Issuu on Google+

Shobha Nihal ani

Kærlighedens blå safir


S h o b h a Ni h a l a n i

Kærlighedens

blå safir

Oversat fra engelsk af Bente Jacobsen

EC

EDITION


Kærlighedens blå safir En roman af Shobha Nihalani Oversat fra engelsk af Bente Jacobsen efter originalmanuskriptet “Karmic Blues” Copyright © Shobha Nihalani Copyright © dansk udgave 2008 ∏ EC Edition og Shobha Nihalani Omslag: Anne-Lone Krog Møller Grafisk tilrettelæggelse og sats: Karsten Ellehauge Haag Bogen er sat med Whitman ISBN 978-87-91392-12-2 1. udgave, 1. oplag Trykt hos Scanprint 2008

Jeg skylder min familie og mine venner en stor tak, fordi de opmuntrede mig til at følge mine drømme. En stor tak også til Magne Hoven, min vidunderlige agent og ven, som fik det til at ske, og hvis begejstring og engagement har ført min bog langt ud over landegrænserne. Jeg er min forlægger Per H. Jacobsen på EC Edition dybt taknemmelig for hans tro på mig og min bog.

EC

EDITION

Forlaget EC Edition Høegh-Guldbergs Gade 101, 3. 8000 Århus C

www.ec-edtion.dk


Til evigt minde om en kvinde hvis kĂŚrlighed var uselvisk Shanta R. Nagrani 1928-1980


Prolog Bombay, 1964 Ganga bevægede sig med små skridt. Hun havde ingen paraply, var på vej til hospitalet og hendes ankler føltes stive. Eftermiddagshimlen ændrede sig dramatisk, efterhånden som stålgrå skyer pressede sig mod hin­anden. Ligesom hendes mave truede himlen med at sprænges. Babyen var på vej, måske for tidligt. Ganga følte presset i underlivet ændre sig fra en dump smerte til en skarp stikken lige under bækkenbenet. Hendes ben kunne næsten ikke klare mere, og hun stoppede et øjeblik for at få friske kræfter. Det begyndte at støvregne. ”Hjælp mig, Gud!” sagde hun, inden hun bukkede under og faldt sammen på jorden. Da hun kom til bevidsthed, mærkede hun en hospitalssengs stive hvide lagner og opfangede en lugt af dettol. Hun følte en vedvarende dump smerte i underlivet og ned i benene. Værelset var stille og mørkt. Hun var alene. ”Hjælp mig, Krishna. Beskyt mit barn, lad hende leve,” hviskede hun. Ganga mærkede væde mellem benene. Hun vidste, at noget var galt og hendes hjerte hamrede vildt. Hun havde en nål i armen, som var forbundet med en slange. Ganga bemærkede sin opsvulmede mave. Hendes barn var stadig i livmoderen og i live, tænkte hun lettet. Det mørke rum blev kun oplyst af et enkelt firkantet vindue. Ganga kaldte på sin mand, men hendes stemme blev overdøvet af den trommende lyd. Regnen hamrede voldsomt mod ruden, hvor vandet gled ned som glitrende slanger. Ganga tænkte på den gravide tiggerske, som hver dag kom for at tigge om mad. Hun var knap nok tyve år, havde et barn ved brystet og et andet, der gik ved siden af hende, mens det klyngede sig til hendes hullede sari. De så alle tre på Ganga med store medynkvækkende øjne. De ville nu sidde tæt op ad hinanden under et improviseret tag, våde og rystende af kulde på grund af den voldsomme regn, som skyllede ned over dem. Deres hjem ville med garanti blive skyllet væk i løbet af natten.

7


Ganga ville hjem til sin chawl og lejligheden på anden sal, hvor hendes naboer måtte være ivrige efter at høre nyt om barnet. Alle havde de børn, undtagen Ganga. Hun følte sig stolt over, at hun nu ville blive én af dem. Hendes mand havde været væk alt for længe, og hun havde været en pligtopfyldende hustru, som havde passet hjemmet og hans mor. Han ville være glad, nu hvor han var vendt hjem tids nok til at se sit nyfødte barn. ”Kære Krishna, lad min barn leve,” hviskede hun. Ganga stirrede på de blå lyn, som glimtede udenfor. ”Hun er din, hvis du lader hende leve.” Gangas svigermor skulle have fulgt hende på hospitalet, kun fem minutters gang fra deres boligkompleks. Hun ville først besøge ­templet, havde hun sagt. Hun ville takke Gud, fordi han havde bragt hendes søn sikkert hjem fra udlandet, hvor han havde arbejdet det seneste halve år. Ganga havde sagt, at hun ville klare turen selv, smerterne var ikke så slemme. De føltes som om, hun blev holdt fast i en skruestik, men Ganga ønskede at give Maji mulighed for at bede for sin søn. “Jeg ­kommer, så snart jeg kan,” havde den gamle kvinde sagt. En eller anden venlig sjæl måtte have bragt Ganga til hospitalet. ”Maji?” råbte Ganga. Så mærkede hun pludselig smerterne i ekstremt pinefulde bølger, presset var alt for voldsomt. Ganga skreg om hjælp. Hendes mand kom stormende ind, fulgt af læger og sygeplejersker og et hav af lys. I det skarpe lys, så Ganga blodet på lagnerne. Hun greb fat i sin mands hånd: ”Hun skal leve, mit barn vil leve, min ædle safir. Jeg har bedt flittigt for hende, du skal lade hende opfylde sin skæbne, hvis hun lever.” Ganga spilede øjnene op, hendes krop spændtes, og dernæst blev hun slap. Han greb hendes hånd: ”Ganga, Ganga.” Lægen og sygeplejerskerne skubbede ham til side og forsøgte at ­genoplive hende. Men det var for sent. Gangas ansigt var ligblegt, og de mørke cirkler omkring øjnene fortalte deres tydelige historie om de lidelser, hun havde gennemgået. I stilheden fyldtes rummet med lyden af barnegråd. ”Det er en pige,” sagde sygeplejersken. Hun svøbte den lille baby stramt og rakte hende til hendes far. ”Jeg beklager Deres kones død,” sagde hun til Gangas mand, mens hun blidt førte ham ud af rummet.

8


Hans mor, som ventede udenfor, så udtrykket i hans ansigt. ”Det er skæbnen. Ganga har givet sit liv for sit barn.” Hun holdt sit barnebarn i armene. ”Din datter er smuk, strålende. En gave fra guderne. Hvad er det her?” spurgte den gamle kvinde, da hun løsnede bomuldsklædet. ”Hun har et blåt mærke på brystet. Det er et prinsessemærke, hun må have været en betydningsfuld person i sit tidligere liv, måske en dronning, af kongeligt blod. Vi vil kalde hende Neelam – blå safir.” Manden fortsatte med at græde, mens hans datter skreg sig gennem den regnfulde nat.

9


Første del


Kapitel 1 Hongkong, 1987 Neelam Bhatia forelskede sig, endnu inden førbryllupsfesten med ­middag og efterfølgende dans var overstået. Den var egentlig mere et celebert selskab for de højere klasser – som hendes yngre bror Ravi så rigtigt havde udtrykt det – end en fest for familie og venner. En udstilling af funklende diamanter og glinsende chi≠on, hvor ”Godaften” og ”Hvordan går det” blot var tomme høflighedsfraser. Neelams mor - Karuna – kok, rommyekspert, brudgomsjæger og ynder af sladder, insisterede på, at en bryllups-sangeet var Neelams eneste mulighed for at møde anstændige unge mænd med en god familiebaggrund. Hun mente i virkeligheden unge mænd, der væltede sig i penge. Og hendes far, Manohar, ynder af Johnny Walker-whisky, som satte grænsen ved to drinks, mindede hende om, at ikke-handling var værre end handling, og at det var hendes pligt at gifte sig. En gang imellem undrede Neelam sig over sin far. Han troede fuldt og fast på, at den flere hundrede år gamle visdom stadig gjaldt for nutidens unge med deres såkaldte rebelske ideer. Manohar var en stor fan af Bhagvad Gita. Hver dag tilbragte han to minutter med at læse i det hellige ­hinduistiske skrift, som opsummerer menneskehedens sande veje til alle menneskers ­bedste. Han citerede fra Bhagvad Gita, hvor og hvornår han fandt det passende. Han mente, at en mand skulle være konstant fordybet i udførslen af sin karma, eller, sagt på en anden måde, konstant fordybet i handling uden forventning om modhandling. Men sådan fungerede den virkelige verden ikke. Enhver handling blev gennemført i forventningen om en belønning. Hvad ville ellers være ideen med at gennemføre den? Med sin blå øjenskygge og store runde guldøreringe var Neelam klar til handling. Hun skred ind i festsalen med de store lysekroner, som var hun en filmstjerne på vej til en prisuddelingsceremoni. Hendes ­flydende 12


gang blev dog afbrudt, da hælen på hendes stiletsandal ramte kanten af chi≠onsarien. Så var det ellers slut med at være yndefuld! Hendes forældre var langt foran hende og allerede omgivet af deres venner, og hendes bror Ravi var forsvundet lige så snart, de var kommet ind ad de brede døre. Neelam sparkede forsigtigt med foden og følte sto≠et give sig. Hun kunne tage et skridt tilbage med den anden fod og risikere, at hælen sank ned i sømmen på hendes sari. Så ville begge hendes ben sidde fast, og hvis hun bevægede sig, ville hun falde så lang, hun var, hvilket ville være yderst pinligt for hende selv og hendes familie, og så var der ingen, der ville gifte sig med hende. Hun kunne ikke lade være med at smile. Folk gled elegant forbi hende, mens hun stod der som en anden potte­plante. Kvinder iagttog skjult hinandens overdådige klædedragter. Mange sarier var perfekt fastgjorte og faldt i nydelige folder. Selv ikke gardiner hang med så stor matematisk nøjagtighed. Spark, gå, spark, gå. Neelam havde øvet sig derhjemme. Hun vendte sig rundt for at søge hjælp. Et par honningfarvede øjne fangede hendes opmærksomhed, han begyndte at gå frem mod hende, Neelam tog et skridt tilbage og blev klar over, at det var en fejltagelse. Manden syntes at bemærke det og for frem for at gribe hende, inden hun sank sammen på gulvet. Anishk Narain så hende – først kastede han blot et blik på hende, og så kiggede han på hende igen. Han stod med et glas, som Dinesh havde stukket ham i hånden tidligere. Anishk satte glasset på en forbipasserende tjeners bakke, da han bemærkede hende. Hun syntes at være ude af stand til at bevæge sig. I det øjeblik hun spankulerede ind i salen, var han blevet slået af hendes enkle skønhed, en slags ældgammel uskyld, hud som en solnedgangs gyldne glød. Hun havde langt sort hår, og hendes store dybtliggende øjne var skinnende søer. Hendes sari var blå som en varm skyfri himmel, der vældede ned over hendes venstre skulder. Han blev betaget. Hun var selvsikker og alligevel usikker på samme tid, som hun holdt fat i kanten af sin sari og snoede den omkring sine fingre. Hun var en tænker, det kunne han se af hendes flygtige smil og tvivlen, som flakkede hen over hendes ansigt. Hun kiggede rundt efter en eller anden, og så blev han klar over, at hun stirrede direkte på ham. Hendes blik var elektrisk. Et øjeblik var de to helt alene i verden. Hendes øjne 13


drog ham til sig. Anishk fulgte sin intuition og greb hende i tide, lige inden hun mistede balancen. ”Tak,” sagde hun med et stift smil og genvandt balancen ved hjælp af et fast greb om hans underarm. ”Min sari sidder fast i hælen.” Mens hun stadig holdt fast i ham, lykkedes det Neelam at få sømmen fri af hælen. Godt. Da hendes hæl rørte det luksuriøse gulvtæppe, lænede hun sig diskret ned og frigjorde den anden fod. Samtidigt gjorde Neelam et forsøg på at konversere. ”Har du gjort det til en vane at redde ungmøer i nød?”. ”Nej, ikke ofte, kun når jeg er tiltrukket af dem.” Han smilede bredt. ”Jeg hedder for resten Anishk.” ”Jeg hedder Neelam,” svarede hun og slap hans arm. Neelam så, at hendes bedste veninde Laura var på vej hen imod dem fra mylderet af gæster. Iført en støvet lyserød salwar kameez, løstsiddende bukser og en lang broderet overdel, planlagde Laura at møde Dinesh’ forældre og håbede, at de ville acceptere en vesterlænding som svigerdatter. ”Laura, det her er Anishk,” sagde Neelam. ”Han reddede mig fra at falde lige på næsen og blive fuldstændig til grin.” Hun lo. ”Du får topkarakter for overdrivelse, Neel, og du skal have tak, Anishk, fordi du reddede min bedste veninde fra et liv som gammel­ jomfru,” drillede Laura. Det lyserøde mærke mellem hendes blonde øjenbryn syntes næsten usynligt mod hendes hud. Neelam så op mod loftet og rystede på hovedet. ”Er Dinesh kommet?” Anishk nikkede. ”Jeg mødte ham tidligere, han var ophidset over et eller andet.” ”Kender du Dinesh?” spurgte Laura. ”Ja, han var fuldmægtig i mit advokatfirma i nogle måneder.” ”Han vil tale med sin mor om os. Om et ”kærlighedsægteskab”,” sagde Laura og lavede anførselstegn med fingrene. Dinesh’ mor formodede, at Laura var et tilfældigt bekendtskab, hun forventede, at hendes søn ville gifte sig med den pige, hun valgte til ham, en med et matchende horoskop og ikke en matchende lidenskab. ”Hvorfor er det så vanskeligt at acceptere vores forhold? Vi elsker hinanden, betyder det ingenting?” Laura så på Anishk. ”Arrangerede ægteskaber er skik og brug, og selvom tiderne ændrer 14


sig, er der mange, som stadig holder fast ved den tradition og omtaler den som deres kultur. Dinesh’ forældre tilhører den kategori, ” sagde Anishk. Han vendte sig mod Neelam og tilføjede: ”Men jeg tror på kærlighed ved første blik, gør du ikke også?” Han smilede til hende. ”Jeg tror på skæbnen,” svarede Neelam og ignorerede sommer­fuglene, som flagrede omkring i hendes mave. ”Så vil vi mødes igen,” sagde Anishk med et alvorligt tonefald. Han rakte hånden frem mod hende. Neelam smilede, lod sin hånd glide ind i hans varme greb og udvekslede håndtryk. ”Hvis skæbnen vil det…,” mumlede hun. ”Det var hyggeligt at møde dig, Laura,” sagde Anishk. Han forsvandt i mylderet af gæster, som syntes at mangedobles minut for minut. Bryllups­ fester overbelastede alle ens sanser, følte Neelam. Summende snak, klirrende glas, lifligt duftende mad, smukt tøj og liveorkestrets musik skabte en stemning af fest. En fest for ægteskabet eller kærligheden eller ingen af delene, blot en fest for penge. Anishk var ligesom andre unge mænd sikkert gået hen for at få sig en drink, tænkte Neelam. Eller han var sandsynligvis på jagt efter en anden ung pige, han kunne flirte med. Lauras blå øjne formørkedes af bekymring. ”Du tror da på kærlig­ heden, gør du ikke?” spurgte hun. ”Selvfølgelig gør jeg det,” svarede Neelam. De bevægede sig ind mod midten af selskabslokalet. ”Men det vil jeg da ikke fortælle Anishk.” ”Hvordan opstår kærligheden i et arrangeret ægteskab?” spurgte Laura, mens hun rettede på tørklædet, som hun havde om halsen. ”Det er forældrene, som tager den endelige beslutning om, hvem der skal gifte sig med hvem, baseret på horoskoperne. De præsenterer deres datter for en ung mand ved en formel sammenkomst som den her. Og hvis det går godt, så bliver hun forelsket i den mand, som hun forventes at gifte sig med, så enkelt er det,” svarede Neelam og prøvede at få det til at lyde let, men selv var hun ikke overbevist om, at systemet fungerede. Hun brød sig ikke om arrangerede ægteskaber, men kun en eller to kvinder i lokalsamfundet havde gjort oprør, og de var endt med at blive udstødt. ”Kærligheden opstår ikke på den måde, du forventer,” tilføjede Laura. 15


”Hvis jeg fortalte dig om mine bedsteforældres ægteskab, ville du blive chokeret. Min bedstemor fik først lov til at se sin mand efter bryllups­ ceremonien, og for resten var hun kun fjorten år gammel. Prøv at forestille dig, at man sidder der under hele ritualet og spekulerer på, om den mand, som man er ved at blive viet til, er en, man kan blive forelsket i, eller en, som man vil hade resten af livet. Min bedstemor er en smuk kvinde, og min bedstefar ser ikke ligefrem godt ud, men han er charmerende. Heldigvis elsker de hinanden. Tilliden til horoskoper er så stærk, at det formodes, at i det øjeblik vi fødes, fødes en livsledsager til os.” ”Hvad har dine forældre planlagt for dig?” spurgte Laura. ”Mine forældre prøver at finde en balance mellem de gamle metoder og de nye tendenser. De arrangerer et møde med en ung mand, som de føler, er den rette for mig baseret på alder og familiebaggrund, og selvfølgelig spiller astrologi en vigtig rolle i processen. Hvis en stjerne er på afveje aflyses mødet,” fniste Neelam. ”Min mor er led og ked af mine negative reaktioner. Ingen af de unge mænd, som hun har valgt, har været den rette for mig.” ”Måske har hun valgt den helt rigtige i dag,” sagde Laura. Hele vejen rundt langs selskabslokalets vægge, som en ramme om de farverigt klædte gæster, var opstillet små bu≠etborde med hvide duge, som skulle tilfredsstille enhver appetit. En kok var i gang med at udskære endnu en Pekingand. Gæsterne flokkedes om rullebordet og ventede tålmodigt med tallerkner i underkopsstørrelse på en portion af det glaserede, sprøde andekød, som var svøbt i en pandekage oversmurt med blommesovs. ”Alt det her mad til en indisk sammenkomst?” spurgte Laura. Hendes tallerken var fyldt med samosaer og chicken tikka. ”Ja, målet er at tilfredsstille enhver gane.” Neelam dyppede de bittesmå sushiruller i wasabi. Hun tog en bid. Hendes øjne løb i vand. Langs bu≠etbordene blev de tomme fade hurtigt erstattet af friske varme retter. Tjenere i plettede hvide jakker betjente den sultne horde. Dinesh så ikke glad ud. Han kom hen til dem med brede hængende skuldre og hænderne i lommen. ” Hej, hygger I jer?” spurgte han med et svagt smil. De nikkede. Laura så spørgende på Dinesh. 16


Kærlighedens blå safir