__MAIN_TEXT__

Page 1

Bogen om Alt

n

Toke Reunert


Bogen om Alt Læseprøve © Toke Reunert 2016 Illustrationer: Niels Kjøngsdal


Kapitel 3 Hvoraf det fremgår, at den som falder ned fra himmelen, uvægerligt havner i Dødsriget. Der er grænser for, hvor meget varm luft der kan være, selv i grev Zeppelins luftballon. Før eller siden måtte det gå galt, og det gjorde det. Luftballonen, der før havde skudt dem opad og opad, og helt ud til kanten af verdensrummet, eksploderede med et øredøvende brag, og nu susede de tre venner nedad med endnu større hastighed, end de før var suset opad. Jorden nærmede sig med rasende fart. Højt oppefra lignede den et landkort. Hele verden var flad som et atlas. Så begyndte små skygger at vise sig som bølger i landskabet, bølgerne blev til bakker, som hurtigt voksede op og blev til bjerge, og imellem bjergene var der små revner der med lynets hast blev til mægtige slugter, og i slugten som åbnede sig lige nede under ballonen løb der en lille smal sti, som blev til en vej, en motorvej, nej, en flod var det, en gigantisk flod, der... PLASK!, sagde det. Luftballonen ramte lige ned i floden. Hr. Overskæg, grev Zeppelin og Mikkeline blev slynget ud af gondolen og langt, langt ned i flodens mørke vand. Hr. Overskæg kom spruttende og prustende op til overfladen.


- Hjælp!, gispede han. - Hjælp, jeg... blub... Hans hoved forsvandt under bølgerne, dukkede op igen, forsvandt og dukkede op igen. Han spjættede og sprællede for at komme tilbage til ballonen, der lå og flød som et punkteret badedyr i den mørke flod. Men strømmen trak ham i den gale retning, og ballonen blev mindre og mindre mellem bølgetoppene. Hr. Overskæg lukkede øjnene. Hans kræfter slap op. Hans tøj blev tungt og trak ham ned. Han sank. Men netop da - akkurat som han trak vejret ind for sidste gang, for at fylde lungerne med vand og gøre en ende på det hele - netop da mærkede han en stærk hånd gribe fat i kraven på ham og trække ham ud af vandet med forbløffende kraft. Hr. Overskæg gispede og hostede, da han brød igennem overfladen. Med et hvæs hev han vejret dybt ned i lungerne. Han blinkede med øjnene og tørrede febrilsk vandet væk fra dem med ærmet. Så mærkede han et hårdt underlag under sine slappe ben, gav efter og lod sig falde. Over ham stod en unaturligt stor mand, en slags kæmpe, med et gevaldigt troldmandsskæg ned foran brystet. - Er du død?, brummede kæmpen og så på hr. Overskæg med et par gnistrende, gråblå øjne, der lå gemt dybt inde under et par vildtvoksende øjenbryn. Hr. Overskæg befandt sig på noget der lignede dækket af en overdimensioneret robåd.


- Grev Zeppelin! Mikkeline!, hostede han og pegede i retning af ballonen, der vuggede ude på bølgerne. - Er der flere?, sukkede kæmpen og spejdede ud over floden. Hans dybe stemme fik hans skæg til at blafre en smule, når han talte. Han havde et groft, skarptskåret ansigt med dybe furer, som om han var oldgammel. Samtidig var han stor og stærk. En gammel mand, som strålede af rå muskelkraft. Kun iført lændeklæde. Det var et imponerende syn. Og ret skrækindjagende. Hr. Overskæg fulgte kæmpens blik ud over floden. Først dukkede ét hoved op mellem bølgerne, så et mere. Hr. Overskæg åndede lettet op. Strømmen havde ført Mikkeline og grev Zeppelin et godt stykke væk fra ballonen, men de så ud til at være i live. Den store mand satte sin lange stage i vandet og stødte fra med stor kraft. Han kiggede ned på hr. Overskæg med sit uudgrundelige blik, mens båden strøg igennem bølgerne i retning af de to skikkelser. - Vi faldt ned, hviskede hr. Overskæg som en slags forklaring. - Det så jeg, sagde kæmpen. - Er I døde eller levende? Hr. Overskæg så desorienteret på den enorme mand. Var det en fejl, at de var i live? Han vidste ikke, hvad han skulle svare. Da båden var nået helt hen til Mikkeline og grev Zeppelin, rakte kæmpen sin store hånd frem og hjalp dem ombord. De nyankomne satte sig ned og pustede


ud på brættet i stævnen. - Flot skæg, sagde grev Zeppelin for at bryde tavsheden. Mikkeline lagde hovedet på skrå og vred vand ud af håret. Hun skævede op til det overnaturlige muskelbundt. Han lignede nærmest en græsk statue, syntes hun. - Jeg hedder Mikkeline, sagde hun og viftede håret om bag skulderen. - Dét der er grev Zeppelin. Og hr. Overskæg har du jo hilst på. Hvad hedder du? - Karon, brummede kæmpen. - Færgemand her på floden. - Færgemand! Hvilket lykketræf!, udbrød grev Zeppelin opløftet. - Når nøden er størst, er hjælpen mest tiltrængt. Eller hvad man siger. Du kan jo sejle os hjem. Der intet som en færgemand, når man befinder sig midt ude på en flod. Færgemanden rømmede sig. - Det bliver tre guldmønter, sagde han. - For overfarten. - Åh, udbrød greven og klappede sig på lommerne. Guldmønter, guldmønter... jeg tror ikke lige... - Guldøreringe dur også, sagde Karon og skævede til Mikkelines ører. - Én pr. person. - Jamen, hvad!, gispede Mikkeline forskrækket. - Så er du jo... Så er det her jo... Styx?! Hun så helt forkert ud i hovedet. - Acheron, rettede Karon. - Floden til Dødsriget


hedder Acheron, hvis det skal være rigtigt. Men kald den hvad I vil. Uanset hvad koster overfarten et styk guld pr. passager. Sådan er reglerne. Hr. Overskæg så fortabt frem og tilbage mellem Mikkeline og Færgemanden. - Sagde han Dødsriget?, hviskede han og så på Mikkeline. Hun nikkede dystert. - Jamen, er vi så døde? - Umuligt, mumlede greven. - Jeg føler mig ét hundrede procent i live. Hr. Overskæg stirrede ud over den mørke flod. Han mærkede hjertet dunke tungt i brystet på ham. Hans ben blev bløde under ham. Han famlede efter rælingen og satte sig ned, mens båden nu igen skød gennem vandet. Karon så ned på de tre mennesker og sagde med dyb stemme: - Acheron adskiller de levendes verden fra de dødes. Langt ude over floden blev grevens luftballon suget ned og forsvandt under vandoverfladen. Greven vendte sig om og så ind mod de sorte bjerge på kysten bag dem. - Er dét der så virkelig..., sagde han. - Dødsriget? Karon nikkede. - Næeh! Lige derinde?, hviskede greven betaget. - Gad vide, hvordan der er dérinde...


Profile for Team4net

Bogen om alt - læseprøve  

Bogen om alt - læseprøve  

Advertisement