Page 1

Kolja Rieffestahl

En rejses begyndelse Camino de Santiago

EC

EDITION


”De fleste mennesker haste så stærkt efter nydelsen, at de haste den forbi.” Søren Kierkegaard


Dag 1 Efter et par timers skramlende rejse med toget fra Biarritz ankom jeg til St. Jean Pied de Port på den franske side af Pyrenæerne. Tog var så meget sagt. Det var snarere en slags bus på skinner, i hvilket bagagehylder og ledig gulvplads var fyldt med en blanding af forventningsfulde pilgrimmes rygsække og de lokales indkøbsposer. Døren ud til togføreren stod åben. Det meste af turen sludrede han hen over skulderen med nogle bekendte blandt passagererne, mens toget bumlede hjemmevant gennem skoven op i bjergene. Åbne vinduer lukkede duften fra træerne ind i kupéen, og den korte togtur var anderledes levende end rejsen fra Paris til Biarritz i det effektive, men kliniske TGV. Ved ankomsten til stationen i St. Jean Pied de Port udstødte togets bremser et sidste hvin, og de lokale forsvandt hurtigt i alle retninger og efterlod os pilgrimme stående ubeslutsomme under en bagende sol. Ingen sagde noget. Jeg hankede op i mig selv og gik hen ad perronens bulede asfalt i retning mod det, der tilsyneladende var byens centrum. Inden længe nåede jeg byens gamle brolagte gader og havnede på det lokale turistkontor, hvor jeg blandede mig i tumulten af flere spændte pilgrimme for at få udleveret et pilgrimspas. Vi skulle alle, enten hver for sig eller i mindre grupper, gå Caminoen. Omtrent ottehundrede kilometer til fods fra St. Jean Pied de Port til Santiago de Compostela i Spanien. Først tredive kilometer mod syd hen over 9


Pyrenæerne til Roncevalles i Spanien. Dernæst stik vest mod Compostela og punktet på Spaniens vestkyst med den eventyrlige betegnelse Finisterre, Verdens Ende, som man troede, det var, indtil Columbus opdagede, at der var mere på den anden side. En frivillig guide fra byen forklarede mig, at pilgrimspasset var absolut nødvendigt for at få plads på herbergerne langs ruten. Derudover ville disse herberger stemple passet, og når man kunne fremvise et pas med stempler, der viste, at man havde vandret de sidste ét hundrede kilometer mod Compostela, ville man få et officielt certifikat på, at man havde gået Caminoen. Jeg var ikke kommet for at få et certifikat, så passet skulle jeg bruge til at få adgang til logi på herbergerne. Vejrudsigten var lovende, fortalte guiden, men slog samtidig fast, at de lokale ikke gav meget for meteorologernes forudsigelser, så jeg besluttede at tage det, som det kom. Han stak mig et kort over den første etape hen over Pyrenæerne, men det havde været kopieret så mange gange, at stien knapt kunne anes, og stednavnene var opløst til små grupper af hemmelighedsfulde prikker og streger. Det lignede et skattekort, hvor det pergament, som skulle komplementere det og løse gåden, manglede. Måske det var meningen, jeg selv skulle forbinde punkterne med en streg ligesom i barndommens tegnehæfte; jeg vidste det ikke, men min selvsikkerhed fejlede ikke noget, og med kortet foldet sammen i baglommen så jeg optimistisk frem til morgendagens vandring hen over bjergene. St. Jean Pied de Port, som mange pilgrimme brugte 10


som udgangspunkt for deres pilgrimsrejse, var en typisk baskisk bjerglandsby med sammenbyggede huse af sten og smalle snoede gader, der så ud til i sin tid at være blevet anlagt der, hvor det bedst kunne lade sig gøre i forhold til topografien, og alene var beregnet til fødder eller hestekærrer. En middelalderbro førte hen over floden, hvor et gammelt vandmøllehjul skovlede vand i den endeløse flodstrøm. Jeg gik forbi små herberger, restauranter og butikker med udstyr og munderinger til pilgrimme, og det var tydeligt, at Caminoen var aksen i byens liv. Men selvom strømmen af pilgrimme havde været konstant stigende i omtrent tolvhundrede år, virkede byen autentisk. Baskernes legendariske selvforståelse lod sig ikke uden videre påvirke af postyret omkring apostelen Jacobs knogler i sølvskrinet under domkirken i Santiago de Compostela, målet for alle pilgrimmenes vandring og årsagen til mylderet i gaderne. Jeg indlogerede mig på et lille herberg, der også havde en restaurant og en bar. Der virkede tomt og dunkelt. Jeg betalte i baren og fik instrukser af en madame, mens tre øldrikkende mænd kortvarigt tog bestik af mig, inden de vendte tilbage til deres diskussion. Sovesalen på første sal var lavloftet. Under tagspærene var der ikke var plads til køjesenge, og jeg måtte dukke hovedet, da jeg rullede min sovepose ud på briksen og gjorde den til mit hjem for natten. Kun en anden seng var optaget af en sovepose og med en rygsæk stuvet ind i et hjørne. Bagefter gik jeg ned i baren, hvor diskussionen mellem de tre mænd nu var stærkt krydret med fagter, 11


himmelvendte øjne og hovedrysten. Den endte i et højlydt klimaks, da madammen bag baren blandede sig og skar igennem med en mine, som lod enhver forstå, at hendes mening ikke kunne diskuteres. Det skete flere gange, og hun opretholdte sin tilsyneladende permanente fortørnethed ved efter hvert udbrud at mumle sig gennem efterdønningerne af sine egne bastante udtalelser. Ind imellem kunne man høre et forståeligt ord: kommunen … tyveknægte … helt ærligt, men jeg fandt aldrig rigtig ud af, hvad diskussionen handlede om. Jeg tømte mit glas og forlod med et nik min plads for enden af baren og gik ud og fandt en restaurant ikke langt derfra på et lille brolagt torv. Dagens ret var en lokal baskisk specialitet, hvis navn jeg hverken genkendte eller kunne udtale, og jeg blev ikke klogere, da maden kom på bordet. Den ubestemmelige, flydende masse mættede godt, men hørte til den slags særegne retter, man kun kan påskønne, når man er vokset op med den. Jeg skyllede den ned med en karaffel rødvin, men det gjorde alle de lokale også, så måske det skulle være sådan. Da jeg kom tilbage til herberget, var sovesalen livet op, tætpakket med rygsække, vandrestave og pilgrimme af alle nationaliteter. Selvom jeg længe havde haft forestillinger om Caminoens sovesale, sneg en følelse af at være fremmed og nybegynder sig ind på mig. Jeg udvekslede afmålte høfligheder med et par stykker, mens jeg i det skjulte kiggede rundt på de andre, der også var i færd med at pakke soveposer ud og gøre sig klar til at gå til ro. 12


Da de to små baderum ikke rakte til alle på en gang, klarede mange den personlige hygiejne i det fosforescerende lys fra sovesalens gamle neonrør, der gav alle en usund ansigtskulør og gjorde de tandbørstendes frådende smil blændende hvide. En tysk herre klippede sine tånegle, der som hvide lopper sprang i alle retninger væk fra hans negleklipper. Jeg drak et glas rødvin, som min amerikanske sengenabo bød på, før jeg gik til ro. Inden der blev helt stille, hørte jeg en prut og et fnis, og et sted faldt noget tungt på gulvet uden dog at forstyrre ham eller hende, som efter den tunge vejrtrækning at dømme allerede sov dybt. Midt på natten vågnede jeg ved højlydte snorkelyde. I måneskinnet lokaliserede jeg lydkilden til et stykke nede ad den modsatte sengerække, hvor et canadisk ægtepar tilsyneladende havde vænnet sig så meget til hinandens snorken, at de ikke selv lod sig forstyrre. Men jeg kunne høre andre end mig, der hvileløst lå og drejede sig i sengen. Jeg tænkte på næste dags vandring, på at komme i gang, og måske det var min egen rastløshed, der holdt mig vågen, mere end lydene fra det canadiske familiesavværk.

13


Dag 2 Jeg blev vækket klokken fem næste morgen, da en flok koreanske pilgrimme gik i gang med at pakke deres grej og gøre sig klar til en tidlig start på dagens vandring. Lyden af lynlåse, små plastikposer, som blev pakket ind i lidt større poser, som igen blev pakket ned i rygsække, blandede sig med asiatiske klipklapperes typiske staccato og hviskende stemmer. De vækkede andre pilgrimme, og jo flere der begyndte at pakke, jo mere fortættedes stemningen i et tilbageholdt åndedræt, som bristede, da en eller anden tændte neonlyset i loftet, og alle tog det som signal til, at nu kunne der snakkes og pakkes frit. Jeg opgav at sove videre og svingede mig ud af sengen for snart at bidrage lige så meget til postyret som alle de andre. Kun min amerikanske sengenabo, der havde drukket det meste af en flaske rødvin lige inden sengetid, sov uforstyrret videre. Klokken seks gik jeg ned i krostuen og fik serveret en typisk fransk morgenmad bestående af kaffe i en skål, noget meget sødt syltetøj og helt hvidt franskbrød. Mens jeg spiste, lyttede jeg til det nu lysvågne canadiske ægtepars energiske fortælling om deres hidtidige rejse. Eftersom de var begyndt på deres Camino i Puy i Frankrig, havde de allerede gået imponerende syv hundrede kilometer; og nu belærte de os nybegyndere om, at de første ét hundrede kilometer var de værste. De værste i forhold til hvad?, tænkte jeg nu lidt mere 14


vågen, … de næste hundrede? Snakken fortsatte, mens jeg kæmpede mig igennem endnu et stykke franskbrød med syltetøjet, der var så sødt, at jeg fik en fornemmelse af, at mine tænder var lige ved at løsne sig fra gummerne. Jeg skyllede efter med rigeligt kaffe, inden jeg takkede for selskabet, ønskede alle en god vandring og begav mig på vej. Udenfor var luften frisk, og jeg nød øjeblikket, jeg havde set så meget frem til: starten på min vandring fra St. Jean Pied de Port i de franske Pyrenæer mod Santiago de Compostela i Galicien i Spanien – El Camino de Santiago. Lige ved bygrænsen stod skiltet: Santiago de Compostela, 791 kilometer. Det ville tage en måneds tid. Et skridt ad gangen måtte være opskriften, tænkte jeg. Det lød let. Med det samme, jeg kom ud af St. Jean Pied de Port, stod jeg ansigt til ansigt med Pyrenæerne. Det så ud, som om vejen pegede lige ind i himmelen. Mit hjerte bankede tungt. Med sveden piblende ned langs halsen stoppede jeg for at få pusten. Jeg tørrede sveddråber af i skjorteærmet, trykkede vandrestavene op i armhulerne og lænede mig forover, mens pilgrimme, jeg lige havde overhalet, banede sig forbi. Mit hjerte bankede tillidsfuldt, hvilket det havde gjort, siden en læge mange år tidligere efter at have undersøgt den hjerteflimmer, jeg havde lidt af i en periode, myndigt erklærede: ”Dit hjerte er stort og solidt”. Det gav mig en ro og selvtillid, som har fulgt mig siden, og som jeg nød godt af der på bjergskråningen, 15


men den fjernede ikke flimmeren, der viste sig at være forårsaget af en ulykkelig kærlighed, hvilket den menneskekyndige doktor lokkede ud af mig med et enkelt spørgsmål: ”Er du forelsket?”, og jeg brød grædende sammen i konsultationen. At det var min første livserfaring med, hvordan tanker og følelser ophobes i kroppen, indtil man lærer at give slip, blev jeg først klar over mange år senere. Nu pumpede hjertet lystigt i brystkassen, og mens lunger og hjerte igen fandt hinanden i en fælles rytme, betragtede jeg landskabet omkring mig. Den morgenfriske bjergluft var diamantklar. Her lugtede af våd muld. Vanddråber glitrede efter et tidligt regnskyl i græsset, og under markens tuer piblede vandet ud i vejgrøften, der klirrende førte vandet ned til en flod. Fra min udsigtsplads kunne jeg se skyerne spejle sig i flodens blanke overflade som for godmodigt at minde den om, hvem der havde leveret livskraften til dens videre rejse ud mod havet. Omkring mig stod køer og gumlede, mens de daskede fluer væk med halen. Markerne var indhegnet af stengærder, men længere oppe på skråningen gik dyrene frit. Lyden af koklokker kom fra alle retninger. Efter en stund hankede jeg op i mig selv for at komme videre. Svederemmen føltes våd, da jeg tog hatten på og energisk genoptog min dyst med stigningsprocenterne. De fleste pilgrimme var mere vante til kontorstole og sofaer end bjergskråninger, og snakken stilnede af, efterhånden som pulsen steg, og alle koncentrerede 16


sig om sit. På et tidspunkt begyndte en flok gribbe at kredse ildevarslende rundt over vores hoveder, hvor de tålmodigt cirklede om hinanden, som om de fulgte en fast rutine og bare ventede på, at den første pilgrim skulle opgive ævred. Men selvom nogle pilgrimmes opkogte ansigtskulør og hvæsende vejrtrækning kunne give anledning til bekymring, havde gribbene blot fundet en god opdrift, og uden et eneste slag med vingerne gled de lydløst rundt. Pludselig forvandt de. Måske noget andet var dukket op på menuen i det næste bjergpas eller den næste dal, eller også havde de fundet en ny og bedre opdrift, hvor de kunne fortsætte deres yndefulde dans. Timerne gik, og efterhånden som vi hver især fandt ind i vores eget tempo, tyndede det ud i strømmen af vandrere, og til sidst gik jeg helt alene. Kun fårene holdt mig nysgerrigt med selskab, mens jeg med rytmiske skridt arbejdede mig op ad bjerget. Da vejen på et tidspunkt hørte op, fortsatte jeg på en sti, som til tider opløstes så meget i det stenede landskab, at jeg knap kunne få øje på den. Nøjagtigt som på det dårligt fotokopierede kort, jeg havde i min lomme. Nu udgjorde varder, i århundreder vedligeholdt af tålmodige pilgrimme, de sikreste holdepunkter til orientering og afstikning af kursen. Når jeg af og til stoppede op for at betragte udsigten, kunne jeg høre stemmer fra andre pilgrimme på stierne under mig og den forsinkede lyd af deres rytmiske skridt. Under himmelhvælvet og de omsluttende bjerge virkede de små og ubetydelige, en lille mundfuld for en flok sultne gribbe. 17


Jeg holdt kun korte pauser. Mit fokus var længere oppe, og med opsmøgede ærmer puklede jeg mod de strålende bjergtoppe. Udsigten forsvandt, da skyerne midt på formiddagen lagde sig til rette på skråningerne. Og da jeg kort efter vandrede lige ind i den hvide tæthed, mærkede jeg bjergkulden, og alt blev stille. I dette tyste tågeland forsvandt de visuelle dimensioner; kun tyngdekraften fortalte, hvad der var op og ned. Verden virkede ubevægelig og tidløs. Kun mine fødder havde noget, de skulle nå. Da jeg efter nogen tid i denne tavse stenverden igen trådte ud af skyerne, var jeg på mirakuløs vis stadig på rette vej og krydsede inden længe landegrænsen mellem Frankrig og Spanien. Kort efter begyndte nedstigningen, der føltes endnu stejlere end opturen på nordsiden af bjerget, og hjertet røg igen op i halsen, mens jeg forsøgte at holde trit med mine egne fødder på en stejl og lunefuld sti ned gennem en skov. Da jeg stoppede for at tisse, mærkede jeg skovens stilhed, helt anderledes end stilheden inde i bjergtågen, men lige så fysisk og tæt. Den blev kun brudt af lyden fra strålen, når den landede blødt i skovbunden. Pludselig hørte jeg støj, som jeg med en refleks antog, kom fra et dyr, indtil jeg så en adonislignende fyr i fuldt firspring ned ad den stejle skråning. Han gik ikke på stien, men siksakkede som en strejfende hund ned gennem skoven. Hans ben var som beton, hans underarme muskuløse og han havde et kraftigt blondt hår, der i modlyset stod som en strålende aura omkring hans hoved. Han hilste med et vink, inden han fortsatte videre ned ad bjerget. Jeg greb rygsækken 18


og satte efter ham, men måtte efter et stykke opgive at følge med i dette guddommelige tempo og kunne til sidst kun høre den fjerne lyd af knækkede grene og hvirvlende blade fra hans skridt. Jeg fandt min egen rytme igen, men havde stadig så meget fart i benene, at jeg ankom nærmest løbende til klosteret i Roncevalles, hvor jeg ville overnatte. Rygtet om, at turen over Pyrenæerne var strabadserende, havde vist sig at være sandt, men jeg havde ikke desto mindre tilbagelagt de otteogtyve kilometer hen over bjergene på under syv timer, og jeg stod nu foran klosterporten som en af de første i denne dags træk af pilgrimme. Det var med en veltilfreds følelse, jeg skridtede ind gennem den store port til klosterets solbeskinnede gård og satte mig på en gammel stenbænk for at vente på, at dørene blev slået op til herberget. Adonisfyren var ingen steder at se. Sovesalen var enorm, men indrettet med båse med to køjesenge i hver. Jeg var den yngste i båsen, og mine naboer for natten var to ældre franskmænd og en lille sirlig spanier, der allerede havde redt sin seng og millimeteragtigt var i gang med at klargøre rygsækken til næste dags vandring. Alting havde sin plads i små poser og æsker, der hver især igen syntes at have sin særlige plads i rygsækken. I forhold til det virkede mit eget pakkesystem temmelig lemfældigt. Udenfor var det forår, men vinteren lå endnu indlejret i klosterets tykke mure. En kulde, der føltes som granit, lå tæt på kroppen, og jeg skyndte mig ud til bruseren for at få et varmt bad. Da det endelig blev min tur, var der kun iskoldt bjergvand tilbage i hanerne, og jeg 19


bævrede uhæmmet, mens jeg skyllede kroppen. Efter badet gik jeg udenfor i solen, men min krop kunne ligesom klosterets tykke mure heller ikke rigtigt optage varmen. Det føltes, som om min hud klæbede til knoglerne, og med hænderne begravet i lommerne gik jeg på opdagelse i byen. En decideret by var det ikke. Kun det enorme kloster, kirken og nogle få huse og et par barer. På en af dem sad adonismanden, der, straks han så mig, trak en ekstra stol hen til bordet og tilbød mig at sidde ved hans bord. Han fortalte, at han var fra Østrig og hed Johannes. Han viste sig at være en ekstrovert fyr med gode sociale evner, hvorfor bordet efterhånden fyldtes med flere tørstige pilgrimme. Vi drak øl, mens vi med voksende iver berettede om hver vores vandring over bjergene. Om det var, fordi vi forsøgte at overgå hinanden, eller det var hukommelsen, der allerede pyntede på begivenhederne, ved jeg ikke, men det virkede, som om vi hver især bidrog med en lille forskønnet detalje om vandringen, som sammensat af disse upålidelige tilføjelser hurtigt voksede sig længere og mere strabadserende, end den i virkeligheden var. Gisningerne om antallet af glubske gribbe, som varierede fra fem til mere end tyve, gjorde, at jeg til sidst selv kom i tvivl om, hvor mange jeg egentlig havde set. Bagefter fulgtes vi til messe i klosterkirken, som kun få lokale havde fundet vej til, men som ikke desto mindre var fyldt. Siden jeg i en årrække tjente penge til studierne ved at synge i Ribe Domkirkes kor, har jeg sat pris på kirkens store klangfulde rum. Jobbet som korsanger sluttede, da jeg fik nok af en af kirkens præster, der 20


fra prædikestolen altid udøste sine politiske og rabiate holdninger. ”Hellere død end rød”, tordnede han en dag ud over den aldrende menighed, og selvom vi korsangere følte en lille sejr ved i en periode at troppe op i knaldrøde T-shirts hver søndag, blev det starten til enden på min kirkesangerkarriere. Mine besøg i kirken havde lige siden været meget sporadiske. Nu sad jeg i kirken i Roncevalles og kiggede rundt. Rødkindede pilgrimme fra hele verden lyttede til præsten fra de smalle kirkebænke. Han havde et underligt hvidt og afskallet kranium og jappede liturgien igennem, som om gudstjenesten både i indhold og længde var tilpasset dette gennemrejsende publikum. Det virkede åndsforladt, og hvad end det var, jeg var rejst ud for at finde, fik jeg en forudanelse om, at det ikke var i kirkens ritualer og mekaniske lovning på frelse i det hinsides, jeg ville finde det. Min mave rumlede højlydt, men heldigvis når orgelet spillede, og jeg blev modstræbende siddende til messen var slut. Under den efterfølgende middag sammen med et meget langt bord fuld af pilgrimme på en af byens restauranter blev jeg belejret af en overstadig franskmand, der uden ophold talte om sig selv: ”Med det, jeg beskæftiger mig med, kan man ikke tage fri så længe ad gangen” ... ”med 40 års erfaring i samme branche … blablabla” og mere i den dur. Hver gang med de indlagte pauser og en opfordrende mine, som ville han have mig til at spørge, hvad han beskæftigede sig med. Han virkede umådeligt stolt over sit fag. Eller var han stolt over at have opnået noget? Mit gæt var, at han som 21


den første i familien havde taget en akademisk uddannelse, var blevet læge og siden havde været familiens stolthed. En rolle, han på trods af at være omkring de tres år levede sig helt ind i på en underligt barnlig måde. Hans bløde fingre og kuglepennen i brystlommen fik mig til at tro, at jeg ramte rigtigt, men jeg spurgte ikke. Hans kone sad tavst ved siden af. Det virkede som en permanent rollefordeling mellem de to, så han fortsatte ufortrødent sine historier om, hvordan de pakkede deres tasker, og at de ikke boede på herberget, men overnattede på hoteller, som de havde reserveret i forvejen. I lang tid virkede han helt upåvirket af min stentunge tavshed, men til sidst bredte usikkerheden sig i hans øjne, hvorefter han gav op, og jeg hengav mig til fisken på min tallerken. I den pause, der opstod, spurgte Johannes, der sad over for mig, om han måtte slå følgeskab med mig dagen efter. Hans blik var lige så direkte som hans spørgsmål, og jeg sagde ja, men fortrød med det samme og drak forfjamsket en stor tår rødvin, som om der var hjælp at hente i glasset. Det kradsede i brystet, men jeg ignorerede følelsen og gik kort efter fra bordet med en aftale om at mødes med ham i herbergets store forhal klokken syv næste morgen. Udenfor i stilheden kunne jeg skimte stjernetæppet, der lå klar til at rulle sig fuldt ud, så snart solen forsvandt, og mærkede den sugende kulde fra bjergene. Jeg skyndte mig over klostergården til sovesalen for at forpuppe mig i soveposen. De fleste andre pilgrimme var også på vej i seng, og da lyset i sovesalen blev slukket klokken 21:30, gik 22


der ikke lang tid, før jeg rundt om mig hørte lyden af tunge åndedrag. I mørket opfriskede jeg min forestilling om at gå Caminoen. Min plan var at tage det roligt, vandre alene, nyde naturen og med åbent sind hygge mig i andres selskab om aftenen, men jeg havde lagt ud med at gøre det modsatte. Først ved at flintre hen over bjergene med den største selvfølgelighed, dernæst give den snakkesalige franskmand en kold skulder og virke utilnærmelig, for til sidst at lave en aftale om følgeskab dagen efter. Det var ikke dét, jeg var kommet for, og med den erkendelse besluttede jeg at gå roligere og være mindre fordomsfuld dagen efter. Med lukkede øjne forsøgte jeg at stilne mine tanker og genkalde det udstrakte landskab for foden af bjergene og gribbenes forårsdans på den dybblå himmel. Lige inden jeg slap taget i dagen, tænkte jeg på min kone hjemme i Sverige.

23


Dag 3 Der findes for mig ikke nogen bedre måde at vågne på end til de velkendte lyde af morgenduelige familiemedlemmers ritualer eller for den sags skyld naboens, hvis de ikke bliver for højlydte. Det var netop denne fredfyldte fornemmelse, jeg mærkede, da jeg vågnede til tonerne af klassisk musik fra en CD-afspiller et eller andet sted i sovesalen. Det var klosterets personale, der havde tændt for musikken for at få os ud af fjerene, og jeg pakkede med bløde bevægelser til tonerne af Vivaldi, inden jeg gik ned for at møde Johannes i støvlerummet. Her var stemningen til gengæld nervøs. Rummet summede af overivrige pilgrimme, hvor alle syntes at skulle nå noget, helst før alle andre, og mens efterklangen af violinerne fortonede sig, følte jeg også, at vi var sent på den. I forhold til hvad skænkede jeg ikke en tanke, men slugte resolut et æble i fire hastige mundfulde, samtidig med at jeg bandt mine snørebånd. Af sted måtte vi. ”Husk at drikke vand som en kalv og gå fremad som en okse”, belærte Johannes, og vi fyldte vores vandflasker til randen, inden vi, endnu inden kirkeklokken slog syv, marcherede ud gennem klosterporten. Jeg sørgede hele tiden for at holde trit med Johannes’ kraftfulde skridt, men som kilometerne skred frem, måtte jeg anstrenge mig for at følge med. Samme urolige følelse som dagen inden meldte sig og blev forstærket af en underlig stemning af, at jeg var i uoverensstemmelse 24


med mig selv. Men jeg klemte ballerne sammen og knoklede videre. Den indre modstand forsøgte jeg at parkere i et hjørne af bevidstheden, men følte, hvordan den fortættedes til en vranten tavshed. Når det skete, at jeg kom foran ham, mærkede jeg, hvordan han straks satte farten op for at indhente mig og igen gå forrest på den smalle sti. På skift skød vi farten i vejret og opmuntrede lydløst hele tiden hinanden til at give den en ekstra skalle, både hvad tempo og dagsmarchens længde angik. Vi stavrede gennem landskabet som to forårskåde ungtyre og stoppede først efter tyve hæsblæsende kilometer i en lille landsby, hvor vi satte os ved en fontæne i træernes skygge for at spise. Et bulet skilt forkyndte, at vandet var drikkeligt, så jeg fyldte min feltflaske overvåget af to katte, der opmærksomt fulgte mine bevægelser, samtidig med at de øjensynligt beregnede afstanden mellem mig, min madpakke og dem. Efter maden ville jeg undersøge årsagen til en begyndende smerte under fodsålerne, men ud ad øjenkrogen så jeg, hvordan Johannes hverken skævede til sine fødder eller mig, men beslutsomt var ved at pakke rygsækken, og jeg udskød et større eftersyn af mine fødder til senere. Vi satte igen i fart. Fontænen, frokosten og kattene gled bagud. Mine øjne var som limet til stien, og når jeg endelig løftede blikket, var det for at orientere mig og sikre, at retningen var rigtig. Landskabet flød forbi, og hvad, vi end oplevede, udviskedes med det samme, jeg drejede hovedet og igen forsvandt ind i den tåge, hvor fokus var på at komme frem. Ikke til noget specifikt, 25


bare så langt og så hurtigt som muligt. Jeg var dødtræt, da vi hen på eftermiddagen ankom til Trinidad de Arre lige uden for Pamplona. To dages naturvandring havde vi komprimeret ned til én tempofyldt bedrift. At jeg betalte prisen med slidsår og vabler, var lige meget, det føltes fedt at være nået så langt allerede. Det var derfor med selvtilfredse skridt, vi gik hen over en middelalderbro, hvor rundslidte brosten vidnede om, at vi gik i andres og atter andres fodspor. Millioner af pilgrimsfødder blandet med bøndernes træsko, æselhove og jernbeslåede kærrer på vej til markedet havde sammen med vejr og vind i mere end tolvhundrede år slidt på broen. Alligevel så den på en eller anden måde ud, som om den havde sin oprindelige alder. Som om broen gemte på et budskab. Jeg fik, nøjagtig som i tågen over Pyrenæerne, følelsen af, at det var menneskenes tid, der bevægede sig, hvorimod broen med både bæreevnen og værdigheden intakt fremstod lige så urokkelig som klipperne, der omgav den. Det var os, der gik på den, der havde travlt. På den anden side af floden førte broen ind under en arkade gennem klosteret. Herfra havde munkene haft fuld kontrol over trafikken over floden, indkasseret bropenge og fra deres strategiske position kunnet trække i usynlige religiøse og politiske tråde. Nu blev vi modtaget af en gammel hospitaliero, der, mens han stemplede vores pilgrimspas, beredvilligt fortalte, at han over fyrre år tidligere havde været novice på et kloster et sted i regionen. Siden havde han som frivillig hospitalero og familiefar fundet en passende 26


balance mellem livet på begge sider af klostermurene. Efter indskrivningen låste han skrivebordsskuffen og viste os hjemmevant gennem den lille mørke kirke og videre over klostergården, der omfattet af høje mure gav fornemmelsen af at være i en selvstændig verden, til en sovesal med plads til omtrent tredive pilgrimme. Jeg sank udmattet sammen på kanten af den anviste underkøje. Vi havde gået næsten fyrre kilometer på ujævne stier. Lagt oven i de otteogtyve kilometers bjergvandring dagen inden var det næsten halvfjerds kilometer. De sad nu blytungt i mine ben og ikke mindst fødderne, hvor vabler og sår smertede. Jeg betragtede sløvt et leben mellem de mange pilgrimme, men inde fra min boble af egne kropslugte og tanker virkede det hele fjernt. Efter en stund rejste jeg mig og sonderede rundt på herberget, men følte mig lidt til overs alle vegne og fandt til sidst et tiltrængt gemmested på badeværelset, hvor den kvadratmeterstore brusekabine virkede som et kongerige af privatliv. Jeg nød ensomheden, og under de varme stråler opløstes de værste bekymringer, der sammen med resterne af salt, sved og sure lugte lidt efter lidt flød ud gennem afløbet. Sådan var pilgrimslivet åbenbart. Et liv, der ikke lignede noget andet, med sovesale, små bruserum, rygsække overalt og en konstant babylonsk sprogforvirring. Da jeg lidt senere sad op ad den solvarme mur i klosterets gårdhave, blev jeg vidne til en højrøstet diskussion, hvor deltagerne trodsede sprogbarrieren og fandt et fællesskab gennem hjemmestrikkede sprogsammensætninger og hektiske gestikulationer. Efter alt at dømme 27


handlede det om dagens vandring, antal tilbagelagte kilometer samt vabler og andre skavanker. Uagtet vores udseende som vandringsmænd var vores fødder ikke skabt til de lange dagsmarcher i det ujævne terræn. Jeg rettede opmærksomheden mod mine fødder. En årvågen kvinde fra Grenoble gik efter et hurtigt kig på mine metoder efterfulgt af et grynt ind og hentede en tube fodcreme af velgørende eukalyptus og aloe vera. Mine efterfølgende protester over, at hun ville forære mig hele tuben, havde til gengæld ingen effekt. Hun havde moderlige motiver og lukkede munden på mig med et løftet øjenbryn, inden hun med fordragelighed i stemmen instruerede mig i at smøre fødderne både morgen og aften. Cremen mildnede sammen med hendes omsorg smerterne, men frustrationerne over at bryde løfterne til mig selv tog til. Det kom til udtryk senere, da jeg, trods det, at jeg var i godt selskab med andre pilgrimme, endnu en gang spiste i tung tavshed, næsten som om det var deres fejl, og at de skulle vide det. Det gav igen følelsen af at være tilovers, men jeg indså, at jeg skabte den selv, og ude af stand til at bryde tilstanden forlod jeg restauranten, så snart jeg var færdig med at spise. Som en slags kompensation gik jeg med en hollænder med forstuvet knæ på apoteket og hjalp med at oversætte mellem spansk og engelsk, så han kunne få et støttebind. Hans sprogøre var dårligt, og han opdagede ikke, at jeg heller ikke talte spansk, men blot benyttede et trick, der altid havde virket for mig, når jeg har skullet lære et nyt sprog, nemlig at lade som om jeg allerede kan det. Han var meget taknemmelig for hjælpen, og 28


det hjalp lidt på mit humør. Senere på aftenen til lyden af tandbørstning og dæmpede stemmer forskellige steder fra labyrinten af køjesenge spurgte Johannes, om vi ikke skulle gentage succesen og følges ad dagen efter igen. Jeg mærkede straks den beklemthed, jeg havde ignoreret dagen inden, men mandede mig op og takkede nej. ”Jeg har nogle tanker, jeg gerne vil gå og tænke alene”, forklarede jeg, hvilket sådan set var rigtigt nok. Det var trangen til at give en slags undskyldning, der indeholdt en form for falskhed, ikke over for ham, men mig selv. Jeg mærkede tilmed en snert af dårlig samvittighed, måske fordi jeg mærkede en skuffelse hos ham, da han gik tilbage til sin køje, selvom det ikke burde være mit problem. Da lyset i sovesalen blev slukket, lå jeg og lyttede til de andres hvisken og den tunge vejrtrækning, der fik det til at lyde, som om sovesalen havde sin egen ubekymrede puls. Jeg tænkte på dagens vandring, det hæsblæsende tempo og mine udfordringer med at holde aftalerne med mig selv. Der skal to til at lave en aftale, så når man som jeg laver en aftale med mig selv, hvilke to parter er det så, der laver dén aftale? Det kunne jeg ikke svare på. Den ene blev veltilfreds og opmuntret af at gå hurtigt og nå noget, men havde tydeligvis svært ved at overholde aftalen med den anden, der blev frustreret og ubekvem over det manglende nærvær. Tilfredshedsfølelsen ved at præstere og nå resultater var velkendt. Den havde altid været der og drevet mig fremad, mens den anden følelse var mere spøgelsesagtig. Den havde jeg aldrig rigtig fået greb om. 29


Jeg var ikke i tvivl om, at dette også var én af mine grunde til at gå Caminoen. Jeg var ikke stævnet ud for blot at gå ottehundrede kilometer så hurtigt som muligt, men som starten på en tolv måneders orlov med det formål at få pulsen ned og orden i mine prioriteter. Jeg havde i mange år gjort mål, deadlines og resultater styrende for mine handlinger, og da de hele tiden afløstes af nye mål og deadlines, kom de til sidst til at stå i vejen for et bredere udsyn og den fulde glæde. Ikke bare ved arbejdet, men selve livet. I lang tid havde jeg kun undtagelsesvis set mig selv i øjnene og mærket efter, om det, jeg gjorde, virkelig gjorde mig lykkelig eller blot dækkede over manglende lykke. En slags midlertidig tilstand, indtil den rigtige vare dukkede op. Da det blev klart for mig, at jeg handlede på baggrund af en følelse af, at der hele tiden manglede noget, besluttede jeg at vende energien om og alene gøre ting af lyst og begejstring. At gå Caminoen var en gave til mig selv og starten på min orlov, som skulle bruges til at udforske, hvad der ville ske, hvis jeg i stedet for hele tiden at halse af sted mod nye mål satte tempoet ned og gjorde ting, fordi jeg ville, og ikke fordi jeg skulle. Ordet orlov anvendte jeg i mangel af bedre, for jeg ville ikke holde op med at arbejde. Blot tage det hele lidt lettere og se, hvad det førte med sig. Det gav en rar fornemmelse at tænke det igennem, og da jeg vendte mig om på ryggen, faldt jeg straks i en tung søvn.

30

En rejses begyndelse teaser  
Advertisement