Issuu on Google+

SKT. PETERSBORG & NOVGOROD

Rejseleder: Lektor, cand. mag. Karsten Fledelius

Rusland som Østersømagt. Oplev de berømmede „hvide nætter“ på denne spændende rejse til Skt. Petersborg & Novgorod. 6.-15. juli 2012 (10 dage)

Smolny-katedralen og -klostret, Skt. Petersborg. Rusland blev grundlagt som stat i 800tallet, og blev i 900-tallet en betydelig stat med byerne Kiev og Novgorod som centrer. Mens Kiev var hovedbyen og havde opmærksomheden vendt mod Sor tehavet, var Novgorod en del af Østersøområdet og kaldtes af skandinaverne Holmegaard. Den blev en rig

og mægtig by og kernen i fyrstendømmet Novgorod. Dettes store tid kom i 1240-42. Mens Kiev 1240 blev erobret af mongolerne, kæmpede Novgorods fyrste Aleksander samme år med held mod et svensk invasionsforsøg, som han afværgede på den tilfrosne Neva-flod. Dette gav ham tilnavnet „Nevskij“. Da

han imidlertid ville styre fyrstendømmet også i fredstid, blev han tvunget i eksil af byens stolte adel og købmænd, som fandt ham for besværlig. For reelt var Novgorod på dette tidspunkt en adelsog købmandsrepublik. Men en ny fjende meldte sig: Den tyske Orden, som havde slået sig ned i Liv1


land, i dag delt mellem Estland og Letland. Den r ykkede i 1242 ind i Rusland med retning mod Novgorod. Det gjaldt både om økonomisk at underlægge sig den rige by og om at påtvinge de ortodokse russere katolsk kristendom. I denne farlige situation krøb „Herren Stor-Novgorod“, som byen med selvfølelse betegnede sig, til korset og bad Aleksander Nevskij om at vende tilbage som fyrste. Og i begyndelsen af april slog han de tyske riddere på Peipus-søens is - den store sø, der i dag er grænse mellem Estland og Rusland. Aleksander Nevskij er siden blevet set som Ruslands store redningsmand, og for sin dåd blev han gjort til helgen. Ikke mindst i 1800tallet blev mange kirker rejst i hans navn, især under tsarerne Aleksander II og III i århundredets anden halvdel. Det er da ikke nogen tilfældighed, at den russiske kirke i Bredgade i København er opkaldt efter denne middelalderlige helgen, som også den store sovjetiske filmskaber Sergej Eisenstein lavede en film om i 1938. Når dette overhovedet var muligt, skyldtes det, at Sovjetunionens daværende diktator, Josef Stalin, så sig selv i samme rolle som Aleksander Nevskij, som forsvarer af „Moder Rusland“ mod både tysk og mongolsk aggression - på dette tidspunkt repræsenteret af Adolf Hitler og det japanske kejserdømme. Over for mongolerne var Aleksander dog ikke særlig aktiv, tværtimod førte han en slags samarbejdspolitik over for dem. Årsagen var, at mongolerne først og fremmest var interesseret i skatter,

Det tyrkiske bad i Tsarskoje Selo. 2

ikke i direkte kontrol med russerne. Og heri havde Aleksander fuld opbakning af byens købmænd. De ønskede ikke heroisme, men først og fremmest uforstyrret handelsfrihed. Og i starten kunne mongolernes storstat ligefrem ses som en fordel. Novgorod-staten udvidede sig i de følgende århundreder mod nord og nåede helt op til Ishavet. Til gengæld blev den i Rusland politisk overhalet af fyrstendømmet Moskva. Dettes ambitiøse herskere fik efterhånden frigjort landet for mongolerne. Moskva bliver første gang nævnt i kilderne omtrent samtidig med København, i 1147. I 1328 opnåede den energiske fyrste Ivan I med tilnavnet Kalita, „pengesækken“, anerkendelse som storfyrste, formentlig i kraft af de store pengegaver, han gav mongolerne. Hans efterfølgere var mest optaget af at bekæmpe andre russiske fyrstendømmer, men i 1380 vandt Dmitrij Donskoj et første vigtigt slag mod tatarerne. Det er dog først storfyrst Ivan III, „den Store“, som nøjagtig 100 år senere befriede Rusland for mongolsk overhøjhed. Men de hårdeste kampe førte han med Moskvas sidste store russiske rival, republikken Novgorod, som han besejrede i 1471 og 1478 og endelig 1493 indlemmede i sit rige. Oven på disse sejre gjorde Ivan III den sidste byzantinske kejserslægt Palaiologos’ våben, den dobbelthovede ørn, til sit og statens våbenmærke, indførte byzantinsk hofceremoniel og begyndte at føre titlen „selvhersker“, sådan som

de byzantinske kejsere havde gjort indtil Konstantinopels erobring af tyrkerne i 1453. Ivan III havde giftet sig med en niece til den sidste byzantinske kejser og lancerede efterhånden ideen om Moskva som „det tredie Rom“. Titlen „tsar“, Caesar, stammede både fra Rom og Byzans og blev brugt uofficielt af Ivan III så tidligt som 1473. Men endnu ved hans død 1506 var den ikke blevet almindelig anerkendt i udlandet. Ivan III havde haft en del kontakt til Vesteuropa, især Italien, hvilket satte sig spor i bygningsværkerne i Kreml i Moskva. Men riget var spærret ude fra havet, med undtagelse af Det hvide Hav og Ishavet. Svenskerne og Den tyske Orden i de baltiske lande spærrede det ude fra Østersøen, og tatarerne på Krim, der nu var under tyrkisk overherredømme, forhindrede en direkte adgang til Sortehavet. Ivan IV, med tilnavnet Grosnij, „den Grusomme“ (1533-1584) forsøgte at råde bod herpå. Som 17-årig, i 1547, lod han sig direkte krone til tsar og førte en aggressiv politik både indadtil og udadtil - indadtil for at styrke tsarens magt, udadtil for at sprænge rigets indkredsning. Det første lykkedes bedre end det andet, og det er Ivan den Grusomme, som lagde grunden til den særligt brutale enevælde, som blev karakteristisk for de fleste russiske tsarers og tsarinaers regering, med kun få undtagelser. Intet under, at han blev den kommunistiske diktator Josef Stalins yndlingstsar. Ivan IV’s metoder kunne være meget voldsomme. Således førte modstand


Vinterpaladset, Skt. Petersborg. i den tidligere så betydningsfulde by Novgorod til, at han i 1570 lod 60.000 af byens indbyggere nedslagte under påskud af, at Novgorod-boerne ville slå ham ihjel. Byens befolkningstal, som på sit højeste havde været 400.000, faldt til omkring 2000, ja i 1627 skal der kun have levet 850 mennesker i byen. Byen rejste sig aldrig igen, og dens rolle som Ruslands hovedby i nordvest blev siden overtaget af Skt. Petersborg. Ivan IV forsøgte desperat at komme ud til havet, og han førte i 1558-82 krig i de baltiske lande, uden dog at opnå mere end en midlertidig besættelse af Estlands østligste by Nar va. Hans kampe med tatarerne på Krim førte sågar til, at han erobrede selveste Moskva og brændte byen af i 1571. Men med sine erobringer af Kazan og Astrakhan nåede han dog ud til Det kaspiske Hav, og 1558 gav han købmandsfamilien Stroganov privilegium på og forpligtelse til kolonisering af Sibirien. Dette blev på langt sigt måske det mest betydningsfulde af hans initiativer. Allerede i 1581-84 erobredes khanatet Sibir, og i 1610 nåede kosakker frem til Jenisejflodens munding. Men Ivan IV efterlod sig et rige i dyb krise, som forstærkedes af tronstridigheder. I 1600-tallets første årtier måtte Rusland direkte kæmpe for sin overlevelse, først og fremmest mod det dengang stærke Polen, men også mod Sverige. Samtidig uddøde den gamle herskerslægt, som gik tilbage til svenskeren Rurik i 800-tallet. Der blev først mere stabile forhold, da den unge

adelsmand Mikhail Romanov i 1613 besteg tronen og med nød og næppe undgik at blive taget til fange af polakkerne. Men ved freden i Stolbova i 1617 sikrede Sverige sig hele området omkring Neva-flodens munding, og da det senere besejrede polakkerne i kampen om Livland, kom det til at beherske alle Ruslands naturlige flodveje til Østersøen, fra Neva til Drina. Rusland havde stadig kun eet åndehul: Archangelsk ved Hvidehavet, bortset fra at russiske opdagelsesrejsende nåede Stillehavet i 1645 og Beringstrædet i 1648. Isolationen var ikke kun fysisk-geografisk. Rusland var sig meget bevidst om sin ortodokse tro og opnåede i 1589 at få sin egen patriark, uafhængig af den græske i Konstantinopel. Fjenderne stod mod vest og syd; de protestantiske svenskere, de katolske polakker og litauere, og de muslimske Krimtatarer og tyrkere. Isolationen gjorde, at riget blev meget gammeldags og fik et ejendommeligt byzantinsk-asiatisk præg. Nogen høj status i Central- og Vesteuropa havde det ikke, og nye tronstridigheder brød ud mod slutningen af århundredet. Den betydelige tsar og anden hersker af Romanov-dynastiet, Aleksej Mihailovitj, efterfulgtes af sønnen Feodor II, som døde barnløs efter kun 6 års regering i 1682. Tilbage af Aleksejs ar vinger var hans voksne datter Sofia, hans svagt udviklede 16-årige søn Ivan og hans 10årige søn Peter. Begge de to drenge blev kronet som tsarer under navnene Ivan V og Peter I, men regeringen førte den ambitiøse Sofia støttet på en del af ade-

len og fremfor alt på garderregimentet Streltsi. I 7 år var Peter skubbet til side. Men han brugte tiden til at forberede sig på en dag at tage magten. I nærheden af Moskva var der en koloni af udenlandske, hovedsagelig tyske handelsfolk og håndværkere, som Peter plejede omgang med, og der ved gik det op for ham, hvor meget bagud Rusland var i forhold til Central- og Vesteuropa. Det blev en besættelse for ham at modernisere Rusland og gøre det til en europæisk stormagt. Sofia så ham som en trussel, og da Peter fr ygtede for, at hun skulle få ham r yddet af vejen, gennemførte han 1689 som kun 17-årig et kup med yngre adelskredses og udlændinges støtte, hvor ved Sofia mistede sin indflydelse og måtte gå i kloster. Broderen Ivan V lod Peter blive siddende på tronen, men sidstnævnte fik ingen indflydelse. Peters første skridt var at trænge ud til verdenshavene. 1696 gjorde han en beskeden begyndelse ved erobringen af byen Azof ved den inderste del af Sortehavet, hvor han straks anlagde en krigshavn. Men udløbet fra bugten kontrolleredes stadig af Krimtatarerne. Derefter tog Peter på studierejse til først og fremmest Holland for at lære mere om Vesteuropa og flådebyggeri. Han kaldtes tilbage derfra af en opstand af Streltsi, som han benyttede til helt at udslette dette korps og oprette en ny hær indøvet af udenlandske officerer. Kirken, som også stillede sig mod hans reformer, knægtede han ved i år 1700 at undlade at udnævne en ny patriark og 3


Det gamle Novgorod (centralt i billedet ses borgkomplekset med Sofija-katedralen). senere ved helt at afskaffe patriarkatet. Reelt set blev det nu tsaren, der stod i spidsen for den russiske kirke, og sådan forblev det indtil revolutionen i 1917. For at fremme handel og industri begunstigede Peter I indvandring især fra Tyskland og Holland, og han var en effektiv, men brutal modernisator, som skred hårdt ind mod de konservative traditionalister, som forsøgte at forsvare „det hellige Rusland“ mod moderniseringen. Da hans egen søn lod sig bruge af dem, lod han ham henrette. Han forbød adelen at bære fuldskæg og lange kapper og gennemtvang en total modernisering af klædedragten i de højere sociale lag. Peter I’s mest radikale skridt for Ruslands modernisering var anlæggelsen af en helt ny hovedstad på erobret område ved Østersøen, ved Neva-flodens udmunding i Den finske Bugt. Det var under Den Store Nordiske Krig i 1700-1721, hvor Danmark i øvrigt var Ruslands allierede, at Peter fik held med at sprænge den svenske indkredsning og på de sumpede områder i Neva-flodens delta i 1703 starte opførelsen af sin nye hovedstad, som efter tsarens navnehelgen fik navnet Sankt Peterburg, Skt. Petersborg. Det lykkedes Peter I under krigen med den svenske konge Carl XII at erobre hele kyststrækningen fra Vyborg i nord til Riga i syd fra svenskerne. Allerede i 1712 flyttede han hovedstaden fra det traditionsrige og belastede Moskva til sin nye residensby, som også 4

blev sæde for en slagkraftig flåde. Man kan sige, at aldrig siden Konstantin den Stores anlæggelse af Romerrigets nye hovedstad Konstantinopel 326-330 har man set en så dristig bygrundlæggelse med så vidtgående konsekvenser. Hele tyngdepunktet og orienteringen af det russiske rige blev lagt ud i periferien mod vest uden at dette dog betød, at Peter opgav koloniseringen af Sibirien - denne blev tværtimod fortsat med stor energi. Men ved at placere sin nye hovedstad meget tættere på Vesteuropas magtcentre blev Rusland en meget stærkere medspiller i europæisk politik, ja for første gang en egentlig stormagt. For at give dette eftertr yk lod Peter sit nyoprettede senat opgradere hans herskertitel til det latinske Imperator, tsarens of ficielle betegnelse sammen med den byzantinske „selvhersker“-titel helt frem til 1917. Peter, som var en stor, stærk mand (over 2 m høj) med behov for fysisk udfoldelse tog selv levende del i sin hovedstads opførelse og boede den første tid i en hytte ved flodbredden, hvorfra han kunne følge opførelsen af byen, som var uhørt vanskelig pga. det lavtliggende, sumpede terræn. Af og til gik det galt, når Neva-floden gik over sine bredder og skyllede arbejderne væk, men Peter lod sig ikke hindre af smålige menneskelige hensyn i at virkeliggøre sin vision. Med en kombination af tvang og løfter fik han de russiske adelsfolk til at anlægge paladser i byen, og efterhånden skabtes

en af Europas mest ejendommelige storstæder, som i dag bærer mindelser om både Venedig, Amsterdam og Paris og alligevel er helt sin egen. Peter havde ladet sin eneste søn med sin første hustru, som han havde forstødt, henrette i 1718. Med sin elskerinde, den Lituaiske bondedatter Katarina, senere ophøjet til kejserinde, havde han to døtre, Anna og Elisabeth, som var hhv. 16 og 15 år, da han døde i 1725. Peter havde selv bestemt, at det var tsaren selv, som bestemte tronfølgen, men døden kom så uventet, at han ikke havde truffet nogen dispositioner. Reformpolitikken blev fortsat af enken Katarina I som regent for den henrettede kronprins Aleksejs lille søn Peter II, men hoffet flyttede af bekvemmelighedsgrunde til Moskva. Efter Katarinas død i 1727 og den lille Peter II’s i 1730 kom imidlertid den åndssvage Ivan V’s datter Anna Ivanovna på tronen (Ivan V var død allerede i 1696). Hun havde godt nok været gift med en vesterlænding, hertugen af Kurland, i dag det sydlige Letland, men havde på dette tidspunkt en baltisk tysker ved navn Biron som elsker. Anna lod sig i høj grad regere, hvilket han ikke var udygtig til, og udbygningen af Skt. Petersborg fortsatte. Dette blev endnu mere markant efter Annas død og Birons fald i 1740 og en kort mellemperiode under et tyskfødt spædbarn, Ivan VI, hvis mormor var søster til kejserinde Anna. I 1741 tog nemlig Peters egen


datter Elisabeth magten ved et kup, i kraft af den popularitet, hun som Peters datter og „ægte“ russer havde hos garderregimenterne, der var blevet træt af den stærke tyske indflydelse. Denne blev kun delvist dæmpet under Elisabeth, men arkitektonisk var denne kraftfulde og pragtlystne monark helt vendt mod Italien. Hendes hofarkitekt var Rastrelli, som står for flere af Skt. Petersborgs og omegns smukkeste bygninger i blomstrende barok og rokoko. I 1762 kom igen en tyskfødt tsar på tronen, Peter III, egentlig Karl Peter Ulrich af Slesvig-Holsten-Gottorp, hvis mor (død 1728) var storesøster til kejserinde Elisabeth. Peter var klart tysk af sindelag og elskede militær væsen. Han var en svoren tilhænger af den preussiske konge Frederik den Store og en indædt fjende af Danmark, som han drømte om at tilintetgøre i forbund med den berømte og krigeriske preusserkonge. Men hans ligeledes tyskfødte hustru, som var gået over til den ortodokse tro og havde fået tilnavnet Katarina, og som han groft havde forsømt, søgte kontakt med russiske officerskredse, og med deres hjælp fik hun kort efter Peters tronbestigelse sin mand afsat og fængslet, hvorefter Katarina tog magten på sin umyndige søn Pauls vegne. Som kejserinde identificierede Katarina II sig helt med sin rolle som russer. Hun er måske den betydeligste hersker, Rusland nogensinde har haft, og i løbet af sin lange regeringstid, 176295, bragte hun Ruslands magt til hidtil usete højder. Det blev under hende, at Rusland sikrede sig en stor del af Polen og en lang kyststrækning ved Sortehavet, ja i 1770 slog hendes flåde den tyrkiske flåde ud for Lilleasiens vestkyst. Katarina II og hendes talrige

elskere fortsatte den byggeaktivitet i og omkring Skt. Petersborg, som Peter I havde igangsat, og som især var blevet videreført under hans datter, Katarinas forgænger Elisabeth I (1741-61). Men stilen var nu en anden, en fornem og „imperial“ klassicisme, som også prægede ombygningerne af Elisabeth-tidens paladser. Nye kvarterer blev udbygget med prægtige bygninger. På godt 100 år var der i de sumpede kystområder opstået en perle af en by, et Nordens Venezia, som blev den fascinerende ramme både om et rigt kulturliv og et ofte særdeles råt politisk liv. Katarinas søn Paul kom sig aldrig helt over sin ulykkelige familiebaggrund. Selv forsøgte han at opbygge sin egen kernefamilie og fik en række sønner, i øvrigt til moderens glæde. Hun havde godt nok ikke megen tillid til sønnen, men ventede sig meget af næste generation. Det afspejlede sig også i sønnesønnernes navne, hvoraf Aleksander og Konstantin var de mest markante. Den fordums fyrstedatter fra Tyskland forestillede sig en af disse som fremtidig kejser i Konstantinopel. Og en af dem, Nikolaj I, skulle faktisk siden forsøge på det. Paul I (1796-1801) var egentlig personligt velvillig, men led af forfølgelsesfantasier, indførte censur og forbød sine undersåtter at studere på udenlandske universiteter. Af de smukke bygninger, han opførte i og omkring Skt. Petersborg, er den ejendommeligste det borgagtige Ingeniørpalads i Skt. Petersborg, som han opførte for at beskytte sig mod attentater. Men 40 dage efter indflytningen blev han alligevel myrdet. Hans efterfølger, den ældste søn Aleksander I, var på mange måder en af de mere blide tsarer og længe meget

populær, ligesom han ansås for at være en meget smuk mand. Det blev under ham, at Rusland oplevede den franske kejser Napoleons felttog, som endte med, at russerne selv brændte det af Napoleon erobrede Moskva af - byen havde nemlig hovedsagelig træbygninger, med undtagelse af Kreml. Derimod blev Skt. Petersborg ikke rørt, tværtimod havde Aleksander skaffet byen en ny beskyttelse ved i 1809 at erobre Finland fra Sverige. Da Rusland som konsekvens af Napoleons-krigene yderligere kom i besiddelse af det centrale Polen med Warszawa, kan man ikke sige, at den nye hovedstad mere lå helt så ucentralt. Peter den Stores vision nåede under hans tipoldebarn sin hidtil største udfoldelse. Det gjaldt også arkitektonisk. Blandt de imponerende bygningsværker i klassicistisk stil, som kendes fra Aleksanders periode, kan nævnes den pompøse Admiralitetsbygning over for Vinterpaladset, Børsen, som siden blev flådemuseum, og det store Arsenal. Men allermest må Aleksanders regering fremhæves for, at han indstiftede Skt. Petersborgs universitet - og i øvrigt også genoprettede Tartu’s oprindelig svenske universitet. Selvom Aleksander som tidens fyrster var overbevist om, at alt demokrati var af det onde, var han på mange måder en oplyst monark, og han støttede videnskabelige rejser og arbejder. Han døde pludseligt og under ikke helt klarlagte omstændigheder 1825 i Taganrog ved Sortehavet. Da Aleksander ikke havde noget barn, der kunne ar ve tronen, skulle denne overgå til den ældste af hans brødre. Men da denne, den populære Konstantin, var gift med en ikke-fyrstelig kvinde og derfor havde frasagt sig tronen, blev

Børsen, Skt. Petersborg 5


det den yngre broder Nikolaj, som blev tsar. Dette udløste imidlertid en opstand hos en del adelige officerer, som mente, at Nikolaj var en tronraner og Konstantin den retsmæssige tsar. Da opstanden fandt sted i december 1825, blev den kaldt Dekabrist-opstanden (Dekabr = december på russisk). Det faldt i Konstantins lod selv at nedkæmpe opstanden i Skt. Petersborg, og lederne blev henrettet, et stort antal officerer blev forvist til Sibirien, og de deltagende regimenter blev sendt til Kaukasus langt fra hovedstadens glamurøse liv. Opstanden kom i høj grad til at præge Nikolaj I, som hele sit liv forblev overbevist om fire ting: At al tendens til demokrati og nationalisme skulle kvæles, hvor den end forekom i hele verden - at russisk kultur var den vesteuropæiske overlegen - at Rusland skulle være Europas dominerende magt - og at det var Ruslands mission at tilintetgøre det tyrkiske rige og indlemme det i Rusland eller i hvert fald dets indflydelsessfære. Samtidig holdt han et rigt og ødselt hofliv, som stod i en skarp kontrast til folkeflertallets yderst fattige og politisk undertr ykte liv. Under Nikolaj I blomstrede det hemmelige politi, og det udstrakte sin virksomhed til store dele af Europa, og både de russiske og de tyske universiteter. Nikolaj I fortsatte sine forgængeres byggevirksomhed i Skt. Petersborg, men gjorde i modsætning til broderen meget lidt for landets infrastruktur. Og han gjorde, hvad han kunne, for at forhindre

Peter I. 6

russerne i at rejse ud af landet af fare for, at de i udlandet skulle blive smittet af revolutionære tanker. Samtidig betød hans ambitiøse udenrigspolitik, at skattetr ykket stadig steg. Men tsaren holdt landet i et sådant jerngreb, at alt syntes at være muligt for ham. Rusland var således helt uden for den bølge af revolutionære bevægelser, der skyllede hen over Europa i 1848, og det var Nikolaj I, som tvang Preussen til at trække sig ud af slesvig-holstenernes løsrivelseskamp mod danskerne 184851, hvilket gjorde den danske sejr ved Isted i 1850 mulig. 1853 stod Nikolaj I på sin magts tinde. Det var i denne situation, at han greb chancen for at virkeliggøre sin og bedstemoderen Katarina II’s drøm om Konstantinopels erobring. Men dels var tyrkerne stærkere end ventet, dels fik de støtte af Frankrig, England og Sardinien, det senere Italien. Krigen kom nu til at foregå på halvøen Krim, som gav den dens navn for eftertiden. Russerne led nederlag, statskassen var tom, og Nikolaj I mistede helt livsmodet og døde i marts 1855. Hans efterfølger, sønnen Aleksander II, blev Romanov-dynastiets mest tiltalende skikkelse. Han fik afsluttet krigen, afskaffet bøndernes livegenskab og forberedte indførelse af en forfatning med parlament. Han hjalp bulgarerne med at frigøre sig fra tyrkerne i krigen 1877-78, som var en stor sejr og genoprejsning for russerne, selvom stormagts indgriben spændte ben for de mere vidtgående re-

sultater, som syntes at være blevet vundet. Men den alvorligste hændelse var attentatet mod tsaren i Skt. Petersborg den 13. april 1881, da Aleksander II på vej i sin karet blev dræbt af en bombe smidt af en anarkist. Det skete få dage efter, at han havde truffet beslutning om at indkalde en grundlovgivende forsamling, der skulle forberede en mere demokratisk styreform. Hans efterfølger, sønnen Aleksander III, som var gift med den danske prinsesse Dagmar, på russisk Maria Feodorovna, var derimod af den gamle skole, altid på udkig efter attentatmænd og helt overbevist om, at demokrati og Rusland var begreber, der gensidigt udelukkede hinanden. Til minde om faderens død opførte han Opstandelseskirken, som i almindelig tale kaldes „Blodkirken“, på stedet for faderens død. Også Aleksander Nevskij-kirken i København stammer fra Alexander III’s tid. Men statens økonomi havde det elendigt, bl.a. fordi den ambitiøse udenrigspolitik fortsatte, og jødeforfølgelser iscenesat af myndighederne blev brugt i betydeligt omfang for at aflede opmærksomheden. Ensretning og tvang var regimets recepter kombineret med den aggressive udenrigspolitik. Denne tingenes tilstand fortsatte efter Aleksanders død 1894 under hans søn og efterfølger, den personligt venlige, men svage og let påvirkelige Nikolaj II. Under ham gav Rusland sig i kast med en krig mod Japan, som endte i en katastrofe. En stor flåde, som sejlede ud fra Kronstadt foran Skt. Petersborg og hele vejen syd om Afrika og Asien, blev tilintetgjort ud for Korea. Hele begivenhedsforløbet pustede til den i forvejen spændte politiske og sociale situation. Når Skt. Petersborg blev udgangspunktet for både den fejlslagne revolution 1905 og de gennemførte revolutioner i 1917, var det af flere grunde. Byen var regeringssæde, og dermed magtens sæde. Byen var Ruslands mest moderne by, og en af dem som var mest præget af den industrialisering, som for alvor brød igennem i 1890’erne. Og så var byen stadig et vindue mod vest, ikke kun for hof og overklasse, men også for opposition og arbejderklasse. Mens de velhavende kunne glæde sig over øget velstand og en raffineret ny arkitektur- og designstil, den såkaldte Style Moderne, oplevede byen et byggeboom og en tilflytning af mange fattige, som fandt beskæftigelse i de nye fabrikker eller som byggearbejdere i periodens mange byggerier. Derfor skete det paradoksale, at den kommunistiske revolution, som Karl Marx havde forestillet sig først ville finde sted i et af de udviklede, gamle industrilande, i stedet fandt sted i et af de få industrialiserede centre i et stadig over vejende landsbrugsdomineret rige. Vinterpaladset kom til at spille ikke blot en symbolsk, men også en reel betydning både i 1905 og 1917. Den 9. januar 1905 gik en stor, ubevæbnet demonstration ledet af en præst til paladset for at klage befolkningens nød


Stroganov Palæet, Skt. Petersborg. under krigen til tsaren, som stadig i den over vejende del af befolkningen opfattedes som god, men omgivet af dårlige rådgivere. Egentlig var dette ikke skudt helt ved siden af, for personligt var Nikolaj II ikke nogen tyran, men et blidt gemyt, som befandt sig bedst i familiens kreds. Men den panikagtige reaktion på demonstrationen, som førte til, at garden skød ind i mængden, ødelagde med ét billedet af „den gode tsar“ hos mange russere. Revolutionen spredte sig til mange byer og til enheder i flåden, f.eks. den berømte „Panserkr ydser Potemkin“ i Sortehavsflåden. Men da den ikke var styret fra centralt hold og blev effektivt bekæmpet, blev den slået ned. Tsaren drog dog den konsekvens, at han gav en forfatning og oprettede et parlament, Duma, baseret på demokratiske valg - Dumaen fik sæde i det Tauriske Palads, bygget af en russisk arkitekt for Katarina II. Men da tsaren frit kunne udnævne og afsætte regeringen og i øvrigt regerede via dekreter, når det passede ham og hans rådgivere, var det slet ikke

tilstrækkeligt til at sikre en demokratisk udvikling. Og revolutionen i 1905 havde rokket så alvorligt ved tsarens image i befolkningen, at formentlig kun et tronskifte havde kunnet genopbygge tilliden til tsarens person. Det gjorde det ikke bedre, at tronfølgeren var bløder, og at munken Rasputin fik adgang til hoffet, fordi han angiveligt havde en positiv indflydelse på sygdommen. Den kritiske politiske situation var ikke den direkte årsag til, at Rusland var med til at starte Første Verdenskrig. Men da krigen først var en realitet, forsøgte tsaren og kredsen omkring ham at spille på patriotismen. Det fik det helt konkrete udtr yk, at mange af de tysk-klingende navne blev skiftet ud. Således blev Sankt-Peterburg til Petrograd og sommerslottet Petergof (egentlig Peterhof) til Petrodvorets. Men krigen viste sig at være et tveægget sværd. Russerne havde ganske vist fremgang mod Østrig-Ungarn, men det led nederlag efter nederlag mod tyskerne. Ved udgangen af 1916 havde Rusland mistet 3.500.000 soldater, hæren var desillu-

sioneret, og samtidig øgede knapheden på levnedsmidler de sociale spændinger på hjemmefronten. Det var ikke kommunister ne, som styrtede tsardømmet. Dumaens politikere støttede i 1917 dannelsen af en provisorisk regering, som tvang tsaren til at frasige sig tronen (i februar efter russisk, i marts efter europæisk kalender). Forud var gået store strejker og demonstrationer. Senere overgik magten til den moderat venstreorienterede Kerenskij. Men både han og den provisoriske regering følte sig bundet af alliancen med Ruslands forbundsfæller og fortsatte krigen. Og dermed imødekom de ikke den brede befolknings og soldaternes behov: Fred og mad. Det var i denne situation, at den tyske overkommando gjorde et virkelig skæbnesvangert træk: At sende kommunistlederen Vladimir Iljitj Ul-janov, med kaldenavnet Lenin, med et plomberet tog fra Schweiz, hvor han opholdt sig i eksil, via Tyskland til Sverige, hvorfra han via Finland nåede til Petrograd. Selvfølgelig havde han

Motiv fra Neva-floden, Skt. Petersborg. 7


gjort sig ukendelig og rejste på falsk pas. I Petrograd organiserede han et kommunistisk kup, hvor Vinterpaladset, det daværende sæde for landets Provisoriske Regering, igen kom til at spille en afgørende rolle. Dog var kampene ikke helt så flotte og dramatiske som skildret i Sergej Eisensteins film „Oktober“ fra 1928. Kuppet fandt sted natten til 26. oktober (efter vor kalender 7. november). Selvom kommunisterne efter overtagelsen af magten moderniserede kalenderen, fastholdt man de gamle månedsbetegnelser i historiebøgerne og i navneskikken. Det blev nu Petrograds Arbejder- og Soldaterråd, Sovjetten, som r ykkede ind i det Tauriske Palads, som marts-juli 1917 havde været sæde for den Provisoriske Regering og tidligere Dumaen. Lenin, der tidligere havde holdt til i et mindre privatpalads, tilhørende en balletdanserinde, opslog selv sit hovedkvarter i det smukke Smolnij-institut, en skole for unge adelsfrøkener, bygget af en italiensk arkitekt 1806-08. Derfor er instituttet blevet et af symbolerne på Oktoberrevolutionen, ligesom kr ydseren Aurora, hvorfra signalet til kuppet blev givet ved et løst kanonskud, og som siden har fungeret som museumsskib. Men i 1918, hvor tyskerne r ykkede tættere på Petrograd, og borgerkrigen var brudt ud, flyttede Lenin regeringen til Moskva, som derefter blev gjor t til Ruslands hovedstad. Hvad den har været siden, ligesom Moskva var Sovjetunionens hovedstad indtil dens

Peter-og-Paul-katedralen, Skt. Petersborg. 8

opløsning i 1991. Og selv om Boris Jeltsin i 1990’erne genindførte tsartidens gamle russiske våben, den kronede dobbeltørn, blev hovedstaden ikke lagt tilbage til det ved folkeafstemning gendøbte „Sankt-Peterburg“. Der har efter petersborgeren Vladimir Putins valg til præsident i 2000 været r ygter om, at han over vejede en tilbageflytning, og byens betydning er markant øget under Putin. Men det er først og fremmest sket ved, at den tidligere elite i byen i vid udstrækning er flyttet til Moskva. Alligevel var det betegnende, at Putin brugte Skt. Petersborg til at holde internationalt stormagtstopmøde i 2003. Der er flere grunde til, at Moskva nok vil ligge fast som Ruslands hovedstad. For det første den geopolitiske. Når Rusland har mistet terræn i vest, har det været naturligt at r ykke hovedstaden længere østpå. Desuden ligger unægteligt langt den største del af Rusland mod øst, også i forhold til Moskva. Desuden har hvert hovedstadsskifte samtidig markeret et systemskifte. Også under sit nye navn Petrograd var Skt. Petersborg traditionelt forbundet med tsardømmet, selvom minderne fra Oktoberevolutionen blev stærkt understreget, og byen efter Le-nins død i 1924 fik hans navn, Lenin-grad. Det er interessant, at Leningrads postkommunistiske bystyre efter Sovjetunionens opløsning besluttede at vende tilbage til byens helt gamle navn fra grundlæggerens hånd. Derimod fastholdt den stadig kommunistisk dominerede regering i Leningrad-området dettes sovjetnavn. Derfor oplever vi i dag det lidt pudsige, at vi har et Skt. Petersborg, der ligger som en enklave i Leningrad-regionen! Petrograd lå godt nok mere udsat end Moskva i 1918, men undgik angreb, da Rusland i marts 1918 sluttede fred med Tyskland. Men under Anden Verdenskrig var Leningrad belejret og blev bombarderet af tyskerne og deres finske forbundsfæller i 900 dage. Omkring 670.000 af byens indbyggere omkom under belejringen, hovedsagelig af sult og kulde. Men byen holdt ud mod belejrerne. Derimod gik det hårdt ud over næsten alle de pragtfulde sommerslotte i byens omegn, hvoraf de fleste dog nu er genopbygget. Også Novgorod fik dengang en hård medfart. 64 ud af byens 65 historiske monumenter blev mere eller mindre ødelagt. Men byen er igen seværdig. Og krigens skader har haft den gunstige efter virkning, at der i dens kølvand er gjort mange arkæologiske opdagelser fra byens storhedstid i middelalderen. Leningrad blev smukt pudset op og restaureret i forbindelse med 50-års jubilæet for Oktoberrevolutionen i 1967. Og restaureringsarbejdet er fortsat. Desuden fik byen i den kommunistiske tid en hårdt tiltrængt metro. Efter Sovjetunionens opløsning i slutningen af 1991 er Skt. Petersborg Ruslands ubestridte by nr. 2 med status som egen region. Den er et imponerende arkitektonisk monument, hvor forfinet barok og modernisme lever sammen,


Indkaldelse med klokke til byrådsmøde i Novgorod.

og byen er gennemtrukket af både boulevarder og kanaler med øer forbundet af majestætiske broer. Samtidig er det en spillevende by med et rigt teater- og musikliv, også om sommeren. Byen blev ekstra klargjort i forbindelse med byens 300-års jubilæum i maj 2003.

vigtigste klenodie. Hvad der især betager ved Kazan-katedralen er den 111 m. lange kurvede kolonnade udvendig og de gigantiske massive granitsøjler i det indvendige samt mosaikgulvet. Den har i modsætning til de fleste klassiske bygningsværker i Skt. Petersborg en indfødt russer som arkitekt, Andrej Voronikhin. Herefter skal vi se den vældige Isakskatedral, som blev opført over 40 år (1818-58) af en fransk arkitekt, Auguste de Montferrand, og ligesom Kazan-katedralen, er inspireret af Peterskirken i Rom. Alene piloteringen af kirken i det sumpede terræn var en stor bedrift. Kirkens udstyr er overdådigt - så overdådigt at den blev indrettet som byens hovedmuseum for ateisme i Sovjettiden. Den fungerer stadig som museum, men i dag også som kirke. Efter frokost besøger vi Det russiske Museum, som er beliggende i et fornemt nyklassicistisk palads opført 1819-25 af den italienske arkitekt Carlo Rossi for den yngste af tsar Pauls sønner, Michael og efter ham kaldt Michaels-paladset. Museet rummer den største samling af russisk kunst gennem tiderne efter Tretjakov-galleriet i Moskva, og spænder fra gamle Novgorod-ikoner til Chagall og russisk almuekunst og rummer mange enestående værker. Sidste mål denne dag er Blodkirken, som blev kaldet Opstandelseskirken. Den blev opført 1883-1907 på det sted, hvor tsar Aleksander II blev dræbt ved attentatet 1. marts 1881. Den er ligesom Aleksander Nevskij-kirken i København, der er fra samme periode, præget af tsar Aleksander III’s kærlighed til gammel-russisk stil, som her er endnu mere udpræget. Dermed stikker kirken af mod den rene barok og klassicisme, som ellers

præger Skt. Petersborg, så at sige et stykke Moskva omplantet til Neva-deltaet. Heller ikke i denne kirke, hvis arkitekter er Alfred Parlan og Ignatij Malysjev, er der sparet på materialerne, kirken er bl.a. præget af en mangfoldighed af kostbare stenarter, samt guldmosaikker. 3. dag. Søndag 8. juli Vi starter med en sejlads med flyvebåd fra Vinterpaladset ad floden og videre over den Finske Bugt til Peter den Stores pragtfulde sommerslot Peterhof (russisk: Petergof), der ligger på sydsiden af bugten - et imponerende barokanlæg, som blev hårdt medtaget under Anden Verdenskrig, men nu er smukt og imponerende restaureret. Peterhof blev oprindelig anlagt 1714-21 af den franske arkitekt Jan Baptiste Le Blond, men blev omskabt under kejserinde Elisabeth (174161) af hendes yndlingsarkitekt, italieneren Bartolomeo Rastrelli, dog i nogen respekt for forgængerens værk. Den langstrakte park, som er anlagt i både fransk og engelsk stil og er ret overvældende, er præget af mange flotte springvand, der går ned til den Finske Bugt, hvor flyvebåden lægger til. Herfra er anlagt en kanal, ad hvilken tsarerne kunne sejle op til pragttrappen foran slottet. Ud over det overdådige palads og dets imponerende have med dens helt enestående kompleks af springvand skal vi se det mindre lystslot Monplaisir nede ved vandet, hvor Katharina II afventede resultatet af kuppet mod hendes mand, tsar Peter III i 1762. Fra Peterhof, hvor vi spiser frokost, kører vi med bus mod sydøst til et slot fra en anden tid, Gattjina. Ejendommen var i 1765 blevet givet af Katarina II til en af hendes elskere, grev Grigorij Orlov, som havde været en

1. dag. Fredag 6. juli Vi rejser fra København kl. 9.35 med SAS og ankommer i Skt. Petersborg kl. 13.35. På vej fra lufthavnen ind til byen kører vi forbi det store monument for anden verdenskrig, som her kaldes „Den store Fædrelandskrig“, og hvis høje obelisk omgivet af en cirkel symboliserer Leningrads 900 dages belejring af tyskerne og finnerne. Herefter bliver der tid til en lille byvandring i centrum af Skt. Petersborg og en tur i byens imponerende undergrundsbane, hvor vi skal se de mest fascinerende stationer. På sine steder er undergrundsbanen, som blev anlagt i midten af 1950’erne som en gave til byen efter dens heroiske modstand under Anden Verdenskrig, den dybestliggende i verden - under Neva-floden måtte man nemlig gå langt ned for at finde fast grund at bore tunnellen igennem. Efter besøget i undergrundsbanen kører vi til vort hotel. Her indkvarterer vi os og spiser middag sammen. 2. dag. Lørdag 7. juli Vi tager udgangspunkt i den store Kazankatedral, som er inspireret af Peterskirken i Rom og fungerede som tsarernes br yllupskirke. Kirken, som tidligere rummede et museum for ateisme, fungerer igen som kirke. Dens opførsel blev igangsat af tsar Paul kort før hans død, men først færdiggjort 1811. Den er opkaldt efter en berømt, undergørende ikon, som ved opførelsen var dens

Isaaks-katedralen, Skt. Petersborg 9


tallet, indrettet efter en stor brand i 1837 af den russiske arkitekt Aleksander Brjulov, og samlingerne af moderne europæisk kunst. Det bliver ikke sidste gang, vi skal besøge samlingerne, men da de er så store, vil det være godt at fordele besøget over to gange. Samlingerne findes dels i selve Vinterpaladset, dels i det med dette sammenbyggede Eremitage-slot, hvis navn ofte anvendes for samlingerne som helhed. Den store kunstsamling blev grundlagt af Katarina II og var indtil 1917 forbeholdt hoffet. Under de to sidste tsarer blev Vinterpaladset dog ikke brugt meget til beboelse, de foretrak at bo mindre centralt. Vinterpaladset fik ny betydning juli-oktober 1917, hvor det blev sæde for Kerenskijs regering og dermed det magtens sæde, som måtte indtages af kommunisterne for at deres kup skulle lykkes.

Peter den Store monumentet, Skt. Petersborg afgørende faktor i hendes mands afsættelse, og han lod den italienske arkitekt Antonio Rinaldi opføre et nyklassicistisk palads, som stod færdig to år før hans død i 1783. Herefter overdrog kejserinden ejendommen til sønnen og tronfølgeren Paul, som gjorde den til sin yndlingsresidens og lod den italienske arkitekt Vincenzo Brenna ombygge paladset i en mere fæstningsagtig stil med anlæggelse af en voldgrav med vindebro og stenbastioner, men med et indre i fornem klassicistisk stil. Dermed kom slottet til at svare til tronfølgerens både historiske og militære smag og hans stærke behov for følelse af sikkerhed. Det er ingen tilfældighed, at det blandt de senere tsarer var den danskgifte Aleksander III (1881-94), søn af den attentat-dræbte Aleksander II, som havde dette velbefæstede og afsides beliggende slot som sin foretrukne residens. Fra Gattjina vender vi med bussen tilbage til Skt. Petersborg. 4. dag. Mandag 9. juli Dagen star ter med en bustur forbi den smukke Smolnij-katedral, hvis ydre er skabt af arkitekten Bartolomeo Rastrelli i midten af 1700-tallet, og Smolnij-instituttet, et mesterværk fra 1806-08 af den italienske arkitekt Giacomo Quarenghi, der byggede det som uddannelsesinstitution for adelige piger. Instituttet er dog især berømt for at være Lenins administrationscentrum efter 10

Oktober-revolutionen. I dag er instituttet residens for Skt. Petersborgs borgmester. Herfra fortsætter vi til et historisk monument, som går helt tilbage til Skt. Petersborgs fødsel: Peter den Stores hytte, en lille primitiv bygning, hvorfra han overvågede bygningen af sin ny hovedstad, indtil han kunne flytte ind under mere standsmæssige vilkår. Det var den betydeligste af Peters efterfølgere, Katarina II, som i erkendelse af hans betydning lod hans træhytte »pakke ind« i en bygning, hun selv lod rejse, for at beskytte den for eftertiden. Sidste mål før frokost er krydseren Aurora, det skib, hvorfra signalskuddet til Oktoberrevolutionen blev afgivet om aftenen den 25. oktober 1917, og som nu ligger fast ankret op ved Nakhimov Flådeakademiets imposante bygning fra 1912. Skibet er bygget år 1900 og var i aktiv tjeneste fra 1903 til 1941. Under Anden Verdenskrig blev det sænket for at forhindre, at det skulle komme noget til under tyskernes bombardement af byen. Skibet står i dag smukt vedligeholdt og udgør et spændende museum over dets omskiftelige liv. Eftermiddagen tilbringer vi i Vinterpaladset, Skt. Petersborgs mest berømte bygning og en af verdens førende samlinger af kunst og arkæologi. Slottet blev bygget af kejserinde Elisabeths hofarkitekt Bartolomeo Rastrelli i årene 1754-62 som hendes vinterresidens. Vi skal her se de kejserlige pragtrum fra 1800-

5. dag. Tirsdag 10. juli Vi kører med bus østpå fra Skt. Petersborg til Schlüsselburg (russisk: Sjlisselburg) ved Neva-flodens kilde, den vældige Ladogasø, Europas største ferskvandssø. Her anlagde Novgorod-republikken i 1323 mellem Nevas bredder en fæstning til beskyttelse mod svenskerne på den lille ø Oresjok. Svenskerne erobrede imidlertid i 1617 både Oresjok og det resterende område mellem Ladoga og den Finske Bugt, det der dengang kaldtes Ingermanland, og fæstningen omdannedes til den stærke borg Nöteborg. Peter den Stores erobring af Nöteborg i 1702 banede vej for anlæggelsen af Skt. Petersborg i 1703, og Peter udbyggede fæstningen og gav den det tyskklingende navn Schlüsselburg (nøgleborg). Peters erobringer bevirkede dog snart, at fæstningen fik mindre strategisk betydning. Derimod fik den stor betydning som statsfængsel, da den på samme tid var svært tilgængelig ved sin beliggenhed ude i vandet, og let at nå fra hovedstaden. På Schlüsselburg indsattes både afsatte medlemmer af tsarfamilien, som Peter den Stores første tsarina, den ulykkelige tsar Ivan VI og den styrtede Peter III. I 1800tallet var de berømteste fanger en del af dekabrist-oprørerne fra 1825 og forfatteren Feodor Dostojevskij, før han blev sendt til Sibirien i 1849. Militær betydning fik Schlüsselburg først igen under 2. Verdenskrig, hvor den udholdt en belejring af tyskerne på næsten 500 dage. Fronten gik nemlig mellem Nevaens nordlige og sydlige bred, og Schlüsselburg blev dermed russernes forpost mod syd og »nøglen« til beskyttelse af den vej, russerne byggede over Ladogasøens is om vinteren for at sikre forsyningerne til byen, »Livets Vej«. Borgen bærer i dag stærk præg af at have ligget i krydsilden mellem de russiske og tyske tropper gennem mange måneder og er et dramatisk monument over næsten 700 års dramatisk historie. Borgen kan stadig kun nås ad søvejen, vi sejler derover og gennemgår den imponerende fæstning og dens fangeceller. Fra Schlüsselburg kører vi videre østpå syd om Ladogasøen til den gamle by Staraja Ladoga (Gammel-Ladoga); det første sted i Rusland, hvor skandinaverne slog sig ned i 800-tallet. Byen, der i 2003 fejrede sit 1250års jubilæum, ligger ca. 12 km oppe ad floden Volchov, der munder ud i Ladoga. Her skal vi se borgen, de imponerende udgravninger,


en kirke med fresker fra 1100-tallet, og spise frokost. Herfra kører vi videre mod syd til Staraja Ladogas efterfølger som skandinavernes vigtigste by i Nordrusland, Novgorod fra 900-tallet. Her skal vi bo i 2 nætter. 6. dag. Onsdag 11. juli Da skandinaverne slog sig ned i området, var det først lidt syd for Novgorod, der hvor Volchov-floden løber ud fra Ilmen-søen. Stedet hedder i dag Staroje Gradisjte, den gamle bosættelse, og her ligger stadig et vigtigt kloster, som efter kommunismens fald igen er kommet i gang som kloster; Jurjev-klostret, inviet til Skt. Georg. Kirken er bygget 111930 og restaureret i 1800-tallet. Nær klosteret ligger et frilandsmuseum med smukke gamle russiske træbygninger, både bondehuse og kirker, som giver et indtryk af, hvordan en russisk landsby så ud i ældre tid. I dag er der arbejdende kunsthåndværkere, som også sælger af deres varer, især lavet af områdets vigtigste naturprodukt: birkebarken. Men i 900-tallet trak skandinaverne lidt nord-på og anlagde på begge sider af Volchovfloden den »nye by«, Novgorod, som snart voksede til en af Nordeuropas vigtigste handelsbyer. De første århundreder var den regeret af fyrster, og byplanen bærer stadig præg af en opdeling mellem fyrstens, biskoppens og handelsfolkenes kvarterer. De to sider af byen var forbundet med en vældig bro. I 1100-tallet gjorde byen sig dog fri af fyrsternes magt og blev Europas største handelsrepublik med det stolte navn »Gospod Veliki Novgorod« (Herren Stor-Novgorod) og med et territorium, som snart strakte sig helt op til det arktiske hav. Vi skal se en række seværdigheder i byen. Vigtigst er den gamle Sofija-katedral, opført allerede i 1045-62, som ligger inden for byens gamle fæstning, Detinets (svarende til Kreml i Moskva). Ved katedralen ligger “Facet-kammeret” fra 1400-tallet, hvor skatte fra katedralen er udstillet, en helt enestående samling af bl.a. byzantinske kirkegenstande fra 1100-tallet. Men der er mange andre smukke kirker at se fra middelalderen i Novgorod, ikke mindst i den bydel, der ligger på den anden side af Volchov-floden. I sin velmagtstid i 1100-tallet skal der have været 230 kirker i byen. Så mange er ikke bevaret til i dag, men alligevel er byen rig på seværdige historiske monumenter og er

desuden smuk og fredfyldt. Ud over kirkerne skal vi se det historiske museum, som bl.a. rummer enestående arkæologiske fund fra middelalderen, herunder breve skrevet på birkebark. Vi skal om muligt også se et af de steder, hvor der stadig graves ud, og hvor man kan se, hvorledes denne bys gader i middelalderen var dækket af planker fra ophuggede skibe.

enske renæssancearkitekt Palladio. Fløjene byggedes til af Vincenzo Brenna i 1789. De smukke modtagelsessale er stærkt præget af italiensk, men også græsk og ægyptisk inspiration. Herefter fortsætter vi mod Skt. Petersborg, hvor vi indlogerer os på vort hotel. Her skal vi overnatte de sidste 3 nætter i Skt. Petersborg.

7. dag. Torsdag 12. juli Fra Novgorod kører vi igen nordpå mod Skt. Petersborg og besøger under vejs nogle af de smukkeste og interessanteste af tsarfamiliens sommerslotte, Pavlovsk, og Katarina-paladset og Aleksander-paladset i Tsarskoje Selo (Tsarens landsby). Katarina-paladset er opført af kejserinde Elisabeth som minde om hendes moder, kejserinde Katarina I, Peter den Stores sidste hustru. Det blev oprindelig anlagt af Rastrelli, men blev ombygget under Katarina II af den skotske bygnings- og landskabsarkitekt Charles Cameron i en mere klassicistisk stil. Vi skal se repræsentationssalene med det fantastiske rav-kammer, som er blevet restaureret efter ødelæggelse og plyndring under Anden Verdenskrig. Aleksander-paladset er helt klassicistisk, i overensstemmelse med Katarina IIs egen smag. Det er tegnet af Giacomo Quarenghi i 1792 og var bestemt som residens for hendes ældste sønnesøn Aleksander I som prins. Slottet blev siden Nikolaj II’s foretrukne residens og det sted, han og hans familie først blev holdt i husarrest efter revolutionen i 1917. Det er bl.a. muligt at se hans arbejdsværelse der er indrettet i Style Moderne. Man får her et meget fint indblik i den sidste tsarfamilies i virkeligheden ret enkle privatliv. Tsar Pauls spændende palads Pavlovsk i nærheden af Tsarskoje Selo har som de øvrige paladser i dette område lidt hårdt under Anden Verdenskrig, men det er med stor energi og tålmodighed blevet restaureret på smukkeste vis. Det er et selvstændigt værk af Charles Cameron, som skabte både paladset og den helt enestående park. Bygningens opførsel påbegyndtes i 1780 og afsluttedes først længe efter Pauls død i 1801, med hans enke, den tysk-fødte Maria Feodorovna, som bygmester. Den centrale blok af paladset (1782-86) er inspireret af den berømte itali-

8. dag. Fredag 13. juli Formiddagen tilbringer vi på Eremitagemuseet, hvor der bliver mulighed for at dele sig op eller gå helt frit omkring for at se nogle af de samlinger, vi ikke nåede under vort første besøg. Efter frokost besøger vi Peter-Paul-fæstningen med sin kirke og fængsel. I kirken, opført 1712-33 af den italienske arkitekt Domenico Trezzini, med dens enormt høje spir, der måtte restaureres 1756 efter et lynnedslag, er de sidste medlemmer af Romanov-slægten gravsat, fra Peter den Store til medlemmer af tsarfamilien som blev myrdet efter Oktoberrevolutionen. Fængslet var et af de vigtigste for revolutionære og kontrarevolutionære, fra Peter den Stores søn Aleksej i 1700-tallet til bolsjevikkerne i 1900-tallet. Vi står her i de allerældste dele af Skt. Petersborg og samtidig i et område, som først i 1903, i 200året for byens grundlæggelse, fik direkte broforbindelse med det, vi i dag opfatter som det centrale Skt. Petersborg. 9. dag. Lørdag 14. juli Vi starter dagen ved Peter den Store sommerpalads, som ligger i en stor park ved Neva-floden og er bevaret stort set uændret - en meget smuk og enkel bygning, som giver et godt indtryk af tsar Peter og hans hustru Katarinas liv. Herefter skal vi besøge det måske mest ejendommelige palads i Skt. Petersborg, den såkaldte Ingeniørborg, som egentlig hedder Skt. Michaels Borg. Det byggedes på kun 4 år, 1797-1801, med italieneren Vincenzo Brenna og russeren Vasilij Basjenov som arkitekter, som fast vinterresidens for tsar Paul I. Denne, som sværmede for riddertiden og var blevet udnævnt til stormester i Malteserordenen, ønskede sig en rigtig borg omgivet af voldgrave med vindebroer ind til slottet, og det fik han. Borgen var bygget i en streng arkitektur, men af udsøgte materialer og havde

Generalstaben, Skt. Petersborg. 11


været meget kostbar at opføre. Tsaren fik imidlertid ikke megen glæde af slottet, idet han af en gruppe sammensvorne, der havde indviet tronfølgeren, Alexander, myrdedes i sit sovegemak kun 40 dage efter. Denne og hans brødre havde ikke lyst til at fortsætte med at bebo slottet, som derefter i en periode lejedes ud som lejligheder. Her har bl.a. forfatteren Feodor Dostojevskij boet, og i borgens kirke blev tsartidens russiske nationalkomponist Mikhail Glinka viet. 1823 blev komplekset overdraget til det militære ingeniørakademi, men nogle af gemakkerne blev efterladt urørt. Tsar Pauls sønnesøn, Aleksander II, lod sin bedstefars soveværelse indrette til kirke i 1858. Eftermiddagen er fri til indkøb og byvandring på egen hånd. 10. dag. Søndag 15. juli Vi har god tid til at pakke kufferten inden vi ved middagstid sætter kursen mod lufthavnen. Vi afrejser fra Skt. Petersborg kl. 13.20 med SAS og ankommer til Kastrup kl. 13.25.

Rejseleder: Karsten Fledelius, født 1940, cand. mag. Lektor ved Københavns Universitet. Historiker med speciale i middelalderhistorie og medieforskning. Nok mest kendt som „Balkan-ekspert“ p.g.a. sit store kendskab til det tidligere Jugoslavien. Karsten Fle­delius er en erfaren rejseleder med man­ge bus- og flyrej-

ser bag sig, bl.a. for Kø­ben­havns Universitet og Folkeuni­versitetet, tidsskriftet SFINX og EIRBY * HISTORISKE REJSEMÅL. For sidstnævnte ledte han - sam­­­men med Anne-Mette Gravgaard - rejser­ne til Tyr­kiet i 1987, 1989 og 1995. Desuden har Karsten Fledelius været rejseleder på vore rejser til Portugal i 1995, 1996 og 1999, på rejserne til „Sevilla, Cór­doba & Granada“ i 1997, 1998 og 1999, på rejsen „Estland, Letland & Litauen“ i 1998, 2000, 2002 og 2004, på rejsen „Skt. Petersborg & Novgorod“ i 2000, 2003, 2004 og 2005, på rejsen „Polens Kongebyer“ i 2004, på rejsen „Irland“ i 2001, 2007 og 2009, på rejsen „Normannerne ved den engelske Kanal“ i 2007 og 2008, på rejsen „I Hanseaternes og Korsfarernes fodspor“ i 2007 samt på rejsen „Normannernes Syditalien“ i 1999, 2001, 2002, 2006, 2007, 2008 og 2009.

Priser/Oplysninger:

Samtlige udflugter inkl. entreer. Dansk faglig rejseleder (Karsten Flede­ lius). Dansk teknisk rejseleder. Lokalguider. Bidrag til Rejsegarantifonden. Dansk statsafgift. Samtlige lufthavnsafgifter. Drikkepenge til lokale guider og chauffører. Lokale afgifter og skatter. Tillæg for enkeltværelse kr. 4.410,Visum Der kræves visum ved indrejsen til Den russiske Føderation. Nærmere oplysninger herom vil blive tilsendt rejsens deltagere i god tid før rejsen finder sted. Øvrige oplysninger For øvrige praktiske oplysninger se venligst vort „Det med småt“.

Pris: kr. 17.410,Prisen inkluderer: Flyrejse København - Skt. Petersborg - København. Helpension dag 2, 5 og 6, halvpension dag 3, 4, 7, 8 og 9. På 1. og 10. dagen serveres udelukkende ét måltid - henholdsvis aftensmad og morgenmad. Overnatning på 4-stjernede hoteller i delt dobbeltværelse med bad/toilet. De i programmet anførte transporter. Dragerservice på hotellerne.

PARK ALLÉ 5 · DK-8000 ÅRHUS C · TLF. 86 20 12 00 · EMAIL: EIRBY@EIRBY.DK Registreret i Rejsegarantifonden

12


Skt petersborg 2012