Issuu on Google+

DANSK VESTINDIEN

Rejseleder: Seniorforsker, cand. mag. Erik Gøbel

Medrivende danmarkshistorie i Det caraibiske Hav. Eksklusiv rejse til de gamle danskvestindiske øer St. Croix, St. Jan og St. Thomas. Besøg i private hjem og på Fortsberg på St. John. Såvel på St. Croix som på St. Thomas bor vi lige ned til vandet på 5-stjernede hoteller. 7.-20. november 2011 (14 dage) Negerhytte oppe i bakkerne på St. Thomas’ vestligste del. Tegner: Mads Stage.

„Klar overalt! Hal ned Dannebrog!“ Ordren smældede ud over paradeplad­ sen ved fortet på St. Thomas den 31. marts 1917. Dannebrog gled ned, og Stars and Stripes gik til tops, medens kanonerne saluterede. Kommandør Hen­ri Konow fra krydseren „Valkyrien“,

der stod for ceremonien, indrømmede senere, at „det var et af de trangeste øjeblikke i hans liv“, da han nedhalede det danske flag. Nu havde det vajet over øerne i 250 år, han var på nippet til at græde. „Dansk Vestindien“ - St. Croix, St. Jan og

St. Thomas - var ikke noget imperi­um. Sammenlagt er øerne på størrelse med Mors. Og hvor danske var de egentlig? Størstedelen af befolkningen - slaver­ne var afrikanere; plantageejerne var for det meste af hollandsk, fransk og en­gelsk oprindelse. Kun embedsmænde­ ne og 1


Ved havnen i Christiansted, St. Croix. Tegner: Mads Stage.

soldaterne var i grunden danske. Det er også et temmelig smerteligt kapitel i vor historie; for selv om der kan gives mange forklaringer og undskyldninger - „sådan gjorde alle de andre og­så“ - er det ikke muligt for et hæderligt men­neske i vore dage at omfatte slavehandel og slaveri med varme og sympati. Det var rene forretningsmæssige hensyn, der talte - sukker, masser af suk­ker, til slikne europæere. Og alligevel kan ingen gå gennem Kongens Gade eller Dronningens Gade på St. Thomas uden at føle sig sært berørt, og byen hedder Charlotte Amalie - hun var gift med Christian V. Jovist, Dannebrog vajede over fortet, og på kirkegården vandrer man op og ned og læser danske navne på stenene. Troperne blev

deres liv og deres - alt for ofte - tidlige grav. Udenom - Det Caraibiske Hav, så blåt, som havde nogen hældt far ve i vandet, så varmt som en edderdunsdyne - det er herfra Golfstrømmen kommer - så tillidvækkende roligt med store, dovne dønninger under den høje sol. I land - hvide huse med verandaer og per­­sienner, himmelsenge og gyngestole af Cuba-mahogni, engang her­skabshjem for cigarr ygende, whistspil­lende plantere, handelsmænd og guvernører, grønt buskads - det er aldrig set grønnere, med røde, blå, gule og lilla blomster. Far verne er voldsommere her - kontrasterne stærkere og dybere, end de opleves under vore blege himmelstrøg. Og befolkningen er stadig sort. De taler amerikansk; men de allerældste iblandt dem kan stadig sige: „I was born a Dane“. Danske, som Jylland, Fyn og Sjælland, var de øer aldrig; men på godt og ondt blev de alligevel en del af Danmarks skæbne - en brod i samvittigheden og en appel til fantasien, et eventyr under ækvator, hvis man husker, at rigtige eventyr både fortæller om smukke prinsesser og om den grumhed, der er forbundet med at vinde dem.

Trappen op til et hus i Hospitalsgade.Christiansted, St. Croix. Tegner: Mads Stage. 2

1. dag. Mandag 7. november Vi mødes i Kastrup Lufthavn, hvorfra vi med BRITISH AIRWAYS via London flyver til Miami. Her indlogerer vi os på vort hotel for en enkelt overnatning. 2. dag. Tirsdag 8. november Efter vi i ro og mag har fået morgenmaden på hotellet, kører vi ud til lufthavnen, hvor vi ved frokosttid påbegynder flyvningen med AMERICAN AIRLINES direkte til St. Thomas. Her lander vi midt på eftermiddagen i Cyril E. King-lufthavnen. Efter vi har fået vor bagage udleveret, kører vi frem til vort 5-stjernede hotel, hvor vi skal bo de første 5 dage. 3. dag. Onsdag 9. november Hele denne første dag af vort ophold i det gamle Dansk Vestindien skal vi bruge på at gøre os grundigt bekendt med byen, Charlotte Amalie. Det var her, det hele begyndte i maj 1672, da den første guvernør, Jørgen Iversen Dybbøl, gik i land sammen med en flok trætte og fortumlede danske kolonister efter måneders strabadser på Atlanterhavet. Men det var i og for sig også her, det hele sluttede knap 250 år senere, da den sidste guvernør, Henri Konow, den 31. marts 1917 for sidste gang halede Dannebrog ned, og USA tog over. Alt dette skal vi dække i dag, så det gælder om - straks efter morgenmaden og et introdu­ cerende foredrag - at begive os ud i byens travle gader. På vor vej til fortet spadserer vi ad Kronprinsens Gade og Dronning­ens Gade, byens gamle hovedstrøg. På vor højre side passerer vi en lang række smalle gyder - Ge­neralgade, Brand­s træde, Strandgade, Got­t ersgade, Sto­re Tværgade, Trom­petér­gade etc., som alle leder ned til vandet. Mellem disse gader ligger stadig de velbevarede gam­le danske pakhuse, der i lange, lige rækker strækker deres imponerende byg­n ings­k rop­p e fra hovedstrøget til byens fremragende havn. I dan­skertiden var disse pakhuse fyldt op med romtønder, tobaksballer, bomuld, indigo, ja i virkeligheden med alverdens eksotiske varer. Charlotte Amalie er nemlig en af Ca­ raibiens bedste havne, og i danskertiden var den frihavn for de andre kolonimagter i området. Her lå byens virkelige vel­stand. Varer fra hele det amerikanske om­råde samledes her, før de udskibedes til Europa, og dansk


neutralitet i de mange kolonikrige mellem Frankrig, England, Holland og Spanien i 1700-årene gjorde denne havn yderligere attraktiv og givtig for danskerne. I dag er pakhusene smukt restaurerede og huser store mængder af flotte og luksuriøse forretninger, der i høj grad lever af, at øerne er toldfrit område i forhold til det øvrige USA, noget vi betingede os i salgstraktaten fra 1917. Det er en livlig og hektisk by, vi spadserer rundt i. Store krydstogtskibe kaster hver dag hundreder af turister ind i byen, hvilket naturligvis giver et meget levende handelsliv. På vor spadseretur passerer vi på venstre hånd den smukke gamle bygning for St. Tho­mae Bank samt den gamle overdækkede tor­veplads. Længere henne ad Dronningens Gade standser vi ved en af de mange forretninger, nemlig ved A. H. Riise Gift and Liquor Store, grund­lagt i 1830’erne af den danske apoteker, Riise, der således skabte en uhyre givtig forretning. Han blev især kendt for udviklingen af den berømte bay-rom, en hårbalsam lavet på ekstrakt af bladene på en vestindisk busk, en formidabel salgssucces i Europa. Riise er et fremragende eksempel på en driftig, fattig dansker, der gør sin lykke i Vestindien på andet end sukker og plantagedrift. Snart er vi fremme ved et af formiddagens højdepunkter, Christiansfortet, de danske kolonialisters første bygningsværk i den nye verden. Vi ser fortet, som i dag er museum, fangehullerne, hvor slaverne blev anbragt, før de blev solgt på auktion i fortets gård, soldaterkvartererne m.v. Ved hjælp af gode, samtidige beretninger kan vi få en idé om det liv, der levedes indenfor fortets mure, ikke mindst i de første svære årtier efter 1672. Især vækker pioneren, Jørgen Iversen Dybbøl, interesse. Han byggede fortet og ledede arbejdet med plan­tage­an­læg­gelserne i de første svære år, og det var ham, der skaffede de første slaver til den nyanlagte koloni. Hans kamp og besvær, hans overhåndtagende drikfældighed, hans dygtighed parret med en vis portion brutalitet, i det hele taget hans voldsomme personlighed af­dækkes i de mange breve og rapporter, som han sendte hjem til Kompagniet i København. På trods af mange menneskelige svagheder står dog én ting fast: uden Jørgen Iversens stædighed og dygtighed havde den spæde, danske koloni næppe overlevet her i mange år. Fortet rummer hans og mange andre danske embedsmænds historie, en historie der rummer me­gen blod, sved og lidelse, men som også i hyppige lysglimt fortæller om de mere positive sider af livet herude fjernt fra Danmark. Når vi har set fortet, skal vi se på, hvad byen i øvrigt har at byde på fra danskertiden. Troens udøvelse har i Charlotte Amalie sat sig flere spor. Med baggrund i en ganske tolerant holdning overfor anderledes religiøst tænkende blev den hollandsk-reformerte samt den jødiske menighed (som vi skal be­skæftige os med i morgen) ret store. Vi be­ søger Den hollandsk-reformerte Kirke, som i sin nuværende skikkelse er fra 1846, og som er et flot kirkerum bygget i nygræsk stil, luftigt, elegant og enkelt klassisk. Der var flere hollændere end danskere på St. Thomas i de første mange årtier, så den reformerte me­

nighed havde stor betydning for øen. Charlotte Amalie er anlagt på et stærkt kuperet terræn, og det har flere steder været nødvendigt at etablere trappeforbindelser - de såkaldte „frigangs“ - mellem byens forskellige kvarterer. Den berømteste af disse trapper er The 99 steps, bygget af danske mursten medbragt på handelsskibene som ballast. Trappen leder os fra Kongens Gade op i højderne til Government Hill, hvorfra vi kan nyde den storslåede udsigt ned over byen og havnen. Her ligger også et af øens ældste bygningsværker, det sagnomspundne Blackbeard’s Castle, der er bygget som dansk forsvarstårn i 1678, men i dag er hotel og

dette hus boede Peter von Scholten mellem 1817 og 1822, da han var stadshauptmand og vicekom­man­dant på St. Thomas. Her får vi så lejlighed til for første gang på denne rejse, men absolut ikke for sidste gang, at omtale den mest berømte danske embedsmand i Vestindien nogensinde. Vi ender i Kongens Gade, hvor vi skal besøge Government House. Dette dejlige hus byggedes i 1867 til bolig for den danske generalguvernør. I dag rummer det kontorer for den stedlige guvernør, som er valgt for en fireårig periode af befolkningen på De amerikanske Jomfruøer. Vi får lov til at se stuen og førstesalen, sidstnævnte med den store salon, hvor Christian X’s af­skeds­

Plantagen „Whim“s hovedbygning. Tegner: Mads Stage.

restaurant udsmykket med piratstatuer overalt. På bjerget aflægger vi også besøg i tre meget fine gamle beboelseshuse. Villa Notman og Britannia House var, som navnene antyder, begge bolig for nogen af de mange udlændinge, som spillede så stor en rolle i byens handel og søfart. Begge huse er omhyggeligt restaureret og indrettet med elegante møbler og indbo fra midten af 1800-tallet. Det tredie hus er det såkaldte Haagensen House, et gennemrestaureret dansk hjem fra 1820’erne med originalt mahogni-møblement fra tiden og ikke mindst med en aldeles betagende udsigt fra terrassen ned over byen og havnen. Til besøget her hører en vandring i husets eksotiske have, anlagt i forskellige niveauer på den stejle skråning ned mod Kongens Gade. Hernede kigger vi på det fine, gamle Hotel 1829. På den videre vej passerer vi forbi det interessante Crown House i Dronningens Gade. I

prokla­mation til den vestindiske befolkning blev læst op i 1917 af guvernør Konow. Med udgangspunkt i dennes erindringsbog skal vi på stedet forsøge at genskabe den vemodige begivenhed den 17. marts, hvor Ko­now med sine egne ord: „følte sig som et u­lykkeligt offer, der skulle være hovedak­tøren i et drama“. Fra palæets balkon er der en fin udsigt over havneter­rænet. Efter dette historiske vingesus begiver vi os nedad i byen til Frederikskirken, den dansk-lutherske menigheds kirke på øen - en ganske pompøs bygning fra omkring 1790, indeholdende blandt andet en interessant samling gravstene over afdøde danske. Det gør et stærkt indtryk at læse gravstene på dansk så langt hjemmefra. Ved siden af kirken ligger et spændende hus bygget af den danske købmand Lind i første halvdel af 1800-årene. Herfra er der ikke langt til det gamle hæderkronede Grand Hotel, grundlagt i 1843. Selv om hotellet ophørte i 1975, er verandaen 3


Galleri i Strandgade i Frederiksted, St. Croix. Tegner: Mads Stage. bevaret. Herfra kunne det bedre borgerskab i ro og mag iagttage livet i byen og på havnen. Den berømte redaktør, Henrik Cavling, skriver under et ophold i byen i 1894: „Man tager plads på en af rørstolene og nyder skuet, ikke blot af promenaden, men af hele havbugten, der, alt som solen fjerner sig, bliver mørkere og mørkere. Så pludselig, næsten som for et vindpust, forsvinder dagen, og den tropiske stjernehimmel, med den omvendte halvmåne, kommer til syne i den mørke nat“. Nedenfor hotellet er der et lille anlæg med en musiktribune. Her spillede et dansk militærorkester hver søndag, medens borgerne spadserede i haven og lod sig bese fra hotellets veranda. Anlægget domineres af en buste af kong Chris­tian IX. Nu er dagen ved at gå på hæld, og som afslutning vandrer vi til pladsen foran den såkaldte Legislature Building. Det er et smukt hus bygget i 1874 - på en lille halvø i havnen - som kaserne for det danske militær. I dag bruges bygningen som Senatsbygning. På paradepladsen foran bygningen blev det danske flag taget ned for sidste gang den 31. marts 1917. Vi fortæller den spændende historie på stedet og læser op af guvernør Konows erindringer: „Det var sikkert et af de trangeste øjeblikke, da jeg havde at udføre den danske regerings ordre, at nedhale vort gamle flag, som i 250 år havde vajet i Dansk Vestindien, og jeg havde al min selvbeher4

skelse behov for at kunne udføre den. På mængden gjorde flagets nedhaling et dybt indtryk, man hørte ikke en lyd, og mange tårer blev fældede“. En lang og begivenhedsrig dag er til ende,

fantastisk velbevaret med et prægtigt udstyr, og med meget smukke mahognimøbler - alt sammen originalt fra 1833. Et så velbevaret rum er en stor sjældenhed i et område, der fra tid til anden plages af tropiske storme, men bygningen er netop bygget til at modstå orkaner. I synagogen fortælles historien om de spansk­-sefardiske jøder, og deres liv i den danske koloni. Menigheden har blandt sine medlemmer talt mange store og betydningsfulde vestindere, således bl.a. den berømte maler, Camille Pissaro, og den stadig meget indflydelsesrige Paiewonskyfamilie, der i 1928 købte A. H. Riises forretning i Charlotte Amalie, og som stadig ejer dette givtige foretagende. I torarulle-skabet (Arken) i synagogen opbevares et par meget fine toraruller, skænket af familien. Især den ene rulle påkalder sig opmærksomhed, idet den overlevede den forfærdende Kry­stalnat den 9.-10. november 1938 i Hitlers Tredie Rige, og den bruges i dag til at give de unge i menigheden en forståelse af Holo­caust, og de forfærdelige rædsler, som det jødiske folk måtte udstå for lidt over 60 år siden. Efter besøget i synagogen kører vi til den gamle danske kirkegård i Hospitalsgade. Her ligger hundreder af danske embedsmænd, militærfolk og civile købmænd, plantere og ægtefæller fra 1600-årene og helt op til idag begravet. Kirkegården er et enestående vidnesbyrd om alle de danske, der døde herude i det fremmede - landfogeder, guver­nements­ sekretærer, toldere, vejere, præster, officerer, ja i virkeligheden et helt lille katalog over den danske embedsstand i kolonidagene. Mange af de begravede er kendte folk med et levnedsforløb, som vi kort repeterer ved deres gravstene; - guvernør Birch, admiral Jessen, landfoged Schellerup, matros på fregatten „Jylland“ Jens Peter Johansen og mange flere. I 1886-87 foretog fregatten „Jylland“ sit sidste togt til Vestindien, og sygdom rasede som sædvanlig blandt besætningen. På et tidspunkt var over 50 mand af mandskabet indlagt på St. Thomas’ hospital. Vi skal som nævnt på kirkegården se en gravsten sat over matros Jens Peter Johansen, der omkom under ulykkelige omstændigheder,

Dansk-Vestindisk tolvskilling (af sølv) og toskilling (af kobber). Tegner: Mads Stage.

og vi begiver os i aftenskumringen tilbage til vort hotel. 4. dag. Torsdag 10. november Efter morgenforedraget kører vi til Krystalgade, en stejl gade højt over byen, hvor vi finder Den jødiske Synagoge, der er bygget efter spansk forbillede i 1833, og som den dag i dag har sand på gulvet. Bygningen er

som vi beretter om på stedet. Jo, historien er nærværende i Vestindien. Herefter kører vi ud for at opleve endnu flere sider af St. Thomas og øens dramatiske landskab. Et af denne dags højdepunkter er selvsagt naturen. Som de øvrige øer præsenterer denne sig som et rent eldorado i duft og farver - med en overvældende flora og fauna - og ad­skillige steder med et paradisisk vue


Tegner: Mads Stage.

over strand, vand og palmer, ikke mindst fra Mountain Top. Men øen har herudover også andet at byde sine besøgende på. Øens historie er rig på legendestof. Således fortælles der skrækkelige historier om sørøveren, Bluebeard, der brugte et af Charlotte Amalies højdedrag som tilflugtsborg og som flittig benyttet elskovsrede. En anden legende finder vi knyttet til en lokalitet med endnu en enestående udsigt, nemlig det såkaldte Drake's seat. Her sad den berømte engelske admiral, Sir Francis Drake, i året 1595 og skuede ud over sin samlede flåde før angrebet på Puerto Rico. Taktikken, han lagde på dette højdedrag, skulle dog senere vise sig at være fatal. Vi runder dagen af med nogle herlige timers badning ved den højtbesungne, Magens Bay, hvis hvide sandstrand - med den lange række af skyggefulde palmer - ikke uden grund regnes for en af verdens allersmukkeste. 5. dag. Fredag 11. november Vort rundrejseprogram i det tidligere danske ørige er tilrettelagt ud fra et kronologisk princip. Vi følger i vore forfædres fodspor: Først erhvervede de St. Thomas - men kryd­ se­de snart herefter over det smalle sund til den lille naboø, St. Jan (i dag St. John), og først i 1733 kom så St. Croix på danske hænder. Turen er således i dag kommet til St. Jan, som vi besøger på en stor heldagsudflugt. Fra hotellet kører vi tidligt om morgenen til Red Hook på østkysten af St. Thomas, hvorfra der er en kort bådtur over til Cruz Bay på St. Jan. Med sine 50 km2 holder øen en størrelse som Fanø. Terrænet er stærkt kuperet og kystlinjen bugtet med adskillige fortræffelige naturhavne. Foran os ligger et stykke uspoleret natur. Hvor man på St. Croix og St. Thomas oplever eksempler på civilisationens lunefulde temperament, kan vi her takke L.S. Rocke­ feller for fremsynethed tilbage i 1950’erne. Jordopkøb og efterfølgende donation skabte den nationalpark, vi nu kan glæde os over, og som dækker 2/3 af øens areal. Fra færgen kører vi direkte til missions-

stationen Bethania, som omkring 1750 blev grund­­­lagt af Her­r nhuterne som den første mis­sionsplan­tage på St. Jan. Missionens bygninger er i dag ganske beskedne, men det er i virkeligheden særdeles kendetegnende for Brødremenigheden. Den har aldrig lagt vægt på ydre former, på prægtige og prangende kirkebygninger med et ødselt og rigt inventar. Tværtimod mente Brødrene, at man lige så godt kunne holde prædiken under et stort træ, hvilket de i høj grad praktiserede i den første noget kaotiske missionstid på de danske øer i Vestindien. Men da de stedlige plantageejere i starten så med mistro på Brødremenighedens arbejde blandt negre - de kunne simpelthen ik­ke acceptere, at Herrnhuterne ville undervise og døbe negerslaverne, for det ville jo i virkeligheden betyde, at slaver også var en slags mennesker, og at man kunne risikere at møde dem i Paradiset, når den tid kom - så blev løsningen for Brødrene selv at grundlægge plantager, for derved i ro og fred at

kunne missionere og udbrede kendskabet til Jesus Kristus blandt missions­plan­tagernes egne slaver. Dertil krævedes bygninger - et me­nighedshus med undervisningslokaler og en kirke - men idealet var stedse et beskedent og lidet prangende udseende. Så meget desto mere lagde man vægt på de åndelige og næstekærlige sager, og Brødreme­nig­heden blev fra 1730’erne en meget vigtig kraft i de vestindiske øers åndelige liv. I længden skulle slavernes kristning vise sig at blive af stor og afgørende betydning for de hvides kontrol med den antalsmæssigt langt mere overlegne sorte slavebefolkning. I Bethanias lille og beskedne kirke skal vi den­ne morgen gennemgå hovedlinierne i Brød­ remenighedens historie på øerne og ikke mindst fortælle om den stærke forbindelse, som denne missionskirke (der den dag i dag er en meget væsentlig del af øernes kirkeliv) havde til Danmark og ikke mindst til den stærkt pietistisk-sindede danske konge,

Fortet i Frederiksted, St. Croix. Tegner: Mads Stage.

5


Hus i Frederiksted, St. Croix. Tegner: Mads Stage.

Christian VI. Herrnhuterne var de første hvide mennesker, der anerkendte negerslaverne som medmennesker i troen på Jesus Kristus og dermed som ligeværdige kristne. På det kreolske sprog lærte de slaverne at læse og skrive, samtidig med at de lærte dem et nyttigt håndværk som smed, tømrer, pottemager, kedelflikker eller hvad der nu lå til den enkelte slave at beskæftige sig med. Slaverne blev i høj grad vundne for det kristne budskab, hvilket vel ikke mindst skyldtes de hvide missionæreres måde at nærme sig dem og behandle dem på. I virkeligheden var Brødrene de første hvide mennesker, der nærmede sig de sorte slaver med humanisme, venlighed og næstekærlighed. Netop dét gjorde et mægtigt indtryk på slaverne, der næsten udelukkende var vant til hvide mennesker, der var ondskabsfulde og tyranniske. Sukkerproduktionen var tidligere af stor betydning for øen, hvilket de mange ruiner vidner om - ruiner af hovedbygninger og sukkermøller, som oftest er skjult i den tætte bevoksning som små caraibiske Tornerose­ slotte. Vi aflægger besøg på plantageruinen, Annaberg, hvor man virkelig har gode muligheder for at leve sig ind i, hvordan sukkerproduktionen fandt sted. Vi ser hestemøllen og vindmøllen, hvor sukkerrørene blev malet, kogeriet, hvor saften blev opvarmet til kr ystalliseringspunktet og hældt på trætønder, romstilen, hvor den efter tragtede vestindiske rom blev destilleret på resten af sukkerproduktionen 6

(molassen), samt selvfølgelig hytterne, hvor slaverne boede. Vel var det stærkt kuperede landskab på St. Jan ikke optimalt for sukkerdyrkningen, men alligevel fik man efter erhvervelsen i 1718 anlagt 60 plantager, hvoraf de 20 var med sukkerproduktion, resten med bomuld og forskellige tropiske rodfrugter. Et stort problem var det, at de hvide var i mindretal på øen. De foretrak at blive boende på St. Thomas, og over­lod opsyn og produktion til slaverne. I 1733 var der 1500 mennesker på øen, kun hver tiende var hvid, hvilket gav frygt for negeroprør. Et sådant kom da også i netop 1733, og det begyndte med et overfald på „Frederiksfort“ - det danske fort ved Coral Bay på øens østende. Soldaterne blev massakrerede, og oprøret bredte sig med lynets hast til plantagerne på øen. Vi har fået en helt speciel tilladelse til at besøge ruinerne af dette spændende Frede­ riksfort, der i dag ligger på privat grund. Vi finder ruinerne på toppen af Fortsberg, der ligger på en halvø ved Coral Bay - og heroppe skal vi genoplive den gruelige historie om, da slaverne gjorde oprør på St. Jan i 1733 og indtog fortet. Det tog et halvt år at nedkæmpe slaverne, og de hvide havde fået en alvorlig lærestreg. Måske er det en af forklaringerne på, at nogle plantageejere i årene efter dette oprør støttede Brødremenighedens (eller om man vil: Herrnhuternes) anlæggelse af missionsstationer på de danske øer. Herude kaldes de „De mähriske Brød­re“, og deres

suc­ces skyldes ikke mindst, at den danske konge, Christian VI, med stor entusiasme stod bag deres virksomhed. Kongen var selv ivrig pietist, og han troede på, at selv slaverne burde have adgang til at blive døbt, og dermed optaget i den kristne menighed. Mange plantere var i starten stærkt imod. Hvad skulle det gavne at lære slaver at læse og skrive? Men da resultaterne hurtigt blev synlige, nemlig ved at døbte, kristne slaver i langt højere grad fandt sig i deres hårde skæbne uden vrøvl, at de ikke gjorde oprør, at de arbejdede langt flittigere end tidligere, ja så måtte alle bøje sig for Brødremenigheden, og flere mis­sionsplantager skød op på de tre øer. Først på St. Thomas, og dernæst på St. Jan, hvor hele to missionsstationer byggedes i 1700-årenes anden halvdel. I formiddags så vi Bethania på øens vestende, og her denne ef­termiddag skal vi aflægge et kort besøg ved Emmaus på østenden, ganske tæt på Forts­berg. Stedet var oprindeligt en plantage, der hed „Forsynet“, og som var ejet af landfogeden på St. Jan, Johannes Rei­mert Soedtmann. Det var her på denne plantage, at Kong Juni var bomba, Claes og Kanta un­der­bombaer. Disse tre slaver var hoved­mæn­dene bag 1733-oprøret, og landfoged Soedt­mann blev et af oprørets første ofre. Op­rørslederen, Kong Juni, slagtede ham i bogstaveligste forstand i en blodrus, hvilket også kom til at koste hans kun 13-årige barnebarn, Helena, livet. Efter det bestialske dobbeltdrab smurte oprørerne sig i ofrenes blod, Kong Juni iførte sig landfoge­dens militæruniform og påbegyndte med sine oprørsfæller den erobring af øen, som de havde planlagt, og hvis konsekvenser blev så forfærdelige for såvel hvide som sorte. Tæt på „Forsynet“ lå Schimmelmanns plantage, „Carolina“, og her begyndte Brødreme­ nigheden allerede et missionsarbejde blandt negerslaverne i 1756, fordi „Caro­lina’s“ såkaldte „overseer“ eller forvalter var missionen venlig stemt. Missionsarbejdet blev ledet fra Bethania på vestenden af øen, som send­te murerslaven, Cornelius, afsted som præ­d ikant. Han og andre dygtige hånd­ værks­slaver, der som døbte var medlemmer af Brødremenigheden, skulle bygge en suk­kermølle på „Carolina“, og de fik til gengæld lov til at prædike blandt plantagens udøbte slaver. Møllen var færdigbygget i august 1768, og da deltog alene på denne plantage 300 slaver i de ugentlige gudstjenester, der i øvrigt holdtes i den fri natur under nogle store træer. Men en fast missionsstation på denne ende af øen blev det først til, da guver­ nøren, Thomas de Malville, der var medlem af Brødremenigheden, i 1782 forærede den førnævnte plantage „Forsynet“ til missionen, der herved etablerede herrnhuterkolonien, „Em­maus“, på stedet, og derved skaffede slaverne endnu et kristent fristed på øen, St. Jan. Den tropiske regnskov bliver en anden af dagens op­levelser. St. Jan har i alt 110 forskellige træ­sorter, hvilket er mere, end vi kan frem­vis­e i hele Vesteuropa, og i træerne er fugle­ne repræsenteret i et ikke ringere antal arter. Sidste punkt på dagens program er badning


ved Trunk Bay, der regnes blandt verdens 10 skønneste badestrande. Derefter kører vi til færgen, der sejler os tilbage til St. Thomas, hvor vi kører det sidste stykke til vort hotel. En lang og begivenhedsrig dag er til ende. 6. dag. Lørdag 12. november Mange betragter sikkert Danmarks rolle på øerne udelukkende som en fortidig tilstedeværelse, der afsluttedes i 1917. Men Dannebrog var indtil 1993 stadig aktivt. Side om side med Stars and Stripes vajede det foran en markant, hvidkalket bygning ved det store kajanlæg, hvor de kolossale krydstogtsskibe lægger til. Forklaringen finder vi i ØK - eller rettere i dets tidligere datterselskab, Vestindisk Kompagni. Bygningen, der blev påbegyndt i 1912, var kompagniets hovedsæde frem til 1993, hvor ØK’s besiddelser på øerne blev solgt til den lokale regering. Vestindisk Kompagni blev stiftet i 1912 og skulle bl.a. ses i lyset af bestræbelserne på at forbedre Charlotte Amalies havneforhold. Panama-kanalen stod overfor en åbning i 1914, og den kunne trække handel og skibsfart til området. Ønsket var at gøre øen til et „Vestens Singapore“. Da USA i 1917 købte øerne, blev det lovet at opretholde de koncessioner og bevillinger, der var givet til private. Dette er den historiske baggrund for Vestindisk Kompagnis fortsatte tilstedeværelse helt op til 1990’erne. Efter morgenforedraget på hotellet kører vi til den østlige side af Charlotte Amalies havn for at besøge området, hvor Vestindisk Kompagnis aktiviteter har sat sig de mest iøjnefaldende spor. Foran kompagniets tidligere hovedsæde dvæler vi lidt ved historien bag, inden vi får mulighed for ved selvsyn at inspicere det store, moderne handels­ område, Havensight Shopping Mall, som kompagniet byggede. Resten af dagen er afsat til aktiviteter på egen hånd. Mulighederne er mange. Man kan eksempelvis tage svævebanen op til ud-

Fortet i Frederiksted, St. Croix. Tegner: Mads Stage.

sigtspunktet "Paradise Point" med en bjergtagende udsigt ud over Charlotte Amalie og dens havneområde. Eller man kan benytte sig af at have god tid til at foretage de indkøb man ønsker at få gjort på øerne. 7. dag. Søndag 13. november Om formiddagen har vi mulighed for at deltage i gudstjenesten i den lutherske kirke - en ganske særlig oplevelse. Herefter tager vi afsked med St. Thomas og tager vandflyveren over til den tredje

Gamle danske kanoner brugt til indhegning. Tegner: Mads Stage.

af de gamle danske tropeøer, St. Croix, hvortil vi ankommer efter en kort fly-rejse. Vi indlogerer os på vort 5-stjernede hotel, der de følgende 6 dage skal udgøre vort hjem på øen. Efter modtagelsen på hotellet ligger resten af dagen åben for os til akklimatisering og til at føle pulsen på St. Croix - en puls med et noget lavere taktslag end på den hektiske ø, St. Thomas. Beboerne på denne vor sidste ferieø finder livet på St. Thomas lidt for intenst - mens opfattelsen den modsatte vej går i retning af St. Croix som „provinsiel“. Men ét er givet: Dansk Vestindien opleves ikke ved blot at be­søge den ene af øerne. Vi har de følgende dage til at fuldstændiggøre billedet. 8. dag. Mandag 14. november Efter et introducerende morgenforedrag påbegynder vi den første del af vor byvandring i Christiansted. Christiansted var tidligere den danske kolo­nis hovedstad. Som følge af en ændret magtbalance mellem øerne flyttede man i 1754 hovedsædet for generalguvernøren og hele regeringen fra Charlotte Amalie til Christian­sted - en situation, som holdt sig til 1871, hvor billedet atter ændrede sig til fordel for St. Thomas. Perioden har sat sig klare spor i bybilledet, og flere af bygningerne, vi skal se på dagens byvandring, dateres tilbage til den­ne tid. Byplanen er dikteret af strenge brandregulativer, der som resultat har givet byen brede, lige gader. Den ældste bygning på øen er Fort Chris­ tiansværn, der overvåger havnen og „Galgebugten“ (opkaldt efter flere piraters sidste oplevelse). Fæstningen er opført i årene efter, at danskerne i 1733 havde købt St. 7


Mølleruin og klokketårn. Tegner: Mads Stage.

Croix af franskmændene, og den er opført af gule, danske mursten ført over på de mange skibe som ballast. Fort Christiansværn er fredet som historisk monument af de amerikanske myndigheder, og der har derfor været tilstrækkelige økonomiske midler til en meget grundig og fornem restaurering af dette interessante danske bygningsværk. Fortets mange forskellige rum - officerernes og mand­­­skabets sove- og opholdsrum, magasinerne, krudtkammeret, detentionen og fæng­­sels­cellerne, køkkenet o.s.v. - er alle sat fint i stand og monteret med udstyr, møbler, våben, uniformer m.m., som det så ud omkring 1840 på generalguvernør Peter von Schol­tens tid. Det er virkelig et imponerende arbejde, der her er gjort for ikke blot at redde gamle danske kultur værdier, men også for på en særdeles anskuelig måde at give den besøgende en realistisk fornemmelse af, hvor­dan de danske soldater levede herude i den fjerne koloni. Ikke mindst mandskabets uniformering vækker berettiget opsigt. Skønt varmen var voldsom, gik soldaterne klædt stort set som hjemme i København og bar endog under nattevagten en lang og solid ulden militærkappe „for at køligheden ik­ke skulle skade soldatens helbred“! Det store arbejde med at få Fort Christiansværn ført tilbage til fordums storhed er udført under ledelse af museets tidligere leder, William F. Cissel, som vi får lejlighed til at møde på rejsen. Nær fortet opførtes Steeple Building - i sin oprindelse den første dansk-lutheranske kir­ke på øen, men senere benyttet til så forskelligartede formål som hospital, skole og militært bageri, inden bygningen sluttelig blev indrettet til historisk museum. At havnen kan virke lidt døsig, må ikke forlede os til at glemme det hektiske handelsliv, der engang udfoldede sig her. Sukker og rom strømmede til Europa, og dagligvarer, luksusartikler m.v. den modsatte vej. Ved hav­nefronten, med dens gamle danske vejerbod og Den gamle Toldbod, skal der ikke megen fantasi til at høre kommandoråbene, 8

sejlenes smæld og træskibenes karakteristis­ ke knagen - og ikke langt herfra finder vi de gamle danske pakhuse, tidligere fyldt med Det Vestindisk-Guineiske Kompagnis varer, bl.a. afrikanske negerslaver. Her i hjertet af det historiske Christiansted

står en buste af en person, som betød meget for den sorte og kulørte befolkning omkring 1. Verdenskrig, nemlig redaktøren og fag­fore­ ningslederen, Hamilton Jackson, også kaldet The Black Moses. Jackson var socialist, og med støtte blandt andet fra Stau­ning og det danske socialdemokrati gik han under 1. Verdenskrig til angreb på den danske øvrighed på øerne i tale og skrift, samtidig med at han skabte en fagforening for de fattige, sorte landarbejdere. Hans konfrontationer med guvernør Helweg-Larsen førte til dennes afgang i utide som koloniens leder, og efterfølgeren, Henri Konow, beretter i sine erindringer i øvrigt om denne sorte agitator, som han i den grad afskyede: „Over for sit folk, som han yndede at kalde negrene, optrådte han, efter som omstændighederne krævede det som profet, tribun, eller diktator, medens han over for de hvide, eftersom han turde eller ikke, optrådte arrogant eller insinuant. Jackson var en yderst slet opdrager for sin race, hvis dårligste egenskaber, for eksempel dovenskab og misundelse, han kælede for“. Konows beskrivelse er stærkt partisk, og præget af hans dybe modvilje mod socialisme og mod negerbefolkningen i al almindelighed. Jackson var en meget dygtig mand - og en stor leder og agitator - men sandt er det, at han gjorde livet besværligt for den danske koloniøvrighed i de allersidste år, øerne var danske. Som i Charlotte Amalie rives vi også her

Den lutherske kirke i Christiansted, St. Croix. Tegner: Mads Stage.


Fortet „Christiansværn“ ved Christiansted på St. Croix. Tegner: Mads Stage.

i byen med af vort hjemlands gadenavne: Kirkegade og Kongens Gade som eksempler. I den sidstnævnte gade finder vi den måske mest interessante af byens seværdigheder: Guvernementshuset. Vi må selvfølgelig entre herligheden og gribes snart af en gnist højtidelighed og nostalgi, når vi midt i balrummet hører om, hvordan den danske elite dansede og konverserede de koloniale aften­stunder væk på de bonede gulve. Jo, man hyg­gede sig - man havde ikke meget andet at fordrive tiden med. Ved siden af balrum­met findes guvernør Peter von Scholtens arbejds- og konferenceværelse, udstyret delvis med kopier af det oprindelige møblement. Ved siden af guver­ne­mentshuset finder vi Den lutherske Kirke, der før var den hollandsk reformerte kirke. Tårnåbningerne - med jalousi-vinduerne i vestindisk stil - er tilføjet af lutheranerne. På våbenhuset bemærker vi Frederik VI’s monogram, der markerer bygningens tidligere tilhørsforhold til Danmark. 9. dag. Tirsdag 15. november Efter et introducerende morgenforedrag om Christiansted påbegynder vi anden del af vor byvandring. I Bjerggade ligger der to gamle, danske huse over for hinanden. Det ene af dem, Bjerget, var indtil for få år siden ejet af Victor Borge, som efter orkanen, Hugo, i 1989 ikke længere kom til St. Croix for at bo i huset, som han ellers gennem en menneskealder beboede i vinterhalvåret. Huset blev i 1998 solgt og har været igennem en gennemgribende restaurering og ombygning. Over for Victor Borges gamle hus ligger et andet gammelt, prægtigt byhus kaldet Solhøj, som er i meget fin stand.Vi dvæler et øjeblik ved huset, som er fra 1700-årene. På vor videre tur rundt i byen passerer vi den bygning, hvor byens søn og stolthed, den amerikanske statsmand, Alexander Ha­milton, stod i lære. Hamilton var en af USA’s såkaldte „founding fathers“ og første fi­nans­minister. Efter at have set markedspladsen går vi ud ad Kongens Gade til et lille anlæg, hvor der står et monument til minde om den danske guvernør, Peter Carl Limpricht. Han var herude fra 1888 til 1911 først som guver­ ne­mentssekretær, senere fra 1908-11 som gu­vernør. Han var et begavet menneske, der

ikke lå under for de herskende konventioner. For eksempel modtog han ofte folk officielt i skjorteærmer - en uhørt provokation i datidens Vestindien. Mindestenen viser dog vel, at han i høj grad var respekteret i mange kredse på øerne. Vi gør det næste stop ved den gamle danske kirkegård, hvor vi skal hilse på endnu flere danske, der døde herude i tjenesten - blandt andre Joest von Scholten, hvis sten er sat af broderen, gene­ralguvernør Peter von Schol­ten. Vi møder også den omstridte Edvard Heilbuth, der var manden bag de mange smædeartikler om Peter von Scholten i liberale danske tidsskrifter i 1840’erne, samt en anden af Schol­tens man­ge fjender, guvernør på St. Thomas og kammerherre Frederik von Oxholm (en søn af den store korttegner og fhv. ge­neralgu­vernør Peter Lotharius Oxholm), som Hans Birch Dahlerup giver en lidet flatterende skildring af i sine erindringer: „Af hans samtale mærkede jeg straks, at han var heftig indtaget imod Scholten, og var overhovedet imod negeremancipationen og alt, hvad der tjente til at udrive negerne

af det gamle slaveforhold. Grunde gav han ikke. Det var mig en forunderlig mand, der var intet sammenhæng i hans tale, ingen argumentering, kun abrupte sætninger efterfulgt af en fnisen og overgang til de frivoleste bemærkninger“. På kirkegården møder vi også mange danske, der døde herude efter 1917, blandt andre fru guvernørinde Lim­pricht. Efter mandens død hjemme i Danmark i 1912 flyttede hun tilbage til St. Croix, „fordi hun ikke så godt kunne tåle det danske klima“. Herefter besøger vi den store missionsplantage, Friedensthal, som Herrn­huterne byggede op fra 1752. Den nuværende og meget store kirke er fra 1852, men den er indrettet på samme sparsomme måde med et ret så beskedent inventar, som alle andre kirker tilhørende Brødremenigheden i Vestindien. Dagen sluttes af med et spændende besøg af den helt specielle slags. Bortset fra Whim Greathouse, der - som vi skal se i morgen - er

St. Thomas. Tegner: Mads Stage. 9


indrettet som museum, er alle øvrige gamle plantagehovedbygninger, der ikke henligger som ruiner, i privat eje - aflukket for offentligheden. Vi har imidlertid fået lov at besøge La Reine (dronningen), der ejes af familien Cissel. Familiens overhoved, William F. Cissel, åbner dørene til hjemmet - og vi tør godt love, det bliver en oplevelse. Cissel var i sit daglige virke museumsinspektør på Fort Christiansværn i Christiansted. Hans sans for museale detaljer giver hjemmet et egenartet præg, der får det til at gibbe i enhver historisk interesseret; og bygningen er i sandhed historisk. Dens opførelse dateres tilbage til 1747. Interiøret (det ældste fra 1738) vil drive ens øjne til beskæftigelse - med porcelæn, møblement, billeder m.v. Cissel vil med sin levende fortællemåde berette om bygningen, som blandt sine tidligere ejere kan mønstre en dansk guvernør og den første danske generalguvernør over øerne. Om aftenen kan de, der har lyst, sejle over til øen, Protestant Cay, hvor man har mulighed for at deltage i hotellets vestindiske aften. Arrangementet inkluderer buffet - og i løbet af aftenen er der underholdning ved et steelband og de farverige styltegængere, „Mocko Jumbi’er“ samt en limbodanser. 10. dag. Onsdag 16. november Vi skal tidligt afsted i dag, for vi skal se så meget, vi kan nå, af de seværdigheder, der befinder sig på St. Croix’ vestende. Umid-

Tegner: Mads Stage. 10

Ruin af sukkermølle. Tegner: Mads Stage. delbar t efter morgenmaden kører vi til plantagemuseet, Whim Greathouse. Spredt ud over St. Croix ligger hundreder af gamle, danske plantageruiner - hér resterne af en vindmølle, hér ruinerne af en hovedbygning

og hér en tilgroet skorsten - men Whim Great­house gør det muligt at opleve et fuldt restaureret plantagemiljø. I hovedbygningen bliver vi ført tilbage til 1700- og 1800-tallet. Benovet løber øjnene rundt fra prægtige mahogni­møbler og spejle over imposante senge og skabe, indtil man standses af spisebordet, veldækket med alskens sølv, porcelæn og krystal, som ventede det blot på, at vi satte os tilrette omkring det. Birch Dahlerup lader i sine erindringer tankerne flyve tilbage til de gode år på St. Croix. „Den luksus, der herskede ved disse gæste­bu­de, overgik alle europæiske forestillinger, både i mængden og kvaliteten af retterne, vi­nenes fin­hed, opdækningens pragt og smag, mæng­­ den af tjenere og utallige smågen­stande, der forhøjede gæstebudets behagelighed, fr ydede øjet og lugtesansen og pirrede nerverne. Men mest af alt den mageløse dessert af tropiske frugter. Ved de større dinerer var det nemlig skik, at man, efter at det egentlige måltid var endt, rejste sig på et signal af værten og begav sig til en anden spisesal, luftigere og køligere, om muligt, end den første, hvor man satte sig ned ved det blankpolerede mahognibord uden dug, men dækket med det kostbareste slebne krystal, porcelæn og sølvtøj, og belæsset med de skønneste frugter af alle slags, kager, geléer, blancmangéer o.s.v. Vinen, der her efter engelsk skik cirkulerede rundt fra mand til mand i den længe gemte, støvede flaske selv, var kun en slags, den gamle Madeira nemlig, hvis alder og finhed var husets største ære og ambition. Her blev skåler druk­ne, samtalen blev friere og mere almindelig. Iblandt danske blev drikkeviser og humoris­tiske sange sunget, og dette var næsten altid signalet til et fuldstændigt bacchanal. Det trak langt ud på aftenen, og kun få var efter opbrudet i stand til at gå til spillebordet“. Uden for hovedhuset minder produktionsapparatet om de vilkår, hvorunder negersla­ver­ ne arbejdede med den vigtige suk­ker­frem­ stilling. Møllen på Whim er den eneste, som


vi kommer til at se med vinger på, og med et fuldstændigt rekonstrueret maskineri og med de tre valser på rette plads. Vi kan også på stedet studere flere dampmaskiner fra midten af 1800-årene, hvor man forsøgte at gøre den skrantende sukkerproduktion mere rentabel ved indførelsen af ny teknologi. På museet er der tillige en lille stump sukkermark, stort set den eneste vi får at se på disse fordum så sukkerrige øer. Siden 1960’erne har man overhovedet ikke dyrket sukkerrør på de gamle, danske øer, men her ser vi altså alligevel nogle stykker. På Whim bliver der også lejlighed til at besøge museets udmærkede butik. Fra Whim kører vi helt ud mod vest til øens anden by: Frederiksted. Når krydstogtski­ bene lægger til ved St. Croix, sker det her - ikke p.g.a. byens størrelse, men som følge af havneforholdene. Stor er byen ikke, men den indtager en ikke ringe plads i historien. Fort Frederik, der ligger ved havnen, er bygget i midten af det 18. århundrede med bekæmpelse af smugleri som sit hovedsigte - og det var foran dette fort, generalguvernør Peter von Scholten i en

generalguvernør, og han er blevet kendt som en habil tegner. Takket være Frederik har vi bevaret en række fine billeder af, hvordan livet levedes i kolonien i 1830-40’erne, samt af hvordan landskabet og plan­tageejendommene så ud på den tid. Frederik von Scholten var tolder i Frederiksted, og som sådan oplevede han slaveoprøret i juli 1848, der førte til negerslaveriets ophør. Det var Frederik, der med en skrivelse til bror Peter kaldte denne til byen den 3. juli, hvor han ved fortet gav negrene friheden. På den anden side af vejen ligger en anden kirkegård. Her opsøger vi graven for to

har rødder i det danske) har haft for disses udvikling. Herefter kører vi tilbage til Chris­tian­sted.

danske soldater, der blev dræbt af oprørerne under dramatiske omstændigheder under opstanden 1878. Efter frokost kører vi til den spændende plantageruin: „Estate Butler Bay“, med det for­m ål for øje at opleve de der værende store baobab-træer. Vi dvæler ved træerne og hører hvilken historie, de har at fortælle og vi ser nærmere på de netop fritlagte plantageruiner. Midt i Den tropiske regnskov stifter vi på Estate Little La Grange bekendtskab med Lawaetz-familiens første hjem i Dansk Vestindien. Man skal ikke have beskæftiget sig meget med øernes historie for at vide, hvilken betydning Lawaetz-familien (der

mulighed for at svømme langs stranden; og for dem, der ønsker at snorkle, kan udstyret her prøves af. Derpå sejler vi til øens modsatte side, hvor vi kaster anker ved koralrevet. Her kan vi nu stifte nærmere bekendtskab med det fa­­scinerende og far verige liv under havoverfladen. Man kan dyk­ke ned til herlighederne og snorkle rundt mellem farvestrålende fisk og over vældende koralformationer. Eller man kan holde sig ved overfladen for en almindelig svømmetur. Skulle vi inde på øen se en besøgende ihærdigt gravende, må vi blot erindre os, at Kaptajn Kidds skat endnu ikke er fundet,

11. dag. Torsdag 17. november Efter morgenforedraget vederkvæger vi i dag sjæl og legeme med en heldagsudflugt til Buck Island - øen, der ligger nær St. Croix’ østligste punkt: Point Udall. Den blev i 1961 erklæret for nationalpark af præsident J.F. Kennedy. Fra havnen i Christiansted sejler vi med katamaran-båd ud til øen, hvor vi kaster anker udfor den dejlige tropestrand på øens vestlige ende. Her har vi i første omgang

Øen „Protestant Cay“ midt i bugten inden for koralrevet ved Christiansted, St. Croix (efter et maleri fra ca. 1830). Tegner: Mads Stage. eksplosiv situation i 1848 midt i et bølgende menneskehav gav negrene deres frihed med ordene: „Now you are free, you are hereby emancipated“. Efter vi har besøgt fortet, kører vi langsomt gennem de snorlige gader for at se byens huse, der hovedsageligt stammer fra tiden efter det store negeroprør i 1878, der afbrændte en meget stor del af byens huse samt beskadigede 23 af øens plantageejen­ domme. Vi når den lutherske kirke i Hospi­talsgade, hvor vi stiger ud for at gennemgå de danske gravstene på kirkegården. Her skal vi først og fremmest koncentrere os om Frederik von Scholtens grav. Han var bror til den berømte

11


Gadehjørne på St. Thomas med de gamle danske gadenavne. Tegner: Mads Stage.

og fortællingen angiver Buck Island som skjulestedet. Efter disse herlige udfoldelser sætter katamaranen kursen sydover, mens vi slår spunsen ud på romtønden. Ved St. Croix’ nordlige kyststrækning gør vi holdt og får på stranden serveret lunch direkte fra grill-ris­ ten. Derefter bliver der endnu en mulighed for en dukkert i det varme vand, inden vi sejler tilbage til Christiansted. 12. dag. Fredag 18. november I dag vil vi beskæftige os med nye, spændende dele af St. Croix. Vi har fået en invitation til at besøge Estate Cane Garden, der utvivlsomt er øens mest elegante privatresidens. Den storslåede bygning på St. Croix’s sydkyst har været ramme om mange imponerende festligheder - ikke mindst receptionen og middagen for Dronning Margrethe og Prins Henrik ved deres officielle besøg i 1976. Siden da har den nuværende ejer, finansmogul Ri­­chard Jen­rette, med assistance fra eksperter indenfor den historiske arkitektur, fuldstændig re­stau­reret den imponerende plantagebygning, der stammer fra ca. 1790, så den i dag står historisk korrekt i sin smukke fremtræden. Med sin beliggenhed - møbleret med lokale, engelske og danske antikviteter og fine kunstværker - er Cane Garden en oplevelse, som ikke man­ge besøgende på St. Croix er så pri­vi­legerede at få adgang til. Derefter går turen i bussen til et af de mest berømte landsteder på øen - Peter von Schol­ tens og Anna Heegaards Bülowsminde. Den nuværende ejer vil under ingen omstændigheder tillade gæster at komme ind 12

på sin ejendom. Ikke engang for Dronning Margrethe og Prins Henrik lykkedes det under deres store rejse herover i 1976, men vi finder „et hul i hækken“, hvorfra vi på af­­

Tegner: Mads Stage.

stand kan iagttage dette berømte sted. Det ligger højt over Christiansted, og heroppe er luften friskere og bedre end nede i byen. Her købte Anna og Peter, der levede sammen i 21 år uden at være gift, en gammel plantageejendom, som de byggede om på og udvidede i alle de år, de var sammen, således at huset med søkaptajn Birch Dahlerups ord efterhånden kom til at ligne et slot. Han boede her som ven af huset i 1841 og giver i sine erindringer (udkom i 1909) en spændende beskrivelse af stedet og af samlivet mellem Peter von Scholten og hans „husholderske“, Anna Heegaard, der var såkaldt „frikulørt“. Livet på Bülowsminde var ifølge Birch Dah­ lerup „elegant uden dog at være overdådigt. Kun når der gaves festlige diners, var det at pragten udfoldedes, og jeg har ingensinde del­taget i behageligere selskab“. Peter von Scholten var foregangsmand i bestræbelserne på at give slaverne undervisning for på den måde at ruste dem til en fremtidig tilværelse som frie. Han gennemførte byggeriet af 8 skoler på St. Croix, og mange af dem eksisterer stadig; men blot én af dem bruges i dag som skole, nemlig Theodora Dunbavin Skolen, som vi gør et kort ophold ved. Vi spiser frokost på det eksklusive Ca­ram­ bola Golfcourse, og efter vi har veder­kvæget os med mad og drikke, kører vi til St. George Village Botanical Garden. Ved mange af St. Croix’ plantageruiner får væksterne lov til at té sig ganske uregerligt, men her skal vi se, hvor smukt man har kombineret gamle plantageruiner med en botanisk have. Langs murene fra de tidligere sukkerproduktionsbygninger har grønne fingre fremelsket og plejet en rigdom af eksotiske planter - en fryd for øjet. St. George plantagen har en ganske særlig spændende ejerrække, idet de helt store planterfamilier har regeret her - Heyligerne, Oxholmerne og Flemingerne. Især Oxholm­ familien er nok en tale værd, og man støder ustandselig på netop dette navn ved studiet af den danske kolonihistorie herude. P.L. Oxholm udgav i 1797 den mest instruktive bog om sukkerdyrkningen og produktionen, som nogensinde er skrevet, og han tegnede et meget detaljeret kort over St. Croix, som den dag i dag er en hovedkilde til forståelsen af plantagernes placering, ejerforhold etc. Endvidere var Oxholm generalguvernør 1815-16. Fra den botaniske have kører vi via højdedraget, The Beast, og den smukke Cane Bay til mundingen af floden, Salt River, hvor Columbus gik i land den 14. november 1493. Her kan man nok sige, at det bliver muligt at fornemme historiens berømte vingesus. På det nuværende USA’s territorium var Columbus kun i land to steder, nemlig her ved Salt River samt i Puerto Rico. Vi skal på stedet høre den dramatiske beretning om Columbus’ iland­stigning her og kampen mod de indfød­te caraibere. Historien er veldoku­menteret og kendes fra fire uafhængige kilder. Ved mundingen af Salt River har der i øvrigt været beboelse i 1700 år. Vi ved det fra arkæologiske udgravninger udført blandt andre af danskeren, Gudmund Hatt, der gravede her ved Salt River i godt tre måneder i 1922. Hatt’s fund var sensationelle, og de bedste stykker befinder sig den dag i dag på


Nationalmuseet i København. Blandt andet fandt han en rituel boldplads, hvor den lokale indianske befolkning, de såkaldte tai­noer eller arawaker, spillede et religiøst bold­spil med en gummibold. Pladsen var hegnet af store sten med masker og såkaldte pe­tro­ glyffer indridsede i stenene, og uden for fandt man tydelige tegn på men­neskeofring og kannibalisme. Tilsyneladende spiste bold­spil­lets vindere en del af taberne i forbindelse med store fester til gudernes ære. I 1512 udstedte den spanske konge, Ferdinand I, en ordre om, at alle indianere i Vestindien skulle udryddes, fordi de var kannibaler, og på få årtier lykkedes det spanierne så godt som fuldstændigt at udrydde disse smukke øers oprindelige befolkning, således at øerne var folketomme, da franskmændene, englænderne, hollænderne og danskerne kom her­ud i 1600-årenes begyndelse. Kun ca. 3000 oprindelige indianere har overlevet i hele det caraibiske område, men de er i dag stærkt opblandet med andre folkeslag, ikke mindst med negerslaverne. Afslutningsvis kører vi tilbage mod Chris­tian­ sted, men inden vi afslutter dagen, besøger vi endnu et spændende monument fra den danske kolonitid. Vi gør holdt ved plantagen, Little Princess. I slutningen af 1800-årene var denne øens fineste og mest berømte plantage ejet af danskeren, E. Svitzer, der blandt andet var en stor beundrer af den danske marine og dens mandskab. Derfor fik denne plantage mange fornemme besøg af danske

Gadelygte på St. Thomas med blade fra Flamboyanttræet i baggrunden. Tegner: Mads Stage.

Agave. Tegner: Mads Stage.

flådeof ficerer, der nød godt af Svitzer’s usædvanlige gæstfrihed, og den senere admiral, Henri Konow, der besøgte plantagen i 1884, giver en meget positiv beskrivelse af Svitzer, der var „en sjældent varmfølende mand, som elskede sit land, og havde en rørende kærlighed til enhver, der hørte til

marinen, høj eller lav, og hans hjælpsomhed og gavmildhed var uden grænser. De kan vist tælles, de søofficerer, der ikke vendte hjem med en eller anden gave fra Svitzer i form af rom, guavarom, syltetøj o.l. Han var på sine gamle dage vel nok en stridbar mand, men kom man indenfor hans dør, var han uimodståe­lig. Der var noget over disse gamle plantere på St. Croix, som jeg altid har beundret, og det var deres aldrig svigtende optimisme, og dette til trods for udsigten til oprør og tørke og deraf følgende økonomisk ruin. Selv om der var nok så meget smalhans på grund af en dårlig høst, var der dog altid en rest af Grandseigneuren over dem, som virkede tiltalende, og som værter var de enestående“. Også Henrik Cavling var gæst på Little Princess en uges tid i 1894 og har givet en meget fin beskrivelse af Svitzer og plantagen, stuerne og den fine beværtning. I dag er plantagen med det store slavehospital delvis en ruin, men netop her er der gang i en mægtig renovering og oprydning under ledelse af det amerikanske miljø­beskyt­tel­sesselskab, Nature Conservancy, der har valgt denne plantage som et center for studier af naturen, miljøet og den gamle sukkerpro­duktion på St. Croix. Her skal studenter eksperimentere med forskellige dyrkningsmetoder, med alternativ energi, med miljøspørgsmål af alle kategorier, og her skal de studere øens gam­ le kultur og historie. Et meget spændende projekt som vi skal høre mere om på stedet, der har været plantage siden 1749. Nu er dagen slut, og vi kører den korte vej tilbage til vort hotel. Om aftenen gives der mulighed for at deltage i en hyggelig afskedsmiddag. 13. dag. Lørdag 19. november Om formiddagen forlader vi, fyldte med oplevelser, et klima, hvor luften og vandet normalt ikke kommer under 24°C. Vi lægger de øer bag os, som igennem århundreder har betaget kunstnere som Ca­ mille Pisarro, Frederik von Scholten o.a. - og 13


Overnatning på 5-stjernede hoteller i delt dobbeltværelse med bad/toilet. Alle værelser for vores gruppe er med havudsigt (se venligst under „hoteller­ne“ nedenfor). De i programmet anførte transporter. Dragerservice på hotellerne. Samtlige udflugter inkl. entreer. Dansk, faglig rejseleder (Erik Gøbel). Dansk, teknisk rejseleder. Bidrag til Rejsegarantifonden. Dansk statsafgift. Samtlige lufthavnsafgifter. Drikkepenge til lokale chauffører. Lokale afgifter og skatter. Tillæg for enkeltværelse kr. 7.910,Hotellerne "Marriott Frenchman's Reef" - St. Thomas Dette luksuriøse 5-stjernede hotel er smukt beliggende ved havnemundingen ud for øens hovedby Charlotte Amalie. Udover en dejlig strand lige ved hotellet byder også 3 swimmingpools sig til. Værelserne er eksklusivt indrettet og alle værelser for vores gruppe er med en skøn udsigt over vandet. Hotellet har fitnescenter, egne butikker, vandsportsfaciliteter og tennisbaner. Ønsker man at indtage måltider på hotellet er der 5 restauranter at vælge imellem - og dagen kan rundes af på en af hotellets 6 barer. Morgenmaden består af "American Breakfast". Læs evt. mere om hotellet på dets hjemmeside: http://www.marriott.com/ hotels/travel/sttfr-frenchmans-reef-and-morning-star-marriott-beach-resort/ Frederik von Scholtens gravsted ved den lutherske kirke i Frederiksted, St. Croix. Tegner: Mads Stage.

som nu uden tvivl har givet os den samme følelse af fascination. Fra Henry E. Rohlsen-lufthavnen påbegynder vi rejsen tilbage mod Danmark. Vi flyver først fra St. Croix til San Juan. Her går vi ombord i vort AMERICAN AIRLINES-fly og flyver til Miami, hvor vi påbegynder vores tilbagerejse over Atlanten med BRITISH AIRWAYS. 14. dag. Søndag 20. november Efter en forhåbentlig behagelig flyrejse ankommer vi om formiddagen til London. Herfra flyver vi - atter med BRITISH AIRWAYS - den sidste strækning til København, hvortil vi ankommer om eftermiddagen.

„A Guide to Sources for the History of the Danish West Indies (U.S. Virgin Islands) 1671-1917“ og lavet hjemmesiden www. virgin-islands-history.dk. Erik Gøbel har også holdt mange foredrag i ind- og udland, f.eks. gæsteforelæsninger på University of Virgin Islands. Han har knyttet tætte kontakter til øerne under sine besøg og er bl.a. æresmedlem af Society of Virgin Islands Historians og mangeårigt medlem af bestyrelsen for Dansk Vestindisk Selskab. Desuden Danmarks repræsentant i International Commission of Maritime History. Erik Gøbel var også i 1997, 1998, 2000, 2004, 2006, 2007 og 2008 rejseleder for EIRBY * HISTORISKE REJSEMÅL på rejsen til „Dansk Vestindien“.

Rejseleder:

Priser/Oplysninger:

Erik Gøbel - født 1949, cand. mag. i historie og samfundsfag fra Københavns Universitet 1979. Efter kortvarige ansættelser i gymnasieskolen og Institut for økonomisk Historie har han siden 1981 været ansat som arkivar i Rigsarkivet, nu som seniorforsker. Han har publiceret talrige artikler og bøger om dansk historie, særlig om handel og søfart på vore gamle tropekolonier - især Dansk Vestindien. Han har også skrevet om disse emner i Den Store Danske Encyclopædi. Senest har han udgivet bogen

Pris: kr. 27.710,-

14

Prisen inkluderer: Flyrejse København-London-Miami-St. Thomas / St. Croix-San Juan-Miami-LondonKøbenhavn. Halvpension dag 1, 3, 4, 5, 10, 11, 12 og 13, idet udflugterne dag 3, 4, 5, 10, 11 og 12 er inkl. lunch og der dag 1 og 13 serveres mad på flyet. Kvartpension de øvrige dage. Dog er dag 1 uden pension. (Aftenarrangementerne 9. og 12. dag er ikke inkluderet).

"The Buccaneer Hotel" - St. Croix. Dette luksuriøse 5-stjernede hotel er smukt beliggende ved kysten, på en flot gammel plantagegrund, tre kilometer øst for Christiansted. Hotellet er omgivet af tre vidunderlige strande. Værelserne er eksklusivt indrettet og alle værelser for vores gruppe er med en skøn udsigt over Det Caribiske Hav. Hotellet har egne butikker, vandsportsfaciliteter, helsestudie og skønhedssalon samt to swimmingpools. Deltagere med hang til golf kan nyde hotellets udfordrende 18-hullers golfbane, og tennisinteresserede har valget mellem 8 baner (golf og tennis mod betaling). Morgenmaden består af "American Breakfast". Læs evt. mere om hotellet på dets hjemmeside: http://www.thebuccaneer.com/ Aftensmåltiderne I løbet af rejsen vil rejselederen flere aftener foreslå en restaurant, hvor de, der har lyst, kan tage hen i samlet gruppe. Rejselederen vil foretage bordbestilling - men maden bestilles og betales individuelt. Ændringer i rækkefølgen. Vi gør opmærksom på at der undervejs kan blive tale om - foranlediget af lokale forhold - at bytte rundt på nogle af de forskellige programpunkter. Øvrige oplysninger For øvrige praktiske oplysninger - „Det med småt“ - se venligst vedlagte ark.


Indgangsportal p책 hovedgaden i Charlotte Amalie. Tegner: Mads Stage.

15


PARK ALLÉ 5 · DK-8000 ÅRHUS C · TLF. +45 86 20 12 00 · EMAIL: EIRBY@EIRBY.DK Registreret i Rejsegarantifonden

16


Danskvestindien2011 low