Issuu on Google+


90 hjerteslag i minuttet I et kælderlokale i Bispehaven finder man et studie, hvor hårdtslående trommer og en snerrende bas truer med at makulere den kæmpe gule betonklods, der er placeret oven på. Det ligger midt i Aarhus V blandt adskillige kønsløse boligblokke. Men her er alt andet en kønsløst. Desværre skal de i dag pakke alt ned og flytte ud Af Emil Helweg Foget


”E

ow, Abdi, lad os ta’ et take mere hvis du ka’. Men jeg ska’ ikke ha’, at du bliver træt, eller din mor ringer,” siger Mark Merek drillende fra sin plads bag keyboardet og de to computerskærme. Fra sin pult finpudser alle detaljerne til det beat, Abdi spytter over. Kommentaren sætter gang i Abdi’s højlydte, nærmest brølende grin, der starter i maven og bevæger sig rundt i indspilningslokalet, som er tilstødende til det Mark Merek sidder i. Grinet prøver at trænge ud af enhver krog i lokalet for til sidst at rikochettere på lydisoleringen og finde vej til mikrofonen, der gelejder det gennem ledningen og ud på den anden side, hvor det forplanter sig og gengældes fra de unge drenge og piger, der sidder og lytter med. Vejrguderne har lagt et gråt og deprimerende tæppe over de firkantede boligblokke i 8210. Når man har lagt de susende lyde fra forbifarende biler på Rymarken bag sig og begiver sig ud blandt blokkens stisystemer, virker her tilforladeligt og stille. Men lægger man sig med øret til jorden og lytter godt efter, kan man høre et dunk, der forsvinder lige så hurtigt, som det kom. Straks efter endnu et dunk. Og sådan fortsætter det. Som et pulserende hjerte. Følger man rytmen, finder man frem til kælderrum 231 i Bispehaven. Her ligger et studie, hvor et insisterende trommeloop pumper. Studiet ejes af Mark Merek. Han holder døren åben for Bispehavens ildsjæle. Både børn og unge kan bruge studiet. Om onsdagen er det fyre og piger i 20-års alderens som Abdi, der slår vejen forbi for at lave musik. Alle andre dage underviser Mark børn mellem syv og otte år. Støvede og slidte skolebøger bliver skiftet ud med klaverer og mikrofoner. Han underviser dem i at skrive tekster, holde takten og lave beats.

”Det her er vores sted. Vi har selv indrettet studiet og sat lydisolering op. Jeg bruger al min tid her og glemmer al min tid her. Det er først, når min kone ringer, at jeg går hjem. At pakke ned og sætte op tager tid, så vi kan nok ikke bruge studiet i en uge. Det bliver en lang uge,” forklarer Mark Merek om situationen. ”Jo længere de flytter os ud, jo mere frygter vi at forsvinde.” Mark bevæger sig for en kort bemærkning ud af studielokalet med en skraldepose i hånden for at give ordrer til de fire piger, der pakker undervisningslokalerne ned. ”Det sidste, der pakkes ned, er lydudstyret. Vi skal beholde det, så længe vi kan”.

TAKE 2

”Wollah, til sidst ender vi ude i Brabrand,” siger Omassa, som var det det værste, hun kunne forestille sig. Hun er koordinator for de 12 frivillige i studiet og sidder lige nu og kategoriserer flyttekasser. Omassa når kun at lade de sidste stavelser flyde over læberne og ud i lokalet, før Mark smider skraldeposen igennem lokalet og styrter tilbage i studiet. Han har fundet den perfekte lyd til nummeret med Abdi. Tilbage i studiet giver Abdi det et take mere. Med en pistolformet hånd, der svæver op og ned i takt med beatet, spytter han sit vers et par gange mere. Issa, der sidder bag Mark, kaster håndtegn og wollah efter Abdi. Men Mark er ikke helt tilfreds. Med en

Musiktransplantation

Eller sådan plejede det at være. Studiet bestod ikke kommunens brandregulativerne og er derfor lagt i kunstigt koma for en tid. Organet skal transplanteres længere ud i Bispehaven, hvor de har fået et nyt lokale. De skal være ude i aften. Selvom de nye lokaler kun er et håndkast væk – ja hvis man står på tæer kan man faktisk næsten se derhen – så er det til frustration for studiets gæster.

”Det her er vores sted. Vi har selv indrettet studiet og sat lydisolering op. Jeg bruger al min tid her og glemmer al min tid her.”

Mark Merek


utændt smøg hængende halvt ude af munden skruer han på kompressoren, der sørger for de små finesser.

Ghettoens stoppested

Lidt langsommere går det med nedpakningen. To store, sorte flydersofaer, der optager det meste af gulvet, flyttes i den ene ende af lokalet. Skoleborde og -stole samles i den anden ende. Til sidst smides alt skrald i midten af lokalet. Men pigerne bliver hurtigt frustrerede over den store mængde skrald og anklager Mark for samlermani. “Eow, hvad skal vi gøre med Marks perkertæpper,” råber Omassa fra den ende af lokalet. “Smid dem ud,” råber en grinende Muhammed, der lige er trådt ind i lokalet. Han splitter pege- og langefingeren til et fredstegn og slentrer ind til Mark og Abdi, hvor han modtages af brøl og tilråb. Perkertæppet ender i en stor bunke med tyrkiske kalotter og gamle kameramualer. I takt med at bunken vokser, kommer Mark ind fra det tilstødende studie, tager et par ting fra skraldebunken og putter dem i flyttekasser. Det lille ritual gentages et par gange, før langdistanceforhandlingerne er overstået.

Resten kan nu pakkes i kasser, lukkes med gaffa og kategoriseres. Det lidt ufokuserede pakningsarbejde afbrydes af smøgpauser og besøg i studiet. Her kommer både drenge og piger, marokkanere, afghanere og danskere. Nogle kommer for at hilse på Mark, andre for at høre Abdis nye nummer og atter andre for at hilse på pigerne. Nogle bliver en halv time, mens andre bliver der hele aftenen. I Bispehaven og det omkringliggende nabolag er studiet kendt som et sted, man kan smutte forbi og altid finde nogle venner. Fire kamre udgør hjertet. Lyrik, beats, fællesskab og mangfoldighed. Det trækker sig sammen og puster sig ud. Det pumper blod ud i årerne - ud i boligområdet. De forgrener sig ud af sjattede og mudrede gangstier, de sniger sig i mellem de gule betonklodser, op ad opgange, ind i lejligheder, hvor venerne trækker unge drenge og piger med tilbage til hjertet.


Rapstudie