Page 1

Interview 1: Mapping from a Journalistic Perspective EU: Jamen det er fint. Kan du lige sige hvad du hedder så? JW: Ja jeg hedder ... og er ansat som journalist her på ... i vore undersøgende gruppe hvor jeg har ansvaret for at lave, formulere og udvikle de næste satsninger vi har på de projekter vi køre indenfor undersøgende journalistik. Og tidligere arbejdede jeg på vores webredaktion hvor jeg har haft lidt den samme rolle, men hvor jeg også har styret vores .... så de forskellige roller har jeg haft, men oprindelig er jeg ganske almindelig journalist, med fokus på Internettet. På skolen var jeg også fokuseret på dette mest i form af multimedieudvikling og den slags ting. Var det så her (på Berlingske) at du stiftede bekendtskab med de her visualiseringer og... Ja delvist. Det har været en slags interesse i begrænset omfang. Vi har arbejdet mest med avis. Efter jeg blev færdig på skolen i 2004 har jeg primær lavet avis altså papirprodukter og det er klart at der har man ikke det samme fokus på den slags ting, men efter at jeg så kom herover i huset i 2007 har jeg arbejdet med internettet og på den måde løbende prøvet forskellige ting. Det har så været et element i det. Så du blev ikke uddannet på journalisthøjskolen i at bruge de her redskaber? Nej det gjorde jeg ikke. Det er noget vi har taget ind alt efter hvad det konkrete projekt nu har kunne bruge det til. Der kan man sige at arbejdet med mapping og lignende har været relevant i nogle projekter og ikke i andre. Vi har forsøgt at tage det ind der hvor det var relevant hvor vi syntes det kunne bidrage med noget. Nu siger du mapping. Hvad ligger i i det ord? Det er en meget bred reference til alt hvad der involverer brug af kort i geografi eller geografiske visualiseringer eller enten en kronologisk fortælling eller brugerhistorier eller hvad det nu kan være. Det er en meget bred fagterm (uklart) vi bruger der. Jeg ser kort som et slags brugerinterface vi går ind i og så kan vi bruge det til mange forskellige ting. I forskellige journalistiske former, i dokumentation eller andet. Og vi bruger det meget løst som en term, men jeg er godt klar over at videnskabeligt har man mere klare begreber for hvad de forskellige ting er. Vi mikser nok meget de forskellige retninger. Jeg tror i har en meget mere stringent term, for i det vi laver kunne måske noget af det journalistisk i laver også godt kunne høre ind under en mapping. Det ved jeg ikke om i også har det sådan. Altså noget af det skrevne... Jo det er jo det. Der tror jeg nok vi skelner. Der er vi nok præget af vores forestilling om hvad medierne er, altså at du har papiret, det skrevne ord og så har du nettet som kan en hel masse forskellige ting, men du kan sige det på en anden måde. Vi ser nok ikke det skrevne ord som data på samme måde som vi ser de enkelte ting, brugeroplevelser, altså en brugeroplevelse er jo et datapunkt for os. Vi ser ikke rigtig det skrevne ord på samme måde som data. Vi bruger det ikke på samme måde som data. Det fremtræder mere som artikler som de er.


Der mener du jeres egne skrevne ord? Ja. Men hvis du spørger på en anden måde så kunne jeg godt ønske mig at vi tænkte mere de ting vi laver som skrevne ord som rå data. Brugte det. Det kunne jeg godt ønske mig at vi gjorde. Det gør vi så ikke og det er båret af dels at vi jo skal lave det her produkt, avisen hver dag og det kræver jo at man skriver nogle ord. Det er jo forestillingen om hvordan det skal være. Og nettet som vi kender det, et nyhedssite kræver jo også det skrevne ord i en fortælling sådan som vi kender en nyhedshistorie. Men derudover kunne vi godt bruge som journalister de her data som vi samler ind på mange flere måder, som rå data. Det gør vi så ikke nok men det er jo så bare et udtryk for en intern diskussion eller et dilemma hvor du både skal lave et produkt med dine data, men du kunne også lave et helt andet. Og der er vi måske slemme til at glemme det helt andet. Har du mulighed for så at sige hvad din visioner kunne være? Jeg kunne bare nævne et eksempel. Jeg kigger mest på at jeg bliver inspireret af udlandet. Der er en amerikansk journalist og programmør, jeg tror han hedder Adrian Holavati. Han har stiftet et site i USA der hedder everyblog. Det er et site som er rå data om geografiske, om byer. For eksempel hvis du bor i New York så kan du gå helt ned på gade niveau og se hvad der sker lige der hvor du bor. Han skrev en i 2006 en lang artikel hvor han sagde at nyheds sites skulle forvandle sig fuldstændig fra hvad de er i dag til at være mere databaserede altså tænkt ud fra de data man har. Det vil sige man skulle ikke skrive den her klammamse som er det skrevne ord, man skulle brug de her data på en anden måde. Det er så det han har gjort med everyblog, som er et godt eksempel på hvordan man kunnne bruge data, frem for at bruge dem som nyhedshistorie bruge journalistiske data på andre måder. Det giver simpelthen brugeren en geografisk indgangsvinkel til hvad der sker på mit gadehjørne, lige der hvor jeg bor. Og det var en måde at gøre det på, der kunne være mange andre måder og det er jo sådan...her i huset har vi noget vi kalder Din By og det er jo vores lille forsøg på at gøre lidt det samme, altså en geografisk baseret indgangsvinkel til vores journalistik. Og der har vi endnu mange skridt at tage før vi for alvor komme i mål med det. Men tænkningen er der, men det at skulle lave et produkt som det her (avisen) som er så væsens forskelligt fra det andet produkt, det er svært for huset at formå at lave kvalitetsprodukter på forskellige, med de samme data dybest set. Det er jo så et menneske som skal indsamle dem og den tænkning som det menneske har, her i huset om det er en journalist eller en researcher, den tænkning præger jo også den data og hvordan de formår at formidle sig rundt i huset og hvordan det kommer ud i forskellige produkter. Grundlæggende kan man sige at vi så i de her konkrete projekter om for eksempel politireformen eller banderne eller vagtlæge systemet der har vi så prøvet at sige nu samler vi data på en eller anden måde omkring vores...vi laver både journalistiske artikler men vi formår også at lave noget som er noget andet med de her data. Simpelthen have en lille gruppe der lavede de her projekter, men som ville både det ene og det andet og så hvor langt vi kunne komme. Bare for at være helt klar over hvordan du ser det så, hvis du sætter dig ned og producere en eller anden journalistisk tekst, ville du så senere kunne kalde det data?


Det er det i en eller anden form, men det er en meget dårlig repræsentation af de her data. Dybest set kunne man være grov og sige at hvis du har en mængde data, så er spørgsmålet skal man skrive en artikel om det eller skal man bruge de her data på en anden måde, for eksempel en eller anden mapping. Jeg har den grundlæggende indgangsvinkel til det at du skal kun skrive en artikel hvis det giver forståelsen af de her data noget ekstra, at det er formidlet på den her måde frem for hvis du havde valgt en anden måde. Det var den meget firkantede tilgangsvinkel, hvis ikke det giver noget, hvis ikke det at fortælle med det som gode skrivende journalister nu kan, med at formidle en historie sådan at du får et bedre indblik i de her data, som du ellers kunne have fået, så kan du lige så godt finde en anden måde, hvad enten det er et kort eller en helt tredje måde at formidle de her data på . Så det jeg efterspørger lidt er at vi er bedre til at forstå hvad nogle af de data vi har kan og hvad de ikke kan. Men der er vi for firkantede og nogle gange for gammeldags i og med at vi altid vælger typisk pr udgangspunkt at bruge den skrevne artikel som vi kender. Det kunne være meget sjovt for mig at prøve at indkreds lidt omkring bandekrigen, for man kan jo tydeligt se at i har de her klassiske journalistiske dyder, i fortæller nogle historier og så gør i noget andet. Har du nogen fornemmelse af hvornår er det velegnet at gøre det ene og hvornår er det velegnet at gøre det andet? Et eller andet sted er det altid et både og det er klart at hvis vi som hus både kan levere et kvalitetsprodukt som er det skrevne produkt og også et kvalitetsprodukt som er et mapping produkt så skal vi selvfølgelig gøre det hvis vi kan og kan overskue det, så nogle gange er man selvfølgelig nød til at vælge men groft sagt kan man sige i bandekrigen er der nogle meget spændende personhistorier som oplagt skal fortælles som fortællende journalistik omvendt er der også oplagt nogle datapunkter i det. Altså hvor sker skyderierne, hvad er det for nogle grupperinger vi taler om, hvor holder de til, hvad er det for nogle forskydninger i hashmarkedet der har været, hvem er der er gået ind på andres enemærker og de her ting at fortælle de her ting gennem kort, det synes jeg er oplagt at gøre. Det giver noget til det. Altså man kan sige, man skal også huske på hvad det her egentlig er for en slags størrelse. Det er jo et forløb som man som bruger,..når du har læst en artikel om det, så kan det være fem minutter senere så er der sket en eller anden ny udvikling i det, man kan ikke fange sådan en udvikling i en artikel dybest set. Det vil altid være et nedslagspunkt. Men det kan du med en mapping for eksempel eller andre måder at vise de her data på. Det er dybest set at vise en kontinuerbar udvikling i det og give folk en fornemmelse af hvad det er der foregår. Altså en dybere forståelse af hvad det er for en konflikt der har været, hvor den kommer fra, hvor den er på vej hen og hvad den handler om. Og det kan vi hvis vi er gode nok også gøre gennem nye måder at fortælle det her på. Derfor synes jeg det er oplagt at gøre det og derfor synes jeg det er synd ikke at gøre det, fordi at det helt klart at du for at fange sådan en konflikt er nød til at formidle det på flere forskellige måder. I har også nogle andre projekter. Det var vagtlæge og politikredse Politireformen var det første projekt vi lavede, som primært var et brugerindvolveringsprojekt, hvor vi spurgte brugerne om de oplevede at politiet ikke kom når man ringede efter dem. Og så bad vi dem fortælle deres historie og så plottede vi dem simpelthen ind på et google kort for at se hvad det var der foregik og på den måde så fik vi simpelthen en løbende strøm af brugerhenvendelser der kunne


vise at der var et generelt billede af at der var et problem med politireformen. Der var kortet både en minifortælling men det var også en referenceramme for hvad er egentlige status på det her projekt men også på politireformen og er der problemer her. Det er simpelthen en måde at vise en kontinuerlig udvikling på, altså folk fortæller deres historie og vi får dem ind og vi kan vise at der er et problem mange forskellige steder. Det er simpelthen en reference ramme for at man skal kunne sige at her er et problem. Frem for at vi fortæller de her historier drypvis, så formåede vi så at vise, jamen der er et problem med politireformen. Det var en meget enkel måde at gøre det på men også en meget effektiv måde at gøre det på fordi alle kan se det. Det kommer ind på et kort og alle kan se at der er historier overalt. Lige fra det mørkeste Vestjylland til København. Og så var der vagtlægerne. Der forsøgte vi i virkeligheden noget andet. Der forsøgte vi faktisk at vise hvad det var for nogle typiske skader, som folk oplevede at de ikke fik hjælp til. For eksempel hvis du havde brækket benet, eller havde hjerteproblemer eller et eller andet hvis du så ringede til vægtlægen og oplevede at du ikke fik den hjælp du følte du havde behov for, så bad vi brugerne om at fortælle hvad er det for en oplevelse du har haft, altså der var det ikke geografisk, der var det ud fra den skade eller lidelse du havde, som du ikke fik hjælp til. Så der mappede vi ud fra lidelsestyper. Idéen var at vi syntes det var en mere interessant måde at få folk til at forstå de her data på, altså set ud fra lidelsen frem for hvor folk boede. Vi lavede i virkeligheden både og, men jeg tror den anden var mere interessant, fordi folk kunne sætte sig ind i. Det var en anden måde at trække data ud fra brugerne og gemme dem i en database og så give mulighed for at folk kunne dykke ned i det. Hvis man så skulle prøve at generaliserer lidt så er der noget med noget kontinuitet som er vigtig, en eller anden form for kontinuitet og så at de (mappings) på en måde også kan favne det eller indgrænse det og så noget med nogle kategorier på en eller anden måde. Er det rigtig forstået? Ja det kan man sige. Jeg tror nok meget vi har fat i grundbaserne i det. Det er nok meget på det rent geografiske eller det personligt oplevede, altså hvis du kan relaterer direkte til nogle data. Det er det her forsøg på at fokuserer på hvad det er folk gerne vil have ud af de her data. Hvis du kommer udefra og vi skal formidle til danskerne at her er et problem, så skal vi finde ud af hvordan kan vi bedst muligt få folk til at gå ned i de her data. Hvad er der kunne interesserer dem i de her data. Og der er det simpelthen for os en opgave at kigge på, altså hvis du siger hver historie om vagtlægerne den har en tid, et sted, en geografi, et forløb, det har nogle forskellige datapunkter, så kan man selvfølgelig gå ned og se på de her forskellige datapunkter og trække ud det som er indgangsvinklen til denne her historie. Noget af det kan så bruges rent journalistisk. Vi kan fortælle historien at der er så og så mange som oplever det og det og det ud fra de data vi får ind. Og nogle tilfælde er det bare at give folk en rå mulighed for at gå ned at se hvad oplever folk i mit område, eller hvad oplever folk der har min lidelse, eller hvad det nu kan være. Og der er det opgaven hele tiden at prøve at finde ud af hvad kunne det være, men mange gange er det det samme vi taler om. Det er geografi eller det er tid eller det er en af de andre kategorier. Og det vil det nok langt hen af vejen altid være, men man kunne måske godt forestille sig andre også. Det kunne måske også være noget som giver sig lidt alt efter sagen?


Ja præcis. Ofte er det jo en idéudvikling i den gruppe der nu laver det. Hvad er det egentlig der er historien her. Hvad er det der går i maven på folk. Og man kan sige at med politiet er det jo primært at det er dit område, at politiet ikke kommer der hvor du bor. Det er det der er fokus på og det andet der var tanken så at der var det lidelsen. Hvad er det de lider af og hvad er det folk oplevede når de ringede og havde et problem. Altså det der er fokus på er hvad er der rammer folk, for det gør de der data mindre kolde og giver denne her forståelse af hvad er det som rammer folk, som får dem trukket ind i det. Det er vi ikke verdensmestre i, men jeg tror vi har en meget god tænkning om at det er vigtig at forstå, at det ikke bare bliver en enorm mængde af data som ingen rigtig ved hvordan de skal komme ned i. Man kan ikke rigtig finde ud af hvordan det relaterer til mig som bruger. Når du siger datapunkter. Hvad ligger der så egentlig i det ord. Det er et forsøg på at gøre det her mere abstrakt. Netop at komme væk fra den her nyhedsfortælling som vi kender dem og simpelthen tage de her data rent abstrakt. Altså i journalistik har vi det her hvem, hvad, hvor, hvornår, hvorfor. Altså det er de her klassiske ord vi bruger når vi ligesom skal abstrahere eller gøre det mere abstrakt hvad det er vi søger efter eller hvad det er vi skal formidle. Men jeg prøver alligevel at tage det et andet sted hen dybest set og sige frem for at fokusere på det rent nyhedsmæssige og så motivet og hvorfor og så prøve at komme hen til at se de her datapunkter mere abstrakt altså der kan det godt være en hjælp med hvor og hvornår, hvorfor den glider så lidt ud. Den er i virkeligheden ikke interessant, fordi det er sådan en mere værdiladet ting, jo selvfølgelig kan den dokumenters, men det er jo ikke nødvendigvis et klart datapunkt på den måde. Altså for eksempel den kan du godt trække ud. Jeg vil godt gøre det mere råt mere koldt. Og netop give mulighed til folk til netop selv at gå ned og danne sig et overblik over hvad der foregår frem for at vi skal udlægge teksten hver gang. Så det er i virkeligheden et forsøg på at komme væk fra den klassiske journalistiske måde og tænke abstrakt om en historie altså det der hvem, hvad, hvornår og hvorfor og komme lidt væk fra den og gå lidt mere i retning af en mere programmerbar måde at se det på. Så kommer jeg til at tænke på om i på en eller anden måde er i gang med at udrydde jer selv. Er der en frygt for det? Hvordan genopfinder i jer selv i det? Man kan sige jeg synes stadig endemålet vil være det samme, netop at tilbyde en mulighed for forklaring af et samfundsfænomen. Altså for eksempel politireformen, altså er der noget som ikke fungerer her. Folk kan gå rundt i et lokalområde og tænke er der ikke noget med politiet her, et eller andet der ikke fungerer. De ved det ikke rigtigt og der skal vi være med til at tilbyde en forklaring, men det der med at vi som medie udlægger teksten, det tror jeg går mere og mere af mode fordi folk kan godt selv finde ud af, det har de altid kunnet, tænke selv, men moderne mennesker er vandt til at se data, i hvert tilfælde mange af dem. De kan godt selv udlægge teksten. Vores opgave er at indsamle de her data, formidle dem, men ikke nødvendigvis at værditolke dem og sige det er sådan her det er. Der kan vi godt gå et lag tilbage og sige nu lægger vi dem frem, vi giver en eller anden retning på dem, hvor vi tror de er på vej hen af, men ultimativt er det også op til brugeren selv at fortolke dem, eller være med til at fortolke dem. Og måske endda at være med til at vi nogen gange bare samler data ind og lægger dem ud i rå form, så kan folk selv kigge på dem og give os nogle bud tilbage om hvor historien er, så det ikke altid er os der skal finde hvor nålen


er i høstakken i de her data. Så jo det er klart at det ændre vores rolle, men jeg tror ikke det udrydder den. Der skal altid være nogen. Det er vigtige i denne her proces, som sådan et projekt er, hvor man gør et eller andet med noget data på et område, det er at der skal være nogen der styrer. Der skal være nogen som bringer en retning ind i sådan et projekt. Men hvis det alene var brugerne selv der kunne samle data og fortolke dem så var vi ikke nødvendige, men sådan fungerer det ikke. Der skal være nogen der retningsbestemt definere, det er vores rolle på en eller anden måde at sørge for at det her samfund, på daglige basis, at den rigtige viden kommer frem, så vi rent demokratisk, hvis vi skal være lidt højstemte, kan træffe de rigtige beslutninger og der har vi en rolle som dem der på en eller anden måde sætter scenen for hvad det er der foregår, vi vælger nogle områder ud, fokuserer på dem, hjælper med at få data frem, giver folk mulighed for at bidrage med deres oplevelse eller fortolke de her data sammen med os. Der får vi en lidt mere tilbagetrukken rolle, men i virkeligheden en lidt mere klassisk medierolle, altså du har groft sagt borgerne, og så har du os som medier og så har du en magthaver eller et eller andet system som borgerne måske oplever et problem med. Vi kommer lidt mere ind det rigtige sted at være, som et mellemled mellem borgerne og det system som vi ser data om hvis der er et givet problem. Og det synes jeg er et godt sted for os at være og der burde vi i virkeligheden være noget mere. Jeg tror det vi har set i de her projekter hvor vi har gjort det, at vi får en mere, jeg vil ikke kalde den neutral, men vi står et godt sted, i forhold til at læserne føler, men også andre borgere i det her samfund føler at vi gør en nytte med at hjælpe med at få data frem, som så kan fører til forandring hvis der er et problem. Men det er klart at det forandre vores rolle og vores måde at tænke på. Så projektet rummer også noget med at give et nyt værktøj i samfundsdebatten? Et demokratisk redskab? Det synes jeg faktisk at det gør, det synes jeg at det har vist at det gør, værktøjet er et element i det, men det er ikke i sig selv nok. Det er også en procestænkning. En proces som handler om at nu siger vi, nu fokuserer vi på et område, politireformen for eksempel, nu går vi ud og samler data ind, bruger oplevelser, andre data trækker dem ind, vi kigge på dem selv, vi pakker dem, vi lægger dem frem for brugeren, brugerne giver information tilbage til os. Vi udlægger det for systemet, systemet giver respons. På den måde er der en proces i det og der er værktøjet, for eksempel det at mappe data en måde at lave et rum for at der kan foregå denne her proces. Men det at lave værktøjet i sig selv gør det ikke. Altså det er en proces som skal styres, kald det fødselshjælp i virkeligheden. Det er den rolle som vi som journalister mere og mere får, i hvert tilfælde i sådan nogle projekter som de her, at være den her fødselshjælper, for at data får en relevans, fordi der er nogen som hjælper dem på vej, i virkeligheden, rundt i systemet. Jeg er også meget interesseret i denne her nye udvikling, men jeg er også interesseret i at se hvor er det at den ikke er forløst. Altså hvis man for eksempel kigger på sådan en word cloud som i har. Kan det godt gå hen og blive en lidt fancy gimmick? Word cloud er en gimmick. I bedste fald så kan de give en lille flig af en sandhed, men i de fleste tilfælde er det rent gimmick. Men det er måske et udtryk for vores egne manglende evner, at vi ikke formår at, altså det er når vi ikke kan finde på andet så kan vi altid lave en word cloud. Det er et udtryk for at vi ikke har enten tiden eller evnerne eller idéerne til at bruge data. Der er et kæmpe uforløst potentiale. Jeg tror


sådan set at tænkningen er tilstede, altså i fragmenter af huset, men det er klart det er en omvæltning rent journalistisk at tænke på den måde, især fordi der er alle de andre hensyn til alle de andre medieformer vi også skal lave. Og det er klart, jeg tror simpelthen det er der det ligger. Det er nogle meget forskellige tænkninger som skal ligge i det samme hus. Og der skal prioriteres i mellem dem. Skal vi gøre det her med de her data eller skal vi gøre noget andet. Hvem bestemmer det og hvad går den person ind for. Hvordan er han uddannet, hvordan tænker han. Det er nogle meget organisatoriske ting som afgør om vi formår at lave sådan noget. Der er det ikke nok at du bare har værktøjerne og viden. Det kræver simpelthen at du har en proces i huset hvor vi siger at det skal gøres. Og det skal ku gøres med de og de midler og der er vi ikke langt nok endnu og vi har måske ikke helt i sådan et huset forstået potentialet i det her og hvad det kræver for at lykkes med det. Og da kommer vi nogen gange til at vælge de nemmeste løsninger fordi vi gerne vil noget men måske ikke helt formår at erkende hvad det egentlig kræver at gennemfører et sådan projekt... ...Alt begyndelse er svær og man skal jo starte et sted. Det er jo den mest simple form (word cloud) men det er klart at fra at lave den og så komme nogle skridt videre, den del af læringskurven er stejl. Så kunne man selvfølgelig hente viden ind udefra, nogle helt andre typer, som kan det, men de skal også snakke sammen med de journalister som sidder og sætter projekter i gang. Der skal være den her fornemmelse af at det er en gruppe hvor der er en enighed om at der er et fælles mål men nogle forskellige midler til at gøre det. Som så hjælper hinanden. Man kan sige det vi oplevede når det har været bedst, som de projekter jeg har nævnt her , er at de nye metoder understøtter de gamle. At avisartiklerne for mere styrke fordi de har et andet grundlag i nogle andre fortællinger, hvad enten det er multimedieformer eller databaserede former eller tidslinier. Alle mulige forskellige medieformer de understøtter hinanden når det er bedst. Fordi ellers kunne du også bare lave, du kan også bare lave tingene i hver sin retning, men det er den her forståelse af at de kan hjælpe hinanden og give et stærkere billede af den samme historie. Det er der det fungerer bedst og det er klart at det kræver en meget stram styring fra en gruppe at sige det er det her vi vil, som en gruppe i virkeligheden. Og den måde at arbejde på bruger vi måske ikke særlig meget til dagligt. For eksempel lad os sige en journalist som sidder med et stof område og så har du måske nogle researchere som sidder med nogle andre opgaver i løbet af dagen og den der evne til at sætte det sammen og få det til at lykkes er rent organisatorisk en udfordring. Især fordi det er meget forskellige fagligheder. Citater: Der hvor styrken i en organisation eller gruppe opstår er når man formår at bygge bro mellem to forskellige fagligheder. Det er der der opstår noget interessant. Altså når journalisten kan snakke med fyren der ved noget om data og formår at få noget mere ud af det en de to fagligheder sat sammen. Og det jeg selv gør er at jeg går fra at være journalist til selv at gøre nogle af de her ting. Og selv få de idéer man kun kan få når man både kan forstå hvad man kan med data og hvad man kan med journalistik. Man kan også lave en app der gør et eller andet med data. Her i huset skelner man hårdt mellem programmører som sidder og laver infrastrukturer, net systemer osv. og journalister som skriver. Der er ikke så meget fokus på at programmere i selve journalistikken. Og det er det jeg lidt forsøger at råde bod på. Fordi jeg tror det er der de spændende projekter ligge i fremtiden og det


kræver at du kan bygge dem. Jeg kan godt sidde med hundred millioner idéer, men hvis ikke der er nogen som kan bygge dem så kan det være lige meget. Og det er sjovt at komme ind i at lære at bygge dem selv, og det er igen også der du får idéerne ved at kunne forstå hvad du kan med programmeringssprog til at koble med de journalistiske idéer og på et eller andet tidspunkt så rammer du det der sweet spot hvor programmering møder journalistik. Her kan du virkelig ud fra et datamæssigt synspunkt leverer noget som gør en forskel frem for hvis du bare havde skrevet det med ord. Det er jo en abstrakt forestilling om hvad der kommer til at ske i fremtiden, men jeg tror det er det som kommer til at ske. Men jeg tror ikke helt præcist man ved hvad det er data vil gøre ved journalistikken men jeg tror det er den vej det går. Det der med at tage penge for en artikel det er svært for det er et afgrænset univers af ord du køber, men den der med en strøm af data som bliver formidlet så du kan bruge dem kontinuerligt, det kan du bedre sælge end artikel for artikel hvor du starter forfra. Og det kræver at vi kan programmere på en anden måde. Html, CSS, flash og lignende det ligger jo i front-end af journalistikken. Der hvor fremtiden er det er jo back end. Det er der det sker...journalister ser jo back-end som cms systemer hvor du kan skrive en rubrik og en artikel og lede efter nogle links. Det er jo det cms systemer gør i dag. Og det er jo i virkeligheden den der firkantede verden hvor vi ikke har andet end det at skrive med vi skal væk fra. Vi skal have en helt anden måde at tænke på hvor vi fleksibelt, enkelt og uden de store problemer lynhurtigt kan udvikle ting som kan formidle data på andre måder og det er det vi sidder med. I pyton er der et frame work som hedder Jango, en overbygning udviklet af nogle journalister i USA, som gør det nemt at banke apps op som kan håndterer data på forskellige måder. Vi lavede et projekt med folkeskolen og det store problem med det var jo at der var et hav af data i forvejen og det var simpelthen gennemtærsket data. Der hvor vi er stærkest er der hvor der ikke rigtig er noget fokus i forvejen...det er noget nemmere når man kommer til et område hvor der ikke er nogen data fordi det du finder i de data er jo i sig selv en værdi. Det vil sige at du allerede der føler at du bidrager med noget. Og så kan du indgå i en proces hvor de her data kan blive valideret og fortolket af nogle andre, men hvis data allerede er der så føler du bare at du kaster vand i et hav. Det virker som om interaktivitetet er vigtigt er det rigtigt? Tja, det er nok ikke så vigtig som vi troede oprindeligt, da vi begyndte med det. Multimediemæssigt synes jeg måske ikke det er så vigtigt som det var. Jeg har det sådan med alle de her ting at man skal have en grund til at gøre det. Man skal ikke bare gøre det for at gøre det. Man skal ikke lave slide shows bare for at lave stor slide shows eller databaser for at lave databaser. Vi skal have en grund. Man skal have en klar fornemmelse at brugerne føler at vi kommer med noget som de ikke kunne få andre steder...Så jo interaktivitet er vigtigt men ikke for en hver pris. Det bliver et gimmick hvis man ikke har en grund, men bare gør det for at gøre det. Det er nemt at vise data, men det er svært at gøre det så du føler du får noget du ikke vidste. Så hellere lidt men godt, frem for en milliard ting som ingen får noget ud af.


Har interaktiviteten en betydning for demokratiet? Det synes jeg den er...Når det er bedst. Når det hele går op i en højere enhed. Lad os sige du har det ultimative projekt. Når du kan vise noget som ingen har kunne vise før, du kan involvere borgerne i projektet, du har måske oven i købet et system som benægter at det forholder sig sådan. Det vil sige du får den situation hvor du gennem borgerne kan vise at der er noget som systemet siger ikke passer... Det værste du kan opleve er at systemet lægger sig ned og sige jamen det er rigtigt, lægger sig på maven og erkender problemet, så er der ingen grund til at stå og hamre løs på det. Det er altid sjovere når du har et system som benægter, for at være ærlig, og så kan du blive ved med at tampe løs med brugeroplevelser indtil de overgiver sig. Vi har oplevet begge dele. Politiet benægtede problemet med politireformen men vagtlægerne erkendte det med det samme. Ideelt set skal du have det hele med, så du har det interaktive, brugerhenvendelserne, data visualiseringerne, du har hele pakken og så er system som spiller imod, så du får noget at arbejde op imod. Så får du det ultimative projekt. Men nogle ting falder til jorden hvis du ikke har den her dynamik. Der skal være et journalistisk mål med det... Det er en vanskelig balancegang hvor man på den ene side siger: jamen vi mener der skal ske en forandring men vi vil omvendt heller ikke være dem som definerer hvad forandringen skal være. Det er vigtigt at det foregår i en proces mellem politikere og borgere og systemet. Så det er en vanskelig proces hvor vi skal definerer en eller anden form for forandring når vi nu er defineret at der er et problem...Der er vi nød til som journalister og sige jamen vi bliver katalysatorer for forandring. Det er vigtigt at der er den her dynamik, der skal være et projekt som bliver bragt fremad hele tiden gennem interaktivitet, brugerhenvendelser og almindelig journalistik. Man kan godt lave sjove visualiseringer. For eksempel på sportsområdet kan man lave masser af visualiseringer som ikke er demokratisk vigtige, men som er enormt interessante. For eksempel lavede New York Time noget med hvordan en pitcher i Baseball han kaster (red. en animation). Så får man vist 150 kast fra ham og man kan ikke se at han kaster forskelligt hver gang, men alligevel så rammer den 100 forskellige steder. Sådan nogle visualiseringer er jo fede, men man skal bare være klar over hvad man vil med dem. Du skal ikke signalerer at du er med til at forandre en proces i samfundet, hvis ikke du reelt gør det med de data som du levere. Der er jo de her word clouds, og det er da banalt interessant at se to word clouds for Birthe Røns taler, men du skal ikke signalerer at du ved at lave to word clouds på hendes taler bidrager til en forandring af denne her proces, med noget nyt. Du kan godt gøre det, men du skal bare være klar over hvorfor du gøre det. Ellers bliver det tomt indhold, et gimmick. Der synes jeg bare man skal være ærlig over for brugeren og sige hvad er det det her kan og gør. Mit ynglings eksempel på hvornår jeg synes at data visualisering bliver rigtig fjollet, det var da Ekstra Bladet lavede med wiki leaks da lavede de her 250.000 Afghanistan rapporter eller hvor mange det var. Så tog de alle dem og rensede data og smed dem op på et kort. Så havde du 250.000 datavisualiseringer med historier om Afghanere der var blevet skudt og andre ting på et kort. Og så ser man det her kort med 250.000 data punkter og sige hvad fanden skal jeg med det? Hvad er det jeg får ud af det som bruger? Grunden til at jeg fandt det frem var at nu var der den her selvfede fejring af at nu havde man formået at få 250.000 punkter ind på et kort og det er jo meget fint,


men hvad får brugerne ud af det? Jeg tror ikke de fik en skid ud af det, fordi det er jo bare støj! 250.000 støjpunkter...Det der var det rigtige at gøre og som mange medier også gjorde med de data, det var at de gik dem igennem og analyserede dem, man kan godt lægge dem frem for brugerne så de kan se om der var noget interessant, men det der med i sig selv at lægge dem ind på et kort og sige se kig på det! Sikke et flot kaos! Det er ikke nok bare at lægge det hele ud på et kort. Du skal arbejde mere med det. Hele arbejdet med data i journalistik... Det er jo også noget med kontekst. Sidder man her hjemme i Danmark for eksempel i forbindelse med Afghanistan krigen så er den geografiske indgangsvinkel måske banalt interessant, men om det lige foregår her eller her som ingen ved hvor er, hvad giver det egentligt? Der synes jeg at kort er en fjollet måde at vise det på. Det er jo en eller anden forståelse af at der er foregået noget som ikke burde foregå og det rent politiske omkring det og hvorfor det foregår. Og hvordan vi som samfund forholder os til at vi kommer til at slå folk ihjel i andre lande. Det er jo det der er det interessante. Det er ikke hvor det er foregået. Det giver mig ikke noget. Der tror jeg også vi savner nogle andre måder end kort til at visualiserer. Vi har simpelthen hen for snæver måde til at forstå hvordan man kan bruge data. Og der bliver kort ligesom den nemme måde fordi når du har en geografi så smider du den bare op på et kort. Det vi ville med bandekrigen var simpelthen at afdække det, følge det monitorerer det. Der bliver skudt, hvor forgår det? hvem skyder? hvad er status? hvem bliver dømt for det? Især det der med hvad sker der så i processen bagefter? Er der nogen som bliver dømt for det. Simpelthen også med at monitorere politiets arbejde, hvor gode er de til at fange de her folk og få dem ind til domstolene og få dem dømt. Det var især det vi ville monitorere og der tror jeg det der med at vise i detaljer i praksis hvordan foregår det. Det glider nok lidt ud. Til fordel for monitoreringen, men jeg tror faktisk det kunne have givet noget til det. Jeg tror nok vi ofte skelner lidt firkantet mellem de her datamarkeringer på et kort og så de her interaktive fortællinger. Og der er jo faktisk ikke nogen fast afgrænsning... der havde vi faktisk en måde at arbejde med et integreret kort med fortælling. Men det kræver at der er den rigtige historie, hvor der er en oplagt grund til at binde geografien sammen med fortællingen. Hvor det spiller en rolle. Men man skal også være varsom med at blande alt for mange medieformer sammen fordi det kan forvirre. Interaktiv dokumentar tror jeg bliver et format vi kommer til at bruge meget, fordi vi indsamler en masse dokumentation: billeder, lydklip og videostumper i en eller anden sag. Du kan måske ikke lave decideret internet tv men du kan godt lave en eller anden form for interaktiv billefortælling hvor du snakker henover. Det er et relativt let format hvor du indtaler et speak og så har du et flow af billeder og dokumenter. Så det er en god måde at formidle dokumentation på. Vi prøver at bruge de data vi finder og binde dem sammen på en ny måde. Vi journalister skal stadig samle data ind, men det skal formidles på en anden måde.


...de kommer til at genopfinde papirudgaven på nettet... Idéen med at lave bandekrigen og de andre tiltag var simpelthen at være inspirator for hvordan hele huset skulle arbejde i fremtiden. Og til dels smitter det af men det er også svært at se hvad er det i sådan nogle processer hvad er der har virket og hvad har ikke virket? Man kommer ofte til at se på outputtet, jamen det er multimedieproduktion, det er brugerinvolvering eller hvad det nu er. Man ser på de ting. Men det er ikke outputtet der er det afgørende. Det er processen der ligger bagved. Altså den måde du tænker på. Måden du tænker om data. Så det er ikke vigtigt at du altid laver en web dokumentar eller en database som du kan vise. Det er ikke det der er det vigtige, men det er den måde du tænker på at du hele tiden reformatere indholdet til den rigtig måde at formidle historien på. Det er den der tænkning der er den vigtige. Der bliver det ofte noget med at man tager outputtet i stedet for at tage processen...Og det er det jeg har savnet i den erkendelse som har været at man bliver bedre til at forstå processen i det...processen er for styret af at der skal være et output i stedet for at fokuserer på at processen skal være den rigtige. Vi er jo nogle som har været igennem de her processer og ved hvad det er det kræver for at du forløser sådan et område og det data som er på det område. Det er en måde du lærer når du går det igennem. Brugerne efterspørger kontinuitet i dækningen. De efterspørger at vi leverer en service og vi på nogle klart definerede område leverer en service så de føler sig klædt på. Og det kræver at du holder ved, men vi er tilbøjelige til at slippe for der kommer altid nye dagsordner hver dag. Det kræver meget vores måde at tænke på. I dag kan du få et rss feed på vores bandedækning. Vi gør nogle forsøg på vores infoshop hvor man kan købe excel ark med data (red. til erhvervsledere).

Interview Mapping Journalism  

Colour coded transcription of interview about mapping in journalism.

Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you