Page 1

KOMA BIND2

FREDSMÆGLEREN

MICHAEL FORD


KOMA - Fredsmægleren Af Michael Ford www.michaelford.dk KOMA trilogien: Den 13. Kriger Fredsmægleren Jerusalem

Copyright EgoLibris 2016 Redaktør: Eva Götzsche Omslag og sats: Lotte Lund, GrafiskGenvej Alle rettigheder forbeholdes ISBN: 978-87-93091-08-0 www.egolibris.com Forlaget EgoLibris Allerødvej 30 3450 Allerød Tlf: 86511900 Mail: info@egolibris.com


MICHAEL FORD

KOMA FREDSMÆGLEREN


It was the best of times, it was the worst of times. It was the age of wisdom, it was the age of foolishness. It was the epoch of belief, it was the epoch of incredulity. It was the season of light, it was the season of darkness. It was the spring of hope, it was the winter of despair... (Charles Dickens, A Tale of Two Cities)


PROLOG

John Doe stod mellem de to statsoverhoveder på det til lejligheden konstruerede podium med udsigt over Fredensborg Slotshave. Hans blik panorerede ud over barokhaven og ned ad den snorlige allé til Esrum Sø. Et års forberedende mægling mellem parterne i Den Nære Orient skulle nu officielt afsluttes med en underskrivelse af den første af to traktater mellem de selvstændige stater Israel og Palæstina. Han havde selv insisteret på Fredensborg, og Dronningen havde givet sit samtykke. Mange dignitarer i den politiske og religiøse verdenselite var til stede. Sikkerhedsopbuddet var ekstremt; hele seancen var et potentielt mareridt. På en ellers let overskyet dag brød solen frem og forlenede ceremonien med et bibelsk skær, som en guds finger af Michelangelo. Han trådte et skridt frem mellem de to landes statsoverhoveder, tog deres hænder i sine og førte dem sammen foran det græsgrønne bord, hvor traktaten lå klar til underskrivelse. I det øjeblik hørte han en skæbnesvanger, summende lyd. Han hævede blikket og fik øje på dro-

5


nen halvvejs nede ad Brede Allé med kurs lige imod ham. Den lignede en edderkop fra et andet univers. Han hørte missilet blive affyret – resten var stilhed. Et kakofonisk brag hørtes fra parterret på det danske kongeslot, Fredensborg. Missilet affyret fra en drone blev skudt ned kun få meter fra ceremoniens hovedpersoner. Da krudtrøgen havde lagt sig, lå fredsmægleren, John Doe, med blødende hoved oven på de to statsoverhoveder fra Israel og Palæstina. De var uskadte. Han havde forsøgt at beskytte ikke kun dem, men også freden. Ambulancernes sirener brød en ulidelig stilhed, mens sikkerhedsfolk ilede til for at hjælpe attentatets eneste offer. Karen havde stået i baggrunden lige uden for havesalen, hvorfra de fine gæster kort forinden var trådt ud på podiet for at bevidne underskrivelsen af fredsaftalen mellem Israel og den nystiftede stat Palæstina, som langt om længe var blevet universelt anerkendt og optaget som medlem nummer 194 i FN. Og dette var delvist hendes mands værk. Hun var stolt af ham, John Doe, som hun havde mødt på Rigets Traumeafdeling for tre år siden, hvor han var i dyb koma. Han overlevede, og i løbet af kort tid styrkedes båndet mellem Den 13. Kriger og hans sygeplejerske. Senere blev de viet af en katolsk præst med hunden Mira som bryllupsvidne, netop her i Fredensborg Slotskirke.

6


Men det var nok ikke derfor, John havde valgt det 300 år gamle lystslot til denne meget specielle ceremoni. Slottet blev bygget af Frederik IV som en markering af afslutningen på Store Nordiske Krig i 1720. Siden da havde slottet stået som en oase for det danske kongehus; mennesker havde været lykkelige her, og der havde været et overskud af velvilje, som nærmest rituelt var blevet overleveret fra generation til generation. John håbede, at denne milde ambiance ville smitte af på de to parter, der nu skulle i gang med anden del af fredsaftalen, som bestod af grænsedragning og gensidige sikringsforanstaltninger, herunder løsningen af den gordiske knude, som var Jerusalem, også kendt som Fredens By. Hun lod blikket panorere fra sin position lige i centrum af dette unikke barokanlæg, der var inspireret af Solkongens lystslot Marly, videre ud langs de syv udstrålende alléer, som inddelte denne unikke have med slot, skulpturer, orangeri og snorlige beplantning, nyt og gammelt i yderste konsekvens og harmoni, 120 hektar fredet jord, midt i Kongernes Nordsjælland. Dette var det perfekte sted, det var Fredens Borg. Her skulle der nu rettes op på mangeårig strid og uretfærdighed, som kunne spores tusinder af år tilbage i menneskehedens historie. I samme øjeblik hørte hun en ildevarslende lyd som fra et monstrøst insekt; hun søgte sin mand med blikket, men så brød helvede løs i en øredøvende eksplosion. Trykbølgen

7


væltede hende omkuld på podiet, og da hun gennem røgen og med krudtstank i næseborene hævede blikket og så hen over et virvar af mennesker i chok, fik hun øje på John Doe; blødende fra hovedet lå han livløs på podiet ude foran havesalen. Sikkerhedsvagterne for rundt som hovedløse høns i forvirringen og forsøgte at føre deres klienter i sikkerhed. Ingen kunne i det øjeblik vide, om dette bare var begyndelsen, eller om det var det hele; et droneattentat på de to statsledere og fredens mægler. Hun kravlede hen over uskadte mennesker i panik og dødsangst for at nå frem til den mand, som hun havde delt sit liv med i tre begivenhedsrige år. Hans sikkerhedsvagter var fremme ved hans livløse krop, og da den ene fik øje på hende, rakte han hende sin hånd og trak hende hen til hendes mand. Hun konstaterede med et stik i hjertet, at såret var alvorligt, måske var det en granatsplint, der var trængt ind bag venstre øre; blodet flød, og hun skubbede med vold sine følelser til side, tog sin jakke af, rev den i stykker og pressede det iturevne stykke stof mod såret. Hun var igen oversygeplejerske på Riget, hele hendes professionelle jeg trådte med en mental kraftanstrengelse i karakter og foretog de relevante faglige handlinger. John Doe var endnu en gang hendes patient, og hun vidste, at hun blev nødt til at få ham ind til Traumeafdelingen på Riget. Hun så op og fik øje på redningsfolk på vej fra Den Reserverede Have, hvorfra hun kunne se og høre helikop-

8


terens rotorblade starte op. Det føltes som en evighed, men der var kun gået to minutter, siden missilet fra dronen blev skudt ned af en sikkerhedsofficer, der helt sikkert reddede de to statslederes liv samt adskillige andre dignitarer. Da krudtrøgen havde lagt sig, viste det sig, at kun John Doe var blevet ramt, men da var han allerede på vej til Riget i en af Det Danske Flyvevåbens helikoptere, der flyver for kongehuset og kun kan lande i Den Reserverede Have, af hensyn til træerne og skulpturerne i den gamle barokhave. Ved Fredsmæglerens side sad hans hustru, som de sidste to år havde haft orlov fra sit job som oversygeplejerske på Rigets Traumeafdeling for at kunne følge sin mand til Mellemøsten og hjælpe ham i hans arbejde for flygtninge og fred i regionen. Hun havde ringet til sin mangeårige chef, Bente, som var overlæge på afdelingen og den person, der hvis alt gik, som det skulle, ville operere John. Da flyvevåbnets helikopter lettede og var på vej hen over barokhaven og ud mod søen og Riget, fangedes hendes blik af Hidsepladsen, hvor konger i en fjern fortid havde holdt jagtøvelser, og hvor hun og John havde holdt deres bryllupsreception for lidt over to år siden. Nu lå han her ved hendes side, hjælpeløs som et nyfødt barn. Redderne havde stoppet blødningen, men han var stadigvæk ikke kommet til bevidsthed. Karen tænkte tilbage til for tre år siden, da den ukendte John Doe blev bragt ind på Rigshospitalets Traumeafdeling efter et sam-

9


menstød med en kronhjort. Dengang lü han i koma i fyrre dage. Helikopteren nÌrmede sig nu hastigt Riget.

10


DAG 1

Kronhjortens store øjne, det anklagende blik. Fasthed, uskyld og måske et gran empati. Den er færdig med mig. Vi skylder ikke hinanden noget. Den advarer mig og peger med sine atten ender. Din fare er bag dig. Jeg vender mig om, jeg ser det monstrum af en ståledderkop, men for sent. Lugten af sammenstød, røg, damp og solen, der kigger frem og oplyser skovens stilhed. Kronhjortens brøl, og den er væk. Jeg er alene i den næste tunnel. For enden det stærke, næsten ulideligt klare lys, som drager og lokker med mennesker og følelser af lyst og velvære. Lyset, der magisk fører mig mod udgangen, eller måske er det indgangen. Hvem er den gamle mand, der knuger min hånd og fører mig ind i dette ukendte land? ––Hvad siger pulsen? ––Svag, men regelmæssig. ––Hvor langt igen? ––Fem minutter. ––John, hold ud.

11


Jeg er inde i et kalejdoskop. Hvad er det for en infernalsk larm? Hvor er du, Karen? Er jeg i Danmark? Hvor blev kronhjorten af? Lyset er så stærkt. ––Så er vi der. Forsigtigt. ––Hvad har vi? ––Bente! Godt du var på arbejde. ––Karen! Så er ferien slut! ––Som du dog kan sige det. Pas på der! ––Kom så. Ikke stå i vejen. Har han fået noget? ––Nej. Han er stabil. ––Tak skal I have. Oversygeplejersken og jeg tager ham nu. Han skal scannes. ––Tror du på det her, Bente? Det er jo vanvittigt!? ––Han er sgu da også lidt vanvittig, din mand, Karen. Tredje gang. What are the odds? Jeg fik for resten en opringning fra Tina, lige efter du havde ringet. Hun er nyhedsanker på NEWS nu. Hun spurgte, om hun måtte komme. Hansen fra PET mener, at det vil være klogt at udvælge én journalist og holde os til vedkommende. ––Jeg kan ikke tænke på det nu, lad os få ham scannet. ––Scanning i gang, Olsen, op på tæerne! Der er lyset igen, så skarpt, men alligevel blødt og venligt, dragende, lokkende. Skikkelser, der vinker, men jeg kan ikke se stien. ––Hvor længe har han været bevidstløs, Karen? ––I lidt over en time. Hvad siger scanningen? ––Det ser ud som en granatsplint lige bag venstre øre.

12


––Hvor sidder den? ––Den er tæt på. ––Åh, Bente! Efter alt det han har været igennem. Kan du få den ud? ––Selvfølgelig. First things first. Så må vi se. ––Ja. Jeg skal skifte og gøres klar. ––Niks. Du kan observere, men ikke assistere. Du kender reglerne. Olsen, rul patienten ned til OP1. Tilkald hold 1. Og ring til Lillian i Baltimore. Jeg vil have hende med på Skype. Jeg vil, men jeg kan ikke bevæge mig. Jeg ser mig selv ligge i en maskine. Jeg er som et øje i loftet. Nu bevæger maskinen sig. Med mig. Og uden mig. Nu er lyset skarpt igen, men det er et andet lys. Tror jeg. Jeg er ikke sikker. ––Godt. Vi har en mandlig patient, bevidstløs i to timer, missilangreb, granatsplint trængt ind bag venstre øre, jeg går ind nu. Lillian, er du med? ––Yes, dear. I can´t fucking believe it! Hej, Karen. Fat mod, min pige! ––Narkose? ––Ved at være der. ––Skalpel. Lyset i tunnelen. Jeg går fremad. Jeg kommer nu. Hjorten vender ryggen til mig. En edderkop, en edderkop. ––Blodtrykket falder! ––Hjertestop. Kom i gang!

13


––Sådan. Vi har en puls! ––Hvad så, Lillian. ––Træk den ud og luk. Og så skal han lægges i kunstig koma. ––Enig. Og der er den. En væmmelig lille sag. Sådan. ––Tak, Bente. Og Lillian. I koma? ––Rolig, Karen. Lillian og jeg har styr på det. ––Hvad nu? Hvor længe skal han ligge i koma? ––Vi venter og ser. Overvågning døgnet rundt, sygeplejerske. ––Jeg tager mig af ham, Bente. Hvis det er i orden med dig. ––Værsgo, oversygeplejerske. He´s all yours. Bip mig. ––Og mig, Karen. Du har mit nummer. ––Tak, begge to. Lyset bliver svagere. Edderkoppens summen fortager sig i det fjerne. Intet varer evigt. Måske er det min tid. Karen, jeg er så ked af det. Det var ikke min mening. ––Åh, John altså. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige til dig. ––For resten, Karen. ––Ja, Bente? ––Der kommer en ekstra seng ind, og så bipper du mig, hvis der er noget. ––Tak, Bente. ––Tina er ankommet. PET-manden er ved at checke hende. ––Er hun stadig…, ja, hvad skal jeg sige?

14


––Hyper? Nej, hun virker nedtonet. Måske er det bare situationens alvor. Mangler du noget, søde? ––Nej, og tak igen. ––Bip mig. ––Jeg fatter det simpelthen ikke, John. PET og FET og hele det internationale sikkerhedsapparat sagde, at dette ville være umuligt. Ingen ville kunne komme i nærheden af os. Og så sker dette. Det er så uretfærdigt. Edderkoppens spind klæber som en spændetrøje rundt om mit sind. Jeg kan ikke se klart. Alt er utydeligt, alting flyder i en verden uden nåde, uden faste holdepunkter. Gud, konge og fædreland for længst aborterede som historiens misfostre af modernitetens teknologiske vidundere. Min hjerne angrebet af et monstrøst insekt. Edderkoppen fra helvede har gjort sit indtog i Fredens Borg. Intet er længere helligt. Alt kan angribes. Intet er sikkert. Mea culpa. ––John, det er mig, Karen. Jeg håber, du kan høre mig. Ligesom du kunne sidst. Det er mit eneste håb. Jeg bliver hos dig, indtil du vågner op til mig igen. Denne gang viger jeg ikke fra din side. Tina har spurgt, om hun må komme. Hansen fra PET syntes, at det nok var bedst, hvis vi kun tillod én journalist. Hun laver jo ikke reality længere. Hun er nyhedsanker på NEWS, du ved. Hansen sagde for resten også, at han ville briefe mig, om hvad der gik galt, eller om hvad de ved, hvis de overhovedet ved noget. Du tror, det er løgn, men Lillian var med på Skype fra Johns Hopkins i Baltimore, da Bente pillede granatsplinten ud. Jeg ved, jeg vrøvler, John. Tilgiv mig. Jeg er bare så bange.

15


At være eller ikke at være, måske at drømme. Er jeg der igen, i mine drømmes spind? Og hvad vil afdækkes på denne rejse hinsides bevidsthedens trygge afgrænsning af livet og døden? Fik jeg set det, jeg ville? Er min rejse ved vejs ende? Min Gud, forlad mig ikke nu, hvor jeg ikke er færdig med min mission. Freden i ørkensandet, hvor du lod din søn vandre, den må genskabes. Og har du ikke sendt mig, din uværdige tjener? Så lad mig dog føre mit hverv til ende. Give peace a chance! Send mig tilbage til de levende, så jeg kan give Mellemøstens tragiske skæbner livet tilbage. Jeg er en gammel mand, men med en ung mands arbejdsbyrde på mine skuldre. Jeg lovede din stedfortræder her på jorden at gå dit ærinde, at foretage vandringen ud af ørkenen og ind på fredens hellige græsgange. Vi er nået halvvejs, lad os dog fortsætte. ––Karen, du bippede. ––Åh, Bente, hans blodtryk er lavt. ––Lad mig se. Ja, gu´ er det så, men pulsen er også meget lav. ––Hvad gør vi? ––Han er næsten som en bjørn, der går i hi. Jeg har læst om sjældne tilfælde, men aldrig selv oplevet det. Kan du se? Det er, som om hele maskinen kun kører på standby. Jeg konsulterer lige Lillian. Hun har skrevet et paper om det. Jeg vender tilbage. ––Hvad skal jeg gøre, Bente? ––Intet, bare hold øje, men jeg tror altså, at det er stabiliseret. Bjørnen sover. Bip mig.

16


––Åh, John, der skræmte du mig. Det må være din krop, der forsvarer sig mod angrebet. Jeg kan kun tro og håbe på det bedste. Du er i de bedste hænder. Bente og Lillian kender dig ud og ind. Jeg er bare så bange. Ikke som før. Der kendte jeg dig jo ikke. Det gør jeg nu, John. Jeg elsker dig, jeg kan ikke undvære dig. Fat mod, min elskede. Og hvis du hører mig, så tilgiv din kones vrøvl og hjælpeløshed. Kronhjorten med de atten ender. Hvor kom den fra? Er den sendt til mig som en gudernes budbringer, formidler mellem himmel og jord? Er det der, jeg befinder mig? Er det min komas geografi? Nu ryster den sit hoved, og det vældige gevir svæver gennem luften som livets træ i et postatomart landskab. Det øde land hvor forår er den ondeste årstid, og hvor de overlevende avler syrener ud af den døde jord. Er dette eksemplet fra Libanon, at pragmatisme er løsningen? Lær at acceptere forskelligheden, ikke én sekt alene skal regere; en meget dyrekøbt erfaring, femten års ragnarok i ørkensandet. Men Taif-aftalen, der afsluttede borgerkrigen, bestod af to dele; først opdatering og formalisering af magtfordelingen mellem de forskellige sekter. Derefter gradvis afvikling af det sekteriske system. Det skete ikke. Og nu er dette dommedagssystem udbredt i hele regionen. Indtil i dag. I dag skulle vi underskrive første del af en ny Taif-aftale. Det var min hensigt også at gennemføre den anden del. Hvis Gud vil. Insha’Allah. Ved hjælp af de tre store monoteistiske religioner. Kun islam, kristendom og jødedom tilsammen kan levere på anden del af aftalen. Hvis deres gud vil. Kronhjorten kigger mig lige ind i sjælen, udstøder et brøl og forsvinder ud på sin sommerklædte

17

Fredsmægleren læseprøve  
Fredsmægleren læseprøve  
Advertisement