Page 1

snefald


snefald Anne Nielsen

EC

EDITION


snefald Af Anne Nielsen © Anne Nielsen og EC Edition 2011 ISBN 978-87-91392-41-2 1. udgave, 1. oplag Trykt hos Ecograf 2011 Redaktør: Birgtte Møller Balladone Omslag: Rikke Ladegaard Grafisk tilrettelæggelse og sats: Per H. Jacobsen Gengivelse af indhold er ikke tilladt, medmindre der foreligger skriftlig tilladelse fra EC Edition

EC

EDITION

Forlaget EC Edition Høegh-Guldbergs Gade 101, 3. 8000 Århus C

www.ec-edition.dk forlag@ec-edition.dk


”Tak, Jacob – for dig!”


Indledende bemærkninger: Der er i romanen anvendt religiøse begreber, fortrinsvist knyttet til jødedommen og buddhismen, som jeg har valgt ikke at oversætte, omskrive eller markere med kursiv. Disse begreber vil dog kunne findes forklaret bagest i bogen. Endvidere citeres der fra en række danske salmer og sange. Også disse vil være anført med titel, forfatter og årstal bagest i bogen. Anne Nielsen, januar 2011


”Vi hænger over en afgrund, og det, vi hænger over, er sproget.” (Frederik Stjernfelt – efter citat af Niels Bohr)


”Engang… En gang oplevede jeg en frakke, der faldt frit. Den tog os med sig i faldet, alle os, der ufrivilligt blev vidner. Frakken tog mig med et sted hen, jeg ikke havde bedt om at komme. Der var ingen fornemmelse af tid. Intet sprog at forstå med eller til at finde vej væk. Så jeg blev der, et sted i mig selv. Ikke på grund af skriget højt oppefra, men på grund af synet nedefra af det flagrende stykke stof, der nærmer sig jorden, efterfulgt af en svævende rygsæk, der trofast hører til. En forklarelse uden ord. Lyden af kroppens møde med jorden plantede sig i mig med en kraft, der fik tiden til at revne. Mennesket kom aldrig til syne. Det forsvandt helt i frakken og lyden. Noget forskelssættende, afgørende, blev taget fra mig. Hen ad vejen opdagede jeg, at jeg ikke var tomhændet, men gik og bar på en tyngde – en fornemmelse af alt det, der kun efterlod et syn af en frakke og en lyd.”

9


I


Sneen falder stille gennem mørket mod jorden. I begyndelsen bøjer den af for det hvide legeme med blåsorte inskriptioner. Den døde ligger som en væltet statue i vinterlandskabet uden sans for kulden, der trænger længere og længere ind i organer og indvolde for at beskytte mod forgængeligheden lidt endnu. Ude af stand til at se alt det, hun nu er en del af. Et sted på kirkegården har hun lagt sig i ly af mørket, kun iklædt sin skrift, og ventet på at forlade sin krop. Der er ingen spor af hvorfor og hvordan. Kun denne skrift at tyde.

13


Kirkegården er placeret i zonen mellem byens centrum og periferi. Den ligger på en bakke omgivet af et villakvarter og en mose på den ene side og gule murstenskarreer på den anden. I dens nordøstlige udkant ligger kapellet og det gamle krematorium med sin skorsten. På den modsatte side af vejen stræber kirken tavst og indesluttet mod himlen.

14


En engel af sne er den nøgne krop ikke, selvom den kalder på forestillingen. Der er svage aftegninger i sneen efter gentagne bevægelser op over hovedet tilbage igen til der, hvor armene er blevet liggende. Som om hun har været på et sidste besøg i barndommens vinterrige, inden hun tog af sted for altid og lod kroppen og dens skrift blive tilbage.

15


Hannah er det navn, hun har båret i snart 78 år, men hvem hun er, er der ikke mange, der ved. Selv prøver hun hverken at huske eller glemme det. Det er noget, der ligger uden for hendes rækkevidde. Ligesom efterklangen af den historie, hun har båret på. I mange år har hun levet på afstand af andre. Et kort øjeblik, så aldrig siden, overvejede hun at få nyt navn. Det var den dag, hun var kommet til Danmark. Men hun havde vidst, det intet ville forandre. Som 18-årig havde netop hun fået livet. Hver dag, hvert øjeblik, hører til dette liv, som ikke er det liv, hun var blevet frataget. Det liv, som hørte til de døde, hendes mor, far, Abigail, David og alle de andre, hun kendte og ikke kendte, men hørte til iblandt. Det var den dag for snart tres år siden, de var kommet. Som engle uden varsel. Hun havde set dem som i glimt på lang afstand gennem støvet, drømme om det umulige, solens reflekser i forruden på den forreste af de hvide vogne med røde kors. På den anden side af pigtråden havde hun anet et liv. Det havde ikke været meningen, at hun skulle have været med den sidste af de hvide vogne, for hun hørte ikke til der, hvor de skulle hen. At hun alligevel var kommet med som tilføjelsen, havde fået hende til at afgive sit løfte. Det var ikke et løfte,

16


det var muligt at udtale. Men de døde vidste det, mærkede hun. Sådan blev det ved med at være. Alligevel er der noget tilbage. Små brudstykker af barnet. Det er ikke en historie, der lader sig fortælle. Men fra særlige steder, en slags sammenføjninger, der ikke formår at holde ordentligt sammen på tiden, hører hun stemmer, der hører til i det liv. Stemmer, der får deres ansigter tilbage, når hun giver sig til at lytte bag lukkede øjne. … Har du en erindring, min ven, så tager du livet igen og igen, til det kommer af sig selv. Fra en fjern og øde egn uden tegn på vind og regn. Ingen vinter uden sommer, ingen død, før natten kommer… Ingen har sagt sådan. Det er bare ordene, som en eller anden gang for meget længe siden dannede deres egen lille kæde og dansede gennem Hannahs bevidsthed. Sådan er det med ord. Det har hun vidst, siden hun var barn. Ord vil lege. Hvis man ikke vil lege med dem, leger de med en. Sådan er det. Hannah åbner øjnene. Hvis hun ikke havde haft den hemmelighed i lejren. Når han råbte, befalede, skældte ud eller førte Abigail og hende derind, hvor der blev hvisket indsmigrende, var ordene straks begyndt at lege og danse herinde. Den ene evige vinter i lejren tog permanent bolig

17


i knogler og led. Hannah forsøger at komme op af sofaen, selvom det værker, rusker og regerer, især i knæene. Hun stavrer ud i køkkenet. Hunden ligger i sin kurv foran radiatoren. ”Vi to gamle liv, hvad skal vi dog stille op med disse jamrende ben?” Hun tømmer gryden med rester fra i aftes ned i dens skål. Hun ved, at den lige nu letter på det ene øjenlåg for at få sin hørelse bekræftet. Hun holder vandskålen ind under den kolde hane og åbner med besvær. Også fingrene er ødelagt af gigt. Uldne vanter er uundgåelige på nær om sommeren. ”Hvem af os to overlever den anden?” Hun sukker ved synet af det let snorkende dyr, som ikke engang gider rejse sig for at spise. ”Har du endelig langt om længe glemt hvalpen i dig selv?” Hannah støtter sig mod køkkenbordets kant, strækker hals for at få øje på vinterfuglene i skæret fra gårdlamperne. I lejren havde ordene holdt hende i live. Så megen kraft og mere til havde de udfoldet i deres lege og spil, så inderligt havde hun lyttet, at ydmygelserne og alt det andet ind i hende ikke helt formåede at nå hende der. Det var ikke et sted, hun havde sprog for; det rakte ud over virkeligheden. Lydene, lugtene, berøringerne fra ham kunne ikke trænge igennem til der, hvor hun var tilbage i haven om sommeren med ordene som bier indeni. En lille

18


pige, der endnu ikke vidste, at ordenes danselege kunne være et værn. ”Haven er så smuk. Det smukkeste sted på jorden.” Det hvisker hun til træet, der rækker sine gamle, tunge grene ud mod hende, som om det vil byde hende et af sine æbler. Men hun ved, at de endnu kun er halvmodne. Det har hun lært at se på deres størrelse og farve. De er ikke røde nok, og hun ved, at syrligheden vil rive og kradse hendes tunge, gane og mundhule, hvis hun bider gennem den hårde skal ind til det hvide kød med det grønlige skær. Hun gør, som Bedste så tit har sagt, dengang hun ikke lå begravet henne på kirkegården, hvor rækkerne af store, tunge sten med citater fra Tanakh fortæller historien om, at jødernes gang gennem verden og historien har været både flygtende og målrettet. Hun sætter sig til at vente tålmodigt på, at efteråret med dets storme, vinde og regn skal kaste æblerne til jorden. Som Gud kastede mannaen ned fra himlen. Dengang. ”Et træ ved bedst selv, hvornår dets frugter er modne. Du skal derfor sætte dig til at vente tålmodigt. Tålmodighed er en guddommelig dyd, Schatzi. Gud ved bedst, hvem der er moden til liv og til død. Snart vil Han sende mig i jorden som en fuldmodnet frugt. Der er ingen grund til frygt, lille skat. Gud skal nok samle sin frugt op fra jorden og

19


føre den med sig hjem. Vent du kun. Ingen går til spilde. Hverken her eller der. Husk det, Hannah. Gud er hård, men retfærdig. De, der gør os ondt, vil selv blive ramt. Vor smerte er vor prøvelse. Du må finde en måde at værne dig mod den på, så du kan stå den igennem. Husk på Abraham og Job. Vær stolt, Hannah. Ti om smerten. Lad dem ikke se din lidelse. Tal kun om den til Gud. Han alene ved, hvorfra den stammer, og hvorfor den er. Vær stærk i din tavshed og tro, Hannah. Vær stærk.”

20


Det er ikke til at afgøre, om de utildækkede ruder er indblikke i den kommende nat eller blot sorte huller, der opsuger fornemmelsen af skel mellem her og der, mellem inde og ude, mellem før og nu. En forhindring er de i hvert fald ikke, sneen kan falde frit og uhindret og falder mod Anna, der ligger helt stille på madrassen, indrammet af hvide vægge. Lyset i stagen får skyggerne til at bevæge sig som en urolig drøm, der ikke kan vågnes fra. Anna ser det hele uden at se noget som helst. Tasken med tøj i hjørnet. Bogen, der undslipper hendes hånd nu. Siderne, der åbenbares i faldets standsning. Ordene, der ikke længere myldrer rundt på de hvide flader. Betydninger i linjernes, mellemrummenes, brydningernes åbentstående grave. Hun har ladet sig opsuge af et sort hul i teksternes testamenterede virkelighed.

21


Hannah vågner ved, at hunden borer sin fugtige snude ind under slumretæppet og hendes hånd for at udstøde sit klynk. Lysene, hun har tændt for de døde, er næsten brændt ned til lysekransene. Gamle fjols, hvad kunne der ikke være sket. Med besvær får hun lænet sig frem og puster flammen ud. Straks er den der, denne kvalme krop ovenpå, rundt om, indeni, dette frygtelige mørke, som aldrig slipper hende. Og tanken er igen for langsom, for hun er allerede tohu … en dunkende erindringsklump … wa … i vild vækst ud af brystet ind i mørke … bohu … en udånding … formløse … Hannah … så koldt mod hånden, dyrets sprog, din vilje ske, rejs dig menneske! Hun er Hannah, en form for vedvarende udånding af et mørke, der for længe siden alligevel trængte sig hårdt og dybt ind bag det, hun skulle bruge til at mærke verden med. Og ordene leger ikke længere, er blevet så trætte af at fare vild i det mørke. Det må være verdens tur. Og verden er nådig, for den ringer på hendes dør nu for at få hunden til at bjæffe, så mørket kan trække sig tilbage, så hendes krop kan kende sit sprog igen og atter rejse hende og fortælle det, hun har brug for at vide, at hun alligevel ikke har glemt, hvordan lyset kan findes.

22


Det er ikke, fordi hun sover, at Anna ikke rejser sig for at tage telefonen. Det har bare ikke noget med hende at gøre, for der er ingen, hun har lyst til at tale med, kun de urolige skygger, hvis der var noget, hun kunne sige eller gøre for at få dem til at falde til ro, men hun kender dem for godt, og de er de eneste, der ikke har sagt det om hendes lille pige. De har været der, siden … Hvis ikke, havde hun mistet håbet i den indespærrede tid. Også skyggerne havde dem med bælterne prøvet at få til at forsvinde. Telefonen ringer stadig, hun har ikke været inde i stuen, siden hun kom tilbage. Ud over badeværelse og køkken opholder hun sig udelukkende her i værelset. Hvorfor Thomas har overmalet det med hvidt, har hun ikke fundet svar på, intet har hun fundet svar på i den bibel eller nogen andre steder. De sødeste små bamser havde boet på disse vægge, havde glædet sig sådan til lillebarnets ankomst. ”Så hold dog op!” Skyggerne blafrer endnu mere, da hun farer op og ud ad døren. ”Anna? Det er Thomas, hvorfor …” Hun lægger røret fra sig og går tilbage til madrassen. ”… har du ikke sagt, du blev udskrevet en uge tidligere? Anna? Anna?” Hun lægger sig ikke ned igen, sidder bare og stirrer på de blottede bogsider med deres mylder

23


af sorte kryb, hårene rejser sig og stritter imod tøjet. Det levende Ord, lille krybende kaos, ingen svar på noget som helst har Du. Hun rejser sig og åbner vinduet helt. Lyset er næsten brændt ned. Forgæves kæmper flammen sin kamp, et koldt pust rammer frontalt og giver hende en akut følelse af at være i live. Hun finder overtøj og støvler frem fra tasken. Nøglerne kan hun ikke finde og lader døren stå på klem.

24


Snefald  

Roman af Anne Nielsen udgivet på EC Edition

Advertisement
Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you