Teknologi
Dannelse
”For os er digital dannelse en samtale” De Digitale Ambassadører er unge, der underviser andre unge med materiale baseret på forskning. Gennem 3,5 times workshop med aktiviteter, øvelser og samtale forsøger ambassadørerne at give de unge bevidsthed om teknologiernes påvirkning – for at gøre dem myndige i deres egne, digitale liv
”Hvem ved mest om Facebook, Snapchat og internettet? Er det jeres lærere eller er det jer selv? Rejs dig op nu, hvis du mener, det er dig selv!” Alle elever i klassen rejser sig op. De Digitale Ambassadører er i gang med at gennemføre en række klassebesøg på efterskoler i hele landet, og turen har nu taget dem til Eriksminde Efterskole. Her til eftermiddag underviser 21-årige Ida Højrup Petersen og hendes 20-årige ambassadørkollega hver sin 10. klasse, og i morgen skal resten af skolens elever gennem samme program. Ida og resten af de Digitale Ambassadører kalder sig for ’ekspert-moderatorer’. De er selv unge og eksperter i den digitale verden, klædt på af forskere og undervisningsfagfolk fra projektet Digital (Ud)dannelse på Københavns Universitet. Men de oplever også eleverne som eksperter på deres egne, digitale liv: »Alle elever, vi møder, har selv en enorm viden om den digitale verden. Derfor går vi ind i klasseværelset med
28
Efterskolen · 23. januar 2019
ønsket om altid at lære noget af dem. Det er dem, der kender til de rigtige problemer, dem, der mærker de etiske udfordringer tættest på. For os er digital dannelse en samtale.« Eleverne skal forstå mekanismerne i den digitale verden I løbet af eftermiddagen arbejder eleverne med algoritmer, digitale data-fodspor, opmærksomhedsøkonomi, Offensimentum og Umbrella-sagen, hvor 1.004 unge blev sigtet for besiddelse og distribution af børneporno. Ida fortæller, at det vigtigste, eleverne skal tage med fra workshoppen, er viden om de mekanismer, teknologiske som menneskelige, der ligger bag tidens store sager om unges digitale adfærd, og som kan være med til at forklare den online-adfærd vi har, som vi ikke engang selv bryder os om: »Vi vil gøre eleverne digitalt bevidste, og det gør vi bedst ved at forklare og undersøge den digitale verdens bagved-
liggende mekanismer. Eksempelvis er der kamp om din opmærksomhed, fordi forretningsmodellen er bygget på annonceindtjening, der maksimeres ved bedst muligt at fange og fastholde din opmærksomhed. Så hvis du som ung har svært ved at kontrollere dit eget forbrug, så er det ikke tilfældigt. Vi bruger mange aktuelle eksempler og dykker ned i elevernes etiske udfordringer, men vores hovedsigte er at klæde eleverne på til at kunne gennemskue den digitale verden og forhåbentligt gøre det muligt for dem at agere anderledes, hvis de oplever billeddeling uden samtykke eller er trætte af, at Facebook sluger deres tid.« Vanedannende Snapstreaks Tilbage på Eriksminde Efterskole bruger de Digitale Ambassadører og eleverne meget energi på et af de bedste eksempler på den vanedannende teknologi, der får unge til at bruge telefonen mere, end de måske egentlig vil: Snapstreaks på Snapchat.