Page 1


Oversat fra norsk af Agnar ArtĂşvertin

EC

EDITION


er oversat fra norsk efter ”Kneler” af Agnar Artúvertin

©

Kneler ~ Copyright by KOLORITT FORLAG, All Rights Reserved Formidlet av Ancoral Literary Agency Copyright dansk udgave

© Einar Andreas Lund og EC Edition 2009

Redaktør: Birgitte Møller Balladone Omslag: Anne-Lone Krog Møller Grafisk tilrettelæggelse og sats: Karsten Ellehauge Haag Bogen er sat med Rotis ISBN 978-87-91392-17-7 1. udgave, 1. oplag Trykt hos Scandinavian Book 2009

EC

EDITION

Forlaget EC Edition Høegh-Guldbergs Gade 101, 3. 8000 Århus C

www.ec-edition.dk forlag@ec-edition.dk


Store dele af denne roman er fiktion. Hovedpersonens familiehistorie har ikke noget at gøre med forfatterens egen.


Knæleren er et rovinsekt. Navnet knæler hentyder til den specielle måde, de placerer deres forben på, som om de bad en bøn. Deres hoved er meget bevægeligt, og knælere er det eneste insekt, som kan dreje hovedet bagud og se over skulderen. Øjnene er fremad­rettede og giver et skarpt bifokalt syn, som igen gør det let at udregne den nøjagtige afstand til byttet. Dette kan gøres på mindre end en tiende­del af et sekund. Knælere sidder helt rolige og anstrenger sig sjældent ved at jage deres bytte, for de ved, at byttet altid vil komme og kan derfor virke nærmest flegmatiske og uinteresserede – som om de keder sig, før de slår til. Hunnen er dobbelt så stor som hannen. Hun er et grisk insekt, som spiser meget og tit. Og desværre for hannen er hun desuden kannibal. Når han vover at indlede parringsakten, sker det, at hunnen æder ham. Parringen afbrydes dog ikke, fordi hannens nerve­system er af en sådan beskaffenhed, at han gennem­fører akten, selv om han mister hovedet. En anden usædvanlig adfærd hos denne type insekt er, at de meget større og farlige hunner ofte flokkes omkring en enlig han, de nærmest kæmper om hans gunst for så at slå ham ihjel efter parringsakten.


FO / RSTE DEL


Kapitel 1 Røde krigermyrer lever i dele af Afrika. Koloniens soldater er udstyret med enorme kæber, der er udviklet for at forsvare tuen mod uvedkommende gæster og er effektive i angreb mod andre kolonier. Kæberne er et bevis på, at naturen igen har foretaget et vellykket indgreb. Men hos enkelte af myrerne er kæberne blevet så store, at de er ubrugelige og hæmmer soldatermyrernes bevægelsesfrihed i en sådan grad, at de er komplet værdiløse. Og som overflødige pyntegenstande flakker disse om i kolonien uden mål og med. Når regntiden kommer, forlader disse myrer tuen i flok for at finde små fordybninger i landskabet, hvor de bider sig fast i rødder eller græstotter. Ofte bliver de nødt til at vente på regnen i flere dage, og i denne periode rører de sig ikke. Når regnskyllet kommer, drukner de og begår på denne måde en slags kollektivt selvmord. – Der er noget galt med spejlet, mumler jeg halvhøjt og gransker som sædvanlig det samme håbløse billede. Det er mig, men alligevel er det en anden, som står bag ved det, jeg kan se, som om et parallelt spejlbillede er ved at komme til syne og baner sig vej frem gennem ansigtskød og gamle forestillinger. Mine ansigtstræk og udtrykket i mine øjne virker pludselig fremmede for mig. Jeg ved, at der er noget galt med dem, fordi jeg hele tiden har kvalme. Samtidig føler jeg mig helt tom. Derefter undersøger jeg mit hår fra forskellige vinkler, bange for at jeg langsomt vil begynde at tabe det ligesom min far; jeg synes især, at hårgrænsen er blevet højere, selv om min frisør altid siger, at jeg ikke er det mindste ramt af det, men tværtimod har påfaldende tykt hår. Mobilen i jakkelommen ringer, og jeg tjekker nummeret på displayet, det er Alex, så jeg lader være med at svare.

11


En flue summer rundt om mit hoved. Jeg vifter den halvhjertet væk, vender mig om mod spejlet, bliver stående og lytter; eftermiddagen er usædvanligt stille, så stille som det sommetider er i en boligblok i det vestlige Oslo en lørdag eftermiddag. Vinduesruderne skinner i aftensolen. Der lugter af mad, som er brændt på. Udenfor kan jeg se lige over til parken og de kedelige, velholdte karréer til udlejning. Herfra hvor jeg står, har jeg udsigt over til den anden side af lejlighederne, der vender væk fra parken; noget der kan være underholdende. For et par dage siden betragtede jeg en af mine naboer, en distingveret, gråhåret mand omkring de 60 år, som jeg tit støder på henne i delikatesseforretningen på hjørnet; han havde erektion og stod nøgen midt i det oplyste værelse. Han vendte sig halvt om mod mig. Sædvanligvis er hans persienner nede, men den aften havde han ikke engang gidet trække gardinerne for. Jeg har en mistanke om, at han havde drukket. Det hele begyndte med, at han tog et par slketrusser på, for derefter at fæstne en sort brystholder omkring sit indfaldne bryst. Til slut iførte han sig en stramtsiddende, grøn aftenkjole af et glinsende stof. Således påklædt og med bare ben lavede han små, trippende dansetrin i værelset, svingede rundt og spredte sine arme i vejret. Af og til bøjede han sig sammen og gned sig i skridtet. Dette varede ved en kort stund. Det var både trist og komisk at se på. Denne mand går for resten altid upåklageligt klædt. I dag er persiennerne nede. Gaderne er støvede og næsten mennesketomme. Lyset og varmen får mine hænder til at se opsvulmede ud. Mine blodårer er bulne. Min far har samme slags hænder, bare bredere, de har den samme buttede og lidt barnlige form og med bulnede blodårer. Jeg har faktisk aldrig været glad for mine hænder, selv om kvinder påstår, at de kan lide dem. Gad vidst hvorfor. For et par år siden var der en pige fra Nordlandet, som sagde, at jeg havde sådan nogle søde hænder; noget som jeg ikke syn-

12


tes var særlig smigrende. Hun lå nøgen på ryggen med spredte ben og med sit hoved hvilende på min arm, tilfreds efter at have fået en orgasme; hun tændte en cigaret og strakte sig. Så begyndte hun at stirre. – Det har jeg aldrig lagt mærke til før, sagde hun og lo med lav stemme, ikke nogen ondskabsfuld latter, men mere en ­legende og overrasket latter. – Til hvad? spurgte jeg døsigt. – Se. Hun tog min hånd, holdt den op og betragtede den. – Din hånd er ligesom så... sød. – Sød? spurgte jeg og blev lysvågen. – Ja, sød. Lidt anderledes. – Hvad mener du med det? – Synes du ikke om, at jeg siger det? kurrede hun med slet skjult begejstring over min reaktion. – Jeg ved ikke, hvad du mener, sagde jeg. – Glem det bare, sagde hun og spillede misfornøjet, flyttede sig lidt væk fra mig, – jeg kan se, at du ikke synes om det. – Du kan jo bare sige, hvad du mener. – Det har jeg jo sagt. Sød. Dine hænder er smukke nok, det er ikke det, men de ligner ikke resten af dig, sagde hun og fnisede. Sådan fortsatte det i flere minutter, uden at jeg følte mig bedre tilpas af den grund, og det er som om, det, hun sagde, har bidt sig fast; selv om jeg ikke kan huske hendes navn, kan disse ord pludselig komme snigende. Særligt i rum, hvor lyset er skarpt, og mine hænder ser opsvulmede ud, dukker stemmen fra Nordlandet op, mens jeg forsøger at skjule dem, så godt jeg kan. ­Senere har jeg tænkt på, om kællingen mon sagde ”sød” med en undertone af foragt. Jeg retter på min nystrøgne skjortekrave og tvinger mig selv til at tænke på noget andet. Jeg føler mig uoplagt. Egentlig har jeg ikke lyst til at gå, men det er en af mine gamle kunstnervenners fernisering i forbindelse med, at hans særudstilling åbner. Vi

13


har ikke set hinanden i lang tid. En af grundene er, at han for det meste bor i Milano, en anden at vi ikke har noget at tale om længere. Jeg er lige fyldt 33 år. Min indtægt er det flerdobbelte af en almindelig industriarbejderløn. I det hele taget har jeg en høj social status. På det seksuelle område har succesen været lige så stor. Jeg har følt på en række forskellige vaginaers tomhed og elasticitet og tilfældigvis også på lidt kærlighed. På grund af det faktum, at jeg hverken er særlig ansvarsbevidst eller interesseret i at lave børn, som skal tvinges ud i denne til stadighed mere ødelagte verden, som jeg kan se omkring mig, svarer jeg på ingen måde til kvinders forestilling om idealmanden, men jeg har andre fordele, som de finder tiltrækkende. Det interessante er, at jeg til trods for, at jeg både på det seksuelle og på det økonomiske område bliver regnet for en slags vinder, ser mit liv som ­værende bortødslet, nærmest meningsløst. Intet af det, som jeg havde forventet, er sket, og det meste af det, som jeg engang troede på, har for længst vist sig at være bedrag og illusioner. Er disse tanker mon et tegn på alder? Hele mit voksne liv har jeg arbejdet i Oslo, efter at jeg var færdig med at studere økonomi og rejse rundt i verden. En ting, der gør mit arbejde udholdeligt, er, at jeg stort set kan arbejde alene; jeg kan være fri for at have mennesker omkring mig. Jeg vender mig om mod spejlet og får øje på en lang rift på halsen efter nattens udskejelser – fra øret og helt ned mod krave­ benet. Jeg er blevet urovækkende meget ældre det seneste år, jeg har fået rynker og har ofte nervøse trækninger, såkaldte tics, omkring øjnene. Der er vist ingen vej tilbage. Jeg begynder at kæmme mit halvlange, lyse hår omhyggeligt bagud og tænker på, om jeg måske skal få det klippet. Min mørkeblå blazer og mine skræddersyede bukser er lige kommet tilbage fra rensning. En pludselig muskelkrampe i min venstre læg tvinger mig til at røre på foden, og jeg begynder at vippe den frem og tilbage. Jeg ryster den, til trækningerne forsvinder, og kaster et blik på klokken:

14


Den er næsten kvart over fem. Nervøsiteten stiger i min krop, da jeg tænker på festen, og jeg har ondt i hovedet. Min mobil ringer igen i jakkelommen, jeg gider ikke tage den. Jeg har sovet dårligt de sidste par måneder, det gør jeg med jævne mellemrum. Ofte kan jeg ikke sove på grund af mine egne tanker om katastrofer, krig og forliste skibe. Jeg kan se billeder fra Holocaustmuseet i Tel Aviv for mig, fra krigen i Irak, mennesker der ligger strøet omkring på gaden, fluer og hvide maddiker der kravler og kryber på de opsvulmede lig. Massegrave og ituslåede hovedskaller og flygtende kvinder med opspilede og rædselsslagne ansigter som bliver lemlæstede. Hvorfor grubler jeg over disse sager? Jeg er endnu ung, og alligevel tænker jeg som en gammel mand, som om alt nærmest er overstået. Mine tanker har en slags mønster. Jeg har forsøgt at styre mine tanker, men de undslipper hver gang, de smyger sig væk og glider fra mig, mens jeg forsøger at fange dem igen; noget der sjældent lykkes for mig. Det bedste ville være at tænke lidt, men ikke for meget, sådan som jeg gør, og slet ikke om natten. Sådan som det er nu, har jeg næsten ingen kontrol. Alt flyder uhæmmet og brutalt igennem mig. Har det mon noget med kontrolbehov at gøre? For handler det at sove, hvor man opløser sig selv i søvnen og overgiver sig til underbevidstheden, ikke om at befri sig fra al kontrol? For en uges tid siden var jeg hos min læge, Dr. Myhr, for at få nogle flere sovepiller. Normalt kan jeg ikke lide læger, jeg anser mange af dem for at være nogle stræbere, der ofte har som det vigtigste formål i livet at skaffe sig så mange patienter som muligt, som de stort set blæser på, så de kan købe sig et nyt landsted, en ny skærgårdsjeep eller en Audi firehjulstrækker med soltag. Ængstelige dyrehjerner som vil tygge drøv og under­trykker samvittigheden med statussymboler og selv­ udskrevet narko. Dr. Myhr er efter al sandsynlighed ikke nogen undtagelse, men jeg har alligevel godtaget ham, fordi han aldrig stiller nogen spørgsmål, når jeg har brug for recepter. Vente­

15


værelset i hans klinik er lyst og sterilt. Væggene er hvide, tæpperne er lyst beigefarvede, og de smagløse, polstrede stole i en slags lysegul farve. Der er hverken spejl eller billeder på væggene. En enorm bregne med blade, der slynger sig, står på det hvidmalede træbord. Den første gang jeg var der, spekulerede jeg på, hvorfor det mon føltes så beroligende at være her. Lidt efter lidt fandt jeg ud af, at det var fordi, der ingen vinduer var. – Du vil have flere sovepiller, siger du? spurgte Myhr, han er i slutningen af 40erne, nordisk udseende, et afmålt smil. Hans kortklippede hår er altid fugtigt og falder uredt frem, som om han netop har taget sig en svømmetur. Han vejer et par kilo for meget og ser ud som en overvægtig tandpastareklamemodel. – Ja. – Men dem, som jeg gav dig for et par uger siden, er meget stærke, Skrent. – De har ingen virkning længere. De kølige, lyseblå øjne betragtede mig. Jeg kunne høre barnestemmer ind gennem kontorvinduet, der stod på klem. Mit venstre øjenlåg skælvede. – Er der noget i vejen? spurgte han og kiggede nøje på mig. – Du virker udslidt. – Nej da, ikke andet end at jeg har vanskeligheder ved at sove, men har jeg ikke lige sagt det? Jeg prøvede på at tale roligt og kunne mærke, at jeg svedte på overlæben. Det var første gang, han blandede sig i mit forbrug, som må siges at være unormalt højt. – Du behøver ikke hæve stemmen, Skrent. Arbejder du meget for tiden? Jeg trak på skuldrene. – Ikke mere end jeg plejer. – Hør her, det synes som om, du er inde i en lidt udfordrende periode. Er du meget plaget af nerver? Der var en lille pause, og jeg tog et papirlommetørklæde frem og pudsede næsen, papiret blev rødt og skinnende. – Neeej… Jeg tav, før jeg fortsatte; – det er vist snarere plagsomme tanker om, at det ikke går så godt.

16


– Måske, sagde han, rev et ark ud af receptblokken og skrev et eller andet ned, – er det bedst, hvis du opsøger en af mine kolleger. Han vil nok kunne hjælpe dig bedre, end jeg kan. Du virker en anelse nervøs, hvis jeg må være så fri. Jeg tog imod lappen og prøvede på at tyde den ulæselige håndskrift. – Røskeland, sagde han. – Han er psykolog og en meget dygtig en. Lappen med navnet på psykologen ligger stadig i min natbordsskuffe. Jeg åbner døren ind til soveværelset og finder et par sorte sokker frem, tager dem på, retter mig op og slår en rask række slag på boksesækken, der hænger mellem sengen og klædeskabet, så går jeg ud i stuen og sætter en cd på. Bas­ rytmerne river i hinanden under en legesyg saxofon, det er en ubekymret sang, som plejer at få mig i bedre humør, men ikke i dag. Jeg tager cd’en ud. Højttalerne rager et par centimeter op over mit hoved. I køkkenet henter jeg en hel flaske Johnnie Walker, bliver stående og kigger på interiøret; glasbordet med den trekantede designervase i rustfrit stål, marmorbænken som jeg måtte bestille fra Genova i Italien, neonuret over køleskabet og en 42 tommers fladskærm fæstnet til væggen over for bordet. Pejsen af spansk skifersten synes pludselig pompøs, den passer ikke sammen med resten af rummet. Den rager op henne i hjørnet som en hvidkalket grav. Køkkenpejsen, som jeg fik muret op, fordi det er moderne med den slags køkkenpejse. Køkkenet er alt for stort og bærer sammen med resten af lejligheden præg af en tidssvarende og dyr smag. Det eneste i lejligheden, som jeg er stolt af, er min bogsamling og de originale kunstværker, som jeg har samlet sammen gennem årene. Mit bibliotek er lille og tiltalende. Jeg kan godt lide at læse, og det gør også et godt indtryk med flot indbundne klassikere, når jeg en sjælden gang får besøg. Jeg er særligt interesseret i insekter. Store dele af min bogsamling består af opslagsværk og bøger om insekter. Insekter

17


bærer sit eget skelet udenpå, de er hårde udenpå og bløde indeni, mens det derimod forholder sig omvendt med mennesker. Hvis man forstørrer et insekt, vil man forstå, hvor tykt armeret det lille væsen er, mennesker derimod kan man bare kradse lidt i huden, og så vil de begynde at bløde. Det er også fascinerende, at insekter udelukkende oplever virkeligheden kollektivt i modsætning til os, som har en individuel oplevelse af livet. Vi er nødt til at holde hinanden ud på trods af alle de forskelle, vi har; en ting der tit får negative konsekvenser. Desuden er insekter nødvendige, klodens økosystem ville bryde sammen på få uger, hvis det ikke havde været for dem. Myrer, som udgør 15 procent af jordens biomasse, er vigtige kødædere og planteædere i de fleste habitater. Afrikas myrer konsumerer mere kød og flere ådsler end løver, hyæner og andre kødædende pattedyr tilsammen. I det ene hjørne af biblioteket står der to armstole i engelsk oksehud, ved siden af dem er der placeret et antikt kortbord, hvor jeg sædvanligvis har en karaffel, glas og aviser. Et lille piano hviler sig i et hjørne af rummet; jeg falder til ro, når jeg får lov til at sidde i fred og klimpre – noder har jeg aldrig kunnet læse. De høje krumhalsede lamper med dybrøde skærme passer godt til stolenes mørke skind. Der hænger nogle få, men omhyggeligt udvalgte billeder i stuen. Jeg kan særlig godt lide et; en kultegning af en ung piano­ spiller. Pianospilleren ser lykkelig ud. Han sidder med lukkede øjne, og hans hænder er uforholdsmæssigt store, de flyder ligesom hen over tangenterne, mens han læner sig lidt krumbøjet over pianoet helt opslugt af sit spil. Hans hoved hælder lidt til venstre, som om han lytter intenst til tonerne, og et lille smil kruser om hans læber; han er totalt koncentreret uden at være hæmmet af selvbevidsthed. Oftere og oftere synes jeg, at jeg lever ved siden af mig selv i modsætning til pianospilleren, og det er en ubehagelig erkendelse. Jeg er udleveret til en lumsk fremmedfølelse som hver dag gør, at jeg er mig selv ukendt, jeg lever midt inde i et eksistens-

18


hjul, som dagligt sættes automatisk i gang med mig som iagttager af dette hjul. Er den øgede selvforagt, som jeg føler, mon et udslag af, at jeg ligner dem, som jeg føler så stærk uvilje imod? spørger jeg mig selv, mens jeg putter flasken i en plasticpose. Det er en tanke, der plager mig, og jeg ser frem til at tage mig et par glas i smug på vejen derhen, inden jeg vil blive konfronteret med fest­ deltagerne. Der er et par personer, som jeg ikke har lyst til at støde på i aften, og sandsynligheden for, at jeg vil komme til at møde præcis dem, som jeg håber på at undgå, er stor. Jeg tager en banan, som ligger på køkkenbordet, og skræller den, tager en bid og lunter ud af køkkenet. Derefter går jeg ind på badeværelset og tisser, jeg undgår at kigge i spejlet, som dækker halvdelen af væggen over toilettet i børstet stål, jeg orker ikke at møde mit forvirrede blik igen. Da jeg har tisset færdig, klemmer jeg tandpasta med ekstra fluor på tandbørsten og fejer hen over tænderne, stadig uden at kigge i spejlet. Mit tandkød begynder at bløde. Jeg ved, at mit ansigt er blegt og en tand for markeret, det fortæller mig, at jeg sover for lidt, tænker for ­meget, arbejder for meget. Barberingen fik jeg overstået under bruseren i morges. Jeg inspicerer mine negle, bliver stående og glor på min røde og lyserøde hudfarve der udgør en kontrast til neglenes hvidhed. Mine hænder ryster. Sådan står jeg længe. Så ringer min mobil igen. Jeg sætter mg ned på det opvarmede badeværelsesgulv og løsner bæltet. Jeg knapper mine bukser op og begynder at onanere. Bagefter kommer der en slags ro over mig, og jeg bliver liggende udstrakt i et par minutter, før jeg rejser mig igen. Jeg stænker aftershave i ansigtet, den har en lav spritprocent for ikke at udtørre huden; tør hud giver et ældre og mere opgivende look. Bagefter sluger jeg tre koffeintabletter for at være sikker på, at jeg ikke vil blive udmattet i løbet af aftenen. Min naturlige organiske årvågenhed er i ubalance efter flere uger med søvnløse nætter. Til slut drikker jeg et par mundfulde koldpresset spansk olivenolie med henblik på whiskyen og

19


lægger mobiltelefonen på telefonhylden i gangen. Jeg låser døren. Morgenavisen ligger udenfor, som den plejer. Jeg samler den op og bladrer hurtigt igennem de første sider – igen en overskrift om et pakistansk bandeopgør i centrum af Oslo, en pensionist som er stukket ihjel af nogle teenagere under et røveri, en gruppevoldtægt af en 12-årig pige i Halden, og et eller andet om store ismasser, der smelter på Antarktis. I Barcelona har ­islamister lagt en bombe under en bardisk på et hotel, tre unge kvinder blev dræbt og bartenderen blind og invalid for livet, halvdelen af hans ansigt var revet bort og hans ene ben kappet af. Bomben var placeret på hotellet af arabiske terrorister. Jeg folder avisen sammen og lægger den tilbage på dørmåtten. Jeg bliver nervøs af at læse aviserne. Altid nye undersøgelser med ragnarok-agtige resultater og statistikker, nye fund der viser, hvor håbløst det står til i atmosfæren og naturen. Forskerne er stort set dystert enige om, at det lakker mod enden. Verdens grusomheder bliver til stadighed værre, og ingen ser ud til at kunne gøre noget ved det. Mennesker lider, men ikke nok til at kunne skabe grundlæggende forandringer. Kun få ved, hvad normal adfærd er, fordi alle normer er ved at være nedbrudte. Mange jubler over denne tidstypiske pseudofrihed, og der er næsten ingen, der taler imod det. Vanvid, egoisme og grådighed blomstrer over det hele, de fleste fokuserer på nydelse for at flygte fra angsten og tomheden, der gennemsyrer deres liv. Når jeg en sjælden gang læser disse artikler, får jeg en klar fornemmelse af, at menneskeracen bevæger sig mod en langsom undergang, og at det i det lange løb ikke har nogen betydning; vi er alligevel fortabte, og vi fortjener det. Jeg er så udslidt. Hovedpinen bliver ved. På vej ned ad trapperne, lægger jeg mærke til en dårlig lugt i trappeopgangen, en slags rådden stank der kommer fra de nypudsede vægge; måske en død rotte? Jeg er glad for, at jeg ikke møder nogen af mine naboer. På indgangsdøren hænger der en lap, hvor der står: ”Husk at låse døren! To cykler forsvundet fra opgangen den seneste måned!” Udråbstegnet giver lappen en slags formynder­

20


agtig tone, og jeg lader være med at låse. Da jeg er kommet udenfor, bestemmer jeg mig for at tage en omvej. Varmen gør mig svimmel. Mine fødder er rastløse og vil løbe, de ville helst sparke de engelske, håndsyede sko af sig og futte frit omkring i byens støv. Jeg tøjler de to anarkister, sætter tempoet ned og kigger ned på mig selv, mens jeg går. Mine ben trækker sig ligesom sammen i krampe for hvert skridt; det ser ud som om, de sparker asfalten voldsomt bagud, mit hoved ryster for hver gang en af mine fødder slår mod jorden og gør, at bygningerne og landskabet omkring mig hopper op og ned i takt med mine skridt. Det føles som om, mine knæ krummer sig, de er næsten umulige at få rettet helt ud, og jeg kommer i tanke om noget, som jeg har hørt om heste; hvis de løber med bøjede forben, er de skræmte af noget bag sig, det ender ofte med, at de styrter og brækker halsen. Et eller andet insekt summer forbi og forsvinder. Pludselig får jeg en følelse af, at nogen går lige bag mig, jeg vender mig hurtigt om, men der er ikke nogen, kun en lang skygge på fortovet fra en udstrakt markise over mit hoved. Jeg spoler tilbage. En kvinde, jeg stødte på i går aftes, og som havde inviteret sig selv på besøg, forlod først lejligheden ud på formiddagen. Helt uventet var hun begyndt at kysse mig på halsen på sofaen, og da jeg rejste mig op og antydede, at det var sent, begyndte hun at gnide sig mod mig, hun hængte sig om min hals og forsøgte af alle kræfter at ophidse mig. Hun havde en fristende sommerkjole på og vidste vel præcis, hvilken slags respons hun plejede at få. Hun stod med armene om min nakke og hoppede op, slyngede benene omkring livet på mig. – Tilbageholdende, spurgte hun skælmsk og bed mig i øret. – Æh… nej da… mumlede jeg. – Skal vi gøre det her, eller hvad? Jeg trængte mig pligtskyldigt på, rev hendes kjole halvt af. – Det var bedre, sukkede hun. Jeg lod en hånd glide ned mellem hendes spredte lår, hen over

21


maven og ned mod hoftebenene. Så tog jeg fat i trusserne og smøg dem af. Hendes hud blev nopret, og hun trak mig ned på sofaen, prøvede at kysse mig på munden. Mens jeg ragede på den halvnøgne krop, kom kvalmen. Et øjeblik var kvalmefornemmelsen så stor, at jeg blev nødt til at stoppe op; jeg lod som om, jeg havde problemer med at få mit armbåndsur af. Mens mine hænder gled over hendes yppige former, begyndte jeg pludselig at tænke på, at den glatte hud, som jeg nu befølte, snart ville ældes, at den med tiden ville blive krøllet, tynd og rynket; det var som om, hun ældedes, mens vi var i berøring med hinanden. Hendes tænder var ujævne, og hun pressede neglene unødvendigt dybt ned i mine overarme. Jeg blev forbavset over at føle at jeg fik erektion, og jeg åbnede hende med en finger og gled ind, jeg granskede hendes ansigt, som trak sig sammen i en krampagtig grimasse. Sådan har de set ud, når de har givet sig hen, tænkte jeg, hele rækken af kvindeansigter med dybe furer ned langs næsevingerne og over næseroden og en masse rynker rundt om de adskilte læber; skarpe linier som har gravet sig ned i panden af bar nydelse; jeg kneppede en uendelig, kedsommelig række af kroppe og ansigter, som jeg ikke længere kunne skelne fra hinanden. Disse tanker gjorde mig søvnig. Jeg skubbede hende ned på de støvede sofapuder, holdt hendes baller, mens jeg gjorde mit bedste for ikke at komme til at gabe, sugede på de hvide, bagudbøjede fingerspidser, bed lidt og kneb, indtil hun begyndte at stønne, alting kun for at holde mig selv vågen. Sådan er det, tænkte jeg omtåget, en evig repetition af gentagelser. Jeg lå med underlivet jævnt arbejdende og dunkende mod hendes skamben og var stadig forbavset over, at min krop var i stand til at gennemføre skuespillet mine stærke brækfornemmelser taget i betragtning. Af og til tog jeg et vanemæssigt afsæt og trængte dybere ind, hvilket resulterede i, at hun blev ekstra ophidset. Hun strittede mere og mere med benene. – Åhhh, stønnede hun liderligt. – Ikkee… ee... stooooop!

22


Je… eg… kom… mer… næst… e..een… iiiiihiiiyyiiii! Ah… ahh… Og da hun kom, mindede det om hylene, jeg plejede at høre fra hankattenes parringslystne slåskamp fra baggården om natten. Hun skreg faktisk højere end nogen kat, jeg havde hørt. Jeg lå med lukkede øjne, mens kvalmen gennemskyllede mig, jeg orkede ikke at holde øjenlågene oppe. Hun sprællede og hylede, mens hendes krop trak sig sammen på de besynderligste måder. Bagefter gled jeg halvt ind i en drøm; en rovfugl ­cirklede omkring et ådsel langt dernede, den svævede nærmere og nærmere, indtil den til sidst slog ned på det døde kød med knivskarpe kløer. Først da opdagede jeg, at ådselet havde mine ansigts­træk, og at jeg var et barn, der lå ved foden af en stentrappe, som gik ned til skyggerne, og så vågnede jeg. Hun lå og døsede varm og taknemmelig ved siden af mig, og jeg blev igen vugget ind i søvnen. Denne gang drømte jeg om kvinder; jeg kneppede hundrede forskellige, og alle havde det samme ansigt. Da jeg vågnede næste morgen af det sædvanlige baggårds­ jammer, kunne jeg lugte hendes syrlige duft. Hun så tilfreds ud; hendes øjenlåg var hævede og gjorde hendes blik dybere og mere intenst. Hendes ansigtshud var rynket og stadig våd af drømme, og jeg kunne skimte en nervøs anstrengthed, som muligvis ville gøre hende mere interessant med årene. Hun virkede provokerende på mig, som hun lå der med et lille smil og med sit ene ben over mit. Lugtene, der kom fra den smilende mund, var ubehagelige, og jeg prøvede på at holde afstand. – Jeg er så øm, så jeg næsten ikke kan trække vejret, sagde hun tilfreds og klemte mine nosser. Jeg svarede ikke, fast bestemt på ikke at lade mig blive lokket ind i nogen intim samtale om hendes kusse. – Er du overtroisk, spurgte hun og begyndte at lege med mit hår. – Nej, det har jeg aldrig været. – Har du nogensinde følt, at du ligesom kender et andet men-

23


neske, som du aldrig før har mødt? fortsatte hun og strøg mig over halsen med sine slanke fingre. – Nej, gentog jeg og kunne mærke samtalen tappe mig for energi, – jeg har aldrig kunnet fordrage overtroisk vås. – Hvad, overtroisk? sagde hun og trak sig tilbage. – Vås, sagde jeg kontant og håbede, at det ville punktere hendes entusiasme. Alligevel kunne jeg ikke lide at såre hende. Hun havde et tiltrækkende ansigt, men det var desværre præget af noget naivt og forhåbningsfuldt, som irriterede mig. Hun bevægede sig på en naturlig og sikker måde, og jeg kunne pludselig se hende for mig, mens hun klædte sig af for natten, yndig og selvsikker og med en eller anden fyr, der ventede på hende i sengen. Vi havde snakket sammen før, uden at noget som helst var sket, og jeg skulle have ladet det blive med det, jeg var bekymret for, hvilke forventninger hun mon havde fået. – Du er ligesom så utilgængelig, forsøgte hun sig. – Er jeg? svarede jeg, – det skyldes nok, at jeg aldrig har været særlig glad for at småsludre. – Nå, sagde hun og fjernede sin hånd fra min brystkasse, fingererede med en pude. Så var der en lang pause, hvor ingen af os sagde noget, og jeg kunne mærke det store behov, hun havde, for at jeg skulle spørge hende ud, måske strejfe hendes læber med mine og vise ømhed. – Du synes vist, jeg er kedelig, hva’? spurgte hun halvt spøgende. – Hvad? – Synes du, jeg er kedelig? Jeg prøvede på at smile. – Nej da, jeg synes, du virker spændende. – Ja, det kan jeg mærke, sagde hun og betragtede mig. Efter et halvt minuts tavshed, forsøgte hun igen. – Kommer du herfra? spurgte hun. – Ja, jeg voksede op på Fagerborg. – Det gjorde jeg også! Hun var meget yngre end mig, og nu

24


lyste hendes ansigt op i et lykkeligt smil, – der er ikke noget bedre sted at vokse op end på Fagerborg eller hvad? Jeg begyndte så småt at få nok, irritationen over, at hun havde tvunget sig ind på mig den foregående aften steg, som tiden gik. Der var ingen anden udvej end at være grov. – Jeg kunne kaste op på hele Oslo vest, sagde jeg, – det er et område befolket af selvoptagede og opblæste neurotikere. – Undskyld, men ... – Findes der i det hele taget et eneste redeligt menneske bosiddende i denne del af byen? afbrød jeg hende; – jeg har boet i denne by hele mit liv, gransket mig selv og disse nærmest uden undtagelse falske og overfladiske miljøer, og stadigvæk undrer jeg mig over, hvorfor i helvede jeg ikke for længst er skredet. Ja, du har sikkert ret i, at der ikke findes noget bedre sted at bo. Hun havde rejst sig halvt op i sengen og betragtede mig tænksomt med et medlidende udtryk og en dyb fure i sin glatte pande. – Du må virkelig have problemer, Mikael, sagde hun til sidst. – Du er jo ikke gået endnu, svarede jeg kort. – Jeg sagde ikke, at du ikke interesserer mig... men du virker helt ude af balance. Jeg svarede ikke. Min modvilje voksede, da jeg lagde mærke til, at hun havde vielsesring på, for det lagde jeg først mærke til nu. De seneste år er jeg til stadighed stødt på kvinder, der har bedraget deres mænd; det virker næsten som om, flere af dem tror, at det er en menneskeret, de tager ikke engang deres vielsesringe af, når de på den mest frigjorte vis stiller sig til rådighed og bedrager de intetanende ægtemænd. – Er du gift? spurgte jeg. – Spiller det nogen rolle? svarede hun og så bort. Hun havde en nydelig profil. Lige næse. Høje kindben. En elegant og langtstrakt edderkop. Edderkopper er rovdyr. Norges edderkopper spiser hovedsagligt fluer og andre mindre insekter. Mange edderkopper jager på

25


den måde, at de spinder et net, hvor insekterne hænger fast. Disse net er lavet af edderkoppesilke, som består af tynde og meget slidstærke proteintråde. I forhold til trådenes tykkelse er de lige så stærke som nylon. Forskere har fundet ud af, at mange edderkoppearter er tvekønnede, og derfor kan de befrugte sig selv uden en mandlig partner. Dette medfører, at når disse arter mødes, ved de ikke, hvem der er hun, og hvem der er han. Hvis en af dem vælger den forkerte rolle, bliver den, som har valgt rollen som han, af ukendt årsag øjeblikkeligt dræbt. Nogle hunedderkopper parrer sig tit med flere hanner på en gang, ofte bliver hannerne slået ihjel efter parringsakten under hunnens indviklede og vildledende parringsritual. Hanedderkoppen må derfor optræde uhyre forsigtigt efter akten, ofte direkte afvi­ sende, hvis den ikke skal blive lokket i fælden. En særegenhed ved nogle edderkoppearter er, at hunnen spinder et smukt net med den blotte hensigt at lokke en han til sig. Når afkommet er udklækket, lader hun hannen tage sig af både afkom og byttedyr, som bliver fanget i nettet, mens hun selv opsøger andre hanner for at parre sig. Hun kommer tilbage til hannen og afkommet i korte perioder for så at forlade dem igen. Når afkommet forlader reden, gentages cyklussen. – Jeg synes, du bør gå hjem til din mand, sagde jeg. – Han er ikke hjemme, sagde hun med spids stemme, jeg kunne høre, hvor skuffet hun var, – jeg er heller ikke interesseret i at tilbringe mere tid sammen med dig, fortsatte hun. – Hvorfor inviterede du mig i det hele taget op i din lejlighed? – Det gjorde jeg heller ikke, svarede jeg og sukkede. – Jøsses! Hun gjorde et kast med hovedet. Da jeg ikke kom med nogen forklaring på min opførsel, blev hun noget stram i betrækket af utålmodighed og vrede. Da jeg tænkte på, at hun først havde møvet sig ind på mig, for siden at blive fornærmet, da jeg omsider bad hende om at gå, fortrød jeg, at jeg overhovedet havde brugt tid på at tilfredsstille hende. Så havde hun fået kontrol over sit ansigt igen, og

26


alt i alt var det bedst for hende, at hun gik; jeg var ikke den rette til at udfylde hverken det tomme hul, hun havde forneden, eller den generelle tomhed, som hun prøvede på at glemme. På trods af hendes fordelagtige udseende, så hendes situation ikke særlig lys ud. Jeg betragtede hendes baller, da hun rejste sig op og gik hen over gulvet; de var fine og runde og havde sikkert været ophidsende for mig, hvis jeg ikke konstant havde be­fundet mig i denne tilstand af kvalmelignende træthed. Ingen af os sagde noget mere. Det blev en trist afsked, og der var ingen grund til at ses igen. Da hun var gået, og selvfølgelig smækkede hun med døren, blev jeg trist til mode; havde jeg mon håbet på, at hun ville gengælde min dårlige opførsel med forståelse, sådan som så mange kvinder har gjort? Hvilken slags mand er jeg blevet, som næsten falder i søvn af kedsomhed under akten, for så at fornærme hende bagefter? Jeg tog hende af gammel vane, af en sentimental pligtfølelse og ikke andet, tænker jeg og lægger mærke til, at lugten af brændt mad er stærkere ude på gaden, den minder om julekager, der er brændt på. Mine muskler værker af søvnmangel, og det suser i hovedet. Min hjerne begynder pludselig at sysle med alle mulige slags ubehagelige spørgsmål, som jeg ikke har noget svar på, og som gør mig anspændt. Jeg føler det som om, mit liv består af en række løse tråde, der vikler sig sammen, og som jeg ikke kan rede ud. Hvorfor foretrækker jeg at lade alting hænge i et tomrum af forvirring? Det føles som om, jeg lever i en roman, i en idiotisk film som jeg har afspillet så ofte, at jeg er blevet tryllebundet. Intet er nyt, og gentagelserne er i færd med at gøre mit liv uudholdeligt; som om jeg ror en båd alene mod strømmen og uafladeligt driver tilbage mod fortiden. En måge skriger over hovedet på mig. Mine skridt giver en svag genlyd mellem murstensvæggene, og mine lædersåler bliver revet op af grus og småsten.

27

Profile for EC Edition Forlag

Knæler  

Norsk roman

Knæler  

Norsk roman