Issuu on Google+

ggggggggg

URBAN  

Afgangsspeciale af

Elsebeth Balsløw Modul 6. Sommer 2011. Kunst & kulturformidling børn og unge

BODY DRIFTING  

for

Odsherred Teaterskole & Univercity collage sjælland Vejleder Anders Holst

 


2  

INDHOLDSFORTEGNELSE  

004

Forord : At se verden på ny

006

På sporet af et Projekt fokus

007

Projektets tilgang og arbejdsform

009

En performativ (af)handling

012 014 014.a 014.b 015 016 017 017.a 017.b

Aktører ; De unge 15 - 25 årige

018 018.a 018.b

Tættere på en Projektramme

020 020.a 021

Placering af Projektet

022 023 024.a 024.b 024.c 025 025.a 026

Mit personlige perspektiv

027 028 029 029.a 030 031 031.a

Arbejdsform : Performance

Ungdom Forgudet eller forbandet ungdom Unge kræver andre greb end børn Kulturel dannelse Individualitet Generation MeWe Generation Netværk Unge med eller uden risikoadfærd

Selvrepræsentation Demokrati

Fysisk placering Netværk og sociale fællesskaber

Laszlo Moholy-Nagy Den æstetiske opdragelse Den erfaringsbaserede uddannelse Den faglige komponent Det maieutiske princip i mesterlæreforklædning Hvad kan jeg bruge af Moholy-Nagy ? Niklas Luhmann

Performance som genre historisk set Situationismen Detournementer Psykogeografien Hvad kan vi bruge det til,,,, ? Den Kropslige og sanselige performance


3  

032 032 032.a 033.a 033.b

Tættere på Projektets grundstof

034 035 035.a 038 030 043 043.a

Urban bodydrifting

045 046 047 047.a

Udledt af videnshybrid

049 050

Fremadrettede visioner

051

Litteraturliste

L’art de la rue – streetart – gadekunst ! Parkour Freerunning Popularitet

Sammenarbejdets

Opstart

Nedslag 1    :  Anelse                                                                                                                                                                                                                                                     Nedslag 2 : Dogmeregler Nedslag 3 : Udvikling Vores koncept Iscenesættelsesforløb ,- Sammensætning af værker

Eftertænksomme tanker Afsluttende bemærkning Urban body drifting som iværksættere

Social navigation

BILAG 053 055

Hvad er StreetMekka ? Dogmeregler Tekst, Foto og Grafik:

Elsebeth Balsløw


4  

004  

Forord ; At se verden på ny

     

”Tingene  og  tankerne  fremskyndes  og  vokser  af  miljøet,  og  det  er  der,    de  bør  installere  sig,  det  er  der,  at  de  folder  sig.  ”  Gilles  Deleuze  ,  Pourparles  1990  

   

Kender  du  den  helt  særlige  oplevelse:  At  se  verden  forvandle  sig?                                                                                                                   Ikke  fordi  den  er  blevet  en  anden,  men  fordi  du  er  blevet  en  anden:  Har  fået  nye  øjne  at  se  med.                                                     Det  er  det,  der  kan  ske  i  kunstens  verden.  Man  forlader  teaterrummets  halvmørke  og  opdager,  at   verden  fremstår  anderledes.  Man  ser  en  film  som  vender  op  og  ned  på  tilværelses  fortolkningen.   Man  lytter  til  et  stykke  musik,  som  får  nye  rytmer,  melodiske  forløb  og  klange  til  at  dukke  frem. Oplevelsen  er  forunderlig….  stiller  krav  til  såvel  budbringer  som  modtager.  Budbringeren  skal  stille   krav  –  store  krav.  Skal  udfordre  og  overvurdere  sin  modtager.  Modtageren  skal  til  gengæld   anstrenge  sig.     For  den  lille  knap  i  hjernen,  som  kontrollerer  at  vi  ser  verden  på  samme  måde  dag  efter  dag,  den   lille  stabiliseringsenhed  som  er  så  afgørende  for  at  kunne  håndtere  hverdagens  rutiner,  -­‐  skal  jo   alligevel  sidde  en  lille  smule  løst.  Der  skal  kunne  skrues  på  den.  Og  vi  skal  turde  gøre  det  ,  eller   turde  lade  det  ske.   Det  samme  sker  i  videnskabens  verden.  Ikke  hver  dag,  naturligvis,  for  også  for  forskere  står  den   som  regel  på  hårdt  arbejde,  forgæves  søgen  efter  sammenhæng,  gennemgang  af  uendelige   mængder  af  litteratur  eller  data  materiale,  som  støtter  eller  modsiger  den  idé,  man  har  fået.   OG  det  er  det,  der  i  bedste  fald  også  kan  ske  på  skolebænken….  !   Denne  uddannelse  til  kunst  og  kulturformidler  har  givet  så  uendelig  mange  aha  oplevelser  fra   denne  erkendelsesskuffe.  Jeg  husker  stadigvæk  sidste  forår,  hvor  jeg  i  to  uger  burede  mig  inde  i  et   sommerhus  og  læste  den  sære  tyske  sociolog  Niklas  Luhmanns  hovedværk:  Soziale  Systeme.  


5  

 661  siders  !  –  hvad  skal  man  kalde  det  –  tysk  videnskabelig  avantgarde.  Først  hang  ingenting   sammen.  Så  begyndte  en  sætning  her  og  et  afsnit  der  at  give  mening:  Men  ny  mening,  vel  at   mærke.  Og  pludselig  så  verden  anderledes  ud.  Paradigmeskift  kalder  man  det,  når  der  ikke  er  tale   om  at  detaljer  skiftes  ud,  men  at  hele  strukturprincippet  vendes  på  hovedet.   Endnu  voldsommere  er  oplevelsen,  når  man  så  selv  betjener  tangenterne  ,  og  ser  den  nye   erkendelse  i  andres  øjne.    

Dette er min motor..…  intet  mindre  er  det  min  vision  med  dette  projekt.       Og  der  er  vel  at  mærke  ikke  spor  højromantik  i  begivenheden.  Der  slår  ikke  himmelske  indfald  ned   i  det  uspolerede  geni.  Nej,  jeg  /  vi  arbejder  dag  ud  og  dag  ind  med  stoffet,  knokler  rent  ud  sagt   skosålerne  af  og  hængerøven  ud  af  trænings  bukserne.  Måske  har  jeg  haft  en  anelse  om,  hvor   sporet  førte  hen.  Eller  også  er  jeg  bare  så  stædig  og  selvtillidsfuld,  at  jeg  bilder  mig  ind  at  tingene   går  i  rette  retning.  At  der  kan  dannes  nye  mønstre….            Videnskab  og  kunst  har  et  fælles  projekt:  At  skabe  ny  erkendelse,  dvs.  at  se  verden  på  ny.  Men   kunsten  arbejder  anderledes  end  videnskaben.  Den  arbejder  med  formen.  Dens  laboratorium   hedder  i  dette  projekt  rummets  og  kroppens  formlaboratorium.  

Lidt stemningsgodter http://www.youtube.com/watch?v=X_0vtMSIiRw&feature=player_embedded    

           


6  

     

     

”Potentielt  kan  samtidskunsten  fortælle                                                                                                                                                                                                                 os  om  nutidens  samfund,  idet  den  udfordrer                                                                                                                                                                                                 de  repræsentationer,  billeder  og  tegn,  som                                                                                                                                                                                                     indvirker  på  vores  oplevelse  af,  hvad  der  er                                                                                                                                                                                                   virkeligt,  hvad  vi  bemærker  og  ikke  bemærker.                                                                                                                                                                                         Den  kan  åbne  for  nye  samværsformer  og                                                                                                                                                                                                           trække  folk  ud  et  sted,  hvor  de  ellers  ikke  ville                                                                                                                                                                                             komme  og  –  måske  –  se  noget  andet  end  det,                                                                                                                                                                                             de  forventede”                      Kunstprojektet  SOUP7  

006  

På sporet af et Projekt fokus

       


7  

Tidligere  når  jeg  har  arbejdet  i  formens  laboratorium,  som  arkitekt  og  grafiker,  har  det  været   gennem  lange  analyser  om  funktion,  økonomi  og  identitet  for  at  danne  rum  eller  layout  med  de   rette  former,  størrelser,  farver,  strukturer  og  overflader.     Hvordan  ideen  til  dette  projekt  blev  født  er  svært  at  sætte  ord  på…Men  jeg  husker  tydelig   fornemmelsen  af  at  have  fået  en  appelsin  i  turbanen  da  jeg  faldt  over  Mark  Jenkins  Street   Installations  http://www.xmarkjenkinsx.com/outside.html  …Dette  udtryk  måtte  jeg  forfølge.   Med  dette  projekt  ønsker  jeg  på  en  helt  ny  måde  at  agere  arkitektformidler  i  tæt  samarbejde  med   andre  for  at  udforske  byrummets  sanselighed  og  indbyggede  agenda.  Jeg  ønskede  mig  selv,   sammen  en  helt  anden  faglighed,  derud  hvor  jeg  og  de  aldrig  før  havde  været,  -­‐  lige  der  hvor  vi  får   en  fælles  platform  drevet  af  nysgerrighed  for  formens  underfundighed  og  kroppens  væren  +  at   blive  hinandens  øjenåbnende  lærermestre.   Dette  projekt  handler  om  at  sparke  sanseapparat  op,  her  gælder  det  både  mit  eget,  de  udøvende   og  i  sidste  ende  af  et  ”publikum”.  Sammen  vil  vi  udforske,  undres  og  erkende  på  ny.  Målgruppen   for  de  udøvende,  er  de  unge  der  I  forvejen  er  kropslige  overlegne  i  byrummets  brug  og  udtryk.                 Jeg  har  allieret  mig  med  en  gruppe  unge  af  Københavns  bedste  parkour  og  freerunners.   Jeg  har  tidligere  forsket  i  byrum  med  fokus  på  dets  forskellige  arkitektoniske  strukturer,  det  vi   lever  i  og  bruger  dag  efter  dag,  og  på  de  bevægelser  og  bevægelsernes  vaner  forbundet  til   byrummet.  Parkour  og  freerunnerne  har  på  deres  måde  gjort  noget  tilsvarende  men  med  et  helt   andet  sigte.  En  inspirerende  cocktail  af  teori  og  sansning  til  gensidig  udfordring.     At  se  byrummets  mange  betydninger  i  et  helhedsperspektiv  begrænser  sig  ikke  til  enkelte  fag   traditioner,  hierarkier  eller  repræsentationelle  udlægninger.  Byen  er  set  i  det  lys  blevet  en   generisk  scene,  hvorfra  forskellige  perspektiver  kan  realisere  deres  individuelle  frames  som   udvekslinger  med  det  felt  af  ofte  modsatrettede  kræfter,  som  byen  indeholder.   Men  hvordan  gør  man  rummet  synligt  som  rum?  Opgaven  er  ikke  at  skildre  endnu  et  stort  eller   lille,  smukt  eller  grimt,  klaustrofobisk  eller  generøst  rum.  Opgaven  er  at  gøre  selve  ”det  rumlige”   synligt  som  en  af  de  hverdags-­‐selvfølgeligheder,  vi  normalt  ikke  skænker  en  tanke.   Igen:  Hvordan  gør  man  det?  Hvordan  gør  man  rumoplevelse  til  en  uselvfølgelighed,  som  derfor   kan  gøres  til  genstand  for  iagttagelse?  Prøv  selv:  Lad  være  med  at  kigge  på  avisen  foran  dig  eller  på   kaffen,  rundstykkerne  og  køkkenskabene.  Kig  i  stedet  på  den  måde,  du  sanser  på.  Stil  dig  så  at  sige   uden  for  dig  selv.     007 Projektets tilgang og arbejdsform                                                                                                         Jeg  har  valgt  at  gøre  brug  af  den  performative  arbejdsmetode  da  den  stemmer  godt  overens  med   de  unges  foretrukne  arbejdsform  hvilket  jeg  vender  tilbage  til  i  analysen  af  målgruppe.  Mit  ønske   var  at  skabe  et  æstetisk  forsknings  laboratorium,  hvor  de  samme  store  spørgsmål,  som  den   videnskabelige  forskning  beskæftiger  sig  med  bearbejdes  :  Hvad  er  rum?    Tid?    Form?     Med  henblik  på  at  flytte  vores  iagttagelsesposition  derhen,  hvor  den  ikke  før  har  været,  nemlig  op   over  det  punkt,  som  ifølge  traditionen  er  blevet  opfattet  som  selvfølgelighedens  og  de   grundlæggende  antagelsers  sted.  Derfra  hvor  verden  ses  på  ny  –  og  fremstår  anderledes.        


8  

Vi har navngivet projektet :

// Urban Body Drifting //                                                                                           Et  midlertidigt indgreb i diversificerede byers arkitektoniske miljø. Hensigten er at påpege den bymæssige funktionelle struktur for at afdække bevægelses muligheder, den indskrevne adfærds samt regler og begrænsninger.

                    Ved  at  placere  deres  kroppe,  på  udvalgte  steder  ønsker  vi  at  fremprovokere  en  tankeproces  og   producere  irritation  for  et  tilfældig  publikum;  Forbipasserende  og  beboere.  De  små  begivenheder   inviterer  publikum  til  at  se  på  deres  egen  by  med  nye  øjne.  Måske  endda  få  et  stærkere  forhold  til   deres  kvarter,  distrikt  og  by.  Interventionerne  er  midlertidigt  ikke  at  efterlade  synlige  spor,  men   aftryk  i  øjenvidnernes  hukommelse.     "Urban  bodydrifting  "  er  et  bevægende  spor,  koreograferet  primært  af  de  unge  selv  med  mig  som   metode  holder,  mulighedsoverskuds  dirigent  og  fødselshjælper.                                                                                                                                       De  optrædende  fører  publikum  gennem  udvalgte  dele  af  det  offentlige  rum.  En  kæde  af  fysiske   indgreb,  der  er  nedsat  meget  hurtigt  og  kun  eksisterende  midlertidigt,  gør  det  muligt  for  publikum   at  opfatte  den  samme  plads  eller  bygning  på  en  ny  og  anderledes  måde  -­‐  på  flugt.  Den  særlige   kvalitet  af  hvert  sted  på  forskellige  tidspunkter  af  dagen  skaber  unikke  præsentationer.   ”Urban  bodydrifting  "  gør  sig  fysisk  som  kontrastfarvede  anonyme  menneskelige  organer  mod   byens  arkitektur.  Kroppene  arbejder  med  rummelige  forholdsord  som  "ovenover,  under  og   imellem”  for  at  vejledede  publikums  bevidsthed  på  området  for  hverdagslivet  gennem  en   skulpturel  dialog  mellem  kroppene,  stedernes  arkitektur  og  artefakter.  De  udøvende  udforsker   velkendte  objekter,  som  vi  deler  vores  daglige  liv  med,  som  stole,  bænke,  skraldespande,   gelænder,  lysmaster…og  så  videre.  De  optrædende  udforsker  deres  dimensioner  og  volumener  og   finder  de  foranstaltninger  som  disse  objekter  tillader.     Ved  at  bruge  disse  elementer  på  uvante  måder  adskilles  de  fra  deres  stereotype  funktionalitet,   tilbydes  og  synliggøres  med  nye  perspektiver  på  de  forskellige  artefakter,  der  afspejler  hvordan   folk  bevæger  sig,  og  hvordan  vi  behandler  vores  omgivelser  og  krop  i  løbet  af  vores  hverdag.    


9  

”Urban  bodydrifting  ”  samler  disse  tilgange.  Udgangspunktet  kan  som  eksempel  være  på  en  gade  i   et  beboelsesområde.  De  optrædende  går/  løber/  hopper  langs  gaden,  alt  sammen  nøje  indøvet   men  vil  opleves  spontant,  de  vil  gøre  stop  og  danner  øjebliks  skulpturer,  som  ligeledes  er  indøvet   og  /  eller  de  tager  ting  i  brug  de  passerer.  Denne  tur  i  høje  hastigheder  vil  være  nærmest  umulig  at   følge  hele  vejen  for  et  publikum,  så  du  vil  kun  få  chancen  for  at  opleve  små  øjebliks  gaver.  Dette   understreger  preformancens  flygtige  væsen.     Ved  at  arbejde  med  parkour  som  grundstof  og  integrere  deres  tilgang  til  bymiljøet,  bevæger  jeg   mig  ind  i  et  univers  af  ”undergrund”.  Her  er  der  tradition  for  at  kunstnerne  ønsker  anonymitet  ,-­‐  af   flere  grunde.  I  dette  tilfælde  er  det  hensigtsmæssigt  da  det  ikke  er  den  enkle  kunstner  der  er   interessant  men  dem  alle  som  gruppe  og  derudover  fordi  der  kan  ske  overtrædelser  af  lovmæssig   slags.  Det  kan  betyde  at  de  bruger  afspærrede  forladte  bygninger  eller  pladser.  Disse  over-­‐   trædelser  syns  nødvendige  for  at  gi  en  oplevelse  af  reapropriating  til  byen.  På  en  enkelt,  fysisk   måde,  at  åbne  op  og  fremprovokere  en  diskussion  om  beboelse  i  byer  og  vække  folks  og   beboernes  interesser  for  deres  hjembyer,  brugen  af  denne  og  gerne  bidrage  til  deres  spørgsmål  og   bekymringer.   Det  er  ikke  hensigten  at  kreere  kunst  ,  -­‐  dette  er  ”ikke  kunst”  -­‐  det  er  ikke  et  nyt  teaterstykke,  ej   heller  en  ny  scenografi  for  publikum,  men  gennem  happenings  at  gøre  ”rum”  synlige,  og  dermed   demonstrere  hvad  rum,  denne  tilsyneladende  så  uskyldige  selvfølgelighed,  er,  og  hvad  det  gør  ved   vores  erkendelse.  Projektets  hensigt  har  ikke  været  at  føje  endnu  en  brik  til  skønhedens  puslespil,   men  at  få  reglerne  for  dette  spil,  brugen  af  rummet  og  dets  artefakter,  til  at  træde  frem.   Dette  skriv´s  opbygning  kan  ses  som  en  måde  at  svare  på  projektets  komplekse  videns  situation  og   en  måde  at  frame  projektets  kompleksitet,  som  beskrevet  ovenfor.  Spørgsmålet  har  været,   hvordan  jeg  i  afhandlingens  lukkede  og  afgrænsede  form  har  kunne  afspejle  projektets  tværfaglige   situation,  det  vil  sige  vise  viden  som  en  tilblivelsesproces  influeret  af  flere  videns  kontekster  og   fagdiscipliner.  Spørgsmålet  har  været,  hvordan  jeg  kunne  lave  en  videns  assemblage,  der  bedst   muligt  kunne  afspejle  projektets  komplekse  arbejdssituation.   009 En performativ (af)handling I  udarbejdelsen  af  afhandlingen  har  jeg  taget  konsekvensen  af  tværfagligheden  i  projektet  og  de   mange  muligheder,  der  åbner  sig,  når  verden  ikke  længere  er  repræsenteret  i  entydige  størrelser,   gennem  systemer,  men  er  til  stede  som  en  åben  scene,  hvorpå  mange  aktører  agerer.   I  den  fagspecifikke  tradition  er  vejen  ofte  udstukket  på  forhånd:  redskaberne,  metoderne,   teorierne  ligger  som  en  allerede  etableret  infrastruktur  for,  hvordan  man  når  frem  til  målet.  I  det   tværfaglige  projekt  er  der  derimod  tale  om  et  komplekst  stisystem,  hvor  vejene  ændrer  retning,   nogle  ender  blindt  eller  endnu  ikke  er  færdiggjort  på  trods  af  den  ellers  åbenlyse  genvej.  Her  ligner   det  tværfagligt  forankrede  projekt  mere  netværket  med  dets  mange  forgreninger.  Netværket  har   den  fordel,  at  stierne  kan  forbindes  på  utallige  måder.  En  spindelvæv.  Det  har  også  den  ulempe,  at   der  ikke  altid  er  tale  om  mål  og  middel,  men  snarere  sammenhænge  på  kryds  og  tværs  af  de   eksisterende  veje.   Denne  tværfaglige  kompleksitet  i  projektets  forudsætninger  har  jeg  ønsket  at  gøre  til  et  form   princip  i  afhandlingen.  Derfor  er  afhandlingen  bygget  op  som  det,  filosoffen  Deleuze  har  kaldt  en   ’disjunktiv  syntese’.  En  helhed  af  forskelle,  hvor  divergerende  perspektiver  er  sat  i  stævne,  samlet,   men  med  bevidstheden  om  at  resultatet  ikke  går  restløst  op.   Afhandlingen  er  således  ikke  lineært  opbygget  med  en  begyndelse,  en  midte  og  en  slutning.  Teori   og  metode  er  ligeledes  ikke  redskaber,  der  bruges  til  at  løse  problemstillingen.  Ej  heller  er  case  


10  

analysen  empiriske  undersøgelser,  der  bekræfter  en  teoretisk  tese  udstukket  i  indledningen  og   problemformuleringen.     Situeret  tværfagligt  må  tilgangen  nemlig  flytte  sig  for  at  kunne  mediere  forskellene.  Således   destabiliseres  perspektivet  konstant;  hvad  jeg  i  det  ene  kapitel  har  zoomet  ind  på  fra  én  vinkel,  ses   fra  en  anden  i  det  næste.  Dette  projekt  ændrer  således  karakter  efter,  hvorvidt  det  anskues  ud  fra   en  antropologisk,  videnskabsteoretisk,  pædagogisk,  kunst  /  kultur  el  æstetik  historisk,  rum-­‐ teoretisk  eller  rumanalytisk  tilgang.  Hver  tilgang  iscenesætter  forløbet  på  sin  egen  specifikke   måde.     Afhandlingen  arbejder  således  ikke  med  en  tese  der  udvikles  fortløbende  men  situerer  sig  i   forskellige  felter  og  arbejder  derfra,-­‐  fra  midten  af  begivenhederne   Afhandlingens  opbygning  er  ikke  en  lineær  undersøgelse  af,  hvad  dette  projekt  er,  men  en  række   kapitler,  der  framer  det  performative  projekt  fra  forskellige  vinkler,  med  forskellige  metoder  og   med  forskellige  svar  til  følge.   Vores  forsknings  laboratorium  er  som  sagt  et  spindelvæv.  Af  metoder  og  teorier  er  tilsammen   danner  et  helstøbt  mønster,-­‐  der  for  os  gir  mening.  Mit  faglige  udgangspunkt  i  den  moderne   kulturs  kunsthistorie  og  æstetikken  har  haft  indflydelse  på  projektet.      

Jeg svæver som en flerbenet edderkop ,Med egen faglig erfaring + en masse ny viden og teoretiske metoder der er klar til at blive afprøvet

         


11  

• • • • • •

Trækker  på  improvisation  og  teatersportens  spil  og  øvelser  udarbejdet  af  Keith  Johnstone   Ide  kataloget  bygges  op  med  inspiration  fra  Mogens  Christensens  transart  tænkning  med   fokus  på  Serendipitet.   Brobygningen  og  den  fælles  platform  mellem  fagligheder  og  generationer  hjælpes  igennem   af  Niklas  Luhmann  systemteori  og  Claus  Otto  Scharmer  Teori  U.                                                                               Jeg  tilstræber  at  danne  et  gensidigt    kreativitets  og  læringsrum  præget  af  Maieutikken  ;   Laszlo  Moholy-­‐Nagy   Arbejde  med  en  demokrati  ramme  der  imødekommer  de  unge  med  inspiration  hentet  i  Y-­‐ city   Er  mere  eller  mindre  forankret  i  avantgarde  bevægelsens  scenariske  performative  æstetik.   Her  specielt  det  som  f.  eks  Flexus  og  Billedstofteatret  /  Hotel  ProForma  repræsentere.  

Avantgardebevægelsernes  performative  æstetik  ?:    Jeg  betragter  denne  som  en  handlingsæstetik,   en  operationel  æstetik  og  som  en  virknings  æstetik.  Den  adskiller  sig  fra  en  stilæstetik  ved  netop   at  beskæftige  sig  med  overgange  og  tilblivelser  frem  for  definitoriske  repræsentationer.  For  en   performativ  tilgang,  og  for  min  tilgang  specifikt,  har  spørgsmålet  således  sjældent  været  af   definitorisk  art:  hvad  er...,  men  snarere  hvad  kan  det,  og  hvad  kan  det  blive?   Det  samme  gør  sig  gældende  for  afhandlingen:  Jeg  vil  ikke  definitorisk  forsøge  at  svare  på,  hvad   den  performative  kunstform  er,  men  snarere  hvordan  kan  vi  bruger  det  som  arbejdsform  og   redskab.  Med  formning  mener  jeg  udtryk  i  proces  og  bruger  det  som  alternativ  til  det   repræsentative  udtryk.  Formning  kan  ses  som  æstetikerens  pendant  til  den  samfunds   videnskabelige  metode.  For  en  samfundsvidenskabelig  tilgang  er  metoden  væsentlig  for   undersøgelsen.  I  en  æstetik-­‐analytisk  tilgang  har  formen,  hvormed  man  undersøger  sit   genstandsfelt  samme  betydning.  Arkitekten  fx  undersøger  rummet  gennem  formningen  af  sit  eget   udtryk:  skitser,  planer,  3D-­‐renderinger.  På  samme  måde  vil  en  æstetikanalytisk  tilgang  bruge   teksten  som  et  redskab  for  undersøgelsen:  måden,  som  afhandlingen  er  bygget  op  på,  måden   hvorpå  viden  præsenteres  gennem  tekst,  billeder  og  i  layoutet  er  således  æstetikerens  metode.  Så   i  dette  tilfælde  adskiller  jeg  mig  fra  en  samfundsvidenskabelig  fremstilling,  da  jeg  ønsker,  at  mit  /   deres  genstandsfelt  og  faglighed  bliver  afspejlet.     Af  projekt  ramme  mæssige  hensyn  i  denne  skriftlige  afhandling  har  jeg  valgt  ikke  at   gå  nærmere  ind  i  iscenesættelses  forløbet  og  dermed  vort  arbejde  med  de  mange   forskellige  sceniske  parametre.  Ej  heller  komme  jeg  nærmere  ind  på  selve  de   performative  nedslag.     (  Jeg  må  henvise  til  fotomaterialet  )     Begrundelse  for  dette  valg  :  VIGTIGST  synes  det  at  kortlægge  principperne  for  de   forberedende  faser  og  styrende  metodikker  i  dette  forholdsvist  ubeskrevne   arbejdsfelt  som  for  alle  parter  var  de  vanskeligste  at  håndtere.          


12  

012  

Aktører ; De unge 15 - 25 årige

         


13  

Unge  er  en  gruppe,  som  ofte  er  i  offentlighedens  søgelys.  Men  ungdommen  har  et  Janus  ansigt.  På   den  ene  front  har  vi  unge,  der  tilpasser  sig  uddannelses  systemet  og  kulturlivet  uden  at  kny.  På   den  modsatte  yderfront  har  vi  unge,  der  ikke  kan  finde  plads  i  uddannelses  systemet,  kulturlivet   eller  andre  positive  fællesskaber,  og  som  reagerer  med  bål  og  brand  i  gaderne.  Det  relevante  i   denne  sammenhæng  er,  at  dette  Janus  ansigt  er  et  udtryk  for,  at  unges  adgang  til  fællesskaber  og   kompetencer  er  forskellig,  og  at  dette  skaber  en  stigende  spænding  blandt  særligt  udsatte  unge.   Der  er  behov  for,  at  alle  unge  oplever,  at  der  er  plads  til  dem  i  det  danske  samfund,  og  at   adgangen  til  positive  fællesskaber  og  kompetencer  er  ligeværdig.  Kunst  og  kultur  kan  rumme  en   nøgle  til  kulturel  dannelse,  anerkendelse  og  positive  fællesskaber,  som  unge  kan  bruge  til  at  skabe   udvikling  og  kompetencer.  Derfor  er  det  vigtigt,  at  rammerne  for  kunst-­‐  og  kulturoplevelser  lever   op  til  unges  behov,  og  at  disse  rammer  kan  favne  mangfoldigheden  blandt  unge. Per  B.  Christensen,  tidligere  Formand  for  Børne-­‐  og  Kulturchefforeningen  beskriver  behovet   således:                                                                                                                                                                                                                                                                                                                             ”Vi  skal  skabe  kulturtilbud  for  de  unge,  og  vi  skal  give  plads  og  sikre,  at  de  unge  ikke  i  en  periode  af   deres  liv  vælger  kulturen  fra.  Kultur  hjælper  den  unge  til  en  større  selvforståelse  og  forståelse  af   verden.  Og  kultur  kan  være  med  til  at  integrere  den  unge  i  en  verden,  der  for  de  fleste  forekommer   splittet.  Ungdomskultur  er  ofte  en  modkultur,  fordi  ungdomslivet  er  en  arena  for   identitetsudvikling,  selvstændiggørelse  og  personligt  udtryk.  Derfor  bør  en  kulturel  handlingsplan   for  alle  også  give  plads  til  en  markant  satsning  i  forhold  til  unge.  Til  eksperimenterende  tiltag  på   teater-­‐  og  musikområdet,  til  nye  formidlingsformer  på  museerne  og  en  håndsrækning  til   kommunerne  i  vores  arbejde  med  at  styrke  arbejdet  for  det  kulturelle  vækstlag”.   Så  kan  man  spørge,  hvorfor  det  er  så  vigtigt,  at  unge  støttes  i  deres  kulturelle  udvikling?  Det   væsentlige  må  ligge  i  den  vekselvirkning,  som  foregår  mellem  samfundet  og  dets  unge  borgere.   Samfundet  er  med  til  at  udvikle  unge,  men  samtidig  er  unge  også  med  til  at  udvikle  samfundet.   Hvis  vi  i  fremtiden  ønsker  at  holde  fast  i  den  værdibærende  målsætning,  at  kultur  er  for  alle,  så  er   der  brug  for,  at  kulturelle  initiativer  og  tilbud  udvikler  sig  i  takt  med  samfunds  udviklingen.  Unge  er   en  målgruppe,  som  i  højere  grad  end  andre  aldersgrupper  har  modet  til  at  eksperimentere  og  tage   nye  trends  til  sig,  og  derfor  er  det  yderst  vigtigt,  at  samfundet  også  er  gearet  til  at  udfolde  og   udvikle  den  kultur,  som  skabes  for,  med  og  af  unge.   Dette  projekt  tager  afsæt  i  og  er  inspireret  af  den  nyeste  ungdomsforskning  med  henblik  på  at   vise,  at  unge  er  en  målgruppe,  der  kræver  andre  greb  og  metoder  end  børn.  Hvis  vi  som  samfund   ønsker  at  udvikle  kunst  og  kultur  for,  med  og  af  unge,  så  er  det  et  afgørende  præmis,  at  vi   interesserer  os  for  unges  behov  og  interesser  i  forhold  til  kunst  og  kultur,  Dette  kan  få   samfundsmæssige  konsekvenser,  fordi  kunst  og  kultur  på  trods  af  øget  kompleksitet,   differentiering  og  mangfoldighed  er  med  til  at  skabe  sammenhængskraft  og  stabilitet  i  samfundet.   Kunst  og  kultur  er  det  kit,  der  binder  samfundet  sammen.     Som  kommunikationsredskab  fremadrettet  oprettes  en  blog  med  tilhørende  facebook  gruppe,   hvor  hensigten  er  fortsat  at  være  i  dialog  ,  networke  og  ide  udveksle  ..unge  til  unge  world  wide.   Projektet  er  ikke  en  entydig  beretning  om  ungdomskultur  eller  den  eneste  mulige  beretning.   Tværtimod  er  den  baseret  på  forestillingen  om,  at  ungdomskultur  er  et  paraplybegreb,  som  favner   et  hav  af  forskellige  unge,  kunstformer,  kulturforståelser  mv.     Med  reference  til  det  antropologiske  kulturbegreb  er  ungekultur  flere  slags  kultur  og  noget,  man   er,  ikke  noget,  man  har  (Drotner,  2007).  Ungekultur  er  både  subkulturer,  der  skabes  af  unge  og   dyrkes  uden  voksnes  indblanding,  og  mainstream-­‐kultur,  der  kontrolleres  af  voksne.  


14  

014 Ungdom                                                                                                                                                                                                                     Ungdom  kan  defineres  som  den  periode,  der  varer  fra  pubertetens  begyndelse  i  11-­‐13  års  alderen   og  til  etableringen  af  et  voksenliv  og  en  personlig  identitet.  Denne  stabilitet  indtræffer  som  oftest  i   løbet  af  20’erne  eller  i  starten  af  30’erne  og  er  typisk  karakteriseret  ved  egen  økonomi,  arbejde,   bolig  og  familie.  Ungdomsperioden  har  udvidet  sig  gennem  tiderne.  Den  mest  markante  grund  er,   at  unge  tilbringer  længere  tid  i  uddannelsessystemet  og  derfor  træder  senere  ind  på  arbejds-­‐ markedet.     Ungdom  kan  således  anskues  som  en  social  og  kulturel  konstruktion,  der  omfatter  en  række   normer,  bevidsthedsmønstre,  selvforståelser  og  stilfællesskaber,  som  unge  forholder  sig  til,  og   som  præger  samfundets  opfattelser  af  og  forventninger  til  unge  Den  personlige  identitet  kan  i   denne  sammenhæng  forstås  som  en  gradvist  erhvervet  kompetence  med  hensyn  til  at  skabe   sammenhæng  og  kontinuitet  i  sit  liv     Ovenstående  definition  er  en  blanding  af  en  biologisk-­‐fysiologisk  og  en  social-­‐økonomisk   kategorisering.  Det  betyder,  at  ungdom  er  bestemt  ud  fra  fysiske/  objektivistiske    ”milepæle”,  fx   pubertet,  men  også  på  baggrund  af  samfundsmæssige  kendetegn,  fx  juridiske  forhold  som   myndighed  eller  institutionelle  forhold  som  familie  og  ægteskab.  En  tredje  kategorisering  er  den   kulturelle,  dvs.  at  ungdom  er  bestemt  ud  fra  livsstilssymboler.  Eksempelvis  brug  af  kulturtilbud   eller  produkter,  som  er  indlejret  i  en  ungdomskultur.     Der  er  ikke  én  gyldig  måde  at  karakterisere  ungdom  på,  hvilket  hænger  sammen  med,  at  der  ikke   længere  er  nogle  afgrænsede  optagelses  kriterier  for,  hvornår  man  er  og  kan  føle  sig  som  ung     014.a Forgudet eller forbandet ungdom Ungdomsforskere  fra  Center  for  Ungdomsforskning  (CeFU)  beskriver  to  gennemgående   forståelser,  som  på  samfundsniveau  cementerer  sig  i  forhold  til  unge.  For  det  første  associeres   ungdom  med  noget  positivt,  attraktivt  og  tillokkende,  og  den  forbindes  med  positive  forestillinger   om  frihed,  lethed,  uforpligtethed,  romantik  og  lykke.  Eksempelvis  spiller  ungdommen  en  stor  rolle   som  vækstlag  for  nye  strømninger  i  oplevelsesmåder,  adfærdsformer  og  symbolbrug,  og  den   hyldes  som  et  kommercielt  felt,  der  er  ekspanderet  med  ekspresfart  i  forlængelse  af  forskellige   stilfællesskaber  og  livsstile.  I  kontrast  hertil  associeres  ungdom  for  det  andet  med  utilpasset   adfærd,  afvigelser,  fejludviklinger  og  problematikker,  der  truer  samfundets  sammenhængskraft  og   stabilitet  (Illeris  et  al.,  2009). Disse  to  forståelser  ligger  givetvis  til  grund  for  nogle  af  de  fordomme,  som  unge  møder  i  kultur-­‐   livet.  På  den  ene  side  tendensen  til  gerne  at  ville  de  unge,  fordi  de  opleves  som  trendsættende,   nytænkende  og  eksperimenterende.  På  den  anden  side  tendensen  til  at  være  skeptisk  i  forhold  til,   hvor  meget  ansvar  man  vil  lægge  på  unges  skuldre,  og  hvor  meget  indflydelse  og  ejerskab  man  er   villig  til  at  give  de  unge.   014.b Unge kræver andre greb end børn           Ungdomsforskning  peger  på,  at ��der  er  visse  fællestræk,  som  karakteriserer  unge,  fordi  de  lever  i   en  fælles  tid  og  står  over  for  nogle  livsvilkår,  som  er  anderledes  end  dem,  børn  og  voksne  oplever.   Unge  deler  nogle  generationsbestemte  forudsætninger,  som  giver  dem  nogle  særlige  logikker  at   handle  ud  fra  (Sørensen  og  Nielsen,  2008).  At  beskrive  ungdommen  som  en  bro  (Wiedemann,   1999)  er  et  poetisk  udtryk  for  det  særlige  vilkår,  at  unge  lever  i  en  overgangsfase  mellem  det  at   være  barn  og  det  at  være  voksen. Når  man  sammenligner  børn  og  unge,  er  der  ét  vilkår,  der  kræver  særlig  opmærksomhed:  At  unge   er  ved  at  løsrive  sig  fra  voksengenerationen,  og  at  de  derfor  i  højere  grad  end  børn  søger  deres   egne  veje.  Formålet  med  denne  løsrivelsesproces  er  at  opnå  den  uafhængighed  fra  voksne,  som  er  


15  

en  forudsætning  for,  at  unge  selv  kan  blive  voksne  (Sørensen  og  Nielsen,  2008).  I  langt  højere  grad   end  børn  er  unge  således  en  målgruppe,  der  udforsker  verden,  og  hermed  også  kunst  og  kultur,  på   deres  egne  måder.  Unge  gør  eksempelvis  krav  på  retten  til  at  træffe  selvstændige  beslutninger  og   på  at  tage  ansvar  for  sig  selv.     Det  er  gennem  kulturel  praksis,  dvs.  det  at  give  udtryk  for  noget  i  forhold  til  andre,  at  man  kan   skabe  mening  med  livet.  Ved  at  give  vores  erfaringer  og  oplevelser  form  kan  vi  dele  dem  med   andre.  Kulturel  identitet  dannes  således  ved  at  ”anvende  kulturens  tegn  til  at  skabe  mening  om  os   selv  og  for  os  selv  i  forhold  til  andre”  (Drotner,  2007).   I  denne  henseende  adskiller  børn  og  unge  sig  fra  hinanden,  idet  udviklingen  af  kompetencer   blandt  de  to  målgrupper  er  meget  forskellig.  Dette  betyder,  at  måderne,  hvorpå  kulturelle   initiativer  og  tilbud  kan  favne  unges  lyst  til  at  eksperimentere  og  udfordre  verden,  er  anderledes   end  blandt  børn,  da  unge  i  langt  højere  grad  agerer  selvstændigt  i  deres  hverdagsliv.   015 Kulturel dannelse Målgruppen  er  dermed  spændende  og  ideel  for  projektet  da  ungdomslivet  kan  anskues  som  et   ”univers”  for  identitets-­‐  og  kompetenceudvikling  (Kofod  og  Nielsen,  2005).  En  sådan  aktivitet   danner  frirum,  der  netop  fokuserer  på  udviklingen  af  kreative,  kulturelle  og  sociale  kompetencer.   Æstetisk  praksis,  dvs.  det  sansende,  og  det  at  kunne  erkende  gennem  sanserne  (Drotner,  1993),  er   en  vigtig  medspiller  i  forbindelse  med  kulturel  dannelse:  For  det  første  fordi  unge  i  stigende  grad   er  henvist  til  at  danne  sig  egne  fortolkninger  af  verden.  For  det  andet  fordi  det  i  et  samfund  som  er   præget  af  kontingens,  kompleksitet  og  uforudsigelighed  bliver  stadig  vigtigere  at  kunne  stole  på   vores  fornemmelser  og  sansninger.  For  det  tredje  fordi  æstetisk  praksis,  dvs.  skabende  arbejde  i   kunstnerisk  forstand,  er  en  måde  at  fortolke  sit  forhold  til  verden  og  give  udtryk  for  konflikter   gennem  symbolske  handlinger  (Lanager,  2004).   Kunst  og  kultur  får  en  særlig  fremtrædende  rolle  i  den  moderne  dannelsesrejse,  fordi  dannelses   idealet,  ifølge  Kirsten  Drotner,  dr.phil.  og  docent  ved  Københavns  Universitet,  er  blevet  refleksivt   (Drotner,  2001).  Den  traditionelle  forestilling  om  dannelse,  som  handler  om  tilegnelsen  af  nogle   bestemte  normer  og  værdier,  er  i  høj  grad  blevet  overhalet  af  et  dannelsesbegreb,  som  handler   om  at  kunne  forholde  sig  til  og  kunne  erkende  modsætninger.   Forestil  dig  en  dj,  som  sampler  forskellige  beats  til  en  stor  lydkulisse.  Det  er  min  oplevelse  at  det  er   på  samme  måde  de  unge  sampler  deres  liv  til  fortællinger  ved  at  sammensætte  deres  liv  af   forskellige  brudstykker.  Unge  sammenstykker  således  en  mosaik  af  oplevelser,  erfaringer,   holdninger  og  præferencer,  som  danner  rammen  for  deres  livsstil  og  ageren  i  verden.  Denne   mosaik  er  i  konstant  forandring,  idet  den  hele  tiden  udvides.  Dette  kan  føre  til,  at  unge  i  fremtiden   ikke  længere  vil  søge  de  store  sammenhænge  i  livet,  men  i  stedet  være  optaget  af  nuets   muligheder  (Jensen,  2009b).  Der  er  således  sket  et  skift  i  opfattelsen  af  personligheden.  For  unge   handler  det  ikke  om  modning  og  dannelse,  men  om  at  få  så  mange  oplevelser  som  muligt  (Jensen,   2009a).  Unges  ageren  er  altså  i  høj  grad  oplevelsesorienteret.   Unge  vil  i  fremtiden  formentlig  blive  endnu  mere  situationsbestemte  end  nutidens  unge,  og  de  er   allerede  nu  mere  omskiftelige  end  tidligere  tiders  unge.  De  kan  betegnes  som  situider.  Nutidens   unge  har  fra  barnsben  lært  at  manøvrere  i  mange  forskellige  miljøer,  og  de  socialiseres  til  at  skifte   imellem  forskellige  miljøer  uden  forvirring  eller  ubehag  og  dyrker  personligheder,  som  er  tids  -­‐  og   stedafhængige  (Jensen,  2009c).  Mediemæssigt  lever  unge  i  en  zapperkultur.  Men  til  forskel  fra   tidligere  generationer,  så  zapper  de  ikke  blot  rundt  i  underholdningstilbuddene,  de  zapper  rundt   mellem  alle  livets  facetter  –  lige  fra  venner  til  skole,  musik,  film,  sport  og  jobs.  Unge  er  opflasket  


16  

med  et  stort  udvalg  af  muligheder  og  er  ekstremt  hurtige  til  at  vælge  til  og  fra  –  de  vil  have   øjeblikkelig  tilfredsstillelse,  ellers  zapper  de  videre  til  andre  tilbud  (Bay  og  Ralund,  2006).     Carsten  Jessen,  lektor  og  ph.d.  ved  Danmarks  Pædagogiske  Universitet,  mener  i  modsætning   hertil,  at  unges  mediebrug  ikke  er  præget  af  zapperi  og  forvirring,  men  derimod  af  simultane   processer,  dvs.  at  de  på  én  og  samme  tid  indgår  i  parallelle  relationer  og  samtaler  (Jessen,  2001).   Unges  brug  af  mobiltelefoner  er  et  godt  eksempel  på,  hvordan  de  dyrker  simultane  processer.  På   en  og  samme  tid  kan  de  deltage  i  en  familiemiddag  og  sms’e  med  venner.   Alfa  og  omega  er  det;  at  unge  er  klædt  på  til  træffe  deres  egne  valg.  De  mange  valg  bliver   grundlaget  for  unges  livsfortællinger,  hvor  unge  skal  mestre  det,  der  kan  betegnes  som  ”gør-­‐det-­‐ selv-­‐  biografier”  (Beck  &  Beck-­‐Gernsheim,  2002).  Disse  biografier  skabes  løbende  med  udgangs   punkt  i  de  skiftende  positioner,  situationer,  omstændigheder  mv.,  som  unge  befinder  sig  i  gennem   deres  livsforløb.  Men  dette  er  ikke  uden  omkostninger…..   016 Individualitet Den  tyske  ungdomssociolog  Thomas  Ziehe  knytter  to  centrale  begreber  til  ungdomskulturen,   nemlig  kulturel  frisættelse  og  ambivalens,  som  kan  bruges  til  at  forstå  unges  forestillinger  om   individualitet  og  fællesskab.  Den  kulturelle  frisættelse  betegner  det  nedbrud  i  traditioner,  værdier   og  normer,  som  siden  70’erne  har  manifesteret  sig  ved,  at  social  baggrund  mister  betydning  for   udformningen  af  værdier  og  målsætninger  for  unge.  Denne  frisættelse  bevirker  også,  at   samfundet  ændrer  sig  fra  et  skæbnesamfund  til  et  valgsamfund,  hvor  det  enkelte  individ  aktivt   skaber  sin  egen  identitet  og  ikke  længere  er  bundet  af  tidligere  generationers  tilhørsforhold.  I   kølvandet  på  den  kulturelle  frisættelse  følger  en  ambivalens,  idet  frisættelsen  på  den  ene  side   skaber  åbninger  og  muligheder  og  på  den  anden  side  omkostninger  og  trusler  (Jacobsen,  2004). Eksempelvis  er  ungdomsperioden  præget  af  mange  valg  i  forhold  til  uddannelse,  arbejde,  livsstil   og  forbrug.  På  den  ene  side  medfører  disse  valg  oplevelsen  af  en  næsten  grænseløs  frihed  til  at   forme  sin  egen  tilværelse  og  identitet.  På  den  anden  side  er  friheden  og  de  mange  valgmuligheder   forbundet  med  den  ufrihed,  der  er  forbundet  med  ikke  at  kunne  fravælge  eller  frigøre  sig  fra  disse   muligheder  og  valg.  Og  disse  valg  er,  når  alt  kommer  til  alt,  begrænset  af  den  unges  situation,   handlekraft,  evner,  kompetencer  og  økonomi  (Illeris  et  al.,  2009).  Og  går  det  galt  kan  man  kun   bebrejde  sig  selv…   Ovenstående  teorier  om  unge  lægger  op  til  et  individualistisk  menneskesyn,  som  hele  tiden   fokuserer  på,  hvad  det  enkelte  individ  har  lyst  til  og  behov  for  i  nuet.  Individualiseringen  kan  ifølge   ungdomsforskning  anskues  som  et  centralt  begreb  i  forhold  til  unges  søgen  efter  identitet  (Illeris   et  al.,  2009;  Ziehe,  2004).  Baggrunden  for  individualiteten  er  som  før  nævnt  at  de  traditions   befæstede  livs  sammenhænge  er  under  opløsning,  herunder  bindinger  til  sted,  stand,  slægt,   religion  og  køn.  Dette  medfører,  at  individuelle  fortolkninger  og  modelleringer  bliver  centrale  for   udviklingen  af  den  enkeltes  identitet.  Identitetsdannelsen  er  på  mange  måder  den  bagvedliggende   mulighed  for  at  styre  den  enkeltes  valgmuligheder,  som  i  dag  står  som  den  primære  opgave  i   ungdomsperioden  (Illeris  et  al.,  2009).  Samtidig  er  individets  identitet  forbundet  i  et  veksel-­‐   virknings  forhold  med  kultur,  idet  identitetsdannelse  og  kultur  er  gensidige  forudsætninger  for   hinanden  (Jørgensen,  2004).   Udfordringen  ved  at  arbejde  men  denne  gruppe  (  og  den  grundlæggende  faktor  for  mit  valg  af  det   performative  udtryk  og  arbejdsform)  er  bla.  at  individualiseringen  betyder,  at  koblingen  mellem   identitet  og  fællesskab  er  blevet  mere  kompleks,  idet  det  enkelte  individ  på  én  og  samme  tid   ønsker  at  være  frit  og  indgå  i  fællesskaber.  At  deltage  i  et  fællesskab  sætter  begrænsninger  for   individets  frie  handle  muligheder,  men  fællesskabet  er  samtidig  med  til  at  skabe  muligheder  og  til  


17  

at  give  handlinger  mening.  Således  balancerer  ungdommen  mellem  denne  ambivalens  i  forsøget   på  både  at  skabe  sin  egen  identitet  og  indgå  i  fællesskaber.  Så  længe  individet  har  muligheder  for   at  udfolde  sig,  vil  fællesskabet  ikke  være  begrænsende,  men  derimod  frigørende.  Hvorimod   fællesskabet  bliver  begrænsende,  hvis  det  bliver  pålagt  individet,  og  individet  ikke  er  med  til  at   definere  fællesskabet  (Illeris  et  al.,  2009).   017 Generation MeWe Den  svenske  tænketank  Kairos  Future  hæfter  betegnelsen  MeWe  Generation  på  unge  i  deres   forsøg  på  at  indkapsle  det  tvetydige  forhold,  at  unge  er  både  individualistiske  og  fællesskabs   søgende  på  samme  tid.  Deres  undersøgelse  peger  på,  at  det  at  have  fælles  mål  og  tage  fælles   beslutninger  er  centrale  værdier  for  unge.  Derved  punkteres  myten  om,  at  unges  individualistiske   syn  på  tilværelsen  er  lig  med  egoisme,  selvcentrering  og  selvtilstrækkelighed.  Deres  individualisme   er  måske  snarere  en  afstandstagen  fra  konformiteten,  idet  unge  selv  ønsker  at  vælge,  hvad  de   gerne  vil,  og  søger  at  være  tro  mod  sig  selv  (Lindgren  et  al.,  2005). 017.a Generation Netværk Unge  kan  også  defineres  som  Generation  Netværk.  For  dem  er  netværkstankegangen  et  livsvilkår,   og  de  tager  det  som  en  selvfølge  hele  tiden  at  vedligeholde  deres  netværk,  fx  ved  konstant  at   være  online  via  mobiltelefoner.  Generation  Netværk  er  altid  på  vej,  og  når  de  når  frem  til  en   destination,  kalder  et  andet  sted  i  Netværket  på  dem. Unges  identiteter  bygger  i  høj  grad  på  en  handlingsorienteret  individualisme.  Det  vil  sige,  at  den   tager  udgangspunkt  i,  at  individet  hele  tiden  har  nogle  muligheder  for  at  markere  sig  overfor   andre.  På  den  ene  side  foretager  individet  valg  med  udgangspunkt  i  egne  interesser.  På  den  anden   side  opererer  individet  inden  for  en  netværkslogik,  som  hele  tiden  tager  afsæt  i,  at  der  er  andre  til   stede,  og  at  individer  i  fællesskab  kan  gøre  noget.  Konsekvensen  af  den  handlingsorienterede   individualisme  er  en  ny  form  for  identitet,  som  udfoldes  mellem  individuelle  valg  og  interesser  på   den  ene  side  og  aktive  netværk  med  mange  involverede  parter  på  den  anden  (Andersen,  2008).   017.b Unge med eller uden risikoadfærd Disse  kapitler  om  unge  tegner  således  et  øjebliksbillede  af  en  generation,  som  generelt  har  mange   muligheder  og  kompetencer.  Men  for  nogle  unge  fremstår  disse  muligheder  ikke  som  reelle   muligheder,  og  kravet  om  kompetencer  virker  som  en  barriere  pga.  forskellige  sociale  og  kulturelle   forhold.  Ungdomsperioden  er  for  nogle  unge  en  skrøbelig  og  turbulent  periode,  fordi  deres   selvstændiggørelses  proces  fra  deres  forældre  medfører  en  masse  valgmuligheder,  som  både   indebærer  mulige  succeser  og  mulige  nederlag. ”Helt  overordnet  drejer  det  sig  om  at  vælge,  hvem  man  vil  være,  og  hvordan  man  vil  forme  sin   tilværelse.  Men  det  indebærer  også,  at  man  kun  har  sig  selv  at  skyde  skylden  på,  når  man  har  valgt   forkert,  eller  man  ikke  kan  leve  op  til  sine  egne  drømme  og  forhåbninger.  På  denne  måde  er   ungdommen  i  dag  en  risikofuld  sammenvævning  af  overvældende  tilbud,  og  uoverskuelige   faldgruber,  en  evigt  krævende  og  ofte  smertefuld  konfrontation  med  stadig  nye  udfordringer,  som   nogle  kan  klare  og  trives  med,  mens  andre  mister  orienteringen  og  må  springe  fra  tue  til  tue  i  en   proces,  der  hverken  synes  at  have  mål  eller  retning,  og  hvor  fællesskaber  og  samfundsforhold  let   kan  opleves  som  mere  truende  end  støttende”  (Illeris  et  al.,  2009).   Netop  af  denne  grund  er  det  vigtigt  at  bruge  de  muligheder,  kunst  og  kultur  giver  for  succes   oplevelser  og  talentudvikling  samt  for  at  indgå  i  sociale  fællesskaber  og  netværk.  

           


18  

018  

Tættere på en projektramme

018.a Selvrepræsentation  ...  der  er   delte  meninger  blandt  unge,  om  hvorvidt  de  vil  repræsentere  andre.  I  nogle  tilfælde  ønsker  jeg  at   repræsentere  andre,  men  det  er  alt  efter,  hvad  det  er  for  en  sammenhæng.  Der  er  steder,  hvor  jeg   synes,  det  er  en  fordel  at  repræsentere  andre  (...)  Men  det  kan  også  blive  for  bureaukratisk  (...)   Det,  at  unge  søger  nye  alternative  måder  at  bruge  demokratiet  på,  er  måske  et  tegn  på,  at  der   findes  andre  måder  at  leve  i  et  samfund  på  end  sådan  som  nu  vi  engang  gør..  Andreas  Jørgensen,   15  år,  fra  Ycity  -­‐  projekt  gruppen At  unge  generelt  kun  ønsker  at  repræsentere  sig  selv,  er  en  tese,  der  bekræftes  af  ledere  i  flere  af   de  ungdomskulturhuse,  som  jeg  har  besøgt  i  løbet  af  opgaveskrivningen,  og  som  manifesterer  sig  i   forskellige  ungeprojekter.  Men  som  en  ung  fyr  argumenterer  for  i  det  indledende  citat,  så   afhænger  spørgsmålet  om  repræsentation  af  den  specifikke  kontekst.  I  nogle  sammenhænge   repræsenterer  unge  gerne  andre  unge,  mens  de  i  andre  kun  vil  repræsentere  sig  selv.   018.b Demokrati For  nogle  unge  er  det  repræsentative  demokrati  ikke  idealet,  og  de  udforsker  andre  former  for   demokrati  og  ledelsesstrategier.  Flertalsafgørelser  baseret  på  en  rational  interesse,  som   kendetegner  det  repræsentative  demokrati,  ligger  langt  fra  disse  unges  forestillinger  om   individualitet  og  fællesskab.  Tendensen  er,  at  unge  i  højere  grad  hylder  demokratiidealer,  der  er   baseret  på  den  enkeltes  aktive  rolle  i  den  demokratiske  proces,  og  hvor  interesser  ikke  er  givet  på   forhånd,  men  derimod  bestemt  af  den  specifikke  sociale,  politiske  og  økonomiske  kontekst.


19  

Inspirationskilde  :  Et  Projekt  jeg  har  fulgt  nøje  og  er  stærkt  inspireret  af  er  Ycity  projektet.                                                                             Ycity  er  et  eksempel  på,  hvordan  projekter  kan  bygges  op  omkring  forestillingen  om,  at  unge  kun   vil  repræsentere  sig  selv.  Projektets  formål  var,  at  unge  i  løbet  af  en  uge  skal  bygge  en  by  i  en   gammel  fabrikshal  i  Roskilde.  Det  var  op  til  de  unge  deltagere  at  definere,  hvad  og  hvordan  byen   skulle  være.  Projektet  byggede  således  på  unges  egne  visioner  for  byens  rum,  byens  kulturelle   aktiviteter  og  fællesskabet  i  byen.  Gennem  workshops  med  ekstern  konsulentbistand,  som  hjalp   med  at  facilitere  kreative  processer  og  flow,  blev    de  unge  klædt  på  til  at  handle  og  realisere  deres   drømme  og  visioner.   Grundtanken  bag  Ycity  er  forestillingen  om  den  kosmopolitiske  stat,  hvor  idealet  er  ikke  at  miste   sit  sprog,  kultur  eller  identitet  (Team  Ycity,  2009).  Projektet  er  et  eksempel  på,  hvordan  fælles-­‐   skaber  kan  baseres  på  anerkendelse  af  andres  anderledeshed  og  en  individ  forståelse,  som  bunder   i,  at  alle  er  ens  og  forskellige  på  samme  tid.  I  praksis  realiseres  dette  ideal  ved,  at  projektet  tager   udgangspunkt  i  den  enkeltes  visioner,  men  visioner,  som  er  del  af  fællesskabet  i  den  fælles  by.     Pointen  er:  ”At  realisere  sig  selv  i  forhold  til  andre  og  samtidig  være  en  del  af  et  fællesskab  med   frie  handlemuligheder”  (Team  Ycity,  2009).     Andreas  fra  Ycity-­‐projektgruppen  fremhæver  i  tråd  hermed:  ”Hvis  man  kan  realisere  sig  selv  i   forhold  til  andre  og  samtidig  udfylde  sine  egne  ønsker,  så  er  målet  nået.  Hvis  man  kan  tage  hensyn   til  andre  i  en  gruppe,  hvor  man  stadig  gør,  hvad  man  vil,  så  er  der  mere  fremtid  i  gruppen”     Princippet  om  den  bedre  forskel  er  et  beslutnings  princip  til  at  anerkende  unges  behov  for  ikke  at   repræsentere  andre  end  sig  selv,  idet  princippet  er  et  alternativ  til  konsensus  og  flertals  afgørelser.   Den  bedre  forskel  indebærer,  at  der  ikke  søges  efter  en  fælles  holdning,  men  i  stedet  søges  efter   at  finde  sammenhænge  og  kombinationsmuligheder  i  forskellige  handlinger,  uden  at  den  enkelte   skal  gå  på  kompromis.     En  fordel  ved  at  sætte  fokus  på  den  enkeltes  rolle  i  demokratiske  processer  er,  at  dette  styrker   unges  lyst  til  at  deltage.  Muligheden  for  indflydelse  kan  i  høj  grad  være  et  virkemiddel  til  at  skabe   ejerskab  og  handlekraft  blandt  unge  og  derved  skabe  empowerment,  dvs.  skabe  kontrol  over  ens   eget  liv  ved  at  skabe  kontrol  over  de  faktorer,  som  er  med  til  at  positionere  én  som  undertrykt   eller  disempoweret  (Breton,  1994).  På  længere  sigt  kan  denne  type  kompetence  udvikling  blandt   unge  gennem  kunst-­‐  og  kulturaktiviteter  være  med  til  at  udvikle  unges  kompetencer  inden  for   deltagelse  og  ledelse  samt  være  med  til  at  udvikle  nye  organisations  former.    

http://vimeo.com/8224953


20  

020   Placering af projektet

020 Fysisk Placering Ungdomsforskning  viser,  at  unge  opfatter  fritiden  som  det  tidsrum,  hvor  livet  leves  her  og  nu.  Men   fritiden  spiller  også  en  stor  rolle  i  forbindelse  med  unges  personlige  udvikling  og  sociale   integration  i  overgangen  fra  barn  til  voksen.  Fra  alderen  omkring  12-­‐14  år  er  det  almindeligt,  at   unge  selv  tager  ansvar  for  at  organisere  og  skabe  sammenhæng  i  deres  fritid  (Illeris  et  al.,  2009).   Det  er  også  en  tendens,  at  jo  ældre  unge  bliver,  desto  større  indflydelse  og  ansvar  får  de  for  selv  at   sammensætte  og  prioritere  deres  fritidsliv  (Kofod  og  Nielsen,  2005).   Unges  fritid  kan  inddeles  i  to  kategorier:  Den  selvorganiserede/uorganiserede  fritid.  Den  selv-­‐ organiserede  fritid  er  planlagte  aktiviteter,  fx  i  sportsklubber,  musik-­‐  og  billedkunstskoler,  eller   foreningsbaserede  aktiviteter.  Kendetegnet  for  denne  type  aktiviteter  er  krav  om  tilmelding,  faste   mødetidspunkter  og  voksenstyring.  Den  selvorganiserede  fritid  er  aktiviteter,  som  har  en  mere   fleksibel  karakter,  og  som  kan  arrangeres  eller  ændres  med  kort  varsel,  uden  at  det  får  større   konsekvenser.  Det  er  typisk  aktiviteter,  som  unge  selv  organiserer.  Eksempelvis  biblioteksbesøg,   klubbesøg,  samvær  med  venner  og  familie.  Socialt  samvær  med  venner  er  en  helt  central  faktor  i   det  selvorganiserede  fritidsliv  (Kofod  og  Nielsen,  2005).   Der  er  en  stigende  tendens  til,  at  unge  vælger  organiserede  aktiviteter  fra  til  fordel  for   selvorganiserede  aktiviteter  (Kofod  og  Nielsen,  2005).  Den  stigende  interesse  for  selvorganiserede   aktiviteter  kan  forstås  som  en  forlængelse  af  en  moderne  livsstil,  som  er  både  fleksibel,  organisk   og  hyper  dynamisk,  samt  en  livsstil,  hvor  det  i  højere  grad  end  tidligere  er  muligt  at  færdes  på   tværs  af  tid  og  sted,  fx  via  mobiltelefoner  og  internet.  Mulighederne  for  at  organisere  aktiviteter   er  således  under  forandring.  Brugen  af  mobiltelefoner  har  eksempelvis  medført  en  revolution  i   unges  selvorganiserede  fritidsliv  (Illeris  et  al.,  2009),  og  de  unge  kan  på  kort  tid  mobilisere  og   organisere  aktiviteter  og  events  på  en  helt  anden  måde,  end  det  var  muligt  før  mobiltelefoni.  


21  

Jeg  har  af  disse  grunde  bevidst  ønsket  at  placere  projektet  udenfor  den  normale  kunstinstitution   eller  traditionelle  læringsrum.  Hensigten  var,  om  muligt,  at  gribe  og  udforske  den  energi  der  ligger   i  de  unges  selvorganiserede  /  uorganiserede  fritid.     De  fysiske  rammer  har  helt  konkret  for  dette  projektet  har  været  STREETMEKKA:  Et  helt  unikt  sted   der  i  nutidens  ånd  og  i  overensstemmelse  med  de  unges  ønsker  lægger  vægt  på  bevægelse,   tilgængelighed,  brugerinddragelse  og  fleksibilitet.  Stedet  formår  at  skabe  et  frisk  alternativt  pust   til  den  traditionelle  københavnske  ungdoms-­‐  og  idrætskultur.  (  mere  her  om  i  bilag  )   021 Netværk og sociale fællesskaber Unge  er  som  før  nævnt  en  uhyre  netværksorienteret  generation.  Venskabskredsen  for  de  unge  er   ikke  bare  nogle,  man  kender,  men  et  netværk,  der  konstant  skal  vedligeholdes.  Det  er  vigtigt  at   fremhæve,  at  netværket  ikke  bare  er  en  smart  måde  at  kommunikere  på,  men  at  det  er  et   livsvilkår,  som  unge  ikke  tænker  over  i  det  daglige.  Evnen  til  at  netværke  og  opfattelsen,  at  verden   er  et  sammenhængende  netværk,  er  således  en  integreret  del  af  unges  liv  (Bay  og  Ralund,  2006).   Denne  tendens  til  netværksorientering  betyder  noget  for  unges  motivation  og  behov  i  forhold  til   kunst-­‐  og  kulturinitiativer,  fordi  den  har  en  afsmittende  effekt  og  er  med  til  at  præge  nytænkning   på  ungeområdet.   Tendensen  til,  at  unge  bliver  mere  og  mere  netværksorienterede,  bevirker,  at  ungeinitiativer  i   langt  højere  grad  end  tidligere  skal  tænke  netværk  ind  i  deres  projektbeskrivelser  og   kommunikations  strategier.  Kunst-­‐  og  kulturprojekter  for  unge  skal  ikke  blot  give  kreative   udfoldelsesmuligheder,  men  også  skabe  sociale  fællesskaber  og  netværk  unge  imellem  og  mellem   unge  og  relevante  miljøer,  initiativer  og  personer.     Netværk  er  potentielle  kommunikationskanaler,  og  det  er  derfor  vigtigt  at  få  unge  til  at  tage   ejerskab  i  forbindelse  med  ungeinitiativer  og  at  få  dem  til  at  bruge  deres  netværk  til  at  sprede   budskaber.  På  denne  måde  er  det  muligt  at  kommunikere  til  et  stort  antal  unge  på  meget  kort  tid,   idet  budskaberne  kan  forgrene  sig  som  ringe  i  vandet.   Jeg  og  projektets  øvrige  medlemmer  har  med  succes  brugt  denne  kommunikations  form  gennem   hele  projektforløbet  og  hensigten  og  visionerne  er  at  udbygge  dialog  formerne  med  både  blog  ,   facebook,    you-­‐tube  og  flick  hvor  oplevelser,  film  og  billeder  kan  deles  og  bevidnes,  da  det  vil  give   projektet  forøget  fremadrettet  energi  til  at  forsætte  og  udvikle  videre  på  det  igangværende.  Mere   herom  senere.                  

         


22  

022  

Mit personlige perspektiv


23  

023 Laszlo Moholy-Nagy...mit  pædagogiske  ståsted,  hvis  man  overhoved  kan  tale   om  et  sådan  da  jeg  ingen  pædagogisk  uddannelse  har  bag  mig.     I  det  følgende  vil  jeg  dog  tillade  mig  at  præsentere  de  tanker  om  et  kreativ  udviklingsrum  som   Laszlo  Moholy-­‐Nagy,  (  1895-­‐1946)  udviklede  i  første  halvdel  af  det  20.århundrede.  Laszlo  Moholy-­‐ Nagy  var  en  ungarsk  jøde,  var  som  maler,  fotograf  og  arkitekt  en  af  bannerførerne  i  den   modernistiske  bevægelse  som  århundredes  første  årtier  udviklede  et  nyt  formsprog.  Han  var  en  af   drivkræfterne  bag  designskole  Bauhaus  der  i  årene  1919-­‐1933  etablerede  den  første  moderne   kunsthåndværkerskole  med  en  helt  speciel  pædagogisk  tilgang  til  læring  og  kreativitet.     Jeg  stødte  selv  på  fragmenterede  spor  af  hans  pædagogik  på  Danmarks  Designskole  tilbage  i  slut   80érne.  Mødet  med  disse  gjorde  dybt  indtryk  på  min  kreative  udvikling  og  stolen  på  egen  evne  og   potentiale.  Gennem  nuværende  uddannelse  syns  flere  af  hans  pædagogiske  facetter  at  dukke  op  -­‐   hvilket  gav  mig  lejlighed,  nysgerrighed  og  lyst  til  at  gå  i  dybden  med  Moholy-­‐Nagys  vision  og   derigennem  forstå  hvad  det  var  jeg  selv  reagerede  så  positivt  udviklende  på,  da  jeg  har  et  ønske   om  at  kunne  viderebringe  dele  af  disse  tanker  i  egen  praksis.   Hans  opgør  var  båret  af  et  opgør  med  specialiseringen  i  uddannelses  verden  og  arbejdslivet.  Det   gik  på  at  specialisering  rigtig  nok  øger  menneskets  effektivitet  på  kort  sigt  men  på  længere  sigt   forkrøbler  arbejdsdeling  menneskets  anlæg  og  dræner  for  opfindsomhed  og  kreativitet  til  skade   for  den  enkle  og  helheden.  Mennesket  var  med  en  anden  stor  tysk  sociolog  Max  Webers  ord  i  fare   for  at  blive  et  fag  menneske  uden  ånd,  et  nydelses  menneske  uden  hjerte:  En  marionet  i  et   upersonligt  og  i  sidste  ende  menneskefjendsk  system.   Målet  for  den  sociale  utopi  blev  derfor  at  fremme  vilkårene  for  det  ”hele  menneske”,  et  menneske   der  kunne  udfolde  sig  frit  og  efter  egne  anlæg.  Utopien  skulle  fremmes  ved  en  uddannelse  som   tog  udgangspunkt  ikke  i  industriens  øjeblikkelige  fornødenheder  men  i  menneskets  biologiske   grundlag  :  i  sansningen,  i  glæden  ved  overraskelsen,  i  nysgerrigheden  og  legen,  i  fraværet  af   frygten  for  at  dumme  sig  og  i  begejstringen  over  at  lære  og  skabe  noget  nyt.  Moderniseringen   havde  fremmet  menneskets  intellektuelle  alfabetisering  men  den  ensidige  specialisering  af   enkeltanlæg  havde  samtidig  øget  den  emotionelle  analfabetisme.  Mennesket  var  derfor  blevet   fremmed  overfor  sit  eget  naturgrundlag.     Selv  om  Moholy-­‐Nagys  tanker  var  møntet  på  voksenelever  er  de  også  aktuelle  for  børn  og  unge,   fordi  han  så  opdragelsen  til  kreativitet  som  et  ideelt  set  integreret  forløb.  Denne  opdragelse  var   for  at  bruge  et  nutidigt  begreb  ”livslang  læring”  der  bedst  startede  så  tidligt  i  skolen  som  muligt.   Moholy-­‐Nagys  metode  er  ydermere  interessant  fordi  den  forgriber  tankesættet  i  nutidens   moderne  social  psykologisk  funderede  kreativitets  teorier.  f.eks.  Amabile,  Csikszentmihalyi,   Sternberg  og  Lubart.  Disse  er  alle  enige  om  at  flere  forhold  skal  være  til  stede  for  at  en  handling   eller  løsning  betegnes  som  kreativ.   Som  Lubart  sammenfatter  :                                                                                                                                                                                                                                                           1.  Tilstrækkelig  viden  om  et  område  som  man  vil  være  kreativ  inden  for.                                                                                           2.  En  tankestil  som  er  orienteret  mod  at  identificere  problemer  og  finde  frem  til  personlige   funderede  generelle  løsninger  og  almene  regler  for  dette;  modsat  tankestile  som  fortrækker  enten   at  implementere  regler  eller  at  evaluere  regler                                                                                                                                                                                       3.  En  personlighed  kendetegnet  ved  selvtillid  ,  ukonventionel  tankegang  og  adfærd,  en  villighed  til   at  tage  moderate  risici  en  vilje  til  at  overvinde  modstand  og  en  evne  til  at  kunne  udholde   tvetydighed  og  usikkerhed.                                                                                                                                                                                                                                                            


24  

4.  En  høj  grad  af  indre  motivation  og  engagement  i  forhold  til  opgaven                                                                                                 5.  Støttende  omgivelser   024.a Den æstetiske opdragelse Moholy-­‐Nagys  tese  var  at  det  ikke  er  en  særlig  evne  at  rumme  kreativitet.  Alle  har  som  udgangs   punkt  anlæg  for  at  handle  kreativt.  Alle  normalt  fungerende  mennesker  var  fra  naturens  hånd   talentfulde,  de  rummer  kimen  til  at  kunne  mestre  det  hele.  Men  disse  anlæg  skal  ”drages  op”.  Det   skal  trækkes  op  og  opdyrkes  hos  den  enkle.  Pædagogikkens  mål  var  at  hvert  menneske  fandt  sin   egen  tilgang  til  konkrete  problemstillinger  og  kunne  udfolde  denne  på  en  balanceret  og  original   måde.:  Dvs.  ”original”  betød  at  tilgangen  skulle  være  selvstændig  og  rodfæstet  i  det  enkle   menneskes  grundige  undersøgelse  og  afprøvning  af  problemstillingen.   Moholy-­‐Nagy  talte  om  en  ”  education  of  the  senses”    en  tidssvarende  version  af  den  æstetiske   læringsstil.  En  læringsstil  der  skulle  forlige  menneskets  emotionelle  anlæg  ,  sansningen,  med  dets   intellektuelle  evner,  begrebsligheden  og  derved  finde  frem  til  det  hele  menneske.  Balancen  i  den   menneskelige  tilværelse  skulle  genoprettes  ved  især  at  øge  menneskets  evne  til  at  artikulere  sine   følelser.   024.b Den erfaringsbaserede uddannelse Det  opdragelses  ideal  som  Bauhaus  forsøgte  at  praktisere  var  bestemt  ikke  hjemmestrikket  eller   uden  forbindelse  med  tidligere  reform  bevægelser.  Moholy-­‐Nagy  henviser  selv  til  både   europæiske  ;  Montesorri,  Jacoby    og  amerikanske  ;  Parker,  Dewey´s    reform  pædagogikker  som   væsentlige  inspirationskilder.  Disse  havde  alle  taget  udgangspunkt  i  sanselig  erfaring  og   erfaringsbaseret  virksomhed  som  væsentlige  læringsgrundlag.  Det  var  børnenes  egen   nysgerrighed  og  naturlige  videbegær  der  virkede  læringsfremmende  og  ikke  indlæring  af  fast   pensum.  Disse  var  dog  ifølge  Moholy-­‐Nagy  ikke  uden  problemer  da  Montessori  skolen,  som  han   oplevede  det,  var  for  sentimentale.  Børnenes  sanselige  erfaring  blev  ikke  omsat  i  kreative   løsninger,  -­‐  det  var  i  grunden  tilstrækkeligt  at  børn  sansede  og  udfoldede  sig  frit  ,  og  i  den   amerikanske  reform  Progressive  education  var  der  for  stor  vægt  på  det  talte  og  skrevne  sprog.  Den   vægtede  i  for  høj  grad  selvudfoldelse  og  frihed  uden  tilstrækkelig  fornemmelse  for  struktur  og   orden  for  læring.     Den  undervisningsmæssige  teknik  der  skulle  fremme  denne  interaktion  var  forudsætningsløs   tilgang  til  materialet  og  redskaberne  uden  skelen  til  etablerede  konventioner  ,  overleveret  visdom   eller  indgroede  fordomme.  Dette  ville  lege  erfaringen  ind  i  kroppen  og  hen  ad  vejen  skabe   forudsætning  for  kreativ  tænkning   Kreativitet,  opfindsomhed  og  dømmekraft  ville  blive  kropsliggjorte  praksisformer..  Teknikken   lignede  uforpligtende  leg  men  adskilte  sig  fra  denne  ved  at  være  netop  forpligtet  på  konkrete   konstruktive  løsninger.     024.c Den faglige komponent Det  var  Moholy-­‐Nagys  antagelse  at  udviklingen  af  den  enkle  elevs  kreativitet  også  ville  fremelske   lysten  og  nysgerrigheden  til  at  lære  faktuelle  forhold  og  tilegne  sig  et  videnskabeligt  –  dvs.  et   analytisk  og  udforskende  tankesæt.  Disse  fagligheder  var  hver  især  uundværlige  for  det  hele   menneske  og  burde  derfor  stimuleres  ligeligt  hos  den  studerende.  Dette  skulle  ske  ved  at   undervise  i  disse  fagligheder  i  direkte  tilknytning  til  konkrete  problemstillinger.  Den  gode  lærers   opgave  var  derfor  at  kanalisere  den  studerendes  nysgerrighed  så  den  blev  videnskabelig  ,   metodisk  og  teoretisk  funderet.     Essensen  er  at  kreativitet  ikke  kun  forudsætter  at  tænke  skævt.  Kreativitet  er  evnen  til  at  gøre   noget  nyt  på  et  vidensmæssigt  set  fagligt  og  faktuelt  funderet  grundlag.    


25  

025 Det maieutiske princip i mesterlæreforklædning Læreprocessen  blev  således  befordret  ved  at  den  studerendes  gradvise  opdagelse  af  sine  egne   unikke  potentialer,  hjulpet  at  en  ”master”  der  udfordrede  og  motiverede  ”lærlingen”  til  at   præstere  det  ypperste.  Lærerens  rolle  var  i  den  henseende  at  forebygge  mod  den  åndelige   dovenskab  der  er  indbygget  som  en  fare  i  den  progressive  ensidige  vægtning  af  elevens  frihed  .   Læreren  skulle  ydermere  konfrontere  den  studerende  med  stoffets  tvang.  Stof  –  ikke  forstået  som   den  traditionelle  skoles  faste  pensum  men  helt  konkret  som  det  sanselige  materiale.  Stoffets   særegenhed,  muligheder  og  begrænsninger  der  skulle  nøje  udforskes  for  at  den  studerende  kunne   frembringe  nyt.     Bauhaus  var  således  tænkt  som  et  miljø  hvor  både  lærerne  og  de  studerende  ”  mesteren”  og   lærlingen”  deltog  i  læreprocessen.  Det  har  givetvis  virket  frygtdæmpende  at  heller  ikke  mesteren   sad  inde  med  facit.  Og  det  har  utvivlsomt  været  motiverende  at  mesteren  var  lige  så  interesseret  i   nyskabende  løsninger  som  lærlingen.  Moholy-­‐Nagy  omtaler  da  også  Bauhaus  som  en  ”  community   of  work  ”  Man  lærte  for  livets  skyld  ikke  for  skolens.  Det  var  ej  heller  for  egen  vindings  skyld  alene   ,man  gjorde  det  for  at  tjene  fællesskabet.     I  dette  projekts  tilfælde  er  det  interessant  at  ”lærlingene  ”  står  med  den  kropslige  faglige   ekspertise  og  jeg  med  den  metodiske  og  at  vi  herved  bliver  hinandens  læremestre.   Teknikken  lignede  Sokrates  maieutiske  pædagogik  hvor  den  erfarne  gennem  målrettet  tiltag   gelejder  eller  stilladserer  (  Bruner  )  den  uerfarne  frem  mod  indsigter  og  erkendelser.  Forskellen  er   blot  at  den  erfarne  i  Moholy-­‐Nagy  forestilling  om  det  optimale  kreative  læringsmiljø  selv  skulle   beriges  med  nye  erfaringer  i  læreprocessen.  Han  eller  hun  var  selv  en  lærende  deltager  i   processen  og  altså  mere  end  en  fødselshjælper  eller  stilladsarbejder.   025.a Hvad kan jeg bruge af Moholy-Nagy ? Metoden  går  for  det  første  ud  på  at  skabe  et  læringsmiljø  der  kan  fungere  både  støttende,   anerkendende  og  motiverende  for  elevens  kreativitet.     For  det  andet  arbejder  metoden  eksplicit  med  at  nedbryde  elevens  frygt  for  ikke  at  slå  til.  Via   genfundet  selvtillid  øger  det  elevens  evne  til  at  slå  igennem  og  finde  modet  og  lysten  til  at  tage   chancer.   For  det  tredje  betoner  metoden  den  indre  sammenhæng  mellem  kreativ  udfoldelse,  udvikling  af   faglig  viden  og  tilegnelse  af  en  undersøgende  og  problemorienteret  tilgang  til  opgaver.  Kreativitet   og  faglighed  er  ikke  hinandens  modsætninger.     Nøglen  i  dette  projekt  var  netop  at  understøtte  den  vedvarende  interaktiv  mellem  3  hjørner  i  en   læringstrekant:  nemlig  de  unges  indre  motivation  for  at  udforske  deres  talenter,  for  det  andet   stoffets  beskaffenhed  og  for  de  tredje  videnskabelige  metoder  og  teorier.     Det  har  ikke  handlet  om  fri  leg  som  løsning  men  en  struktureret  udfoldelse  af  talent  i  forhold  til   konkret  stof.  Denne  udfoldelse  forudsætter  en  betydelig  faktuel  viden  og  teknisk  kunnen  inden  for   dette  pågældende  domæne.  Den  kræver  tillige  selvtillid,  selvkritisk  dømmekraft  samt  seriøsitet  og   anstrengelse.  Sammensat  med  den  performative  tilgang  og  arbejdsmetoder  syns  disse  at  have   flere  fælles  træk.       Den  første  komponent,  selvværdet,  fremmes  i  et  støttende  og  anerkendende  læringsmiljø  hvor  jeg   har    haft  til  opgave  vedvarende  at  opmuntre  de  unge  til  selv  at  prøve  og  afprøve  sig  selv.  Den   anden  komponent,  alvorligheden,  kræver  en  respekt  for  stoffet  hvor  abstrakt  det  ellers  kan  syns  .   Det  kreative  potentiale  ligger  lige  i  så  høj  grad  i  stoffet  som  det  beror  på  de  unges  talenter  og  


26  

kunnen.  De  unge  skal  derfor  opfordres  og  udfordres  til  at  gå  nysgerrigt  til  værks,  opdage  og   udforske  dette  pågældende  potentiale  tilbundsgående.     For  at  jeg  kunne  udvikle  projektet  til  et  sted  hvor  begejstring  trives  kunne  der  med  fordel  tages   bestik  af  Moholy-­‐Nagys  målsætning  om  det  hele  menneske.  Det  er  nemlig  ikke  pladder   humanisme.  Denne  målsætning  er  kernen  i  den  æstetisk  opdragelse.  Æstetisk  opdragelse  er  i   Moholy-­‐Nagys  udlægning  meget  mere  end  kunst  og  kulturformidling.  Den  er  en  refleksion  over   menneskets  erfaringer  med  naturen  som  erkender  sansningens  vilkår  .  Æstetisk  dannelse  fremmer   menneskets  muligheder  for  at  forholde  sig  åbent  og  modtageligt  men  samtidigt  udviklende  og   formende  til  naturen  deriblandt  til  menneskets  egen  natur  som  emotionelt  og  intellekt  væsen.     026 Niklas Luhmann Kerne  elementer  i  Luhmanns  teori  er  kommunikation.  Sociale  systemer  er  systemer  der  består  af   kommunikation,  og  samfundet  er  det  mest  omfattende  sociale  system.  Det  sociale  system  består   af  alle  former  for  kommunikation,  men  det  består  af  intet  andet.  Et  system  er  defineret  af   grænsen  mellem  systemet  og  omverdenen,  og  det  grænser  op  til  et  uendelig  komplekst  og  kaotisk   ydre.  Det  indre  af  systemet  karakteriseres  derfor  som  et  sted  med  reduceret  kompleksitet:   Kommunikation  indenfor  et  system  fungerer  ved  at  udvælge  en  begrænset  mængde  af  al   information  til  rådighed  udenfor  systemet.  Denne  proces  kaldes  reduktion  af  kompleksitet.  Al   information  er  udvalgt  og  behandlet  ud  fra  kriteriet  mening.  Sociale  systemer,  psykiske  systemer   og  personlige  systemer  (se  uddybning  nedenfor)  fungerer  alle  ved  at  behandle  mening. Luhmann  bruger  betegnelsen  system  om  næsten  alt,  mest  forstået  som  områder  i  samfundet,   såkaldte  funktionssystemer  –  fx  markedssystemer,  sundhedssystemer,  politiske  systemer  etc.  som   alle  har  sit  sprog.  I  fx  markedssystemer  handler  det  om  rentabelt  /  urentabelt,  pædagogisk-­‐ system:  hensigtsmæssigt/uhensigtsmæssigt.  For  sociale  grupper  og  enkeltindivider  handler  det   om:  system/omverden   For  mit  vedkomne  er  det  interessant  specielt  at  hæfte  sig  ved  han  blik  for  de  psykiske  &  sociale   systemer  den  altid  misforståethed  der  ligger  mellem  generationerne,  barn,  ung,  voksen,  ældre.   Ifølge  Luhmann  opererer  psykiske  systemer  ved  bevidsthed,  de  tanker,  og  deres  grænse  kan   derfor  forstås  som  en  slags  tærskel  for  selvbevidstheden,  som  angiver  personens  opfattelse  af,   hvem  han  eller  hun  selv  er,  og  hvem  andre  er.   Selve  læringen  bliver  skabt  i  det  psykiske  system  og  undervisningen  er  en  social  aktivitet  i  et  socialt   system.  De  enkelte  deltagere  i  undervisningen  er  psykiske  systemer,  der  modtager  undervisning,   men  de  psykiske  systemer  er  jo  ikke  kommunikative  og  dermed  ikke  tilgængelige  for  andre  (fordi   man  ikke  kan  høre,  hvad  andre  tænker).  Det  eneste  som  kan  iagttages  i  det  sociale  system,  er   kommunikation.  De  psykiske  og  de  sociale  systemer  er  lukkede  for  hinanden  i  den  forstand,  at  de   ikke  forstår  hinanden,  dog  på  en  sådan  måde,  at  de  alligevel  kan  benytte  hinandens  ressourcer.   Min  fascination  ved  Luhmann  går  herefter  på  at  have  blik  for  kompleksiteten  og  udfordringen  ved   brobygning,  mellem  generationernes  og  faglige  systemer,(  arkitektur  og  parkour  )  Bevidstheden   om  de  enkle  systemers  valuta    …..  Og  min  egen  evne  til  at  finde  den  magiske  sprække.  Den  fælles   platform  hvor  der  vækkes  undren  for  begge  parter.      


27  

027  

Arbejdsform :

 

Performance


28  

Performance’  er  i  nudansk  sprogbrug  et  låneord,  der  kommer  af  det  franske  verbum  parfounir  ‘at   færdiggøre’,  men  bliver  som  oftest  forbundet  med  det  engelske  to  perform,  der  alt  efter   konteksten  kan  antage  betydninger  som  ‘at  udføre’,  ‘at  yde’,  ‘at  præstere’,  ‘at  optræde’,  ‘at   fremføre’.  Substantivet  performance  kan  tilsvarende  betegne  et  væld  af  forskellige  handlinger,   ydelser,  præstationer,  typer  af  optræden  (koncert,  opera,  cirkus,  dans,  skuespil  etc.)  og  alle  former   for  forestillinger  (fra  teaterforestillinger  til  ritualer).  

028 Performance som genre, historisk set                                                                                                         Der  findes  mange  forskellige  måder  at  gå  til  kunstgenren  performance  på,  når  denne  skal   beskrives.  Jeg  har  i  det  følgende  lagt  vægt  på  strukturelle  træk  og  på  produktion  af  mening  /   betydning  –  eller  rettere  hvordan  en  sådan  kan  opstå.     De  fleste  teater-­‐  og  kunsthistorikere  er  i  dag  enige  om,  at  performance  som  genre  har  sin   oprindelse  i  1950’ernes  og  60’ernes  amerikanske  events,  happenings  og  environments.  Udøverne   af  50’erne  og  60’ernes  kunsthandlinger  kom  fra  alle  andre  steder  end  teatret:  det  var  billede-­‐ kunstnere,  musikere,  digtere,  koreografer,  dansere,  og  de  havde  helt  andre  og  uspolerede  tilgange   til  iscenesættelse  end  kunstnere  skolende  i  teatrets  teknikker  og  konventioner.  Happeningen  (eller   den  mere  iscenesatte  variant  environmentet)  forudsatte  ikke  et  institutionaliseret  teater  med  dets   scene  og  sal,  men  kunne  i  princippet  udspille  sig  hvorsomhelst  og  nårsomhelst;  på  den  måde  var   der  tale  om  stedsspecikke  iscenesættelser.  Happeningens  ophav  var  typisk  en  kunstner,  der   fungerede  som  organisator  og  coach  snarere  end  som  instruktør.     Happeningen  etablerede  ikke  en  fiktion  om  en  handling,  der  som  teaterforestillingen  foregaves  at   udspille  sig  et  andet  sted,  i  en  historisk  anden  tid,  indenfor  en  dramatisk  tidsramme,  men  havde   reelt  den  varighed,  udførelsen  strakte  sig  over,  og  foregik  i  samme  rum  og  tid,  som  tilskuerne   opholdt  sig  i.  Tilskuerne  blev  mere  eller  mindre  frivilligt  og  i  større  eller  mindre  grad  inddraget.  De   optrædendes  aktioner  drejede  sig  om  udførelsen  nu  og  her  og  ikke  om  indlevelse  i  og  fortolkning   af  en  rolle,  som  det  kendes  fra  traditionelt,  psykologisk  skuespil.  Kunstnerne  optrådte  som  sig  selv,   enten  alene  eller  sammen  med  andre  kunstnere  eller  ikke-­‐kunstnere,  og  udførte  aktioner,  der  ofte   kunne  ses  som  ritualiseringer  eller  forskydninger  af  hverdagshandlinger.  Lyde  (stemme,  musik,   støj)  og  tale  (oplæsning  af  tekst)  kunne  forekomme,  men  brugt  på  linje  med  aktørerne  og   genstandene  i  en  præsentation,  der  først  indirekte  kunne  blive  repræsentativ.  Pga.  dens  ikke   narrativitet  var  det  alene  i  kraft  af  tilskuerens  evne  til  at  opsnappe  aktionsmønstre,  kontekst   tualisere  og  reflektere  over  meningen  med  de  fragmentariske  aktioner,  at  happeningen  kunne  få   tillagt  betydning.  Kommunikationen  af  mening  (  hvis  man  da  kan  tale  om  en  sådan  )  var  fra   kunstnerens  side  kun  muliggjort  gennem  den  sideordnede  orkestrering  af  værkets  elementer  ud   fra  kinæstetisk,  timing,  rytmik,  handlingernes  ikke  -­‐  simultanitet,  “  assemblance  ”  (  sammen   sætning  ),  montage  eller  collage  i  mere  eller  mindre  associative  mønstre  samt  titel,  der  under  ét  af   tilskueren  kunne  opfattes  som  antydet  betydning  og  basal  universel  tematik.  Således  kunne  der   vilkårligt  opstå  menings-­‐/betydningsdannelser  i  mødet  med  tilskuerne.   Opførelsen  demonstrerede,  at  kunst  ikke  nødvendigvis  har  en  identitet  eller  et  væsen,  men  kan   blive  til  i  selve  opførelsen.  Der  var  tale  om  en  bliven  kunst.  Forargelse  og  chokreaktioner  var   udbredte  i  offentligheden,  og  derigennem  afstedkom  happenings  og  fluxus  sammen  med  anden   moderne  kunst  heftige  diskussioner  af,  hvad  der  er  kunst  og  ikke-­‐kunst,  eller  om  hvordan  ikke-­‐ kunst  bliver  kunst  gennem  institutionalisering  i  den  nugældende  post-­‐normative  kunstforståelse.   Kunstsystemets  grundlæggende  iagttagelseskode  (  som  Luhmann  ville  betragte  det  )  kunst/ikke-­‐ kunst  er  derved  på  program-­‐niveau  blevet  relativeret  betydeligt  af  avantgarde,  happenings,  fluxus   m.fl.;  tiden,  hvor  kunstbedømmelse  overholdt  essentialistiske  dogmer,  der  anså  skønheden  som   en  immanent  kvalitet  ved  værket,  synes  uigenkaldeligt  passé.  


29  

I  slut-­‐60’erne  og  op  gennem  70’erne  inspirerede  avantgarde,  fluxus  og  happenings  poetikken  og   æstetikken  hos  nye  aktører.  Generelt  tør  det  siges,  at  der  skete  en  vægtforskydning  fra   begivenheden  over  på  performeren.  Det,  der  skulle  blive  kendt  som  performancekunst,  afsøgte  nu   tematikker  som  autenticitet,  selviscenesættelse,  kroppen,  kønnet,  privatisering  og  politisering  af   kunsten.  Udgangspunkt  for  performancekunsthandlingen  var  ofte  kunstnerens  eget  liv  og   livshistorie,  der  ritualiseredes:  aktionens  udførelse  blev  vigtig  for  kunstnerens  skabelse  af  egen   identitet  (igen  et  udtryk  for  en  post-­‐normativ  kunstopfattelse),  til  tider  med  den  konsekvens  at   handlingen  blev  uforståelig  for  tilskueren.   1980’erne  og  90’erne  bringer  atter  en  forskydning  af  fokus,  denne  gang  over  på  det  formelle,   æstetikken  og  teknologien;  den  kommercialiserede  og  globaliserede  massekultur  er  et   overflødighedshorn  af  stilistik  og  udtryk:  film,  tv,  musicals,  shows,  rockkoncerter,  musikvideoer,   multimedia,  digital  kunst,  Internet  såvel  som  teater-­‐  og  kunsthistoriens  samlinger  og  ophobninger   af  traditioner  og  konventioner  står  til  rådighed.  Grænserne  mellem  fin  -­‐  og  lavkultur  flyder  ud  i   tidens  trend:  postmodernisme.  Kunstnerne,  der  er  startet  i  performance  rykker  over  i  det,  der  nu   kaldes  “performanceteater”  og  bliver  attraktive  gæster  på  de  eksperimenterende  storbyscener.     Som  happeningen  og  performancekunsten  forbliver  performanceteatret  dog  i  udpræget  grad  en   antydningens  kunst,  et  associationsrum  for  den  meddigtende  tilskuer:  her  ageres  der  ingen   handling,  her  fortolkes  der  ingen  psykologiske  roller;  der  optrædes  “som  billedskabende  figurer,   på  samme  tid  sig  selv  og  repræsentanter  for  noget  andet”.  Iscenesættelsen  foregår  endnu  efter   samme  grundlæggende  principper  som  i  happeningen,  primært  montagens  og  collagens   sammenstillinger  og  modstillinger  af  elementer  og  personer,  der  “indgår  på  lige  fod”;  men  til   forskel  fra  happeningen  gennemarbejder  og  kontrollerer  kunstneren  nu  vha.  forestillings-­‐koncept,   casting,  kuratering  og  instruktion  værket  i  langt  højere  grad.     Mest  afgørende  for  dette  projekt  er  det,  at  performancekunstneren  bliver  instruktør,   “iscenesætter  af  virkeligheder,  personer  og  elementer”   Kunstværket  er  her  ikke  et  isoleret  objekt,  men  en  handling  eller  virkning,  der  griber  ind  i   hverdagslivet  –  ofte  i  forsøget  på  at  ændre  det  til  det  bedre.  I  det  følgende  afsnit  vil  jeg  fokusere   på  en  enkelt  af  disse  performative  bevægelser,  helt  nøjagtig,  ;    situationismen  og  mere  specifikt   begreber  om  détournementet  og  psykogeografi. Med  fare  for  at  det  bliver  lidt  langhåret………. 029 Situationismen                                                                                                                                                                                                                       Inspireret  af  den  politiske  marxisme  såvel  som  af  1920’ernes  kunstneriske  landvindinger  inden  for   hhv.  dadaismen  og  surrealismen,  opstod  situationismen  i  slutningen  af  50’ernes  Paris  som  en   avantgardebevægelse,  hvis  erklærede  mål  var  at  gribe  aktivt  ind  i  hverdagen  via  kunst  og   aktivistiske  aktioner.  Situationisterne  ville,  med  kunsten  og  hverdagserfaringen  som  redskaber,   omvende  samfundets  kapitalistiske  dagsorden. 029.a Detournementet Der  var  tale  om  en  kunstnerisk-­‐kritisk  diagnose  af  samfundet,  som  de  frontfiguren  Guy  Debord   forstod  som  et  begivenhedssamfund,  der  gennemsyrede  alle  områder  og  institutioner     Situationisme  betyder  egentlig  ’i  øjeblikket’  eller  ’i  situationen’  og  peger  på  den  handling,  som   situationisterne  mente  var  påkrævet  for  at  forandre  den  aktuelle  situation  i  begivenheds   samfundet.  Situationen  var  således  både  mål  og  middel  i  transformationen  fra  ét  værdisystem  til   en  andet.  Det  var  ved  at  gribe  ind  i  øjeblikket  og  omvende  det,  at  situationisterne  ønskede  at   ændre  den  verden,  som  de  så  som  domineret  af  det  kapitalistiske  samfunds  varefetich  og  som   stærkt  medieret  af  den  visuelle  kultur.  


30  

Som  en  gruppe  af  særligt  handlingsorienterede  personer  ville  de  aktivt  intervenere  i  det   eksisterende  samfunds  –  ofte  skjulte  –  normer  og  regler  for  at  eksponere  og  omvende  dem.  En  af   måderne,  de  gjorde  det  på,  var  gennem  det,  de  såkaldte  détournementer.  Den  kapitalistiske   ideologi  gennemsyrede  i  deres  øjne  de  billeder,  der  dominerede  kulturen  og  hverdagen,  og  den   eneste  måde  at  få  kunsten  og  den  sande  ideologi  tilbage  til  folket  på  var  ved  aktivt  at  detournere,   dvs.  omvende,  disse  billeder,  så  de  kom  til  at  vise  deres  sande  ansigt.                                                                                                             030 Psykogeografien En  anden  måde,  situationisterne  mente  at  kunne  afdække  og  omvende  eksisterende  ideologier  på,   var  gennem  det,  de  kaldte  psykogeografien,  der  kan  ses  som  en  overførsel  af  idéen  om   détournementet  til  aktioner  i  det  urbane  rum. Som  Debord  skrev  i  1955,  var  psykogeografien  defineret  som  “the  study  of  the  precise  laws  and   specific  effects  of  the  geographical  environment,  whether  consciously  organized  or  not,  on  the   emotions  and  behavior  of  individuals”  (Debord  1955/2009:  59).     Med  psykogeografien  mente  han  at  kunne  iværksætte  det  nye  liv.  Ved  at  afdække  byens   geografiske  miljøers  specifikke  virkninger  på  individets  sanseapparat  og  forestillingsevne.  Gennem   psykogeografien,  fx  oplevelsen  af  byrummets  virkning  kunne  byens  logik  og  funktionalisme   omvendes.   Potentialet  og  kræften  til  dette  lokaliserede  situationisterne  således  ikke  i  fornuften,  men  i   menneskets  begær,  følelser  og  drømme.  Altså  i  erfaringen  af  virkelighedens  virkninger.  Begær  og   lystformer  blev  drivkraften,  der  fx  kunne  omskabe  den  modernistiske  funktionelle  by  i  byboerens   og  det  levede  livs  billede.  Det  at  drive  formålsløst  gennem  byen  blev  en  måde,  gennem   sansningen,  at  gøre  op  med  den  rationalistiske  by.     Disse  byvandringer  kaldte  Debord  og  situationsiterne    ’at  drive’    der,  som  Debord  skriver  i  ”Theory   of  the  Dérive”,  kan  betegnes  som  ”a  technique  of  swift  passage  through  varied  environments”   (Debord  1958).  Driven  er  således  en  metode  inden  for  psykogeografien,  en  art  ’talehandling  for   fodgængere’.  Vort  projektnavn  ”Urban  Body  Drifting”  ønsker  bevidst  at  sende  tankerne  tilbage  til   denne  bevægelse.   Denne  lystorienterede,  passionerede  transformation  af  byens  rum  havde  et  performativt   revolutionært  potentiale,  idet  den  eksempelvis  mentes  at  kunne  omstyrte  eksisterende   kapitalistiske  socialt-­‐rumlige  organisationer.  Rekonfigurationen  af  byens  rum  og  rumlige   ordensgeografi  var  således  for  situationisterne  knyttet  en  utopisk  forestilling  om,  at  alle  individer   kan  udleve  deres  drømme  i  et  frit  samfund.  Situationisterne  arbejdede  med  en  omvæltning  af  det   eksisterende  ved  blandt  andet  at  vise  byens  psykogeografiske  lag  som  det  mentale  og  begærlige   landskab,  vi  oplever  byen  igennem  –  og  som  skabes  af  eksempelvis  de  forelskede  eller  den   passioneredes  lystfulde  vandringer  gennem  byen.     Den  situationistiske  performative  æstetik  ligger  altså  i  omvendelsen  fra  et  formudtryk  til  et  andet   gennem  eksempelvis  den  psykogeografiske  vandring  i  byen  eller  kunstnerens  détournementer  af   den  eksisterende  arkitektur.  Deres  politiske  engagement  er  derfor  æstetisk.  De  får  koblet  den   sociale  livsverden  sammen  med  den  fysisk-­‐æstetiske  by  –  samlet  i,  og  détourneret  af,  borgerens   oplevelse  og  sansning.     Altså  en  æstetisk  drevet  aktivisme,  der  handler  om  at  omvende  eller  omhælde  byen  fra  en  orden   til  en  anden.  Den  situationistiske  plan  er  en  situation,  der  opstår  ud  af  mødet  mellem  brugeren  og   byen,  men  medieret  af  brugerens  billeder  og  imagination.  Derfor  kan  den  ikke  forstås  som  en   fysisk  plan,  men  snarere  som  en  visualiseret  og  gennem  byboerens  imaginationen  levet  by.    


31  

031 Hvad kan vi bruge det til ? Hvad  der  gør  situationisterne  aktuelle  i  dag  er  i  min  optik  deres  détournementer  og   psykogeografien,  der  peger  på,  hvordan  det  eksisterende  byrum  og  kulturens  billedretorik  kan   transformeres  gennem  dets  egne  midler.  Her  har  vi  et  klart  eksempel  på  en  performativ   transformationstanke,  der  ikke  er  ideologi  løs,  men  som  netop  arbejder  strategisk  på  at  forandre   eksisterende  ideologier  gennem  en  omvending  af  deres  arkitektur  og  form.  I  avantgarden   generelt,  og  hos  situationisterne  specifikt,  ser  vi  altså  en  måde  at  arbejde  med  æstetiske   formstrategier  på.  Den  hviler  på  affektive  virkninger  i  det  mellemfelt,  hvor  det  sociale  og  politiske   møder  det  æstetiske  og  omvendt. Situationisternes  fokus  var  at  lokalisere  det  utopiske  potentiale  i  menneskets  forestillingsevne  i   forhold  til  den  etablerede  materialitet  og  funktionelle  orden.  Det  performative  udspringer  således   af  en  materiel-­‐fysisk  omstændighed,  der  ligger  i  den  eksisterende  samfundsorden.  Muligheden   formuleres  ofte  som  en  potentiel  utilfredshed,  en  drøm  om  frihed  eller  en  frisættende  kraft  i  et   ellers  struktureret  og  organiseret  samfund.  Og  som  kulturgeografen  David  Pinder  har  skrevet,   ligger  der  ikke  alene  en  politisk  ideologisk  forandringsvilje  i  det  situationistiske  projekt  –  det  kan   også  ses  som  et  udtryk  for  at  ville  ændre  verden  gennem  en  mere  lokal,  praksisorienteret  omgang   med  realiteterne  (Pinder  2005:  11).  Helt  i  tråd  med  den  gængse  nutidige  Street-­‐art  kulturs  agenda.   I  forhold  til  byens  rum  og  det  urbane  kan  situationisternes  performative  strategier  overføres  til,   hvordan  det  fysisk-­‐arkitektoniske  rum  kan  indvirke  på  det  levede  liv,  og  hvordan  det  levede  liv   omvendt  præger  og  omformer  det  æstetiske  miljø,  det  indgår  i.  Hvor  hverdagslivet  reagerer  på   strategier  som  eksempelvis  gentagelse,  reproduktion,  appropriering,  kan  man  i  hos   situationisterne  få  en  fornemmelse  for,  hvordan  det  fysiske-­‐materielle  udstikker  nogle  potentialer   for,  hvordan  det  levede  liv  kan  udfolde  sig,  ligesom  man  kan  overføre  disse  formelle  strategier  til   byens  rum  og  bruge  dem  som  en  virkningsæstetik,  der  appellerer  til  brugeren  om  at  interagere  og   investere  sine  egne  erfaringer  i  rummet  gennem  sin  betydningsafkodning.   031.a Den Kropslige og sanselige performance En  del  af  installationskunsten  og  skulpturen  i  det  20.  århundrede,  og  i  særdeleshed  i  det  21.  År-­‐ hundrede,  har  orienteret  sig  mod  kropslige  og  sanselige  former  som  et  opgør  med  stilæstetikkens   former.     Den  kropsligt  orienterede  kunst  har  rødder  i  tyvernes  fotografi,  i  minimalisternes  skulpturer  og   antropomorfismen  inden  for  kunsthistorien  generelt.  Antropomorfismen  kan  kort  fortalt  beskrives   som  en  virkningsæstetik,  der  henvender  sig  til  kroppen  og  sanserne.  Antropomorfismen  er  baseret   på  menneskets  behov  for  at  identificere  sig  og  måle  sine  egne  proportioner  i  forhold  til  sit  miljø.   Kroppen  og  sansningen  spiller  her  en  rolle  for  at  kunne  måle  sig  med  arkitekturens  rumgestaltning   eller  kunstens  udtryk.  Inden  for  kunsten  har  især  de  rumlige  genrer,  skulpturen  og  kunst   installationen  brugt  den  antropomorfe  form.  I  det  20.  århundrede  især  som  en  dekonstruktion  af   menneskets  naturlige  skala,  der  samtidig  har  været  knyttet  til  det  autonome  og  rationalistiske   subjekt     Hvad  enten  det  er  som  en  dekomposition  og  en  intervention  i  menneskekroppens  skala  og   proportioner,  eller  det  er  et  forsøg  på  at  ramme  en  sand  naturlig  skala  for  kroppen,  arbejder   kunstnere  og  arkitekter  med  en  forestilling  om,  at  de  gennem  deres  formgivning  kan  påvirke   sanserne  og  effektuere  særlige  virkninger  på  kroppen.  Proportionering  og  skalering  er  derfor   nøglebegreber.  Antropomorfismen  handler  om,  hvordan  kunstneren  gennem  sin  formgivning  af   fysiske  genstande  kan  påvirke  kroppe  og  sanserne,  og  hvordan  kunstnere  og  arkitekter  har  brugt   denne  virkningsæstetik  for  at  etablere  forbindelser  mellem  værk  og  beskuer.  


32  

032  

Tættere på Projektets grundstof

032 L’art de la rue – streetart – gadekunst!                                                                                                         En  nyere  udvikling  af  den  performative  avantgarde  finder  vi  inden  for  street  art,  der  i  forhold  til   den  institutionaliserede  kunst  og  i  lighed  med  situationisterne  bruger  det  eksisterende  byrum  som   scene  for  æstetiske,  interventionistiske  omvendelser.  Appropriering  og  detournmenter  er  ofte   brugte  formudtryk.  Kritiske  røster  vil  bebude,  at  vi  i  Danmark  ikke  har  en  særlig  stærk  tradition  for   street-­‐art  eller  på  dansk:  gadekunst.  Dog  blomstrer  det  flere  steder  –  og  dette  projekter  lærlinge   tager  afsæt  i  denne  tradition.   I  Frankrig  hedder  det  l’art  de  la  rue  og  har  en  historie  og  tradition,  der  går  langt  tilbage.  L’art  de  la   rue  opstod  som  en  modstand  mod  den  elitære,  eksklusive  kunst  bag  lukkede  døre.  L’art  de  la  rue   ville  ud  i  gaderne,  ud  blandt  folk  og  ud  til  alle.  Det  har  selvsagt  en  betydning  for  det  udtryk  og  de   kunstneriske  greb,  der  bruges.  Det  er  ikke  muligt  at  arbejde  med  en  fortælling  på  samme  måde   som  i  et  traditionelt  teater.  Budskabet  skal  formidles  på  en  anden  måde  og  med  andre   virkemidler.  Og  det  er  måske  lige  netop  det,  som  er  styrken  ved  gadekunst.   For  mange  er  street-­‐art  forbundet  med  undergrundsmiljøer  og  måske  endda  noget  kriminelt,  som   fx  graffiti  på  ikke-­‐autoriserede  mure.  Det  er  noget,  der  opstår  i  nattens  mulm  og  mørke  og  som   kan  give  bøder  og  måske  endda  fængselsstraf,  hvis  det  bliver  opdaget.  Alligevel  er  der  eksempler   på  interventioner  i  byer,  som  ender  med  at  have  en  positiv  effekt  ved  at  gøre  opmærksom  på   sociale  forhold  og  problemer,  eller  blot  giver  byens  folk  en  oplevelse,  de  ikke  havde  forventet.   Et    eksempel  er  Guerrilla  Gardening  (GG)  en  trend,  som  startede  i  midten  af  90’erne  og  her  i   10’erne  har  fået  medfart  verden  over.    GG  sker  også  gerne  i  nattens  mulm  og  mørke,  hvor   kedelige,  tomme,  ubrugte  eller  centrale  steder  i  byer  beplantes  og  omdannes  til  grønne  områder.   GG  kan  spænde  fra  uskyldige  handlinger  med  henblik  på  forskønnelse  af  et  område  og  community   building  til  mere  politiske  aktioner,  som  handler  om  at  tage  retten  til  det  offentlige  rum  tilbage.   032.a Parkour  eller  Le  Parkour  henter  oftest  sine  disciple  i  disse  undergrunds  miljøer,   det  er  en  fysisk  disciplin  hvor  man  ved  at  tilpasse  sine  bevægelser  til  miljøet  man  befinder  sig  i,   skal  passere  enhver  forhindring,  der  måtte  ligge  på  ens  vej.  


33  

Den  grundlæggende  idé  bag  Parkour  er  at  bevæge  sig  gennem  omgivelserne  i  flow,  dvs.  at  komme   fra  punkt  A  til  B  mest  effektivt  og  hurtigst  muligt  udelukkende  ved  brug  af  kroppen.  Parkour   foregår  oftest  i  bymiljøet.  Bygninger,  gelændere  og  vægge  anvendes  til  fremdrift  på  en  alternativ   måde.  Det  handler  om  at  se  udfordring  og  muligheder,  der  hvor  andre  ser  begrænsninger  og   funktionalitet.  Parkour  adskiller  sig  væsentligt  fra  egentlige  sportsgrene,  fordi  der  i  parkour  ikke   eksisterer  regler  for,  hvordan  man  skal  bevæge  sig.  Parkour  er  en  livsstil  med  en  dybereliggende   filosofi.  Det  handler  ikke  om  at  måle  sig  med  andre,  men  om  at  udvikle  og  udfordre  sin  egen   fysiske  formåen  og  mentale  styrke.  Derfor  kan  parkour  ikke  kategoriseres  som  værende  en  sport,   men  rettere  en  "bevægelseskunst"  -­‐  kunsten  at  bevæge  sig.  Parkour  udøverne  kaldes  "traceurs",   som  kan  oversættes  til  projektil  eller  kugle.  Det  henviser  til  udøvernes  kontinuerlige  bevægelser.   En  traceur  har  gjort  parkour  til  en  central  del  af  sin  livsstil  og  lever  derved  efter  filosofien  om  at   opleve  frihed.  Parkour  startede  som  en  subkultur,  der  udviklede  sig  i  de  franske  forstæder,  men   har  siden  spredt  sig  ud  i  hele  verden  især  via  Internettet.   Lidt  historie  :  Franskmanden  David  Belle  betegnes  som  grundlæggeren  af  parkour.  Belles  far,   Raymond  Belle,  var  løjtnant  i  Vietnam-­‐krigen.  For  at  træne  sine  soldater  til  at  bevæge  sig  effektivt   rundt  i  junglen,  anvendte  han  træningssystemet  ’methode  naturelle  ’,  der  grundlagdes  af  Georg   Hébert  (1875-­‐1957).  Methode  naturelle  er  kort  fortalt  et  system  af  filosofiske  idéer  og  fysiske   metoder,  der  ontologisk  knytter  sig  til  Jean-­‐Jacques  Rousseaus  (1712-­‐1778)  og  Johan  Gutsmuths   (1759-­‐1839)  filantropiske  tanker  om  at  vende  tilbage  til  naturen  og  dannelse  af  det  hele   menneske.     Systemet  bygger  på  en  holistisk  verdensforståelse,  og  tager  udgangspunkt  i  effektivitet,  flow  og   hurtighed.  Raymond  Belle  introducerede  David  Belle  for  idéerne  bag  dette  træningssystem,  hvilket   han  tog  med  ud  på  gaderne  i  de  franske  forstæder.  Her  videreudviklede  han  de  elegante   bevægelser  inspireret  af  teknikker  fra  gymnastikkens  og  kampsportens  verden,  imens  han   bibeholdt  nogle  af  de  grundlæggende  tanker  omkring  naturlige  bevægelser  sammen  med   barndomsvennen  Sebastian  Foucan.  David  Belle  og  Sebastian  Foucan  startede  sammen  med  seks   andre  kammerater  gruppen  ’Yamakasi.’     I  2001  fik  ’Yamakasi’  hovedrollerne  i  den  franske  film  Yamakasi.  Filmen  åbnede  op  for  den  videre   udbredelse  af  parkour.  Efter  Yamakasi  (2001)  og  to  andre  film  (Jump  London  (2003)  og  Jump   Britain  (2005))  og  en  række  reklamer  med  Belle  og  Foucan  eksploderede  parkours  popularitet  i   starten  af  det  nye  årtusinde.  Disse  film  var  ligeledes  med  til  at  starte  en  fraktion  i  parkourmiljøet,   der  udsprang  af  en  eksistentiel  konflikt  mellem  ideerne  om  bevægelsesfrihed  versus  effektivitet.  I   filmene  opretholder  udøverne  ikke  den  grundlæggende  idé  om  effektivitet,  men  krydrer  deres   bevægelse  rundt  i  byen  med  saltoer,  hvilket  mange  mener  ikke  kan  anskues  som  effektive,   fremdrivende  bevægelser.  Miljøet  opsplittes  og  en  anden  bevægelsesaktivitet  kaldet  Freerunning   opstår  ud  fra  idéen  omkring  bevægelsesfrihed.   033.a Freerunning Saut  de  bras.                                                                                                                                                                                                         Freerunning  har  fuldstændig  bevægelsesfrihed  som  højeste  ideal.  I  Freerunning  fokuseres  således   ikke  blot  fokuseret  på  effektivitet.  Foucan  definerer  Freerunning  som  en  disciplin  med   selvudvikling;  hvor  man  går  sine  egne  veje.   Mens  traceurs  og  traceuses  udøver  parkour  for  at  forbedre  deres  evne  til  at  komme  over   forhindringer  hurtigere  og  på  den  mest  effektive  måde,  øver  Freerunners  sig  på  et  bredere   spektrum  af  bevægelser,  der  ikke  altid  er  nødvendige  for  at  overkomme  forhindringer.     033.b Popularitet Flere  og  flere  dyrker  parkour  hvilket  afspejles  i,  at  der  på  mediedelingssiden  YouTube  findes  over  


34  

111.000  videoer  med  parkour.  Idealer  som  frihed,  individualisme  og  tanken  om  at  skabe  sin  egen   stil  er  drivkræfter  bag  den  store  tilgang  til  parkour.  Parkour  har  en  helt  unik  tiltrækningskraft  på   flere  alderstrin,  og  der  er  ingen  tvivl  om,  at  aktiviteten  vil  brede  sig  endnu  mere  i  løbet  af  de  næste   år.   Det  handler  om  at  skabe  oplevelser  i  byen  og  boligområderne,  at  skabe  uforventet  liv  mellem   murene  i  samspillet  mellem  mennesket  og  arkitekturen,  gennem  nye  visuelle  midlertidige  og   flygtige  udtryk  i  byen.  Det  handler  om  transformation  af  byen,  dens  fremstilling  og  liv.  

 

Urban Bodydrifting  

034  

                                                                     

       »Public  domain  is  an  experience  at  a  location  

         where  the  ‘code  of  behavior’  is  followed  by            groups  with  which  we  are  not  familiar.  This  en-­‐            tails  an  interesting  paradox:  the  dominance  of            a  certain  group  does  not  preclude  the  experi-­‐            ence  of  public  domain,  but  rather  produces  it«              Maarten  Hajer  &  Arnold  Reijndorp  


35  

035 Sammenarbejdes opstart                                                                                                                                                                                                                     Hos  Streetmekka  (  se  bilag  )  er  en  bred  buket  af  undergrundsfolk  tilknyttet  og  det  viste  sig  hurtigt   at  de  kunne  stable  en  stor  gruppe  sammen  af  unge  parkour  og  freerunnere,  der  var  nysgerrige  og   vovemodige  nok  overfor  min  ide.  Vi  mødtes  2  eftermiddag  /  aftner  om  ugen  på  forskellige   lokationer  over  2  måneder  og  fik  hurtigt  arbejdet  os  ind  på  hinanden.  Derudover  arbejdede  de   individuelt  fysisk  og  på  ideplan  med  opgaverne  næsten  hver  eneste  dag….     Startskud                                                                                                                                                                                                                                                                                                                     Den  performaturgiske  proces  er  i  sit  afsæt  præget  af  usikkerhed  overfor  de  muligheder,  der   foreligger.  Usikkerhed  kan  håndteres  –  ikke  elimineres  –  ved  at  reducere  kompleksitet.  Men  så   længe  der  endnu  ikke  er  et  bestemt  defineret  tema,  hvorved  det  er  muligt  at  iagttage  fra,  er   kompleksiteten  uendelig  stor,  og  de  deltagende  kan  ikke  vide,  hvilke  muligheder  de  skal  forholde   sig  til,  hvor  de  skal  begynde,  og  hvilket  der  er  emne  områder  og  råmateriale,  for  den   performaturgiske  kommunikation.     Dette  var  vores  start  situation,  før  det  overhovedet  blev  kendt,  hvad  vores  “forestilling”  gik  ud  på.     Når  man  skaber  en  performance  eller  en  hvilken  som  helst  anden  kreativ  proces,  er  det  vigtigt  at   starte  åbent  med  en  masse  ideer  og  muligheder.  Et  sted  at  starte  kan  være  at  arbejde  sig  ind  på   hinanden  med  en  brainstorm.  Det  kan  dog  være  svært  i  bogstaveligste  forstand  at  tage  skridtet  fra   tanke  og  tale  til  bevægelse.  Derfor  skulle  det  vise  sig  at  det  også  var  rigtigt  godt  at  arbejde  med   bodystorm,  hvor  jeg  gav  mulighed  for  forskellige  måder  at  lege,  improvisere  og  kropsligt   kommentere  på  deres  idéer.  Et  bevægelsesmæssigt  laboratorium,  hvorfra  vi  kunne  vælger  det,  vi   synes  fungerer  bedst.  Ofte  er  det  ”tænkte”  svært  at  føre  ud  i  praksis,  mens  bodystormen  kan   bringe  det  ”utænkelige”  frem,  give  det  form  til  synlig  fælles  forståelse.     Som  opstart  satte  jeg  derfor  nogle  hurtige  workshops  i  gang  for  at  eksemplificere  og  synliggøre   nogle  af  mine  arbejdsmetoder  og  se  hvordan  de  arbejdede  sammen  med  deres  indbyrdes  dynamik   og  forskellige  træningsformer.     PROJEKTDNA  :  ANELSE_  IDE  _  IAGTAGELSE_  LEG_  UDVIKLING_  STRUKTUR_  DELFORM_  STORFORM_  PERFORMANCE.  

035.a ANELSE,    Nedslag 1                                                                                                                                                                                                                           I  projektets  start  fase  var  det  primære  mål  at  skabe  en  INTERESSE  .  At  “lade”  en  energi  for  emnet.   En  slags  beslutsomhed,-­‐  da  vi  uden  denne  ikke  kunne  opbygge  en  fælles  grundatmosfære  at   nysgerrighed.  Med  andre  ord  bevidst  at  lave  en  affokusering  fra  de  vante  daglige  tankesæt  og   udtryksformer.     Indgangen  var  ikke  logiks  men  gennem  sansning  og  fornemmelse.  Også  kaldet  den  æstetisk   indgang.  Ikke  her  forstået  som  tilskueren  betragter  det  og  oplever  det  men  for  den  udøvne.     Fænomenet  hedder  Transart.  At  indtrykket  fra  en  kunstart  i  dette  tilfælde  fotokunsten  er  ført  over   til  udtrykket  i  en  anden  kunstnerisk  udtryksform.  Her  skulpturer.         Jeg  valgte  at  benytte  Luhmanns  redskaber  ud  fra  teorien  om  at  de  deltagende  skal  motiveres  til  at   vælge  deres  viden  ud  fra  egen  personlig  erfaring  og  med  klar  hovedvægt  på  dannelse  af  egen   tilnærmelses  kriterier.  Et  sådant  afsæt  indeholder  en  unik  substans  set  i  lyset  af  at  det  er  opstået  i   kraft  af  elevens  egen  konstruktion  af  verden  -­‐  hvilket  som  regl  altid  vil  forekomme  indholds   mæssigt  relevant  for  den  enkle  deltager.   Jeg  gav  dem  et  midlertidig  begrænset  metodisk  værktøj  :  At  danne  en  statisk  krops  skulptur  ud  fra   et  valgt  billede.  Punktum.    


36  

De  fik  i  praksis  10  minutter  til  at  studere  deres  valgte  billede.  Derefter  skulle  de  ligeledes  i  10  min.   med  lukkede  øjne  fordybe  sig  i  den  sinds  tilstand  billede  umiddelbart  havde  givet  dem.       I  en  stor  rundkreds  med  ansigterne  og  blikket  rette  opmærksomt  mod  hinanden  blev  der  fremvist   en  masse  vidt  forskellige  udtryksfulde  og  rørende  skulpturer  udledt  af  en  følelsesmæssig  sansning.     Det  var  dermed  “kun  tilladt”  at  bruge  denne  enkle  udtryksform.  Begrænsnings  formålet  var  at   skærpe  fokus  og  tvinge  deltagerne  til  at  sætte  vanetænkningen  ud  af  kraft.     Mulighedsoverskuddet  blev  derved  begrænses  og  håndteres  inden  for  et  ”lukket  system”.  En   fælles  overenskomst.  Ud  fra  Luhmanns  tese  om  at  ens  egen  kompleksitet  forhåbentlig  dermed  er   nemmere  at  styre  end  omverdenens.    

Se endelige hele serien her i farver http://www.100abandonedhouses.com/                           Kluddermor  :  Dette  grundstof  blev  herefter  modelleret.  De  blev  på  kryds  og  tværs  sat  sammen  2   og  2  ,  3  og  3  og  udtrykkende  blev  udviklet  og  leget  med.  Sammensætningen  kunne  være  feks  være   oplagte  par  hvis  udtryk  enten  ”klædte  hinanden”  eller  emner  der  lige  frem  skreg  til  hinandens   modsætninger.  Skulpturer  blev  sat  på  hoved,  sat  sammen,  væltet  ,-­‐  og  til  sidst  fremført  for   hinanden  -­‐  for  at  fornemme  med  kroppen  og  skærpe  synet  for  hvorledes  dette  nye  sprog  kunne   formes  på  kryds  og  tvær  og  i  bedst  fald  lave  strukturelle  koblinger  med  hinandens  ”sprog”.   Øvelsens  har  dermed  mange  fordel  og  ligeledes  en  yderligere  flig  af  praktisk  Luhmann  over  sig  da   at  dette  krævede  en  empatisk  kobling  via  ”  lydhørighed  ”og  nysgerrighed  over  for  de  andres   kropssprog.      


37  

Overstående  kaldte  på  en  rolle  fra  min  side  som  sparringspartner  da  det  traditionelle  rigtig  /   forkert  værdisystem  var  sat  ud  af  spil  og  ellers  ville  have  modvirke  samtlige  hensigter  med   opgaven.  Sparring  har  selvsagt  kommunikation  som  omdrejningspunkt  og  funktionen  var  at   reducere  de  unge  deltagernes  usikkerhed  over  for  de  gjorte  og  de  kommende  intuitive  valg  ,  -­‐  helt   i  tråd  med  min  inspirator  Moholy  Nagy´s  maieutiske  støttende  pædagogiske  rolle.     Mit  fokus  undervejs  var  at  formidle,  at  alle  “ikke  skulle  forvente”  noget.  Ikke  forvente  noget   helstøbt,  færdigt  eller  epokegørende.  Ideer  leveres  ikke  i  helstøbt  form.  Vi  var  i  gang  med  at  tage   afsæt…Springe  ud  i  det  legende  drømme  univers.  Her  handlede  det  i  høj  grad  om  totalt  nærvær,   en  alvor  og  støttende  opmærksomhed  på  de  små  bitte  ansatser  af  ideer.    At  hjælpe  dem  i  gang   med  at  tro  på  den  lille  nye  skrøbelig  spire  af  et  nyt  sprog.  Skabe  rum  hvor  ”fejl”  ikke  eksistere  og   der  ikke  findes  entydige  endelige  rette  løsninger.   Med  disse  Luhmann-­‐inspirerede  start  tiltag  lænede  processen  sig  allerede  op  ad  den  kunstneriske   kreative  tankegang  der  er  kendetegnet  ved  en    fase  der  kunne  skitseres  som  :  oplevelse  -­‐  undren   fordybelse  –  projekt  -­‐  evaluering  og  komme  ikke  til  at  smage  af  et  traditionelt  lærer  /  elev  forhold  :   der  groft  skitserede  lyder  pensum  -­‐  indlæring  -­‐  test.     Da  jeg  efter  disse  øvelser  fornemmede  en  stor  tryghed  de  unge  imellem  (  muligvis  fordi  de  i   forvejen  er  drevet  af  et  seriøst  interesse  fællesskab  )  og  en  gave  af  tillid  til  mig  kunne  jeg  efter   relativ  kort  tid  fortsætte  med  at  anbringe  små  forstyrrelser  i  deres  udtryk,  altså  overlagt  lave  små   afsporinger  og  spørge  med  en  påtaget  faglig  uvidenhed.  Vi  stod  efter  få  gange  med  denne  body   brainstorm  nu  med  et  kolossalt  mulighedsoverskud  af  udtryk  som  lå  langt  væk  fra  det  vante.     Disse  øvelser  blev  fortaget  af  2  omgange  med  udgangspunkt  i  henholdsvis  et  eksteriør  billede  af   privat  boliger  og  derefter  et  interiør  billede  fra  offentlige  bygninger.       Se  endelig  mange  billeder  fra  serien  i  de  rette  farver  :                                                    h ttp://www.marchandmeffre.com/detroit/                                      


38  

Det  mest  udfordrende  var  gennemgående  i  alle  de  kreativ  ide  og  udviklings  processer  :  At  lade   deres  sind  og  dermed  processen  stå  åben.  Det  vil  sige  styre  dem  uden  om,  at  de  ikke  fristes  til  at   lade  beslutnings  og  kontrol  genet  tage  over.       Kerne  elementet  og  det  vigtigste  værktøj  i  vort  arbejde  undervejs  har  været  Serendipitet.  Det   tilfældigt  at  opdage  noget  nyt  mens  man  er  færd  med  noget  helt  andet  og  derefter  skarpsindigt  at   udnytte  opdagelsen.  (  Ikke  at  jeg  på  noget  tidspunkt  har  brugt  dette  udtryk  eller  forsøgt  at   forklarer  det,-­‐  de  ville  ikke  have  nytte  af  noget  så  teoretisk  abstrakt  ).  Men  min  erfaring  ved  at  et   af  kreativitetens  adelsmærker  er  det  at  bestræbe  at  holde  sindet  åbent  :  at  finde  ind  til  eget   grundstof.       Dette  kræver  en  villighed  og  et  mod  til  kaos  ,-­‐  altså  et  højspændt  møde  mellem  irrationalitet  og   uorden  på  den  ene  side  og  rationalitet  og  systematik  på  den  anden.  Og  ikke  mindst  at  sidstnævnte   kan  rumme  førstnævnte.     Pablo  Picassos  svar  på  hvor  han  finder  inspiration  :       “  jeg  søger  ikke,  jeg  finder  “  

038  

DOGMEREGLER, Nedslag 2      

”I  princippet  kan  alt  jo  lade  sig  gøre,  men  det  er  fundamentalt  vigtigt  at  have  en  begrænsning  ,  en   ramme  at  spille  med  og  imod”    Kirsten  Dehlholm,  om  Hotel  Pro  Forma´s  værker.   Som  bekendt  gælder  det  for  Luhmanns  operative  konstruktivisme,  at  kommunikation  fungerer   som  kompleksitets  reduktion.  Som  for  alle  kunstneriske  processer  drejer  det  sig  også  i  den   performaturgiske  kommunikation  om,  at  der  markeres  en  initial  forskel,  en  operativ  lukning  :   selektive  iagttagelser  af  hvad  der  skal  med,  og  hvad  der  ikke  skal  med  i  iscenesættelsens   operationer;  m.a.o.:  hvad  kommunikeres  der  om  og  hvordan?  Hvad  er  kommunikationens  tema,  -­‐ hvad  er  dens  kim  ?  


39  

Det  blev  vores  erfaring  at  den  performaturgiske  proces  ligger  både  forud  for  iscenesættelses   forløbet,  som  den  forbereder,  og  den  løber  parallelt  med  iscenesættelsesforløbet,  som  den   løbende  reflekterer  over.   Først  når  et  tema  er  bestemt  gennem  en  konception,  en  idémæssig  undfangelse,  er  der  lukket  af   overfor  omverdens  kompleksitetens  uendelighed. I  dette  projekt  kalder  jeg  denne  første  lukning  konceptionen;  den  etablerer  kommunikationen  for   en  konceptudvikling,  der  er  processens  første  fase.  For  processen  betyder  det,  at  der  frisættes   kreativitet,  for  nu  er  der  sat  en  grænse  for  /  lavet  en  ramme  for  hvad  projektet  skal  tage  med.   Generelt  for  en  sådan  proces  må  konceptionen  som  første  operative  lukning  etablere  en   kommunikation,  der  er  kompleks  nok  til  indbefatte  potentiale  for  en  hel  forestilling.  Det   indebærer,  at  rammerne  som  konceptionen  sætter,  er  vide:  nok  er  der  foretaget  en  lukning,  en   tematisering,  men  kommunikationen  er  stadig  åben  for  en  fri  udforskning  af  temaet.     Tidsmæssigt  tog  denne  proces  længere  tid  end  jeg  havde  forventet.  Det  blev  ganske  enkelt   nødvendigt  at  vi  udarbejdede  et  sæt  ”dogmeregler”(  se  bilag  ).  At  vi  skrev  nogle  tommelfingre   regler  ned  for  den  videre  proces  før  det  videre  koncept  forløb  kunne  igangsættes.  Et  nærmest   bibelsk  værktøj  hvor  der  gennem  løbende  til  og  fravalg  blev  udvalgt  informationer  for   kommunikationen.  De  10  bud  for  vores  demokrati  økosystem.     Til  rådighed  for  dette  sæt  dogme  regler  var  intet  andet  end  vores  fagligheder  bestående  af   tidligere  erfaringer  og  viden  om  kunst-­‐,  arkitektur-­‐,  teaterhistorien,  fysiske  kunnen,  m.m.  samt   relaterede  analytiske  kvalifikationer.     I  udarbejdelsen  at  dette  ”regelsæt”  bragte  jeg  i  dette  tilfælde  Sharmers  U  teori  i  spil  da  det  syns   hensigtsmæssigt  i  tråd  med  en  demokratisk  udvikling  proces  de  unge  følte  sig  set,  hørt  og   respekteret  i.     Scarmers  teori  der  kort  fortalt  handler  om  at  etablere  en  forandringsproces  gå  fra  vanetænkning   over  nyskabelsen  til  en  etablering  af  en  ny  fælles  praksis.     • • • • • • • • •

Downloade  vanetænkning     nul  stille  sig  selv  for  at  kunne  se  med  andre  fordomsfrie  øjne,     at  omdirigere     give  slip     SÆTTE  SELVE  SAGEN  OG  IKKE  EGOET  I  CENTRUM  ….   for  derved  at  tage  imod,     opbygge  ny  vision  og  intension,     inkorporere  det  kommende  og     derefter  sætte  det  udtrykke  resultatet  i  praksis.  

Jeg  greb  det  an  ved  at  de  i  grupper  blev  stillet  en  håndfuld  forskellige  konkrete  spørgsmål   angående  projektprocessen,  men  nærmede  mig  også  spørgsmål  der  handlede  om  selve   tematikken  for  projektet  da  de  uløseligt  hænger  sammen  i  denne  proces.  Alle  spørgsmål  var  ud  fra   drømme  rummets  tese…”hvis  alt  er  muligt”  hvad  er  så  bedst  at  gøre  i  den  givne  situation.    Det   kunne  være  sig  emner  om  ide  håndtering,  konflikter,  sammenarbejdsformer,  udtryksmuligheder   og  m.m.m  andet  .     Grupperne  kunne  selv  vælge  hvordan  og  hvornår  og  hvor  længe  de  ville  bearbejde  de  stillede   spørgsmål.  Noget  kunne  være  langt  vanskeligere  end  andet  og  krævede  mange  flere  samtaler   gruppen  internt.  De  præsenterede  deres  spørgsmål  eller  problemstilling  når  de  var  klar  og  derefter   deres  svar  /  løsning  .    


40  

Her  var  det  væsentlig  at  pointere  nødvendigheden  at  et  fortroligheds  rum  præget  af   ligeværdighed.  Der  blev  diskuteret  efter  hver  præsentation  ikke  som  kappestrid  med  tabere  og   vindere  da  det  var  i  alles  interesse  at  vi  ikke  fik  lukkede  begivenheden  ned  men  bevarede  en   empatisk  lyttende  atmosfære.  Opgaven  til  mig  var  at  bevare  flowet  og  den  fremadrettede  energi   ved  at  stille  positive  støttende  nysgerrige  spørgsmål  som  ”det  lyder  spændende  fortæl  nærmere  ”…     Efter  disse  diskussions  runder  og  alle  grupper  havde  nået  et  svar  var  spørgsmålet  fra  mig  ”hvad   skal  der  så  til  for  at  jeres  svar/  løsning  kan  blive  mulig  og  til  virkelighed”  ?  Disse  svar  var  der  ikke   altid  en  hurtig  løsning  på  og  det  kunne  godt  tage  lidt  længere  tid  før  gruppen  vendte  tilbage  klar   med  en  ny  præsentation  for  de  andre.       Kendetegnende  for  de  nye  præsentations  runder  var  en  øget  medlyttende  opmærksomhed  for   emnerne  og  man  kunne  notere  sig  en  hel  del  fælles  punkter  og  holdninger……..Alt  i  alt  mundede   det  ud  i  disse  forpligtende  retningslinjer  og  meget  var  hermed  vundet.         Derefter  kunne  selve  Konceptet  udvikle  sig  og  tage  sin  endelige  form  gennem  yderligere   kommunikative  selektioner  og  stabiliserede  sig  efterhånden  med  et  eget  knivskarpt  program.       Som  led  i  konceptudviklingen  og  i  tæt  vekselvirkning  med  denne  blev  der  fortaget  masser  af  fysisk   træning  og  kuratering  af  byrum  og  artefakter  som  også  skulle  påvirke  konceptet.       Benny  Andersen  :  “Man  søger  et  ord  og  finder  et  sprog”    

040  

UDVIKLING, Nedslag 3                  


41  

Nogle  uger  efter  :     De  havde  i  den  mellemliggende  periode  arbejdet  primært  enkeltvis  med  projektet.  Været  igennem   en  intens  proces  hvor  de  havde  truffet  et  valg  om  hvilket  byrum  de  ønskede  at  bruge  som  scene  (   på  en  i  forvejen  planlagt  rute  ).  De  aktiviteter  jeg  har  beskrevet  ovenfor  og  indtil  nu  havde  fokus  og   afsæt  på  noget  jeg  havde  anbragt  foran  dem.  Nu  var  rammerne  selvkonstruerede  gennem  de  før   nævnte  dogmeregler.  Med  dem  i  ærmet  havde  da  nærstuderet  ”rummet”  sanselighed  og   indbyggede  agenda  grundigt  med  mig  som  spørgende  og  støttende  simulator  i  den  grad  det  var   nødvendigt  for  den  enkle.  Den  garvede  kunstners  grundstof  og  udtryk  er  ofte  udsprunget  af  en   laaang  livserfaring  som  disse  unge  ikke  besidder  endnu.  De  kompenserede  dog  dette  med  en   umådelig  fantasi  og  en  evne  til  at  blive  i  stoffet.  Og  derved  at  have  fundet  frem  til  et  selvvalgt   unikt  udtryk.     Dette  resulterede  i  et  maximalt  og  helt  naturligt  ejerskab  for  dette  sted  og  unikke  udtryk.     Motivationen  for  at  blive  i  dette  selvgjorte  udtryk  var  stort  og  præget  af  stolthed  for  det  unikke.       Da  vi  derefter  skulle  igangsætte  en  fremadrettet  udviklings  proces  for  de  enkles  udtryk  (  for  siden   hen  at  kunne  strikke  alle  disse  enkelt  elementer  sammen  og  dermed  lave  et  flow  i  hele  ”stykket”  )   blev  det  modtaget  med  en  overraskende  glædelig  optimistisk  nysgerrighed  ?!  Muligvis  ud  fra   teorien  om  ønsket  om  en  større  sammenhængs  kraft  ?  En  sameksistens  ??     Et  moment  jeg  uden  grund  ellers  havde  frygtet,  da  jeg  forventede  en  form  for  berørings  angst   overfor  forandring  pga.  forfængelighed.  Dette  måtte  jeg  tage  til  skamme  !!   Vi  organiserede  igen  på  Luhmannsk  maner  en  struktur  af  mindre  grupper  med  et  præsentations   forløb  internt  til  de  andre  i  gruppen.  Træne,  træne,  træne  vekslingen  af  udtryk  _indtryk.                       Vikle  stoffet  ud,  iagttage,  se  muligheder  og  foretage  valg.     Efterfølgende  kom  en  større  præsentations  runde  til  alle  de  andre  grupper  med  i  en  udviklingsfase   bestående  af  respons,  gentagelse  (  skygge  opførelse  )  og  fordøjelse.  Udviklingsfasen  var  fyldt  med   en  sparring  i  et  stimulerings  og  et  modtagerplan                                                                                                                                                                         Formål  :  LAVE  DE  EMPATISKE  KOBLINGER                                                                                                                                                                             Atmosfæren  var  hentet  fra  teatersporten  værktøjskasse  :       • • • • •

Lade  dem  springe  i  tankegang     Være  mange  sporet   Ønske  at  udforske     Ikke  frygte  kaos  eller  forandring     Stole  på  at  der  ikke  findes  fejl…hvis  det  ikke  virker  siges  :  BRAVO  -­‐  IGEN  !  

Mit  oplæg  og  indspark  som  dirigent  til  denne  lange  spændende  proces  var  en  RAMMESTRUKTUR   hentet  fra  mit  undervisningsforløb  under  Mogens  Christensens.                                                                                                                                 Jeg  fremlagde  dem  enkeltvis  punkt  for  punkt  igennem  forløbet  og  vi  arbejdede  systematisk   derefter  OG  HELE  TIDEN  MED  DERES  DOGMEREGLER  som  styrende  for  de  enkle  processer.       •

Arbejd  i  kort  tidsintervaller  der  aftales  på  forhånd.  Tidsangivelsen  var  primært  ment  som   en  energi  indsprøjtning  ..en  ”Lad  os  så  komme  i  gang  ”  som  ligeledes  indirekte  dæmper   muligheds  overskuddet,  så  der  ikke  efterlades  tid  til  for  meget  ord  diskussion  men  arbejdes   med  det  umiddelbare..  deres  intuition.  (  inspirationen  havde  jeg  hentet  fra  Gørlev   idrætscenter  )   Hav  fokus  på  både  at  finde  ideer,  bliv  enig  om  brugen  af  dem  og  klargør  en  præsentation   for  de  andre  grupper  inden  for  den  aftale  tid.  Hvis  det  er  nødvendigt  kan  der  uddeles  


42  

”roller”  i  gruppen  som    :  idemager,  udvikler  og  afslutter  (  dette  syns  sjældent  at  være   nødvendig  da  det  oftest  skete  helt  naturligt.  )     Præsentation  for  de  andre  grupper  foregår  hyppigt  med  en  fornemmelse  af  åben  proces  i   en  opmærksom  atmosfære.  Præsentationerne  tvinger  og  giver  ideerne  ”form”.    Det  er   vigtig  at  præcisere  at  under  disse  fremvisninger  er  det  ikke  ”øvning”.  Det  er  ikke  tilladt  at   afbryde  for  en  pludselig  ide.  Ingen  affortryllelser.   Opmærksomheden  og  empatien  for  andres  værk  vises  ved  at  lave  små  skygge  gengivelser.   Hvis  man  selv  vil  tages  alvorlig  må  man  også  udvise  respekt  og  opmærksomhed  over  for  de   andre.  Udvise  et  medoplevet  forhold  til  hinanden.  Det  viser  sig  at  der  lå  ligeledes  oceaner   af  god  inspiration  ved  at  se  de  andres  bud.  Erkende  at  de  har  grebet  opgave  an  på  en   anden  vis  som  er  helt  anderledes  end  ens  egen.  En  skygge  fremførelse  giver  i  tilgift  original   personen  /  gruppen  en  glimrende  og  unik  mulighed  til  at  se  sit  eget  stykke  i  anden  potens.   Respons  med  ord  skulle  foregå  i  en  koncentreret  og  empatisk  atmosfære.  Dette  gav  et   andet  mere  iagttagende  og  reflekterende  forhold.  Respons  i  ord  måtte  ikke  nærme  sig   decideret  anmelderi.  Det  handler  om  objektivt  at  observere,  ”  se,  registrer,  hvad  sker  der  ?   ”  ,  ikke  analysere  eller  fortolke.  De  skulle  sanse  …og  gerne  bruge  den  respektfulde   medindlevelse  :  Hvad  virker  ?  hvad  virker  mindre  godt  ?     Stjæle  små  elementer  Ting  de  syns  tiltrak  sig  deres  opmærksomhed  fra  de  andre  grupper   som  kunne  supplere  og  styrke  deres  eget  udtryk.  Dette  er  en  anden  måde  at  bevare   opmærksomheden  og  interessen  for  ”de  andre”.  Udover  at  kvalificere  de  enkle  stykker  og   tillægge  elementerne  en  betydning  skabte  det  en  fællesskabs  energi,  en  gensidig  respekt   for  og  ejerskab  til  de  andres  stykker.  Dette  var  af  stor  værdi  da  alle  stykkerne  sidenhen   skulle  sammensættes,  da  var  denne  sammenkædning  af  en  uvurderlig  betydning.   Opsamling  En  opsummering  af  de  nye  erkendelser  og  guldkorn  som  var  afstedkommet  af   disse  præsentationer.  Disse  skulle  gribes  og  huskes.  Gøres  til  en  almen  erfaring.  Vi   overleverede  de  nye  stykker  til  hinanden  som  en  stor  perlekæde  af  sammensatte  enkelt   stykke.  Hermed  huskede  kroppen  det  nemmere  til  næste  gang.  

Det  vil  blive  alt  for  omfattende  at  komme  nærmere  ind  på  denne                                                                               udviklingsproces  men  tilbage  stod  vi  med  helt  ny  ERKENDELSE  :                                                                                                                                     Vi  begyndte  nu  at  blive  bevidst  om  hele  den  store  sammen  hængs                                                                         ATTRAKTIONER,-­‐  Det  der  skilte  sig  ud,  der  hvor  der  blev  skabt  den                                                                                                   ønskede  positive  unikke  flow  energi.     En  slags  ÅBENBARING  var  fundet  sted  i  denne  transit                                                                                                                                                                     rejse  gennem  ”tilfældigheds  bagvendtland.”  

Attraktionerne  lå  i  alle  parametre…    men  i  det  kreative                                                                                                                                   grundstof  var  vi  tydeligt  ved  at  fornemme  lige  præcist                                              Min                    s  krive                      m      askine                            h    ar            m      istet                                                                                                                 hvor,  hvordan  og  hvorledes  de  ben  den  store  ”form”                                           en  skråstreg  i  ø.                                                                 skulle  stå  på.           Den   Det  var  en  slags  synergi  effekt  af  de  egenskaber  der                                      s    kriver                        b    estandigt                                      e    n        s    o.                                                                   dukkede  op  som  uforudsete  tillægsgevinster  ved                                                                    Når                j  eg              m      ener                    e    n          s  ø.                                                 sammensætningen  og  samspillet  af  begivenheder.                                                                                                                                                                                                           Og  skriver  jeg,  bonden  har  bøfler                                 Kaldet  :  Emergens,  det  der  styrker  det  totale  billede.         da  står  der,  har  bofler                                                           Oplevelsen  styrkede  motivationen  og  gav  en  god                                                                                                                                                                                                Så   mavefornemmelse  for  evnen  til  at  gøre  de  nødvendige            n      u        h    ar            j  eg            e    ndelig                          f    undet                                                         til  og  fravalg  -­‐  ”  Kill  your  darlings  ”  i  den  efterfølgende                                                  et          r    im            p      å        k    artofler.                                  H    alfdan                            R    asmussen           svære  struktur  og  iscenesættelsesfase.  


43  

             

 

043   Vort koncept

    Som  tidligere  nævnt  byggede  vort  koncept  på  baggrund  af  valgte  byrum  og  parkour  /  free-­‐ runnernes  kropssprog.  I  samme  ånd  som  Situationisterne  der  arbejdede  med  at  skabe  de  såkaldte   détournementer  der  helt  konkret  handler  om  at  tage  billeder  ud  af  den  kontekst,  de  indgår  i,  og   indsætte  dem  i  en  ny,  ofte  i  en  overraskende  og  morsom  kontekst,  hvorved  de  får  en  ny  mening,   der  aktivt  forholdt  sig  til  originalen.     De  forskellige  rum  gav  i  sig  selv  et  sæt  spilleregler  i  kraft  af  deres  arkitektoniske  indhold  hvoraf  jeg   i  det  ovenstående  allerede  har  været  inde  på  nogle  af  disse;  men  opstillingen  af  reglerne  skete   selvsagt  også  i  en  vekselvirkning  med  det  valgte  udtryks  tema.  Vi  kan  sige  at  temaet  bliver   styrende  for  de  fravalg,  der  skal  foretages  i  forhold  til  forestillingens  sceniske  materiale,  mens   rummets  formelle  karakteristika  giver  nogle  basale  informationer  til  brug  for  organisationen  af   forestillingens  struktur.       Den  teatrale  situation  betegner  den  receptionsmæssige  position,  som  tilskueren  befinder  sig  i.   Disse  muligheder  blev  ligeledes  taget  til  overvejelse  tidligt  i  forløbet,  da  scene/sal-­‐organisationen   er  et  væsentligt  element:  hvordan  er  tilskuerens  konkrete  perceptionssituation.”  Determinerende   for  perceptionen  er  rummets  proportioner,  -­‐  størrelsen  på  rummet  er  fx  af  afgørende  betydning   for  den  sansemæssige  oplevelse,  og  det  er  bestemmende  for,  hvordan  vi  opfatter  begivenheden,   hvilken  fysisk  relation  der  er  mellem  dem  og  os.       042 Iscenesættelsesforløbet,- Sammensætning af de enkle værker. For  iscenesættelsesforløbet  udgør  konceptets  selektioner  parametre  for  udviklingen  af   forestillingen.  Iscenesættelsesforløbets  kommunikation  lader  sig  underinddele  i  to  forløb:  et   workshopforløb  hvoraf  jeg  har  formuleret  de  3  nedslag  til  at  belyse  lidt  af  denne  og  siden   prøveforløbet,  hvor  den  endelige  forestillingsrække  tager  form  ud  fra  det  i  workshoppen   producerede  materiale.  


44  

  Samlet  set  tegner  der  sig  således  en  trinvis  kommunikativ  progression,  der  er  relativt  åben  i   starten,  for  at  sikre  størst  mulig  kreativitet,  og  som  så  gradvist  lukkes  hen  mod  den  definitive   lukning  i  den  færdige  iscenesættelse.  I  iscenesættelsesforløbet  udspiller  sig  som  nævnt  den   kreative  proces  mellem  det  styrende  koncept  og  en  afprøvning  af  scenisk  materiale  dette  sker   m.a.o.  mellem  en  målrettet  kunstnerisk  vision,  der  fortolkes,  og  en  undersøgende,  tilgang,  hvor   vilkårligheden  undervejs  til  en  vis  grad  tillades  at  spille  med.  Indenfor  undersøgelsens    rammer  kan   vi  sige,  at  et  serendipitets  princip  kombineres  med  et  stokastisk  princip.   I  iscenesættelsesforløbet  kan  det  således  være  sammensætningen  af  elementer,  der  foregår   vilkårligt  i  afprøvningen  for  en  endelig  udvælgelse.  Steder  hvor  der  undervejs  gøres  uventede   opdagelser.                                                


45  

                                           

 

 

 

 

 

 

 

 

           

                                                                               Take  any  empty  space  and  call  it  a  bare                                stage.                                      An  actor  moves  across  this  space  while                                                                                                                                                                                                                                                                                                          someone  is  watching  and  a  piece  of                                                                                                                                                                                                                                                                    theatre  is  engaged.                                                                                                                                    (Burch  1973)                          

045  

 

Udledt af videnshybrid  

                         


46  

046 Eftertænksomme tanker                                                                                                                                                                                         Idet  performance  pr.  definition  tager  sit  afsæt  i  og  udspiller  sig  indenfor  en  anden  kunstforståelse   med  et  betydelig  mere  åbent  genstandsfelt,  end  det  traditionelle,  lægges  der  op  til,  er  det  for  en   performance  metode  afgørende  at  kunne  mobilisere  en  flerhed  af  optikker,  som  bryder  med   indgroede  tanke-­‐  og  operationsmåder  både  internt  i  forhold  til  egen  fagligheds  discipliner  og   eksternt  til  helt  andre  fagområder.  Sammenkædet  med  min  analyse  af  ungdomskulturens   demokratiske  fortrukne  arbejdsform  har  det  i  dette  projekt  vist  sig  det  sig  at  være  et  positivt   mulighedernes  arbejdsrum  der  fungerede  med  rummelighed  for  at  arbejde  med  de  individuelle   ideer  og  udtryksformer.   Det  har  været  en  forudsætning  for  dette  projekt  at  arbejde  i  dette  felt  af  sameksisterende  kræfter   og  at  afprøve  perspektivskift  f.eks.  i  mellem  en  kultur  sociologisk  og  en  arkitektonisk  opfattelse  af   byen.   For  min  egen  arkitekt  faglighed,  og  jeg  tør  også  sige  på  de  unges  vegne,  har  dette  projekt  med  alle   dens  facetter  givet  en  kolossal  ny  indsigt,  en  rejse  af  sanse  erkendelser  vi  næppe  kunne  have   fortaget  alene  ,  ej  heller  uden  at  arbejde  yderst  struktureret  med  de  valgte  metoder. Tilskuerens   oplevelse  har  jeg  fravalgt  at  beskæftige  mig  med  i  denne  omgang. Accepterer  man  byen  som  en  scene  af  sameksisterende  kræfter,  tillader  man  også  perspektiv  -­‐  og   skalaskift  som  en  betingelse  for  at  få  viden  og  udfolde  byens  potentialer.   At  ændre  perspektiv  på  rummet  er  ikke  en  relativistisk  påpegning  af,  at  rummet  begrænses  af  den,   der  ser,  og  at  alt  derfor  er  relativt:  Det  er  snarere  at  se  mulighederne  i  rummets  forskelle  i  kraft  af   perspektivskiftene,  for  at  se  andre  perspektiver  betyder  også  at  bygge  bro  mellem  anskuelser  og   fagligheder.   Sådanne  perspektiv-­‐  og  skalaskift  kan  også  skabe  viden  om  byen,  der  kan  udvikle  byrummet  som   et  muligheds  rum.  Kan  vi  med  andre  ord  identificere  kompleksiteten  i  byrummet  som  et   udgangspunkt  for  potentialer  og  tilblivelser  snarere  end  som  en  destruktivt  kaos,  kan  vi  bedre   navigere  i  byens  forskellighed.  At  arbejde  med  en  multipel  by  og  dens  komplekse  sammenhænge   indebærer  at  lære  at  navigere  og  orientere  sig  i  dette  principielt  åbne  rum,  og  lægger  behovet  for   at  fastlåse  byen  og  dens  rum  i  repræsentationelle  definitioner.   Byen  består  således  af  mange  menneskers  framing.  Dels  gennem  arkitekters  designs,  planer  og   bygninger,  dels  gennem  anvendelse,  regler,  normer,  samt  reframings,  som  i  det  øjeblik,  vi  erfarer,   at  vores  individuelle  framing  er  utilstrækkelig,  og  at  flere  frames  må  til.  Denne  urbane  framing  og   re-­‐framing,  disse  aktion  og  reaktioner  gør  at  vi  kan  sætte  os  ind  i  andre  perspektiver,  fremdrage   nye  aspekter,  inddæmme  nye  territorier  og  derigennem  udvide  vores  perspektiv  og  viden.     Vi,  de  involverede,  vil  for  altid  se  byen  med  helt  nye  øjne,-­‐  byen  som  scene.       Måske  bliver  det  næste  en  f lash mob       http://www.youtube.com/watch?v=VQ3d3KigPQM              


47  

047   Afsluttende bemærkning  

Om  den  praktiske  anvendelighed  af  denne  performaturgiske  metode,  som  jeg/vi  har  forsøgt  at   udvikle  her,  skal  jeg  afholde  mig  fra  at  konkludere  generelt  om;  den  kan  kun  stå  sin  prøve  gennem   implementering  og  erfaring  af  mange  omgange  i  flere  typer  projekter.     Hvad  der  skiller  den  traditionelle  dramaturgi  fra  performaturgien  er  ikke  blot  fraværet  af  det   litterære  forlæg;  det  er  også  fraværet  af  færdige  modeller.  Hvilket  bestemt  kan  være   skræmmende  og  slet  ikke  passende  for  alle  typer  projekter.  Vi  har  måtte  prøve  os  frem  i  mange   retninger,  især  fordi  vi  var  på  ukendt  land  og  opererede  med  et  stort  genstandsfelt,  med  flere   forskellige  former  for  råmaterialer.     Hvad  der  ikke  har  været  muligt  indenfor  rammerne  af  denne  afhandling  er  en  mere  tilbunds-­‐   gående  undersøgelse  af  performaturgien  via  andre  performanceteatres  og  -­‐  kunstneres  tilgange   for  derved  at  få  en  bredere  empiri  at  arbejde  med.  Udviklingen  af  performaturgien  som  arkitektur   formidlings  værktøj  er  således  langt  fra  afsluttet  med  dette  forsøg;  den  er  knap  nok  begyndt.   047.a Urban Body Drifting som iværksættere Med  Urban  Body  Drifting  rykker  værket  som  sagt  ind  i  hverdagslivet  og  bliver  her  begivenheds   skabende  ved  at  pege  på  usete  kreative  øjeblikke.  I  lighed  med  situationisterne,  surrealisterne  og   dadaisterne  gør  vi  værket  til  en  handling  eller  en  proces  i  den  sociale  virkelighed  og  er  dermed   også  med  reaktioner  på  de  omstændigheder,  som  virkeligheden  er  gjort  af.  Æstetiseringen  af   hverdagen  er  således  en  elementær  del  af  værkhandlingen.     Partituret,  reglerne  eller  instrukserne  har  blot  været  rammesætningen  for  projektet.  Rammen,   partituret  er  således  ikke  værket  i  sig  selv,  men  retningslinjer  og  redskaber,  hvormed  man  kan   påvirke  og  gribe  handlende  ind  det  levede  livs  betydningskræfter  og  potentialer.      


48  

Således  kan  ”Urban  Body  Drifting”  plagieres  og  gøre  alle  til  potentielle  ”kunstnere”.                                                         Som  hos  situationisterne  bliver  hverdagens  forhåndenværende  redskaber  en  potentiel  ramme  for   handling.  Det  giver  mulighed  for,  at  publikum  kan  overtage  scenen,  hvorved  forholdet  mellem   beskuer  og  værk  gøres  til  en  reversibel  og  gensidig  udveksling  af  handlinger.  Rammeværket  virker   på  beskueren,  og  beskueren  virker  tilbage  på  værket  ved  at  projicere  sin  mening  og  sine  egne   aktualiseringer  ind  i  det.  Men  samtidig  bliver  værket  også  immaterielt  og  udefinerbart  og  bliver   eksempelvis  svær  at  have  autoritet  og  rettigheder  over.  Alle  kan  med  andre  ord  benytte   konceptet.       Dermed  bliver  alle,  der  engagerer  sig  eller  anvender  denne  udtryksform,  reelt  rettighedshavere,   og  værket  bliver  en  delt  størrelse  uden  en  oprindelig  signatur.  I  stedet  kan  vi  tale     om  kunstnerne  som  en  iværksætter  eller  facilitator  af  den  kunstneriske     begivenhed.  Et  Interessant  perspektiv  vi  ikke  havde  set  komme…  mulighederne     i  dette  giver  næring  og  fremadrettet  energi  til  at  videre  udvikle  udtryk  og  scene.    Projektets  videre  skæbne  syns  derfor  naturlig  at  kaste  os  videre  over  i  en  ny  by  :    

CYPERCITY……..  


49  

049 Fremadrettet Vision Med  arkitektur  formidler  hatten  sat  godt  på  mit  hoved,  et  hoved  der  er  blevet  helt  overbevist  om   denne  arkitekturs  abstraktion  som  performanceart  har  sin  berettigelse  som  platform  til  undren,   inspiration  og  kvalificering  af  de  unges  rumlig  forståelse.  Nu  er  visionen  fremover  at  vi  danner   ringe  i  vandet  og  kaster  os  ud  i  en  ny  bydel  nemlig  cypercity  ,  via  en  nyoprettet  blog  URBAN  BODY   MOVEMENT.     HVORFOR  overhoved  være  i  ”CYBERCITY”  ?    Det  syns  uundgåeligt  når  man  har  arbejdet  intens  med   denne  unge  målgruppe.  Muligvis  er  jeg  også  fagtosset  men  jeg  fascineres  af  cybersociolog  Stine   Gotveds  tanker  om  nettet  som  en  storby  …   Den  tyske  filosof  og  sociolog  Georg  Simmel  beskrev  i  1904  byen  som  forandringens  sted,  hvor   tempoet  og  de  mangfoldige  indtryk  var  overvældende,  og  hvor  det  var  nødvendigt  med  nye   kompetencer  til  håndtering  af  både  sociale  og  materielle  relationer.  Erfaringsdannelsen  var  hidtil   sket  i  tætte  og  nære  netværk  (slægt  og  lokalitet),  men  by  mennesket  skulle  i  stedet  lære  at  begå   sig  mellem  ukendte  naboer,  arbejdskammerater,  flygtige  bekendtskaber  og  anonyme  fremmede.   Den  afgrænsede  lokalitet  blev  ligeledes  udskiftet  med  et  sammensat  mylder  af  forskelle  funktioner   og  organiseringer,  arbejdsdeling,  transportbehov  og  hastighedsforøgelse.   Men  man  skal  ikke  glemme,  at  byen  parallelt  med  skræmmebilledet  også  fremstod  (og  fremstår)   som  et  mulighedsrum,  hvor  man  kan  være  sig  selv  (nok),  tjene  penge  og  realisere  drømme  der  er   for  store  til  landsbyen,  konkret  eller  i  overført  betydning.  Med  andre  ord  er  storbyen,  og  i   særdeleshed  italesættelsen  af  storbyen,  udspændt  mellem  det  negative  og  det  positive  –  storbyen   kondenserer  på  én  gang  vores  angst  og  vores  håb  for  fremtiden.   I  dag  smelter  nettet  og  byen  sammen.  Sociologen  Manuel  Castells  viser  hvordan  netværk  er  blevet   den  sammenbindende  kraft,  der  har  flyttet  byens  fokus  væk  fra  bestemte  lokaliteter  (space  of   places)  til  aktiviteterne  og  udvekslingerne  (space  of  flows)  imellem  lokaliteterne.  Dette  gælder   både  aktiviteten  i  de  materielle  strukturer  der  understøtter  diverse  informationsnetværk  og  i  de   sociale  mønstre,  hvor  mængden  af  mellemmenneskelig  kommunikation  stiger  konstant  –  det  er   ikke  polerne  som  sådan,  men  spændingen  mellem  dem,  der  for  mit  vedkommende  er  interessant  i   afdækningen  af  sammenhængskraften.     Når  netadgangen  kan  ske  direkte  fra  gaden,  opstår  der  nye  former  for  aktivitet,  og  det  bliver   meningsløst  at  opretholde  en  rigid  adskillelse  mellem  fysisk  og  virtuelt  rum.  Når  man  navigerer  i   byen  ved  hjælp  af  mobiltelefonens  adgang  til  digitale  repræsentationer  af  byens  rum,  hvornår  er   man  så  hvorhenne?  Når  man  også  er  i  kontakt  med  sit  sociale  netværk  gennem  kommunikations-­‐ teknologien,  når  der  er  vigtige  venner  man  aldrig  møder  fysisk,  hvad  er  så  betydningsforskellen?     Det  er  netop  i  de  frugtbare  overlap  mellem  socialitet,  rumlighed  og  teknologi,  at  vi  i  dag  kan  finde   den  interessante  urbanitet  –  der  hvor  byens  og  nettets  koder  er  smeltet  sammen  og  på  forskellig   vis  peger  på  både  tilpasning  og  innovation  i  udviklingen  af  social  og  materiel  sammenhængskraft.     Ved  siden  af  den  metaforiske  rekonstruktion  af  nettets  rum  som  noget  byagtigt    (med   informations  hovedveje,  caféer,  biblioteker  og  mødesteder)  er  der  også  tale  om  en  sammen   stilling  af  de  nødvendige  sociale  kompetencer.  Trods  den  væsensforskellige  fremtrædelsesform  (i   byen  har  man  kroppen  med  sig,  på  nettet  er  den  usynlig  for  de  andre)  og  trods  den  forandrede   rumlighed  (fra  byens  tredimensionelle  virkelighed  til  nettets  ofte  tekstbaserede  repræsentation  på   skærmen)  er  der  et  væld  af  lighedspunkter  mellem  de  færdigheder,  der  sikrer  kompetent   navigation  og  adfærd.    


50  

Man  kan  også  sige,  at  bemestringen  af  de  urbane  koder  med  stor  sandsynlighed  giver  et  godt   erfaringsgrundlag  for  færdsel  på  de  virtuelle  hovedstrøg.  Dette  er  ikke  det  samme  som  at  kun   bymennesker  er  i  stand  til  at  begå  sig  på  nettet  –  urbaniteten  rækker  takket  være  massemedier  og   kulturelle  produkter  som  fx  bøger  og  film  langt  ud  over  bygrænsen,  og  de  fleste  af  kompetencerne   kan  således  og  mere  overordnet  siges  at  være  grundlæggende  moderne.   050 SOCIAL NAVIGATION                                                                                                                                                                                                                       At  færdes  på  nettet  handler  i  høj  grad  om  det  sociale,  selvom  vi  i  første  omgang  har  en  håndfuld   hjælpeværktøjer  –  portaler,  søgemaskiner,  links  osv.  De  svarer  til  byens  repræsentation  på  kort,   stedregistre  og  vejskilte,  og  hjælper  målrettet  den  konkrete  navigation.  Men  at  færdes  i  byen  –  og   på  nettet  –  er  mere  end  blot  at  finde  den  korteste  vej;  det  er  en  stadig  vurdering  af  det  faktiske   rum,  det  tilstedeværende  liv,  aktiviteter  og  deres  spor,  enkeltpersoner  og  deres  fremtrædelse.   Man  kan  havne  steder  man  ikke  ønsker  at  udforske  nærmere,  finde  morsomme  krinkelkroge  i  et   ellers  velkendt  område,  tage  forsigtige  skridt  ind  i  ukendt  territorium  –  og  hele  tiden  vil  det  blive   evalueret  i  relation  til  sociale  kriterier,  der  omfatter  en  vurdering  af  de  andres  hensigter  samt   risici,  tryghed  og  genkendelighed.     Håndtering  af  muligheds  overskuddet  :  Storbyen  –  urbaniteten  –  har  lært  os  at  færdes  tempofyldt   gennem  både  ønsket  og  uønsket  mangfoldighed,  har  til  en  vis  grad  gjort  specielt  de  unge  blaserte   og  i  stand  til  automatisk  at  frasortere  store  mængder  irrelevant  information  –  og  det  er   kompetencer  uden  hvilke  en  tur  på  nettet  vil  være  hurtigt  overstået.     Canadiske  professor,  forretningsmand  og  blogger  Don  Tapscott  hævder  at  den  unge  generation   netop  ved  deres  intensive  brug  af  nettet  i  dag  udvikler  en  såkaldt  hypertextbevidsthed  -­‐  de  kan   afkode  mange  og  samtidige  komplicerede  informationer  og  beskeder  -­‐  der  gør  dem  meget  bedre   rustede  til  et  liv  i  det  moderne  hyperkomplekse  informationssamfund.   Bloggen  URBAN  BODY  MOVEMENT´s  rolle  i  denne  kæmpe  mæssige  storby  er  tænkt  som  værende   det  lille  galleri  hvor  ligesindede  fag  interesserede  vil  opholde  sig  i  kortere  eller  længere  tid.  Min   egen  rolle  vil  være  umiddelbart  ”usynlig”  da  jeg  blot  vil  være  arkitekten  af  det  givne  ”blog  rum”.   Strategien  er;  med  det  skarpe  øje  og  den  professionelle  hånd  at  dække  de  aktuelle  emner  og   udtryksformer  så  bredt  som  muligt.  Ligeledes  skal  det  som  i  et  fysisk  galleri,  være  muligt  for  de   interesserede  at  bruge  det  til  et  læringsmæssigt  inspirations  rum  med  gensidig  sparring  og   dogmeregler  til  fri  afbenyttelse.       Jeg  /  vi  vover  med  bloggen  og  at  udfordre     Andrew  Keens  udsagn  :      

IT`S ÍGNORANCE, MEETS EGOISM, MEETS BAD TASTE, MEETS MOB RULES….ON STEROIDS”    


51  

051

Litteratur/kildeliste •

Anne  Kofod  og  Jens  Christian  Nielsen  :  Det  normale  ungdomsliv.  Center  for   ungdomsforskning  og  ungdomsringen  

Andrew  Keen  :  The  cult  of  the  amateur  Pensum  udleveret    

Andrew  Keen  /  Mark  Briggs  Web  2.0:  De  analfabetiske  abers  revolution   http://www.information.dk/172476  af  Andreas  Relster    

Claus  Buhl  :  Kreativitet,  Børsens  Forlag  2007  

Diller,  Elizabeth  &  Scofidio,  Ricardo.  2002:  Blur  -­‐  The  Making  of  Nothing.  Harry  N  Abrams.  

Deltagerne  ved  Ycity  :Dokument  om  Ycity.  Roskilde  

Ferdinand  de  Saussure  http://www.filosoffen.net/tekst/strukturalisme/txtsaussure.html  

Georg  Simmel  :  Soziologie  

Henri  Lefebvre  :  The  Production  of  Space  &  Bodies,  sensations,  space  and  time2005  

Jens  Christian  Nielsen,  En  introduktion  til  Thomas  Ziehe  :  Øer  af  identitet  I  et  hav  af  rutine   Politisk  revy  2004  

Jesper  Jensen  :  De  unge  www.fremtidsforskning.dk  2009  

Johan  Palfrey  citat  fra  :  Revolution  eller  evolution  ?  Af  Thomas  Kaarsted   http://rauli.cbs.dk/index.php/revy/article/viewFile/2857/2873     Julia  Cameron  :  Kreativitet,  Lindhart  og  Ringhof  2007  

• •

Knud  Illeris,  Noemi  Katznelson,  Jens  Christian  Nielsen  og  Birgette  Simonsen  :  Ungdomsliv-­‐   mellem  individualisering  og  standardisering  dk:  samfundslitteratur  2009  

Kirsten  Dotner  :  At  skabe  sig  –  selv.  Gyldendal  1993                                                                  

Kirsten  Dotner  :  Kultur-­‐  begreber,  analyse,  praksis,  i  Dansk  kultur  og  kommunikation   Akademisk  forlag  2007  

Lene  Tanggaard  :    Kreativitet  skal  læres!  Når  talent  bliver  til  innovation.  Aalborg   Universitetsforlag,  2008  

Lotte  Nyboe  :    Digital  Dannelse  2009        

Malcom  Gladwell  :  Blink,  Bindslev  2006  

Malcom  Gladwell  :  Afvigerne,  Bindslev  2006  

Marc  Prensky  :  Digital  Natives,  Digital  Immigrants   http://www.marcprensky.com/writing/Prensky%20-­‐ %20Digital%20Natives,%20Digital%20Immigrants%20-­‐%20Part1.pdf    

Mihaly  Csikszentmihalyi  :  Flow,  Dansk  Psykologisk  Forlag  2008  


52  

Mogens  Christensen  :  Sed  Vitae  .  Dansk  sang.  Musiklærerforeningen  2010     Morten  Bay  og  Julie  Schytte  :    Generation  Netværk  Dr.Dk  2006     Hanne-­‐louise  Johannsen  :  At  iklæde  sig  arkitektur  Turbulens  01.05.2007  

Otto  C  Scharmer  :  Teori  U,  Ankerhus  Forlag  2008  

Peter  Bastian  :  Mesterlære  -­‐  En  livsfortælling  Gyldendal  2011  

Usman  Haque  :Hardspace,  Softspace  and  the  Possibilities  of  Open  Source  Architecture.   2002.  http://haque.co.uk/papers/hardsp-­‐softsp-­‐open-­‐so-­‐arch.PDF.  

Samuel  Huntingtons  :  Civilisationernes  sammenstød  Artikel  i  Foreign  Affairs,  1993,  Vol.  72,   Nr.  3,  side  22-­‐49.  http://www.helikon.dk/frame.cfm/cms/id=515/sprog=1/grp=1/menu=1/  

Stine  Gotved  Kapitel  4:  Cyperspace  som  urbant  rum   http://komm.ruc.dk/personale/gotved/     Stuart  Brown,:  Play:  How  it  shapes  the  brain,  Opens  the  Imagination,  and  Invigorates  the   Soul.  Pp.3  -­‐  73.  

• •

                     

Susan  C.  Herring  :  Questioning  the  Generational  Divide  i  antologien  “Youth,  Identity,  and   Digital  Media“,   http://www.mitpressjournals.org/doi/abs/10.1162/dmal.9780262524834.071  

Susan  Kozel  Closer:  Performance,  Technologies,  Phenomenology.  MIT  Press,  2008.    

Sven  Nilsson;  Meningen  med  livet  ?  Biblioteksstyrelsens  publikation;  Noget  at  tale  om.   http://www.bs.dk/publikationer/andre/nogetattaleom/html/chapter08.htm  

Zygmunt  Bauman;  Fællesskab  –en  søgen  søgen  efter  tryghed  I  en  usikker  verden   København:  Hans  Reitzels  Forlag.  2002  


BILAG    

53  

Hvad er StreetMekka ?              

053  


54  

Indtil  nu  har  streetkulturen  og  gadeidrætten  i  København  levet  under  hårde  vilkår  pga.  det   ustadige  danske  vejr,  men  nu  har  streetballers,  streetdancers,  breakdancers,  streetmovers,  DJs  og   andre  gadeentusiaster  fået  et  helårligt  alternativ  til  våd  asfalt  og  kolde  fingre  i  form  af   StreetMekka  på  Enghavevej  82  D  i  København  SV.   StreetMekka  er  en  indendørs  asfalteret  gadeidrætsfacilitet  med  2200  m2  fede  faciliteter  til  Street   Basket,  Street  Dance,  Break  Dance,  Parkour  og  DJ-­‐skole.  Her  kan  børn  og  unge  dyrke  street-­‐ kulturen  i  rå  og  autentiske  omgivelser.   Formålet  med  StreetMekka  er  at  skabe  en  gadeidrætsfacilitet,  der  med  vægt  på  bevægelse,   tilgængelighed,  brugerinddragelse  og  fleksibilitet  vil  skabe  et  frisk  pust  til  den  københavnske   ungdoms-­‐  og  idrætskultur.  StreetMekka  skal  understøtte  initiativer,  der  gør  det  nemmere  og   sjovere  at  dyrke  den  fysisk  aktive  streetkultur.   I  StreetMekka  vil  børn  og  unge  fra  hele  København  og  omegn  kunne  dyrke  gadeidræt  på  det   tidspunkt,  der  passer  dem,  og  på  den  måde  der  passer  dem.   StreetMekka  er  finansieret  af  Københavns  Kommune  med  støtte  fra  Lokale-­‐  og  Anlægsfonden.   Gadeidrætsfaciliteten  vil  en  huse  en  række  fremtrædende  streetkulturelle  foreninger  og   enkeltpersoner  i  form  af  BreakPoint,  Flowdance  Academy,  Streetmovement,  DJ  Noize  og  GAM3,   som  alle  vil  tilbyde  idræts-­‐  og  kulturaktiviteter,  der  sikrer,  at  ånden  fra  gaden  holdes  i  hævd.   Visionen  er,  at  StreetMekka  udvikler  sig  til  et  epicenter  for  den  københavnske  streetkultur  med   internationalt  format.   054 HVORFOR STREETMEKKA? Det  hele  startede  i  2003,  da  to  drenge  skrev  til  GAM3  med  en  god  idé.  Samir  og  Khuram  var  trætte   af  det  dårlige  vejr  i  Danmark  og  drømte  om  en  indendørs  Street  Basket  facilitet,  hvor  de  kunne   spille  basketball  året  rundt  under  de  frie  og  uforpligtende  rammer,  de  kendte  fra  gaden. Samir  og  Khuram  drømte  om  et  sted,  hvor  de  kunne  dukke  op  når  som  helst  og  spille  bold  med   vennerne.  Et  sted  hvor  der  var  plads  til  alle,  uanset  om  man  var  nybegynder  eller  øvet.  Et  sted   med  hiphop  musik  i  højtalerne,  sækkestole  i  hjørnerne  og  hvor  de  selv  kunne  være  med  til  at   bestemme.   De  aktive  unge  i  dag  efterspørger  fleksibilitet,  medbestemmelse  og  løsere  rammer,  som  de  selv   kan  være  med  til  at  forme,  når  de  dyrker  idræt.  Samtidig  står  vores  samfund  overfor  en  udfordring   med  voksende  inaktivitet  blandt  børn  og  unge.  Antallet  af  inaktive  unge  i  alderen  13-­‐15  år  er  i   løbet  af  de  sidste  ti  år  næsten  fordoblet,  og  tiden  og  livet  i  storbyen  er  nogle  steder  løbet  fra  det   traditionelle  foreningsliv  i  idrætshallerne.     StreetMekka  er  et  bud  på  fremtidens  idrætsfacilitet,  som  skal  være  med  til  at  løsne  op  om  den   generelle  mangel  på  initiativer,  der  formår  at  kombinere  fleksible  idrætstilbud  med  fokus  på  det   sociale  element,  som  de  unge  i  særlig  grad  efterspørger.   054.a HVEM STÅR BAG STREETMEKKA?                                     Københavns  Kommunes  og  Lokale-­‐  og  Anlægsfonden  har  samlet  givet  20  mio.  til  etablering  af   StreetMekka.  Non-­‐profit  organisationen  GAM3  har  indgået  en  aftale  med  Københavns  Kommunes   Kultur-­‐  og  Fritidsforvaltning  omkring  driften  af  StreetMekka. GAM3  (udtales  'GAME')  har  siden  2002  igangsat  idrætsaktiviteter  på  gadeplan  i  boligområder  over   hele  Danmark  og  fra  2007  også  i  Mellemøsten.  GAM3  har  igennem  otte  år  mødt  børn  og  unge  på   asfalten  og  udviklet  metoder  til  at  samle  og  engagere  unge  via  gadeidræt  uanset  køn,  etnicitet  og  


55  

social  baggrund.  Men  GAM3's  udendørs  træningen  har  kun  været  mulige  at  gennemføre  i   sommermånederne.  Dette  vil  StreetMekka  ændre  på,  og  målet  er  at  forankre  gadeidrætten  og   streetkulturen  i  de  to  fabrikshaller  på  Enghavevej  i  København.          

//DOGMEREGLER//

055  


56  

056 Overordnet •

• •

• •

• •

 

SIG  JA  -­‐  Skyd  ikke  de  andres  idéer  ned.  I  den  første  fase  er  det  afgørende  nødvendigt  for  et   frugtbart  samarbejde  at  starte  med  det  grundlæggende  princip,  der  hedder  SIG  JA.  (  som   det  bruges  i  mange  former  for  teatersport,  stand-­‐up,  og  danseimprovisation.  Hentet  fra   Keith  Johnstone)  Sig  Ja  til  hinandens  idéer  i  starten.  Gå  med,  byg  på  og  undgå  at  sige  ”NEJ”   eller  ”Det  kan  godt  være  men..”                                                                                                                                                                                                                                                                   Et  ”Ja  –  og...”  kan  bringe  os  ukendte  steder  hen. FOKUSER.  Når  vi  først  har  fået  en  masse  body-­‐  og  brainstorm  idéer,  er  det  vigtigt  at   fokusere.  Hvad  er  kernen  i  det,  vi  vil  fortælle  med  vores  performance?   PRØV.  I  løbet  af  produktionsfasen  er  det  vigtigt  stadig  at  sige  Ja  og  samtidigt  arbejde  med   de  kvaliteter,  vi  har  fundet.  Undgå  så  vidt  muligt  endeløse  diskussioner  –  lad  os  prøve  os   frem  i  praksis  og  tag  den  derfra.   DEADLINES.  Lav  små  korte  forløb  i  den  større  produktionsplan,  med  mål  og  deadlines.  Det   skaber  handling  og  ikke  så  meget  diskussion.   KONTAKT.  Jeres  kroppe,  bevægelser,  kontakt  og  relation  på  scenen  er  det  alt  afgørende.   Træn  jeres  teamfornemmelse.  Træn  hvordan  I  kropsligt  set  kan  have  føling  med  hinanden   og  ved  hvor  de  andre  er  og  hvad  de  gør,  også  selv  om  I  ikke  nødvendigvis  kigger  på   hinanden  hele  tiden.   SAMARBEJDSPROCESSEN.  Brug  hinandens  ressourcer.  Tal  fra  starten  af  om  HVORDAN,  vi  vil   arbejde,  så  I  kan  gøre  det  så  effektivt  og  kreativt  som  muligt.  Hvordan  kan  vi  skabe  et   understøttende  samarbejdsklima  og  undgå  ’sødsuppe’.  Hvordan  kan  vi  undgå  at  havne  i  et   forsvars-­‐  eller  kampklima  og  samtidigt  bevare  dynamikken  i  at  I  har  forskellige  ressourcer   og  idéer?   RESSOURCER  hos  den  enkelte.  Det  vil  være  en  god  ide  at  finde  ud  af  hvilke  ressourcer,  vi   har  i  gruppen.  Hvis  det  stemmer  med  jeres  idé,  kan  I  bruge  disse  ressourcer.   FLOW  i  kreativiteten?  For  at  holde  flow  i  kreativiteten  kan  det  være  vigtigt,  at  vi  i  løbet  af   processen  fordeler  noget  af  arbejdet.  F  eks  arbejde  i  mindre  grupper  med  at  producere   noget  materiale,  så  alle  derefter  kan  arbejde  videre  på.  Her  kan  vi  også  arbejde  med   andelskomposition,  hvor  I  hver  især  finder  på  bevægelser  el  skulpturer.   KONFLIKER.  Når  man  arbejder  kreativt  og  bliver  meget  engageret  kan  det  være  svært  at   undgå  konflikter.  Den  største  faldgrube  er  typisk  alt  for  meget  snak.  Den  anden  handler  om   for  mange  kokke  eller  uudsagte  NEJ  ́er,  der  sniger  sig  ind.  Så  kan  der  opstå  konflikter.   Konflikter  og  frustrationer  kan  give  grobund  for  stor  kreativitet,  hvis  I  finder  løsningen  og   jeres  fælles  ja  bag  problemet.   KILL  YOUR  DARLINGS.  Når  vi  har  sagt  meget  ja,  har  body-­‐  og  brainstormet,  fokuseret,   produceret,  holdt  prøver  og  måske  er  nået  frem  til  en  næsten  færdig  performance  KAN  det   være  nødvendigt  at  tage  noget  ud,  som  vi  egentlig  er  glade  for.  Måske  passer  det  ikke   mere  til  vores  performance,  som  den  er  nu.  Så  er  vi  nødt  til  at  sige  nej  til  noget  af  det,  vi   har  produceret.  Populært  sagt:  Kill  your  darlings.     056.a Opmærksomhedspunkter

DU  ER  PÅ.  Ingen  kan  gemme  sig  på  ”en  scene”.  Du  kan  ikke  ikke-­‐kommunikere.  Det   betyder,  at  du,  så  snart  du  træder  ind  i  rampelyset,  er  ”på”.  Uanset  om  du  er  i  forgrund   eller  baggrund,  er  det  vigtigt  at  være  opmærksom  på,  hvad  du  udtrykker  og  følge  det,  vi   har  aftalt.  Undgå  ”private  bevægelser”  som  fx  at  sætte  hår,  rette  på  tøjet  etc.  med  mindre   det  er  en  del  af  vores  performance.  Hvis  du  kommer  til  at  glemme  noget  så  ”vær  på”.  Don  ́t   stop  the  movement.                                    Lad  som  om  det  var  meningen,  improviser  og  find  de  andre  


57  

 

igen.  At  ”være  på”  er  at  være  på  med  hele  kroppen,  at  mærke  hver  en  fiber,  at  mærke   nærvær  og  indlevelse  og  være  opmærksom  på  f.eks.  hvor  du  kigger  hen.   TIMING.  I  stort  set  enhver  performance  er  timing  et  utroligt  vigtigt  begreb.  Timing  handler   om  at  være  i  kontakt  med  de  andre  performere  og  følge  nogle  aftaler,  der  er  indgået  om   hvornår,  vi  gør  hvad.   CUE  ́.  Timing  kan  med  fordel  skabes  via  gruppens  internt  aftalte  cue  ́s.-­‐  Et  cue  er  et  tegn,   som  for  publikum  er  en  del  af  jeres  performance,  men  for  os  indeholder  et  signal,  som  vi   indbyrdes  kender  betydningen  af..  Det  kan  f.eks.  være  at  et  stamp  i  jorden  eller  en  bestemt   bevægelse  er  vores  cue.  Når  der  stampes  på  en  bestemt  måde,  ved  hele  gruppen,  at  NU   skal  de  f.eks.  falde  mod  jorden.   BYENS  LYDE.  Lydlandskabet  er  meget  stort  og  der  er  et  utal  af  improvisations  muligheder.                                               Som  hovedregel  kan  det  være  godt  at  være  opmærksom  på  den  naturlige  by  lydkulisse,  der   kan  understøtte  eller  skabe  modsætning  til  bevægelserne.  Lydene  kan  bruges  via  takt  og   tællinger  eller  mere  som  stemning.     057 Valg af Byrum

• •

 

Det  rum,  I  hver  især  vælger  at  præsentere  jeres  performance  i,  er  jeres  scenerum.  En  scene   kan  skabes  på  mange  måder.  Det  vigtige  er,  at  rummet  er  afgrænset…  :     LYS  det  naturlige  dags  lys  kan  være  en  effektiv  måde  at  afgrænse  rummet  på,  Vær   opmærksom  på  lys  og  skygge  forholden,-­‐  understøtter  det  ,  det  I  gerne  vil  fortælle  ?  I  kan   også  vælge  et  utraditionelt  rum  og  en  site-­‐specific  performance.  Her  kan  I  f.  eks  vælge  at   vise  jeres  performance  i    /  med  en  skraldespand,  i  en  kælderskakt  eller  på  en  trappe  og   udnytte  rummets  arkitektur,  som  en  del  af  jeres  scenografi.   057.a Brugen af rummet

• •

•  

PERFORMERE  i  rummet..  Så  snart  I  træder  ind  i  scenerummet,  forandres  det.  Måden  I   bruger  jer  selv  og  jeres  kroppe  på,  er  med  til  at  skabe  fortælling  og  spænding  i  rummet.                                                           Vær  opmærksomme  på  følgende:  I  kan  skabe  dybde  i  rummet  ved  at  placere  jer  forskellige   steder  på  for  scene  og  bag  scene.  I  kan  arbejde  på  lige  linjer  i  forhold  til  hinanden.  I  kan   lade  en  eller  to  være  i  forgrund  og  andre  i  baggrund,  som  en  slags  solo/kor.  I  kan  skabe   spænding  for  øjet  ved  at  arbejde  med  diagonaler.  I  kan  arbejde  med  space  tension  i   forhold  til  at  skabe  ikke  fysisk  kontakt  mellem  performere  i  rummet.   NIVEAUER  i  rummet.  Højeste  –  mellemste  –  laveste.  I  kan  være  oppe-­‐  på  benene  -­‐  måske   udnytte  forskellige  muligheder  for  at  skabe  højde  i  rummet  i  det  højeste  niveau.  I  kan   arbejde  i  det  mellemste  niveau-­‐  lidt  som  hvis  man  sidder  på  en  stol.  I  kan  arbejde  i  det   laveste  niveau-­‐  helt  nede  ved  jorden.   At  arbejde  med  de  forskellige  niveauer  skaber  kontraster  og  fortællinger.  Gruppen  kan   også  bruge  alle  niveauerne  på  en  gang  og  skabe  dynamik  på  den  måde.   057.b Koreografiske principper

• • •

Bevidsthed  om  brugen  af  rummet  hører  til  grundlæggende  koreografiske  principper.   Desuden  kan  vi  på  mange  måder  arbejde  med  variationer  i  tid  og  relation.   Her  er  muligheder  i:  1)  Det  synkrone  2)  Kanon  3)  Solo/kor  4)  Det  fragmentariske  5)  Det   dialogiske   F.eks.  arbejde  synkront,  hvor  alle  bevæger  sig  ens.  Kanon,  handler  om  at  forskyde  en   sekvens  i  tid  mellem  f.eks.  to  grupper.  Der  kan  arbejdes  med  solo/kor  hvor  én  i  er   forgrunden  og  de  andre  i  baggrunden.  Og  arbejde  med  det  fragmentariske  princip,  hvor  


58  

• • •

         

man  egentlig  bevæger  sig  stort  set  ens  i  forhold  til  bevægelsens  indhold,  men  bevæger  jer   kaotisk  og  individuelt  i  tid  og  rum.  I  kan  også  arbejde  med  det  dialogiske  princip.   KONTRASTER  At  arbejde  med  kontraster  kan  være  med  til  at  skabe  spændvidde,  dynamik   og  variation.  For  meget  variation  er  forvirrende,  for  lidt  kan  blive  kedeligt.  I  kan  skabe   kontraster  på  mange  måder.  Det  kan  være  gennem  forskellige  bevægelsesmåder,   udnyttelse  af  kønsforskelle,  beklædning  eller  lyde.  I  kan  også  arbejde  med  at  OVERRASKE   publikum.   Det  vigtige  er,  at  vi  ved,  hvad  budskabet  er  og  foretager  bevidste  valg,  ..også  selvom  vi  med   vores  performance  vil  vække  forundring  eller  provokation.   ENKELHED  Ofte  er  man  tilbøjelig  til  at  ville  det  hele  og  alt  for  meget.  Derfor  kan  det  være   godt  at  arbejde  med  enkelhed.  I  bevægelse  og  koreografi,  i  rekvisitbrug,  tøj  og  scenografi.   I  bevægelse  &  koreografi.  Enkelheden  fungerer  godt,  hvis  I  virkelig  arbejder  med  at  få   kvalitet  i  jeres  kropslige  og  bevægelsesmæssige  udtryk  og  tydelighed  i  jeres  indbyrdes   kommunikation.   Med  hensyn  til  artefakter,  tøj  og  scenografi  kan  I  måske  lade  jer  inspirere  af  den  gyldne   regel:  Brug  så  lidt  som  muligt  til  så  meget  som  muligt.  En  bænk  kan  f.eks.  være  en  bænk,   en  trappe,  en  lygtepæl,  et  træ,  en  bil,  en  skraldespand,  en  følelsesmæssig  belastning,  en   væg,  en......   OVERGANGE  Gode  overgange  skaber  flow  og  kvalitets  fornemmelse  i  alt.  Derfor  er  det   vigtigt  at  arbejde  med,  hvordan  I  skaber  bro  mellem  jeres  forskellige  inputs  og  små  scener.   Arbejd  med  synlighed,  enkelhed  og  originalitet.   BEVÆGELSE  –  KVALITET  &  TEKNIK  .  Bevægelser  kan  have  forskellige  følelsesmæssige   kvaliteter  også  kaldet  effort.  Hvordan  vælger  I  at  udtrykke  jer?  Hurtig  eller  langsomt?   Kraftfuldt  som  en  afrikansk  danser  eller  let  som  en  fugl?  Fleksibelt  som  en  kat  eller  direkte   som  en  soldat?  Arbejder  I  med  frit  eller  bundet  flow?  I  kan  selvfølgelig  også  her  arbejde   med  kontraster  -­‐  eller  vælge  at  gå  i  dybden  med  enkelte  efforts.   KVALITET.  Selvom  I  er  enige  om,  hvordan  bevægelsen  grundlæggende  ser  ud  kan  det  være   vigtigt  at  være  bevidste  om,  hvordan  I  skaber  mest  mulig  kvalitet  i  bevægelsen.  Kvalitet  i   bevægelse  handler  om  rytmen,  afspændthed,  intensitet  og  overskud.  Det  handler  ikke  kun   om  hvad  I  gør,  men  hvordan.  Er  bevægelsen  ’fyldt  ud’  -­‐  har  I  kontakt  med  hele  kroppen   også  selvom  det  f.eks.  kun  er  en  arm,  der  bevæger  sig?   TEKNIK,  æstetik  &  sværhedsgrad.  I  enhver  performance  bliver  der  arbejdet  ud  fra   forskellige  elementer  af  bevægelsesteknik-­‐  herunder  også  æstetiske  koder  og   sværhedsgrad.  Sværhedsgraden  afhænger  af  bevægelsernes  kompleksitet  og  her  er  det   vigtigt  at  sikre  at  vi  balancerer  mellem  udfordring  og  kompetence.  Desuden  kan  noget,  som   ser  let  ud,  være  meget  svært.  F.  eks  kan  det  kræve  det  stor  kropslig  opmærksomhed  og   bevægelsesmæssigt  overskud  at  arbejde  meget  langsomt.  Her  ved  den  enkle  bedst  selv   hvor  muligheder  og  begrænsningerne  ligger.   I  denne  opgave  bruger  vi  som  udgangspunkt  ikke  brug  af  teknik,  lys,  billeder,  film.  Her  er   det  igen  vigtigt  at  arbejde  med  enkelhed.  Husk  også  at  det  er  jer  og  jeres  kroppe,  der  spiller   hovedrollen  i  jeres  performance.     Dog  kan  det  være  relevant  at  benytte  foto  og  video  som  diskussions  værktøj  og   dokumenterende  elementer  til  senere  blog  og  facebook  brug.    


ggggggggg  

59  

 

AND ACTION………! Tak  til  :  Vibeke  Wrede  som  fik  mig  på  sporet   af  dette  projekt.   Til  StreetMekka  for  stor  opbakning  om   projektet.  For  professionel  sparring,   inspiration    og  lån  af  lokaler.   STORT  TAK  TIL  ALLE  mine  dejlige,  talentfulde     og  dygtige  ”elever”    !!!!!!     Tak  til  min  Mor  ;  Lotte  Topsøe  Jensen  for   mange  omgange  korrektur  og  gennem   læsning  ,  af  mine  håbløse  mange  stavefejl  -­‐   og  masssser  af  kys  til  resten  af  min  skønne   familie  for  interesse  og  støtte  gennem  hele   projektforløbet.      


URBAN BODY DRIFTING