__MAIN_TEXT__
feature-image

Page 1

Verner Svinth

Den sidste bundgarnsfisker i Dokkedal


Verner Svinth

Den sidste bundgarnsfisker i Dokkedal


Kilder: Optegnelser fra Agnes Philipsen Sørensen, født Bay samt Verner Svinths egne notater. Sats og layout: Verner Svinth Foto: Portrætfoto - Thomas Bay Sørensen Natur og fiskerleje - Eric Bøgh Svinth (Copyright) Oprindelig udgave - anden version udgivet i Vildmoseforeningens regi.

Forside: Tjærekedlen med slisk - her dyppes garnene i varm tjære Titelblad: Tegning af fiskeredskaber - ukendt tegner


Fiskerlejet i Dokkedal set fra Muldbjergene. De små fiskerhuse ligger bag huset ved molen, der har fungeret som kiosk og toiletbygning for strandgæsterne.

I Dokkedal var der i 1500-tallet så store mængder af sild i Kattegat, at det udviklede sig til et sandt eventyr for byen. Sildene saltedes i Dokkedal og blev bl.a. sendt videre til forplejning af flådens mandskab, og til hoffet. Sagnet fortæller, at Dokkedal på det tidspunkt havde både borgmester og byfoged, men der findes ikke i de bevarede arkivalier fra den tid noget om dette. Tiden som storfiskeplads forsvandt, men fiskeriet fortsatte i mindre målestok. Senere havde man en stor eksportartikel i sand til glasværkerne i Sverige. Sandet hentedes på revlerne ud for Mulbjergene og blev omladet til svenske kvaser. Det var en god indtægtskilde for byen, og en anden fordel var, at det svenske mandskab altid havde god brændevin med, som de ikke var karrige med. Omkring 1912 forsvandt dog også denne indtægtskilde. Men op gennem tiden har det været fiskeriet, der har været det bærende element i Dokkedal. Længere tilbage i tiden var det kun gårdmændene, der drev fiskeri i større stil, og de fangede fisk blev dels afhændet til

1


fiskekvaser fra andre egne, og dels anvendt til eget forbrug eller solgt til de såkaldte krejlere, der kørte rundt i omegnen med trillebør og solgte til private. Overskydende fisk anvendtes som gødning. Forårets og sommerens fangst blev rullet ind i tang, så de kunne ligge og rådne, inden de blev pløjet ned på efterårets bare marker. På denne måde gik intet til spilde.

Knud Sørensens fiskerhytte. Agnes Sørensen har indrettet en udstilling af redskaber i den ene ende af hytten.

Småkårsfolks fiskeri begrænsede sig til vinterens arbejdsløshedsperioder. Det kostede jo ikke noget at sætte nogle kroge ud, og var der mere end familien kunne spise, kunne man altid tage en tur ind i landet med fangsten. Uden for gårdmændenes kreds begyndte enkelte nu at anskaffe sig bundgarn, og i 1930’erne var byen hjemsted for tre fiskerbåde. De blev fortøjet ude i det høje bundgræs, og fangsten blev sejlet i land på fladbundede kåge. I 1940 - 41 var der 28 fuldtidsfiskere i Dokkedal, i 1942 - 44 var der 18, og i 1945 19. 2


Der var spæde forsøg på at få anlagt havn og læmole i 1940 - 46, men da en kraftig storm i 1945 knuste mange af bådene mod stranden, blev planerne stillet i bero. I 1951 blev der igen gjort et forsøg på at få den længe ønskede havn. Der blev dannet en forening, som samlede penge ind til formålet og som sørgede for at få udarbejdet tegninger og afsendt ansøgninger, og der blev sendt et par delegationer til København for at få sat skub i foretagendet, men for sent. Det var allerede blevet bestemt, at havnene i Øster Hurup og Hals skulle udvides, og så var der ingen penge til havn for de tre kuttere i Dokkedal. Den gamle drøm blev opgivet, og i stedet gik 11 mand sammen i et aktieselskab for at bygge et fiskehus, som blev udlejet til en fiskeeksportør, men han rejste efter få år, de fleste fiskerbåde blev solgt, og snart var der kun en enkelt båd og nogle fritidsfiskere tilbage i Dokkedal. Thomas Sørensen var den, der holdt længst ud med bundgarnsfiskeriet. Han havde fiskekutteren »Anne Grethe«, som han havde liggende i Øster Hurup havn. Thomas Sørensen, gift med Margrethe, boede i Dokkedal al sin tid. Margrethe var en arbejdsom kone, hun hjalp til med at rede nedgarn op og agne kroge. Ind imellem gik hun ud som kogekone, og i over 30 år gjorde hun rent i skolen. Desuden gik hun ud og vaskede storvask for folk, tapetserede, og gik ikke af vejen for at klippe får, eller endda pelse dem. Thomas måtte sommetider afsted med bøssen, for at se om der skulle være en hare- eller andesteg at hente, og om sommeren fulgtes de i mosen og gravede tørv til komfur og kakkelovn om vinteren. Der var 4 børn i hjemmet, hvoraf Knud var nr. 3. Da Thomas Sørensen blev ældre, solgte han i 1973 kutter og redskaber til sin søn Knud Sørensen, som blev den sidste bundgarnsfisker i Dokkedal. Knud Sørensens enke Agnes fortæller: Knud og jeg blev gift i 1959, efter at vi havde købt et lille hus i Stejlgabet, og han arbejdede hos sin far med bundgarnsfiskeri«. Knud var ansat hos Thomas som medhjælper, og aflønningen skete på den måde, at båden fik 20 %, og så delte Knud og Thomas resten af indkomsten. Det kunne svinge 3


meget fra uge til uge, alt efter vejret, så ugelønnen var meget forskellig. Sommeren brugte de også til at kølhale »Anne Grethe«, der gik meget tid med at gøre kutteren i stand med smørelse og maling, og mange gange skulle der udskiftes træ i den. Den 1. april 1973 overtog Knud bundgarnsfiskeri og fiskekutteren »Anne Grethe« efter sin far Thomas. Det var en stor dag, da vi købte bundgarn og alt hvad der hørte til af kåge og påhængsmotor, pumpe til pælene, og alt hvad der var i fiskehuset af reb, tov og kæder. En traktor med vogn hentede fisken ude ved revlen, og vi havde en lille rød lastbil til at køre fisken til auktionen i Øster Hurup. Fiskekutteren »Anne Grethe« A64 lå i Øster Hurup havn, da Thomas som 68-årig ville til at være pensionist, men da Knud ikke kunne fiske alene med de store bundgarn, blev aftalen, at Thomas skulle hjælpe, så længe han havde lyst. Fiskeriet var nogenlunde dengang. Vi gav 25.000 kr for hele fiskeriet.Thomas Sørensen havde fået sin revisor til at regne ud, hvad de forskellige ting kostede, og hvad der var afskrevet, så det var langtfra nyt vi overtog. Allerede samme år måtte vi sætte en »ny« brugt motor til 20.000 kr i kutteren.Thomas havde sagt, at den gamle duede ikke mere, men han ville ikke bekoste en ny. Så skulle hverdagen til at begynde. Knud og hans far fiskede sammen med bundgarn og nedgarn til rødspætter. Jeg fik lært at rede nedgarn op, når de kom hjem fra havet med dem, så de var klar til næste dag. de var meget beskidte ind imellem, og med mange krabber til tider. Der kunne også være meget koldt for fingrene, især om efteråret, når det begyndte at fryse. Man kunne godt bruge handsker, men så var det svært at løse knuderne op De var mange gange væk en uge ad gangen, måske i Sæby eller Frederikshavn, måske i Aså, det kom an på, hvor fiskene trak hen om sommeren. Jeg glædede mig meget til de kom hjem i weekenden, en uge kunne godt blive lang til tider. Knud havde bedst tid om vinteren, hvor bundgarnene skulle bødes, så de var klar til isen drev væk. Han og Thomas havde fire store bundgarn ude om foråret, så der var nok 4


at se til om vinteren. Der skulle spidses pæle, de brugte 40 pæle til hvert bundgarn. Der foruden skulle de to koge gøres klar med maling og tjæres i bunden. Måske skulle der sættes nyt træ i bådene, det blev sommetider til en halv ny båd, når Thomas først kom i gang. Der skulle sættes værk imellem og tjæres udenpå for at gøre bådene tætte, og det hele blev hamret sammen med kobbersøm og galvaniserede søm, for at det ikke skulle ruste for hurtigt i saltvandet. Så selv om vi syntes vinteren var lang, gik den alligevel hurtigt. Men man kunne ikke tænke på at begynde fiskeriet inden den 22. februar, hvor »Sankt Peder smider den varme sten i havet«, og man kunne aldrig gå ud på en mandag første gang i det nye år! Bundgarnsfiskeriet begyndte gerne, når isen tøede op under havbakken og trak ud i havet. Så begyndte det store arbejde med at slæbe bådene ud. De nyspidsede pæle skal ud i vandet og de gamle også, og det var et stort arbejde at binde pælene sammen, så de kunne slæbes ud i havet, hvor garnene skal stå. Dernæst forestod et mægtigt arbejde med at slå pælene i havbunden. Det

Fiskerhusene - Knud Sørensens ligger til højre. (Huset med skorsten)

5


foregik med håndkraft, men senere fik de en håndpumpe til hjælp. Nu er det en motorpumpe der gør det store arbejde, men der er meget slid og slæb alligevel, og ikke mindst at måle ud, hvor stor afstanden mellem pælene skal være, det skal passe med beholder, arme og rad, når garnet skal sættes på. De havde lange dage på havet, inden de var færdige med at sætte det hele op. Mange gange drillede vejret, bedst som de var godt igang gav det sig til at blæse eller det blev tåget, så de måtte se at komme i land. Sidst i februar, hvis vinteren tillod det, skulle bundgarnene tjæres, og det var en speciel dag, når der blev fyret op i den gamle tjærekedel, så tjæren kunne blive varm. Bundgarnene blev dyppet i den varme tjære, og derefter trukket op på en slisk, så de kunne dryppe af. Derefter blev de kørt ud på marken og bredt ud til tørring, og så blev garnene hentet ind igen, når det var tid til at gå i gang med forårsfiskeriet. Konerne var nede med øl og kaffe til at tage det værste støv i halsen. Det var et meget beskidt arbejde. Knud og Thomas skulle altid have noget gammelt tøj på, som bare var til at smide ud bagefter, for tjæren kunne ikke vaskes ud af tøjet. Men bare det at gøre mændene rene, var en forestilling uden lige! Et helt pund margarine skulle smøres på tjæren, der sad i ansigt, på arme og hænder, det løsnede tjæren. Derefter, når den værste tjære var taget af med papir, brugte man vaskepulver, og først derefter blev de vasket med almindelig sæbe, men der var ikke meget hud tilbage efter den omgang. Når foråret var kommet og bundgarnene sat ud i havet, var det jo spændende, om der var kommet fisk i garnene. De første fisk de fangede var stenbidere, en grim fisk, men hunnen »soen« blev der lavet kaviar af, og hvis der var mange af dem, gav det gode penge. Omkring Thomas fødselsdag den 5. april kom der rigtig gang i fiskeriet, da kom der gerne mange sild, så 50 - 100 kasser kunne de godt køre til Øster Hurup havn, hvor de kom på auktionen og blev solgt til forskellige opkøbere. Det var et stort arbejde bare at få fiskene ind ude fra kogene, de skulle først op for at låne Haslunds heste for at køre fiskene i land ude fra den inderste revle. Var der ikke mange, kørte de fisken i land med en trillebør, det var meget tungt i sandet. Senere fik de en gammel traktor, det var nemmere end at skulle op i byen og låne heste, og først ud og hente hesten i bakkerne. 6


Der kom også hornfisk, vi kaldte dem »guldfisk«, for de kunne godt koste penge. Mange gange, når der kom mange fisk, ja så fik man måske 50 øre for et kilo sild, så det var ikke meget. Når vi kom hen i juni, var der makrel, og ind imellem var der mange, men så var det også ved at være slut med forårsfiskeriet. Så skulle garnet samles ind på bakkerne, tørres og gøres i stand til næste gang, det var et stort arbejde med at sy garnet, hvor det var gået i stykker, nogle gange blev der sat store nye stykker i, så nålen skulle bruges flittigt, når de skulle igennem fire store bundgarn. Fiskekutteren »Anne Grethe« brugte de til at sætte garn med lige fra foråret og sommeren over. De røgtede bundgarnene mange gange, og lossede så fisken over på båden, som Thomas havde hentet i Øster Hurup og sejlet hen under bakkerne. På den måde fik de også fisken på auktionen i Øster Hurup. De satte rødspættegarn herhjemme omkring, så længe der var noget i havet.

Her ses hvordan et bundgarn skal sættes.

7


Andre gange sejlede de til Frederikshavn, hvor de lå en tid, og andre gange kom de til Hirsholmene. Engang blæste de inde på Hirsholmene i 8 dage, før de kunne komme derfra igen,men der blev sørget godt for dem, og de blev også inviteret hjem til fyrpasseren. Deres lampeglas på båden var gået i stykker, men det blev ordnet ved at hente et nyt lampeglas fra kirken, det var da noget af en oplevelse. Når de fiskede rødspætter, blev nedgarnene sat af herhjemme, og så fik vi travlt med at rede garnene op, så de kunne få dem med ud næste dag. De var ikke altid helt rene, der var mange krabber, som vi skulle brække kloen af, så de ikke bed os i fingrene, og der var masser af søpindsvin, vi kunne stikke os på. Der var værst med knuderne, de såkaldte »sutter«, de kunne være svære at få løsnet op, når man var frossen om fingrene. Vi stod ude i baghuset, sommetider havde vi en lille varmeovn tændt, men det hjalp mest om benene. Man kan meget når man skal, jeg havde ikke kendt til fiskeri før, men det blev snart en del af hverdagen. I august satte de bundgarnene ud igen, der kunne godt komme en del makrel sidst på sommeren, men nu var det høstsildene, det kom an på, der kom gerne mange store, fede, flotte sild ind, som vi stod og saltede ned i spandevis. Hoved og galde blev taget ud, og sildene blev lagt lagvis med salt og lidt sukker blandet. Så skulle de stå og trække lage, så vi kunne tage af dem til vinteren. Det var godt med en »bidesild« lige fra spanden og spise til kartofler og løgsovs. Julespegesilden tog vi op og lavede til som marineret sild, det var bare godt til en snaps eller to i festligt lag. Men det gik efterhånden sløjt med fiskeriet, så i 1977 måtte Knud opgive.Vi var i Bilka og handle ind, og lige overfor stod der en fiskevogn. Knud ville lige over at se, hvad silden kostede, de stod til 10 kr pr. 1/2 kilo, og Knud fik kun 50 øre! Så havde han fået nok af at fiske, og tog et job på Aalborg Værft. Dermed var det slut med at være selvstændig, men han blev ved med at sætte et bundgarn ud om foråret, når han havde fri, så det gav et lille ekstra tilskud.

8


Thomas Sørensen døde i 1976, og nu var Knud Sørensen så den eneste og sidste bundgarnsfisker i Dokkedal. Han opgav fiskeriet i 1977, og arbejdede derefter på Aalborg Værft, indtil han gik på efterløn som 63årig i 1997. Han blev kort efter syg af en blodprop. Senere stødte der lungekræft til, og med hans død i 2003 var det slut med mange års erhvervsfiskeri i Dokkedal. En epoke er slut, og kun nogle få fritidsfiskere er tilbage i de gamle fiskerhuse, hvori Agnes Sørensen har indrettet et lille »museum« i det ene, til minde om Knud Sørensen, den sidste bundgarnsfisker i Dokkedal.

En »stejle« til at tørre garn på - heraf navnet Stejlgabet.

9


Knud og Agnes Sørensen en stille

solskinsdag ved fiskerlejet i Dokkedal

Profile for Eric Svinth

Den Sidste Bundgarnsfisker  

Lokalhistorisk beskrivelse fra det gamle Sejlflod Kommune / kystbyen Dokkedal. I ældre tider en driftig lille fiskerlandsby - i dag en del a...

Den Sidste Bundgarnsfisker  

Lokalhistorisk beskrivelse fra det gamle Sejlflod Kommune / kystbyen Dokkedal. I ældre tider en driftig lille fiskerlandsby - i dag en del a...

Profile for ebs65
Advertisement

Recommendations could not be loaded

Recommendations could not be loaded

Recommendations could not be loaded

Recommendations could not be loaded