Issuu on Google+

Esben Christensen

Førsteårsprojekt

Store forskelle på brugen af  ADHD­diagnoser Der er massiv forskel på hvor ofte man  giver ADHD­diagnosen til børn og unge.  Nye tal viser, at man nogle steder i landet  bruger diagnosen til mere end hvert andet  af de tilsete børn, mens det andre steder  blot er hvert tiende.  De kan ikke sidde stille. De kan ikke  koncentrere sig. De laver ballade. De larmer.  Typiske tegn på ADHD, det 21. århundredes  version af det, der engang hed DAMP.  ADHD­børn er som regel udadreagerende,  urolige og måske endda voldelige. Barnets  opførsel er dog ikke altid det der afgør, om  man har ADHD eller ej. Hvilket postnummer  der står på det gule sygesikringsbevis kan  nemlig vise sig at være endnu vigtigere.  Ujævn stigning Selvom der ikke findes nogen samlede tal for  hvor mange danskere der har ADHD­ diagnosen, vidner salget af ADHD­medicin  om en enorm stigning.  Ifølge en rapport Lægemiddelstyrelsen  lavede i marts i år, er salget af ADHD­medicin  blevet tidoblet siden årtusindskiftet. Det  betyder med andre ord, at diagnosen er  blevet stillet langt oftere, fordi næsten alle  med diagnosen tilbydes medicinsk  behandling. Stigningen i ADHD­diagnoser har langt fra  været jævnt fordelt over hele landet. Faktisk  er der meget store regionale forskelle på,  hvor tit man hiver stemplet med de fire  blokbogstaver frem. Fra 2004­2007 gav man  for eksempel kun diagnosen til 3% af de  tilsete børn i Esbjerg, mens 29% af børnene,  der var på besøg i Augustenborg, fik en  ADHD­diagnose. Referenceprogram har ikke hjulpet

Vejleder Jan Dyberg Larsen

Der er fjorten børne­ og ungdomspsykiatriske  afdelinger rundt omkring i landet. Det er her  ADHD­diagnoserne skal stilles. I 2008 fik  børne­og ungdomspsykiatrisk selskab lavet et  såkaldt referenceprogram for ADHD, som  skulle give de femten afdelinger en fælles  baggrund at diagnosticere ud fra, fordi man  ville udrydde de store regionale forskelle.  Noget tyder på, at det ikke er lykkedes  endnu. Forskellen på hvor tit man brugte  diagnosen levede i bedste velgående i 2008.  Den spændte fra 10­11% i Esbjerg og  Risskov, til hele 38% i Viborg.  Tallene kommer fra BupBasen, der er en  klinisk database for børne­ og  ungdomspsykiatrien. De modtager  indberetninger fra alle landets børne­ og  ungdomspsykiatriske afdelinger og laver  hvert år en rapport, der viser udviklingen på  området. Årsrapporten for 2009 er udkommer i næste  uge, og her ses det, at geografi stadig spiller  stadig en stor rolle i diagnosticeringen af  ADHD. Esbjerg og Risskov ligger stadig i  bunden med 12­13% ADHD­diagnoser, mens  Viborg igen var topscorer, da hele 56% af de  henviste børn fik en ADHD­diagnose.  I Esbjerg er man bekymret over, at  afdelingerne stadig diagnosticerer så  forskelligt. ”Det er et stort problem, at der er så store  regionale forskelle. De reelle forskelle kan  ikke være så store,” siger Allan Hvolby, der er  læge på børnepsykiatrisk afdeling i Esbjerg.  Han er ikke i tvivl om hvad de regionale  forskelle betyder i praksis. ”Hvis man sætter det på spidsen kan man  sige, at diagnosen afhænger af, hvor man bor  i landet. Der bliver stillet talrige fejldiagnoser,  og andre steder bliver der overset en masse,  der burde have fået diagnosen,” siger Allan  Hvolby.

1


Esben Christensen

Førsteårsprojekt

Tallene for 2009 er foreløbig kun for såkaldte  henvisningsdiagnoser. Det vil sige det bud på  en diagnose børnene har, inden de kommer  til undersøgelse på en psykiatrisk afdeling.  Det vil typisk være en praktiserende læge  eller en børnepsykolog, der har stillet den.  Hvilken diagnose børnene ender med at få,  kan derfor være en anden. Men ifølge  BupBasen, der udgiver tallene, er der ikke  store forskelle på henvisningsdiagnosen og  afslutningsdiagnosen. Pigerne bliver overset De børn, der er i fare for at blive overset, vil  ifølge Allan Hvolby primært være pigerne.  Det bakkes op af Jørgen Dyrborg, der er  overlæge på børnepsykiatrisk ambulatorium i  Hillerød. Han siger, at ADHD­diagnosen  typisk gives til drenge på 7­9 år, og det er der  ikke nogen medicinsk forklaring på. ”Logisk set burde det være 50­50. Der er ikke  nogen forklaring på, at drenge skulle have  sygdommen oftere end piger,” siger  overlægen. Grunden til, at det primært er pigerne der  bliver overset er, at de ikke er  udadreagerende på samme måde som  drenge. Drenge kan også have en indadvendt  form for ADHD, men det ses langt oftere hos  piger. At man ikke kan se sygdommen hos  pigerne, betyder ikke, at de ikke har den. Det  bliver bare først opdaget senere i livet, og det  kan få store konsekvenser.  ”Pigerne kan sagtens have sygdommen helt i  18­19­års­alderen før det bliver opdaget. Og  der vil de typisk have udviklet depression  eller angstanfald, før de får stillet den rigtige  diagnose,” siger Allan Hvolby.  I Esbjerg er man altså opmærksom på  konsekvenserne af ikke at få den rigtige  diagnose. Derfor bekymrer det, at man stadig  giver så få diagnoser i forhold til  landsgennemsnittet.

Vejleder Jan Dyberg Larsen

”Pigerne er helt klart underdiagnosticerede og  det er et rigtigt stort problem, at vi ikke fanger  dem der er syge. Mindst lige så stort som  overbehandling,” siger Allan Hvolby.  ADHD­kultur Hos Pædagogiske Psykologers Forening, der  står for en del af henvisningerne af de  vanskelige børn, er man forundret over, at  der er så stor forskel på hvor mange ADHD­ diagnoser de forskellige afdelinger benytter. ”Det er helt tydeligt, at psykiaterne vurderer  meget forskelligt. Det ser ud som om, at der  visse steder kan opstå en ADHD­kultur,  andre steder måske en autisme­kultur og så  videre,” forklarer Bjarne Nielsen, som er  formand for Pædagogiske Psykologers  Forening. Med ADHD­kultur mener han, at  man nogle steder giver netop den diagnose til  rigtigt mange børn, mens man andre steder  vil have tendens til andre diagnoser.  Hillerød børnepsykiatriske ambulatorium har  historisk brugt ADHD­diagnosen flittigt, og  også i 2009 ligger de højt på listen. Man er  ikke afvisende overfor, at der kan være  forskelle alt efter hvilken læge der tilser  børnene.  ”Jeg har en personlig interesse i ADHD, og  det er da nok medvirkende til, at vi stiller så  mange diagnoser. Når jeg ser et uroligt barn,  tænker jeg, at det kan være ADHD,” siger  Jørgen Dyrborg, der er overlæge på  ambulatoriet. Han mener dog også, at en del  af forklaringen på de store forskelle skal  findes i, hvor glad man er for at henvise i  folkeskolerne. ”I Vestjylland bryder man sig for eksempel  slet ikke om at henvise,” siger han.  I Esbjerg kan man godt se tendensen til, at  nogle afdelinger tyr til en bestemt diagnose. ”ADHD­kultur kan man sagtens tale om –  nogle steder er det sådan, at så snart man 

2


Esben Christensen

Førsteårsprojekt

ser en lidt skæv adfærd, så er det nok ADHD.  Man vil som regel se det man kigger efter, så  indimellem giver man diagnosen, selvom  symptomerne egentlig kan skyldes meget  andet,” siger Allan Hvolby. Fare for overdiagnosticering Bjarne Nielsen frygter, at man nogle steder er  lidt for flittig med ADHD­diagnosen. Det  bakkes op af Michael Kaster, der er psykolog  med speciale i klinisk psykologi. 

Vejleder Jan Dyberg Larsen

Grunden til, at man er så uenig om hvornår  der er tale om ADHD, kan skyldes, at  diagnosen er for bred. Det mener i hvert fald  Michael Kaster. ”Diagnosen inkluderer helt klart alt for mange,  også helt raske børn, der bare er llivlige. Det  er blevet til en skraldespandsdiagnose ­ en  diagnose man kan give, hvis man ikke ved  hvad der ellers er galt,” mener Michael  Kaster.  Der findes 18 symptomer på ADHD. Det er  f.eks. at man let bliver distraheret eller at man  ikke kan sidde stille. Ifølge Allan Hvolby er  det dog svært at basere en diagnose på  baggrund af de symptomer.

”Børn med mindre adfærdsvanskeligheder,  kan pludselig også få den diagnose. De  risikerer altså at inkludere børn, der bare er  lidt livlige,” siger Michael Kaster. Hvis et raskt barn får diagnosen, kan det  ifølge Bjarne Nielsen have meget store  konsekvenser.

”Mange af symptomerne på ADHD kan  skyldes andre ting som f.eks. dårlig  begavelse eller dårlig opdragelse. Og så er  det nok nærmere adfærdsvanskeligheder end  ADHD,” siger han.  Netop det at skelne mellem  adfærdsvanskeligheder og ADHD er ifølge  Allan Hvolby meget vanskeligt.

”Man ændrer tænkningen omkring barnet,  man holder op med at stille krav til det. Og  derfor holder barnet også op med at stille  krav til sig selv. Barnet tror jo selv det fejler  noget,” siger han. De to psykologer peger på, at diagnosen i  værste tilfælde kan følge barnet hele livet og  at barnet derfor altid vil have en følelse af at  være udenfor.

”Som kravene til ADHD er i dag, er der en  meget glidende overgang fra ADHD til  adfærdsvanskeligheder. Derfor er det meget  op til den enkelte læge at tolke på kravene,  så man burde lave en snævrere diagnose.”

For bred diagnose Antal ADHD­henvisningsdiagnoser givet til aldersgruppen 0­18 i 2009 Afdeling

Patienter i alt     Patienter med ADHD 

Bispebjerg    1.372              293 Glostrup    1.533              283 Hillerød    1.131              403 Roskilde    704              252 Holbæk    982              326 Næstved    771              262 Odense    1.227              283 Augustenborg  1.146              262 Esbjerg    910              116 Kolding    915              245 Herning    874              276 Risskov    2.250              259 Viborg    457              257 Aalborg    1.239              290 Hele landet    15.563              3.826 25% Kilde: BupBasens Årsrapport 2009 tabel 6

Andel ADHD­patienter 21,4% 18,5% 35,6% 35,8% 33,2% 34% 23,1% 22,9% 12,7% 26,8% 31,6% 11,5% 56,2% 23,%

3


ADHD-artikel