Page 1

En moderat tilstand


H e n r i k We r n e r H a n s e n

En moderat

tilstand

EC

EDITION


En moderat tilstand Af Henrik Werner Hansen © Henrik Werner Hansen og EC Edition 2010 Omslag: Anne-Lone Krog Møller Grafisk tilrettelæggelse og sats: Per H. Jacobsen Bogen er sat med Nofret ISBN 978-87-91392-28-3 1. udgave, 1. oplag Trykt hos Scandinavianbook 2010

EC

EDITION

Forlaget EC Edition Høegh-Guldbergs Gade 101, 3. 8000 Århus C

www.ec-edition.dk


Kapitel 1

Om 12 minutter ville Jan Helmer Larsen blive momentant sindssyg. Det vidste han intet om, for han befandt sig i sit livs værste mareridt. Fluorescerende masker trængte sig ubønhørligt ind i hans synsfelt. De påtvang ham et tankesæt, der kørte i en uendelig sløjfe. Ikke så snart havde han fuldført maskernes rituelle krav, før væsenerne kom tilbage og krævede deres udefinerbare ret igen. Ingen afvigelser var tilladte eller mulige. Han følte sig indespærret i en tidscirkel, hvor kortvarige følelsesmæssige oaser regelmæssigt afløstes af de ultimative krav til ham om at gentage de irrationelle handlinger. De kunne ikke beskrives med ord. Hans krop var ikke tilstedeværende. Den var en illusion, hvilket på den ene side fritog ham for fysisk ubehag og på den anden side forhindrede ham i flugt fra den kafkaske tilstand af total mangel på fri vilje. Nye lyde trængte frem mod hans bevidsthed og blandede sig befriende med den tvangsmæssige proces. Han følte endelig, at nogen eller noget kunne befri ham. Han havde stadig ikke selv nogen indflydelse herpå, men han ville anråbe de fremmede lyde om at intensivere deres styrke. En kvindestemme formåede langsomt at bryde gentagelsernes monotoni. Han kunne i sin endnu halvbevidstløse tilstand ikke definere dens rolle eller natur. Men alligevel var lyden af stemmen i sig selv en betydelig lettelse. Den bidrog til hans opfattelse af, at næste nødvendige skridt måtte være at prøve at opfange ord eller sætninger fra stemmen. Han måtte opfange den formular, der endelig kunne fjerne væsenernes dominans. Ord som højtryk og femdøgnsprognose sivede ind i hans bevidsthed, uden at de på mindste måde vandt genklang i hans univers. Han gentog ordene igen og igen, men de ville ikke samarbejde. De havde ingen reference. Han indså, at stemmen ikke kunne 7


bidrage til den nødvendige forløsning, så han valgte opgivende igen passivt at underordne sig det regelrette kaos i mørket. Hundreder af cirkulærbevægelser senere registrerede han en ny fremmed stemme. Ny, fordi det var en mand, der talte. Stemmen var fjern, men alligevel mere distinktiv end den foregående. Jan Helmer Larsen var klar over, at hans endelige befrielse afhang af hans evne til at opfatte stemmens budskab. For selvfølgelig måtte der komme klare meldinger. Meldinger fra den rigtige verden uden ultimative krav om irrationelle handlinger. Han behøvede øjeblikkelig omsorg fra et forstående væsen. Han krævede i det mindste et rationelt budskab for ikke at lade sin identitet opløses for evigt i mørket som gnisterne fra en stjernekaster. Politikredsreform. Ordet blev gentaget i en ellers uforståelig og urimelig lang sætning. Alene stemmens betoning af ordet gav øjeblikkelig resonans hos ham. Han smagte på ordet. Han gnaskede det i sig. Han genkaldte sig dets storhed. Hans martrede sind hev straks denne vokabulare sutteklud indenbords og trøstede sig uhæmmet med det familiære begreb. Han havde det stadig siddende i kroppen efter mange måneders misbrug. For de fleste et i bedste fald mudret begreb, men for ham en helt klar melding om eksistensen af en reel verden. Samt en uigenkaldelig ordre om snarest at vende tilbage til virkeligheden. Hans erkendelse gik nu så langt, at han kunne begynde at gøre sig tanker om en fysisk verden. En tredimensionel tilstand, der også omfattede hans krop. Hans foreløbige vurdering var, at denne befandt sig i vandret leje - formentlig på en seng. Han kom i tanke om eksistensen af en synssans, men han manglede endnu energi og mod til at udforske de potentielle muligheder som følge heraf. Han lod sine hænder udforske vitale dele af sin krop. Den var intakt, men ildelugtende og formentlig klædt i de sorte yndlingscowboybukser, skjorte og sweater. De udtrådte Eccosko på hans fødder udstrålede en massiv sur varmebølge. Hans bukser var fugtige, fordi han havde pisset i dem, hvilket bidrog til hans følelse af ubehjælpsomhed. Hans ansigt føltes furet, og skægstubbene udgjorde en overraskende del af fysiognomiet. Endelig var den venstre del af ansig8


tet indsmurt i en klæbrig til dels størknet masse, formentlig bræk. Hovedet føltes tungt som en cementblander fyldt med skidtfisk. Luften, han indåndede, var kvalmende sødmefuld. Han registrerede en smertebølge, der udgik fra solar plexus, og som skvulpede rundt i alle nervebaner. En ulidelig kvalme kom med korte intervaller. En syrlig slim sydede i spiserøret. Først nu registrerede han en tørst, han aldrig tidligere havde følt. Millioner af celler krævede øjeblikkelig vanding; mund og svælg var et sammensnøret morads af stinkende, indtørret tang, og læberne var sprukne som gulbrune lerflager. Hvis denne tørst skulle stilles, forudså han adskillige komplikationer. Han måtte først åbne øjnene, derefter lokalisere omgivelserne og værst af alt ved hjælp af egen fysisk kraft prøve at finde noget drikkeligt. Et foruroligende ishvidt lyshav blændede ham, da han forsigtigt åbnede sine øjne. Men alligevel var det et taknemmeligt gensyn med hans eget soveværelse på førstesalen med udsigt over søen, der mødte ham. Det klare lys, der strømmede gennem det sydøstvendte vindue, fortalte, at det var formiddag. Lyse børnestemmer hørtes fra tv’et i stuen, og han forstod, at det var det tv, der for nyligt havde forsøgt at sende ham budskaber. Men årstid, dato og eksakt klokkeslæt var stadig en gåde, for hans tidsfornemmelse var elimineret. Måske kunne gåden til dels løses ved et blik på det armbåndsur, der tyngede hans venstre håndled. Han stirrede på Omega-urskiven uden at opfatte hverken visernes stilling eller den viste dato. Et øjeblik forekom det ham som om, skiven var blank. Da han kneb øjnene sammen og igen på helt tæt hold fokuserede på skiven, så han nu de blodige stænk på urglasset. Blodpletter, der som et rødbrunt filter havde valgt at beskytte ham mod tiden, og som insisterede på at gøre situationen tidløs. Marianne var frelsen. Hun skulle tålmodigt forklare ham forskellene mellem den cirkelformede tvangsrute og den såkaldt virkelige verden, så han blev endeligt sikker på sit mest afgørende valg. Han ville livet, men han havde stadig i sig en ydmyghed mod de væsener, der med deres udefinérbare krav ikke bare sådan 9


ville lade ham slippe. Konturerne af dynen afslørede en skikkelse under denne. Gudskelov, for hun skulle rationelt overtale ham til livet, som han elskede. Han rejste sig med et vist besvær på albuen, vendte sig mod hende og prøvede at udtale hendes navn. Inden dette lykkedes, stirrede han med vidtåbne øjne på skikkelsen ved siden af ham i sengen. I lange sekunder vedblev denne stirren. Rædslen dannede rimbaner i hans årer. Hans lemmer rystede ukontrollerbart. Men valget forekom ham nu lige pludselig enkelt. Han længtes usigeligt efter de krævende masker og de forudsigelige trygge handlingsmønstre. Men ét var forandret. Deres krav var ikke længere irrationelt, tværtimod indså han nu, at det både var nødvendigt og forståeligt. Kravet var jo bare, at han skulle skrige, skrige ensomt i en allerhelvedes sort evighed. Jan Helmer Larsen var blevet ramt af det, psykiateren kaldte en panikangst. De 12 minutter var gået, og vicekriminalkommissær Jan Helmer Larsen var velvilligt gledet ind i en tilstand af fornægtelse.

10


Kapitel 2

’Jump the fuck up’, hylede Carsten og Dennis i falset, mens de med tomme coladåser hamrede rytmen fra heavymetalbandet Slipknot på hinandens glatragede isser. Adskillige rødgule Ronsondåser lå på gulvet, og de brugte klude med sødlig gaslugt var stadig inden for en rimelig rækkevidde. Rusen var fed, og de var for en gangs skyld på samme stadie. Hvis den ene skreg ’bøsserøv’, behøvede den anden blot at hyle ’røvbøsse’, før de begge lå på gulvet savlende og gryntende af grin. Al tidligere erfaring fortalte dem, at de endnu havde op til en time i helvede. Det måtte jo være helvede, for som hardcore satanister kunne de ikke bruge himlen til en skid. I deres barnetro havde himlen været et sted for bedsteforældre og svagelige husdyr, der pludselig blev velsignet med en fjerpragt og derefter skulle tituleres som engle. Men allerede i begyndelsen af skolealderen indså de, at alt det lystige, alt det forbudte og spændende ikke havde hjemsted i himlen. Kødet var ifølge den kristne teologi noget, der tilhørte djævlen, hvorfor de i hvert fald var enige om, at kødets lyst måtte tilhøre ondskaben og dermed være en mega ledestjerne i deres verdensbillede. Sekretæren på efterskolen havde mut modtaget deres sygemeldinger uden dumme spørgsmål, og da Carstens forældre var i Thailand i en uge, kunne de vælge mellem villaen ved søen eller downtown. Der sku’ bare snart scores nogle kællinger. Det ville være herre nederen kun at tilbringe de dyrebare pjækkedage i hinandens tåbelige selskab med nye endeløse fortolkninger af ’LaVeys’, ’Satans Bibel’ og formålsløs repetering af de kristne dødssynder. Deres ens sorte fleecetrøjer var på ryggen forsynet med pentagrammet, og de havde i hast, efter at rusen var begyndt sin dance makabre i deres hjernelapper, påbegyndt den rituelle sminkning med de sorthvide farver. Men uden virkelig stil - kun ynkeligt sjusk. 11


De piercede øjenbryn og læber var malet hvide, og da øjenhulerne var sorte, kunne de begge nemt have ageret i biroller i ’Cannibal Holocaust’ og sammen med hovedpersonen have deklameret, at kannibaler foretrækker folk uden rygrad. Men ingen fest uden booze, og ingen booze uden gryn i kassen. De var begge flade, og den sidste flaske Plymouth-gin havde de i nat blandet med en af de mange Gaio hindbær-kartoner, som Carstens mor i naiv tiltro til drengenes interesse for sund levevis havde købt et dusin af. Det smagte af helvede til, men morgenbrækningen havde fået tilført en interessant pikant farvekombination. Det var nu, der skulle tænkes konstruktivt på, hvordan man fik fat på sprut og kællinger. Det var, mens rusen endnu levede sin korte, men blomstrende tilværelse, at der skulle tænkes stort. Hvis ikke de geniale planer kom nu, endte det jo bare med, at de igen i nat i en ny discountrus på sidegaderne til Strøget søgte at fordrive tiden med at opspore hjemløse i porte og på bænke, pisse på dem eller allerhelst smadre deres fucking afpillede kroppe. Det gav et kick nærmest som en orgasme, og det stred ikke afgørende mod deres religiøse overbevisning. ”Vi ska’ score sprut hos en panser”, lød Carstens pludselige statement. Han hamrede den tomme coladåse på ryggen af Rune Mortensen, den pissesure huskat, for ligesom at markere det storladne i budskabet. ”Pansersprut, pansersprut”, skreg Carsten vedholdende som en lille dreng, der ved, at han altid ender med at få sin vilje. Dennis grinede henrykt, og han trak samtidig så meget luft ind, at læberne bævrede, og piercing-ringene mistede stedsansen. ”Jeg synes nu nok, at det er for sygt at negle booze hos panserne på stationen. Det ku’ være fedt, men hvordan fanden slipper vi væk med sprutten fra kosterkælderen?” ”Ikke på stationen, din spade, men henne fra panser-Larsen i nummer 49. Han har en mega hjemmebar, og ham og kællingen er begge arbejdsramte og derfor ikke hjemme”, oplyste Carsten nu pludselig med stoisk ro som en speaker, der på en tam dag oplæste børsnoteringerne. I husene omkring søen, der vist nok oprindeligt var en mose, 12


boede repræsentanter for det borgerlige og pæne Danmark. Husene, der stort set alle var byggede i 30erne og 40erne, var ikke ligefrem arkitektoniske perler og stort set alle med tiden forsynet med diverse friværdiknaster som glasudestuer og tilbygninger i skæve vinkler. Dobbelte carporte havde også vundet indpas i de senere år. Huset i nummer 49 adskilte sig kun fra de andre ved dets beliggenhed på en dobbeltgrund, der gav rigeligt plads til en muret garage for enden af en lang indkørsel. Ellers var huset i to plan med en tilbygget vinterhave fra 60erne, således at beboerne fik det bedste ud af udsigten over søen med de mange gæs og ænder. Det var hér, Carsten ville bryde ind denne mandag formiddag. Det var hér på panser-Larsens egen hjemmebane, at han skulle lide sit nederlag. Det var hér, panser-Larsens hjemmebar endelig skulle elimineres. Det var stort at besejre svinet i egen rede, eller hvor fanden nu svin befinder sig. Jan Helmer Larsen havde nu aldrig generet Carsten eller de andre unge i kvarteret, men det var almindeligt kendt, at han var leder af afdeling N på stationen, så på et eller andet tidspunkt kunne man jo risikere, at han dukkede op, når man havde fået fingre i noget sjovt tobak, eller når de nye grønne piller skulle bevise, at de indeholdt for halvtreds kroner vitaminer. I øvrigt var der fri jagt på pansere hele året. De havde ingen fredningstid. Dennis, der ikke boede i området, kendte ikke Larsen. Men Carstens filosofi omkring pansersvin forekom ham logisk. Verden var sorthvid ligesom deres egen fremtoning. Det gjorde også det hele meget lettere at forstå. For mange nuancer ødelagde tingene og stillede dem over for valg, som de slet ikke magtede eller måske snarere ikke gad tage stilling til. De levede i deres egen verden, som kun ligestillede havde adgang til. Psykologer, pansersvin og pædagoger var denne verdens fødte fjender. Deres umiddelbare forståelse for og imødekommenhed mod de unge var så hul og falsk, at man kunne brække sig. Det etablerede samfund vendte ryggen til de unge, i det splitsekund det indså, at de unge ikke fortsat ville lade sig pisse på af overhunden. Hvis ikke man logrede, fik man tæsk eller tåregranater. 13


Manglen på et ungdomshus havde skabt rystelser i samfundet, der blev registreret på både Rådhuset og Christiansborg, men medførte samtidig en hidtidig uset forbrødring af nationale og kristne kredse i landet. Politi og retsvæsen boltrede sig i denne tilstand og fik tilført nye ressourcer. Carsten og Dennis begav sig til fods langs den snoede vej omkring søen. Selvom Søsvinget forbandt to større hovedveje, var der ikke den store trafik, da klokken havde passeret 9. Der var kun ganske få hundrede meter mellem Carstens forældres bopæl og panser-Larsens. Carsten havde aldrig selv været til stede i panserLarsens hus, men havde af faren fået beskrevet, at der i kælderen var et billardrum med tilhørende hjemmebar, hvor Larsens politikollegaer vist i mere end én forstand væltede kegler. Carsten kunne slet ikke se sig selv med en billardkø i hånden, det var sgu for feminint. Han og vennerne foretrak et baseballbat. Han grinede ved tanken om at gå i byen med et etui med en billardkø, der skulle skrues sammen inden brug. Han overvejede at delagtiggøre Dennis i det komiske aspekt, men han opgav, fordi rusen hos Dennis vist havde elimineret hans sans for finkulturel humor. Carsten så i det hele taget sig selv som én, der på alle måde var betydeligt bedre udrustet end Dennis. De gik på samme efterskole, men mens Carsten boede hos rimeligt velbjergede og frisindede forældre i en villa ved søen, boede Dennis i en toværelses lejlighed hos sin mor i Nordvestkvarteret. Hun havde været enlig i mange år og fuldstændig opgivet at kommunikere med sin søn. Hun kendte hans misbrugsmønster, det vil sige indtagelse af alt, der virkede opkvikkende, sløvende, euforiserende, berusende eller smertestillende. Menukortet var alenlangt, og Dennis var ikke kræsen. Han var ikke gourmet, han var gourmand. Om forskellen havde hun lært ved at se Lykkehjulet. Hun turde slet ikke tænke på, hvordan Dennis finansierede sit forbrug. Hun klyngede sig til det urealistiske håb, at Carsten var den glade giver, ham med forældre der stadig var gift og drak vin til maden. Carsten var på sin vis også af og til rimelig træt af Dennis og hans våde hundeøjne, men på den anden side ville det være umuligt at 14


finde en mere loyal og trofast tjener. For det var dét, som Dennis var for Carsten. Dennis var bare for indskrænket til selv at opdage det. Carsten havde på efterskolen flere gange ganske umotiveret også i timerne begyndt at nynne ’Singin’ In The Rain’, hvilket hverken elever eller lærere forstod at værdsætte på en rimelig måde. Herefter sang han den stille for til sidst at skråle teksten, mens han hamrede hænderne i bordpladen i takt med sangen. Faktisk havde ingen, bortset fra måske ”slubreskeden”, en 25-årig gammeljomfru, de havde i samfundsfag, opfattet signalværdien. Hun reagerede i hvert fald positivt, det vil sige, at hun blev bleg og tydeligt utilpas. Det er altid opmuntrende, når man mærker en kulturel indlevelse fra omgivelserne. Carsten havde flere gange foreslået Dennis, at de skulle låne ’A Clockwork Orange’, Stanley Kubricks mesterværk fra 1971. Til sidst havde han befalet Dennis at se den. Den bedste scene i filmen er, hvor Malcolm McDowell efter at være brudt ind i et futuristisk luksushjem lemlæster ægtemanden og voldtager hustruen, mens han skråler ’Singin´ In The Rain’ og sparker voldsomt ud med sine Doc Martens-støvler til sangens rytme. En klassisk scene, der burde indgå i pensum på enhver efterskole. Faktisk havde Carsten foreslået, at de anskaffede sig bowlerhatte og hvide overtræksdragter. Til dette forslag havde Dennis bare mumlet noget om, at så kunne de jo ikke længere være satanister. Han havde med andre ord stadig ikke forstået en skid. De befandt sig nu ud for nummer 49, hvor indkørslen var tom, og den dobbelte garageport var lukket. De havde medbragt plastikposer til sprutten og et koben til at skaffe sig adgang. Rusen gjorde dem begge usårlige, og ingen, absolut ingen, ville kunne få dem fra deres forehavende. Dette var samtidig både en nødrets- og nødværgesituation. De havde førstehåndsret til sprutten – pansersprutten. Kældernedgangen lå på bagsiden af huset, og kælderdøren samt lås havde set bedre tider. Det var næsten for nemt. Ét vrid med kobenet var nok. Gad vide om Larsen aldrig havde hørt om eller 15


set Kriminalpræventivt Råds pjecer om sikring af privat beboelse. Men så kunne han vel lære det. Fra kælderdøren kom man ind i et slags forrum uden inventar, men med en forholdsvis stejl trappe til stueetagen. Døren ved enden af trappen stod åben, og der hørtes tydelige stemmer fra et tændt tv. ”Hvad fanden,” sagde Dennis, “jeg tror, de er hjemme.” Carsten var stadig selvovervurderende i sin endnu fungerende rus og tilkendegav i kraftige vendinger, at han nærmest var ligeglad, og for at demonstrere sin mentale overlegenhed begyndte han at fløjte ’Singin’ In The Rain’, mens han i to spring tog trappen til stueetagen. Døren førte til en mellemgang, der adskilte køkkenregionen fra stuerne. Der var fire - en spisestue, et kontor, en dagligstue og en vinterhave. I dagligstuen stod tv`et, der med høj volumen berettede om vrede i den muslimske verden over nogle danske tegninger. Og en direktør fra Arla, med en stemmeføring som en hofreporter til kongebisættelse, der forudsagde svære økonomiske tab for koncernen. I alle stuer herskede der den form for sirlig orden, som præger en stor del af befolkningen over 50 år. Der var dog hverken Amagerhylder, kniplingsduge eller billeder af grædende børn, men teaktræsreoler, kakkelborde og maskebilleder af Finn Pedersen samt en fandens masse stearinlys i ulige stager. I køkkenet var den stilige atmosfære en smule brudt, for nok var der rent og ordentligt, men alligevel blev det nice look skæmmet af to brugte tallerkener, brugt bestik og to hvidvinsglas, der ikke var helt tømte. Flasken stod oven i købet stadig på bordet med en sjat Chablis, og den ene stol var væltet. På køkkenbordet stod en papkarton med rester af fastfood i forskellig emballage. Carsten overvejede at gå op på førstesalen, men han huskede, at deres primære mål var sprutten i hjemmebaren. Der var en klar aftale mellem dem, at der kun måtte stjæles sprut, ingen kontanter, ingen smykker og ingen fladskærme. Hvis Larsen skulle have haft vareprøver fra sine beslaglæggelser med hjem, kunne der dispenseres, men ellers ikke. 16


Lige inden Carsten igen ville gå ned ad kældertrappen, stoppede han op i mellemgangen og kastede et blik ind i kontoret. Dér stod, hvad han lige manglede. Han tog den kærligt op, viklede den ind i noget papir og lagde den forsigtigt ned i en af plastposerne. Den skulle være hans, og han havde ikke tænkt sig at spørge Dennis om lov. Det ragede ikke Dennis. På hylderne bag den sofistikerede hjemmebar stod i flere lag glasklare, røde, grønne og blå flasker med såvel gammelkendte som for dem aldeles ukendte mærker af forskellig sprut. ”Gå efter procenten”, skreg Carsten til Dennis, ”intet under 40!” Hylderne blev stort set tømt, men inden de forlod stedet, opdagede Dennis, at der under bardisken var flere flasker. Disse lå ned på grund af den lave hyldehøjde, men burde efter Dennis´ mening ikke diskrimineres af den grund. Disse flasker kunne sagtens være i en af de mange plastposer. Da de igen stod i forrummet belæsset hver med 6-7 plastposer, hvis indhold nemt kunne danne fundament for et par mega fester, hørte de lette, men langsomme trin på trappen fra stuen. Carsten spændte musklerne klar til kamp om det vundne bytte. Ned ad trappen vraltede familien Helmer Larsens hund, en trind lille moppe ved navn Bjørn. Dens fulde navn var Bjørn Elmkvist, og familien havde valgt denne race på grund af dens kærlighed til og trofasthed over for sine ejere. Bjørn var i skidt forfatning, den så slet ikke efter Carsten og Dennis, men hylede sagte og konstant og forsvandt ud i haven, hvor den krøb ind under en busk. De begav sig opstemte hjemad langs Søsvinget og bemærkede ikke den sorte kassevogn med tonede ruder, der umiddelbart efter langsomt svingede ind ad indkørslen til nummer 49 og kørte helt om bag huset, hvor den var skjult fra vejen.

17

En moderat tilstand  

Dansk krimi af Henrik Werner Hansen

Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you