6. Nosser
Jeg er begyndt at kassere næsten alt, hvad jeg skriver. Det tåler bogstavelig talt ikke dagens lys. Når jeg printer et stykke tekst ud på papir og læser det på tryk, ryger det straks ud. Skraldespanden er snart fyldt med sammenkrøllede papirkugler. Mine sætninger er for omstændelige og fulde af tåbelige forbehold. Mine skildringer er alt for indforståede, for uklare og ufortolkede. Mine iagttagelser og overvejelser er upræcise og tøvende. Jeg ved det, læser det med egne øjne og formaner mig selv om at stramme op på stilen. Situationen kræver det, kan man sige. Jeg må tvinge mig selv til at være langt mere direkte og konkret og udtrykke mig med langt større enkelthed. Skønt jeg nødigt indrømmer det, kan jeg takke Frederik Lehmann for denne erkendelse. ’Du skal bruge mange flere nosser’, som han formulerede det – ikke som en kritik af, hvad jeg skriver, for det aner han ingenting om, men som en irettesættelse, fordi mit første møde med Boris Hadirov fik så magert et udbytte. Nu ligner det jo ikke Monsieur Lehmann at bruge vulgære gloser, heller ikke selv om han tænker dem, men netop derfor fik hans ord mig til at studse – og da jeg om aftenen efter mødet med russeren og dernæst med
< 111 >