Grænseland

Page 1

GrĂŚnseland


Grænseland Chris Heape

EC

EDITION


Grænseland Af Chris Heape © Chris Heape og EC Edition 2012 Omslag: Anne-Lone Krog Møller Sats: Per H. Jacobsen ISBN 978-87-91392-48-1 1. udgave, 1. oplag Trykt i Danmark 2012

EC

EDITION

Forlaget EC Edition Høegh-Guldbergs Gade 101, 3. 8000 Århus C

www.ec-edition.dk forlag@ec-edition.dk


Til Elin, Sabina, Alexander og Christina Tak for jeres tilstedevĂŚrelse i mit liv ...


1 Hvor er du så nu, hvad laver du? Nogle gange vågner jeg på denne måde. Gradvist svømmende op til overfladen, hænger et øjeblik, vægtløs, svævende i luften, før jeg igen daler ned i mine slørede, halvåbne øjne. Stadig liggende kigger jeg mig omkring. Alt er, som det plejer. Kun lidt er ændret på min vandring gennem denne ørken. Hvor var du lige før? Da var jeg erhvervsfisker. Månen lyser klart, floden strømmer videre. Det er ebbe. Alt er stille, mens vi går ned til bredden for at skubbe jollen ud. Planktonet ligger tykt på overfladen. En glinsende sølvvæske skylles ind over mine fodspor i mudderet, klistrer til mine støvler. Klistrer til årerne, imens vi glider tværs over vandet til fiskerbåden efterladende et hvirvlende broderi til begge sider. Hiv, et, to; hiv, et, to. Dieselmotoren tøffer os frem gennem flodmundingen ud på det åbne hav. Solen står op, fiskene stimer sammen, de første bid er hjemme. En trommende, dunkende buldren spiller ud over bugten; en båd, to både, flere, imens fiskene springer levende, døende på dækkene. Tumlende, klaskende, daskende vækker de dagen til live, disse grønne, sortstribede makrel, der glider ind

7


over rælingen. En glitrende strøm af sølvlys som hives op fra havet. Hvor har du lyst til at gå hen? Tilbage til dengang min far blev udnævnt til major. Tilbage til den sidste gang han holder om mig. Tilbage til nærheden han viste mig engang. Han sætter sig på hug, så jeg kan berøre, mærke, fornemme de gradstegn, små messingkroner på hans skuldre. Han er stolt; stolt af sin udnævnelse og præstation. 31 år gammel er han i 1955 den yngste major i den Britiske Hær. Jeg er fire et halvt år gammel. Hans underofficerer er sammen med ham, med mig, i køkkenet, i vores hjem. De smiler. Til hinanden, til mig. Ham, mig og dem. Ingen andre. En mandeverden, en drengeverden. Jeg falder ned fra havelågen nogle dage senere, slår min hage. De tyske drenge kigger bare efter mig, mens jeg løber hjem. Mine hænder skvulper over med det strømmende blod. Jeg kan stadig mærke stingenes dunken, trådens gliden. Han er der ikke. Han er bortrejst på militære øvelser. Det var han god til. Selvom han kom tilbage, var han ikke tilstede. Ikke for mig. Jo, en gang. Hvor kan du tage hen? Luften mases; presser bremserne imens lastvognen

8


forsøger at vende. Jeg må prøve at vende om. Bremse denne følelse af at være i frit fald. Ellers kigger jeg andetsteds hen. Jeg forestiller mig andre steder. Blander det, der var, med noget andet. Hvor tager du hen? Varmen flimrer over flybasen, danser i luften. Landingsbanen ligner vand, en unaturlig sø i denne gudsforladte del af landet, denne ørken. Varmen er kvælende i den lille tjenestelejlighed med udsigt over flybasen. De forskellige bygninger og hangarer er så utydelige og slørede i varmen, at deres svage silhuetter giver indtryk af en fjern bjergkæde med kontroltårnet som en bjergtop, der hæver sig over resten. Jeg forestiller mig, at nogen for at give lidt hygge, lidt farve til denne trøstesløse lejlighed har plantet nasturtiablomster i altankassen. Deres cinnober og røde trompeter blæser mod himlen. En besynderlig kontrast til jetjagernes stålagtige glinsen og bombeflyenes stumme, matte gråhed; kæmpestore med deres lavt slyngede dinosaurvomme. Jeg tager et par skridt tilbage fra vinduet. Altankassen forvandles til en tynd stribe af farve, en eksotisk kystlinie langs søen med den flimrende bjergkæde i det fjerne. Jeg går ud i køkkenet for at hente noget vand til blomsterne og kommer tilbage med en glasskål fyldt til randen. Imens jeg bevæger mig tilbage til vinduet, er al min opmærksomhed rettet mod skålen i et forsøg på ikke at spilde vandet.

9


Ved et mærkeligt tilfælde og lidt ude af fokus spejles scenen uden for vinduet i vandskålen. Flyene bevæger sig langs landingsbanen. Nu, eksotiske fugle der glider hen over vandet. De venter et øjeblik for at spise, øger farten langs overfladen, hæver sig op i luften. Blomsterne ligner en kæmpemæssig tiger strakt ud langs kystlinien med dens stribede hale viklet rundt om kontroltårnets bjergtop. Personalets og bussernes travlhed, små insekter der piler frem og tilbage i solskinnet. Stilhed ... Stilheden splintres. En jetjager brøler sin opstigen, drøner hen over huset, skygger for solen. Jeg standser op stiv af skræk. Tordenskraldet fra flyet fylder rummet med en lydboble, der kunne splintre vægge, smadre vinduer. Jeg taber glasskålen. Lamslået ser jeg, den falder, rammer gulvet, smadres. Glasskårene, vanddråberne, afspejlingerne spreder et filigranmønster af lysglimt skærende gennem luften. Jeg kan ikke bevæge mig. Jeg har lyst til at skrige, slippe fri, knække denne angst. Intet sker. Få sekunder senere brister lydboblen. Spændingen i luften aftager, og jeg står tilbage med en underlig følelse af ro. Mine muskler summer. Varsomt løfter jeg mine fødder ud af den mørknende plamage på gulvtæppet. Glasskårene glimter i lyset, deres afspejlinger er nu blanke fragmenter af scenen, jeg for bare få sekunder siden holdt i mine hænder. Knust i mindre i stykker.

10


Hvordan kommer du så tilbage? Det ved jeg ikke. Jeg vil gerne blive her indtil videre. Jeg er nødt til at samle stumperne sammen. Vande denne ørken. Vis mig hvordan. Tigeren ligger nu roligt ved vandkanten, plasker dovent i solen med dens stribede hale viklet rundt om bjerget. Flamingoer snadrer deres vej igennem dunhammerne, vader igennem skyerne. Fiskene svømmer i træerne. Da bjerget splitter, sprøjtes en vifte af lysende stjerner ud i luften. Tigeren springer op ad min ryg, brøler igennem min rygsøjle, ind i mit hoved. Ingen grænse. Intet står mellem mig og himlen. En lysende glans gløder hen over mig. Jeg blomstrer. Jeg forsøger at sige noget. Ingen lyd. Kun blomster. Det blomstrer ud af min mund, sommerfugle danser mellem mine fingre, spurve spiser ved mine fødder. Mine sko knaser glasskår i plamagen på gulvtæppet. En våd skygge siver hen over mine tårer, usagte brudstykker som glinser i denne ørkens sand. Kom tilbage? Nej. Ikke endnu.

11


Han var der, men kom aldrig tilbage? Nej, ikke for mig. Han var der, men på en eller anden måde fik hans måde at være tilstede på mig til at forsvinde. En følelse af at svinde er måske et bedre udtryk. At blive usynlig. Usynlig for ham, usynlig for mig selv. Det var, som om han så på mig uden i virkeligheden at se mig. Måske var jeg en eller anden form for spøgelse, som plagede ham. Måske var det noget, der var hans. Noget, som jeg altid mindede ham om. Jeg følte, at jeg havde gjort noget forkert. At der var noget galt med mig. Han sagde det aldrig ligeud, men der var altid denne følelse. Måden han var på. Jo, en følelse af foragt. Han så ned på mig, foragtede mig. Der var bare det ved det, at jeg aldrig vidste, hvad det var, jeg havde gjort forkert. Jeg husker engang ... ÄÄ

Det er varmt. Sidst på eftermiddagen. Varmen er præget af en langsom spænding. Og gin. Stilhed, varme og gin. En svag brise pudrer luften. Jeg kommer ind fra haven og sidder på verandaen. Optimistisk spørger jeg ham: ”Hej ... hvordan går det?” Der er en umærkelig pause. Længe nok til at få

12


mig til at tvivle på, om han vil anerkende min tilstedeværelse. Som sædvanligt kigger han ikke på mig i første omgang. Han bliver ved med at stirre lige frem. Hans hoved drejer sig hen imod mig. Standser et kort øjeblik. Drejer tilbage til et sted i det fjerne. Hans åndedræt bliver tungere, kortere. Det er lige før, han rynker panden. Et tyndt slør af tilbageholdenhed glider på plads bag ved hans øjne. Han løfter bare en anelse en lettere opsvulmet hånd, flimrende, afventende på det næste træk, som om han er ved at sige noget eller vifte mig væk. Han sænker sin hånd igen. En finger trommer let og langsomt på armlænet af hans kurvestol. Hans trommen standser. Han flytter sig tungt i stolen - lige nok til at kunne nå en cigarillo og lighteren fra bordet ved siden af. Lighteren lukker med et klik. Han vifter med hånden. Cigarenden svirper en røgstribe, en perfekt cirkel i luften. Er det hans nervøsitet eller hans utålmodighed med, at jeg har forstyrret ham? En skygge af cigarrøg tegner sin signatur over hans knoer. Han begynder igen på sin lette trommen. Den standser. Han lægger cigaren i askebægret, hælder en teskefuld sukker i sit glas med limonade, mynte og gin. Et myntebrus skummer i glasset. Han slår sin ske to gange på kanten med en klirren. En gang, to gange, før han lægger den helt lige ned på bordet igen. Netop sådan. Limonaden falder til ro, imens den kaster de sidste pailletter i luften og venter.

13


Jeg venter. Venter på hans tegn ... Jeg venter ikke længere. ”Det er varmt,” bemærker jeg. ”Nå, virkelig,” svarer han. Han trækker ordet ”viiiirkeeelig” ud og klipper det af til sidst. Klipper i mig. Skarpt. Et eller andet sted indeni. Dybt inde. Hvordan kan det være, at et enkelt ord kan skære sådan igennem mig? Reducere min selvtillid til en håndfuld afklippede rester? Jeg kigger ned. Kulden gyser igennem min krop. Noget, der var hans? Jeg er ikke helt sikker. Dengang han døde, fandt jeg disse breve. Han var officer i den britiske hær. Hans tjenestebevis viser, at han tjente i et indisk regiment fra 1942 til 1946 i Indien, Burma, Malaya og Java. Han kæmpede imod japanerne. Min farfar døde, mens min far var derude. Hjertestop, tror jeg. Min far må have været omkring 24 år. Brevet fra hans oberst til hans mor forklarer, hvorfor han ikke fik tilladelse til at tage til England for at deltage i begravelsen. Der var en krig i gang. Han diskuterede det aldrig. Han viste mig engang, hvor han var blevet skudt i benet. Men han fortalte aldrig om, hvad han lavede i militæret. Der var noget andet, jeg opdagede. Han voksede op i Sydafrika. Da han var syv år gammel, blev han sendt på kostskole i England. Hans egen far var officer

14


i den britiske hær et eller andet sted i verden. Hans mor blev hjemme. Imens han gik på kostskolen, var han tilknyttet plejeforældre: en general og hans kone. Jeg har brevene. Han rejste til Sydafrika en gang om året i sommerferierne. Han havde kun lidt kontakt med sin far. Da min kone var gravid med min søn, var jeg bange for, at det ville blive på samme måde for mig. Sådan har jeg aldrig haft det i forhold til min datter. Hun er den ældste. Da hun blev født, var jeg bekymret over at blive far, men jeg vidste ikke hvorfor. Men da min søn var på vej, vidste jeg, at det ville blive en dreng. Intuitivt blev jeg klar over, at jeg ville være nødt til at forholde mig til min egen barndom, min relation til min far. Det kunne være, at han følte det samme. Måske mindede jeg ham om noget, der var for svært. Jeg glemmer aldrig hans begravelse. I min tale i kirken kredsede jeg lidt om, hvorfor min far valgte at blive officer i hæren. Om at hans oplevelser mærkede ham. At holde talen var vanskeligt. Det var ellers mærkeligt. Jeg spurgte hele tiden mig selv og nævnte det endda i kirken, hvem var den person egentlig, vi sagde farvel til? Var der nogle af os, der reelt kendte ham, eller var det kun mig, der ikke gjorde? Dengang du var erhvervsfisker? Da havde jeg det godt. Jeg var en del af et fællesskab.

15


Jeg kunne besøge pubben og sidde sammen med de andre fiskere. Udveksle historier. Jeg var lige blevet færdig på kunstakademiet. Han accepterede aldrig, at jeg valgte at blive billedkunstner. Jeg skulle være blevet officer i hæren. Men det at være fisker var virkelig mig. Det var farligt. Hårdt arbejde. 18 timer hver dag var normalt, men det kunne jeg snildt klare. Spændende at være ude på havet, mærke vejret, afprøve egne kræfter. Det gav også gode penge, i hvert fald i starten. Jeg håbede, at han ville være stolt af det, jeg gjorde. Jeg var stolt af mig selv! Tigeren? Jeg ved det faktisk ikke. Måske er det der, hvor jeg prøver at forsvinde. Den del af mig. Min fantasi. Nogle gange spekulerer jeg på, om jeg vitterligt har levet i en anden tid. Jeg aner ikke, hvor jeg har fået billederne fra. Jeg har til gengæld altid været god til at forestille mig andre steder, andre ting. Tigeren? Han er stærk, en kraft måske? Jeg er ikke sikker på, hvad det så betyder. Jeg beundrer tigere. Tigere er så stolte, elegante. De kan være rolige, næsten meditative og samtidig drabelige med deres råstyrke. Måske er der noget her, jeg burde lære at bruge i stedet for kun at forestille mig? Lastvognen?

16


Lastvogne er tunge og vanskelige at dreje. De glider sidelæns et godt stykke tid, hvis man hugger bremserne i. Jeg er nødt til at standse denne følelse af at falde, ellers er jeg bange for, jeg glider helt væk. Jeg føler, at jeg er fanget mellem at gå i søvne og at leve. Hør nu her, jeg er 41 år gammel. Jeg vil gerne føle, at jeg lever, fornemme det at være levende, men min angst holder mig tilbage. Så jeg bliver ved med at glide sidelæns, bliver ved med at falde. Jeg føler ikke, jeg kommer nogen vegne.

17


3 Du forsvinder? Det kommer an på situationen. Nogle gange føler jeg mig usynlig, hvis andre behandler mig, som om jeg ikke eksisterer. Ikke anerkender mig. Eller jeg gør mig selv usynlig ved at gennemføre et forsvindingsnummer. Da jeg var tre år gammel, formåede jeg, ifølge min mor, at forsvinde, selvom det ikke var planlagt. Udstyret med en sølvske i hånden vandrer jeg ud af vores have over til banelegemet, som ligger lige ved siden af, og begynder meget beslutsomt at gå imellem sporene. Efter omkring en kilometer kommer jeg forbi en byggeplads, hvor de tyske håndværkere redder mig. Jeg var selvfølgelig ikke klar over, hvor farlig turen var. Men det er ikke just denne måde at forsvinde på, jeg tænker på her. Mit første rigtige forsvindingsnummer sker i 1956. Jeg er fem år gammel, og det er først bagefter, jeg opdager, at forsvindingen lykkedes. På det tidspunkt bor vi i en militær enklave i Detmold. Min far er officer i Tyskland i efterkrigsstyrken, som hedder Den Britiske Armé ved Rhinen eller DBA, hvilket er stencileret på min fars kufferter i kælderen. Vi er i alt seks mennesker, der bor i samme hus. Begge mine forældre er til stede, hvilket vil vise sig at være usædvanligt, min bror, der er 18 måneder yngre end mig, og mig selv. Desuden er

27


der en konstabel Nichols, som er min fars sekundant, og vores tyske barnepige Elizabeth eller Etad, som min bror og jeg kærligt kalder hende. Jeg er alene i kælderen sammen med Nichols. Min bror og Etad er i køkkenet. Nichols begynder at ordne noget på høvlebænken med hammer, træ og søm. Jeg bliver nysgerrig og spørger, om jeg også må prøve. Han samler værktøj og materialer sammen og knæler på betongulvet ved siden af mig. Jeg kan dårligt nok løfte hammeren for slet ikke at tale om at bruge den, så han viser mig det, mine hænder i hans. Han giver mig lov til selv at bestemme, hvordan vi arrangerer træstumperne og sømmer dem siden sammen. Efter en fælles indsats har vi fremstillet noget, der ligner en firkant med to stykker på tværs og en spids for enden. Jeg rejser mig for at beundre mit mesterværk. Han spørger mig, hvad jeg har lavet. ”En tømmerflåde” svarer jeg, ”og alt det her,” og peger på gulvarealet uden om de opstablede kufferter, ”er havet.” Jeg hopper på tømmerflåden, sætter mig og med et stykke træ padler jeg ud i det fjerne. Jeg aner ikke, hvor længe jeg er væk på vej til et ukendt sted, men da jeg når kysten og går i land, er jeg alene. Jeg kan ikke længere huske, hvor jeg tror, jeg havde været, men jeg opdager kunsten at forsvinde. Opdager hvor nemt det er at tage et sted hen, hvor ingen andre kan finde mig, og hvor få rekvisitter der skal til. Et andet forsvindingsnummer, jeg udvikler og

28


bruger meget som barn, involverer radioen i stuen. Den står på en lav bogreol bag en lænestol. Ved at stå på stolen og læne mig mod ryglænet kan jeg nå drejeknapperne. Radioen har et stort, aflangt, nøddebrunt trækabinet, næsten ligeså bredt som mine femårige, udstrakte arme kan nå, og ligeså højt som jeg er fra taljen til hovedet. Trækabinettet indrammer fronten af radioen. En mørk glasplade dækker den nederste tredjedel. Oven over glaspladen strækker et guldstænket, rynket, stykke stof sin spraglede hinde hen over højtaleren. Højtalerens runde skygge svæver bagved stoffet, vibrerer dette, når radioen er tændt. På hver sin side af glaspladen sidder der to store drejeknapper. Med den ene kan man skrue nålen forbi de forskellige radiostationer og med den anden justere lydstyrken. Tynde guldstreger linierer sig på tværs af glasset bortset fra midterstykket, der markerer et mylder af navne og numre på Europas frekvenser og radiostationer. En række flødefarvede trykknapper klumper sig sammen langs bunden af dette nummererede mylder. Når jeg trykker knapperne ned, giver de en afstumpet klonklyd fra sig. Hvis radioen er tændt, svarer hvert klonk igen med et pludseligt hvin, der skifter til en piben, en susen, der skifter til en summen, eller en hvislen, der skifter til en hvæsen, alt efter hvor nålen bevæger sig hen. Glaspanelet gløder ravgult bag de slørede striber af navne og numre, små larver, der kravler hen over

29


det rektangulære hav af lys. Om aftenen tryllebinder den tændte radios gule lys mig, mens jeg langsomt skruer nålen tværs over Europas radiostationer og afslører beatmusik, hvisken, sukken. Nynnen og mumlen sejler forbi, toner ud og ind efterhånden som jeg vækker dem til live. Jeg er i Budapest, Moskva, München, London, Paris, Warszawa; stederne glider forbi nålen i mit tempo. Dybe, sorgfulde serenader blander sig med operaens skingre trillen. Kontrabassens dump, dump, dump puffer til trækbasunens og klarinettens højlydte snakken. En saxofons improviserede drilleri leger med militærmarchens regimentfanfare. Klokketårnene, stoiske vagter, hvis ansvar er at styre begivenhedens kaos, introducerer med tålmodige og regelmæssige slag nyhedsoplæserens bureaukratiske intonationer. Hvis jeg drejer tuningsknappen, så hurtigt jeg kan, blander nålen en parafrase af Europas lyde sammen til et strålende audiofyrværkeri, der glitrer, knitrer og syder i luften. Under alle omstændigheder glider jeg væk og forsvinder fuldstændig optaget, mens jeg udforsker mit soniske landskab. Men til min store bestyrtelse løftes jeg til sidst ud af denne anden verden og lokkes væk, så min bror kan få lov at komme til. Her ved radioen er det min skruen frem og tilbage på knappen, som gør det muligt for mig at forsvinde. Selvom jeg igen ikke helt er klar over, hvad jeg gør, sker mit næste forsøg i Corner Cottage. Et lille

30


hus, vi lejede i nærheden af Haselmere. Året er 1957, og vi, min mor og jeg, er tilbage i England. Vi bor alene i huset. Min bror er indlagt med tuberkulose på et militærsanatorium i nærheden. Vi besøger ham hver weekend. Det gør min mor i hvert fald. For at undgå smittefare er jeg nødt til at vente udenfor. Min far er stadig i Tyskland. Vi var på kortvarigt besøg i England fra august 1956 til januar 1957, da min far var på militærakademi i Sandhurst. Etad var med os dengang, men hun smittede min bror med TB. Det var et mirakel, at jeg ikke blev smittet. Etad blev sendt tilbage til Tyskland. Jeg tog tilbage med min far. Min mor blev i England for at passe min bror. I huset finder jeg et særligt flag, som blev designet i forbindelse med Dronning Elizabeths kroning i 1952. Jeg er kun seks år gammel, så flaget virker kæmpestort. Flaget tryllebinder mig med dets ophøjethed, dets associationer af pragt, tapperhed, ære. Når jeg leger udenfor i haven, gemmer jeg mig i det. Flaget forvandles til et flammende telt dekoreret med blændende, knaldrøde, orange, blå, gule farver, kongelige løver og kroner. Når jeg trækker stoffet tæt til mine øjne, forvandles haven til en dis af rød, gul og blå. Himlens skygger danser gennem stoffet, tumler med løverne, mens jeg lytter til fugle og brise. Solen omdannes til en blodrød, kronepyntet ildcirkel, der flimrer mellem blå og gule skyer. Jeg er alene, og ingen kan se mig. Ellers binder jeg

31


flaget til vasketøjspælen og marcherer frem og tilbage i haven. Jeg står sammen med mine soldaterkammerater, stormer slotte, angriber til hest. Jeg sørger over mine faldne våbenbrødre, dækker træstammerne i haven til med flaget, ligkister, hvor jeg står ret og blæser et sidste, sørgeligt farvel på min trompet. Ingen ved, hvor jeg er, hvor jeg har været, eller hvem jeg har været. Uden jeg er klar over det, er flagets farver de samme, som er brugt i billeder af Fugl Føniks eller Ildfuglen. Med tiden bliver min evne til at forsvinde mere kompleks, de redskaber jeg bruger mere sofistikerede. Papir, blyanter, pensler, kostbare træsorter, save, høvle, pap, modelleringsskum, ler, ord, sætninger, paragraffer. Det virker, som om jeg virkelig formår at forsvinde, hvis jeg forestiller mig, at jeg er noget andet eller en anden end mig selv. Jeg ligger i græsset, iagttager insekterne. Jeg bliver fascineret af skøjteløberens spæde trippen hen over vandoverfladen. Hvordan dens lette dans krummer vandoverfladen en anelse under sig, bøjer lyset. Hvordan den strejfer minutiøse cirkler af lys, der skifter, flimrer, glinser hen over dammens overflade. Jeg bliver til en skøjteløber. Jeg strækker bomuldstråde tværs over dammens vandoverflade fra bred til bred i regelmæssige intervaller. Eftersom de stramme tråde lige når at røre vandets overflade, brydes lyset som en klar linie tværs over vandet. På afstand kan man ikke se trådene, kun de flettede strukturer af lys,

32


jeg har spundet ud hen over dammen. Jeg tegner med lys, mens jeg berører naturen. Jeg forsvinder i en dyb samhørighed med naturen. Jeg flytter indendørs for at eksperimentere og kombinere geometri med naturens egne materialer. Rækker af kviste savet ud i længder er lagt ud i firkanter. Tæpper af muld med geometriske mønstre presset ned i overfladen strækker sig fra væg til væg. Fyrrenåle, sten, snor og hvide, pulverdryssede ord kombineres til håndgribelig haiku bragt sammen i ét kort øjeblik. Jeg bringer fornemmelsen af landskabets ro indendørs. Jeg kan kortvarigt holde følelsen fast i dette rum, i dette foto. Mine forsvindingsnumre udvikler sig til en måde, hvorpå jeg kan forsvinde til fjerne steder, udforske indviklede fantasier, flygte fra en verden, jeg langsomt oplever som truende. Gradvist glider jeg over i et grænseland, hvor min sjæl kan flyve frit, kan overleve. Langt væk til et sted, hvor jeg kan gemme mig for dem omkring mig.

33