Page 1


DEN BLÅ SERIE: Den blå didaktik serie er Forlaget DUPresS klimavenlige udgivelser. Bøgerne bliver ikke udgivet på papir, men skal læses på computeren. Det har selvfølgelig den ulempe, at du ikke kan læse bøgerne, de steder - hvor der ikke er forbindelse til internettet.

Til gengæld er fremstillingsprisen meget lav. Det er også en proces, der kræver tilvænning til læsning, men efterhånden bliver det for de fleste en behagelighed. Samtidig kan teksterne indeholde andre medier. Det kræver også den teknologi, som man selv føler sig tilpas med. Er det en tablet, en smartphone o.l.? Ovenstående IT-politik er også i didaktisk sammenhæng en lighedsskabende politik. Alle skal have mulighed for i skolen, fagskoler, universiteter o.l. på alle niveauer at tilgå de elektroniske tekster. Didaktiskedatabaser skal ikke være forbeholdt de priviligerede. Der er intet, der kan retfærdiggøre den ulighed i videntilegnelse som lukkede didaktiske databaser er udtryk for! IT-teknologi og didaktik er først og fremmest en åbning ud mod et fællesskab i en global verden.


PLATONS MENON-DIALOG


PLATONS MENON-DIALOG Med kommentarer af Henning Linderoth

FORLAGET DUPResS 2019


”Platons Menon-dialog, med kommentarer af Henning Linderoth.” © Forlaget DUPResS, Præstegårdsvej 29, 7870 Roslev Redigering og tilrettelæggelse: Henning Linderoth Omslag og layout: Henning Linderoth Udgivet som E-bog nov. 2019 ISBN 978-87-92012-00-5

OM Menon-teksten: Titel ”Menon Af Platon ” Bidrag overs. af G. Rangel-Nielsen. Udg. med Indledning og Anmærkninger af Hans Ræder, Udgivelsesår 1906. Bogen kan købes som e-bog på

https://dups.dk/butik/index.html

Billederne på omslaget er fra den gamle skole Toftum skole på Rømø. I 1784 samledes en kreds af beboere i Toftum og Juvre for at planlægge en skole. Læreren blev a¯ønnet af skolebørnenes forældre. Foto: Henning Linderoth.


PLATONS MENON-DIALOG ................................................... 8 Platons akademi og Europas universiteter ........................9 Forord ...................................................................................10 Demokrati en misforståelse. ................................................................ 15 Hvis du synes.......................................................................................... 15 Hvis du synes at test ............................................................................. 16 Hvis du ikke kan holde mund ............................................................... 16

Sokrates dialog med Menon om visdom. .........................19 At bringe mennesker i vildrede............................................................ 39 Slaven ...................................................................................................... 43 Ikke at lære - er at erindre. ................................................................... 45 Sokrates spørger, men belærer ikke slaven noget. ........................... 50 Om slavens svar ..................................................................................... 53 Det der gavner os? ................................................................................. 58 Anytos hjælper med svaret på, hvem der kan være lærer? ............. 63 Sokrates og Menon taler om Anytos ................................................... 72 Ordreferenceliste................................................................................... 84

8


Liv. Platon er født i Athen i en fornem familie. Som helt ung var han interesseret i politik og blev under tyranstyret 404-3 opfordret til at træde ind i politik. Han undslog denne opfordring, da han ikke ville støtte tyrannernes voldelige fremfærd. Siden dødsdømte demokraterne Sokrates(470 – 399 f. Kr.) Platon var herefter modstander af tyran-styret og demokratiet. Plantons ideal var et oligarki (fåmandsvælde). I 367 og 361/60 rejste han til Syrakus på Sicilien, hvor han underviste den unge tyran Dionysios II i sin statsteori. Det var ikke nogen succes. Platon kom tidligt under ind¯ydelse af Sokrates, hvis tanker han blev den førende skildrer af. I staten skitserer Platon en lærer om opdragelse, der for Platon var en statssag. Menon dialogen er sikkert blevet til i den første halvdel af Platons forfatterskab, men ikke tidligt. Man regner ofte dialogen til den tidligste gruppe af Platons værker. De ¯este mener, den er skrevet mellem 386 og 382 fvt.

Akademiet. I 387 f. Kr. grundlagde Platon Athens akademi. Akademiet bestod i næsten 1000 år. Her dyrkede man ®loso®, højere videnskab og statsteori. Det gav samtidig inspiration til Aristoteles Akademi Lykeion (gr.) eller Lyceum (lat.) med bibliotek (÷334). Aristoteles var Platons mest fremtrædende elev. 9


Skolen i Athen (italiensk Scuola di Atene) er en fresko i rummet Stanza della Segnatura i Vatikanpaladset i Rom. Freskoen er et af de mest kendte værker af renæssancemaleren Rafael, der udførte freskoen fra 1509 til 1511 og motivet viser mange af antikkens mest kendte græske ®losofer. Stanza della Segnatura var det første i en række rum, som Rafael blev bestilt til at dekorere, og Skolen i Athen, som repræsentere ®loso®, var sandsynligvis det tredje af malerierne i dette rum, Skolen i Athen er længe blevet set som "Rafaels mesterværk og det perfekte billede på den klassiske ånd i renæssancen". (https://da.wikipedia.org/wiki/ Skolen_i_Athen.)

10


Biblioteket i Alexandria. Store dele af de antikke græske værker blev ført til biblioteket i Alexandria, der i antikken var det største bibliotek i verden og gjorde Alexandria til et førende lærdomscenter. Biblioteket formodes at være grundlagt omkring 280 f.Kr. af Ptolemaios 2. af Egypten. Eratosthenes og Aristarchos forskede aktivt ved biblioteket, som i sin storhedstid skal have haft mellem 400.000 og 700.000 skriftruller, fortrinsvis med græsk litteratur. Det ®k meget stor betydning for universitetsudviklingen i den arabiske verden, der senere i 1100-tallet blev spredt til Europa. Universitetet i Bologna blev grundlagt i 1088 i Bologna, Italien. Det er det ældste universitet, der stadig er i drift i dag. Den blev grundlagt som en uddannelsesinstitution, der ville tillade gratis undervisning uafhængig af kirkelige skoler. Københavns Universitet er det ældste universitet og forskningsinstitution i Danmark. Det blev oprettet i 1479 som et studium generale og er den næstældste institution for højere uddannelse i Skandinavien efter Uppsala Universitet (1477).

11


Forord Den 2. september 2004 hørte jeg et spændende foredrag af didaktikeren Stefan Hopmann på et Ph.D.-seminar i Aalborg. Hopmann fremhævede Platons Menondialog, som et klassisk eksempel på en didaktisk tekst. Måske den første i verden. I sammenhæng med faget didaktik, er der måske i denne dialog rigtig meget at hente. Efterfølgende kom jeg til at arbejde sammen med Stefan Hopmann i er projekt, der fik titlen Didaktik i Norden . Der blev via Aalborg Universitet, Göteborg Universitet og Universitetet i Kristiansand sammensat en gruppe på 8 personer, der repræsenterede de tre universiteter. Til daglig blev gruppen kaldt NorDid. Stefan Hopmann1 var stor tilhænger af den tyske teoretiker Niklas Luhmann, som på universiteterne havde en høj stjerne i begyndelsen af 2000 erne.

I Menondialogen optræder Sokrates og Menon som hovedpersonerne. Platon lader Sokrates anvende den sokratiske metode , hvor Sokrates hele tiden udspørger den lærende. Den lærende er i denne dialog Menon. Menon er en ung smuk 19-årig sofist, der som læremester har haft den store græske sofist Gorgias.2

12


M e n o n: Ja men Sokrates, hvorledes vil du da søge efter dette, som du overhovedet ikke ved hvad er? Hvordan vil du bære dig ad med at tage noget frem til undersøgelse, som du ikke kender, og selv om du ogsaa skulde slumpe til at finde det, hvordan vil du saa erkende, at det er det, som du ikke kendte? S o k r a t e s: Jeg forstaar nok, hvad du tilsigter med de Ord, Menon. Men ser du ikke, at det er rene Ordkløverier, det med, at et Menneske hverken kan søge efter det, han kender, eller efter det, han ikke kender; for han kan ikke søge efter det, han kender, han kender det jo, og i saa Fald har han ingen Undersøgelse nødig; ej heller efter, hvad han ikke kender, han kender jo ikke engang noget til, hvad han søger.(s. 20) For at problemet ikke bare skal være ordkløveri bringer Platon en slave ind på scenen. Slaven er det medie , der gennem demonstion skal anskueliggøre og løse Platons paradoks. Platon lader Sokrates henvise til guderne. Hvad er det guderne har gjort? Jo! svarer Sokrates, guderne har i alle mennesker indplantet en anamnese , (Ordet er græsk og kan oversættes med genhusket eller generindret viden). Der er ikke tale om, at genhuske den erfaring livet har givet en. Den anamnese hver enkelt person får er tildelt af guderne og er forskellig. Desværre er den ikke umiddelbart er til rådighed, men skal generindres, da mennesket ved fødslen har været udsat for hukommelsestab. Det er altså ikke en viden, der 13


bliver til ved fødslen, men er der før fødslen. I erkendelsesteorien taler man om a priorisk viden en viden, der er uafhængig af erfaringen og er evig. Ved at Platon bringer Slaven ind som medie, får han placeret Sokrates som fødselshjælper for viden og Menon, som den der skal lære om erkendelsesteori. Vi taler altså ikke om den klassiske didaktiske model med en lærer, en elev og et indhold. Nej! Eleven har indholdet i sig og er sin egen lærer. Der skal bare en fødselshjælper til, for at eleven kan generindre, den tabte viden. S o k r a t e s: Sig mig da, Slave, ved du, at en Firkant ser omtrent saadan ud? S l a v e n: Ja. S o k r a t e s: Vi kan altsaa have en Firkant med alle Sider lige store? S l a v e n: Ja vel. S o k r a t e s: Er saa ikke ogsaa disse Linjer, som gaar midt igennem fra Side til Side, lige store? S l a v e n:

Jo.

S o k r a t e s: Saadan en Figur kan være større eller mindre, ikke sandt? 14


S l a v e n: Jo. S o k r a t e s: Hvis nu denne Side er to Fod og denne to Fod lang, hvor mange Fod vil saa hele Figuren være? Du kan se det ved at gaa frem paa følgende Maade: hvis denne Linje er to Fod, men denne kun een (f. Eks. A E F D), vil Figuren saa ikke være een Gang to Fod stor?(side 22 23) Du ved ikke hvad du ved, og ikke hvor meget du ved, men du ved på forhånd meget uden at vide det! Du kan altså ikke lære noget af andre! Derfor bliver Menons spørgsmål til Sokrates også irrationel og Sokrates må sætte fødselshjælpen ind. Ser man på Platons Menon-dialog isoleret, så er det da en sympatisk og smuk tanke, at vi alle sammen i vores sjæl løber rundt med alverdens viden - uden at vi ved det! Det er i vores indre uforanderlige idéernes verden og ikke i den ydre forgængelige fænomenernes verden, at vi finder Virkeligheden og Sandheden. Men! Tør man spørge!? Hvilken funktion har Slaven? Hvorfor anvender Platon en slave som medie i dialogen? Svaret på spørgsmålet finder man i Platons bog Staten. I denne bog vil Platon retfærdiggøre arbejdsdelingen i et samfund.

15


Hvorfor er samfundet inddelt i lag? Hvorfor er der nogen, som skal styre samfundet? (Samfundets vogtere) Og hvorfor er der nogen, som skal styres af samfundet? (Samfundets næringsdrivende). Forklaringen er, at guderne ikke har givet alle lige megen viden til generindring. Nogen har fået megen viden, de bliver vogtere og skal styre samfundet. Nogen har fået mindre viden, de bliver næringsdrivende og skal styres af samfundet. Det er jo a priori viden! Så skal vi jo bare have opbygget et samfund, hvor man kan teste dem, der har fået megen viden. Efterfølgende skal de så have en fødselshjælper, der kan få generindret den viden de bærer på. Det kræver en lang formel uddannelse, hvorfor Platon da også havde anlagt et akademi i Athen til formålet. Her skulle de generindre den uforgængelige idéernes verden den egentlige virkelighed og sande verden episteme (viden). Men ikke alle vogtere har fået lige megen viden, der skal generindres. Nogen har dog fået nok viden til se sammenhængen i samfundet og forstå, at samfundet måtte styres af et lag af meget vidende personer. De ikke så vidende vogtere har fået mod og ære (areté = fuldkommenhed) til at beskytte samfundet og beskytte dem, der har fået mest viden. De har fået saglig indsigt og kunnen (kompetencer). De kan være samfundets soldater, lærere o.l. (professionslaget). De næringsdrivende har stort set ikke fået viden, som skal generindres. Der er ingen grund til at anlægge et akademi til dem. Den smule viden de skal have generindret, kan gøres informelt. De er vitale, driftige, ukontrollable og kan ikke 16


overskue samfundet. De skal bare rode rundt i den forgængelige fænomenernes verden og manipulere med den. Det kan man gøre ved at plagiere andres ting techne (kunsten at kunne kaldes også for færdigheder).

Demokrati en misforståelse. Når samfundet ser sådan ud, så er demokratiet en misforståelse. Vi kunne jo komme til at vælge nogle næringsdrivende som ledere af samfundet. Hvordan kan de styre et samfund, når de ikke engang kan styre sig selv? Det er det spørgsmål Platon stiller sig selv? Han når derfor frem til, at demokrati er en dårlig styreform og anbefaler i stedet et oligaki et fåmandsvælde udpeget af akademiet. Det fundament, som Platon bygger på, er en idealistisk epistemologi og et statisk menneskesyn, hvor ingen kan lære andre noget. Er der kaos i samfundet er det tegn på, at vi ikke har testet børnene godt nok, at vi ikke har fået dem sorteret i de niveauer, hvor de hører til!

Hvis du synes Hvis du synes, at du i ovenstående beskrivelse genkender rigtig meget i dagens Danmark 2019 og ikke finder det godt, så er du i fare for, at blive kategoriseret i et lag under de næringsdrivende slaverne. Hvis du har opdaget samfundets nuværende indretning, så hold mund, sig det ikke til nogen. Følg Platons råd i hulelig17


nelsen fortæl ikke dem, der er lænket og kun ser skyggerne på hulens bagvæggen, om det - du har set. Prøv slet ikke på at befri dem! De vil blive blændet af virkelighedens lys. De vil ikke tro dig de vil slå dig ihjel!

Hvis du synes at test ... Hvis du synes, at alle disse test, læringstile, kompetencer, det kompetente barn, læring, individuelle intelligenser, individuelle elevplaner, systemteori, konstruktivisme, eliteskoler - vender barnets og elevens blik indad og mener, at det er godt, at de bliver:  selvoptaget  og ikke optaget af sig selv i forhold til andre  og slet ikke optaget af fællesskabet - - Så stå frem, sig det og skrig det ud i verden! Gør dig klar til rampelyset! Iklæd dig cykeltøjet! Cykel op ad Alpe d Huez! Løb i Afrika! Ikonisere dig selv og din kone sig så lidt som mulig (Hvis du er lidt i tvivl, så smil og sig det ikke til nogen.)

Hvis du ikke kan holde mund Hvis du ikke kan holde mund og synes, at børn og elever gennem didaktiske læreprocesser kan lære af andre og mener, at det er godt, at de vender blikket udad og er optaget af fællesskabet. Det er godt, at børn og elever bliver dannet til fællesskab, med individet i fællesskab og fællesskab i individet. At det er godt, at de sidder i rundkreds og holder i hånd, at det er godt, at de lærer at synge sammen, at de læ18


rer at dele viden med hinanden, at det er godt at børn og elever lytte til nogen, der har mere livserfaring og kritisk tolke på deres erfaring, at det er godt at vide, at børn og elever ikke kan vide alt, men kan hente viden af andre i et netværk. - da vil du didaktik! Du skal læse Menon-dialogen! Her får du viden om, hvad didaktik ikke er! Du får til gengæld viden om, hvor meget magt, der er forbundet med viden. Du får viden om, hvordan man retfærdiggør et uretfærdigt samfund.

God fornøjelse! Lektor i didaktik - Henning Linderoth.

19


20


Sokrates dialog med Menon om visdom. M e n o n: Kan du sige mig, Sokrates, kan Godheden læres? Eller kan den ikke læres, men indøves? Eller kan den hverken indøves eller læres, men kommer af Naturen frem hos Mennesker, eller paa hvilken anden Maade? S o k r a t e s: Kære Menon! I sin Tid gik der Ry af dit Folk, Thessalerne, og de nævntes med Beundring rundt om i Hellas for to Ting: deres Ridekunst og deres Rigdom. Men nu er det vist ogsaa for deres Visdom - og ikke mindst Borgerne i Larissa, din Ven Aristippos' By. Og det kan I takke Gorgias for. Han vandt sig jo straks ved sin Ankomst dertil Beundrere af sin Visdom, blandt de fornemste af selve Aleuadernes Slægt - som f. Eks. din egen Beundrer Aristippos - for ikke at tale om andre fornemme Thessalere. Det maa ogsaa være ham, der har lært jer denne Sikkerhed, hvormed I svarer paa alle mulige Spørgsmaal, frejdigt og selvsikkert, som Mænd, der ved Besked; og hvor skulde det være anderledes, naar han selv erklærer sig rede til at svare paa, lige meget hvad en Hellener kan finde paa at spørge ham om, og der er ikke det Menneske, hvem han bliver Svar skyldig. Men her i Athen, kære Menon, er det gaaet den modsatte Vej. Her er Visdommen ligefrem tørret bort, kan man sige; jeg er bange for, at den helt har forladt disse Egne og er draget op til jer. Hvis du vilde stille en Mand her i Byen, lige meget hvem, det Spørgsmaal, du nylig stillede mig, saa vilde 21


han briste i Latter og sige: »Min gode Thessaler, du maa vist anse mig for at være en Lykkens Yndling, siden du mener, at jeg ved, om Godheden kan læres, eller hvorledes den ellers tilegnes; det er saa langt fra, at jeg ved det, at jeg ikke engang er klar over, hvad Godhed egentlig er.« Og det staar saamænd ikke bedre til med mig selv, Menon. I det Stykke er jeg lige saa stor en Stymper som mine Bysbørn, og jeg gaar haardt i Rette med mig selv for min fuldstændige Uvidenhed derom. Og en Ting, jeg ikke ved hvad er, hvordan skulde jeg vide noget om dens Beskaffenhed? Kan du tænke dig Muligheden af, at en, der overhovedet ikke kender Personen Menon, kan vide, om han er smuk - eller om han er rig - eller om han maaske endog er af fornem Slægt - eller ej? Kan han det, tror du? M e n o n: Nej, vist ikke -. Men ved du, Sokrates, virkelig ikke, hvad Godhed er? Skal jeg rejse hjem og fortælle det om dig derhjemme? S o k r a t e s: Ja! Og ikke blot det, min Ven, men du kan føje til, at jeg indtil dette Øjeblik ikke har truffet nogen, der, saa vidt jeg kan skønne, har vidst det. M e n o n: Hvad siger du? Har du da ikke truffet Gorgias, da han var her? S o k r a t e s: Jo. M e n o n: Og han vidste det altsaa heller ikke, mener du? S o k r a t e s: Jeg husker ikke særlig godt, Menon, saa for Øjeblikket kan jeg ikke sige, hvad mit Indtryk var den Gang. 22


Men maaske ved han det, og du ved sikkert ogsaa, hvad han sagde. Vil du ikke opfriske i min Erindring, hvorledes han udtalte sig om det? Eller, hvis du har Lyst, forklare det selv? For du har vel den samme Opfattelse som han? M e n o n: Ja, det har jeg! S o k r a t e s: Lad saa Gorgias være Gorgias, da vi nu engang ikke har ham her. Men saa maa du i Himlens Navn selv sige mig, hvad du mener Godhed er, Menon! Sig frem, og forhold os ikke din Viden; det er en sand Velsignelse for mig, om jeg har talt usandt, naar jeg har paastaaet, at jeg endnu ikke har truffet nogen, der vidste det. Vis mig, at i hvert Fald du og Gorgias ved det! M e n o n: Ja, det er ikke saa svært at forklare, Sokrates. Som nu f. Eks. for det første en Mands Godhed, det er aabenbart at kunne gøre Fyldest i det offentlige Liv, og i sin Virksomhed der at kunne gavne sine Venner og skade sine Fjender, men selv vogte sig for at komme i Fortræd. Eller skal vi se paa en Kvindes Godhed, da er Forklaringen lige til, at hun skal passe sit Hjem godt og være sparsommelig i Husholdningen og lydig mod sin Mand. Og et Barns Godhed, det er igen noget andet, eet for en Dreng og et andet for en Pige, og man kan ogsaa nævne, hvad der er en gammel Mands Godhed, baade hvis du tænker paa en fri Mand og paa en Slave. Ja, der er endnu mangfoldige Former for Godhed, saa der ikke er nogen Vanskelighed ved at sige, hvad Godhed er for noget; thi for enhver Livsstilling og for enhver Alder og overfor enhver Opgave eksisterer der for hver af os en

23


bestemt Godhed, og jeg tror, Sokrates, paa samme Maade forholder det sig med Sletheden. S o k r a t e s: Jeg har sandelig haft Lykken med mig, Menon! Her har jeg gaaet og søgt efter Godheden i den Tro, at det kun var een, og saa finder jeg en hel Sværm af Former for Godhed, som har slaaet sig ned hos dig. Men for at blive i Billedet med Bisværmen, Menon; saa lad os antage, at jeg spørger dig, hvad du egentlig forstaar ved en Bi; og du saa svarer, at der er mange og mange forskellige Slags, og sæt at jeg spørger videre: Ja, men mener du, at de er mange og mangeartede og forskellige fra hverandre i Egenskab af Bier? Eller er ikke snarere det fælles for dem alle, at de er Bier, medens de derimod er forskellige i Skønhed eller Størrelse, eller hvad det nu kan være? Hvad vilde du sige til det Spørgsmaal? M e n o n: Jeg vilde svare, at deri, at de er Bier, adskiller den ene sig ikke fra den anden. S o k r a t e s: Hvis jeg derefter sagde: Een Ting maa du svare mig paa, M e n o n det Punkt, paa hvilket de ikke er forskellige, men hvori de alle er ens, hvad mener du det er? Det kunde du velsagtens nok sige mig? M e n o n: Ja vist. S o k r a t e s: Ligesaadan altsaa med de forskellige Former for Godhed: selv om de er mange og forskelligartede, maa de da alle have en fælles Form, i Kraft af hvilken de er Godhed, og hvorpaa man maa have sin Opmærksomhed henvendt, hvis man skal besvare det Spørgsmaal, hvad Godhed vel kan være. Eller forstaar du ikke, hvad jeg mener? 24


M e n o n: Jo, jeg tror nok, jeg forstaar det, men jeg har dog ikke endnu faaet saa godt fat paa det, som jeg gerne vil. S o k r a t e s: Sig mig saa: mener du, at det blot gælder Godheden, at der er een Form for Godhed for en Mand, og en anden for en Kvinde og saa fremdeles, eller gælder det samme ogsaa for Sundhed og Størrelse og Styrke? Er Sundhed hos en Mand eet, hos en Kvinde noget andet? Eller er det den samme Form, hvad enten den findes hos en Mand eller hos hvilket som helst andet Væsen? M e n o n: Jeg mener, Sundhed maa være det samme baade hos Mand og Kvinde. S o k r a t e s: Og ligeledes med Størrelse og Styrke, saa vidt jeg kan forstaa? Hvis en Kvinde er stærk, vil hun være det ved samme Form for Styrke; og naar jeg siger den samme Form, mener jeg, at Styrke ikke er noget forskelligt, efter som den findes hos en Mand eller en Kvinde; eller synes du, der er Forskel? M e n o n: Nej. S o k r a t e s: Men nu Godheden, er den forskellig efter sit Væsen, alt efter som den findes hos et Barn eller en gammel, eller hos en Kvinde eller en Mand? M e n o n: Ja, det forekommer mig næsten, Sokrates, at Forholdet ligger lidt anderledes der end i de andre Tilfælde. S o k r a t e s: Nu vel! Sagde du ikke, det var en Mands Godhed at styre Staten godt, og en Kvindes at styre Huset? M e n o n: jo.

25


S o k r a t e s: Ja, men kan man styre enten en Stat eller et Hus eller hvad som helst andet, hvis man ikke gør det besindigt og retfærdigt? M e n o n: Nej, naturligvis ikke. S o k r a t e s: Og hvis man styrer retfærdigt og besindigt, saa vil det vel sige, at det sker med Retfærdighed og Besindighed? M e n o n: Det forstaar sig. S o k r a t e s: Følgelig er det disse samme to Egenskaber, man behøver, hvis man skal blive god, baade en Mand og en Kvinde: Retfærdighed og Besindighed. M e n o n: Det er klart. S o k r a t e s: Nu vel. Kan et Barn eller en Olding, der er hidsige og uretfærdige, nogensinde være gode? M e n o n: Nej, vist ikke. S o k r a t e s: Men derimod, hvis de er besindige og retfærdige? M e n o n: Ja. S o k r a t e s: Følgelig er alle Mennesker gode paa samme Maade; thi de maa have de samme Egenskaber for at være gode. M e n o n: Ja, det lader til det. S o k r a t e s: Hvis deres Godhed ikke var den samme, kunde de da vel ikke være gode paa samme Maade? M e n o n: Nej. S o k r a t e s: Da nu altsaa Godheden er den samme hos alle, prøv saa at komme i Tanker om, hvad Gorgias siger den 26


er, og du med ham. M e n o n: Hvad andet end at kunne herske over sine Medmennesker - siden du vil have een enkelt Forklaring, der indbefatter alt. S o k r a t e s: ja, men det er jo netop det, jeg vil. Men sig mig, er det ogsaa det, vi skal forstaa ved et Barns Godhed, Menon, og en Slaves: at kunne herske over sin Herre? Og synes du, at den, der hersker, længere kan kaldes Slave? M e n o n: Nej, det synes jeg egentlig ikke, Sokrates. S o k r a t e s: Nej, det lyder jo ikke rimeligt, kære Menon. Men se saa videre: du taler om at kunne herske; skal vi ikke dertil føje: »retfærdigt, ikke uretfærdigt«? M e n o n: Det tror jeg vi skal, for Retfærdighed er Godhed, Sokrates. S o k r a t e s: Er det det samme som Godhed, Menon, eller er det en Form for Godhed? M e n o n: Hvorledes mener du? S o k r a t e s: Ikke anderledes, end jeg vilde udtrykke mig i ethvert andet Tilfælde. Som nu f. Eks. vilde jeg sige om det runde, at det er e n Form eller Figur, og ikke uden videre, at det er Form. Og saadan vilde jeg udtrykke mig, fordi der ogsaa er andre Figurer. M e n o n: Ganske rigtigt! Saadan siger ogsaa jeg, at ikke blot Retfærdighed er Godhed, men der er ogsaa andre Former for Godhed.

27


S o k r a t e s: Hvad er det for nogle? Lad mig høre! Ligesom jeg kunde nævne dig andre Figurer, hvis du ønskede det, saadan skal du nævne mig andre Former for Godhed. M e n o n: Ja, saa mener jeg da, at Tapperhed er Godhed, og Besindighed, og Visdom, og Højsind og mange andre Egenskaber. S o k r a t e s: Saa er det gaaet os ligesom før, Menon; under vor Søgen efter den ene Ting, Godheden, har vi igen fundet mange Former, ganske vist ad en anden Vej end før. Men Godheden, som noget enkelt og udelt, det, som er fælles i dem alle, kan vi ikke finde. M e n o n: Ja, jeg kan endnu ikke, saadan som du fordrer, Sokrates, faa fat paa Godheden som et Begreb, der er fælles for alt, ligesom i de øvrige Tilfælde. S o k r a t e s: Nej, det er rimeligt nok. Men lad mig gøre mit Bedste, for at vi kan komme videre, hvis jeg kan. Du forstaar jo da, at Forholdet er det samme overalt; hvis en stillede det samme Spørgsmaal til dig, som jeg før: hvad er Figur, og du svarede: det er noget rundt, og hvis han saa spurgte videre: er det runde Figur, eller er det en Figur - saa vilde du vel sige: en Figur. M e n o n: ja vist. S o k r a t e s: Formodentlig, fordi der ogsaa er andre Figurer, ikke sandt? M e n o n: Ja. S o k r a t e s: Og hvis han spurgte dig videre: hvilke da? Kunde du saa nævne dem? 28


M e n o n: Ja. S o k r a t e s: Og hvis han spurgte dig videre paa samme Maade, hvad Farve er for noget, og du sagde: »hvidt«, og Spørgeren derpaa indvendte: er hvidt Farve eller en Farve? Saa vilde du sige, at det er en Farve, fordi der ogsaa er andre. M e n o n: ja. S o k r a t e s: Og hvis han opfordrede dig til det, kunde du nævne andre Farver, der ligesaa vel er Farve som hvidt! M e n o n: Ja. S o k r a t e s: Hvis han nu ligesom jeg fulgte Tankegangen videre og sagde: Vi ender stadig ved en Mangfoldighed; det kan jeg ikke slaa mig tiltaals med; men da du sammenfatter disse mangfoldige Ting under een Benævnelse og paastaar, at hver eneste af dem er Figur, og det skønt de indbyrdes er Modsætninger, hvad er det saa for noget, som i sig sammenfatter ligesaa vel det runde som det lige, dette, du altsaa kalder Figur? ... Du pastaar jo nemlig, at det runde saa vel som det lige er Figur - ikke sandt? M e n o n: jo. S o k r a t e s: Naar du siger saadan, mener du vel ikke dermed,at det runde er mere rundt end lige, eller det lige mere lige end rundt? M e n o n: Nej paa ingen Maade, Sokrates. S o k r a t e s: Nej, du mener, at det runde ikke er Figur i højere grad end det lige, og omvendt?

29


M e n o n: Det har du Ret i. S o k r a t e s: Hvad kan det da vel være, som vi kalder Figur? Prøv at forklare det! Hvis du svarede den, der spurgte saaledes enten om Figur eller Farve: Nej, jeg fatter ikke, hvor du vil hen, min gode, og forstaar ikke, hvad du mener - saa vilde han vel blive forbavset og sige: Forstaar du da ikke, at jeg søger det, som er fælles for alt dette? - Kunde du maaske heller ikke give Svar herpaa, Menon, hvis en spurgte dig: Hvad er det fælles for alle disse Ting, det runde og det lige og alle de øvrige Foreteelser, som vi kalder Figurer? Prøv at sige det, for at du ogsaa ved den Øvelse kan finde frem til at give Forklaring paa Godhed. M e n o n: Nej, Sokrates, du maa selv sige det. Sokrates : Skal jeg føje dig? M e n o n: Javist. S o k r a t e s: Men altsaa under Forudsætning af, at du vil forklare mig, hvad Godhed er? M e n o n: Ja, det vil jeg! S o k r a t e s: Ja ja. Lad os tage fat! Det er Ulejligheden værd. M e n o n: Ja i høj Grad. S o k r a t e s: Nu vel! Lad mig forsøge at udrede, hvad Figur er. Se nu, om du kan lade følgende Forklaring gælde: lad os sætte, at Figur er det, som ene af alle Ting, som er til, altid følges med Farve. Er du tilfreds med det, eller ønsker du det paa en anden Maade? Selv i saa Fald skal jeg ikke gøre Ophævelser, hvis du blot fortæller mig, hvad Godhed er. M e n o n: Nej, Sokrates, den Forklaring er taabelig. 30


S o k r a t e s: Hvad mener du? M e n o n: At Figur efter din Mening er det, der altid følger med Farve. Lad gaa! Men hvis en nu siger, at han ikke ved, hvad Farve er, men staar ligesaa raadvild over for det, som over for Figur, hvad tror du saa han har faaet ud af din Forklaring? S o k r a t e s: Sandheden, tænker jeg; og hvis nu Spørgeren var et af disse her kløgtige Hoveder, der altid er parat med Spidsfindigheder og Ordkløveri, vilde jeg svare ham: Saadan lyder min Forklaring i alt Fald; men har jeg ikke Ret, maa det blive din Sag at tage Spørgsmaalet op og modbevise mig. Men hvis det var gode Venner, som du og jeg nu, der vilde tale sammen om Sagerne, maatte jeg vel ogsaa svare i en mere fredsommelig og passende Samtaletone. Og til en god Samtaleform hører vist ikke blot at give rigtige Svar, men ogsaa det kun at betjene sig af saadanne Udtryk, som Spørgeren indrømmer han kender. Og saadan vil jeg da ogsaa forsøge at svare dig. Sig mig altsaa: du bruger jo Ordet »Begrænsning«; dermed mener jeg saadan noget som Grænse, Ende, eller hvad du vil; alt det kommer for mig ud paa eet og det samme, selv om en Mand som Prodikos sikkert vilde gøre Indvendinger; men jeg gaar ud fra, at du roligt taler om, at en Ting ender eller begrænses; andet mener jeg ikke, uden nogen Dybsindigheder. M e n o n: Jo, saadan siger jeg, og jeg tror at forstaa, hvad du mener.

31


S o k r a t e s: Og fremdeles: du bruger Ordet »Overflade«, og ogsaa Ordet »Legeme«, de bekendte Udtryk fra Geometrien? M e n o n: Ja. S o k r a t e s: Saa vil du nok ud fra disse Bestemmelser kunne forstaa, hvad jeg mener med Figur, nemlig: for enhver Figurs Vedkommende er det, hvormed Legemet begrænses, dets Figur. Eller kortere udtrykt kunde jeg sige, at Figur er et Legemes Begrænsning. M e n o n: Men nu Farve, hvordan forklarer du det, Sokrates? S o k r a t e s: Du er da en skrækkelig Plageaand, Menon, du herser med en gammel Mand for at faa Besked om alt muligt, men selv er du ikke til Sinds at huske dig om for at kunne sige, hvad Gorgias forstaar ved Godhed. M e n o n: Jo, saa snart du har svaret mig paa dette her, Sokrates, skal jeg sige dig det. S o k r a t e s: Selv med Bind for Øjnene vilde man snart af en Samtale med dig kunne regne ud, Menon, at du er smuk, og at der endnu er Mænd, der er indtaget i dig. M e n o n: Saa? S o k r a t e s: Jo, for du bestiller ikke andet end at kommandere; det er akkurat ligesom med forkælede Drenge; de er rene Tyranner, saa længe de staar i Ungdommens Vaar. Og du har vist straks luret mig af, at jeg ikke kan staa for smukke unge Mennesker. Ja, saa maa jeg føje dig og svare. 32


M e n o n: Ja, det maa du virkelig. S o k r a t e s: Skal jeg svare dig paa Gorgias' Maner? jeg gaar ud fra, at saadan kan du bedst følge med? M e n o n: Ja, naturligvis. S o k r a t e s: I siger jo, efter Empedokles' Lære, at der udgaar Udstrømninger fra Tingene, ikke sandt? M e n o n: Ja vist. S o k r a t e s: Og at der er Aabninger som disse Udstrømninger trænger ind i og igennem? M e n o n: Ja. S o k r a t e s: Og at nogle af disse Udstrømninger passer til visse af Aabningerne, men at andre er mindre eller større? M e n o n: Ganske rigtigt. S o k r a t e s: Er der ikke ogsaa noget, du kalder Syn? M e n o n: Jo. S o k r a t e s: Nu vel! Saa »tyd min dunkle Tale«, som Pindar sang: Farve er en Udstrømning fra Figurerne, afpasset efter og derfor mærkbar for Synet. M e n o n: Det synes jeg er en udmærket Forklaring, du der har givet, Sokrates. S o k r a t e s: Ja, for den er vist ogsaa givet i den Stil, du er vant til at høre; formodentlig er du tillige klar over, at du efter samme Metode kunde forklare, baade hvad Lyd er, og Lugt og meget andet. M e n o n: Uden Tvivl. 33


S o k r a t e s: Ja, Menon, det Svar er jo ogsaa i den højttravende Stil, og det er derfor, du synes bedre om det end om Forklaringen paa Figuren. M e n o n: Det gør jeg S o k r a t e s: Og dog, du Søn af Alexidemos, er, efter min Overbevisning, ikke den sidste, men den forrige Forklaring den bedste; og det samme Resultat vil du komme til, tror jeg, hvis du ikke, som du sagde i Gaar, var nødt til at rejse herfra »før Mysteriefesten«, i Stedet for at blive og lade dig indvie. M e n o n: Ja men jeg vil gerne blive, Sokrates, hvis du blot vil fortælle mig meget af den Slags. S o k r a t e s: Ja, jeg skal ikke lade det skorte paa den gode Vilje til at drøfte den Slags Emner, baade for din og min egen Skyld; jeg er kun bange for, at jeg ikke har Magt, som jeg har Agt; men tag nu og prøv paa at holde, hvad du lovede mig, og giv mig en udtømmende Forklaring paa, hvad Godhed er; og hold nu op med at lave Enheden om til mangfoldige Ting, som man plejer at sige til dem, der slaar noget i Stykker, for at spotte dem -, men bring den hel og frelst i Land, og lad mig faa Godheden, som den er. Eksempler at gaa efter har du faaet af mig. M e n o n: Ja ja, saa synes jeg da,. Sokrates, at Godhed er, for at bruge Digterens Ord: At frydes ved det skønne og at evne at tilegne sig det; eller med mine egne Ord: at. stræbe efter det skønne og have Evne til at naa det. S o k r a t e s: Mener du, at den, der stræber efter, hvad der er skønt, dermed stræber efter, hvad der er godt?

34


M e n o n: Ja, i høj Grad. S o k r a t e s: Velsagtens ud fra den Forudsætning, at der er nogle, som stræber efter det gode, andre efter det onde? Du tror altsaa ikke, at alle stræber efter, hvad godt er? M e n o n: Nej. S o k r a t e s: Men nogle efter, hvad ondt er? M e n o n: Ja. S o k r a t e s: Er det, fordi de tror, det onde er godt, mener du, eller stræber de efter det, skønt de indser, det er ondt? M e n o n: Begge Dele er Tilfældet, tror jeg. S o k r a t e s: Mener du for Alvor, Menon, at nogen, der indser, at det onde er ondt, alligevel stræber efter det? M e n o n: Ja vist. S o k r a t e s: Hvad forstaar du ved at stræbe? At stræbe efter at opnaa? M e n o n: Efter at opnaa det, ja. Det er klart. S o k r a t e s: Er det, fordi han tror, det onde gavner den, deropnaar det, eller indser han, at det onde skader den, det tilfalder? M e n o n: Der er dem, der tror, det onde gavner, og der er andre,der indser, det skader. S o k r a t e s: Tror du for Alvor, at de, der mener, det onde gavner, er helt klar over, hvad det onde er? M e n o n: Nej, det er jeg ikke sikker paa.

35


S o k r a t e s: Men saa er det jo klart, at disse Mennesker, der ikke har bedre Indsigt, ikke stræber efter det onde, men efter det, de mente var godt, men som i Virkeligheden er ondt; følgelig stræber disse Mennesker, der i deres Uvidenhed tror, at det onde er godt, i Virkeligheden efter det gode. M e n o n: Det kan næsten se saadan ud. S o k r a t e s: Nu vel: de, som stræber efter det onde, idet de, som du siger, mener, at det onde skader den, der opnaar det, de indser altsaa, at de lider Skade derved? M e n o n: Ja, nødvendigvis. S o k r a t e s: Men de, der lider Skade, maa de ikke selv mærke, at de fordærves i samme Grad, som de lider Skade? M e n o n: Jo, ogsaa det. S o k r a t e s: Og er de fordærvede ikke ulykkelige? M e n o n: Jo, det tror jeg nok. S o k r a t e s: Findes der da nogen, som gerne vil være fordærvet og ulykkelig? M e n o n: Det tror jeg ikke, Sokrates. S o k r a t e s: Følgelig ønsker ingen det onde, Menon, hvis han da ikke ønsker at blive saaledes. For hvad skal man forstaa ved Ordet »ulykkelig« - andet end at stræbe efter det onde og opnaa det? M e n o n: Det ser ud til, at du har Ret, og at ingen ønsker det onde. S o k r a t e s: Sagde du ikke nylig, at Godhed er at ville det gode og at kunne naa det? 36


M e n o n: Jo, det sagde jeg. S o k r a t e s: Nu den ene Del af denne Forklaring, at ville det gode, er den ikke følgelig fælles for alle? I den Henseende er den ene vel ikke bedre end den anden? M e n o n: Nej, aabenbart ikke. S o k r a t e s: Men det er klart, at hvis den ene er bedre end den anden, ligger Forskellen i Evnen. M e n o n: Ja vist. S o k r a t e s: Saa maa Godhed altsaa efter din Forklaring bestaa i Evnen til at opnaa det gode. M e n o n: Ja, det er lige akkurat, hvad jeg mener, Sokrates, at saadan er det, som du nu antager. S o k r a t e s: Lad os da se lidt nærmere ogsaa paa den Forklaring, om du har Ret; det kunde jo være, at du har truffet det rigtige. Du siger nu, at Godhed er at kunne opnaa de Ting, som er gode? M e n o n: Ja vel. S o k r a t e s: Og ved Goder forstaar du vel saadanne Ting som Sundhed og Rigdom? Og at kunne skaffe sig Guld og Sølv, tænker jeg, og ærefulde Tillidshverv, og Embeder i Staten. Regner du ikke forskellige andre Ting foruden dem for Goder? M e n o n: Nej, kun alle de Ting, du nævnte. S o k r a t e s: Nu vel; saa bestaar altsaa Godheden i at skaffe sig Guld og Sølv, ifølge Menons Ord, den Mand, hvis Fædre har siddet ved Perserkongens Bord! Naar du taler om 37


at faa disse Goder, tilføjer du saa: »paa retfærdig og from Vis«, eller er det dig uden Forskel? Selv om en opnaar dem paa uretmæssig Vis, kalder du det saa alligevel Godhed? M e n o n: Nej, begribeligvis ikke, Sokrates. S o k r a t e s: Men derimod Slethed? M e n o n: Ja, i høj Grad. S o k r a t e s: Da maa vi altsaa forlange, ser det ud til, at Egenskaber som Retfærdighed eller Besindighed eller Fromhed eller en anden Form for Godhed skal ledsage denne Tilegnelse af Goder; men i modsat Fald vil det ikke kunne kaldes Godhed. M e n o n: Nej, hvordan kunde det være Godhed uden disse Egenskaber? S o k r a t e s: Men at lade være med at skaffe sig Guld og Sølv i Tilfælde af, at det maatte ske paa uretfærdig Vis, enten til Gavn for en selv eller for en anden, er ikke ogsaa dette Afkald at regne for Godhed? M e n o n: Det synes saa. S o k r a t e s: At skaffe sig saadanne Goder kan altsaa ikke gøre mere Krav paa at kaldes Godhed end at give Afkald derpaa; men Resultatet bliver nok, at hvad der gøres paa retfærdig Vis, er Godhed, men hvad der sker uden Retfærdighed, Fromhed og saa videre, er Slethed. M e n o n: Jeg tror, det maa være, som du siger, Sokrates.

38


S o k r a t e s: Sagde vi ikke for lidt siden, at hver enkelt af disse Ting, Retfærdighed, Besindighed og saa fremdeles, er en Del af Godheden. M e n o n: Jo. S o k r a t e s: Vil du da have mig til bedste, Menon? M e n o n: Hvorledes det, Sokrates? S o k r a t e s: Jo, skønt jeg nylig bad dig om ikke at slaa Godheden itu eller pille den i Stykker, og skønt jeg gav dig Forbilleder, som du skulde holde dig for Øje i dit Svar, tager du intet Hensyn til det, men fortæller mig, at Godhed er at kunne skaffe sig Goder paa retfærdig Vis; og Retfærdigheden er en Del af Godheden, siger du? M e n o n: Ja. S o k r a t e s: Det fremgaar nu af dine egne Indrømmelser, at en hvilken som helst Handling, der ledsages af en Del af Godheden, er Godhed. M e n o n: Hvad er din Mening med dette? S o k r a t e s: Jeg mener hermed, at, skønt jeg bad dig om at sammenfatte Godheden under eet, gaar du langt uden om en udtømmende Forklaring, og fortæller mig i Stedet for, at enhver Handling, som ledsages af en enkelt Side af Godheden, er Godhed, som om du allerede havde bestemt den som Enhed, og som om du gik ud fra, at jeg nok vilde blive klar over det, selv om du plukker den i Stykker. Vi maa altsaa vende tilbage til vort Udgangspunkt, tror jeg, og endnu engang stille det samme Spørgsmaal, kære M e n o n hvad er Godhed, siden vi ikke har kunnet komme længere i 39


vor Bestemmelse af den, end at enhver Handling, der gøres i Kraft af en Side af Godheden, er Godhed; for det maa jo blive Meningen af de Ord, at enhver retfærdig Handling er Godhed. Eller mener du ikke, at du atter maa stille det samme Spørgsmaal? Eller tror du, noget Menneske ved, hvad en Del af Godheden er, naar han ikke ved, hvad Godheden er? M e n o n: Nej, det tror jeg ikke. S o k r a t e s: Nej, for hvis du husker den Gang, jeg gav en Forklaring paa Ordet Figur, saa forkastede vi den Maade at bestemme en Ting paa, som i Forklaringen anvender Udtryk for Ting, man endnu søger efter og endnu ikke er kommet til Klarhed over. M e n o n: Ja, og det med Rette, Sokrates. S o k r a t e s: Nu vel, siden det altsaa stadig er Godheden i sin Helhed, der søges efter, saa maa du heller ikke tro, min fortæffelige Ven, at du kan give nogen som helst et klart Begreb derom, naar du bruger Udtryk for Dele af den i din Forklaring, ligesaa lidt som om noget som helst andet, naar du udtrykker dig paa den Maade. Nej, du maa nødvendigvis atter stille det samme Spørgsmaal: hvad er det for en Opfattelse af Godheden, der ligger til Grund for dine Ord? Synes du ikke, det er rigtigt? M e n o n: Jo, jeg tror, du har Ret. S o k r a t e s: Saa forklar mig det da forfra igen: hvad mener du og din Ven, at Godhed er?

40


At bringe mennesker i vildrede. M e n o n: Hør, Sokrates, før jeg havde truffet dig, havde jeg hørt, at du altid selv er i Vildrede og bringer andre Mennesker i Vildrede. Og nu forekommer det mig, at du bruger Trylleri og Trolddom imod mig og ganske lammer mig, saa at jeg ikke ved nogen Udvej. Hvis jeg maa bruge en spottende Vending, saa ligner du fuldstændig dette her flade, brede Havuhyre, den elektriske Rokke, du ved, baade af Udseende og Væsen. Som bekendt lammer den, hvem der kommer den nær og rører ved den, og jeg har en Fornemmelse af, at du har gjort noget lignende ved mig. Jeg føler mig virkelig lam baade paa Tanken og paa Tungen og er ude af Stand til at svare dig. Og dog har jeg vel utallige Gange staaet og talt om Godheden, udførligt og længe, og for mangfoldige Mennesker og, efter min Mening, gjort det virkelig godt; men nu kan jeg ikke engang gøre Rede for, hvad den i det hele taget er for noget. Det forekommer mig ogsaa, at det er fornuftigt, naar du holder dig hjemme og ikke søger bort til fremmede Havne eller Lande; for hvis du i en fremmed By, som Udlænding, vilde bære dig saadan ad, vilde du vist snart blive ført for Retten som Troldmand. S o k r a t e s: Menon, Menon, du er en stor Skælm! Og der havde du nær narret mig! M e n o n: Hvad skal det dog sige? S o k r a t e s: Jeg forstaar, hvorfor du kom med den Sammenligning.

41


M e n o n: Hvorfor, mener du? S o k r a t e s: For at jeg skal gøre Gengæld. Jo, jeg kender dem, alle disse skønne unge Mennesker, og ved, at de nyder at blive sammenlignet. Ja vist, det kan de ogsaa være tjent med; der maa jo skønne Billeder til, naar det gælder skønne unge Mænd. Men jeg vil ikke gøre Gengæld. Hvis den omtalte Rokke, der lammer andre, selv er lam, saa passer Billedet paa mig, ellers ikke. For det er ikke saaledes, at jeg selv ved Udvej og bringer de andre i Vildrede; nej, er der nogen, der selv er i Vildrede, naar han bringer andre i Vildrede, saa er det mig. Og hvad nu Godhed angaar og dens Væsen, da ved jeg virkelig ingen Besked; du derimod vidste det rimeligvis, førend du kom i Nærheden af mig, men nu lader det til, at du ikke ved det. Alligevel vil jeg gerne i Fællesskab med dig drøfte Spørgsmaalet og søge efter en Løsning. M e n o n: Ja men Sokrates, hvorledes vil du da søge efter dette, som du overhovedet ikke ved hvad er? Hvordan vil du bære dig ad med at tage noget frem til Undersøgelse, som du ikke kender, og selv om du ogsaa skulde slumpe til at finde det, hvordan vil du saa erkende, at det er det, som du ikke kendte? S o k r a t e s: Jeg forstaar nok, hvad du tilsigter med de Ord, Menon. Men ser du ikke, at det er rene Ordkløverier, det med, at et Menneske hverken kan søge efter det, han kender, eller efter det, han ikke kender; for han kan ikke søge efter det, han kender, han kender det jo, og i saa Fald har han ingen Undersøgelse nødig; ej heller efter, hvad han ikke kender, han kender jo ikke engang noget til, hvad han søger. 42


M e n o n: Naa, saa synes du altsaa ikke, at den Betragtning er rigtig? S o k r a t e s: Nej! M e n o n: Kan du sige hvorledes? S o k r a t e s: Det kan jeg; thi jeg har hørt det af Folk, der besad Visdom om det hinsidige, baade Mænd og Kvinder! M e n o n: Hvilken Forklaring gav de? S o k r a t e s: En sand og skøn, synes jeg! M e n o n: Hvordan lød den, og fra hvem har du den? S o k r a t e s: Det var de Præster og Præstinder, som har stræbt efter at gøre sig selv Rede for Betydningen af deres Gerning; blandt dem var ogsaa Pindar og mange andre af de.Digtere, som Guderne har benaadet. Nu skal du høre, hvad de siger, og tænk saa over, om det forekommer dig sandt. Menneskets Sjæl, siger de, er udødelig, og snart afslutter den sin Bane, - det, som man sædvanlig kalder at dø og snart fødes den igen, men aldrig gaar den til Grunde. Derfor bør man af al Magt søge at leve et fromt Liv alle sine Dage:

»De, af hvis Haand Persefone Bod for svunden Tids Brøde naadigt modtog, til Lyset didop deres Sjæle hun skikker efter ni Aars vekslende Løb. Frem de træder med Magt da som Konninger bolde, som kraftige Kæmper, fulde af Kløgt;

43


Helte de kaldes og fromt de dyrkes i kommende Tider af Menneskens Slægter.« Eftersom altsaa Sjælen er udødelig og atter og atter er født paany, og følgelig har set baade denne Verden og Underverdenen og meget mere, har den lært alt, hvad nævnes kan, at kende; derfor er der intet mærkeligt ved, at den ogsaa er i Stand til at genkalde sig i Erindringen, hvad den før har vidst, baade om det gode og om meget andet. Thi da hele Verdensaltet er af samme Natur og Oprindelse, og Sjælen har lært det alt at kende, kan der intet være til Hinder for, at naar den blot har erindret een Ting - vi Mennesker kalder det at lære - saa kan den finde alt det øvrige frem igen, hvis den blot er udholdende og ikke bliver træt af at søge; for al Søgen og al Tilegnelse er ikke andet end Erindring. Vi maa altsaa ikke lade os blænde af denne spidsfindige Tale; den kan nemlig let fremelske Ladhed hos os, og det er for blødagtige Mennesker ogsaa en Tale, som er forlokkende at lytte til, men den anden Tale skaber ufortrødne, søgende Mennesker. Og da jeg tror paa, at den er sand, vil jeg gerne sammen med dig søge efter, hvad Godhed er. M e n o n: Ja, Sokrates, men hvad mener du med det, at vi ikke tilegner os Kundskaber, men at det, vi kalder saadan, i Virkeligheden er Erindring? Kan du belære mig om, at det hænger saadan sammen?

44


S o k r a t e s: Jeg sagde for lidt siden, at du var en Skælm, Menon, og nu spørger du mig, om jeg kan lære dig noget, jeg, som ikke mener, der gives noget, der hedder at lære, men kun Erindring, blot for at jeg straks skulde modsige mig selv. M e n o n: Nej bevares, Sokrates, det var ikke min Hensigt med de Ord, men de faldt kun saadan efter almindelig Sprogbrug. Men hvis du kan bevise mig, at det er, som du siger, saa gør det!

Slaven S o k r a t e s: Ja, det er just ikke saa helt let, men jeg skal dog gøre mit Bedste for din Skyld. Men saa kald paa en eller anden af de mange Slaver der i dit Følge, for at jeg kan vise dig det paa ham. M e n o n: Ja vel. - Hør, du der, kom herhen! S o k r a t e s: Jeg gaar ud fra, at han er Hellener og taler Græsk? M e n o n: Ja vist saa, han er født hjemme hos mig. S o k r a t e s: Giv saa Agt da, og se, om du synes, han lærer noget af mig eller blot erindrer det. M e n o n: Ja, det skal jeg. S o k r a t e s: Sig mig da, Slave, ved du, at en Firkant ser omtrent saadan ud? S l a v e n: Ja.

45


S o k r a t e s: Vi kan altsaa have en Firkant med alle Sider lige store? S l a v e n: Ja vel. S o k r a t e s: Er saa ikke ogsaa disse Linjer, som gaar midt igennem fra Side til Side, lige store? S l a v e n: Jo. S o k r a t e s: Saadan en Figur kan være større eller mindre, ikke sandt? S l a v e n: Jo. S o k r a t e s: Hvis nu denne Side er to Fod og denne to Fod lang, hvor mange Fod vil saa hele Figuren være? Du kan se det ved at gaa frem paa følgende Maade: hvis denne Linje er to Fod, men denne kun een (f. Eks. A E F D), vil Figuren saa ikke være een Gang to Fod stor? S l a v e n: Jo. S o k r a t e s: Men da nu ogsaa denne Side er to Fod, bliver der saa ikke to Gange to Fod? S l a v e n: Jo, det gør det. S o k r a t e s: Den bliver altsaa to Gange to Fod stor? S l a v e n: Ja. S o k r a t e s: Hvor meget er nu to Gange to Fod? Regn efter og sig mig det. S l a v e n: Fire, Sokrates.

46


S o k r a t e s: Kan man nu ikke have en anden Firkant, der er dobbelt saa stor som denne her, og saadan, at den ligesom denne har fire lige store Sider? S l a v e n: Jo. S o k r a t e s: Paa hvor mange Fod bliver saa den? S l a v e n: Otte. S o k r a t e s: Vel, prøv saa at sige mig: hvor lang bliver hver Side i den ny Firkant? I denne her er den jo paa to Fod; hvor lang bliver saa hver i den anden? S l a v e n: Dobbelt saa lang, Sokrates, det er klart.

Ikke at lære - er at erindre. S o k r a t e s: Du ser, Menon, at jeg lærer ham ikke noget, jeg spørger ham paa hvert Punkt; og nu tror han at vide, hvor stor en Linje der skal til for at danne en Firkant paa otte Fod; ikke sandt? M e n o n: Jo. S o k r a t e s: Ved han det da? M e n o n: Nej, naturligvis ikke. S o k r a t e s: Men han tror, den fremkommer ved, at Siderne bliver dobbelt saa lange. M e n o n: ja. S o k r a t e s: Læg nu Mærke til, hvordan han efterhaanden finder Sammenhængen frem af sin Erindring, saaledes som en saadan Erindring maa foregaa. Men sig 47


mig, du mener altsaa, at den dobbelte Side giver en dobbelt saa stor Figur? Vel at mærke, ikke en Figur, det er lang paa den ene Led og kort paa den anden, men den skal være lige lang paa alle Leder ligesom denne, og dobbelt saa stor, altsaa otte Fod; se nu, om du stadig synes, den skal have den dobbelte Side? S l a v e n: Ja. S o k r a t e s: Bliver nu ikke denne Side dobbelt saa stor, hvis vi forlænger den med et nyt ligesaa langt Stykke? (D I). S l a v e n: Jo vist. S o k r a t e s: Og paa den kan vi danne Figuren paa de otte Fod, hvis vi trækker fire saadanne Linjer, mener du? S l a v e n: Ja. S o k r a t e s: Saa lad os da fra den afsætte fire lige store Linjer. Og her skulde vi altsaa have den Figur,. som du mener er otte Fod stor? (A I K L). S l a v e n: Ja. S o k r a t e s: Indeholder denne her ikke fire Figurer, der hver for sig er ligesaa stor som den første paa fire Fod? S l a v e n: Jo. S o k r a t e s: Hvor stor bliver den da? Fire Gange saa stor, ikke sandt? S l a v e n: Selvfølgelig. S o k r a t e s: Dobbelt, er det da fire Gange saa stor? S l a v e n: Nej, det er vist og sandt!

48


S o k r a t e s: Hvor meget da? S l a v e n: Firdobbelt. S o k r a t e s: Med den dobbelte Side faar vi altsaa ikke den dobbelte Figur, men en firdobbelt? S l a v e n: Ja, det er ogsaa sandt. S o k r a t e s: For fire Gange fire er seksten, ikke? S l a v e n: Jo. S o k r a t e s: Hvor stor skal da Linjen være i en otte Fods Figur? Fik vi ikke en firdobbelt paa den Linje der? S l a v e n: Jo. S o k r a t e s: Den halve Linje her gav jo en paa fire Fod? S l a v e n: Ja. S o k r a t e s: Nu vel; Figuren paa otte Fod er dobbelt saa stor som denne her (ABC D), og halvt saa stor som den sidste, vi tegnede (A I K L) ? S l a v e n: Ja. S o k r a t e s: Saa maa den følgelig have en Side, der er større end denne her (A D), men mindre end den her (A I) ? Er det ikke rigtigt? S l a v e n: Jo, det synes jeg i hvert Fald. S o k r a t e s: Udmærket! For du skal kun svare, som du synes. Sig mig saa videre: denne her Linje er to Fod, og den anden fire Fod lang, ikke? S l a v e n: Jo.

49


S o k r a t e s: Følgelig maa Siden i den otte Fods Figur være større end Linjen der paa to, og mindre end den paa fire Fod? S l a v e n: Det maa den. S o k r a t e s: Prøv saa at sige, hvor lang du mener den er? S l a v e n: Paa tre Fod. S o k r a t e s: Hvis den nu er tre Fod, skal vi saa ikke forlænge den med Halvdelen af den Linje der (AM)? Bliver den saa ikke tre Fod lang? Dette Stykke er jo to Fod, og dette her een. Og paa samme Maade paa den anden Side, to Fod her og her een Fod til; saa faar vi altsaa den Figur, du mener? S l a v e n: Ja. S o k r a t e s: Naar den nu er tre Fod paa den Led og tre paa den, bliver hele Figuren saa ikke paa tre Gange tre Fod? S l a v e n: Det lader til det. S o k r a t e s: Hvor meget er tre Gange tre Fod? S l a v e n: Ni. S o k r a t e s: Og hvor stor skulde den dobbelte Figur være? S l a v e n: Otte Fod. S o k r a t e s: Ja, men saa kan vi altsaa heller ikke faa den otte Fods Figur af Linjen paa tre Fod? S l a v e n: Nej.

50


S o k r a t e s: Hvilken Linje skal vi da have? Prøv at angive det nøjagtigt, og hvis du vil være fri for at regne det ud, saa vis os paa Tegningen, hvor stor den skal være! S l a v e n: Nej, Sokrates, jeg ved det virkelig ikke. S o k r a t e s: Ser du, Menon, til hvilket Punkt han nu er naaet i sin Generindring? Til at begynde med vidste han ikke, hvad Siden er i et Kvadrat paa otte Fod, saa lidt som han ved det nu; men dengang troede han at vide det, og han svarede frejdigt og med Overbevisning og syntes ikke, han var i Forlegenhed for Svar. Men nu har han allerede en Fornemmelse af at være i Forlegenhed; og saa vist som han ikke ved det, tror han nu heller ikke længere, at han ved det. M e n o n: Det er sandt nok. S o k r a t e s: Er hans Forhold til det Spørgsmaal, som han ikke kunde klare, ikke ogsaa nu bedre end før? M e n o n: Jo, ogsaa det finder jeg. S o k r a t e s: Tror du, at vi har gjort ham Fortræd ved at sætte ham i Forlegenhed og lamme ham ligesom den elektriske Rokke? M e n o n: Nej, det synes jeg ikke. S o k r a t e s: Tværtimod, vi har aabenbart bragt ham paa Gled i den rigtige Retning, henimod at finde ud af Sammenhængen; for nu vilde han vist med Glæde søge at finde ud af det, netop da han ikke ved det; før derimod vilde han sagtens paatage sig at give den nydeligste Forklaring, til hvem der vilde høre ham, og fortælle dem, saa tit det skulde være,

51


at det dobbelte Kvadrat skal have en Side, der er dobbelt saa lang. M e n o n: Det lader til det. S o k r a t e s: Tror du nu, det før er faldet ham ind at undersøge og prøve at naa til Klarhed over den Ting, som han troede at vide - skønt det ikke var Tilfældet -, uden han først var sat saaledes i Forlegenhed ved at opdage sin egen Uvidenhed? Og kunde han saa have faaet Lyst til at vide det? M e n o n: Nej, det tror jeg ikke, Sokrates. S o k r a t e s: Har han altsaa ikke haft Gavn af at blive lammet? M e n o n: Jo, jeg tror det.

Sokrates spørger, men belærer ikke slaven noget. S o k r a t e s: Læg nu Mærke til, hvorledes han alligevel vil finde Vej ud af denne sin Forlegenhed i Fællesskab med mig, idet jeg kun spørger ham og ikke lærer ham noget; og pas paa, om du kan gribe mig i at belære ham eller give ham Forklaring paa noget Punkt i Stedet for blot at lokke hans Tanker frem med mine Spørgsmaal. Sig mig du: Vor Figur paa fire Fod, er det ikke den, jeg tegner her? Er du med? (ABC D). S l a v e n: Ja. S o k r a t e s: Kan vi saa ikke føje en ny Firkant til denne her, af samme Størrelse som den første? (DC N I). S l a v e n: Jo.

52


S o k r a t e s: Og endnu en tredje her, lige saa stor som hver af de to andre? (CO KN). S l a v e n: Ja. S o k r a t e s: Kan vi saa ikke her i Hjørnet fylde Pladsen ud med denne? (B L O C). S l a v e n: Jo vist. S o k r a t e s: Maa saa disse fire Figurer ikke blive lige store? S l a v e n: Jo. S o k r a t e s: Nu vel! Hele den store Firkant her, hvor meget bliver den større end den første? S l a v e n: Fire Gange saa stor. S o k r a t e s: Men vi vilde jo have en dobbelt saa stor - det husker du nok? S l a v e n: Ja vist. S o k r a t e s: Kan vi saa ikke trække den Linje her, fra den ene Vinkel til den anden, der deler hver af de smaa Firkanter midt over? (D B O N). S l a v e n: : Jo. S o k r a t e s: Bliver disse fire Linjer ikke lige store, idet de omslutter den Figur her? S l a v e n: : Jo, de gør. S o k r a t e s: Pas saa paa! Hvor stor er den Figur? S l a v e n: Det forstaar jeg ikke.

53


S o k r a t e s: Har ikke hver af disse Linjer, ved at dele de fire Figurer midt over, afsat en Trekant ind mod Midten, der er halv saa stor som hver af disse Firkanter? (D B C o. s. v.). S l a v e n: : Jo. S o k r a t e s: Hvor mange af den Slags Trekanter er der i Figuren der? (D B O N). S l a v e n: Fire. S o k r a t e s: Og hvor mange i den? (AB CD). S l a v e n: : To. S o k r a t e s: Og hvor meget er fire mere end to? S l a v e n: Dobbelt saa meget. S o k r a t e s: Hvor mange Fod bliver denne saa paa? S l a v e n: Otto Fod. S o k r a t e s: Med hvilken Side? S l a v e n: Den der. (D B). S o k r a t e s: Den, der gaar gennem den Fire-Fods-Figur, fra Vinkel til Vinkel? S l a v e n: Ja. S o k r a t e s: Blandt FagmĂŚnd kaldes den Diagonal; altsaa, hvis vi lader denne Linje hedde Diagonal, faar vi, som du siger, til Resultat, at den dobbelte Firkant dannes med Diagonalen som Side. S l a v e n: Ja, akkurat, Sokrates,!

54


Om slavens svar S o k r a t e s: Naa, hvad mener du, Menon? De Svar, han gav, var de ikke alle hans egne Meninger? M e n o n: jo, det var de. S o k r a t e s: Men Viden derom, det havde han ikke, som vi blev enige om for lidt siden? M e n o n: Nej, det har du Ret i. S o k r a t e s: Men disse Meninger fandtes jo hos ham, ikke sandt? M e n o n: Jo. S o k r a t e s: Findes der da hos den uvidende rigtige Meninger om, hvad han ikke ved? M e n o n: Ja, det synes saa. S o k r a t e s: Og disse Meninger er aabenbart for lidt siden dukket frem hos ham, dunkelt som en Drøm; og du er klar over, at hvis man vilde blive ved at spørge ham ud paa kryds og tværs, vilde han tilsidst naa til saa klar Indsigt heri, som det er muligt? M e n o n: Ja, det ser ud til det. S o k r a t e s: Han vil altsaa kunne naa frem til denne Indsigt uden Belæring, blot ved Spørgsmaal, fordi han drager den Indsigt frem, der ligger gemt i ham? M e n o n: Ja. S o k r a t e s: Men at finde den Indsigt frem, der slumrer i en, er det ikke det samme som at erindre?

55


M e n o n: Jo. S o k r a t e s: Og den Indsigt, som han nu besidder, maa han vel enten have faaet engang, eller altid have haft? M e n o n: Ja. S o k r a t e s: Hvis han altid har haft den, maa han altsaa ogsaa altid have været vidende; men hvis han har faaet den engang, kan det ikke have været i dette Liv - eller er der nogen, der har lært ham Geometri? Han vilde bære sig ad paa samme Maade med et hvilket som helst Spørgsmaal i Geometrien eller paa andre Omraader af Viden. Er der saa nogen, der har lært ham alt dette? Du maa jo vide det, skulde man tro, særlig da han er født og opdraget i dit Hjem. M e n o n: Nej, jeg er ganske vis paa, at ingen nogensinde har lært ham noget. S o k r a t e s: Men disse Meninger har han, ikke sandt? M e n o n: Jo, Sokrates, det viser sig jo ganske tydeligt. S o k r a t e s: Men hvis han ikke har faaet dem i dette Liv, er det saa ikke indlysende, at han paa et tidligere Tidspunkt har haft dem og lært dem? M e n o n: Det synes saa. S o k r a t e s: Det maa vel have været paa en Tid, da han endnu ikke var Menneske? M e n o n: Ja. S o k r a t e s: Hvis det nu viser sig, at disse rigtige Meninger, som kan blive til sikker Viden, naar de vækkes ved 56


Spørgsmaal, findes hos ham baade paa den Tid, han har været Menneske, og fandtes paa den Tid, da han ikke var Menneske, har Sjælen saa ikke denne Viden til alle Tider? Thi det er jo klart, at til enhver Tid er han enten Menneske, eller han er det ikke. M e n o n: Det synes saa. S o k r a t e s: Hvis altsaa den rigtige Erkendelse af de Ting, som er til, bor i Sjælen altid, maa Sjælen være udødelig, saa at du trygt kan regne med, at hvad du træffer paa, som du ikke straks erkender, det er noget, du har glemt, og som du kan prøve at finde ud af og besinde dig paa. M e n o n: Jeg synes, det lyder meget sandsynligt altsammen, Sokrates, hvordan det nu end gaar til. S o k r a t e s: Det synes jeg ogsaa, Menon. Dog paa de øvrige Punkter vil jeg ikke staa stærkt fast paa, hvad jeg har udviklet om dette Spørgsmaal; men at vi Mennesker bliver bedre, mere faste af Karakter og mindre sløve, hvis vi indser vor Pligt til at søge efter det, vi ikke ved, fremfor hvis vi slaar os til Ro med, at det alligevel er umuligt at finde ud af, hvad vi ikke ved, og at vi derfor heller ikke bør søge efter det, den Overbevisning vil jeg gerne bryde en Lanse for, af al min Evne, baade i Ord og Gerning. M e n o n: Ja, ogsaa det kan jeg give hele min Tilslutning. S o k r a t e s: Da vi nu er enige om, at man bør søge efter, hvad man ikke ved, synes du saa ikke, at vi i Fællesskab skal søge at udfinde, hvad Godheden er?

57


M e n o n: Jo! Alligevel vilde jeg helst, Sokrates, undersøge og høre din Mening om det Spørgsmaal, jeg stillede straks til at begynde med, nemlig om Godhed er noget, der kan læres, og vi derfor bør beflitte os derpaa, eller om den af Naturen er nedlagt i Menneskene, eller hvordan det nu gaar til. S o k r a t e s: Hvis jeg havde noget at sige, Menon, ikke blot over mig selv, men ogsaa over dig, skulde vi ikke indlade os paa at undersøge, om Godhed kan læres eller ej, før vi først havde undersøgt den selv, hvad den er. Men da du selv absolut ikke er til Sinds at lægge noget Baand paa dig - er du en fri Mand eller er du ikke! - og dertil prøver at raade over mig og virkelig ogsaa gør det, saa maa jeg nok føje dig. Der er ingen Vej udenom. Det ser jo altsaa ud til, at vi skal til at undersøge Egenskaberne hos noget, vi endnu ikke ved hvad er. Men saa maa du til Gengæld slaa en lille Smule af paa din Strenghed og give mig Lov til at betragte Spørgsmaalet, om den kan læres eller hvorledes, ud fra en Forudsætning. Og med dette Udtryk: ud fra en Forudsætning, mener jeg en lignende Fremgangsmaade, som Matematikerne ofte benytter, naar man forelægger dem en Opgave, f. Eks. angaaende en Figurs Fladeindhold, om det er muligt at indskrive denne givne Figurs Areal som en Trekant i denne givne Cirkel. Matematikeren vilde vel saa svare: Det ved jeg ikke endnu, men jeg tror, at en vis Forudsætning kan være tjenlig til Opgavens Løsning. Hvis nemlig Arealet er et saadant, at naar man afsætter det som et Rektangel langs Cirklens Diameter, kommer der til at mangle et Stykke af denne, som bliver Side i et Rektangel, der er ligedannet med det, der blev afsat, saa er det efter min Opfattelse muligt; er dette ikke Tilfældet, 58


stiller Sagen sig anderledes. Idet jeg altsaa opstiller dette som Forudsætning, skal jeg sige dig, hvorledes det gaar med Indskrivningen i Cirklen, om den er mulig eller ej. Saa lad os paa samme Maade i Spørgsmaalet om, hvorvidt Godhed kan læres eller ej, da vi nu ikke ved, hvad eller hvordan den er, lægge en Forudsætning til Grund, før vi drøfter det, idet vi siger: til hvilken af Sjælens Ytringsformer skal Godheden regnes for at kunne læres? For det første: er den efter sit Væsen forskellig fra Viden, eller er den noget dermed ensartet? Deraf vil nemlig Spørgsmaalet, om den kan læres eller ej, afhænge, eller rettere, om den kan generindres, som vi blev enige om før; men vi vil ikke hænge os i, om vi bruger det ene eller det andet Udtryk. Vi vil blot spørge, om den under en af disse Forudsætninger kan læres. Naa, jeg gaar ud fra, at det er indlysende for enhver, at det eneste, et Menneske kan tilegne sig ved Undervisning, er Viden? M e n o n: Ja, det tror jeg ogsaa. S o k r a t e s: Og hvis nu Godhed er en Viden, maa den aabenbart kunne læres? M e n o n: Ja, naturligvis. S o k r a t e s: Dette har vi altsaa hurtigt faaet klaret, at er dette Tilfældet, kan den læres, ellers ikke. M e n o n: Ja vist. S o k r a t e s: Det næste Punkt, vi maa overveje, er, om Godhed er Viden, eller noget, der er forskelligt fra Viden.

59


M e n o n: Ja, det mener jeg er det næste Punkt, vi skal undersøge. S o k r a t e s: Godt! Vi mener jo da, at Godheden er noget godt? Er det ikke en Forudsætning, der staar fast for os, at Godhed er noget godt? M e n o n: Jo. S o k r a t e s: Hvis der nu er noget, som er godt, og som er noget andet end Viden og uafhængigt deraf, kan det jo være, at Godheden ikke er Viden. Men hvis der ikke er noget godt, som ikke falder ind under Viden, kan vi vist med Rette antage, at det er en Form for Viden? M e n o n: ja, det kan vi. S o k r a t e s: Nu er vi jo gode i Kraft af Godhed? M e n o n: Ja. S o k r a t e s: Og hvis vi er gode, tillige nyttige; thi alt godt er nyttigt. Ikke sandt? M e n o n: Jo. S o k r a t e s: Er saa ikke ogsaa Godhed noget nyttigt? M e n o n: Jo, det maa vi nødvendigvis slutte af det foregaaende.

Det der gavner os? S o k r a t e s: Lad os da gaa gradvis frem og undersøge, hvad det er, der gavner os, Sundhed f. Eks., og Styrke og

60


Skønhed og Rigdom, forstaar sig. Saadanne og lignende Ting regner vi for nyttige, ikke sandt? M e n o n: Jo. S o k r a t e s: Men om disse samme Ting siger vi ogsaa undertiden, at de gør Skade. Er vi ikke enige om det? M e n o n: Jo. S o k r a t e s: Pas saa paa! Hvad er det ved enhver af disse Ting, der maa være bestemmende for, at de kan gavne os, og hvad er det, der skader os? Mon det ikke er den rette Brug, der gør, at de gavner, medens de skader, naar denne ikke er tilstede? M e n o n: Jo vist. S o k r a t e s: Lad os da ogsaa kaste et Blik paa Sjælens Forhold. Der er jo noget, du kalder Besindighed og Retfærdighed og Tapperhed og Lærenemhed og god Hukommelse og Højsind og andet lignende? M e n o n: Ja. S o k r a t e s: Se saa videre. De af disse Egenskaber, som du ikke mener er Viden, men er forskellige derfra, kan de ikke undertiden gavne og undertiden skade? Se f. Eks. paa Tapperhed i Tilfælde af, at den ikke er ledet af Fornuft, men blot er Dumdristighed. Naar et Menneske gaar paa uden Omtanke, kommer han galt af Sted, men i modsat Fald har han Held med sig, ikke sandt? M e n o n: Jo.

61


S o k r a t e s: Paa samme Maade aabenbart med Besindighed og Lærenemhed; overalt gælder det, at hvad man lærer og udretter med Omtanke, er gavnligt, uden Omtanke skadeligt. M e n o n: Ja, i høj Grad. S o k r a t e s: Kan vi ikke i det hele sige, at alt, hvad Sjælen virker, og hvad den udholder, fører tillykke, naar Fornuften er ledende, og til Ulykke, hvis det er Uforstand? M e n o n: Det ser saaledes ud. S o k r a t e s: Hvis altsaa Godhed hører med til det, der bor i Sjælen, og hvis den nødvendigvis maa være gavnlig, maa vi slutte, at den er Fornuft, fordi jo de forskellige sjælelige Krafter i sig selv hverken var skadelige eller gavnlige, men først blev det ene eller det andet, alt efter som Fornuft eller Ufornuft virkede med. I Kraft af denne Tankegang maa Godheden, da den er gavnlig, være Fornuft. M e n o n: Det mener jeg ogsaa. S o k r a t e s: Og nu de andre Ting, Rigdom og lignende, som vi før sagde om, at de snart er gode, snart skadelige, gælder ikke det samme om dem, som om de sjælelige Egenskaber? Ligesom Fornuften ved sin Ledelse i Sjælen gør dens Kræfter nyttige, og Uforstand gør dem skadelige, kan ikke paa samme Maade Sjælen, ved en rigtig Anvendelse og Ledelse af disse ydre Goder, drage sig dem til Nytte, og ved Misbrug gøre dem skadelige. M e n o n: Jo vist.

62


S o k r a t e s: Og den, der leder dem rigtigt, er en forstandig Sjæl, medens den, der leder dem galt, er uforstandig? M e n o n: Vist saa. S o k r a t e s: V i kan nu vist deraf drage den almindelige Slutning, at for et Menneske afhænger alle ydre Egenskaber af hans Sjæl, og det, der er i Sjælen, afhænger af Fornuften, om det skal blive godt; og efter denne Tankegang er vel alt, hvad der er gavnligt, Fornuft. Sagde vi nu ikke, at Godhed var gavnlig? M e n o n: Jo. S o k r a t e s: Følgelig maa vi slutte, at Godhed er Fornuft, enten i sin Helhed eller i hvert Fald delvis. M e n o n: Ja, hele denne Udvikling forekommer mig rigtig, Sokrates. S o k r a t e s: Hvis det nu forholder sig saaledes, er de gode altsaa ikke gode af Naturen? M e n o n: Nej S o k r a t e s: Nej, for var det Tilfældet, maatte det ogsaa forholde sig saaledes, at der hos os var Mennesker, der blandt de unge kunde udpege dem, som var gode af Naturen, og dem vilde vi saa, efter de kyndiges Anvisning, tage ud og forvare dem sikkert oppe paa Akropolis og sætte dem under Forsegling, endnu omhyggeligere, end vi gemmer den gyldne Tempelskat, for at ingen skulde forfalske dem, men for at de kunde blive til Gavn for Byen, naar de kom til Skels Aar og Alder. M e n o n: Ja, det er der ingen Tvivl om, Sokrates. 63


S o k r a t e s: Naar de gode altsaa ikke er det af Naturen, bliver de det følgelig ved Undervisning? M e n o n: Ja, det synes jeg er en nødvendig Slutning; og det fremgaar jo allerede af Forudsætningen, Sokrates, at hvis Godhed er Viden, kan den læres. S o k r a t e s: Ja, ved Himlen, det er jo muligt; men bare vi ikke har taget ganske fejl ved at antage det. M e n o n: Det lod dog til før, at vort Resultat var rigtigt. S o k r a t e s: Men det skulde dog ikke blot før forekomme os rigtigt; det maa ogsaa være indlysende i Øjeblikket og for Fremtiden, hvis det skal blive et frugtbart Resultat. M e n o n: Hvad mener du? Hvad tænker du paa, siden du nu pludselig er usikker med Hensyn til, om Godhed er Viden? S o k r a t e s: Det skal jeg sige dig, Menon. Den Slutning, at den kan læres, hvis den er Viden, opgiver jeg ikke. Men tænk nærmere over, om du ikke synes, at jeg kan have Grund til at betvivle, at Godhed er Viden! Sig mig: hvis et eller andet tilegnes ved Undervisning, ikke blot Godhed, men hvad som helst, maa der saa ikke uundgaaelig findes baade Lærere og Elever deri? M e n o n: Jo, det tror jeg. S o k r a t e s: Og omvendt, hvor der hverken findes Lærere eller Elever, mon vi saa ikke har Ret i at formode, at det ikke kan læres? M e n o n: Det er rigtigt. Men mener du ikke, at der findes Lærere i Godhed? 64


Anytos hjælper med svaret på, hvem der kan være lærer? S o k r a t e s: Mange Gange har jeg netop gaaet og søgt efter Lærere deri, men trods alle Anstrengelser kan jeg ingen finde. Ja, jeg har endda haft mange til at hjælpe mig, og det Mennesker, som jeg maatte antage havde bedst Forstand paa den Ting. Men se, Menon, nu træffer det sig netop saa heldigt, at Anytos her har slaaet sig ned ved Siden af os, og jeg synes, vi skal drage ham ind i vor Undersøgelse. Det vilde vist være rimeligt, om vi gjorde det, da Anytos for det første er Søn af den rige og kloge Anthemion, der er blevet rig, ikke ved Tilfældighed eller ved andres Gaver - saadan som nylig Ismenias fra Theben, der vandt Rigdomme som Polykrates men som har erhvervet sin Formue ved Klogskab og Dygtighed. Og for det andet faar man Indtryk af, at han ikke blev hovmodig, men optræder som en god Borger, ikke opblæst eller anmassende, men en ordentlig og anstændig Mand. Og sidst, men ikke mindst, har han givet Anytos her en god Opdragelse, i hvert Fald efter Flertallet af Athenæernes Opfattelse, siden de vælger ham til de højeste Embeder. Det er rimeligt at tage saadanne Mænd med i vor Undersøgelse, om der i det hele taget er Lærere i Godhed eller ej, og hvem det i saa Fald er. Vil ikke du, Anytos, hjælpe os, din Ven Menon og mig, i Undersøgelsen af dette Spørgsmaal, om hvem der vel kan være Lærere. Se paa Spørgsmaalet paa følgende Maade: hvis vi vilde have, at Menon skulde blive en

65


god Læge, til hvilke Lærere vilde vi da sende ham? Til Lægerne, ikke sandt? A n y t o s: Jo. S o k r a t e s: Og hvis vi vilde have, at han skulde blive en god Skomager, skulde han sagtens til Skomagerne? A n y t o s: Ja. S o k r a t e s: Og saaledes fremdeles? A n y t o s: Javist. S o k r a t e s: Men for at blive ved de samme Eksempler, sig mig saa videre: vi er enige om, at hvis vi vilde have ham uddannet til Læge, gjorde vi Ret i at sende ham til Lægerne. Men naar vi siger saadan, mener vi saa ikke dermed, at vi handlede fornuftigt netop ved at sende ham til de Folk, der hævder at forstaa sig paa dette Fag, fremfor til Folk, der ikke gør det, til Folk, som tager Betaling for netop dette Arbejde og tilbyder at være Lærere, for hvem der vil komme til dem for at blive undervist; var det ikke det, vi vilde se paa, hvis vi skulde sende ham til de rette? A n y t o s: Jo. S o k r a t e s: Gælder det samme Synspunkt ikke ogsaa for Uddannelse i Fløjtespil og alt muligt andet? Det er en stor Taabelighed, naar man vil gøre en til Fløjtespiller, da ikke at ville sende ham til dem, der lover at give Undervisning i dette Fag og tager Penge derfor, men at bebyrde andre Mennesker med at søge at faa ham i Lære hos dem, skønt de hverken udgiver sig for Lærere eller har en eneste Elev i

66


dette Fag, som vi ønsker vedkommende skal lære af dem. Vilde det ikke være meget uoverlagt? A n y t o s: Jo, det skal Himlen vide, den rene Daarskab! S o k r a t e s: Ganske rigtigt! Nu kan du altsaa sammen med mig overveje, hvad vi skal gøre ved din Ven Menon. Han har nemlig længe talt til mig om, Anytos, at han er ivrig efter at tilegne sig den Visdom og Godhed, der sætter Mennesker i Stand til at styre baade deres eget Hus og deres Stat paa rette Maade, til at vise Forældre Ærefrygt, til at vide, hvorledes man skal behandle baade Borgere og fremmede, saavel naar man tager imod dem, som naar man tager Afsked, alt som det sømmer sig en god Mand. Tænk nu over denne Godhed, hvem vi gør Ret i at sende ham til, naar han skal lære den! Er det ikke klart, efter hvad vi fastslog nylig, at det maa blive dem, der erklærer sig for Lærere i Godhed og stiller sig selv og deres Undervisning til Raadighed, for hvem af Hellenerne, der har Lyst til at give sig i Lære, og tager deres Betaling herfor, saadan som de selv fastsætter den. A n y t o s: Hvem er det saa, du sigter til, Sokrates? S o k r a t e s: Kære, det ved du da saa vel som nogen, at det er dem, man kalder Sofisterne. A n y t o s: Du milde Himmel! Det er da ikke dit Alvor, Sokrates? Gid dog ingen af mine Slægtninge, ingen af mine paarørende eller Venner, hverken Medborgere eller fremmede nogensinde maa blive grebet af den Galskab, at han gaar hen og bliver ødelagt hos de Folk, eftersom det er klart, at de bringer Ødelæggelse og Fordærv over dem, der kommer sammen med dem. 67


S o k r a t e s: Hvad mener du, Anytos? Af alle de Mennesker, der giver sig ud for at kunne udrette noget nyttigt og godt, er altsaa disse saa forskellige fra alle de andre, at de ikke blot ikke gavner dem, de faar betroet, lige saa meget som de andre, men tværtimod ødelægger dem. Og det vover de endda ganske aabenlyst at tage Betaling for? Jeg har meget vanskeligt ved at tro, at du har Ret i det. Jeg ved da, at een enkelt Mand som Protagoras har tjent flere Penge paa sin Visdom end Fidias, der er bekendt for at have skabt skønne Kunstværker, og ti andre Billedhuggere tilsammen. Det lyder da ogsaa utroligt, naar man tænker paa, at hvis Skoflikkere og Lappeskrædere leverede Klæder og Fodtøj tilbage i daarligere Stand, end de havde faaet det, vilde de være opdaget inden 30 Dages Forløb og vilde snart dø af Sult, hvis de prøvede at bære sig saaledes ad. Men Protagoras derimod, skulde han i mere end 40 Aar have haft hele Hellas til Nar, mens han fordærvede sine Elever og gav dem fra sig som slettere Mennesker, end da han fik dem? For, saa vidt jeg husker, døde han i en Alder af tæt ved 70 Aar, efter at have lært og virket i 40. Og i al den Tid og siden, lige til den Dag i Dag, har hans Berømmelse holdt sig. Og saaledes ikke blot med Protagoras, men med mangfoldige andre, baade ældre samtidige af ham og nulevende. Skal vi tænke os, synes du, at det er med Viden og Vilje, de narrer de unge og fordærver dem, eller ved de heller ikke selv af det? Skal vi tiltro de Folk en saadan Galskab, de, som blandt nogle har Ord for at være de viseste blandt Mennesker?

68


A n y t o s: Ak nej, de er aldeles ikke gale, Sokrates, langt fra, nej, gale er langt snarere de, der betaler dem Penge, saadan som mange af de unge, og endnu galere er de, der betror dem at undervise de unge, Forældre og paarørende, men mest gale af alle er Staterne, der tager imod dem, i Stedet for at jage dem paa Porten uden Hensyn til, om det er en fremmed, der forsøger denne Virksomhed, eller en af Byens egne. S o k r a t e s: Har nogen af Sofisterne gjort dig noget ondt, Anytos, eller hvorfor er du saa vred paa dem? A n y t o s: Nej, jeg har, Herren være lovet, aldrig haft noget at gøre med nogen af dem, og heller ikke skal nogen af mine nogensinde faa Lov til det. S o k r a t e s: Saa kender du altsaa slet intet til de Mennesker? A n y t o s: Nej, og gid jeg aldrig maa komme til det! S o k r a t e s: Hvordan kan du nu, min fortræffelige Ven, vide, hvordan det forholder sig med dette her, om det er noget godt eller daarligt, da du slet intet Kendskab har til det? A n y t o s: Jo let, jeg ved virkelig godt, hvad det er for Mennesker, enten jeg kender dem eller ej. S o k r a t e s: Saa maa du jo faa Aabenbaringer, Anytos. Paa anden Maade kan jeg da ikke forklare mig, hvordan du kan vide noget herom, at dømme efter, hvad du selv siger. Men vi vilde jo iøvrigt ikke søge efter de Folk, som Menon skulde henvende sig til for at blive slettere, - lad saa være, at det er Sofisterne, siden du endelig vil -, men nævn for os, og vis din 69


Vens Søn her den Velgerning at sige ham, hvem han i denne store By skal gaa til for at blive noget, der er værd at tale om, i denne Godhed, jeg skildrede før. A n y t o s: Hvorfor vil du ikke selv sige ham det? S o k r a t e s: Ja men, hvem jeg ansaa for Lærere heri, har jeg allerede sagt, men det er vel forkert efter din Mening; og muligvis har du Ret. Men nu er virkelig Turen til dig at sige, hvem i Athen han skal gaa til; - sig et Navn, paa hvem du synes! A n y t o s: Til hvad Nytte at nævne Navnet paa en enkelt? Hvem han end maatte træffe af de ansete Borgere i Athen, saa vil enhver af dem have en bedre Indflydelse paa ham end Sofisterne, hvis han ellers tager efter, hvad de siger. S o k r a t e s: Ja, men er nu disse ansete Borgere blevet, som de er, af sig selv, og er de i Stand til, uden selv at være blevet undervist af nogen, at undervise andre i det, de ikke selv har lært? A n y t o s: Ogsaa disse, vil jeg hævde, er bleven undervist af det foregaaende Slægtled, der ligeledes var ansete Borgere. Eller mener du ikke, at der har levet mange gode Mænd her i Byen? S o k r a t e s: Ubetinget, Anytos, jeg mener, at der ikke blot nu virker dygtige Statsmænd herhjemme, men ogsaa, at der i nok saa høj Grad har været det tidligere; men mon de ogsaa har været dygtige til at undervise i den Godhed, de selv besad? Det er nemlig det, vor Samtale drejer sig om, ikke hvorvidt der er gode Mænd her i Byen eller ej, heller

70


ikke om der har været det før; det, vi længe har undersøgt, er, om den Godhed kan læres? Og i denne Undersøgelse stiller vi nu dette Spørgsmaal, om disse gode Mænd, nulevende eller afdøde, ogsaa forstod at meddele andre den Godhed, de selv besad, eller om denne Godhed ikke kan meddeles til en anden eller overtages af det ene Menneske fra det andet. Det er dette, som Menon og jeg længe har undersøgt. Nu kan du stille Spørgsmaalet op saaledes ud fra din egen Tankegang: vilde du ikke kalde Themistokles for en god Borger? A n y t o s: Jo vist, i højeste Grad. S o k r a t e s: Maa han ikke ogsaa følgelig have været saa god en Lærer som nogen i den Godhed, han selv besad? A n y t o s: Sikkert, tænker jeg, hvis han vilde lære fra sig. S o k r a t e s: Kunde det tænkes, tror du, at han var lige glad og ikke brød sig om, at den opvoksende Slægt skulde blive gode Mænd, og navnlig, da hans egen Søn? Eller tror du, at han var skinsyg paa ham og med fuldt Overlæg ikke meddelte ham den Godhed, som han selv besad? Har du ikke hørt, at Themistokles lod sin Søn Kleofantos uddanne til en dygtig Rytter? Hvorledes han kunde blive staaende oprejst paa Hesten og kaste med Spyd i den Stilling, og gøre mange andre mærkelige Kunster, som Themistokles lod Sønnen lære, saa at han blev dygtig i alt det, hvori der fandtes dygtige Lærere? Har du ikke hørt om det af ældre Folk? A n y t o s: Jo, det har jeg.

71


S o k r a t e s: Man kan altsaa ikke beskylde hans Søn for at have været daarligt udrustet? A n y t o s: Nej, rimeligvis ikke. S o k r a t e s: Men Resultatet da? Har du hidtil hørt nogen, yngre eller ældre, tale om, at Kleofantos, Themistokles' Søn, udviklede sig til en god og dygtig Mand i samme Retning som Faderen? A n y t o s: Nej, slet ikke. S o k r a t e s: Kan vi da tænke os, at han vilde lade sin egen Søn oplære i alle disse Færdigheder, men at han i den Visdom, han selv besad, ikke brød sig om at uddanne ham frem for Naboerne, hvis ellers Godheden kunde læres? A n y t o s: Nej, det lyder virkelig ikke rimeligt. S o k r a t e s: Ja, saadan en Lærer i Godhed var altsaa den Mand, som ogsaa du indrømmer har været en af de allerbedste af Fortidens; og lad os saa se paa en anden, som Aristides, Lysimachos' Søn; erkender du ikke, at han var en udmærket Mand? A n y t o s: Jovist, i høj Grad. S o k r a t e s: Ogsaa han gav dog vel sin Søn Lysimachos den bedste Uddannelse, en Athenæer kan faa, ved de bedste Lærere, der kunde skaffes, men synes du, han fik gjort ham til en Mand en Smule ud over det almindelige? Ja, du har vel selv truffet ham, og du ser, hvad han er for en. Eller for at tage f. Eks. Perikles, en saa fremragende klog Mand; han opdrog jo to Sønner, Paralos og Xanthippos, ikke sandt? A n y t o s: Jo. 72


S o k r a t e s: Dem lod han, ved du, uddanne til Ryttere, hvis Lige ikke fandtes i Athen, og han lod dem lære Musik og Idræt og alle mulige Færdigheder, saa godt som nogen; men at gøre dem til gode Mænd skøttede han vel altsaa ikke om? Jo, naturligvis ønskede han det, men det er vist noget, der ikke kan læres, er jeg bange for. Og for at du ikke skal tro, at det kun var faa og de mindst duelige blandt Athenæerne, der har vist sig magtesløse overfor den Opgave, tænk saa paa, at ogsaa Thukydid opdrog to Sønner, Milesias og Stefanos, og hvorledes han gav dem den bedst mulige Uddannelse i alle Retninger, og de blev ogsaa Athens bedste Brydere; den ene sendte han i Lære hos Xanthias, den anden hos Eudoros, de to, som gik for at være deres Samtids bedste Brydere; det husker du nok? A n y t o s: Ja, af Omtale. S o k r a t e s: Ja, saa kan man da sige sig selv, at, naar han ikke betænkte sig paa at lade sine Sønner lære det, han skulde betale for i dyre Domme, saa vilde han da først og fremmest have lært dem det, som han ikke behøvede at give Penge for, nemlig at gøre dem til gode Mænd, hvis det kunde læres. Eller var Thukydid maaske en uduelig Mand? Og havde han ikke de fleste Venner i Athen og blandt Forbundsfællerne? Han var baade fra et fornemt Hjem, og hans Indflydelse var stor her i Byen og rundt om i det øvrige Hellas, saa, hvis det ellers kunde læres, havde han nok fundet en, der kunde gøre hans Sønner til gode Mænd, enten en indfødt eller en fremmed, hvis han ikke selv skulde have Tid for sit Arbejde i Statens Tjeneste. Nej, jeg er bange for, kære Anytos, at Godhed ikke kan læres! 73


A n y t o s: Hør Sokrates, det falder dig nok let at tale ondt om andre Mennesker. Men jeg vil dog gerne give dig det Raad, hvis du vil lyde mig, at du skal tage dig i Agt! Maaske er det ogsaa i andre Byer lettere at gøre andre Mennesker Fortræd end at gøre dem noget godt, men i hvert Fald er det i høj Grad Tilfældet her! Det tror jeg, at du ogsaa godt selv ved!

Sokrates og Menon taler om Anytos S o k r a t e s: Jeg tror, Anytos blev vred paa mig, kære Menon; naa, det undrer mig ikke; han tror for det første, at jeg vil nedsætte disse Mænd, og dernæst mener han, at han selv er en af dem. Men hvis han nogensinde erkender, hvad det vil sige at tale ondt, vil hans Vrede høre op, men nu forstaar han det ikke. Saa maa du sige mig: findes der ikke ansete Mænd ogsaa hjemme hos jer? M e n o n: Jo, i høj Grad! S o k r a t e s: Men er da disse Folk villige til at tage Opgaven op som Lærere for de unge, under den Forudsætning, at man kan være Lærer, og at altsaa Godheden kan læres? M e n o n: Nej, Gud bedre det, Sokrates; snart hører man af dem, at den kan læres, og snart, at den ikke kan det. S o k r a t e s: Kan vi betragte de Folk som Lærere heri, som ikke engang er paa det rene med selve dette? M e n o n: Det synes jeg ikke, Sokrates.

74


S o k r a t e s: Men mener du saa, at de omtalte Sofister, der jo alene erklærer at være Lærere i Godhed, virkelig ogsaa er det? M e n o n: Ja, det er en af de Ting, jeg beundrer mest hos Gorgias, Sokrates, at han aldrig vilde finde paa at love et saadant Resultat af sin Undervisning, men at han spottede andre, naar han hørte dem love det; nej, han mener kun, at han bør gøre dem til dygtige Talere. S o k r a t e s: Heller ikke du mener altsaa, at Sofisterne er Lærere? M e n o n: Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige, Sokrates. Det er gaaet mig selv som de fleste: snart synes jeg det, og snart ikke. S o k r a t e s: Ved du, at du og de andre Statsmænd ikke staar alene med denne Anskuelse, men at ogsaa Digteren Theognis giver Udtryk for det samme? M e n o n: Hvor siger han det? S o k r a t e s: I de Vers, hvor det hedder:

Stormands Hus du gæste, blandt mægtige tage du Sæde, drikke og spise med dem, stræbe at naa deres Gunst! mangt kan du lære, naar gode Ord af de gode du hører. men om du færdes blandt Pak, svinder den Klogskab, du har. Du ser, at her taler han, som om Godhed kan læres. 75


M e n o n: Det lader til det. S o k r a t e s: Men et andet Sted hedder det i en lidt anden Tone:

Kunde man Kyndighed skabe og give en Mand den til Eje da, siger han, vilde det ske for dem, som var i Stand dertil, at: Løn i rundeligt Maal vilde dem blive til Del; og i saa Fald vilde man kunne sige, at: aldrig af ypperlig Æt randt en uduelig Mand, lytted han end til forstandige Ord. Thi ej er det muligt slet at gøre til god blot ved Lære og Tugt. Kan du se, hvorledes han modsiger sig selv paa dette Punkt? M e n o n: Det ser saadan ud. S o k r a t e s: Kan du nævne mig noget som helst andet Omraade, hvor de, som giver sig ud for Lærere, ikke blot maa se deres Evne til at lære fra sig draget i Tvivl, men ogsaa møder Tvivl om, hvorvidt de i det hele taget selv forstaar deres Fag, og tværtimod mistænkes for at være ganske uduelige, og hvor de, der nyder almindelig Anerkendelse som gode og dygtige Mænd, snart siger, at det kan læres, og snart ikke? Naar der herskede en saadan Forvirring om og hos vedkommende Mennesker i et eller andet Fag, vilde du saa betragte dem som virkelige Lærere? M e n o n: Nej, det ved Himlen jeg ikke vilde.

76


S o k r a t e s: Siden da hverken Sofisterne eller de ansete Mænd selv er Lærere heri, er det vel klart, at heller ingen andre er det? M e n o n: Ja, det tror jeg. S o k r a t e s: Men hvis der ingen Lærere findes, er der heller ingen Elever? M e n o n: Nej, det har du vist Ret i. S o k r a t e s: Og vi er jo blevet enige om, at det, hvori der hverken findes Lærere eller Elever, bliver ikke tilegnet ved Undervisning? M e n o n: Ja, vi er. S o k r a t e s: Nu er det ikke til at opdage Lærere i Godhed nogetsteds? M e n o n: Nej. S o k r a t e s: Men hvis der ikke er Lærere, er der heller ingen Elever? M e n o n: Nej, det er klart. S o k r a t e s: Følgelig kan vel Godhed ikke læres? M e n o n: Det ser ikke ud til det, hvis vi da har foretaget Undersøgelsen rigtigt. Derfor tænker jeg ogsaa med Undren paa, om der slet ikke findes gode Mænd, eller paa hvilken Maade de gode muligvis kan opstaa. S o k r a t e s: Hør, Menon, jeg er bange for, at du og jeg ikke duer ret meget, og at Gorgias' Undervisning ikke rigtig har frugtet paa dig, lige saa lidt som Prodikos' paa mig. Vi bliver nok nødt til at være meget opmærksomme paa os selv og se 77


os om efter en Lærer, der kan finde paa en Maade til at gøre os bedre. Ja, saadan maa jeg sige, naar jeg kaster et Blik paa den Undersøgelse, vi netop har foretaget, og ser, hvorledes vi har gjort os til Nar ved at overse, at Folk, ikke blot, naar de er ledet af Indsigt, kan indrette deres Handlen rigtigt og godt; ellers er det maaske helt umuligt for os at forstaa, hvorledes de gode Mænd i det hele taget bliver til. M e n o n: Hvad mener du med det, Sokrates? S o k r a t e s: Jo, se her: at de gode Mænd maa være nyttige, det har vi vist indrømmet hinanden med fuld Ret; det kan næppe være anderledes; vel? M e n o n: Nej. S o k r a t e s: Og at de er nyttige, saafremt de paa rette Maade vejleder os i vore Handlinger, ogsaa det sluttede vi vel med Rette? M e n o n: Ja. S o k r a t e s: Men at det ikke' er muligt at lede rigtigt, hvis man ikke har Indsigt, - det har vi vist, gjort galt i at slaa fast. M e n o n: Hvad mener du med rigtigt? S o k r a t e s: Det skal jeg sige dig. Hvis en, der kender Vejen til Larissa, eller hvorhen du synes, gaar ad den og viser andre den Vej, vil han saa ikke lede rigtigt? M e n o n: Jo vist. S o k r a t e s: Men hvis nu en havde en rigtig Formodning om, hvor Vejen gaar, skønt han aldrig havde gaaet den og ikke kendte den, vilde saa ikke ogsaa han kunne lede rigtigt? 78


M e n o n: Jo vist. S o k r a t e s: Og saa længe han har en rigtig Mening om det, hvori den anden har Indsigt, vil han vel være en lige saa god Vejviser som den, der kender det, skønt han kun tænker sig til den rette Sammenhæng, men ikke kender den? M e n o n: Ja, det vil han. S o k r a t e s: En rigtig Mening er altsaa som Vejleder til at handle ret ikke daarligere end Indsigt; den Omstændighed er det altsaa, vi har overset i vor Undersøgelse af Godhedens Væsen: vi sagde, at kun Indsigt kan vejlede til at handle ret; men det kan en rigtig Mening altsaa ogsaa, har det vist sig. M e n o n: Ja, det lader til det. S o k r a t e s: Er en rigtig Mening altsaa lige saa nyttig som Viden? M e n o n: Nej, Sokrates, der er den Forskel, at den, der har Viden, beholder den under alle Omstændigheder, medens derimod den anden med den rigtige Mening snart kan træffe at have den, snart ikke at have den. S o k r a t e s: Hvordan mener du? Den, der har en rigtig Mening, har han den ikke altid, saa længe han skønner rigtigt? M e n o n: Jo, det maa jeg indrømme; derfor undrer det mig, Sokrates, naar Forholdet er saaledes, hvorfor Viden da er saa meget mere værdifuld end den rigtige Mening, og hvori de to Ting adskiller sig fra hinanden. S o k r a t e s: Ved du, hvorfor det undrer dig, eller skal jeg sige dig det? 79


M e n o n: Ja, sig det! S o k r a t e s: Fordi du ikke har været opmærksom paa Daidalos' Billedstøtter! Naa, den Slags findes vist heller ikke hjemme hos jer. M e n o n: Hvortil sigter du dog med det?, S o k r a t e s: De har det nemlig paa samme Maade. Hvis man ikke lænker dem, løber de deres Vej og forsvinder, men lænkes de, bliver de, hvor de er. M e n o n: Jeg forstaar stadig ikke! S o k r a t e s: Ser du, man har ikke megen Fornøjelse af at eje et Værk af Daidalos, naar det ikke er lænket, lige saa lidt som en Slave, der har Tilbøjelighed til at løbe bort; for det bliver ikke paa sin Plads. Men lænket er det en stor Skat; det er nemlig dejlige Arbejder. Hvad jeg sigter til med det? Til de rigtige Meninger. Thi ogsaa de rigtige Meninger er, saa længe de forbliver, hvor de skal, en værdifuld Ting og har alle mulige gode Virkninger; men de er sjældent tilbøjelige til at blive paa deres Plads ret længe, men løber ud af - Menneskets Sjæl, saa at de ikke er meget værd, før man faar bundet dem ved en Aarsagsforklaring. Og dette er, kære Menon, netop Generindring, saadan som vi blev enige om før. Men først naar de er bundet paa denne Maade, bliver de for det første til Viden, og dernæst ogsaa varige. Det er altsaa Grunden til, at Viden er mere værdifuld end en rigtig Mening, og Viden adskiller sig fra rigtig Mening ved Baandet, der binder den.

80


M e n o n: Ved Himlen, Sokrates, det maa være omtrent saaledes! S o k r a t e s: Ja, men alligevel dette her fremsætter jeg ikke som noget, jeg ved, men som en Formodning i billedlig Form. Men at der er en eller anden Forskel mellem rigtig Mening og Viden, det tror jeg ikke er Formodning, men hvis jeg overhovedet tør sige, at jeg ved noget, - det bliver i alt Fald meget lidt - saa vil jeg regne denne ene Ting til det, jeg sikkert ved. M e n o n: Ja, Sokrates, det har du Ret i. S o k r a t e s: Og nu videre. Naar en rigtig Mening styrer vor Handling i hvert enkelt Tilfælde, gør den saa ikke lige saa god Tjeneste som Viden? M e n o n: Jo, det tror jeg ogsaa du har Ret i. S o k r a t e s: En rigtig Mening vil altsaa ikke være mindre værdifuld eller nyttig overfor Handlingen end Viden, heller ikke vil den Mand, der har den rigtige Mening, være mindre nyttig end den, der har Viden? M e n o n: Nej. S o k r a t e s: Og vi er jo enige om, at en god Mand er nyttig? M e n o n: ja. S o k r a t e s: Da det nu altsaa ikke blot beror paa Viden, at Mænd kan blive gode og nyttige for Samfundet, hvis de bliver det, men ogsaa paa rigtig Mening, og da ingen af disse to Ting af Naturen er givet Menneskene og heller ikke kan

81


erhverves - eller synes du maaske, at det ene eller det andet ligger i Naturen? M e n o n: Nej S o k r a t e s: Og da det ikke er Tilfældet, er heller ikke de gode Borgere af Naturen gode? M e n o n: Nej, det forstaar sig. S o k r a t e s: Men da de nu ikke af Naturen er saaledes, undersøgte vi derefter, om man kunde lære det. M e n o n: Ja S o k r a t e s: Mente vi ikke, at det kunde bære, hvis Godhed var lndsigt. M e n o n: Jo. S o k r a t e s: Og hvis det kunde bæres, var det altsaa Indsigt? M e n o n: Ja vist S o k r a t e s: Og hvis der var Lærere deri, kunde det bibringes ved Undervisning, men ellers ikke? M e n o n: Netop. S o k r a t e s: Men nu blev vi jo enige om, at der ikke fandtes Lærere deri? M e n o n: Det gjorde vi. S o k r a t e s: Dermed slog vi altsaa fast, at det hverken kan læres eller er Indsigt? M e n o n: ja vist. S o k r a t e s: Men at det er noget godt, er vi ikke i Tvivl om? 82


M e n o n: Nej. S o k r a t e s: Og at Evnen til at lede godt og rigtigt er en god og nyttig Ting? M e n o n: Ja. S o k r a t e s: Men at lede rigtigt, kan kun bero paa eet af to, en rigtig Mening eller Viden, som et Menneske maa besidde for at kunne gøre det. Thi hvad der hænder tilfældigt, sker ikke under menneskelig Ledelse, men det, der sætter et Menneske i Stand til at lede til det rette, er disse to, rigtig Mening og Viden. M e n o n: Ja, det mener jeg ogsaa. S o k r a t e s: Da Godhed nu ikke kan læres, kan den følgelig ikke være Viden. M e n o n: Det lader ikke til det. S o k r a t e s: Af disse to gode og nyttige Egenskaber kommer altsaa den ene ikke i Betragtning; og det vil sige, at i det offentlige Liv kan Viden ikke være det, der leder. M e n o n: Nej, det tror jeg heller ikke. S o k r a t e s: Og saa kan vi ogsaa slutte om disse Mænd, som Anytos nævnede før, Folk som Themistokles, og hvad de hed, at saa dygtige de end var til at lede deres Stat, saa var det ikke i Kraft af nogen Visdom, eller fordi de var kloge. Derfor evnede de heller ikke at uddanne andre til at blive, som de selv var, netop fordi de ikke var saaledes i Kraft af Viden.

83


M e n o n: Ja, det hænger nok saadan sammen, som du siger, Sokrates. S o k r a t e s: Hvis det altsaa ikke beror paa Viden, bliver der kun tilbage, at det beror paa rigtig Mening; og naar vore Statsmænd holder Byen paa ret Køl, er det fordi de bruger den Evne, idet de ikke er anderledes stillede, hvad Fornuftens Brug angaar, end Spaamænd og Varselspræster; ogsaa de kan jo sige meget sandt og rigtigt, men de forstaar ikke selv, hvad de siger. M e n o n: Det ser ud til at forholde sig saaledes. S o k r a t e s: Altsaa, Menon, bør man kalde disse Mennesker benaadede af Himlen, som uden egentlig Forstand øver mange Storværker, baade i Ord og Gerning? M e n o n: Ja vist. S o k r a t e s: Ja, benaadede, det er netop det rette Udtryk, baade for disse Spaamænd og Varselspræster, jeg nævnte nys, og for alle Digtere. Men ogsaa om Statsmændene maa vi sige, at de ikke mindst blandt alle disse er gudbenaadede og bliver betagne, beaandede og besatte af Gud, naar de ved deres Ords Magt øver mangen herlig Daad, skønt de ikke selv ved, hvad de siger. M e n o n: Ja. S o k r a t e s: Ogsaa Kvinderne, ved du, Menon, kalder ypperlige Mænd for guddommelige; og naar Lakedæmonierne priser en god Mand, siger de: »En guddommelig Mand er han!«

84


M e n o n: Ja, Sokrates, det ser ud til, at de har Ret. Ikke destomindre er vist Anytos vred paa dig for dine Ord. S o k r a t e s: Det tager jeg mig let. Ham kan vi maaske faa en Samtale med en anden Gang. Men hvis vi i hele denne vor Samtale har ført vor Undersøgelse og talt rigtigt, saa kan vel Godhed ikke være givet med Naturen og kan heller ikke læres, men kommer som en Gave fra Guderne, uafhængig af Fornuft hos dem, hvem den tilfalder, - det skulde da være, at der alligevel fandtes en Statsmand, som kunde gøre ogsaa andre til Statsmænd. Er det Tilfældet, vilde han jo omtrent faa samme Stilling og Ry blandt de levende, som Tiresias efter Homers Ord har blandt de døde, idet han siger om ham, at han alene i Hades har sin Kløgt i Behold, de øvrige flagre som Skygger. Paa samme Maade vilde en saadan Mand straks blive en Virkelighed blandt Skygger i Kraft af Godhed. M e n o n: Det er udmærket rigtigt, synes jeg, Sokrates. S o k r a t e s: Efter den Slutning, Menon, kommer Godheden til visse Mennesker, som Gave fra Guderne. Rigtig Klarhed derover, det faar vi vist ikke, før vi tager Spørgsmaalet op om, hvad Godhed i sig selv vel er, fremfor at undersøge, hvorledes den kommer til Mennesker. Men det er nu Tid for mig at gaa, og hvad du i Dag er kommet paa det rene med, forklar det ogsaa for din Ven Anytos, for at formilde ham lidt; kan du overbevise ham, vil du ogsaa gøre Athenæerne en god Tjeneste dermed.

85


Ordreferenceliste A

G

Alexidemos

15

Geometri

Anskuelse

41

Godhed

Anthemion

35

Anytos

35;36;37;38;39;40;46;47

Arbejde

35;40

Gorgias

7;8;10;14;41;42

Athen

7;38;39;40

Græsk

22

Guld

17;18

29

7;8;9;10;11;12;13;14;15;17;18;19;2 0;21;30;31;32;33;34;35;36;38;39;40;41;42;45;46 ;47

B Besindighed

10;11;18;32;33

H

Betaling

35;36

Hades

47

Billedhuggere 36

Held

32

Borger

35;38

Hellener

7;22

Brydere

40

Hukommelse

32

Hus

10;36;41

Højsind

11;32

D Daidalos

44

Dumdristighed 32

I

Daarskab

Idræt

39

Indsigt

16;29;43;45;46 35

36

E Egenskaber

10;11;18;32;33;46

Ismenias

Elever

34;37;42

K

Empedokles

14

Kleofantos

39

Erindring

8;21;22;24

Kunstværker

36

erkende

2;20

Kvinde

9;10

Eudoros

40

L

F

Ledelse

33;46

Fag

35;36;42

Legeme

13

Farve

12;13;14

Linje

3;23;24;25;26;27;28

Fidias

36

Lysimachos

39

Figur

3;11;12;13;19;22;24;25;27;28

Læge

35

Firkant

3;22;23;27;28

Lærenemhed

32;33

Fløjtespil

36

Lærere

34;35;36;38;39;40;41;42;45

Formue

35

M

Fornuft

32;33;47

86


Mand 7;8;9;10;13;14;17;30;35;36;39;40;4 1;42;45;47 Mening

13;18;20;30;38;43;44;45;46

Menneske

2;7;19;20;29;30;31;32;33;38;46

Metode

15

Milesias

40

Misbrug

33

Musik

39

N Naturen

7;30;34;45;47

Nytte

33;38 32;33

Opdragelse

35

Opfattelse

8;19;31;35

Overflade

13 39

Penge

36;37;40

Perikles

39

Polykrates

35

Prodikos

13;43

Protagoras

36 10;11;18;32

Rigdom

7;17;32;33 21;33;44

Skomager

35

Skygger

47

Sofister

36;37;38;41;42

Stat

10;36;46

Statsmænd

38;41;46;47

Stefanos

40

Styrke

9;32

Sundhed

9;17;32

Sølv

17;18

Talere

41

Tapperhed

11;32

Themistokles

38;39;46

Theognis

41

Thukydid

40

Ulykke

33

Undervisning

31;34;36;41;42;45

Uvidenhed

7;16;26

Viden 8;28;29;30;31;32;34;37;43;44;45;46 Vilje

15;37

Virkelighed

47

Visdom

7;11;21;36;39;46

X

S Sjæl

3;22;23;24;25;26;27;28

V

R Retfærdighed

Slaven

U

P Paralos

9;32

T

O Omtanke

Skønhed

Xanthias

40

Xanthippos

39

Æ Ærefrygt

87

36


1 2002 - 2005 Professor Stefan Hopmann and director for Center for Research on Teaching (Didaktik) at Agder University College at Kristiansand / Norway 2 (Gorgias (grÌsk: ) (ca. 485 f.Kr. – 380 f.Kr.)) https://da.wikipedia.org/wiki/Gorgias

88


DUPresS er et forlag, der har som formål at fremme didaktisk viden. Didaktisk viden skabes gennem tolkning af praktisk undervisning.

Menon-dialogen anses for at være en af verdens ældste ”didaktiske” skrifter.

Institutions– og klasserumsforskning er et forskningsområder, der ikke er anvendt særlig meget i Danmark i modsætning til Norge og Sverige.

DUPresS ønsker med udgivelsen at vise, at Menon-dialogen er en af de pædagogiske autoritative tekster, der har stået i vejen for didaktiske viden.

Forlaget DUPresS vil med sine udgivelser sætte fokus på området og fremme denne forskning.

Henning Linderoths kommentarer peger også på, at didaktikken ikke er en del af pædagogikken - men omvendt.

Platon skabte her en dialog mellem Sokrates og Menon for at viTolkningen sker oftest se, at viden ikke er nopå grundlag af institu- get man tilegner sig, tions– og klasserums- men noget man på forskning, hvor relati- forhånd har og som oner og positioner blot skal generindres. mellem ¯ere elemen- Gennem dialogter danner grundlag metoden peges på for komplekse netden epistemiske viden værk. som vejen til Sandhed.

EAN 9788792012005 Udgivet af DUPresS.

www.didaktik.dk

Profile for DUPresS

Platons Menondialog.  

Bogen indeholder en af Platons mest berømte dialoger. Nogle betegner bogen som den første didaktikbog i verden. I det udsagn er jeg meget ue...

Platons Menondialog.  

Bogen indeholder en af Platons mest berømte dialoger. Nogle betegner bogen som den første didaktikbog i verden. I det udsagn er jeg meget ue...

Profile for dupress