Issuu on Google+

Spiseforstyrrelser  rammer  oftest  indvandrere    

   

           Tørklæder  og  læse  gevandter  gemmer  på  radmagre  kroppe.  Foto:  commons.wikipedia.org    

 

Det  er  i  ghettoerne  og  i   indvandrermiljøer  at  flest  kaster  deres   mad  op.  En  ny  undersøgelse  viser,  at   over  halvdelen  af  alle  danskere  med   spiseforstyrrelser  er  piger  med  anden   etnisk  baggrund  end  dansk.       Af  Emma  Bech  emmch10@student.sdu.dk      Det  er  ikke  kun  piger  med  navne  som   Camilla  og  Katrine,  som  ikke  kan  holde   aftensmaden  i  sig.  En  ny  undersøgelse  fra   Center  for  Ungdomsforskning  viser,  at  over   halvdelen  af  de  piger  som  har  det  dårligt   med  sig  selv  og  deres  vægt  bærer  navne   som  Fatima  og  Amal.       Det  er  et  problem  som  Elizabeth  Kyhn   genkender  tydeligt.  Hun  har  selv  lidt  af  en   spiseforstyrrelse,  og  hun  er  nu  rådgiver  for   foreningen  BOA  (bulimi,  anoreksi,   overspisning).  Inden  for  de  seneste  to  til   tre  år  har  hun  oplevet,  at  et  stigende  antal   piger  med  etniske  navne  ringer  og  beder   om  hjælp.          ”Piger  med  etnisk  baggrund  skal  have  en   anden  moral  end  danske  piger.  Ifølge  deres   kultur  og  religion  er  der  nogle  andre  regler   for,  hvad  man  kan  tillade  sig  at  gøre.  Når  

 

 

den  danske  og  etniske  kultur  mødes,   kommer  pigerne  i  klemme  og  der  opstår  en   indre  splittelse,”  siger  Elizabeth  Kyhn.       Tendensen  har  medfødt  en  støttegruppe   specielt  for  unge  piger  med  anden  etnisk   baggrund.  Det  er  et  samarbejde,  der  er   indgået  mellem  Foreningen  for  Unge   Nydanske  Kvinder  (FUNK)  og   Landsforeningen  for  Spiseforstyrrelser  og   Selvskade.  Kvinden  bag  ved  hedder  Rosa   Forozan  Faizzad  Walid,  hun  har  selv  en   afghansk  baggrund  og  valgte,  at  oprette   gruppen,  efter  at  flere  og  flere  unge  piger   havde  henvendte  sig  til  hende  på  grund  af   deres  fælles  kultur  og  religion.     Hvor  hører  jeg  hjemme?     De  problemer,  pigerne  henvender  sig  med,   handler  ofte  om,  at  de  føler  sig  fanget   imellem  to  verdener.  På  den  ene  side  deres   fædreland  og  religion  og  på  den  anden  side   det  moderne  danske  samfund.        ”Uanset  om  vi  føler  os  danske  og  har  et   dansk  pas,  så    vil  vi  altid  være  anderledes   end  flertallet.  Mange  af  pigerne  føler,  at  de   har  noget  at  skulle  bevise  over  for   omverdenen.  Det  er  en  udbredt  følelse,  at   vi  skal  gøre  lidt  ekstra  for  at  blive  

2  


accepteret  og  anerkendt  i  det  danske   samfund,”  siger  Rosa  Forozan  Faizzad   Walid.     De  mange  forhåbninger  kan  blive  for  meget   og  resultere  i,  at  pigerne  lader  deres   frustrationer  gå  ud  over  egen  krop,   forklarer  Rosa  Forozan  Faizzad  Walid.       Sulter  sig  i  stilhed     Der  kommer  igen  højlydte  bræklyde  eller   levninger  på  tallerkenen  fra  de  nydanske   piger.  De  holder  nemlig  deres  sygdom  gemt     for  både  omverdenen  og  familien,  det   fortæller  Rosa  Forozan  Faizzad  Walid  der   stadig  oplever  for  få  henvendelser  fra   pigerne.  Sygdommen  bliver  enten  skjult,   fordi  både  pigerne  og  forældrene  synes,  at   det  er  flovt  at  lide  af  en  psykisk  sygdom.   Eller  fordi  psykiske  sygdomme,  som   anoreksi    og  bulimi  er  ukendt  territorium   for  mange  etniske  familier,  som  slet  ikke   ved  at  det  er  en  sygdom.            ”  I  stedet  for  at  kigge  på  problemet  som  en   rigtig  sygdom,  så  tager  de  alt  for  let  på   lidelsen  og  tror  ofte,  det  er  noget,  pigen   selv  bilder  sig  ind,”  siger  hun.    

Den  udbredte  uvidenhed  om   spiseforstyrrelser  i  indvandrermiljøer  kan   være  hele  grunden  til  at   madopkastningerne  har  bredt  sig,  mener   Ahmet  Demir,  der  er  familieterapeut  og   socialkonsulent  med  speciale  i  integration.   Han  mener,  at  hvis  forældrene  vidste  mere   kunne  de  hjælpe  deres  børn  inden   problemerne  udviklede  sig  til  en   spiseforstyrrelse.       Fokus  er  fremtiden     En  finger  i  halsen  og  en  enkelt  appelsin  til   aftensmad  skal  i  fremtiden  ikke  være   tabubelagt.  Det  mener  Rosa  Forozan   Faizzad  Walid  i  hvert  fald.  Hun  tror  på,  at   mere  information  om  sygdommen  vil  øge   antallet  af  henvendelser  og  mindske   antallet  af  sygdomsudbrud.  Det  skal  være   alment  kendt,  at  det  ikke  kun  er  piger  med   modeltanker,  som  rammes  af   spiseforstyrrelser.                  

  Fakta:     9,8  procent  af  den  samlede  befolkning  er  indvandrere   67  procent  af  landets  indvandrere  har  ikke-­‐vestlig  baggrund.     53%  af  alle  indvandrer  i  Danmark  er  kvinder     10  procent  af  Danmarks  unge  er  utilfreds  eller  meget  utilfredse  med  deres  krop.     12  procent  af  Danmarks  unge  har  prøvet  at  sulte  sig  selv     52%  af  dem  som  er  utilfredse  med  deres  krop,  har  sprunget  flere  måltider  over  og  har  prøvet   at  sulte  sig  selv  er  unge  piger  med  anden  etnisk  baggrund  end  dansk   kilde:  Danmarks  statistik,  Center  for  Ungdomsforskning    

   

           

 

3  


To  verdener  bliver  til  én  spiseforstyrrelse       En  finger  i  halsen  og  et  enkelt  æble  om   dagen  var  i  syv  år  Aliyas  hverdag  og   spiseforstyrrelse.  Hendes  splittelse   mellem  den  tyrkiske  baggrund  og   ønsket  om  at  være  dansk  gjorde  hende   syg.      

       

Mine  ønsker  var  små.  Jeg  ville  bare  have  lov   til  at  kunne  træffe  mine  egne  beslutninger,”   siger  Aliya.       Aliyas  far  styrede  hendes  liv.  Hun  måtte   ikke  foretage  sig  noget  uden,  at  spørge  om   lov.  Han  udspionerede  hende  og  fik  også   venner  og  bekendte  til  at  følge  efter  hende.   De  strikse  regler  gjorde,  at  Aliya  blev  mere   og  mere  indadvendt,  og  hun  så  til  sidst  kun   det  indvendige  af  sit  eget  værelse.  Hun  var   alene  og  usynlig.              ”Jeg  gjorde  mig  så  usynlig  for  andre  som   muligt.  På  den  ene  side  fordi,  jeg  ikke   magtede  at  skulle  forklare  mine   klassekammerater  og  omgangskreds,   hvorfor  jeg  ikke  kunne  gøre  de  samme  ting   som  dem.  På  den  anden  side  fordi,  jeg   skammede  mig  over  at  leve  under  de   betingelser.”       Spiseforstyrrelsen  er  det  perfekte   gemmested   Følelsen  af  at  ikke  kunne  bestemme  over   sit  eget  liv  og  fremtid  blev  til  en  sort  klump   af  smerte  for  den  halvt  tyrkiske  Aliya.  Det   eneste,  hun  havde  kontrol  over  i  sin   hverdag,  var  de  få  kalorier  hun  proppede  i   kroppen.  De  daglige  besøg  på  toilettet  og   den  knapt  rørte  middagsmad  blev  hendes   nye  hobby  og  ven,  fortæller  Aliya.                  ”Jeg  opdagede  hurtigt,  at  det  blev  det   perfekte  gemmested  fra  min  virkelighed,”   siger  Aliya.       Aliyas  hverdag  blev  også  påvirket  af   hendes  madvaner.  Hun  var  konstant   overmandet  af  træthed,  og  hun  gemte  sig   under  dynen  det  meste  af  dagen.  Jo   længere  ind  i  sygdommen  hun  kom,  jo   mere  sov  hun.  Når  hun  endelig  bevægede   sig  ud  fra  sengen,  blev  hun  slået  hårdt  i   hovedet  af  svimmelhed.  En  svimmelhed  så  

 

Aliyas  mistede  20  kilo  under  hendes  7  år  lange   spiseforstyrrelse.  Foto:  flickr.com    

Af  Emma  Bech  emmch10@student.sdu.dk       Fra  17  og  syv  år  frem  blev  der  fastet  20  kilo   af  Aliyas  krop.  Hun  sultede  sig  til  bare   knogler  og  hud,  fordi  hun  blev  tvunget  til  at   leve  et  liv  som  tyrker  og  muslim.  Mens  hun   drømte  om  uddannelse  og  danske  venner.       Den  nu  29-­‐årige  Aliya,  havde  helt  andre   ønsker  for  sit  liv  end  sin  tyrkiske  far.  Han   ønskede,  at  hun  skulle  opføre  sig  som  en   traditionel  tyrkisk  pige,  bære  tørklæde  og   tilbede  Allah.  Men  hun  ville  leve  livet  som   sin  danske  mor,  med  ture  i  biografen  og   fredags  øl  med  sine  venner.                ”Jeg  ville  bare  have  ro,  fred  og  stabilitet.  

 

4  


kraftig  at  hun  ofte  besvimede  på  stedet.       Det  var  først  et  par  år  inde  i  hendes   sygdom,  at  forældrene  fattede  mistanke.   Aliya  havde  prøvet  at  gemme  det,  så  godt   hun  kunne  med  et  aflåst  værelse  og  løst  tøj.     Men  som  det  sortnede  for  øjnene  mere   ofte,  og  hun  fik  krampeanfald,  blev  hun   nødt  til  at  gå  til  åbne  op.  Men  den  ærlige   Aliya  blev  mødt  af  vidt  forskellige   reaktioner  på  sin  sygdom.                    ”Min  far  truede  mig  for  at  få  mig  til  at   lade  være.  Min  mor  græd  og  var  ked  af  det,   men  de  skred  ikke  til  nogen  form  for   handling.  Så  jeg  fortsatte,  indtil  jeg  havde  et   endelig  opgør  med  min  far,  hvor  jeg  fik   kæmpet  mig  fri,”  siger  Aliya.       Svært  at  give  afkald  på  sygdommen   Under  syv  års  sult  søgte  Aliya  kun  hjælp  til   sin  spiseforstyrrelse  de  sidste  år.  I  dag  fem   år  senere  indrømmer  hun,  at  en   telefonsamtale  med  en  rådgiver  af  anden   etnisk  herkomst  end  dansk,  kunne  have   hjulpet  hende.  Men  midt  i  sygdommen  ville   hun  ikke  give  afkald  på  den.  Hun  følte,  at     den  havde  været  hendes  ven  og  ledsager  i   et  ellers  ensomt  liv.            ”Jeg  har  aldrig  følt  behov  for  behandling.   Sygdommen  var  mit  middel  mod  det,  som   jeg  ville  slippe  fra.  Derfor  ville  Jeg  ikke  give          

afkald  på  den,”  siger  Aliya.     Men  ikke  desto  mindre  slap  Aliya  ud  af   spiseforstyrrelsen  greb.  Det  gjorde  hun   efter  bruddet  med  faderen,  som  24-­‐årig.   Hun  havde  sagt  farvel  til  Tyrkiet  og  kunne   nu  koncentrere  sig  om  at  blive  rask.  Et   langt  ophold  på  et  krisecenter  gjorde  Aliya   rask.  Her  fik  hun  hjælp  fra  både  psykologer   og  diætister.         Vinkede  farvel  til  Tyrkiet     Det  var  ikke  muligt  for  Aliya  at  forene  sin   traditionelle  verden  med  den  moderne.   Hun  valgte  i  stedet  at  begrave  sine  tyrkiske   rødder  og  leve  livet  som  dansker.  Hun   holder  sig  i  dag  langt  væk  fra  alt  der  har   noget  at  gøre  med  hendes  tyrkiske  side.  I   de  sidste  seks  år  har  Aliya  og  hendes  far   ikke  udvekslet  et  ord.      Aliya  blev  ikke  fortæret  af   spiseforstyrrelsen  og  lever  nu  et  normalt   liv,  men  tænker  tit  over  sin  turbulente   fortid.              ”Tankerne  kan  stadig  dukke  op  fra  tid  til   anden,  fordi  det  trods  alt  føltes  lidt  som  en   styrke  at  kunne  beherske  det  behov  mad   er,”  fortæller  Aliya.         Aliya  vil  af  personlige  årsager  kun  nævnes   ved  fornavn.    

                 

5  


spiseforstyrrelser