjening. Hun er altid på udkig efter ny litteratur, hun trimmer hylderne efter inspiration, elsker duften af papir og muligheden for at falde over opstillinger med bøger, som hun ikke anede hun ville have, men nu absolut MÅ læse. Karen tager også Magnus med på biblioteket for at låne letlæselige bøger og begynderbøger på tysk og engelsk. Hun går op i lixtal, og det er vigtigt for hende at give børnene gode læseoplevelser. Hun låner også læsemateriale til skoleklasserne og kan lide den faglige sparring med personalet.

Holdninger til biblioteket Karen forventer, at bibliotekets materialer er let tilgængelig og giver inspiration. Det er vigtigt, at der er læsehjørner, hvor hun kan fordybe sig i litteratur eller skimme bøger igennem, inden hun låner dem med hjem. Hun efterspørger flere inspirationskurser, forfatterforedrag og rejseforedrag.

Hun tager til bibliotekets udstillinger og foredrag. Hun læser dagens aviser og tidsskrifter på biblioteket. Hun låner skønlitteratur og faglitteratur om pædagogik, psykologi og sprog. Hun er med i bibliotekets læsekreds, hvor de læser alt fra krimier til fransk litteratur.

Medieforbrug Karen er en kyndig IT-bruger. Hun bruger internettet dagligt, men det er altid med et specifikt formål. Hun bruger internettet som et opslagsværk, hvor hun søger information om forfattere, skuespillere kunstnere m.m.. Hun bruger også internettet til netbank, den digitale postkasse, rejsebestillinger, Skoleportalen (ugeplaner, forældrebeskeder osv.) og til arbejdsrelaterede opgaver. Hun bruger bibliotekets hjemmeside til reserveringer og køb af billetter til arrangementer.

”Det er bibliotekets rolle at finde inspirationsmaterialer, som kan motivere børn og voksne til at læse. Jeg kan godt lide at læse bøger med dybde, hvor man kan finde ud af noget om sig selv eller sine omgivelser (Karen 47 år) Mobilitet Karen har en høj grad af mobilitet, men i forhold til hendes behov om tilgængelighed og fleksibilitet betyder det meget, at bibliotekets beliggenhed er tæt på arbejde og hjem. Hun er vandrebruger, fordi hun gerne kører efter de gode kvalitetsarrangementer i Esbjerg Kommune. Udarbejdet af konsulent Kiera Sara Conboy, for Esbjerg Kommunes Biblioteker.


Helle Førtidspensionisten

”Biblioteket er mit andet hjem. Det er hyggeligt at være på biblioteket og man føler sig altid velkommen” (Helle 49 år)

Kerneværdier Fællesskabsorienteret og individorienteret biblioteksbrug. Helle bruger biblioteket som et inspirationsrum, møderum og som et performativt rum. Hun mener, at bibliotekets kerneopgave er at tilbyde hjælp og læring til alle borgere uanset køn, alder og nationalitet. Biblioteket er et sted, hvor der er plads til både fællesskab og privatsfære. Helle er 49 år og bor i Ribe sammen med sin mand Søren. De har to udeboende børn Mathias 25 år og Jacob 22 år, der begge er under uddannelse. Helle og Søren har en sparsom økonomi. Derfor bestræber de sig på at finde kulturtilbud, der ikke koster alverdens. Helle har arbejdet mange år i hjemmeplejen. Hun havde mange tunge løft, hvilket resulterede i at hun fik alvorlige problemer med ryggen. Derfor er hun nu førtidspensionist. Tidligere identificerede hun sig meget med sit arbejde, og det tog lang tid før hun erkendte, at hun ikke kunne vende tilbage på arbejdsmarkedet. Dette betød, at hun måtte finde noget andet, hun kunne identificere sig med og dette blev biblioteksverdenen. I fritiden går hun til netværksmøder, laver kreative hjemmeprojekter og strikker til nødhjælp for Røde Kors, fordi hun gerne vil hjælpe andre samtidig med, at hun støtter op om et godt formål.

Biblioteksbrug Helle bruger biblioteket ugentligt 1-2 timer. Da hun blev førtidspensionist var der mange sportsaktiviteter, som hun måtte opgive. Derfor meldte hun sig til bibliotekets strikkeklub, da det er en god måde, hvorpå hun kan finde nye bekendtskaber blandt ligesindede strikkeentusiaster samtidig med, at hun kan få dækket sit sociale behov, eftersom hun ikke er på arbejdsmarkedet længere. Helle kan godt lide at gå rundt på biblioteket og blive inspireret til ny læsning. Hun læser krimier, fantasy og biografier om stærke personligheder, hvor hun kan blive inspireret af deres personlige historie. En god læseoplevelse er, når bogen ikke har for små bogstaver og sideopsætningen er overskuelig.

Holdninger til biblioteket Helle forventer, at biblioteket ikke bare er et sted, hvor man afhenter bøgerne i en boks eller via internettet. Hun vil gerne være mere aktiv i frivilligt arbejde på biblioteket eller aktiviteter i nærområdet, fordi hun så har følelsen af at være social ansvarlig samtidig med at hun kan udvide sit sociale netværk og få adgang til andres gode råd og vejledning. For Helle handler det derfor i lige så høj grad om at udvikle sig selv, sit selvværd og få nye venner, som det handler om at udtrykke personlige værdier og samfundsengagement.

Hun er medlem af bibliotekets strikkeklub. Hun låner skønlitteratur og faglitteratur. Hun kommer til bibliotekets aktiviteter, udstillinger, foredrag og arrangementer.

Medieforbrug Helle bruger kun internettet til de mest nødvendige ting, såsom netbank og den digitale postkasse. Hun kan godt lide at se reality programmer og krimiserier, og hun tjekker altid dagens nyheder på tekst-tv. Hun elsker at høre musik, netlydbøger og Podcasts.

“Biblioteket er en gave fra en anden verden. Det koster ikke noget, men man får alligevel så meget igen” (Helle 49 år)

Mobilitet Helle har en lavere grad af mobilitet, der er forårsaget af smerter og dårlig ryg. Hun kan ikke gå så langt, og hun kan heller ikke cykle. Hun benytter kun sjældent de offentlige transportmidler, fordi det er en stor økonomisk udgiftspost i en forholdsvis stram økonomi. Derfor forventer hun tilgængelighed, fleksible åbningstider og kort afstand til biblioteket. Udarbejdet af konsulent Kiera Sara Conboy, for Esbjerg Kommunes Biblioteker.


Sofia Gymnasieeleven

Sofia er 17 år, bor sammen med sine forældre og tre søskende i et parcelhus i Kvaglund. Sofias mor er fra Danmark, og hendes far er fra Polen. Sofia er en ambitiøs, selvsikker og ressourcestærk pige, der har store drømme og forventninger til sin fremtid. Sofia går i 3.g på Esbjerg Gymnasium. Hun klarer sig godt og har fået 12 i engelsk, samfundsfag og dansk. Hun drømmer om at læse Statskundskab på Københavns Universitet eller uddanne sig til journalist. For når det gælder valg af uddannelse er jobsikkerhed et vigtigt parameter. Arbejds- og studieophold står også på ønskelisten. I fritiden går hun til håndbold og styrketræning og har et fritidsjob som lektiecafé medhjælper. Hun er også meget sammen med sine veninder. De laver alt sammen og tager i biografen, på shoppeture og cafébesøg. Hun har også en kreativ side og er passioneret omkring alt, der handler om dans, skuespil og sang.

”Biblioteket er det perfekte sted, hvis jeg ikke kan finde litteratur til mit emne eller hvis jeg har brug for hjælp til opgaveskrivning” (Sofia 17 år) Kerneværdier Fællesskabsorienteret biblioteksbrug. Sofia bruger biblioteket som et inspirationsrum, læringsrum og møderum. Hun mener, at bibliotekets kerneopgave er at formidle viden og være et socialt mødested, hvor der er forskellige rum med forskellige muligheder. Der skal være mulighed for både at mødes med venner, have adgang til forskellige medier og god plads til kreativ udfoldelse. Biblioteksbrug Sofia bruger biblioteket ugentligt 1-2 timer. Hun benytter sig både af den bemandede og den ubemandede åbningstid. Sofia bruger primært Hovedbiblioteket i forbindelse med opgaveskrivning, hvor hun låner materialer og får råd og vejledning til kildehenvisninger, litteratursøgning osv. Sofia kommer også til gymnasieundervisning på Hovedbiblioteket og mødes med sin læsegruppe i forbindelse med årsopgaver m.m. Hun bruger også biblioteket som et uforpligtende mødested eller venteværelse, hvor hun kort skal underholdes, indtil alle veninderne er samlet eller, hun skal med bussen.

Holdninger til biblioteket Sofia forventer vidensrelaterede og oplevelsesrelaterede aktiviteter, der er målrettet de unge eksempelvis DIY projekter og skrivekurser.

Hun låner fantasybøger og skønlitteratur på både engelsk og dansk. Hun mødes med veninder, hvor de anbefaler hinanden bøger, snakker om litteratur og læser i ungdomsblade. Hun deltager i bibliotekets forskellige foredrag og aktiviteter.

Medieforbrug Sofia er konstant online og bruger biblioteket dagligt. Det kan sagtens blive til 3 timers internetbrug hver dag. Sofia bruger internettet til både informationssøgning, de sociale medier, blogs, Trendsale, Netflix, streaming af film og musik, online spil, Snapchat, YouTube og Skype. Hun elsker også at dele sit liv i billeder på Instagram. Sofia bruger også bibliotekets internetadgang til informationssøgning og litteratursøgning på bibliotek.dk, jobsøgning, SU, Netbank, den digitale postkasse, printer dokumenter og bruger bibliotekets hjemmeside til reservationer.

“Jeg mødes tit med mine veninder på biblioteket, så læser vi lidt i bladene ellers laver vi lektier sammen” (Sofia 17 år)

Mobilitet Sofia har en høj grad af mobilitet og er vandrebruger. Hun tager enten cyklen eller de offentlige transportmidler, når hun skal rundt i Esbjerg.

Udarbejdet af konsulent Kiera Sara Conboy, for Esbjerg Kommunes Biblioteker.


Tarek og Joseffa De digitale brugere

Tarek og Joseffa bor i en lejlighed i Kvaglund. De er 41 og 37 år. De har Zara og Jonas på 10 og 8 år. De kom til Danmark i 2006 fra Irak. De er mindre ressourcestærke, men er opsatte på at få en ny og bedre tilværelse for dem selv og deres familie i Danmark. Tarek er arbejdsløs og på kontanthjælp. Han har været på kompetencegivende kurser, som er tildelt fra Jobcenteret. Han har arbejdet som havnearbejder og på en byggeplads, men blev afskediget, da finanskrisen ramte. Joseffa arbejder som rengøringsdame på den lokale skole. Hun drømmer om at tage fag på VUC. I fritiden går Tarek til fodbold, som er det frirum, hvor han kan glemme bekymringerne for en stund. Joseffa bruger meget tid på frivilligt arbejde i lokalområdet og har et stort netværk og gode personlige kontakter. Hun har fokus på sundhed, kost og motion. Derfor går hun til gymnastik og svømning. Hun er også startet i Kvindeklubben, hvor hun prioriterer samværet og aktiviteterne højt.

”I Irak er bibliotekstilbuddet begrænset, bogmængden slidt og især tilknyttet skoler og universiteter. Derfor blev vi positivt overraskede over biblioteket i Danmark og dets mange tilbud” (Joseffa 37 år) Kerneværdier Fællesskabsorienteret biblioteksbrug. Tarek og Joseffa bruger biblioteket som et læringsrum og møderum. De mener, at bibliotekets kerneopgave er at sikre og give tilbud om digital dannelse og hjælpe med at navigere i det digitale samfund, fordi det ikke er alle familier, der har en computer eller internet derhjemme. Biblioteket har også til opgave, at sikre borgerne litteratur og være et tilgængeligt sted for alle.

Holdninger til biblioteket De forventer, at biblioteket har et udviklingsmiljø, hvor der er fokus på samvær, aktiviteter, kompetenceudvikling, information, rådgivning og vejledning. De savner orientering i bibliotekets muligheder og bedre information om aktiviteter. De efterspørger også læsegrupper, voksenlektiecafe og IT-undervisning for nydanskere. Mobilitet Tarek og Joseffa har en høj grad af mobilitet, men de foretrækker at opholde sig i deres nærområde, fordi de ikke har bil og derfor er de afhængige af offentlige transportmidler.

Medieforbrug Tarek bruger dagligt internettet på biblioteket til nyhedslæsning, informationssøgning, sprogprøver, den digitale postkasse, Netbank, jobsøgning, Skoleportalen og borger.dk i forhold til boligstøtte, flytteanmeldelse, fornyelse af pas, skattekort m.m. Han printer også dokumenter fra den digitale postkasse og tager dem med til borgerrådgivning på Hovedbiblioteket, hvis han ikke forstår brevene fra kommunen. Joseffa bruger bibliotekets tablet sammen med sine børn og har en Smartphone, som hun mest bruger til sms.

“Det er vigtigt, at biblioteket har digitale tilbud og faguddannet personale til det digitale område, fordi alle familier skal have lige adgang til internettet” (Tarek 41 år) Biblioteksbrug Tarek og Joseffa kan godt lide den personlige betjening og sender gerne deres børn alene på biblioteket, da de anser biblioteket for et neutralt og ufarligt sted at færdes. Tarek bruger biblioteket dagligt alt fra et kvarter til tre timer. Han bruger biblioteket primært digitalt og som et mødested, hvor han mødes med venner fra naboområdet til avislæsning og snak. Joseffa bruger biblioteket mest i weekenden sammen med børnene. De låner børnebøger, og lydbøger. Tarek og Joseffa låner også danske bøger og film, der egner sig til sproglæring. Udarbejdet af konsulent Kiera Sara Conboy, for Esbjerg Kommunes Biblioteker.


Noah og Camilla Tweens

Noah og Camilla er søskende og bor sammen med deres forældre i Sønderho på Fanø. De er 11 og 9 år og går henholdsvis i 5. og 3. klasse på Nordby Skole. Noah og Camilla nyder ting, der er sjove og interaktive. De har en alder, hvor de både er en del af børnekulturen og ungdomskulturen, der inspirerer og motiverer dem. Især har mode, musik og forbrug deres interesse, men selvom de er optaget af tøj og mode og bevæger sig hjemmevante i den virtuelle verden, så er de endnu ikke teenagere, da de stadig også er rigtig meget børn. De leger, spiller spil, klæder sig ud og ser sjove videoklip på YouTube. I fritiden går Noah til fodbold og badminton. Han er den energiske og lidt utålmodige type. Camilla er den lidt mere stille og kreative type og i fritiden går hun til springgymnastik og skolekor. Noah og Camilla er også vilde med fantasy og rollespil og var sammen med deres forældre til Fantasyfestival i Esbjerg.

”Det er fedt med computere og at biblioteket er så tæt på skolen” (Noah 11 år)

Kerneværdier Fællesskabsorienteret biblioteksbrug. Noah og Camilla bruger biblioteket som et inspirationsrum, læringsrum og et performativt rum. De synes, at biblioteket er et sjovt sted at være og et socialt fristed efter skole. De er selvaktiverende, energiske og undrende biblioteksbrugere. De er nysgerrige på livet og opmærksomhedssøgende. De kan godt lide at løse små opgaver og være bibliotekarens lille hjælper. Biblioteksbrug Noah og Camilla bruger biblioteket ugentligt og nogen gange flere gange om dagen i forbindelse med deres frikvarterer. De bruger biblioteket som et opholdsrum til underholdning, hvor de mødes med deres venner inden, de skal videre til en fritidsaktivitet eller, hvis de har ventetid i forhold til at komme med bussen hjem fra skole. De bruger personalet i forhold til at finde litteratur, film eller bare til en lille snak om stort og småt. Noah og Camilla er gode til selv at betjene selvbetjeningsløsningerne på biblioteket og kommer også på biblioteket sammen med skoleklassen for at låne bøger til fritidslæsning.

Holdninger til biblioteket Noah og Camilla forventer oplevelsesrelaterede tilbud til børn på biblioteket, såsom male- og tegneværksted, fremstilling af en biblioteksavis, fotokursus, højtlæsning, skakturneringer, vikingedag, børneudstillinger m.m.

De spiller computer. De tegner, spiller ludo, læser bøger og tegneserier, lytter til musik eller låner film. De deltager i børneaktiviteterne, FIFAturneringer og andre kreative værksteder for børn. De låner bøger til fritidslæsning eller børnefagbøger til skoleopgaver.

Medieforbrug Noah og Camilla tilhører generationen de digitale indfødte. De er meget på internettet og mobilen, og ser de elektroniske medier mere som en forlængelse af dem selv end en kommunikationsform. De bruger internettet til at udtrykke sig og som en flugt fra deres forældre. Her kan de tale med jævnaldrende, dele sjove internetsider sammen med vennerne samt have et privatliv og en følelse af modenhed. De elsker at spille computer og onlinespil på deres Smartphones og tablets. De ser også DR Ultra, Cartoon Network og bruger Good Read App, der anbefaler nye bøger ud fra brugerprofil.

“Det er super godt med de kreative aktiviteter på biblioteket, som helst kun skal være for piger. Jeg kan godt lide at lege med perler, tegne og lave fingerstrik” (Camilla 9 år)

Mobilitet Noah og Camilla har en lavere grad af mobilitet. De er stærkt afhængige af, at en voksen kan bringe dem fra det ene sted til det andet sted. Det er et spørgsmål om sikkerhed i trafikken. De cykler eller går hen på biblioteket, hvis biblioteket er i deres nærmiljø, ellers skal de hentes og bringes af en voksen eller køre med en skolebus frem og tilbage. Udarbejdet af konsulent Kiera Sara Conboy, for Esbjerg Kommunes Biblioteker.


Gerda og Finn Bogbusfolket

”Bogbussen er et fantastisk tilbud til kommunens borgere, som bor på landet og i de mindre bysamfund” (Finn 67 år) Kerneværdier Individorienteret biblioteksbrug. Gerda og Finn bruger bogbussen som et inspirationsrum. De mener, at bibliotekets kerneopgave er brugerfokus samt eksponering af bibliotekets tilbud og andre serviceydelser.

Gerda og Finn bor i Andrup. De er 64 og 67 år. De har to udeboende børn Martin 37 år og Laura 35 år, der bor i Kolding og i Esbjerg. De kan godt lide de muligheder et liv på landet giver. Skøn natur, stor køkkenhave, frisk luft og masser af plads til hobby og dyr. Gerda er uddannet tandteknikker og Finn har arbejdet som elektriker, men nu er de livsnydende efterlønsmodtagere. De nyder at kunne læne sig tilbage og savner ikke den travle hverdag med arbejde og de mange gøremål. De elsker at have masser af tid og overskud i hverdagen, hvor de kan gøre tingene i det tempo, der passer dem bedst. De nyder at læse en god bog midt på dagen, sysle med havearbejdet i det omfang de nu har tid og lyst og springer gerne til og hjælper med at passe børnebørnene. I fritiden tager Gerda til kulturelle arrangementer i Esbjerg Kommune og synger i kor. Finn går til madlavning på Kulturskolen i Esbjerg og tager ud og ser en EFB kamp, hvis vejret er godt. De har også været på seniorhøjskole i Danmark og Berlin.

Biblioteksbrug Gerda og Finn bruger bogbussen hver uge, men det er altid korte besøg på 5-10 min. De bruger bogbussen som et afhentnings- og afleveringsted af bestilt materiale. De finder deres reserveringer, tjekker hurtigt kvikhylden, snakker lidt med personalet og går igen. De kan godt lide den tætte og personlige kontakt, der er med personalet i bogbussen. Det kan både være faglige og personlige samtaler. Gerda værdsætter den gode dialog med personalet om de nye bøger og udgivelser. For det meste er det Gerda, der bestiller og afhenter materialerne i bogbussen, men Finn kan godt lide at tage med. Han holder meget af at snakke lidt med de naboer, som han tilfældigt møder i bogbussen. Finn tager også børnebørnene med i bogbussen, når de er på besøg. Han synes, at det er et hyggeligt udflugtsmål. De læser lidt og låner altid en fin lille stak børnebøger med hjem.

Holdninger til biblioteket Gerda og Finn er tålmodige og taknemmelige biblioteksbrugere. De værdsætter de muligheder, bogbussen kan give dem, og de er tilfredse med både udvalget i bogbussen, holdepladser og tiderne.

De låner skønlitteratur og faglitteratur. De tager til foredrag. De får vejledning og anbefalinger af personalet. De modtager en lille specialpakket bogpakke. De låner børnebøger, legeteks materialer og spil til børnebørnene. De græsser efter inspiration.

Medieforbrug Gerda og Finn bruger kun internettet til det allermest nødvendige, såsom bibliotekets hjemmeside til reservationer og læser inspirationslister. De bruger også internettet til rejsebestillinger, Netbank og den digitale postkasse.

”Bogbussen er et fantastisk tilbud, som jeg anbefaler andre at støtte op om, men biblioteket kunne blive bedre til at fortælle om bogbussens tilbud og muligheder” (Gerda 64 år)

Mobilitet Gerda og Finn har en høj grad af mobilitet. De har egen bil og kører gerne efter de gode tilbud og arrangementer i Esbjerg Kommune, men de synes stadig, at det er nemt og dejligt, at bogbussen holder tæt på, hvor de bor. Udarbejdet af konsulent Kiera Sara Conboy, for Esbjerg Kommunes Biblioteker.

Profile for Esbjerg Kommunes Biblioteker

Brugerbeskrivelser  

Brugerbeskrivelser  

Advertisement